Erindringer: MILITÆRNÆGTERTILVÆRELSENS BETYDNINGER

Militærnægtertilværelsens betydninger for valg af spor

Erindringer særligt om: Nægter-tilværelsens betydninger for Viggo Jonasen.

Lidt af ”vita”, til møde 2016.08.21 Supplerende til artiklen ”En terrier i kommunens hæl”

SVENDBORG 1944-1962

Mine forældre var AmK-medlemmer og fredsaktivister. Min far havde lærerjob i Svendborg, hvor søster Randi og jeg voksede op. Skolegang, gymnasietid, en del erhvervsarbejde især i gymnasietiden hos vognmand Milling, med telefonpasning og omdirigering af flyttevogne med flyttelæs og stykgodstransport – og en del dage med flyttemandsarbejde. Jeg cyklede rundt med regninger, fik pengene hjem – Bjørn Milling fortalte 40 år senere ved hans og Ellens guldbrylup, at det var en betydelig fordel for ”et lille firma uden driftskapital”. Og så kunne jeg under regnings-cykelturene bede lokale købmænd om at få lov at hænge en reklame for Kampagnen mod Atomvåben op i deres butiksdør (det var i 1960), og – når plakaten var faldet ned dagen efter – lige tilbyde at sætte en ny op!

Jeg deltog i AmK stævne på St. Restrup Husmandsskole i 1958 og WRI stævne ved Gøteborg i 1959 – der blev min fredsbevægelses-grundvold lagt. I Gøteborg oplevede jeg Carl Scharnberg i diskussion med en riksdagsmann om et eventuelt svensk atomforsvar. Stærke sager!

Gymnasietid med sigte på at studere matematik. Og jo altså fredsbevægelsesarbejde, især KmA.

Min morfar, P. Bank, snedker og biavler, forærede mig en jolle, da jeg var 12. Det blev til mange timer på Svendborgsund, med årer og sejl.

KOMPEDAL 1962-1963

I Århus, oktober 1962 (18½ år) kørte jeg fast i matematikstudiet (efter UG i gymmasiet)! Gik på session og lod mig indkalde til Kompedal – det kunne nogenlunde passe med gen-start på universitetet i 1964.

Aktiv-niveau i Kompedal var højt, ikke mindst med Mogens Frisk, Dan Bruun og Ole Utoft som drivkræfter. Vi sendte breve til højskoler, gymnasier, ungdomsskoler med tilbud om at komme til debataftener – og vi blev inviteret ud til mange af dem i vinteren 1962-63. Jeg var med mange steder, bl.a. på St. Restrup, hvor Svend Haugaard bød velkommen, og på Jaruplund, hvor Niels Bøgh-Andersen bød velkommen. I St. Restrup takkede én af eleverne os fordi vi var kommet, og ”fordi han nu havde opdaget at militærnægtere lignede mennesker”.

Siden 1917 havde nægterne været gemt væk i lejre i Gribskov, Kompedal og Oksbøl. I 1962-63 fik nægterne lov at arbejde på dag-udstationering, ikke mindst støttet op af Peter Seeberg på Viborg Stiftsmuseum og Harald Ditzel på Skovgårdsmuseet. Thorbjørn var én af drivkræfterne til at få den ordning op at stå. Kort tid efter blev der organiseret midlertidig udstationering til Forhistorisk Museum i Århus, til opbygning af en vikingetidsudstilling – en ordning som fra foråret 1963 blev permanent.

Også i isvinteren 1962-63 blev et par bilfulde nægtere udstationeret til Esbjerg, med arbejdsafleder Grønfeldt som leder. Vi skulle omlaste tøj, der var indsamlet til ofrene for jordskælvskatastrofen i Agadir, fra jernbanevogne til sække, så det kunne blive udskibet – alle de øvrige havne var lukket af is. Der lærte jeg noget om organisation. Arbejdet foregik i en meget stor hal, med gennemtræk og støv. Der var nægtere fra Kompedal, frivillige fra Røde kors, og der var CF’ere. Der var soldater fra forsyningstropperne i Varde. Det lokale røde kors havde ledelsen af arbejdet – men havde ikke folk med overblik eller lederevner. De menige soldater og CF’ere afventede ordrer. Hele tiden. Efter få timer havde Ole Utoft og Thorbjørn overtaget ledelsen af arbejdet! Grønfeldt og frue holdt sig diskret på afstand. De lokale var forbløffede og taknemlige. Efter et par ugers knokkelarbejde, kun afbrudt af måltider på sømandshjemmet, og nogle timer i køjen, var opgaven løst – og alle nægterne havde feber og influenza! Det gav en del afspadseringstimer.

Tilbage til lejren, og skovarbejde. At save sidegrene af gran i solskinsvejr – mens sneen drysser fra grangrenene ned på den grå våbenfrakke fra den svenske krigsmagt.

Det ikke alt for hårde arbejde i skoven gav plads til en del diskussion og refleksion. Min eftertanke blev: hvis man ønsker et samfund i harmoni, uden konflikter eller krig, er en form for socialisme en nødvendighed – et samfund byggende på konkurrence (om ressourcer og positioner, der er knaphed på) indebærer uundgåeligt konflikt(er). Indtil da havde jeg ikke tænkt mig selv som socialist.

ÅRHUS IGEN 1963- Nægter-relationer – studium – politik – erhverv – foreninger – familie.

Sidst på foråret 1963 gik jeg til Bruno Pedersen: ”Jeg bliver tosset af at være her – kan jeg ikke blive sendt til museet i Århus?” ”Jamen, Jonasen – det er jo skidt, hvis De bliver tosset”.

Så kom jeg til Forhistorisk Museum Århus i maj-juni 1963. Museet lå dengang i Mølleparken i Århus, sammen med Århus Kunstmuseum, i det som siden blev til ”Huset”. Nægterne boede i en gammel kustodebolig i sidefløjen: Thorbjørn, ”Daffy” (Kurt P. Christiansen), Madsen, den tavse københavner Johansen, en anden Viggo, og mig. Vi spiste på et pensionat på den anden side af Vester allé.

Den første måneds tid passede jeg museets telefonomstilling fra trapperummet i den gamle Hammelbanegård, som museet disponerede over (bibliotek, konserveringsafdeling, kontorer for Skalk).

Resten af min nægtertid arbejdede jeg med forefaldende arbejde i Etnografisk Afdeling, med Klaus Ferdinand som chef. Det blev til et mangeårigt venskab med ham, hustru Janne og de tre børn.

Afdelingen lå i tagetagen i museumsbygningen. Arbejdet var bl.a. at indrette magasiner til etnografika fra hele verden (”den lille tømrer”), at lave te til Klaus og de fire studerende (Mette Bovin, Birgit Storgaard, Ole Strandgaard og Dorrit Poulsen), og registrere post og bøger. Siden deltog jeg en kort tid som etnografistuderende ved siden af statskundskabsstudiet. Da Klaus Ferdinand 40 år senere viste mig rundt i magasinerne på Moesgaard, kunne jeg konstatere, at man stadig brugte mine hånd-og-stearinlys-svejsede plasticposer, der indeholdt de store arkiv-papkasser til etnografika!

Igennem nægtertiden fortsatte arbejdet med Kampagnen mod Atomvåben og Aldrig mere Krig.

Efter hjemsendelse september 1964 begyndte jeg statskundskabsstudiet i Århus. Et hovedmotiv var ønsket om at arbejde professionelt med internationale forhold, konflikter, krig og fred.

I studietiden 3 somre med job ved kloakvæsenet – separation af regn- og spildevand. Godt arbejde, gode kolleger. Da jeg sluttede, sagde Peter: vi har en skovl til dig, hvis du bliver træt af at læse.

Kort tid efter hjemsendelsen blev Militærnægternes Oplysningskontor stiftet (ca. 1965), med bl.a. Leif Senholt (RU) og Hans Otto (Kompedal) som initiativtagere – parallelt med initiativet i København, hvor især Ove Buntzen Larsen (nylig afdød) og andre Gribskov-nægtere var drivkræfter.

I forbindelse med arbejde i oplysningskontoret begyndte min aldrig afsluttede aktivitet med at skrive ankesager over retsstridig primærkommunal påholdenhed, dengang mest for nægtere, hvis familie ikke fik den forsorgshjælp, de var berettigede til.

I 1966 meldte jeg mig ind i SF. Århus-afdelingen var klart venstrefløj, med bl.a. Holger Vivike, Mourits Jensen, Per Bilde, Ingrid Hind, Knud Jessen, Jens Thoft o.m.a.

Nægtertallet voksede langsomt men mærkbart. Det er stadig min opfattelse, at nægternes stadig større kontaktflade til civilsamfundene gennem debatmøder og udstationering var en væsentlig medvirkende faktor.

I januar 1967 blev Militærnægterforeningen stiftet, på møde i Studentersamfundet i København. Initiativtager og første formand var Steen Folke, som var i Gribskov. Et vigtigt formål var at opbygge en interesseorganisation, til forskel fra AmK som jo ikke var meget fagforeningsorienteret.

Gennem foreningsarbejdet kom jeg bl.a. i kontakt med Troels Toftkær – den næste formand for foreningen – som jo også var aktiv i SF, og som i december 1967 lagde hus til et møde for ”midterfløjen” i SF, hvortil jeg indbød mig selv. Da mødet fik besøg af Gert Petersen og Jens Maigaard, var Jens Maigaards første ord ”Jonas du hører sgu da ikke til ”midten””. Hvorefter GP sagde ”rolig nu – vi skal da lige høre, hvad hvem siger”. Og ja – vore partimæssige veje skiltes næste dag, da jeg 17. december var med til at oprette VS.

Nægterforeningsarbejdet bød på stor fremgang og mange indtryk. Bl.a. kort tid efter stiftelsen, hvor Hans Otto og jeg kørte til Kompedal, hvor der var strejke – en velkomstbemærkning var ”hvorfor kommer I gamle pampere og befamler vores strejke!” Det var mere et udråbstegn end et spørgsmålstegn.

Ove Buntzen lavede en plakat, med en eksponentielt stigende kurve for antallet af militærnægtere. I bestyrelsen smilte vi lidt skævt til den, vi mente måske, den var vel optimistisk. Men jo, den kom ud i stor tal. Og den kom faneme til at passe!

Engang i 1968/69 bestemte indenrigsminister Poul Sørensen, at udstationeringsordningen skulle være permanent. Derefter skrev jeg på foreningens vegne et brev til alle landets daginstitutioner (3.400 stk., duplikeret i Studenterforeningen i Århus). I brevet orienterede vi om udstationeringsordningen, og afsluttede med at anvise telefonnummeret til Indenrigsministeriets første kontor. De ringede alle sammen – en uge efter havde ministeriet oprettet et kontor (med flere telefoner!) til at tage sig af udstationeringssager!

I bestyrelsen mente vi, at en formand kun skulle sidde i et år – jfr. det med ”de gamle pampere”. Så da Troels, som havde afløst Steen, skulle træde fra, blev jeg valg i 1969 – noget til egen overraskelse, vi havde ikke snakket om det i bestyrelsen! Jeg fik et travlt år.

I 1966 var jeg flyttet ind i et lille stråtækt hus, Viborgvej 291, hos en gammel nægter Viggo Viemose. Jeg havde lagt vand og el ind. Men ingen telefon, og meget langt til posthuset inde i Århus. Der var MANGE breve at sende. Mange cykelture inden sidste postkassetømning – af og til en øl på hjemvejen, på ”Tagskægget”.

Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, holdt Militærnægterforeningen offentligt møde i Vartov, med deltagelse af indenrigsminister Poul Sørensen (kons.). Han var den første minister siden nægterlovens vedtagelse i 1917, der ville/turde møde nægterne i et offentligt møde. Salen var stuvende fuld. Mødet kom på forsiden af Politiken. Nægternes hovedkrav var: samme tjenestetid som de militære værnepligtige. Svaret var et blankt nej. Men ministeren kom med to tilbud: en analysegruppe, hvori ministerium og Militærnægterforening skulle være repræsenteret, og som skulle sammenligne ”livs- og arbejdsvilkår” for nægtere og krigere. Og en forberedelsesgruppe, som skulle udarbejde forslag til en uddannelse (en ”rekruttid”) for militærnægtere. Sådan ”rekruttid” var et gammelt krav fra nægterside. Den nyvalgte formand måtte handle hurtigt og uden mandat – vi var ikke forberedt på forslagene. Jeg sagde nej til det første tilbud og ja til det andet. Bagefter var alle enige. Jeg spurgte ministeren: nu hvor Militærnægterforeningen har varetaget oplysningsarbejdet om udstationerings-ordningen – vil ministeren så ikke i det mindste betale portoen? Eftertanke, nogen spænding i lokalet. Poul Sørensen svarede: ”Nej. Jeg har ikke hjemmel til det. Og selv om jeg havde, ville jeg sgu ikke – I har kostet ministeriet en del penge!” Latter og klapsalver – respekt for en modstander.

Nægteruddannelsen blev min første erfaring med udredningsarbejde i ministerielt regi. Adskillige møder, med meget kompetent sekretariatsbistand under ledelse af Holger Lavesen (dengang sekretær i ministeriet). Og da betænkningen forelå, blev der handlet. Ministeriet købte den gamle Antvorskov højskole og indrettede den til nægterskole. Mange har været der!

Senere, da nægtertallet stadig voksede, blev der også indrettet nægterskole på Djursland, i den gamle Sjellebro Kro, og flere lejre blev oprette, bl.a. Karsemoselejren.

Formandstiden blev også på anden vis bestemmende for meget. Jeg blev bedt om at være konsulent for et specialehold i Socialrådgiveruddannelsen, med temaet ”Værnepligten som socialbegivenhed”. Derved kom jeg i kontakt med Den Sociale Højskole og med flere socialrådgivere, en kontakt som senere førte til praktik i et forsøgssocialkontor i Brammersgade i Århus, og specialeskrivning om socialforvaltning. Og mange venskaber! Interessen for det internationale blev trængt i baggrunden (men forsvandt aldeles ikke!) til fordel for det sociale.

Det førte til et livslangt engagement i socialt arbejde i kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Og til en beslutning om, at jeg ville være lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole.

Specialet blev afleveret, og jeg blev kandidat i 1973. Derefter pædagogikum i samfundsfag ved Herning Gymnasium og HF-kursus. Et møde med Amdi P (som jeg kendte fra Kapagnen mod Atomvåben på Fyn) førte til et kort job som eksaminator ved Det Nødvendige Seminarium. En snak over noget øl med Amdi medførte, at vindmølleprojektet blev ændret fra at lave fjernvarmevand til Tvind-skolekomplekset til at producere El.

To gode år, 1974-1976 som timelærer i Samfundsfag ved Århus Seminarium og HF-kursus og ved Marselisborg Seminarium

Ønskestillingen fik jeg, efter to år som seminarie- og HF lærer, i 1976.

Det var noget om, hvad der kan komme ud af at være militærnægter.

Som tidligere nævnt var jeg i december 1967 med til at stifte Venstresocialisterne, da SF blev splittet. Også det blev en turbulent affære – efter EF-afstemningen i 1972 udvandrede ”leninistfraktionen” og stiftede KF, på mødet i Århus sad vi to mand tilbage. Men af lidt kommer mere – jeg var kommunalpolitisk aktiv, blev valgt til Århus Byråd i 1974. Uden for København var der kun Harding Sonne i Albertslund og mig i Århus. Valget kom lige efter jordskredsvalget i 1973, med Glistrups indmarch. Socialdemokraterne mistede det absolutte flertal i Århus Byråd, og møderne blev længere end man var vant til. Der var nu en del, der mente, at det var umagen værd at høre efter, når jeg sagde noget..

Så i 1978 var leninisterne vendt tilbage til VS – og de fik mig sat som nr. 6 af 6 på partilisten til kommunevalget, grundet at jeg havde den forkerte klasseanalyse! Svaret var NEJTAK. Så Jørgen Lenger blev valgt ind for VS.

I 1981 var SF drejet venstre om igen (det var dengang Troels meldte sig ud!) – så jeg meldte mig ind igen. En førstesuppleantplads til byrådet i 1986 førte snart til indsupplering – og genvalg i 1990.

Men, i 1993 kolbøttede SF i EU-sagen (”Holger og madammen siger ja og amen”), og min SF-byrådsgruppe indgik uden om mig et budgetforlig med skole-nedlæggelser – et af de mange trin i socialdemokratiseringen af partiet. Jeg meldte mig ud i 1993 og blev løsgænger. Jeg er principielt tilhænger af, at man så nedlægger mandatet – meeeeen, flere SF’ere bad mig blive siddende, også da jeg meldte mig ind i Enhedslisten. Jo, for førstesuppleanten havde meldt sig ind i Socialdemokratiet! Og de var helt sikre på, at han ikke ville trække sig.

Det sociale trak jo. Fra 1977 til 2013 var jeg med i Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, repræsenterende Socialpolitisk Forening. Fra 1993 til 2013 som formand. Så nedlagde Byrådet Forbrugerrådet, officielt fordi man havde flere repræsentationer, reelt fordi direktører og rådmænd mente, at rådet kritiserede for meget. Men hvad venter de? Når dagsorden er forringelser, må brugernes svar jo sgu da være kritik!

En af de større og spændende opgaver var medlemskab 1998 i Indenrigsministeriets Opgavekommission, repræsenterende Enhedslisten. Kommissionen skulle gennemgå hele den offentlige sektor, fra vuggestuer over teatre og skoler og havne til motorveje og politi – og afgive indstilling om opgavernes organisering. Der blev afgivet betænkning i 1998 – efter et grundigt og omhyggeligt kommissionsarbejde. Johannes Due var formand. Fra det arbejde husker jeg med særlig tilfredshed samarbejdet med Oluf Jørgensen (SF) og Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen (V). Der er mange mindretalsudtalelser i betænkningen – men man antog adskilligt flere af mine tekstforslag.

I 2004 meddelte Hjerneskadeforeningens formand Jette Sloth, at bestyrelsen havde foræret mig et medlemskab – om jeg så ikke ville træde ind i bestyrelsen? Man er modtagelig for smiger, især hvis den er tyk nok! Så jo. Det blev siden til en større opgave som frivillig rådgiver og bisidder for mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Hjerneskadeforeningen er med i Danske Handicaporganisationer.

Da Strukturreformen – som blev til efter et kommissionsarbejde, som ikke var grundigt og omhyggeligt, med Johannes Due som formand – trådte i kraft i 2007, udpegede DH mig til at sidde i Region Midtjyllands Udviklingsråd, som i 3 år efter strukturreformen skulle følge udviklingen på det sociale område i kommuner og region. Det blev også til pladser i regionens Handicapkontaktforum og Sundhedsbrugerråd.

Som sagt – i 1976 fik jeg ønskejobbet som lektor i Samfundsbeskrivelse, Social- og Arbejdsmarkedspolitik ved Den Sociale Højskole i Århus. Det blev mange gode arbejdsår, med omsorgsfuld og respektfuld ledelse, gode og engagerede kolleger, og rigtig mange interesserede og engagerede studerende (s’føli også nogen, der ikke var det!).

Men som andre institutioner blev skolen trykket mere og mere under det, som i Ritt Bjerregaards ministertid med en vis intellektuel redelighed blev kaldt ”fremrykkede standardforringelser”, siden uden samme kaldt ”effektiviseringer”. Da jeg startede, havde et hold på mellem 21 og 25 studerende 2900 konfrontationstimer (lærertimer) til et 3 årigt forløb. Et par år før jeg sluttede, var tallene 3000 konfrontationstimer til et 3 årigt forløb for et hold på 90! Og som i alle institutioner bliver knaphed fulgt af mere byrokrati, til ”rigtigere” og ”mere effektiv” fordeling af de knappe ressourcer.

I 2004 spurgte jeg rektor, om hun ville være med til at lave en mindre byrokratisk studieordning? Svar: Nej ikke det første par år. OK – så takker jeg af.

Det blev med afskedsforelæsning og reception og mange smukke ord. Efter 28 år.

Siden 1970’er socialreformen er meget blevet forringet i den sociale sektor, især med Åse Olesens ”ungepakke” i 1990, Nyrups ”arbejdsmarkedsreform” i 1993-94, og Karen Jespersens 1997 opsplitning af Bistandsloven. Det synes som om de skiftende regeringer følger Anders Foghs strategi fra 1993-bogen: Fra socialstat til minimalstat, nemlig at sørge for, at folk (med grund) er utilfredse med den offentlige sektor – så de vælger private løsningen. 2007 strukturreformen, med kommunal finansiering af de regionale institutioner, har i så henseende gjort voldsom skade. Jeg kæmper stadig for en velfungerende offentlig sektor og for bedre vilkår for ”de sämra lottade” – men prognosen er ikke køn!

Undervejs i erhvervs- og politiklivet har jeg også opnået at få en søn Thor med Gry, og en datter Katrine med Maj, som giftede sig med mig, da vor datter var 24 år. Maj har i forvejen Rune og Ture. De 4 har tilsammen hidtil givet os 7 børnebørn. Deri er MEGEN glæde.

I 1970 købte mine forældre villaen, Hørgårdsvej 18 i Risskov, og lejede ud til mig og andre kollektivister. I 1977 overtog jeg. Kollektivet klingede ud – men Maj og jeg bor stadig her.

I 1977 sejlede jeg første gang vikingeskib. Den slags er vanedannende – jeg har gjort det lige siden. Mine børn er også optagne af det, og Katrines søn Toke. Derom kan læses på min hjemmeside, hvor også mange andre af mine skriverier kan ses. Ikke mindst bogen Dansk Socialpolitik 1708-2008.

Viggo Jonasen Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

viggojonasen@gmail.com www.viggojonasen.dk 61712219

 

Erindringer-naegtertilvaerelsens-betydninger

FREJA BYRDING – LUNDEBORG- OG SOMMERTOGT 2016

Hejlsminde – Lundeborg – Thurø Fredensdal – Svendborg – Skarø – Bjørnø – Høruphav – Langballigau – Okseøerne – Flensborg – Gråsten – Gelting – Sønderborg – Sottrupskov – Hejlsminde     2016_lundeborg-og-sommertogt_kj_lille-1

BEKÆMP FATTIGGØRELSEN

Tale 4. oktober 2016 Velfærdsalliancens demonstration

STØRRE FATTIGDOM – POLITIKERNES VALG.

VI SKAL HJÆLPE DEM MED AT VÆLGE ANDERLEDES!

Folketingets flertal har bestemt, at tusindvis af mennesker i Danmark skal være mere fattige, dels fra 1. juli med den såkaldte ”integrationsydelse”, dels og især fra 1. oktober 2016, med 225 timers regel, og kontanthjælpsloft.

Regeringen har også fremlagt en såkaldt 2025 plan. Ifølge planen skal folkepensionister og dagpengemodtagere og børnefamilier og studerende og kontanthjælpmodtagere og seniorjobbere fremover have færre penge til rådighed.

Og nej – selvom regeringen har afskaffet den politisk bestemte fattigdomsgrænse, forsvinder fattigdommen og de fattige ikke.

Politikernes begrundelserne er lidt forskellige, men virkningerne er ens. Dansk Folkeparti vil have integrationsydelsesfattigdom for at skræmme fremmede fra at komme til Danmark. Venstre siger, ydelsen skal ”motivere” folk til at søge arbejde. Det siger de også om tab af kontanthjælp, hvis modtageren ikke kan skaffe sig 113 / 225 timers arbejde. Det kan 20.000 mennesker ikke. Og mange flere tusinde rammes af reglerne om kontanthjælpsloft.

Tusindvis af mennesker kan nu ikke betale både husleje og mad til sig og børnene. Så må de tigge om hjælp. De kan tigge om enkeltydelser efter loven. De kan tigge på gaden af forbipasserende. De kan også gå til Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, eller andre frivillige organisationer, for at bede om hjælp. Eller de må søge at skaffe sig sort underbetalt arbejde eller gøre noget mere alternativt.

Engang krævede Socialdemokratiet samfundet indrettet med grundlag i Rettigheder, ikke Almisser. Det var i 1912. Jo, for som de sang: Thi ”Lykken må visne ved tryglen om brød”. *)

Regeringen vil mindske rettighederne for de fattige – de skal have mindre at leve af. Og de skal trygle mere for det.

Kommunernes Landsforening og regeringen vil også mindske rettighederne for de handicappede. Det kaldes ”reform af serviceloven”. Der skal være mere kommunalt frit skøn, mindre rettigheder. Selv SF rådmanden i Århus har skrevet til Folketingets socialudvalg, at han vil støtte de ændringer.

Det hedder med et i nutidssprog: ”en diagnose skal ikke give ret til en ydelse”. Jamen, uden diagnosen får man SLET IKKE noget. Nu skal det så hedde, at hjælpen til en person skal tildeles skønsmæssigt efter en ”helhedsbetragtning”. Forslaget betyder ikke, at de handicappede skal have mere – det betyder, at de selv skal kunne klare sig med mindre hjælp.

Engang mente Folketinget, at den invaliderede skulle kunne leve økonomisk på niveau med jævnaldrende. Det betød invalidepension på niveau med en faglært arbejders indkomst. Det var i 1964 og 1984. Jobtilbudspersoner og fleksjobbere skulle arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Det var i 1980’erne og 1990’erne.

Nu: dagpengene er vel i snit på 50% af en faglært arbejders løn. Førtidspensionen er det samme, hvis du ikke er samboende. Kontanthjælpen er mindre. Fra i søndags bliver den endnu mindre for mange. Og i 2025 planen sænkes alle ydelser.

Vi har brug for, at politikere kæmper for et samfund med anstændige levekår for dem, som arbejdsgiverne – både de private og de offentlige – sorterer fra.

Vi har også brug for, at befolkningen kræver af politikerne, at de bekæmper fattiggørelsen. Også fattiggørelsen af de studerende.

Vi har brug for, at politikere kæmper imod udsultning af daginstitutioner og skoler og uddannelsesinstitutioner og biblioteker og bosteder – at de kæmper for anstændige levekår også for samfundets svageste.

Vi har brug for, at fagbevægelse og brugerorganisationer og boligforeninger og studenterorganisationer og almindelige mennesker stiller krav til politikerne om en anstændig indretning af samfundet. INGEN SKAL TRYGLE OM BRØD!

Regeringens kontanthjælpsnedsættelser og 2025 plan har som formål at presse lønningerne NED – altså de lave lønninger, ikke direktørlønningerne!

Vi har brug for, at især fagbevægelsen træder op imod det tryk mod lønniveau og velfærdsniveau, som forligspolitikerne har iværksat og som de planlægger.

Vi kræver rettigheder for de fattige. Vi kræver et anstændigt leveniveau også for dem, der ikke kan få arbejde.

Vi kæmper imod ALMISSESAMFUNDET.

Vores råb til de lokale politikere og landspolitikerne er: BEKÆMP FATTIGGØRELSEN!

Viggo Jonasen – Socialpolitisk Forening Århus

Tale ved demonstration mod Fattiggørelse, 4. oktober 2016 kl. 17 i Rådhusparken i Århus.

61712219 viggojonasen@gmail.com

snart dages det, brødre, det lysner i øst” En af Danmarks ældste arbejdersange. P. Overby 1871 ved stiftelsen af Socialdemokratiet.

bekaemp-fattiggoerelsen-tale-til-4-oktober-demonstration

SKOLETVANG PÅ FULD TID FOR HANDICAPPEDE BØRN

SKOLETVANG PÅ FULD TID

FOR HANDICAPPEDE BØRN

Engang var Århus Kommune kendt som en foregangskommune i behandlingen af mennesker med handicap. Kommunen tog initiativ til ”merudgiftsdækning for forsørgelse af børn med handicap” og til ”handicaphjælperordningen”, nu kaldet ”Borgerstyret Personlig assistance”.

De seneste 10 år har kommunen været fodslæbende og nedskæringsorienteret.

Det hænger sammen med, at mennesker med handicap lever længere – det vil sige: der er blevet brug for flere boliger til handicappede. Det hænger sammen med, at man i sundhedssektoren er blevet dygtigere til at udvikle teknikker, der kan hjælpe handicappede – både voksne og børn. Og det hænger sammen med, at Fogh- og Thorning- og Løkke-regeringerne har været enige om, at kommunerne skal spare (”effektivisere”).

Serviceloven giver mennesker med handicap rettigheder. Århus Kommune har fået en del tæsk i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen for i spareøjemed at tilsidesætte de handicappedes rettigheder. Deraf fulgte merudgifter – som Århus Kommune så har søgt at spare på andre dele af hjælpen til de handicappede. Op mod en halv milliard i Hans Halvorsens rådmandstid.

Det seneste budgetforlig afsætter 50 mio. kr. mere pr. år til voksne handicappede. Storslået, ik’? Det betyder såmænd ”bare”, at der ikke skal skæres yderligere ned på hjælpen til den enkelte handicappede i 2017.

På området Handicappede børn følger budgettet IKKE med behovet. Her følger man stadig rådmand Thomas Medoms nedskæringsplan fra februar 2015. Det så vi med sagen om forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap – hvor kommunen efter tæsk i Ankestyrelsen sadlede om og fritog for betaling.

Århus Kommune klemmer – nu igen – forældre til handicappede børn.

I en del år har kommunen ydet dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste (servicelovens § 42) til forældre, hvis handicappede barn dårligt tåler lang tids belastning eller skift. Det gælder nogle udviklingshæmmede børn, og det gælder nogle børn med autisme.

En del sådanne familier har haft aftale med barnets skole om, at én af forældrene henter barnet efter få eller flere timer i skolen, således at barnet ikke anstrenges for meget med læring eller leg med andre børn.

Nogle af børnene bliver udadreagerende, når deres energi til læring og til at lege med andre børn er brugt op – og energien kan være brugt op efter ganske få timer, eventuelt efter flere timer.

Nogle af børnene anstrenger sig voldsomt for at kunne være i skolen – og når de så kommer hjem, går de nærmest amok – eller lukker sig inde i timevis.

For disse børn er det at skulle forholde sig til undervisning og til leg en tortur, når først energien er brugt. For børnenes forældre bliver barnets reaktioner og lidelser en voldsom belastning – de er i forvejen rigelig hængt op med at prøve at leve op til barnets behov for detaljeret dags-planlægning.

Indtil sidste år har Århus og andre kommunen altså dækket forældrenes tabte arbejdsfortjeneste i de timer, de må holde fri, for at kunne tage sig af barnet – skærme barnet. Det er sket efter råd fra læge, psykiater, neurolog – og fra skolen. Og efter grundig udredning af det enkelte barn.

Nu har Århus og andre kommuner besluttet, at ”skolen skal kunne rumme barnet” i hele den tid, som skole og SFO er åben. Kommunen forholder sig ikke til, om barnet kan ”rumme” skolen og de voldsomt mange indtryk, som børn uden handicap lærer af at bevæge sig rundt i. Derfor tager man den økonomiske støtte fra familierne.

Socialrådmanden i Århus bestemte i februar 2015, at kommunens udgifter til Tabt arbejdsfortjeneste skulle nedbringes, – ved at hævde ”sektor-ansvaret”, altså at skolen skal tage sig af barnet hele dagen.

Det betyder nogen steder, at skolen ”skærmer” barnet bag et forhæng eller i hans/hendes eget ”stille-rum” i en større eller mindre del af dagen – og jo, når så barnet flipper helt, ud ringer man til mor eller far på arbejdet: ”nu må du nok hellere hente …”

Kommunen kalder det ”inklusion” – forældrene kalder det tortur.

Undervisningsministeren tager afstand fra, at ”inklusion” har den betydning, som Århus og andre kommuner giver ordet.

Det hører med til billedet, at Århus Kommune gør en del socialretlige fiflerier ved at påstå, at barnet ”hører ikke til målgruppen” for denne eller hin indsats. ”Målgruppen” kan man ikke se i serviceloven – der står blot, at hvis barnet har en lidelse som er 1) kronisk/varig lidelse og 2) indgribende, ja så skal man tage stilling til, om barnets tarv bedst tilgodeses gennem forældrenes pasning af barnet.

I ankesager, jeg har skrevet, har Ankestyrelsen fastslået at lidelsen var 1) kronisk og 2) indgribende.

Kommunen henholder sig blot til ”sektoransvarlighedsprincippet” – ”skolen skal kunne rumme”! Der er ikke, som socialchefen ellers har skrevet til TV2OJ, tale om en ”konkret individuel afgørelse” om, hvordan barnets liv bedst tilrettelægges. Århus Kommune Handicapcenter for børn i betydeligt omfang tilsidesætter speciallægers, psykologers, læreres, pædagogers og forældres vurdering af, hvad der er bedst for barnet – blot med henvisning til ”sektoransvarighedsprincippet”. Det er ”silo-tænkning”: ikke på ”vores” budget.

I nogle tilfælde sætter Ankestyrelsen Århus Kommune på plads. Men ankesager betyder lang ventetid for forældre, som i forvejen er arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt og økonomisk belastede.

Jeg har brugt timer og år – som byrådsmedlem, som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, og som bisidder og ankeskriver – på at støtte op om handicapvenlighed i denne kommune. Det er deprimerende at opleve, at Århus Kommune påfører MANGE forældre til børn med handicap bekymring, utryghed, økonomisk stress. Som man gjorde det med forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap. Og som man nu med besparelser på handicaptransport påfører børn og forældre ekstra ventetid og usikkerhed.

ViggoJonasen

tidl. Byrådsmedlem, tidl. Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

cand.scient.pol., lektor emer. Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

2016.10.07, Århus Stifts Tidende 2016.10.16

skoletvang-paa-fuld-tid-for-handicappede-boern-2

MILITÆRNÆGTERFORENINGEN 40 ÅRS JUBILÆUM

Nægterbulletin – 40 års jubilæumskrift.

Militærnægterforeningen og demokratismen

af Viggo Jonasen og Karl-Johan Rubæk.

Det danske samfunds udvikling i 1960’erne er blevet beskrevet ud fra mange synsvinkler. Økonomisk. en periode med voldsom vækst, høj beskæftigelse, hastigt voksende levestandard (efter en halv snes år med lav vækst, begrænset velstandsstigning, og høj ledighed). Uddannelsesmæssigt: perioden med uddannelseseksplosionen (efter 1957 folkeskolereformen), stejlt stigende andel i højere uddannelse, gymnasie- og universitetsudbygning. Befolkningsmæssigt: de store årganges indmarch på bolig- og ægteskabsmarkedet, og kvindernes stejlt stigende erhvervsdeltagelse.

Bevidsthedsmæssigt har nogen hæftet sig ved “ungdomsoprøret” eller “studenteroprøret” i 1968-69. Man har såmænd endda talt om “1968-generationen”. Det er nu nok mere virkelighedstro at tale om en bevidsthedsrevolution, begyndende omkring 1960. En revolution med international baggrund.

Forhistorie: Den folkelige politiske rejsning i de 2 sidste år af 2. verdenskrig ebbede nogenlunde ud under den kolde krig. A-bomberne over Japan var længe siden. Koreakrigen var langt væk og Jutlandia var et kuriosum. Englands, Frankrigs og Israels overfald på Ægypten i 1956 og Sovjets ditto på ungarerne samme år bidrog til en almindelig følelse af politisk afmagt: magten sad altså stadig i spydstagen – og de politiske fløjes tilbedelse af de hhv. “demokratiske” og “kommunistiske” idealer klang hult. Unge mænd anså værnepligten for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare og sammen med hvem? Tjah, man gik på øvelser på “blåt” og “orange” hold, og det var jo nok de slemme russere – men det kaldte ikke på engagementet hos “folke-madsen”.

Imidlertid: da den danske krigsmagt i 1960 skulle udrustes med A-våben (Honest John raketter, jord-til-luft raketter beregnet til A-bomber i Hiroshima-format, til “forsvar” af København) skete der noget. Det lykkedes nogle fredsbevægelsesveteraner at skabe presse-opmærksomhed på udlosningen af raketterne i Århus. Næsten samtidig startede i England “Campaign for Nuclear Dis-armament”, som med en protestmarch i påsken 1960 fra Aldermaston basen til Trafalgar Square i London samlede mere end 100.000 mennesker i protest mod atomoprustningen. Foreningen Aldrig mere Krig (AmK) sendte højskolelæreren og digteren Carl Scharnberg på “studietur” til påskemarchen – og han kom hjem med den overbevisning, at “Det kan vi også gøre”. Så det gjorde vi. I efterårsferien 1960 iværksatte Kampagnen mod Atomvåben den første danske atommarch fra Holbæk via Roskilde til København. Arrangørerne havde officielt aftalt, at man ville gennemføre marchen, hvis 200 mødte op på havnen i Holbæk. Uofficielt ville man gå, hvis blot 100 mødte frem. Vi kom 800! Og da vi kom til rådhuspladsen, var vi vel 30.000. Den største forsamling siden folkestrejken i 1956.

Bevidsthedsrevolution? Budskabet var: “Det gælder dit barn! Bomben angår dig – Og din stilling til bomben gør en forskel!” Budskabet fejede “det er jo lige meget, hvad (lille) jeg mener” opgivenheden til side. Fejede? Det er nok mere dækkende at sige, at budskabet blev en murbrækker for åbning til en mere bevidst og selvbevidst holdning hos især de unge.

Som før nævnt: Unge mænd anså værnepligten, soldatertjeneste og kadaverdisciplin for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare, hvem man skulle skyde på, og sammen med hvem man skulle gøre det, ja det var jo den overordnedes sag. I 1962 var antallet af militærnægtere i Danmark ca. 415 ud af en værnepligtsårgang på ca. 35.000. Og vi var gemt langt væk fra biograf, kro, og andre forlystelsesmuligheder i Gribskovlejren og Kompedallejren, beliggende 25-30 km fra nærmeste købstad. Nægtere blev anset for nogle sære størrelser.

Det blev der lavet om på!

I vinteren 1962-63 sendte nægterne i Kompedallejren brev til alle gymnasier, højskoler, lærerseminarier, .. med et tilbud om at stille en gruppe nægtere til en diskussionsaften. Tilbuddet blev modtaget – vi kom rundt til temmelig mange uddannelsesinstitutioner.

Samtidig foreslog nægterne i Kompedal museerne i Viborg og Århus, at de kunne komme som arbejdskraft på museerne i stedet for at lave skovarbejde. Museerne sagde ja tak og bad lejrledelsen/indenrigsministeriet om at få nægtere. I løbet af et halvt år fik Skovgårdmuseet i Viborg og Forhistorisk Museum i Århus nægtere i en “udstationeringsordning”. På den måde øgedes nægternes kontaktflader i lokalsamfund. Flere selvejende institutioner fulgte.

I 1965 etableredes Militærnægternes Oplysningskontor i København og i Århus. Der blev trykt løbesedler og små klistermærker. Militærnægterne blev synlige i samfundet. Antallet af henvendelser voksede, det samme gjorde antallet af militærnægtere. Og 29. januar 1967 stiftedes så Militærnægterforeningen, på initiativ af politisk motiverede nægtere i Gribskovlejren. Studentersamfundets lokaler i en baggård i Vestgerbrogade i København. Steen Folke, talsmand i Gribskovlejren, blev formand. Vi udgav “Nægterbulletin” – som stadig udkommer, efter 40 år, stadig med mælkebøttefrøet som mærke! Indbydelser til diskussionsmøder blev stedse flere. I hele Norden voksede bevægelsen – i en finsk Nordvisionsudsendelse 1967 om nægterforhold i Skandinavien deltog bl.a. Steen Folke og Ove Buntzen fra bestyrelsen. Der var adskillig kontakt mellem MNF og de nordiske foreninger, med besøg og støtteerklæringer.

Også i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og USA blev diskussionen om individets ansvar for egne handlinger, også militære drabshandlinger, levende, og antallet af militærnægtere voksede. Vietnamkrigen blev et vigtigt omdrejningspunkt for debatter om det at være soldat. En tiltagende del af nægterne var motiverede af utilfredshed med USA’s og øvrige NATO-landes imperialisme, mere end af den pacifisme, som Aldrig Mere Krig stod for. En vigtig inspiration var amerikanske avisers dækning af Vietnamkrigen, en dækning som blev formidlet til danskerne af Gribskov-nægtere med plancher på Gammel Torv i København.

Militærnægterforeningen tog sig særligt af en ny gruppe: amerikanske desertører, som valgte at forlade tjenesten f.eks. i Tyskland, når de skulle overflyttes for at skyde vietnamesere. Nogle af dem søgte politisk asyl i Danmark, under henvisning til, at de ellers ville være tvunget til at udføre krigsforbrydelser – eller blive fængslet for deres samvittigheds standpunkt. NATO-landet Danmark sendte dem tilbage til overflytning eller fængsling. Siden måtte vi i stor diskretion hjælpe dem til ophold i Sverige, som gav dem asyl.

Den konservative indenrigsminister Poul Sørensen (minister 1968-1970) indvilgede som den første danske indenrigsminister i at deltage i et offentligt møde med hans militærnægtere. Mødet blev holdt i Vartov, og det blev et vældigt tilløbsstykke. Ministeren udtrykte sin respekt for nægternes bevidsthed og samvittighed – ikke mindst når nægtertjenesten jo faktisk kostede 6 måneder mere end militærtjenesten. Og at han i øvrigt fortsat, som konservativ, var helt uenig i nægternes syn på militæret. En munter tildragelse under mødet var, da foreningens formand spurgte ministeren, om han ville dække portoudgiften til de mange breve om udstationeringsordningen – det var jo sådan set en offentlig opgave at give sådan oplysning. Poul Sørensen sagde, at han ikke havde hjemmel til at betale – og hvis han havde haft det, ville han sgu ikke! Endnu større blev grinet, da ministeren, stillet over for kritik af nægternes ørkesløse skovarbejde, udtalte: “Jamen, skovarbejde er da nyttigt”

Nægterne krævede, i lighed med hvad man havde iværksat i Norge, en uddannelsesordning (“rekruttid”) for militærnægtere, bl.a. omfattende freds- og konfliktvidenskab og ikke voldelig konflikthåndtering. Ministeren accepterede på Vartov-mødet at iværksætte et udvalgsarbejde, med deltagelse af foreningen, og det resulterede i et forslag til uddannelsesordning. Forslaget blev i noget reduceret form iværksat, da ministeriet købte den gamle Antvorskov Højskole og indrettede den til Militærnægterskole. Den næste Militærnægterskole blev etableret i den nedlagte Sjellebro Kro på Norddjursland. I 1969 havde Militærnægterforeningen sendt brev til alle landets vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og andre institutioner, med oplysning om udstationeringsordningen, og med besked om, at nærmere oplysning kunne fås ved telefonisk henvendelse til Indenrigsministeriets 2. kontor. De ringede! Ministeren måtte oprette et militærnægter-kontor, “Civil værnepligt”, til at tage sig af nægtere og udstationeringer.

Flere og flere nægtede militærtjeneste. En del befalingsmænd og officerer meldte sig som nægtere, efter overvejelser om krigsvæsenets rolle. Det var så mange, at det gav krigsmagten problemer for afholdelse af mønstring/genindkaldelse. I 1972 var nægtertallet kommet op på ca. 4608 – eller ca.18% af værnepligtsårgangen. En tredie militærnægterlejr var i 1968 blevet åbnet i Karsemoselejren i Nordsjælland. Foruden de tre faste lejre i Kompedal, Gribskov, Karsemose, var der på det tidspunkt to midlertidige lejre i Jylland, Frøslev og Vitskøl. Efter åbningen af nægterskolerne blev det en moderetning blandt nægterne som sagde, at ”rigtige nægtere” var lejrnægtere. Deraf behovet for de midlertidige lejre – men der var stadig mange nægtere til udstationering! Og der var ca. 14 oplysningskontorer!

Civil Værnepligt var administrativt svulmet op til to kontorer, et i Tåstrup og et i Silkeborg. Torben Gjedde var øverste chef for dem begge.

Der er nok tilladeligt at være så ubeskeden at påstå, at den stærkt voksende tilbøjelighed til selvstændig stillingtagen hos unge i sessionsalderen også var medvirkende til, at krigsmagtens ledere fandt det nødvendigt at “demokratisere” indkaldelsestiden, nedtone kadaverdisciplinen, og behandle de indkaldte mere ordentligt end nogensinde tidligere.

Organisationen og tidsånderne:

Militærnægterforeningen blev som nævnt stiftet i januar 1967, med to hovedsagelige formål: at få flere til at nægte – og at være interesserepræsentation for militærnægterne. Ikke længe derefter blev en nægterstrejke iværksat i Kompedallejren. Hans Otto og jeg kørte ud til lejren for at snakke med de strejkende om formål med strejken og om eventuel opbakning fra foreningen og de andre lejre. Vi blev mødt med spørgsmålet: “Hvad kommer I gamle pampere her for? Vil I befamle vores aktion”. Gamle pampere – jeg var vel 24! Det lå i tidsånden, at faste og langvarige strukturer ikke var velset. En af de konsekvenser, vi drog, var at en formandsperiode var på ét år – højst! Det gik helt godt, så længe der var en vis kontinuitet i bestyrelsen. Steen Folke – Troels Toftkær – Viggo Jonasen – Mogens Lind Pedersen (siden omdøbt til Kløvedal). Det kunne sommetider knibe. Engang i 1970 skrev bestyrelsen en efterlysning i Nægterbulletin: “Har nogen set formand Mogens”?

For en del af foreningens stiftere var det væsentligt, at Militærnægterforeningen kunne agere mere politisk end man oplevede, at den “rent pacifistiske” Aldrig Mere Krig gjorde. Mange nægtere opfattede ikke sig selv som pacifister men som modstandere af undertrykkende samfundssystemer, der brugte militær magt til at opnå deres mål. Mange nægtere støttede Vietnams frihedskamp og andre væbnede frihedsbevægelser, der bekæmpede kolonimagter og apartheidstyret i Sydafrika – og mange anså også dengang NATO som et redskab for USA’s forsøg på at opretholde et verdensherredømme.

I 1970-1971 kørte vi landet rundt, 3 biler med plancheudstilling og løbesedler i efterårsferien. 24 byer blev besøgt i efterårsferierne.

Hen i 1970’erne slog en ny tendens igennem, jeg vil kalde den “Arbejderismen”. Der blev flertal for det standpunkt, at soldater og nægtere “objektivt” havde fælles fagforeningsinteresser. Foreningen blev faktisk omdøbt til “Militær- og Nægterforeningen”. I mit hoved var det at skræve for vidt – jeg ville ikke være med i en forening, der skulle argumentere for forede kister til døde soldater. Det gik dog over igen (årstal?) – og så blev Viggo igen medlem af foreningen.

Og så faldt nægter-tallet

Ovenfor har vi nævnt udstationeringsordningen, som blev et kraftfuldt værktøj i arbejdet med at få militærnægtelse og militærnægtere accepteret som en påtrængende – og normal! – stillingtagen for den enkelte. Ordningen blev også en væsentlig faktor i at opløse militærnægterbevægelsen som bevægelse. En stadig større del af nægterne tog efter et kort skoleophold direkte ud i udstationering, og lejrene blev især for “totalnægtere” og lidt mere skæve eksistenser. Der blev nok også røget lidt rigeligt i nogle af lejrene, som jo da også fik kapaciteten reduceret noget ved uforsigtig rygning. Det førte i tur og orden til nedlæggelse, først af Karsemoselejren, siden Kompedallejren – og til sidst overgik den ældste, Gribskovlejren (åbnet i 1918) til anden anvendelse – nu asylcenter.

En anden medvirkende faktor til faldet i nægtertallet var arbejdsløsheden. Den steg efter energikrisen i 1973, og flere og flere unge meldte sig frivilligt til forsvaret, hvilket betød at man ikke behøvede at tvinge så mange til at aftjene værnepligt.

Ophøret af Vietnam-krigen kan også have gjort krigstjenesteproblemet mindre påtrængende for unge sessionspligtige.

Men den nok tungest vejende faktor var en ændret ministeriel praksis. I 1977 fandt Ministeriet ud af at give et større antal frinumre til folk der nægtede militærtjeneste, således at procenten af tvungne i tjeneste blev lige høj (eller lav) for folk ved Civil Værnepligt og Forsvaret. Frinumre til over 50% nægtere gav god luft på tjenestestederne, og personalet ved Civil Værnepligt måtte reduceres kraftigt i årene 1977-78.

Nedenfor er gengivet en tabel med værnepligtsstyrelsen officielle opgørelse af nægter-tallet.

Om organisationen: Den første bestyrelse for Militærnægterforeningen bestod i 1967 af følgende folk: Steen Folke, Troels Toftkær, Kell Helmer, Knud Jensen, Ove Buntzen Larsen og Niels-Arne Nielsen. (Anders Bune, Hans Otto, Viggo Jonasen) NB her bør nok kigges i gl. nægterbuller!

Den første store opgave som foreningen tog op var, at gøre det tilladt at nægte militærtjeneste af politiske grunde. Kravet var blevet rejst før foreningens stiftelse, af bl.a. den senere formand Troels Toftkær, som sammen med flere angav modstand mod NATO og NATO-landenes imperialisme som den egentlige årsag til at nægte. Allerede året efter var dette mål opnået, idet indenrigsminister Poul Sørensen signalerede til sessionskredsene at tillade andre begrundelser end de rent samvittighedsmæssige. Han var blevet spurgt, om hans politiske overbevisning ikke var en samvittighedssag?

Et andet emne man tog op, var om sessionen skulle have ”lov til” at tvinge folk ind i Civilforsvaret, som efter myndighedernes mening ikke var militært. Efter vor offentliggørelse af Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar gav ministeren også på dette punkt efter.

Et tredje: Efter 1970 blev det også muligt for allerede indkaldte soldater at nægte tjeneste. Det skulle bare foregå på en autoriseret blanket, som også oplysningskontorerne formidlede.

Et fjerde: Kravet om en “rekruttid” med fredsuddannelse og undervisning i ikke voldelig konflikthåndtering blev – for nogen lidt overraskende – accepteret af den konservative indenrigsminister på mødet i Vartov i 1969 – derefter fulgte et udvalgsarbejde, som resulterede i en uddannelsesordning – og så i 1971 oprettedes Militærnægterskolen i den tidl. Antvorskov højskole, godt nok med kortere uddannelsestid end beskrevet i betænkningen

Straks fra begyndelsen havde foreningen en tilslutning på ikke mindre end 84 % i lejrene og blandt de udstationerede nægtere.

Fra 1968 var talsmændene i lejrene fødte medlemmer af bestyrelsen.

Generalforsamling blev holdt i København i september måned. Fra 1968 til 1970 følgende steder:

Kanibalen på Universitetet, Cafe den Grønne i Guldbergsgade, Land og Folks sal i Dr. Tværgade. Sidstnævnte sted blev aflyttet af PET – vi ved endnu ikke, hvem der udførte aflytningen.

Sammen med foreningen AmK drev Nægterforeningen to oplysningskontorer i Aarhus og København (og i en periode også i Esbjerg.) Kontorerne blev benævnt MNOPL, Militærnægternes Oplysningskontor. De havde åbent en gang om ugen, torsdag fra 18-20. De stod for kopiering og distribuering af oplysningspjecer. Desuden formidlede kontorerne personer til at holde indlæg på skoler, højskoler, ungdomsklubber og lign. Om det skønne i at nægte militærtjeneste.

Foreningen havde også ambitioner om at forsyne omverdenen med ”halvårsskrifter” hvori man diskuterede militærnægtervilkår.

Det blev til fem småskrifter på omkring 50 sider hver med følgende titler:

Civil Værnepligt – en modbetænkning 1967, Militærnægtelse og politik 1968, Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar og Militærnægtelse i andre lande 1969 og omkring årsskiftet 1970, forkortet udgave af Grundbog for hærens menige.

Udstationering og meningsfyldt arbejde

Helt tilbage fra den første militærnægterlov i 1917 havde et grundprincip været, at nægterne skulle anbringes langt væk fra hvad som helst – og at de ikke måtte udføre “almindeligt arbejde”. Det skulle være “arbejde”, som kun ville blive udført, når der var nægtere. Omgivet af øde skove og dertil meningsløst arbejde, var mange nægtere ofte i en deprimeret tilstand, som ikke virkede befordrende på den daglige arbejdslyst.

Fra 1962 blev det muligt at aftjene en del af den Civile Værnepligt udenfor lejrene. Initiativet kom fra talsmænd og andre i Kompedallejren, og det blev støttet af forfatter og museumsleder Peter Seeberg i Viborg. Siden fulgte Forhistorisk Museum i Århus – og så bredte ideen sig.

Nogle nægtere fandt bolig i nærheden af udstationeringsstedet. Andre blev kørt frem og tilbage mellem lejren og arbejdsstedet. Således havde Kompedallejren en gammel, godt slidt bus, ført af en arbejdsleder kaldet Pisken i 1965 (øh – var det ikke vognmanden fra tanken?). Bussen bragte bl.a. en flok nægtere dagligt til Viborg Stiftsmuseum. På det tidspunkt var der indført en uautoriseret regel om, at en nægter skulle have været i lejren i 3 mdr. for at blive udstationeret.

Tilbage var stadig arbejdet i skoven og lejren. På mange virkede dette meget lidt meningsfyldt, og det kom da også jævnligt til konfrontationer mellem personale og værnepligtige.

I Kompedal blev der flere gange foranstaltet arbejdsvægring med medfølgende knubbede ord, hærværk og voldsomheder.

I Gribskov blev der flere gange i slutningen af 60-erne foranstaltet strejker til fordel for meningsfyldt arbejde. Sålænge nægterne holdt strejkerne indenfor få dage af gangen, blev de kun idømt disciplinærstraf. Men pludselig i 1969 skiftede ministeren holdning og stillede en større flok for retten i Helsinge, som kvitterede med en uges fængsel for gentagne strejker. En siden opstigende embedsmand i ministeriet sagde i den anledning: “Det giver os jo problemer med fængselskapaciteten”. Nægterforeningsformanden svarede: “JA!”. Der fulgte vistnok ret mange benådninger!

Militærnægterforeningen holdt det år et sommerseminar i en spejderhytte i Ganløse, hvor man fik advokat Søren Søltoft Madsen til at line juraen op for de deltagende nægtere.

Som ovenfor nævnt blev først én, så en anden nægterskole oprettet (1971 Antvorskov, siden (år?) Sjellebro på Norddjursland). De værnepligtige fik, efter norsk model, 4 ugers introduktion, og bag efter valg mellem mange forskellige arbejdssteder indenfor den kulturelle og sociale sektor. Mere end hver anden af de nævnte institutioner blev godkendt til at have værnepligtige. De faglige organisationer knurrede lidt, men parolen lød, at en udstationeret nægter kunne være en løftestang, som påviste behovet for arbejdskraft!

At nægterne engagerede sig i tjenesten og i arbejdsopgaverne blev påskønnet af institutionerne. Også for livsforløb fik tjenesten betydning: en uautoriseret undersøgelse viste den gang, at hver anden nægter skiftede erhverv efter udstationering.

Nægterne (størstedelen!) var tilfredse – institutionerne var tilfredse. Alt tegnede godt indtil 1977, hvor som nævnt Indenrigsministeriet fjernede en hel del nægtere ved at give dem frinummer. Så blev pludselig sagen vendt en halv omgang: Nu havde institutionerne oparbejdet et behov for arbejdskraft, og så kunne alle pludselig ikke få!

Om organisationen og nægterne fra midten af 1970’erne og frem – må andre skrive!

Karl-Johan Rubæk

Viggo Jonasen

med bidrag fra Troels Toftkær og Ove Buntzen Larsen

”Blå Bog”:

Karl-Johan Rubæk, født på Strynø 1942, sømand, elektromekaniker, socialarbejder, AF-konsulent o.a.

Militærnægter i Kompedal januar 1965

Udstationeret på Viborg Stiftsmuseum maj 1965 til oktober 1966

Sekretær i Militærnægterforeningen september 1968 til sept. 1970

Konsulent i Civil Værnepligt marts 1974 til oktober 1977

Viggo Jonasen, født Svendborg 1944. Cand.scient.pol., lektor i socialpolitik 1976-2004, byrådspolitiker i Århus 1974-1978 og 1986-1993

Atomkampagnedeltager 1960-1965

Militærnægter i Kompedal november 1962 – marts 1963, udst. Forhistorisk Museum Århus 1963-64

Medstifter af Militærnægternes Oplysningskontor

Medstifter af Militærnægterforeningen og bestyrelsesmedlem, formand 1969-1970

ANTAL OVERFØRTE MILITÆRNÆGTERE

År Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) Mønstringsværnepligtige I alt
1945/46 56 6 62
1947 117 12 129
1948 165 37 202
1949 177 53 230
1950 163 101 264
1951 325 406 731
1952 543 414 957
1953 391 152 543
1954 345 61 406
1955 304 55 359
1956 245 89 334
1957 253 102 355
1958 229 61 290
1959 158 37 195
1960 180 39 219
1961 206 53 259
1962 360 55 415
1963 418 46 464
1964 470 28 498
1965 490 31 521
1966 540 32 572
1967 672 43 715
1968 1.107 48 1.155
1969 1.766 71 1.837
1970 2.456 143 2.599
1971 4.200 144 4.344
1972 4.489 119 4.608
1973 3.987 62 4.049
1974 4.161 61 4.222
1975 3.136 85 3.221
1976 2.255 37 2.292
1977 814 15 829
1978 763 18 781
1979 909 36 945
1980 816 66 882
1981 606 54 660
1982 466 47 513
1983 366 65 431
1984 319 59 378
1985 218 64 282
1986 232 97 329
1987 335 125 460
1988 484 111 595
1989 590 85 675
År Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) Mønstringsværnepligtige I alt
1990 455 159 614
1991 420 105 525
1992 514 65 579
1993 656 58 714
1994 717 46 763
1995 744 29 773
1996 728 34 762
1997 805 31 836
1998 831 53 884
1999 664 8 672
2000 435 4 439
2001 743 3 746
2002 912 3 915
2003 914 3 917
2004 547 0 547
2005 537 0 537
2006 349 0 349

Militærnægterforening Jubilæumsskrift

KOMMUNE FORFRA – har de trængende ingen rettigheder?

Kommune forfra – Århus Kommunes og Mandag Morgens debat-tryksag fra oktober 2015. Anmeldelse, bragt som kronik i Århus Stiftstidende 2016.03.13 med titlen “Har de trængende ingen rettigheder?”

“Kommune forfra”: Aarhus gentænker velfærden. En anmeldelse. 2016.03.05

Det er en helt rimelig tanke engang imellem at overveje grundigt om et stort område af samfundsfunktionerne, ikke mindst de kommunale af dem, er indrettet på en god måde.

Århus Kommune har sammen med Ugebrevet Mandag Morgen gjort forsøget.

Forsøget falder ikke godt ud. Det er et ægte konsulentværk, med smag for spidse formuleringer.

Overskriften på indledningen er: “Velfærd er ikke en kommunal opgave”.

Det skriver borgmester og 8 andre magistratsmedlemmer, incl. socialrådmanden under på. Og fortsætter: ”Velfærd er vores opgave. Som mennesker. Over for hinanden”.

Der var engang en socialdemokrat. K.K. Steincke stillede i 1912 spørgsmålet: ”Almisser eller rettigheder?”. Hans svar, partiets svar, var: RETTIGHEDER!

Almisser er det, som nogen frivilligt giver til de nødlidende.

Rettigheder er det, som de nødlidende har over for – ja, netop: kommunen eller staten. Ikke over for den voksne datter eller naboen.

Det er forbavsende, at alle partierne i Århus Kommunes magistrat kan skrive under på at ”Velfærd er ikke en kommunal opgave”. Mener de, at vi skal lægge almisseprincippet til grund i velfærdsordningerne? Nogen af dem, måske. Forhåbentlig ikke alle!

Magistratsmedlemmerne fortsætter: Man fortsætter: “vi har gennem en lang årrække som kommune været med til at opdrage århusianerne til at forvente kommunal service, som tager styring og tager over”.

Taget til pålydende må det betyde, at kommunen i årevis har gjort for meget og forkert for borgerne.

Men – virkeligheden er, at Århus Kommunes “spare-politik” igennem en snes år har betydet, at den gamle skal være nærmest halvdød for at få en halv times hjælp til rengøring hver anden uge – og siden 2005 hver tredie uge. Så: man har sgu ikke gjort for meget.

Et enkelt sted nævnes, at den gamle mors voksne datter ikke kan tage sig af den gamle mor, når bemeldte datter bor i den anden ende af landet. De øvrige interviewpersoner tager ikke den tråd op, med spørgsmålet “hvordan skal kommunen så sikre den gamle mor chance for et godt liv?”

Oplægget “Aarhus gentænker velfærden” lægger sig tæt op ad pavens socialpolitik-syn: kun når det nære fællesskab ikke kan klare opgaven, skal kommunen træde til. Det kaldes “subsidiaritetsprincippet”.

Oplægget har helt opgivet det samfundssyn, som nogen havde engang: kommunen skal sikre gode rammer for menneskers liv, herunder give gode muligheder for at private hjælper hinanden, og skal “ved opsøgende virksomhed” forebygge den enkeltes sociale nedtur.

Oplægget er kemisk renset for handicapkonventionens grundsyn: kommunen skal hjælpe den handicappede til et liv så nær det normale som muligt. Det som kaldes ”kompensationsprincippet”.

En af min oplevelser som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd var, at kommunen i årevis fastholdt, at optagelse af den voksne handicappede på en årelang venteliste var en tilstrækkelig sikring af hendes ret efter serviceloven til en bolig! Indtil statsforvaltningen satte kommunen på plads.

Oplægget fremhæver en gruppe borgere, som vedligeholder store dele af botanisk have. Det nævnes ikke, om nogle af de gartnere, som tidligere mod kommunal løn varetog arbejdet, og som kommunen fyrede, er med i gruppen.

Oplægget beretter om mange ildsjæle, som fylder huller efter kommunale nedskæringer. Ingen af beretningerne starter med: ”kommunen skar ned eller gjorde dette/hint for dårligt – så vi må i gang”. Og det er opløftende at se opgaver løftet. For en gammel kommunalpolitiker er det smerteligt at læse, at det er opgaver, som kommunen har kastet fra sig.

Det nævnes flere steder, at stramme regler og kommunal “silotænkning” og “kassetænkning” vanskeliggør borgerens adgang til relevant hjælp. Det nævnes ikke, at siloer og kasser er værktøj til borgmesterens udgiftsbeskæring – og at siloerne hver for sig blot søger at undgå at gøre noget, giver afslag på hjælp for at spare egen kasse.

Jo – der er da en del fornuft i, at borgerne gerne vil selv – for eksempel kunne klare sig på computer og net. Det hjælper biblioteket gerne med. Men, men – der er lukket ret mange biblioteks-filialer, så transporthæmmede blev ladt lidt mere i stikken. Jeg har i “kommune forfra” ikke set problemet gentænkt.

Intet sted i oplægget stilles spørgsmålet: hvordan afskaffer vi de stive rammer og lange sagsbehandlingstider, så vi, (eventuelle pårørende og) kommunen sikrer, at kommunens hjælp kommer tidligt og tilstrækkeligt til at forebygge, at sygdom og ulykke medfører andre sociale tab?

Intet sted i oplægget stiller man det overordnede spørgsmål: når nu vi ønsker denne og hin samfundsmæssige opgave løst, og der skal bruges xxx arbejdstimer til det – organiseres det da bedst a) i kommunalt regi? b) i privat markeds regi? c) i frivillig-regi? Og: hvordan er brugerne stillet, hvis man vælger a), b) eller c)?

Intet sted i oplægget ser vi Sophus Falcks gamle visdomsord: “Hurtig hjælp er dobbelt hjælp”. Og man kan tilføje: han vidste også, at det skulle være professionel hjælp!

Man kunne ønske sig, at gentænkningen tog afsæt i Sophus Falcks tanker, mere end i pavens.

Hvis velfærden ikke er kommunens opgave – har den hjælp trængende da ingen rettigheder? Vil Jacob Bundsgaard & co et almissessystem?

Viggo Jonasen

cand.scient.pol., lektor emer.

Tidl. Byrådsmedlem (Ø) i Århus

”Kommune forfra” Aarhus gentænker velfærden. Aarhus Kommune, Mandag Morgen 2015.

KOMMUNE FORFRA anmeldelse

 

KOMMUNESTYRE I DANMARK 1803-2013

Fra centralisme over decentralisering til centralisme

Kommunestyre i Danmark 1803-2013

Fra centralisme over decentralisering

til centralisme.

VIGGO JONASEN

Cand.scient.pol., lektor emer.

2013

VIGGO JONASEN

Cand. scient. pol. (Aarhus 1973)

Lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole, Århus (1976-2004)

Byrådsmedlem i Aarhus 1974-1978, 1986-2003

Medlem af regeringens Opgavekommission 1996-1998

Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd 2004-

Medlem af Udviklingsrådet for Region Midtjylland 2007-2010

viggojonasen@gmail.com 0045 61712219

Publikationer bl.a.

Dansk Socialpolitik 1708-2008 (10. ed. 2008) www.viggojonasen.dk

The History of the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk

The main agents in the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk

The welfare state – social work – the individual and her autonomy (2001) www.viggojonasen.dk

Non Profit Organisations in the Danish Welfare State System (2004/2012) www.viggojonasen.dk

2 Indhold:

3 Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

4 1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

6 Udviklingen siden 1970: re-centralisering

7 Behov for en ny kommunalreform?

8 2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

10 Politiske motiver bag reformen:

11 Konklusion

12 Efterskrift I: strukturreformen – status december 2008

14 Efterskrift II: status december 2013

2013.12.08

Kommunestyre i Danmark –

fra centralisering via decentralisering til re-centralisering.

Kommunalt selvstyre anses af mange for en central værdi i europæisk politik. Europarådet har vedtaget en konvention om kommunalt selvstyre (1985). Konventionen gælder kommunalt selvstyre på det, der i Danmark kaldes primærkommunalt niveau og amtskommunalt niveau. Konventionen er ikke nogen grundlov – men den angiver dog nogle standarder, som landene forventes at leve op til. Blandt de standarder er,

– at de offentlige opgaver først og fremmest skal udføres af det valgte organer så nær borgeren som muligt,

– at de lokale selvstyreenheder skal have reelt selvstyre inden for deres opgaveområder, og

– at de skal have tilstrækkelige egne midler til opgavernes løsning, herunder ret til at udskrive lokale skatter.

Det nævnes, at begrænsninger i det lokale selvstyre kun bør ske ved lov – ikke ved sideordnede organers lov-uregulerede beslutninger. Det synes i øvrigt som om konventionen, charteret, er præget af overvejelserne i den danske 1970’er kommunalreform.

Dansk kommunestyre kan traditionelt beskrives ved 3 dimensioner:

– en organisation, der ledes af lokalt valgte repræsentanter,

– et sæt af opgaver, dels bestemt ved lov, dels iværksat på lokalt initiativ uden lovgivning,

– en finansiering, baseret hovedsagelig på kommunal skatteudskrivning (“kommunernes ret til sig at beskatte”), og eventuelt på statslige overførsler til kommunerne.

Ændringer af kommunestyret kan politologisk analyseres ved at undersøge: hvilke politikere foreslår hvilke ændringer af én eller flere af de tre dimensioner, og hvilke udtalte eller uudtalte motiver har politikerne til at foreslå ændringerne. Ændringerne kan ske “bottom-up”, ved at kommunalbestyrelser på tager sig opgaver, som siden bliver reguleret ved statslig lovgivning. Ændringer kan også kan ske “top-down” ved at regering og Folketing pålægger eller fratager kommunerne opgaver eller pålægger dem en ændret organisering og/eller finansiering af opgaverne.

Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

Det danske kommunestyres har udviklet sig fra enevældens fattiglove i 1803 og almueskolelov i 1814. Disse love påbød oprettelse af fattigkommissioner og skolekommissioner i de enkelte sogne. Hver kommission bestod af nogle “fødte” medlemmer, med sognepræsten som formand, og nogle valgte medlemmer. Kommissionerne skulle beslutte om fattighjælps uddeling og betaling, og om oprettelse og drift af skole, herunder aflønning af lærer, og opkrævning af bidrag til skolens drift. I byerne (“købstæderne”) bibeholdt man en “borgerrepræsentation”.

I 1837-42 blev landkommunernes kommissioner samlet til et direkte valgt “sogneforstanderskab”, som havde samme opgaver, men som kunne opkræve en samlet kommuneskat – altså ikke mere en “fattigskat” og en “skoleskat”. Samtidig oprettedes for landområderne amtsråd, med opgaver vedrørende sygehusvæsen og regionale veje. Amtsrådene var indirekte valgt, valgt af repræsentanter for landkommunerne.

Grundloven af 1849 indeholder en § 96 om kommunestyre: “Kommunernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændigt at styre deres Anliggender, vil blive ordnet ved Lov”. Denne formulering afspejler en politisk opfattelse om vigtigheden af kommunernes selvstændighed. Man kan altså sige, at årene fra 1803 til 1849 medfører en bevidsthedsudvikling: fra at de kommunale opgaver er en byrde, pålagt af regeringen, er de blevet en nærmest ejendomslignende rettighed for kommunerne. Grundloven fra 1953 har samme formulering, blot i lidt mere moderne sprogbrug.

Kommunestyrets udvikling i Danmark fra 1803 og til 1970 kan karakteriseres ved, at

1) stadig flere opgaver tages op af kommunerne,

2) stadig flere opgaver henlægges ved lov til kommunerne.

3) en voksende del af de kommunale opgaveløsninger sker efter direkte statslig godkendelse, og

4) en voksende del af finansieringen sker ved statslige refusioner til kommunerne, og

I mange tilfælde ser vi en efterfølgende lovgivning, som legitimerer en allerede iværksat kommunal indsats, og som tilvejebringer fælles regler for opgavernes løsning – dog ofte sådan, at opgaven kun skal løses på en bestemt måde, hvis kommunalbestyrelsen beslutter sig for at tage opgaven på sig.

Et vigtigt aspekt af udviklingen har været, at staten påtog sig at refundere en mindre eller større del af finansieringen af opgaven, hvis kommunerne påtog sig at udføre opgaven. Man kan for så vidt sige, at Rigsdagen erklærede det for ønskeligt, at kommunerne oprettede biblioteker og byggede veje og ansatte lærere og etablerede bespisning af skoleelever og etablerede kommunal børnetandpleje og etablerede daginstitutioner og ældre-hjem. De kommuner, der (frivilligt) fulgte Rigsdagens ønsker, fik dækket en vis procentdel af udgifterne til opgaven. Men det forblev frivilligt for kommunalbestyrelserne, om de ville påtage sig opgave. Og de kommunalbestyrelser, som besluttede at afholde sådanne udgifter, måtte over for deres vælgere forklare, hvorfor de gjorde det, og dermed løbe den risiko, at vælgerne afsatte dem ved næste valg.

Igennem 1950’erne og 1960’erne medførte den tekniske og trafikale og uddannelsesmæssige udvikling, at opgaverne blev for store for de små kommuner. Der var i 1960 ca. 1350 kommuner i Danmark. Mange af dem havde 500-1000 indbyggere, og de bestod af det samme sogn, som var blevet etableret i 1100 tallets kirke-ordning! Folketinget besluttede i 1960’erne at iværksætte en kommunalreform, som skulle være en del af en samlet reform af hele den offentlige forvaltning. Et meget omfattende kommissionsarbejde forberedte reformen. Der var almen politisk enighed om, at reformen var nødvendig. Der var politiske nuanceforskelle om reformens indhold og tempo, men i det store og hele var der konsensus. Reformlovgivningen gennemførtes i løbet af 1970’erne

1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

Den lokale organisation:

Ved reformen blev de ca. 1350 kommuner sammenføjet til 275 kommuner. Derved blev mindste størrelse af kommuner hævet til o. 5000 indbyggere. Sondringen fra middelalderen mellem byer (“købstæder”) og landkommuner blev ophævet. På regionalt niveau blev der etableret 14 amtskommuner (tidligere 25). De statslige opgaver blev reduceret, og mange af dem udlagt til kommuner og amtskommuner. I alle kommuner og amtskommuner valgtes en kommunalbestyrelse (byråd, amtsråd), som valgte sin egen formand (borgmester/amtsborgmester). Det blev stort set overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme, hvordan administrationen skulle opbygges.

Man opretholdt et regionalt statsligt “tilsyns-system”, med amtmanden som den centrale figur.

Kommunernes opgaver:

Opgavefordelingen mellem kommuner, amtskommuner og stat, blev hovedsagelig bestemt efter et princip om faglig og befolkningsmæssig bæredygtighed. Derved forstod man, at opgaverne skulle løses af en geografisk enhed, der havde et tilstrækkeligt befolkningsunderlag til ansættelse af uddannet personale til løsning af opgaven.

Kommunen skulle være det sted, hvor borgeren henvender sig med dagligdags problemer og opgaver. Opgaver som sundhedspleje for børn, daginstitutioner for børn, folkeskole, biblioteksvæsen, vejvæsen, kloakvæsen, vand- og varmeforsyning, ældreomsorg, fysisk og social planlægning, bygningsvæsen, blev lagt i kommunerne.

1970’ERNES OMLÆGNING AF DE OFFENTLIGE OP­GA­VERS LE­DELSE, FORDELING OG FINANSIERING.

Reform

Formål

Forven­tet eller fak­tisk virk­ning

Kommunalrefor­m 1970. Kom­mune-styrelses­lov 1970.

Skabe bæredygtige administra­tive enheder.

1064 kommuner bliver til 275. 25 amter bli­ver til 14.

Opgaveforde­lings­reform 1970 –

Decentralisering af opgaver inden for den offentlige sek­tor.

Bedre service. Mere effek­tiv opga­ve-løsning.

Byrdefordelin­gsre­form.

Den, der disponerer, bærer også det økonomiske ansvar.

Beskæring af procen­trefu­sion til fordel for generel­le tilskud (­”blok­tilskud”).

Planlovs-reform

1960 – 1975

Modernisering og forenkling af are­alplanlægningen.

Større regionalt og lokalt spillerum for selvstændig planlæg­ning af arealan­vendel­sen. Giver bor­geren adgang til at ytre sig i forbindelse med are­alplan­lægning.

Sektorplan-sy­ste­met 1970 –

Sikre at beslutninger inden for en­kel­te sektorer koordi­neres og ses i fler­årigt per­spektiv gennem øget infor­ma­tion imellem forskellige offent­lige instanser.

Skoleudbygningspla­ner.

Sociale udbyg­ningspla­ner.

Miljøpla­nlægning. Planer for vejnet og kollektiv trafik.

Miljøreform 1972

Fremme beskyttelsen af de natur­givne ressourcer og vær­dier.

Afhjælpning af miljø­ulem­per (luft, vand, støj).

Social styrel­ses­lov 1970. Sygesik­rings- og dagpen­gelov 1973.

Bi­stands­lov 1976.

Skabe forudsætning for decen­trali­sering og koordinering af opgaver­ne på sundheds- og socialområderne.

Forbedrede mulighe­der for kommunerne i hjæl­pe­ar­bejdet over­for bor­gerne.

Budget- og regn­skabs-

re­form 1977.

Sikre et grundlag for en ef­fektiv central økonomisk sty­ring.

Bedre overordnet pla­n­lægning, styring og kon­trol i den enkelte kom­mu­ne.

Stærkere statslig styr­ing af kommunernes øko­nomi.

Amtskommunerne skulle tage sig af sygehus- og lægevæsen, gymnasier, døgninstitutioner for børn, dag- og døgninstitutioner for handicappede, overordnet vejnet, regional busdrift, miljøtilsyn med særligt forurenende virksomheder, og arealplanlægning for “det åbne land”. Samt en vigtig rådgivningsfunktion i forhold til kommunernes socialforvaltninger på handicap- og børneområderne.

Med til idéen om bæredygtighed hører slagordet “ét bysamfund – én kommune” – det vil sige: den enkelte kommune skulle normalt rumme boligerne for de indbyggere, der arbejder i den. Man ønskede at etablere kommuner af en sådan størrelse, at folk ikke skulle pendle over kommunegrænsen på vej til og fra arbejde.

Staten skulle via lovgivning og landsplanlægning etablere rammerne for amtskommuners og kommuners opgaveløsning. Og staten skulle varetage et vist legalitetstilsyn med kommuners og amtskommuners forvaltning. Mange regler om statslig godkendelse af kommunale enkeltbeslutninger blev afskaffet.

Et vigtigt princip fra den historiske udvikling blev bibeholdt: kommunalfuldmagten, den ikke-lovfæstede retsgrundsætning, at en kommunalbestyrelse kan beslutte at iværksætte eller støtte en bestemt aktivitet af almennyttig karakter, uden at der er eksplicit lovhjemmel.

Kommunernes finansiering:

Et nøglebegreb i reformen var decentralisering: sagt lidt populært skulle kommunalbestyrelserne have frihed til selv at bestemme serviceniveau og skatteniveau. Det skulle være en sag mellem kommunalpolitikerne og deres vælgere, om kommunen skulle nyde højt serviceniveau og yde høj skat – eller kommunens indbyggere skulle nyde lav skat og lousy service.

Det tidligere system med statslig refusion af bestemte udgifter blev (næsten helt) afløst af et system med statsligt “bloktilskud” til kommunerne og frihed for kommunalbestyrelserne med hensyn til, hvordan de ville anvende det statslige tilskud. Kommunernes indtægter bestod altså af to dele: et statsligt fastsat bloktilskud (o. 20% af kommunernes nettoudgifter) og en af kommunalbestyrelsen bestemt kommuneskat (indkomstskat, ejendomsskat – o. 80%). Hertil kom eventuel lokalt bestemt forældrebetaling for daginstitutioner og hjemmehjælp, og evt. takster for kollektiv transport m.m.

Udviklingen siden 1970: re-centralisering

Kommunalreformen blev gennemført, med lov om kommunernes styrelse og inddeling fra 1970, og bl.a. en socialreform 1971-1976, planlovsreform 1977 og mange andre lovændringer (se ramme).

To vigtige udviklinger finder sted igennem 1970’erne og 1980’erne:

Krav fra befolkningen om stadig øget service bliver imødekommet af kommuner, amtskommuner og stat, i form af udbygning af daginstitutioner, skoler, gymnasier, hospitaler, veje. Dermed vokser kommunernes andel af samfundsøkonomien meget stærkt.

En økonomisk krise – arbejdsløshedskrise – slår igennem fra 1973. Efter skiftende lave konjunkturer sker der igen et økonomisk opsving fra 1994-2002, så en vis stagnation, efterfulgt af en kort højkonjunktur fra 2005 og ved udgangen af 2008 udsigt til egentlig økonomisk krise.

Væksten i den kollektive service følges af stadig stærkere krav fra Folketing og regering om strammere styring af kommunerne, især kommunernes udgifter. Grundtanken i decentraliseringen: at kommuneskat og serviceniveau skal være et selvstyre-anliggende, til (eventuelt konfliktpræget) afgørelse mellem kommunalpolitikere og vælgere, bliver trængt i baggrunden, og bliver afløst af statslig kontrol med udgifterne. Formen for denne kontrol er ejendommelig: den sker i form af forhandling om en pseudo-frivillig aftale mellem finansministeren og bestyrelserne for Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen (ARF) om, hvor meget kommuners/amtskommuners udgifter og skat må stige i næste budgetår. “Pseudo-frivillig” kalder jeg det, fordi finansministeren forhandler på baggrund af en trussel om via lovgivning at skære ned i kommunernes bloktilskud, hvis de ikke “frivilligt” går med på aftalen. Bemærk: der har ikke været forskel mellem finansministrenes måde at forhandle med kommunerne om de årlige økonomi-aftaler, uanset om ministeren var socialdemokrat, venstremand eller konservativ. Forhandlingerne sker under begge parters rituelle påberåbelse af det kommunale selvstyres fortræffelighed og KL’s lige så rituelle beklagelse over regeringernes økonomiske tryk på kommunerne. Dog er opbremsningen af de kommunale udgifter mere voldsom under den seneste Venstre-regering end under de tidligere regeringer. Denne styreform er i nogenlunde klar modstrid med selvstyre-chartrets artikel 4.4. I forbindelse med 2005-reformen har regeringen endda fået vedtaget lov om fastfrysning af kommunernes skat, i direkte modstrid med selvstyre-chartrets art. 9.3. En ganske spektakulær virkning af dette såkaldte “skattestop” er, at 162 af 271 kommuner søgte regeringen om tilskud fra regeringens “pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner” for budgetåret 2006: de vil ikke kunne opretholde den nuværende kommunale service, hvis de ikke enten får tilladelse til at forhøje skatteprocenten eller får et ekstraordinært statsligt tilskud (Politiken, 28. august 2005).

Især igennem 1980’erne og lige til dato er statens økonomiske klemme på kommuner og amtskommuner blevet transmitteret til de ansatte i form af krav om “effektivisering”, dvs. løsning af flere opgaver i løbet af arbejdsdagen. Det er blevet udmøntet i form af indskrivning af flere børn i den enkelte daginstitution, med lige mange eller færre pædagogtimer til rådighed, og det er blevet udmøntet i form af færre minutter pr. rengøringsopgave i skoler og på plejehjem, i form af færre minutters praktisk hjælp til rengøring i den handicappedes hjem, og i form af kortere indlæggelsestid på sygehus pr. patient. En del amter har søgt at begrænse sygehusudgifterne gennem nedlæggelse af mindre lokale sygehuse og samling, koncentration på større enheder. En følgevirkning af “effektiviseringen” er stigende sygelighed og pensioneringsfrekvens blandt offentligt ansatte.

I samme periode har vi set en tiltagende statslig detailstyring af kommuner og amtskommuner hvad angår opgaverne. Tydeligst har denne udvikling været på sundhedsområdet: regeringer har pålagt amtskommunerne “behandlingsgaranti” for visse sygdomme: behandling/operation inden for en bestemt periode efter diagnosticering. Dermed tvang regeringen amtsrådene og siden regionsrådene til at opprioritere de pågældende behandlinger – og derefter bruge sit amtslige/regionale “selvstyre” til helt selv at bestemme, hvilke andre opgaver, der skal nedprioriteres. Regeringerne har pålagt kommunerne at benytte en bestemt procedure og et bestemt skema ved sagsbehandling af pensionsansøgninger – en form, der er i modstrid med selvstyre-chartrets art. 4.5 og 6.1..

En hovedtendens i udviklingen har altså været: tiltagende centralisering, “top-down” styring – og indskrænkning af det kommunale økonomiske selvstyre og kommunernes beskatningsret.

Behov for en ny kommunalreform?

1970’ernes Kommunalreformen har stort set fungeret godt. Tekniske, sociale og trafikale og undervisningsmæssige udviklinger har medført, at de mindste kommuner er lidt for små til at løse de opgaver, der var henlagt til dem. Men hovedindtrykket er, at opgaver og kommunestørrelse matcher.

I hovedstadsområdet blev princippet om “et bysamfund – én kommune” ikke realiseret. Et par kommissioner blev i 1990’erne sat til at undersøge løsning på de deraf følgende problemer, men uden at det gav anledning til større ændringsforslag.

Imidlertid havde det ene af de nuværende regeringspartiet, Det konservative Folkeparti, et ønske om at afskaffe det ene af “de tre skatteudskrivende led”, nemlig amtskommunerne. Indenrigsministeren (Venstre) så en mulighed for politisk profilering ved at gennemføre en kommunalreform, med nedlæggelse af amterne. Han havde for resten selv, i 2001, udtalt, at nedlæggelse af amterne ikke var nogen brugbar vej til effektivisering af sygehusvæsenet. En hurtigt arbejdende Strukturkommission blev nedsat i oktober 2002 – den afgav betænkning i januar 2004, om en strukturreform. Reformen sammenlagde de 271 kommuner til ca. 98, nedlagde amtskommunerne, oprettede 5 regioner med sygehusdrift som hovedsagelige opgave, lagde en del af de amtskommunale opgaver ud til de nye kommuner, og overførte en del amtslige og kommunale opgaver til staten..

Flere politikere fra Venstre og Konservative har åbent erklæret, at strukturreformen er “Reformen, som ingen har bedt om”. Det gælder f.eks. den tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg, folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech, og den tidligere formand for amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (alle fra partiet Venstre). Venstres indenrigsminister og “kronprins” Lars Løkke Ras-mussen var blot 4 år før reformen modstander af at nedlægge amterne.

Alligevel: allerede fra efteråret 2003 var mange borgmestre i gang med at forhandle kommunesammenlægninger, nærmest ud fra ræsonnementet: det sker alligevel – så må vi hellere søge indflydelse på, hvem vi bliver lagt sammen med.

I juni 2004 blev et politisk flertal blev etableret: regeringen plus Dansk Folkeparti. Og lovforslag blev vedtaget inden sommerferien 2005, til ikrafttræden 1.1.2007.

Vil Danmark blive et bedre land at bo i, når kommunalreformen bliver gennemført? For de fleste indbyggere vil forskellen umiddelbart ikke være stor. Det er tænkeligt, at sammenlægning af nogle af de mindste kommuner vil betyde en serviceforbedring i disse kommuner. Det kunne man have opnået uden “den store reform”. Men hvad går reformen mere præcist ud på?

2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

Reformen består af 50 love, som tilsammen ændrer flere hundrede love. Visse hidtil kommunale og amtslige opgaver bliver statslige, såsom skatteforvaltning og gymnasiedrift. Men størstedelen af lovændringerne handler om regionernes og kommunernes organisation, opgaver og finansiering.

Organisation:

Ved reformen oprettes 5 centre for regional statsforvaltning, med underafdelinger i flere byer.

Amterne nedlægges, og der oprettes 5 regioner, med hver sit direkte valgte regionsråd på 41 medlemmer.

De 271 kommuner lægges sammen til 98 kommuner, lige som hidtil med en Kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen.

Opgaver:

De regionale statsforvaltninger kommer bl.a. til at tage sig af skatteforvaltning (hidtil kommunal funktion), visse opgaver på kulturområdet (nogle museer, teatre, m.v.), dele af arbejdsformidlingsområdet. Den amtskommunale sociale vejledningsfunktion i forhold til kommunerne afskaffes. Som delvis erstatning oprettes en central statslig vejledningsvirksomhed, kaldet VISO – med vægt på en internetportal-funktion.

Regionerne skal først og fremmest beskæftige sig med sygehusdrift, men derudover med regional erhvervsudvikling – ikke hidtil nogen stor opgave – og drift at de mest specialiserede sociale institutioner (antagelig sikrede institutioner for unge, muligvis enkelte handicapinstitutioner). Regionerne skal også oprette regionale trafikselskaber, der skal varetage al kollektiv transport. Det vil sige, at hidtil kommunale busruter skal overleveres til regionerne. En vigtig forskel fra nugældende ordning er, at regionerne ikke må påtage sig opgaver, der ikke er vedtaget ved lov. Også en tilsidesættelse af selvstyrechartrets art. 4.2.

Kommunerne skal udføre de opgaver, de hidtil har haft, plus størstedelen af de opgaver på det sociale område, som hidtil er blevet løst af amtskommunerne (rehabilitering, specialundervisning), En del af opgaverne kan efter “bæredygtighedsprincippet” ikke klares af en enkelt kommune – de skal så udføres af én kommune på flere kommuners vegne og ved finansiering fra disse kommuner. Amtskommunernes hidtidige opgaver på ungdomsuddannelsesområdet, bl.a. gymnasier, overtages af staten.

Finansiering:

Regionerne udskriver ikke skat. De finansieres via 1) et fast statsligt tilskud, 2) et fast beløb pr. indbygger fra kommunerne, og 3) et beløb fra kommunen for hver hospitalsindlæggelse. Regionernes få sociale institutioner skal finansieres via kommunal takstbetaling for de borgere, der indlægges i institution. Trafikselskaberne skal finansieres via billetindtægter – hvis en kommune ønsker, at en rute skal opretholdes i spredt-bebyggelse, skal kommunen selv dække de manglende billetindtægter.

Kommunerne udskriver, som hidtil, skat. Desuden modtager de et statsligt “bloktilskud”, og de opkræver brugerbetaling. Og som nævnt ovenfor: hvis en kommune driver en social institution, der benyttes af borgere fra andre kommuner, skal disse andre kommuner dække deres andel af udgiften.

Disse ændringer synes umiddelbart ikke dramatiske. Men det er de. Der er flere grunde dertil. Nogle kan ses direkte i lovforslagene. Andre må søges i det politiske miljø og de administrative strukturer, der omgiver reformforslagene:

1) lovene indeholder mere end 200 bemyndigelser til ministrene, til at fastsætte regler om udformningen af kommunal administration og service(-niveau). Hertil kommer direkte lovregler om detaljer i kommunernes administrative opbygning. Dette er i voldsom modstrid til 1970’er reformen, hvor lovgivningen stort set lod kommunerne bestemme, hvordan deres administration skulle opbygges. Særligt skal nævnes, at kommunalfuldmagten afskaffes for regionernes vedkommende: de må kun påtage sig opgaver, som direkte lovhjemlede – eller som de får ministerens tilladelse til at påtage sig.

2) lovene indskrænker altså kommunernes ret til selvbestemmelse vedr. service. Nogle eksempler:

a) kollektiv trafik skal drives et takstfinansieret regionalt trafikselskab – kommunen må ikke selv

b) kommunerne har fået pligt til at lade en del af beskæftigelsesindsatsen udføre af private virksomheder c) en del af kontanthjælpsadministrationen skal ske via et statsligt IT-system

3) finansiering af reformen: Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om reformen indebærer, at sammenlægning af kommuner, samordning af EDB systemer, ombygning og tilbygning af kommunale bygninger skal ske inden for kommunernes hidtidige udgiftsramme. Sådanne éngangsudgifter skal altså finansieres via besparelser på andre konti: skoler, institutioner, omsorg, pleje. Reformen indebærer i sig selv en “spare-runde”. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har vedtaget lovgivning om “fastfrysning” af skatteprocenter i kommunerne og forbud mod kommunal lån-optagelse. Med andre ord: grundtanken om økonomisk decentralisering, fra 1970-reformen, er helt opgivet.

4) finansiering af institutionsdrift efter reformen: særligt på området sociale specialinstitutioner som f.eks. tale- og høre-institutionerne og andre og andre handicap-institutioner, vil princippet om kommunal takstfinansiering med stor sandsynlighed føre til, at der i det mindste i en del år vil ske kommunal underbudgettering på disse områder, med den sandsynlige konsekvens, at institutioner vil blive nedlagt eller reduceret. Sammenholdt med princippet om udlægning af flest muligt af disse institutioner til de nye kommuner, vil det medføre spredning og afspecialisering af de højt specialiserede faglige miljøer, som i dag findes på amt-niveauet. I er det amtslige befolkningsunderlag for sådanne institutioner 250-600.000 mennesker. Selvsagt kan kommuner med 20-50.000 mennesker ikke være befolkningsunderlag for en tilsvarende specialisering. Allerede nu, forud for reformen, medfører usikkerheden om institutionernes fremtid mindsket personalerekruttering – og da specialiseringen jo i høj grad er “in the job training”, vil man inden for få år se mangel på specialister.

En vis skepsis hos Folketinget om kommunernes evne til at skuldre de ekstra opgaver på det sociale område affødte oprettelse af et Udviklingsråd i hver region, organiseret under statsforvaltningen, og med medlemmer fra kommunalbestyrelser, regionsråd og brugerorganisationer. Udviklingsrådene skal ”følge og vurdere” udviklingen på det sociale område og specialundervisningsområdet og afgive en redegørelse hvert af årene 2008-2010 til Velfærds- og Undervisningsministrene om udviklingen året før på områderne. Det materiale, som rådene får tilstillet fra kommunerne, giver kun mulighed for stærkt begrænset indsigt i den foregående udvikling.1

Ved reformen overtager staten gymnasieområdet fra amterne. Gymnasierne skal herefter drives som “selvejende institutioner”, finansieret efter “taxameter-modellen”: et bestemt beløb pr. gennemført gymnasieuddannelse. Hidtil har amterne drevet en vis regional-politik via gymnasierne: man har opretholdt gymnasier i spredt-bebyggelsesområderne, og til dels anvist elever til de yderligt liggende gymnasier. Denne form for politik forsvinder med reformen. Når gymnasierne skal konkurrere om eleverne, vil der være tendens til koncentration om de store gymnasier med mange faglige valgmuligheder.

Reformen medfører omlægning af arbejdsforholdene for 6-700.000 offentligt ansatte. Når to eller tre eller fire eller fem kommuner lægges sammen til én komme, skal de ansatte i kommunerne indpasses i hierarkiet i én sammensluttet kommune. Det medfører uundgåeligt for den enkelte ansatte betydelig usikkerhed, konkurrence og positionering. Denne udvikling er allerede nu, i 2005, i gang, og den vil antagelig fortsætte langt ind i 2007.

Lovforslagene og de skriftlige bemærkninger til lovforslagene efterlader megen usikkerhed og tvivl om de administrative og strukturelle konsekvenser. Lovforslagene er udarbejdet hurtigt og centralt, og de mange hundrede høringssvar er ganske kritiske over for lovforslagene. Det ville have været ønskeligt med en længere periodes grundig forberedelse af reformen. En velvillig tolkning af lovkomplekset kan være, at de mere end 200 bemyndigelser til ministrene til at fastsætte regler skal bruges til at foretage de mange uundgåelige korrektioner efter lovvedtagelsen! En mindre velvillig tolkning kan være ønsket om at undgå den offentlighed om loves fejl og mangler, som ville følge af en lovændringsprocedure, når fejl skal rettes.

Som nævnt flere steder ovenfor, er reformen i mange henseender i klar modstrid med de idéer om lokalt selvstyre, som Europarådet har fastslået som standarder for god local selfgovernment, og som Danmark har tilsluttet sig.

Politiske motiver bag reformen:

Ovenfor har jeg hævdet, at der sagligt set ikke var noget stort behov for en gennemgribende reform. Det var også konklusionen fra den kommission, Opgavekommissionen, som regeringen nedsatte til analyse af hele den offentlige forvaltning, i perioden 1996-1999.

Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet: hvilke politiske motiver kan ligge til grund for de politiske aktørers beslutning om en omfattende reform af hele den offentlige sektor?

Det Konservative Folkeparti (det ene regeringsparti) i mange år har haft som ønske at nedlægge amtskommunerne, bl.a. med den begrundelse at man ønskede at afskaffe “det ene af tre skatteudskrivende niveauer”. Det hører måske med til motiverne, at Socialdemokratiet og partiet Venstre har været dominerende i amtsrådene.

Partiet Venstre har i en del år argumenteret for, at offentlige opgaver i højere grad bør udføres på “markedsvilkår” og i “konkurrence” mellem private entreprenører og kommunerne som entreprenører. Kommunerne – også de kommuner, der havde Venstre-borgmestre – har kun i mindre omfang ønsket at udlicitere opgaver. Det forklares med, at udarbejdelse af udbudsmateriale er administrativt besværligt og dyrt. Det forklares også med, at arbejdskraftintensive opgaver som ældrepleje og børnepasning ikke vil blive varetaget mere effektivt, fordi man etablerer konkurrence. Politikere fra Venstre har fremhævet, at ved sammenlægning til større kommuner vil man kunne skabe administrative enheder, der er store nok til at udarbejde udbudsmateriale og iværksætte licitationer. Venstres formand og statsminister fremhævede i sit programskrift fra 1993 Fra socialstat til minimalstat det ønskelige i en reduktion af de opgaver, som løses kollektivt, skattefinansieret og politisk besluttet, til fordel for privat finansieret og markedsorganiseret opgaveløsning også af traditionelle velfærdsopgaver. Det program har ikke indgået i Venstres argumentation direkte i forbindelse med strukturreformen. Men de forventelige effekter af reformen er fuldt ud forenelige med, at et sådant program er underliggende motiv.

Dansk Folkeparti har stort set ikke udtalt sig om substansen i reformen. Partiet har kun ganske lille repræsentation i kommunalbestyrelserne. Jeg tillader mig den vurdering, at partiet blot har valgt at fungere som parlamentarisk back-up for regeringen i en situation, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Folketinget har været stærkt imod den af regeringen valgte model for kommunalreform.

Der har ikke været meget borger-engagement i debatten om strukturreform. Mindst debat har der været om nedlæggelsen af amterne. Det kan muligvis forklares med, at sygehusnedlæggelser har været det problemområde, borgerne har diskuteret mest de seneste 20 år – og de har ikke skaffet amterne mange tilhængere!

Konklusion:

Den strukturreform, som blev vedtaget i juni 2005, og som trådte i kraft pr. 1. januar 2007, indebærer en væsentlig centralisering i betydningen: forøgelse af regeringens (ikke Folketingets) direkte indflydelse på kommunalbestyrelsernes arbejde – dermed forstærker reformen en udvikling, som skiftende regeringer fra 1980 til 2008 har iværksat, men reformen udgør dog et stort spring i denne henseende.

Reformen har i hvert fald i gennemførelsesfasen medført forringelser i den kommunale og regionale (amtslige) service, alene på grund af aftalen om, at overgangsomkostninger skal afholdes inden for de nu gældende økonomiske rammer. En konsekvens heraf kan meget vel blive spontan individuel efterspørgsel efter privat organiseret velfærdsservice. Det er allerede sket på hospitalsområdet.

Derimod betyder reformen ingen styrkelse af borgerens retsstilling over for kommunen.

Reformen er sagligt set mangelfuldt forberedt. Reformen efterlader mange åbne spørgsmål om, hvordan opgavefordeling og opgaveudførelse skal varetages i de kommende år – spørgsmål, som allerede nu har effekt på f.eks. rekruttering til specialistfunktioner.

Reformen vil på grund af de ansattes usikkerhed om egen fremtid give arbejdsmiljømæssige problemer i mindst et par år, i hvert fald i en del administrative områder og antagelig i mange institutioner.

Reformen er mere et ny-liberalt fremstød for kommunal udlicitering end den er et svar på problemer i den nuværende kommunestruktur.

Regeringen, der fik fået vedtaget kommunalreformen, har også nedsat en “Tænketank om nærdemokrati”. Man har nok ment, at der ville være noget at reparere på efter strukturreformen. Tænketankens redegørelse er udkommet 31.08.2005 (www.im.dk)

I forlængelse af strukturreformen vedtog Folketinget (COV) i juni 2008 hjemmel til, at Velfærdsministeren kan beskære tilskud til den enkelte kommune, som måtte overskride skatte- eller udgiftsloft. Den hidtil voldsomste centralisering i dansk kommunestyres historie.

I forbindelse med forlig efteråret 2008 (COV) om finanslov 2009 aftaltes, at finansieringen af arbejdsløshedsdagpenge pr. 1.8.2009 skal overgå til kommunerne. Under indtryk af kreditkrise og arbejdsløshedskrise tilsiger det endog ganske voldsomme og uberegnelige konsekvenser for kommuner, hvor større virksomheder indskrænker eller lukker.

Efterskrift I: Strukturreformen – status december 2008 .

Den nye struktur (se s.8) skulle fungere pr. 1.1.2007.

Der var kommunal- og regionsrådsvalg 15. november 2005.

ORGANISATION

Regionsniveau: to instanser:

De nyvalgte Regionsråd (41 medlemmer) havde status af forberedelsesudvalg – de skulle sørge for, at administration og underudvalg er på plads i løbet af 2006, og indtog derefter rollen som siddende råd.

De regionale statsforvaltningskontorer2 har fået chefer, og har indrettet struktur og organisation. En del arbejdsområder, ikke mindst tilsynet med kommunerne, er præget af sagspukler og kritisabelt lange ekspeditionstider.

Kommune-niveau: i november blev der valgt sammenlægningsudvalg (normalt 25-31 medlemmer) i de kommende sammenlagte kommuner – sammenlægningsudvalgene er kommunalbestyrelser fra 1.1.2007. Funktionsperioden blev forlænget for de eksisterende kommunalbestyrelser i kommuner, der lægges sammen med andre. Der var altså i 2006 en dobbeltmagt-situation: de gamle kommunalbestyrelser fungerer stadig og beslutter budget for 2006, og sammenlægningsudvalgene eksisterer, og kan nedlægge veto mod beslutninger, truffet af de gamle kommunalbestyrelser. I kommuner, der ikke lagdes sammen med andre, blev der 15. november 2005 valgt ordinære kommunalbestyrelser, der skal fungere i 4 år. Én af virkningerne af denne dobbeltmagt-situation er, at nogle sammenlægningsudvalg har nedlagt veto mod kommunale investeringer, som var besluttet af “forlængede” kommunalbestyrelser, fordi de mener, at den fremtidige kommunalbestyrelse ikke vil prioritere f.eks. de idrætsanlæg, som hidtidige kommunalbestyrelser gerne vil have bygget i deres lokalområder.

ØKONOMIPROBLEMER OG DIREKTE STATSSTYRING: En stærkt følt virkning af reformprocessen er, at en del sammenlagte kommuner har massive økonomiproblemer. En del af de tidligere kommuner ”tømte kommunekassen” før sammenlægningen, det vil sige: holdt lavere skatteudskrivningsprocent end svarende til udgifterne. Efter sammenlægningen konstaterede man, at den gennemsnitlige skatteprocent var ikke tilstrækkelig til at dække de hidtidige udgifter. Men så stødte de nye og større kommuner på regeringens /folketingets skatteloft: man måtte ikke hæve skatteprocenten svarende til udgifterne. 42 af de 98 kommuner søgte tilskud fra en pulje under Velfærdsministeriet til ”vanskeligt stillede kommuner”, 19 fik hjælp. En del er nu (dec.2008) ”under administration” af Velfærdsministeriet, det vil sige: efter minister-ordre er de i gang med budgetbeskæring/fyringsrunder. Et eksempel på denne mekanisme er Syddjurs.

OPGAVER: Der er truffet beslutninger om, hvilke hidtil amtslige sociale og revalideringsmæssige institutioner, der skal gå over til primærkommunal drift, og hvilke der skal drives af regionerne. Kommunerne i region Midtjylland har i fællesskab aftalt, at institutionerne drives videre med uændret standard i årene 2006-2008, for at forebygge at usikkerhed om fremtiden skulle få medarbejdere til at flygte fra institutionerne. Denne forebyggelse er siden blevet underløbet ved at den største kommune i regionen, Århus, er gået i gang med en “sparerunde”, der også vil ramme de hidtil amtslige institutioner. Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i de andre 4 regioner.

Efter at det er besluttet, hvilke institutioner der overføres til kommunerne, har de hidtidige amter aftalt, hvilke administrative medarbejdere der skal overflyttes til kommuner og hvilke der skal overflyttes til regionen. For en del medarbejdere har denne situation betydet af arbejdssted og en del daglig mer-transport. En del har valgt tidligere tilbagetrækning end ellers planlagt.

En del amtslige og kommunale opgaver er overført til de regionale Statsforvaltninger. Det gælder bl.a. skattevæsenets opgaver. Det har medført, at en del medarbejdere har fået arbejdsplads langt fra bopælen. En del er gået på pension – en del er søgt over i den private sektor – og en del har accepteret den større geografiske afstand. 231 skattevæsensmedarbejdere nægtede at flytte til Ringkøbing, i den vestlige ende af Danmark – pr.15. april2006 stod de til at få en fyreseddel. Det har medført betydelige problemer for skattevæsenets inddrivelse af skat! Stort set ingen medarbejdere er glade for omlægningerne – mange er temmelig utilfredse.

Strukturændringerne og arbejdspladsflytningerne garanterer for en vis personaleomsætning i de kommende år – og medfører antagelig også, at skatteligning og skatteopkrævning vil tabe effektivitet i hvert fald i en periode.

Til opgaveomflytningen hører formueopgørelse: der er sket værdisætning af de institutioner, især bygninger og jord, der skifter ejere.

INTERNE STRUKTURER:

Regionsrådene er konstitueret, de har udarbejdet organisationsplaner, og en del kontorer er etableret. Hjemmesider er oprettet, med bl.a. organisationsplaner, opgaveoversigter og mødeplaner. Regionsrådene har én stor og nogle mindre opgaver. Den store er: hospitalsdrift. Der er også dannet regionale trafikselskaber, som skal forestå de regionale buslinier og nogle af jernbanelinierne, og som har overtaget buslinier, som hidtil er blevet drevet af enkelte kommuner. Regionsrådene har udpeget hver sit Regionalt vækstforum, som skal diskutere de samfundsmæssige betingelser for økonomisk vækst i regionen: uddannelse, arbejdskraftmobilitet og -forsyning, turisme, og meget andet. Forud for regionernes etablering har ministeren udpeget et Midlertidigt vækstforum for hver region, sammensat af erhvervsrepræsentanter, repræsentanter for større uddannelsesinstitutioner, nogle borgmestre samt et par fagforeningsrepræsentanter. Det midlertidige Vækstforum3 for Midtjylland har ladet et konsulentfirma udarbejde en beskrivelse af erhvervsforhold, eksportandele og -potentiale, uddannelsesforhold og arbejdsstyrkesammensætning i regionen.

I sammenlægningskommuner foregik omfattende forhandlinger om, hvordan den kommende kommunes administrative hierarkier skulle indrettes, og om hvilke medarbejdere der skulle indplaceres på hvilke poster i de administrative hierarkier. Det har medført, at ikke alle medarbejdere var så optaget af de daglige administrative opgaver – strukturen og egen kommende placering i den stod højt på bevidsthedsdagsordenen! Det samme er sket, ganske vist i mindre omfang, i de kommuner, der har uændret størrelse, fordi en del hidtil amtsansatte skal indplaceres i kommunernes administrative strukturer, når f.eks. døgninstitutioner for børn/unge overflyttes fra amt til primærkommune. Om de amtslige institutioner, især døgninstitutioner for børn og handicappede, som kommunerne ikke i første omgang ”hjemtog”, og som derfor fik regionen som driftsherre, gælder, at kommunerne når som helst kan kræve dem overført fra region til kommune. Det har betydet usikkerhed for de enkelte medarbejdere og ledere om ansættelsesforhold, usikkerhed om personalerekruttering og efteruddannelse, i sådant omfang at det har udgjort og udgør et egentligt arbejdsmiljøproblem.

Det samlede billede af den danske strukturreform er nu, 2 år efter reformens ikrafttræden: nogenlunde klarhed angående den overordnede struktur – betydelig uvished om ganske store detaljer. Og betydelig uvished om kommunernes økonomiske situation i 2009- .

Efterskrift II: status dec. 2013

Efter gennemførelsen af strukturreformen har vi set virkeliggørelsen af en del af de skrækscenarier for udviklingen på det specialiserede socialområde, som er nævnt på s. 9. Mange institutioner er nedlagt på grund af manglende kommunal efterspørgsels efter deres ydelser, f.eks. på hjerneskadeområdet mere end et dusin institutioner. Nu i 2012-13 er en vis erkendelse ved at brede sig i kommunerne om, at man ikke magter de mere specielle opgaver – men institutionskapaciteten og dermed fagkundskaben er reduceret. En hel del mennesker med behov for omfattende og specialiseret indsats er i stedet blevet langtidsparkeret i plejehjem eller andre kommunale lavere kvalificerede institutioner.

S, SF og R stemte i 2008 imod VKO-regeringens stramninger af den statslige styring af kommunerne og især deres økonomi. Efter regeringsskiftet i 2011 kunne man så forvente, at styringen ville blive lempet. Det blev den ikke – tvært imod. En konsekvens har været nedlæggelse af godt 30.000 kommunale stillinger i årene 2010-2013 – personalebeskæringer i hjemmepleje og skoler og daginstitutioner og alle andre hjørner af den kommunale service..

Til gengæld fører regeringen via www.frivilligrådet.dk kampagner for, at frivillige skal supplere den kommunale indsats bl.a. for udsatte grupper.

Hertil kommer tre store ”reform” komplekser: førtidspensions- og fleksjobreform, kontanthjælpsreform (begge med spare-mål), og folkeskolereform – alle med stærke elementer af stærkere statslig styring.

Centraliseringen er under Thorning-regeringen også fortsat på andre områder:

Den kommunale skatteligning er afskaffet og lagt over til Skat – en rent statslig skatteorganisation – denne er så beskåret mandskabsmæssigt, og Skat har i 2013 bidraget til den pressemæssige underholdning med historier om omfattende fejl i ejendomsværdiansættelsen og omfattende mangler i inddrivelse af restancer.

Udbetaling af forskellige kontantydelser er fjernet fra kommunerne og henlagt til en statslig central institution: Udbetaling Danmark. Deraf er fulgt en del fejl i individuel udmåling af ydelser og i indeholdelse af statslige tilgodehavender i det udbetalte

Kommunalt selvstyre er noget, der er blevet en del mindre af!

Illustrationer:

kort: 5 nye regioner (fra “aftale om strukturreform”, dias)

kort: statslige arbejdspladser

kort: kommunernes tilbagemeldinger (om hvem der ønsker sammenlægning med hvem)

kort: nye kommuner 07.07.2005, med indbyggertal

Materiale om strukturreformen kan downloades fra Indenrigsministeriets homepage, www.im.dk, Kommunalreform – herunder lovforslag, overheads om politiske aftaler, Danmarkskort m.v.

Referencer:

Dagbladet Politiken 28.08.2005: “Kommuner i kø til fattighjælp”, “Borgmestre med tiggerstav”.

European Charter of Local Self-Government Strasbourg 15.X.1985 (Europarådet)

Opgavekommissionens betænkning 1999

Strukturkommissionens betænkning 2004 (også på www.im.dk)

Tidsskriftet Kommunen – mange artikler, bl.a. 10. marts 2005 “Nyt Danmarkskort med 271 kommuner reduceret til 99”

Viggo Jonasen (2004): Dansk Socialpolitik 1708-2008 E-udgave www.viggojonasen.dk

Pontus Tallberg (Region Skåne 2005): Självstyrelse på lokal och regional nivå”

1 Viggo Jonasen: ”Tåge om udsigtsposten – om arbejdet i et udviklingsråd”. Social Politik 2008:3

2 Statsforvaltningen Nordjylland – Statsforvaltningen Midtjylland – .. Syddanmark – .. Sjælland – .. Hovedstaden

3 En google-søgning på Vækstforum giver hyperlinks til de regionale fora og deres aktiviteter

KOMMUNESTYRE I DANMARK 1803-2013 Viggo Jonasen

ANKESTYRELSEN – MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE?

Tvinger kommunerne socialrådgiverne til at opgive deres professionalisme?

ANKESTYRELSEN MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.1 – Gro Nielsen, Solveig Munk, Viggo Jonasen – bestyrelse i Socialpolitisk Forening Århus

Debatindlæg og ikke bragt svar Krydspres Ansvaret skal placeres det rigtige sted

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.2 – Per Westersø & Kirsten Henriksen, samt Solveigs, Gros & Viggos svar