Ved Valborgs bisættelse

Ved Valborg Bank Jonasens bisættelse, 18. september 2004, i kirkegårdskapellet i Svendborg.

Tak fordi I kom i dag, at hjælpe os med at være ulydige mod Valborgs ønske. Hun har bedt om bisættelse i stilhed. Vi er glade for, at I vil synge et par sange sammen med os og hilse farvel til hende.

De fleste kender Valborg som den lidt stille, tilbageholdende, seje kvinde. Hurtig på cykel og hurtig til fods, indtil blodproppen sænkede tempoet noget. Jeg var glad, da hun – vel i 86 års alderen – sagde: jeg vil have en ny cykel. Den gamle er ikke god nok mere. Og den blev brugt indtil dette forår.

Vi kender hende som den perfektionistiske husmor og håndværker og – da fars syn svigtede – gartner. Vi kender hende som den, der klædte Randi og Viggo og Jonas på. Jeg går stadig med de strømper, hun strikkede. De seneste fik jeg sidste efterår. Og med lidt skånsom håndvask holder de vel en halv snes år endnu. Valborg var til de langtidsholdbare kvaliteter.

Stykvis igennem livet hørte jeg historiestumper, som jeg først sent i livet fik sat sammen til et lidt større billede af hende. Et billede med mange detaljer og mange brud og udviklinger. Hendes vej var ikke den slagne.

Der var opvæksten i fattigdom hos den teknisk geniale og økonomisk mindre geniale far og den skrøbelige mor. Og sammen med Arne, Mary, Nanna, Hans. En opvækst med hårdt arbejde og afsky for regninger. Det var også en barndom med glæde ved at læse og lære, glæde ved at præstere. Og det var en opvækst, hvor præcise meninger blev dannet om, hvordan et liv skulle være og hvordan det ikke skulle være. Det kom klart og stærkt frem, da Valborg meddelte Peter Bank, at han ikke kunne regne med at beholde ejendommen Klap Mølle ved døtres arbejdskraft. Hvilket han rettede sig efter.

Der var erfaringen på Krabbesholm Højskole, hvor Valborg udtalte sig til fordel for ”kammeratægteskabet”. De øvrige højskoleelever var forargede. Forstanderen støttede de andre, og fortalte bagefter Valborg, at det syntes han, han var nødt til, selvom han var enig med hende. Derved vandt han ikke hendes respekt.

Der var tilværelsen som hushjælp i København – ikke så usædvanligt for en jysk pige fra landet. Men der var samtidig kontakten med det internationale ungdomsmiljø i København, formidlet blandt andet via Arnes vennekreds. Det var et miljø, der åbnede udsynet og understøttede friheds- og selvstændighedslysten. Det blev til engagementet i fredssagen og i seksualoplysningssagen. Valborg var også i sin høje alder stolt af at have haft Leunbach som praktiserende læge. Katja har fortalt, at da hun fik jobbet i Sex og Samfund, og fortalte Valborg om den gamle forening for familieplanlægning, som blev stiftet af Leunbachs arvtagere, lyste hun op – de to havde en sag tilfælles.

Det var også Valborg, der blev centrum i Kærholmen – kollektivet i den lejlighed, som hun lejede. De venner, som også boede der, havde fredsbevægelsen og andre samfundsengagementer som fælles projekter. Kollektiv var ikke kun en bo-form.

Det var i fredsbevægelsen, Valborg traf Jonas. Det varede nok en tid, før de opdagede hinanden på den måde, der blev til os.

Det blev hendes store projekt. Hun lagde plan for, hvordan et godt liv skulle se ud. Livet sammen med vor far: først uddannelse til ham, mens hun tjente til dagen og vejen for begge, siden job til ham, 3 børn, boligetablering, og siden uddannelse og job til hende. Det var et stort projekt, det var et slidsomt projekt, det var et projekt med økonomisk smalhans undervejs. Men det var et viljestyrkens projekt.

De første faser i projektet blev udført. En af de største nedture undervejs var vistnok, da far var ved at opgive at få lærerjob, efter et meget stort antal resultatløse ansøgninger. Men da jobbet var i hus, gik de i gang med projekt børn. Resultatet kom straks, eller: ni måneder efter. At Randi kom hurtigt derefter var kuk i tidsplanen men ikke i den overordnede plan. At Valborg fik svære iskiassmerter under anden graviditet medførte, at barn no. 3 blev opgivet.

Næste fase i projektet blev udført: huset på Dronningholmsvej. At Peter Bank lagde et par årsværk i projektet, fremmede sagen. At Sofie Christensen tilbød Valborg at låne et betydeligt beløb, fremmede sagen. Du var ellers ikke meget for at låne! Også det projekt var stort, slidsomt, stærkt økonomiserende. Jeg har stadig på nethinden cementblandemaskinen: den blev drejet med håndkraft. Leret i kælderen blev gravet ud, lagt i trillebør, kørt ud – og siden gravede far overjorden væk, lagde leret ned, og genetablerede overfladen ud mod hækken. Valborg malede alle vinduer og døre, da Peter Bank havde lavet dem. De blev malet, som hun syntes, de skulle males – og som han syntes, skønt han vel aldrig roste hende for det!

Det var slidsomme år. Det var også glæden ved at skabe en smuk ramme. Og glæden ved at kunne styre økonomien i det. Det var også glæden ved Randi og Viggo. Glæden ved at se, at vi klarede os i skolen og at vi havde gode interesser. Det var opdragelse med tillid og forventninger. Én gang gav du mig en skideballe. Jeg var taget på rotur i jollen, som Peter Bank havde købt til mig. Og lige efter roturen cyklede jeg ud for at spille skak med Anders og kom hjem længe efter midnat. Om morgenen sagde Valborg: Du skal huske at ringe hjem, hvis du ikke kommer hjem efter rotur. Det blev sagt med eftertryk.

Da huset var bygget, gælden nedbragt, og børnene næsten flyvefærdige, var det tid for næste delprojekt. Du ønskede at lære fag og få eget job ude. Men så kom diskusprolaps, operation, rekreation. Måske var viljen til at gå ud på arbejdsmarkedet på retur. Og så var der jo bedstefar, med det skrøbelige helbred og den seje livsvilje. Du forblev hjemme, på Dronningholmsvej. Jeg tror egentlig, du ikke tilgav dig selv, at du ikke kastede dig ud i et job. Kirsten Søgård, som var husmorafløser /Hjemmehjælper, var vist mere end veninde – jeg tror, hun også var den udearbejdende, du havde lyst til selv at være.

Det varede noget, før det gik op for mig, hvad det betød, at du læste “En kvinde er overflødig”. Det var en stilfærdig måde at fortælle noget udadtil. Noget, jeg først længe efter opfattede.

Den stærke orientering efter projektet betød ikke, at Valborg blev indadvendt: Valborg blev veninde med og støtte for ældre og svagelige. Fru Fribert. Margrethe Larsens mor. Frk. Myhle som blev fru Press. Siden kom genbrugsbutikken, hvor Valborg tilbragte mange gode timer, og hvorfra hun fortalte, hvad hun iagttog af menneskers meget forskellige livsindstillinger: der var de ydmyge farende svende, som blev klædt lidt på til ultra-lavpris. Der var samlerne. Der var dem der tingede selv om de laveste priser, og der var dem, der prøvede at snyde. Til dem talte hun lavtmælt men tydeligt. Valborg havde et skarpt blik for menneskers karakteregenskaber.

Tiden, sparsommeligheden og styringen betød økonomisk konsolidering. Fra fattigdom til rigdom. Stærkt står i min erindring juli 1970: Lis og jeg havde fået kig på huset på Hørgårdsvej. Vi ringede til Sørvad, hvor Randi og Flemming boede. Valborg og Jonas kom til Århus samme eftermiddag, så på huset og på mit budget – og købte næste dag. Udbetalingen var lig med at tømme sparekassen. Det var også en investering. Og budgettet holdt. Da jeg selv købte huset syv år senere, havde Jonas og Valborg tjent 25% pr. år skattefrit. Far sagde: ”Jeg er ikke kapitalist”. Næ, det er systemet, der påtvinger dig fortjenesten.

Siden blev: Svendborg Bank, Sofielund, en institution i familien. I lånte ud til mig, til Thor, til Nanna. Og Valborg sagde: det er rart ikke at have økonomisk bekymring. Så højt kunne hun svinge sig op. Da øjenlægen sagde: stær-operation, og der er et par måneders ventetid, sagde Valborg: hvad nu hvis jeg betaler selv? I morgen! Så cyklede hun til sparekassen og kom tilbage med kontanterne næste dag – og blev opereret. Mary var himmelfalden: endelig havde Valborg lært at bruge lidt på sig selv. Nåja, helt sandt er det ikke – I havde lært at rejse. Det blev til en del ture flere steder hen. Men selve det: ikke at behøve at bekymre sig – det var det store fremskridt. Da du havde fundet ud af, hvor meget bedre synet blev, var du klar til næste operation. Men da var det lidt mere normalt: da kunne du godt vente den måneds tid og få øjet opereret på amtets regning i Odense!

Da far gik på pension, foreslog Valborg ham at gå til museet, som havde annonceret efter én, der kunne læse gotisk håndskrift. Det blev starten på en ny epoke, med opblomstring og trivsel for ham og glæde derved – og også ved de museumsaktiviteter, som hun deltog i. Henrik blev også en god ven for Valborg.

Tiden efter fars ulykke blev svær. Valborgs største bekymring var: hvis nu jeg dør, vil Jonas have det endnu sværere. Og så kom blodproppen, som hun ganske vist først senere blev klar over, hun havde haft: på vej på cykel op ad Præstevænget. Lige så svært det var for ham ikke at kunne se og siden ikke at kunne tale, lige så svært var det for Valborg at opleve, at helbredet tvang hende ned i tempo.

Der var stadig glæder. Glæden ved at give børn og børnebørn penge. Glæde ved at venner kom med blomster. Glæden ved at bo og være sammen med venner og naboer i Sofielund, til kortspil og banko og kaffe og udflugter.

Det sidste par måneder var strenge. Især trætheden. Kræften belastede. Det var konstante mavesmerter. Kikkertundersøgelse 1. september. I tirsdags fortalte overlæge Aksel Malchow Møller mig diagnosen: kræft i bugspytkirtlen, ikke noget man kunne operere for. Jeg ringede til dig og fortalte om diagnosen. Du sagde: godt at få klar besked. Og efter den klare besked fik Katja iværksat den smertelindring, som var påkrævet. Fire dage senere, lørdag d. 11. kl. 18, sov du ind. Randi, Katja, Nanna og jeg var hos dig.

Trods alt: det gik hurtigt til sidst. Og det ønskede du. At sove ind, smertefri, i morfinens lettelse. Det under vi dig. Vi lever med tabet, savnet. Vi ved jo, døden er en del af livet.

Vi kan nu kun sige dig tak for det liv du delte med os. Og hvis du ellers svæver rundt et sted, så vid: vi holder på de gode minder, du har givet os. Tak for det, mor.

Viggo Jonasen

Jonas – et livsforløb er til ende 2003

Otto Jonasens livsforløb er til ende. På 91½ års fødselsdagen døde far.

Han trængte til det. Det trediesidste, jeg hørte ham sige, var: “hvorfor skal det dog være så svært at komme herfra?“

Hans liv var virkelyst. Derfor var de sidste år strenge, da synstabet beskar hans mulighed for at arbejde og læse, og især da hjerneskaden satte hans aktivitet og ikke mindst hans tale i stå.

Forud gik et langt og righoldigt liv. Et liv med indre omskiftelser, der nok er større end det umiddelbart ses – men også et liv med stærke, gennemgående linier.

Hvordan blev han den mand, den Jonas, vi kender – faren, ægtemanden, bedstefaren, vennen, kollegaen, fredsaktivisten, lokalhistorikeren, havemanden, selskabsmennesket?

De seneste dage har jeg tænkt tilbage, på erfaringer med far og iagttagelser om far. Og jeg har lyttet til de bånd, han talte ind til os, om barndom og ungdom. Jeg har opdaget nogen ting, og jeg har forbundet tidligere opdagelser på nye måder. I det lys vil jeg fortælle om fars liv. Du hører det jo nok ikke selv, men jeg tror, du ville nikke til de ting, jeg drager frem.

Tiden er marts 1929 til marts 1931. Efter to u-fornøjelige læreår på Nordfyn blev Jonas som 17 årig 3-4 års gartnerelev på Emdruphøj, ved Bispebjerg. Ejer og læremester var Frode Sørensen, og gartneribestyrer var Helge Kristensen. Og så kommer der to citater:

Helge Kristensen blev ved nytårstid 1930 gift med Rigmor Bjerre, og nogle måneder senere overtog de forplejningen af gartnerne. I forbindelse med deres lejlighed i gårdens vestfløj blev der indrettet en stor spise- og opholdsstue til dette formål. Vi var som en stor og glad familie, og jeg mindes mange hyggelige timer i det fællesskab. Der blev drøftet politik og meget andet, som vækkede nye interesser hos mig. Det var også der, jeg første gang stiftede bekendtskab med og blev optaget af tanken om at blive militærnægter. Af og til samledes vi til en aftenfest, når lejlighed indbød til det, med snak og sange. Højskolesangbogen blev flittigt brugt, og jeg lærte mange gode sange, som lå uden for det repertoire, jeg havde med hjemmefra. Ikke sjældent fandt et og andet talent iblandt os på at skrive en lejlighedssang, og til tider indøvede vi dilettantkomedier. Ved sådanne lejligheder kom gerne nogle af de ikke herboende og de gamle Emdruphøjere og tog del i festlighederne.

Vist var Frode Sørensen kapitalist, men ingenlunde en typisk sådan. Han var snarere patriarkalsk på en slags grundtvigsk måde. Det var karakteristisk, at han opretholdt den gamle tradition, at elever og medhjælpere var på kost i huset, noget der ellers var stærkt på retur i Københavnsområdet. Indtil fru Gerda bad om at slippe for det besvær. Han var både cand.polit. og havebrugskandidat, lektor med samfundsfag ved Landbohøjskolen, havde i nogle år været lærer på Askov Højskole, og var kirkeværge for Grundtvigskirken, som på den tid var under opførelse. …. Den grundtvigske atmosfære prægede hele tilværelsen på Emdruphøj. Politisk var han utvivlsomt Venstremand, men ingenlunde en forbenet sådan. Han levede stærkt med i tidens debat. På et tidspunkt husker jeg, at han gav udtryk for sin tvivl om, om han skulle stemme på Retsforbundet eller Kommunistpartiet. De to år på Emdruphøj, med det særlige miljø, hjemligt og fortroligt, som ikke bare Frode men ikke mindst Helge Kristensen og Rigmor satte godt præg på, mindes jeg som de mest lysende af min ungdomstid, næsten uden problemer og mislyd.

De ord, om de mest lysende af min ungdomstid, er store ord fra ham.

For mig at se blev grundlaget for fars senere liv forrykket i tiden på Emdruphøj. Han var kommet der, fordi bror Vilhelm havde aftalt det. Det er nok også det sidste, nogen har aftalt på hans vegne! Men personlighederne og det miljø, de skabte, gav gode vækstvilkår for hans selvstændighedstrang, og de gav ham eller understøttede ham i det syn på samfundets indretning, som vi siden så så stærkt udfoldet. Det handler om den enkeltes ansvar for, om han deltager i krig eller i at bekæmpe krigen. Det handler om den enkeltes ansvar for, hvordan han eller hun indretter tilværelsen for andre – børn, ægtefælle, arbejdskammerat, med-boer, kommune-fælle. Det handler om hans syn på lederskab – undertrykkelse og magtudøvelse – eller rammesætning for den andens frihed til at udfolde sig.

Han kom fra det indremissionske miljø i Assens – som han selv siden formildende har kaldt “den lyse, fynske fløj af missionen” – som også var konservativt og kongetro. Han har næsten aldrig direkte i ord taget afstand fra det, selvom den lille bemærkning Højskolesangbogen blev flittigt brugt, og jeg lærte mange gode sange, som lå uden for det repertoire, jeg havde med hjemmefra nok ikke er uden kritik. Men hans personlige stillingtagen til og afstandtagen fra den konservative mærkesag, det nationale militærvæsen, var et tigerspring ud af hjemmemiljøet. Jeg har aldrig hørt ham sige, om hans valg gjorde bedstefar Åge sorg – jeg tror det, men jeg tror ganske vist også, at bedstefar Åge havde format til at respektere sin søns selvstændighed.

Den selvstændighed, han åbenbart fik forløst og legitimeret i tiden på Emdruphøj, skaffede ham også den første og eneste fyring. Det var i oktober 1931. En lørdag aften inddrog Vilvorde-arbejdslederen næste dags fri-søndag, hvor han første gang skulle på besøg i Gribskovlejren. Og da Jonas alligevel bare cyklede til Gribskov, mens de andre lossede azalier fra banevognen, blev han og to andre, som heller ikke accepterede sådan en ordre, fyret. Hvorefter han lod sig indkalde til Gribskov. Som tyve-årig, allerede med fire års gartner-læretid på bagen.

Af Gribskov-historien, december 1931- maj 1933, vil jeg kun fremdrage ét aspekt: det er den første erfaring som underviser, nemlig i esperanto. Idéen om verdenssproget som middel til fred forener engagementet hos den enkelte med omsorgen for freden: jeg vælger at få et fælles sprog, for at kunne kommunikere og også undgå eller afhjælpe konflikt. På den måde forsøger jeg at give mit bidrag til, at verden som helhed kan blive fredeligere.

Om International Ungdoms Liga, IUL: IUL var som nævnt beslægtet med den tyske Jugendbewegung, vandrerbevægelsen, som i disse år udviklede sig stærkt, og som især indebar et opgør med autoritet og stive traditioner, det tilvante samfund med alle dets regler og normer, som børn og unge havde været vænnet til at følge som noget selvfølgeligt. At gå ind som et nyt men ikke afvigende led i kæden af samfundsborgere – at se sin fremtid på én eller anden måde i det bestående – det var blevet rokket i sin grundvold. Dette samfunds fallit i den store krig fik mange unge til at miste tilliden til de bestående normer og søge mening i tilværelsen på andre måder. Derfor spirede oppositionen til det tilvante på alle områder. Og det var ingenlunde sådan, at man blot søgte over i en oppositionel politisk ideologi – der ville man jo igen blive bundet til normer. At mange i de følgende år dog havnede i den grøft, er velkendt. Måske blev problemerne så overmægtige, at mange faldt for fristelsen til den lette løsning: forenkling, måske båret oppe af en smittende begejstring.

Her har vi far i en nøddeskal: jeg kan ikke nøjes med at se min fremtid i det bestående – jeg må selv vælge min vej – der er ingen færdig løsning til mig. Sent i livet nåede det også frem til religionen. En stærk tro fra barndommen var blevet til en svag eller ingen tro. Du sagde: det tager et par menneskealdre at blive selvstændig.

Han kom til Askov – Ludvig Sørensen, vennen fra Gribskov og fredsbevægelsen, tilbød job og højskoleophold. Tre vintre, med mere bevidsthedsudvidelse og glæde ved at lære.

Og han kom tilbage til København, hvor han arbejdede, igen mødte Valborg og sammen med dig grundlagde det store projekt: at blive lærer, og at etablere familie.

Det store projekt blev i Svendborg. Arbejdsmarkedet for lærere kom til at sætte rammen for det. Og I realiserede det, i slid og glæde og besvær. At bygge hus, sammen med P. Bank, at indrette det, at anlægge og holde have og hus. I var begge, på den lidt stilfærdige måde, stolte af, at det lykkedes. Randi og jeg fik en god barndom. Friheden, selvstændigheden, som jeg så stærkt har hørt på fars bånd, men som vi jo også i ny og næ har hørt fra dig, mor, har vi taget til os.

At vi var jeres projekt har vi også mærket på anden vis: økonomisk støtte i uddannelse og siden. Jeres glæde ved, at vi valgte en vej og gik den, var altid at se. At I med aftens varsel rykkede ud og ryddede sparekassen for at investere i hus til Lis og mig, har jeg altid beundret. Da jeg syv år senere købte huset og opgjorde jeres fortjeneste til 25% skattefrit pr. år, fik far til at sige Jamen, jeg er ikke kapitalist. Og jeg måtte svare: næh, fortjenesten er faktisk systemets skyld.

Arbejdet i fredsbevægelsen med AmK’s tryksagsafdeling, og senere som kasserer, fyldte meget. Arbejdet i det Radikale Venstre fyldte noget – og da partiet indgik forsvarsforlig, stemplede han ud: I gik i regering for at trække socialdemokraterne til venstre – men de trak jer til højre. Karl Skytte gav ham ret, men ikke offentligt.

Arbejdet bød far megen glæde. Det var børnene. Det var kollegerne. Jeg husker fra min tid på Østre skole fars stolthed over det, der i dag kaldes udviklingsarbejde: undervisningsmateriale for ordblinde. Og jeg husker sorgen, ordene: “det er som at forberede sin egen begravelse”, da han pakkede tingene sammen for at forlade Østre Skole, på grund af ledelsen. Dog: jeg tror, det hjalp ham, da Hundahl – stadsskoleinspektøren – sagde: jeg beundrer, at De holdt ud så længe. Gode år fulgte på Vestre Skole. Men gløden, glæden fra de første år på Østre, var der nok ikke helt. Og skolen havde også nok lidt for mange hundrede børn.

Den tredie alder blev rig. Det begyndte med barselsvikariat for Randi. “Det skulle jeg have gjort for nogle år siden – tænk, at kunne komme ind i en klasse og kunne undervise, uden først at skulle få en håndfuld larmeunger til at holde kæft”. Og det greb om sig med museet, hvor Henrik Jansen forstod at sætte i gang og inspirere og udgive. Far blev fortrolig med gamle borgere: Morten Jørgensen pindmøller og Jakob Jensen Samsing, hvis dagbøger han transskriberede og redigerede til udgivelse. Dengang de fandt en portbjælke i Nikolaistræde med indskriften JJS, sagde far: det er som et håndtryk fra en gammel ven. Henrik er måske det menneske, far kom nærmest i de sidste år.

Komme nær? ja vi har oplevet det, børn og ikke mindst børnebørn. Du har fortalt mange gode historier og sunget mange gode sange, solo og sammen. Vi var glade for det. I familien, og ikke mindst ude i byen i Svendborg. Du har gjort mange mennesker klogere på den by, de bor i, og det vil du blive husket for længe. Og så alligevel: Du havde mange flere tanker, end dem der kom ud. Svære tanker forblev inde i dit hoved, indtil beslutning var truffet. Måske havde noget været nemmere, om du havde kunnet dele også de svære tanker. Mor syntes, det var sært, at du kom og fortalte, at du havde sagt op!

Tiden siden hovedskaden har været svær. For far, og ikke mindst for Valborg. Du sagde engang til Maj: det er så svært – jeg kan ikke sige det, jeg vil. Det var det næstsidste, jeg hørte. Vi ved ikke, hvad du hørte, og hvad du kunne rumme. Et lysglimt kom. Jeg havde sagt noget om, at det må have været tomt i Europa, da kaffen ikke var kommet hertil. Så sagde du klart og tydeligt: de drak øl. Humoren var der. Og det var det sidste, jeg har hørt dig sige.

Tiden er til at sige tak. Tiden er til at sige farvel. Du har haft et på mange måder stort liv. Om der er et liv herefter? Vi ved det ikke. Nogen tror det, andre ikke. Vi kan i hvert fald sige dig tak for det, du har haft og delt med os. Tak, far.

Viggo Jonasen

Ved Otto Jonasens bisættelse, 8. februar 2003.