SIKKE ET 2021 – ET NYTÅRSBREV

Sikke et 2021! Et nytårsbrev

2021 har budt på meget arbejde, mange indtryk, og en del læring.

Corona har ikke generet os nævneværdigt. Maj og jeg har fået 3 prik og er testet et par gange

Men arbejdsmæssigt!

Enhedslistens byrådsmedlem Peter Bonfils bekendte sig som socialdemokrat (ikke overraskende for mig) og meldte sig ud af Enhedslisten og trådte ud af byrådet – så jeg (tredje suppleant!) trådte ind 3. februar efter en pause på 27 år. Det gav meget arbejde og megen fraværenhed hjemmefra.

Maj har taget endnu meget mere af det hjemlige. Utroligt og imponerende. KYS OG MEGET STOR TAK!

Partifæller i juragruppe, boliggruppe, trafik- og miljøgruppe, socialgruppe, antiracismegruppe, fredsgruppe – og ikke mindst Keld Hvalsø – har lettet arbejdet og sørget for ekstra-arbejde. Og hjulpet med til at få politikken til lidt mere at ligne partiprogrammet. MEGET STOR TAK! Også til Gro Nielsen som tog over en del rådgivningsarbejde i Hjerneskadeforeningen!

Det vil være en overdrivelse at sige, at jeg blev budt velkommen i byrådet.

Århus Kommune har lav skatteprocent og lavt serviceniveau og nedslidt offentlig sektor. Enhedslisten har i programmet kritiseret den politik, men ikke i dagligt byrådsarbejde. Så: borgmester og hans parti var uvant med kritik, også fra Enhedslisten. Det blev der lavet om på.

Blandt de ting jeg har lært er, at ordene ”forligsbrud” og ”utroværdig forligspartner” er vigtigste stokke i borgmesterens våbenarsenal. Kritik af negative virkninger af de forlig, som Enhedslisten og andre partier er med i, er højst uvelkomment hos borgmester og socialdemokratiets ordførere, også selvom de negative virkninger er endog meget synlige. Jeg har siddet i byrådet under flere borgmestre, men jeg har aldrig oplevet en så hårdhændet disciplinering eller forsøg på disciplinering, som Jacob Bundsgaards. Nogen vil nok mene, at hans forsøg på disciplinering ikke er lykkedes! Det blev meget synligt, da han i budget 2022 forliget indbyggede en mundkurvsklausul, som jeg sagde NEJ til, og som i øvrigt aldrig er set før. Selv Stiftstidende fandt den grov. Faktisk så meget, at avisen omtalte NEJ sigeren som ”det eneste offer for borgmesterens revolverpolitik – eller, hvis man vælger at se det sådan: den eneste byrådspolitiker med rygrad”.

Da borgmester gjorde underskrift på mundkurvsklausulen til adgangsbillet til budgetforhandlingerne, var jeg ikke med ved bordet. Forhandlingerne endte med, at min partifælle i byrådet gik ind for Enhedsliste-tilslutning til budgetforlig og mundkurvsklausul – men en enstemmig bestyrelse og spidskandidat Laura og jeg gik imod, ikke mindst på grund af budgettets indbyggede nedskæringsplan på socialområdet og på grund af borgmesterens mundkurvsklausul, som Stifttidende kaldte en (selv-)”kastreringsbetemmelse” for forligspartierne. KRITIK ER UØNSKET! Så: vi er ikke i forlig – og bliver ene om at fremføre kritik. Enhedslisten blev mere presseomtalt end vi plejer – den borgerlige Stiftstidende viste beundringsblandet ringeagt for partiet med udsagnet: ”Enhedslisten er det eneste parti, som kan skyde sig selv i foden – og vandre videre”!

På socialområdet, som jo altid har stået mit hjerte nært, har vi set kraftig underbudgettering af udgifterne i forhold til antallet af brugere og sagernes kompleksitet. Borgmester og byrådsflertal har afvist at hæve budgettet – men har affundet sig med at rådmanden lader udgifterne overskride budgettet! En lidt skizzofren fremgangsmåde, som vil fortsætte i 2022, hvor man vil gennemføre sparerunder beslutningsmæssigt men kommer til at fortsætte med at bruge flere penge end bevilget. Når jeg påpeger modsigelsen og lover at skrive ankerne over retsstridig påholdenhed i enkeltsager, mærker jeg surheden over mit uhøflige klarsyn!

Et vigtigt emnefelt, hvor min kritik af kommunens politik har mødt stor opbakning, er byplanpolitikken. Her har byrådsflertallet satset på hæmningsløs vækst i folketal og boligbyggeri, med miljøskadelig fortætning, højhusbyggeri i ådalen og mangel på rettidig forsyning med institutioner til følge. Grundejerforeninger indrykkede helsides annoncer med opfordring til at stemme på ”fortætningsmodstandere”, med navns nævnelse. Højhusjuntapartierne S og V fik da også mærkbare tæsk ved valget i november. Venstemænd har sagt: jeg stemmer på Viggo – borgmesterens og venstrerådmandens opbakning til byggematadorerne er BARE FOR MEGET! Det gav da så også en firedobling af mit stemmetal, fra 249 i 2017 til 919 i 2016. Så – det har været sjovt at være til valgmøder! At partilistesystemet så har sikret, at jeg blev 2. suppleant – giver lidt færre møder i 2022.

Nå, heldigvis er livet ikke kun kommunalpolitik.

Sommertogtet med Freja Byrding blev afkortet, grundet kontrært vejr. At være indeblæst i Assens i 3 døgn! Men Katrine arrangerede kompenserende sommertogt med træskibe i Århus, for ungdomsafdelingen. Nye medlemmer til ålekvasen Anna. SUCCES!

Symi: Maj og jeg havde vor sædvanlige 2 ugers oktober-ferie på Symi. Med op til 15 børn-børnebørn-kæreste! Det er en meget, meget stor glæde. Villa Kristina var as every year centrum for Maj og mig og Ture-Trine-Bolette – og for Katrine-Jakob-Toke-Atle, Rune-Julie-Anna-Vitus, Bertram-Mia og Thor-Bjørg, som boede i lejligheder lige ved siden af. Dimitris’ Paradise Beach og købmand Taxas og take-away fra restaurant Lodos og badeudflugt til Toli og Marina og tur øen rundt med Poseidon-skipper Iannis og kæle-blæksprutter på kajen og middag på Nereides … Dejligt vejr, dejligt samvær, god mad, Og igen har Katrine lavet årets Symi-bog, hvor sprutter, skildpadder, klippeformationer, frokostbord på Dimitris’ strand, rutchetur på madras efter speedbåd giver gode og muntre minder. To be repeated!

Helbreddet har generet Maj en del i årets løb – men ikke mig! Det er lidt uretfærdigt.

Som det ses, har året været noget hæsblæsende.

Men ikke at forglemme: udsigten til blomsterfloret – agapanthus, mamelukærmebusk, roser, tallerkensmækkere og mange andre – i Majs (og min) have har været forår-sommer-efterårsglæde, lige som gråspurve, musvitter, fede duer, en enkelt spætte og nogle råger på foderbrædtet giver morgen-underholdning hver dag i vintertiden.

Genoptagelsen af status som ”forhenværende medlem af Århus Byråd” tilsiger et mindre arbejdsomt og mere mildt og fredeligt 2022.

Og sådan ét kan jeg ønske alle jer andre også!

Viggo

Planer, højhuse og demokrati i Århus – katastrofens årsager

Aarhus Stiftstidende 2022.01.06 kronik med overskriften Gammelt byrådsmedlem oplister fortætningskatastrofens årsager

I Arhus har vi Kommuneplan 2017 og en vedtagen Højhuspolitik og mange vedtagne lokalplaner og enkelte ”helhedsplaner” for større byudviklingsområder..

Har planerne medført, at Arhusianerne har overblik over kommunens udviklingsretning og byggeriernes arkitektoniske kvalitet og den kommunale service’s nutidige og fremtidige tilstrækkelighed?

Kan man slå op i kommuneplanen og se, hvordan det område, hvor man tænker at købe hus, ser ud om 5 eller 20 år?

Har århusianerne – byrødder og bygherrer og borgere – grund til at tage planerne alvorligt?

Stoler århusianerne – byrødder og bygherrer og borgere – på planerne? På politikerne?

Svaret på de 5 spørgsmål er i alt for mange tilfælde NEJ.

Det er demokratisk set ret katastrofalt.

Nu har jeg i et års tid siddet i byrådet igen, også som formand for byrådets tekniske udvalg – 27 år efter at jeg sidste gang stoppede som byrådsmedlem. Selvom jeg mener at have fulgt godt med i de kommunale sager i alle 27 år – med regelmæssige møder i Enhedslisten Århus kommunalgruppe – har byrådsarbejdet givet overraskende indsigter i mekanismerne bag manglen på troværdighed i kommunens plan-arbejde.

Et mindeværdigt citat: ”Det bedste sted, en borgmester kan stå, er under en byggekran”. Gæt fra hvem!

Helt overordnet har borgmester, rådmand og byråd ønsket flest mulige boliger til et voksende antal århusianere – helst boende tættere sammen, begrundet i et ønske om arealbesparelse og mindre trafik. Derfor har borgmester, rådmand, byråd ønsket at lægge færrest mulige hindringer i vejen for bygherrers byggeønsker. Konsekvens:: man udarbejder lokalplaner og byggetilladelser uden den forudgående helhedsplanlægning, som ifølge Kommuneplan 2017 skulle sikre plads til institutioner, skoler fritidsfaciliteter, som de flere beboere har behov for – men som den enkelte boligbygherre ikke kan tjene så meget på at indarbejde i arealanvendelsen. Ofte også med nedrivning af bevaringsværdige bygninger, som ”ligger i vejen”.

En plan – en kommuneplan, en helhedsplan, en lokalplan, er jo normalt en tilkendegivelse af udviklingsretning. I det og det område ønsker vi den karakter af boligbyggeri og industribyggeri og den og den byggehøjde og byggetæthed. Så: projektforslag som svarer til planen, fremmer vi – projekter som er i modstrid med planen, afviser vi.

Aarhus Byråd har IKKE ønsket at styre udviklingen. Man har ladet bygherrernes profitstyrede byggelyst bestemme udviklingen.

Højhuspolitikken går ud på at understøtte en bevaring af byens karakter af ådals-by: byg lavt på det lave og højt på det høje. Men byrådet har tilladt hæmningsløst højhusbyggeri i Århus ådalen: Ceres-området, godsbanearealet, Sydhavnen, Frederiks Plads. Byrådet har endog vedtaget en styringsløs formulering: på bestemte steder vil man ”ikke udelukke højhusbygggeri”. Frederiks Plads, Sydhavnet, Mindet 6 (”Borgmesterstangen”). På Aarhus Ø er den oprindelige ganske smukke høje og tætte bebyggelsesplan blevet tilladt overrendt af større byggehøjde og bebyggelsestsæthed og færre perspektivåbninger. I den del af kommuneplanrevisionen, der handler om det åbne land, foreslås at ådalene skal friholdes for højhusbyggeri. Men ”Skytower” er tilladt i Egådalen, og ved Frichsvej i Åbyhøj har vi fået Systematic-højhuset.

Århusianerne? De har sådan set først opdaget udviklingens problemer, når husene var bygget. Borgerinddragelse? Århusianerne får lov at ytre sig om planerne, når de næsten er færdige, det vil sige: når rådmand og embedsmænd har forhandlet et par år om projektet – og så ”vil det jo være synd for bygherren” at sige NEJ! Om højhuse skrives så kønt i Kommuneplan 2017: ”Det skal være projekter, der har respekt for byens rum og arkitektur, og det skal være i konstruktiv dialog mellem alle involverede parter, ikke mindst århusianerne”. ”Borgmesterstangen”, højhuset på Mindet 6, er et eksempel på sådan konstruktiv dialog: 243 indsigelser ”giver ikke anledning til ændring af projektet”.

Vreden, frustrationen kom til udtryk i valgresultatet november 2021, hvor højhusjuntapartierne S og V fik betydelig tilbagegang.

Magistratsordningen eller rettere den måde den fungerer på er en vigtig del-forklaring på tillidstabet. Når en bygherre har grund og projekt, beder han (det er oftest hanner) om ”forhåndsdialog” med rådmandens forvaltning. Rådmanden bestemmer enevældigt, om sådan forhåndsdialog skal forudsætte, at gældende planbestemmelser er overholdt. Når rådmanden siger: enhver projektskitse skal realitetsbehandles, også selvom den overskrider tilladt byggetæthed og byggehøjde, eller den vil kræve lokalplanændring, ja så må embedsmændene bruge tid på dialog om projektet og eventuelt om ”tilpasning” til gældende bestemmelser eller ny lokalplan.

Eksempel 1: Sonnesgade 13, som avisen har brugt som eksempel på en ny politisk verden: kommuneplanen tillod en bebyggelsesprocent på 100 – bygherren ønskede næsten dobbelt så meget. Hvis plan var plan, havde bygherren fået et umiddelbart administrativt afslag. Men – efter rådmandens ønske er der brugt uendelig mange medarbejdertimer, inden man kom frem til at byrådet afviste projektet.

Eksempel 2: Rolighedsvej 16a, Strandhuset i Risskov Strandpark: umiddelbart efter vedtagelsen af lokalplan 1031, hvori bevaring af Strandhuset i uændret form var besluttet, søgte ejer først om ned-rivning og erstatning med 4 villaer, senere tre og til sidst to huse. Ejeren mente ikke at skulle respektere lokalplan 1031 – det gjorde rådmanden heller ikke. Hvis plan var plan, havde bygherren fået et umiddelbart administrativt afslag. Århusianere fra alle dele af byen protesterede mod byggeplanen, og bygherren opgav. Monstro projektet kommer frem igen nu efter valget?

Eksempel 3: Sølystgade 21. Lige efter vedtagelsen af Helhedsplan for Øgade-kvarteret fremsendte rådmanden indstilling om et byggeprojekt, der strider mod Helhedsplanen. Hvis plan var plan, havde bygherren fået et umiddelbart administrativt afslag.

Eksempel 4: Nordre Strandvej 7, ”Øjenlægens hus”: kort tid efter vedtagelsen af en lokalplan, med tillade bebyggelsesprocent 45 ,på baggrund af en stor borgerinddragende debat, kom bygherre med projekt med 80% og større byggehøjde end lokalplanen tilsiger. Hvis plan var plan, havde bygherren fået et umiddelbart administrativt afslag. Men rådmand Simsek har ladet bruge mange, mange arbejdstimer på at ”bearbejde” projektet ned til 69%. Det er ikke fremsendt til byrådet endnu.

Som nævnt: projekter behandles i flere år, før ”borgerinddragelsen” indtræffer. Det har Enhedslisten foreslået ændret – ved noget så simpelt som en åben projekt-postliste, hvor borgerne vil kunne se alle ansøgninger om forhåndsdialog om byggeprojekter. Det bliver spændende at se, om byrådet mener noget med ”tidlig inddragelse”. Det kan gøres let og billigt – det kan også henlægges til syltning i rådmandens enevældige sylteglas.

Kommuneplan2017 fremhæver vigtigheden af, at vi sikrer byens forsyning med rent grundvand. Men med den netop vedtagne Marienlyst-udviklingsplan, og med den foreslåede Malling-byudvikling, vil man lægge ganske store bykoncentrationer i drikkevandsdannelsesområder – med fri round-up-ret i villahaverne.

Århusianernes by er i de seneste 10 år blevet påført meget mindre-end-meget-smukt byggeri. Mange børnefamilier tilbydes at bo i lejligheder med langt til institution, overfyldte skoleklasser, venteliste til fritidsfaciliteter – grundet mangel på samtidig forsyning med faciliterer. En del flyttter til Skanderborg og Hinnerup. Det problem vil ikke blive løst, blot ved at øge udbuddet af villagrunde.

Som nævnt: Svaret på de 5 spørgsmål er i alt for mange tilfælde NEJ. Og det er GALT!

Vi har brug for, at århusianerne kan have tillid til planproces og borgerinddragelse.

Vi har brug for en meget anderledes kommuneplanpraksis i Århus, ikke mindst: med respekt for flere af de smukke men efter deres indhold byggeri begrænsende ord i kommuneplan 2017.

Vi har brug for, at borgerinddragelse bliver mere end blot ret til at ytre sig – og blive tilsidsesat.

Viggo Jonasen

nu 2. suppleant til Århus Byråd (EL)

POLITIKERTANKER – SOCIAL UDRENSNING

Politiker-tanker om social udrensning.

Hvad tænker politikerne egentlig om de mennesker, hvis skæbne de beslutter?

I Århus Byråds lidt hede debat 1. og 15. december om nedrivningsplanerne for Bispehaven, som blev benævnt Ghetto, men som nu lidt pænere kaldes ”omdannelsesområde”, fik rådmand Simsek og borgmester Bundsgaard lukket op for tanke-posen.

De skældte ud på Enhedslisten for at stemme imod nedrivningsplanerne og tvangsflytningsplanerne.

Simseks ord:

”Jeg ved ikke, om der er i Enhedslistens ideologi ikke er plads til, at kvinder i disse udsatte boligområder skal have ligestilling. Jeg ved ikke, om der i Enhedslistens ideologi ikke er plads til, at den sociale kontrol i disse boligområder skal jævnes med jorden. Jeg ved ikke, om det er den ideologi, Enhedslisten har, som ikke tror på nogen religion, går ind for imam-råd. Jeg ved ikke, om Enhedslisten ønsker at fastholde en hel gruppe af børn og unge i social fattigdom, kontanthjælp, arbejdsløshed, et parallelsamfund – måske i håb om, at de vil stemme på Enhedslistens politik”

Borgmester-ord

”der er stadigvæk tre så mange gange kvinder i det her lokalområde, som ikke er i beskæftigelse som i resten af Aarhus. Der er tre gange så mange unge mennesker, der begår kriminalitet, og der er i det hele taget alt for mange mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet i det her lokalområde. Vi giver ikke de børn, der vokser op i det her lokalområde en fair chance på lige fod med andre børn i Aarhus. Og det er det, vi skal lave om. Og det er også derfor, vi kan ikke som Enhedslisten sidde på hænderne.”

Det interessante er ikke, at rådmand og borgmester påstår, at Enhedslisten har sære synspunkter, hvorefter de kritiserer de synspunkter, de pådutter os – det vænner man sig til i byrådet.

Interessant er derimod social-udrensnings-tankegangen: hvis man tvangsflytter de ”ikke vestlige” og ”uden-for-arbejdsmarkedet” beboerne, får man et ”renere område”, hvor middelklassen kan flytte ind, og så falder procenten af ”de forkerte”.

Interessant er de meninger, som rådmand og borgmester udtrykker, om de pågældende beboere – ja nærmest: den ringeagt de to herrer udtrykker..

Interessant er også borgmesters og rådmand mangel på interesse for, om de tvangsflyttede mennesker får det bedre af flytningen:

Bliver forældrene bedre i stand til at hjælpe børn med lektierne, fordi man flytter dem? Er det næste skoletilbud bedre end det nuværende?

Bliver forældrene mindre fattige, fordi man flytter dem?

Kommer førtidspensionisterne i job, fordi man tvangsflytter dem?

Ophører de kriminelle med kriminalitet, fordi man tvangsflytter dem?

Holder de troende op med at snakke med imamen, fordi man tvangsflytter dem?

Bliver de påstået undertrykte kvinder frigjort, ved at man tvangsflytter dem?

Den radikale Ahmad Yussuf spurgte borgmesteren, spørgsmålene kan besvares med evidens. Borgmesteren svarede med at rejse tvivl om den radikale byrådsgruppe er en pålidelig forligspartner? Ghettoplanforliget, nedrivningsforliget er indgået mellem alle byrådets partier minus Enhedslisten!

Hvorfor nedrive ny-renoverede boligblokke? Det er jo kun nødvendigt, fordi man ikke kan sige mennesker op fra lejemålet, med den begrundelse at de er ”ikke vestlige” og ”uden-for-arbejdsmarkedet”. Men nedrivning er lovlig begrundelse for udrensningen – tvangsflytningen.

Borgmester og rådmand siger, at de vil skabe tryghed i boligområdet ved nedrivning og tvangsflytning. Men de skaber stor utryghed hos de beboere, der får stillet tvangsflytning i udsigt, og hos de tilbageblivende beboere, der kan se frem til nogle års nedrivnings- og byggestøj.

Jo, der er hældt lidt flødeskum ud over tvangsflytningsplanen. Borgmesteren har aftalt med boligforeningerne, at man vil hjælpe med genhusning, ganske vist sådan at de tvangsflyttede ikke kan vælge visse af de billigere boligafdelinger.

Jeg kan garantere, at Enhedslisten er tilhænger af at mindske fattigdom og af at børn med behov for indlæringsstøtte får indlæringstøtte.

Enhedslisten mener – modsat den ”liberale” Simsek, at religion er en privat sag.

Sociale problemer skal løses med social indsats, ikke spredes med tvangsflytning og buldozning.

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem (EL) Formand for Teknisk Udvalg

2021.12.25

Kommunestyre i Danmark 1803-2021

2   Indhold:

3   Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

4   1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

6   Udviklingen siden 1970: re-centralisering

7   Behov for en ny kommunalreform?

8   2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

10 Politiske motiver bag reformen:

11 Konklusion

12 Efterskrift I: strukturreformen –  status december 2008

14 Efterskrift II: status december 2013

16 Efterskrift III: status december 2021 

Notatet er skrevet ad flere omgange –

Først efter vedtagelsen i 2005 af 2007-reformer,

Derefter i december 2008 som status på ikrafttræden,

Siden i december 2013

Senest i december 2021.

Jeg har valgt at lade teksterne stå (næsten) uændrede. Den deraf følgende lidt ujævne læserytme må man tilgive mig.

3. februar 2021 – 31. december 2021 har jeg være indsat som byrådsmedlem i Århus, efter en pause på 27 år. De 11 måneder har været et intensivt brush-up kursus kommunalpolitisk arbejde – og ændringer i det. Herom i sidste afsnit. Megen tak til byrådskolleger for en mangfoldighed af indtryk og en del lærerigt sam- og modarbejde. 

Viggo Jonasen

2021.12.15

Cand. scient. pol. (Aarhus 1973)
Lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole, Århus (1976-2004)
Byrådsmedlem i Aarhus 1974-1978, 1986-2003, 2021
Medlem af regeringens Opgavekommission 1996-1998
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd 2004-
Medlem af Udviklingsrådet for Region Midtjylland 2007-2010
viggojonasen@gmail.com 0045 61712219

Publikationer bl.a.

Dansk Socialpolitik 1708-2008 (10. ed. 2008) www.viggojonasen.dk
The History of the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk
The main agents in the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk
The welfare state – social work – the individual and her autonomy (2001) www.viggojonasen.dk
Non Profit Organisations in the Danish Welfare State System (2004/2012) www.viggojonasen.dk

Kommunestyre i Danmark – fra centralisering via decentralisering til re-centralisering.

Kommunalt selvstyre anses af mange for en central værdi i europæisk politik. Europarådet har vedtaget en konvention om kommunalt selvstyre (1985). Konventionen gælder kommunalt selvstyre på det, der i Danmark kaldes primærkommunalt niveau og amtskommunalt niveau. Konventionen er ikke nogen grundlov – men den angiver dog nogle standarder, som landene forventes at leve op til. Blandt de standarder er, 

– at de offentlige opgaver først og fremmest skal udføres af det valgte organer så nær borgeren som muligt, 

– at de lokale selvstyreenheder skal have reelt selvstyre inden for deres opgaveområder, og 

– at de skal have tilstrækkelige egne midler til opgavernes løsning, herunder ret til at udskrive lokale skatter. 

Det nævnes, at begrænsninger i det lokale selvstyre kun bør ske ved lov – ikke ved sideordnede organers lov-uregulerede beslutninger. Det synes i øvrigt som om konventionen, charteret, er præget af overvejelserne i den danske 1970’er kommunalreform.

Dansk kommunestyre kan traditionelt beskrives ved 3 dimensioner:

–  en organisation, der ledes af lokalt valgte repræsentanter,

–  et sæt af opgaver, dels bestemt ved lov, dels iværksat på lokalt initiativ uden lovgivning,

–  en finansiering, baseret hovedsagelig på kommunal skatteudskrivning (“kommunernes ret til sig at beskatte”), og eventuelt  på statslige overførsler til kommunerne.

Ændringer af kommunestyret kan politologisk analyseres ved at undersøge: hvilke politikere foreslår hvilke ændringer af én eller flere af de tre dimensioner, og hvilke udtalte eller uudtalte motiver har politikerne til at foreslå ændringerne. Ændringerne kan ske “bottom-up”, ved at kommunalbestyrelser på tager sig opgaver, som siden bliver reguleret ved statslig lovgivning. Ændringer kan også kan ske “top-down” ved at regering og Folketing pålægger eller fratager kommunerne opgaver eller pålægger dem en ændret organisering og/eller finansiering af opgaverne.

Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

Det danske kommunestyres har udviklet sig fra enevældens fattiglove i 1803 og almueskolelov i 1814. Disse love påbød oprettelse af fattigkommissioner og skolekommissioner i de enkelte sogne. Hver kommission bestod af nogle “fødte” medlemmer, med sognepræsten som formand, og nogle valgte medlemmer. Kommissionerne skulle beslutte om fattighjælps uddeling og betaling, og om oprettelse og drift af skole, herunder aflønning af lærer, og opkrævning af bidrag til skolens drift. I byerne (“købstæderne”) bibeholdt man en “borgerrepræsentation”.

I 1837-42 blev landkommunernes kommissioner samlet til et direkte valgt “sogneforstanderskab”, som havde samme opgaver, men som kunne opkræve en samlet kommuneskat – altså ikke mere en “fattigskat” og en “skoleskat”. Samtidig oprettedes for landområderne amtsråd, med opgaver vedrørende sygehusvæsen og regionale veje. Amtsrådene var indirekte valgt, valgt af repræsentanter for landkommunerne.  

Grundloven af 1849 indeholder en § 96 om kommunestyre: “Kommunernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændigt at styre deres Anliggender, vil blive ordnet ved Lov”. Denne formulering afspejler en politisk opfattelse om vigtigheden af kommunernes selvstændighed. Man kan altså sige, at årene fra 1803 til 1849 medfører en bevidsthedsudvikling: fra at de kommunale opgaver er en byrde, pålagt af regeringen, er de blevet en nærmest ejendomslignende rettighed for kommunerne. Grundloven fra 1953 har samme formulering, blot i lidt mere moderne sprogbrug.

Kommunestyrets udvikling i Danmark fra 1803 og til 1970 kan karakteriseres ved, at 

1) stadig flere opgaver tages op af kommunerne, 

2) stadig flere opgaver henlægges ved lov til kommunerne. 

3) en voksende del af de kommunale opgaveløsninger sker efter direkte statslig godkendelse, og

4) en voksende del af finansieringen sker ved statslige refusioner til kommunerne, og

I mange tilfælde ser vi en efterfølgende lovgivning, som legitimerer en allerede iværksat kommunal indsats, og som tilvejebringer fælles regler for opgavernes løsning – dog ofte sådan, at opgaven kun skal løses på en bestemt måde, hvis kommunalbestyrelsen beslutter sig for at tage opgaven på sig.

Et vigtigt aspekt af udviklingen har været, at staten påtog sig at refundere en mindre eller større del af finansieringen af opgaven, hvis kommunerne påtog sig at udføre opgaven. Man kan for så vidt sige, at Rigsdagen erklærede det for ønskeligt, at kommunerne oprettede biblioteker og byggede veje og ansatte lærere og etablerede bespisning af skoleelever og etablerede kommunal børnetandpleje og etablerede daginstitutioner og ældre-hjem. De kommuner, der (frivilligt) fulgte Rigsdagens ønsker, fik dækket en vis procentdel af udgifterne til opgaven. Men det forblev frivilligt for kommunalbestyrelserne, om de ville påtage sig opgaverne. Og de kommunalbestyrelser, som besluttede at afholde sådanne udgifter, måtte over for deres vælgere forklare, hvorfor de gjorde det, og dermed løbe den risiko, at vælgerne afsatte dem ved næste valg.

Igennem 1950’erne og 1960’erne medførte den tekniske og trafikale og uddannelsesmæssige udvikling, at opgaverne blev for store for de små kommuner. Der var i 1960 ca. 1350 kommuner i Danmark. Mange af dem havde 500-1000 indbyggere, og de bestod af det samme sogn, som var blevet etableret i 1100 tallets kirke-ordning! Folketinget besluttede i 1960’erne at iværksætte en kommunalreform, som skulle være en del af en samlet reform af hele den offentlige forvaltning. Et meget omfattende kommissionsarbejde forberedte reformen. Der var almen politisk enighed om, at reformen var nødvendig. Der var politiske nuanceforskelle om reformens indhold og tempo, men i det store og hele var der konsensus. Reformlovgivningen gennemførtes i løbet af 1970’erne

1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

Den lokale organisation: 

Ved reformen blev de ca. 1350 kommuner sammenføjet til 275 kommuner. Derved blev mindste størrelse af kommuner hævet til o. 5000 indbyggere. Sondringen fra middelalderen mellem byer (“købstæder”) og landkommuner blev ophævet. På regionalt niveau blev der etableret 14 amtskommuner (tidligere 25). De statslige opgaver blev reduceret, og mange af dem udlagt til kommuner og amtskommuner. I alle kommuner og amtskommuner valgtes en kommunalbestyrelse (byråd, amtsråd), som valgte sin egen formand (borgmester/amtsborgmester). Det blev stort set overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme, hvordan administrationen skulle opbygges.

Man opretholdt et regionalt statsligt “tilsyns-system”, med amtmanden som den centrale figur.

Kommunernes opgaver:

Opgavefordelingen mellem kommuner, amtskommuner og stat, blev hovedsagelig bestemt efter et princip om faglig og befolkningsmæssig bæredygtighed. Derved forstod man, at opgaverne skulle løses af en geografisk enhed, der havde et tilstrækkeligt befolkningsunderlag til ansættelse af uddannet personale til løsning af opgaven. 

Kommunen skulle være det sted, hvor borgeren henvender sig med dagligdags problemer og opgaver. Opgaver som sundhedspleje for børn, daginstitutioner for børn, folkeskole, biblioteksvæsen, vejvæsen, kloakvæsen, vand- og varmeforsyning, ældreomsorg, fysisk og social planlægning, bygningsvæsen, blev lagt i kommunerne. 

1970’ERNES OMLÆGNING AF DE OFFENTLIGE  OPGAVERS LEDELSE, FORDELING OG FINANSIERING.


Reform FormålForventet eller faktisk virkning
Kommunalreform 1970. Kommune-styrelseslov 1970.Skabe bæredygtige administrative enheder.1064 kommuner bliver til 275. 25 amter bliver til 14.
Opgavefordelingsreform 1970 – Decentralisering af opgaver inden for den offentlige sektor.Bedre service. Mere effektiv opgave-løsning.
Byrdefordelingsreform.Den, der disponerer, bærer også det økonomiske ansvar.Beskæring af procentrefusion til fordel for generelle tilskud  (“bloktilskud”).
Planlovs-reform 1960 – 1975Modernisering og forenkling af arealplanlægningen.Større regionalt og lokalt spillerum for selvstændig planlægning af arealanvendelsen. Giver borgeren adgang til at ytre sig i forbindelse med arealplanlægning
Sektorplan-systemet 1970 – Sikre at beslutninger inden for    enkelte sektorer koordineres og ses i flerårigt perspektiv gennem øget information imellem forskellige offentlige instanser.Skoleudbygningsplaner. Sociale udbygningsplaner. Miljøplanlægning.  Planer for vejnet og kollektiv trafik.
Miljøreform 1972Fremme beskyttelsen af de naturgivne ressourcer og værdier.Afhjælpning af miljøulemper (luft, vand, støj).
Social styrelseslov 1970.                      Sygesikrings- og dagpengelov 1973.Bistandslov 1976.Skabe forudsætning for               decentralisering og koordinering af opgaverne på sundheds- og     socialområderne.Forbedrede muligheder for kommunerne i hjælpearbejdet overfor borgerne.
Budget- og regnskabs-reform 1977.Sikre et grundlag for en effektiv central økonomisk styring.Bedre overordnet planlægning, styring og kontrol i den enkelte kommune. Stærkere statslig styring af kommunernes økonomi.

Amtskommunerne skulle tage sig af sygehus- og lægevæsen, gymnasier, døgninstitutioner for børn, dag- og døgninstitutioner for handicappede, overordnet vejnet, regional busdrift, miljøtilsyn med særligt forurenende virksomheder, og arealplanlægning for “det åbne land”. Samt en vigtig rådgivningsfunktion i forhold til kommunernes socialforvaltninger på handicap- og børneområderne.

Med til idéen om bæredygtighed hører slagordet “ét bysamfund – én kommune” – det vil sige: den enkelte kommune skulle normalt rumme boligerne for de indbyggere, der arbejder i den. Man ønskede at etablere kommuner af en sådan størrelse, at folk ikke skulle pendle over kommunegrænsen på vej til og fra arbejde. 

Staten skulle via lovgivning og landsplanlægning etablere rammerne for amtskommuners og kommuners opgaveløsning. Og staten skulle varetage et vist legalitetstilsyn med kommuners og amtskommuners forvaltning. Mange regler om statslig godkendelse af kommunale enkeltbeslutninger blev afskaffet.

Et vigtigt princip fra den historiske udvikling blev bibeholdt: kommunalfuldmagten, den ikke-lovfæstede retsgrundsætning, at en kommunalbestyrelse kan beslutte at iværksætte eller støtte en bestemt aktivitet af almennyttig karakter, uden at der er eksplicit lovhjemmel.

Kommunernes finansiering:

Et nøglebegreb i reformen var decentralisering: sagt lidt populært skulle kommunalbestyrelserne have frihed til selv at bestemme serviceniveau og skatteniveau. Det skulle være en sag mellem kommunalpolitikerne og deres vælgere, om kommunen skulle nyde højt serviceniveau og yde høj skat – eller kommunens indbyggere skulle nyde lav skat og lousy service. 

Det tidligere system med statslig refusion af bestemte udgifter blev (næsten helt) afløst af et system med statsligt “bloktilskud” til kommunerne og frihed for kommunalbestyrelserne med hensyn til, hvordan de ville anvende det statslige tilskud. Kommunernes indtægter bestod altså af to dele: et statsligt fastsat bloktilskud (o. 20% af kommunernes nettoudgifter) og en af kommunalbestyrelsen bestemt kommuneskat (indkomstskat, ejendomsskat – o. 80%). Hertil kom eventuel lokalt bestemt forældrebetaling for daginstitutioner og hjemmehjælp, og evt. takster for kollektiv transport m.m.

Udviklingen siden 1970: re-centralisering

Kommunalreformen blev gennemført, med lov om kommunernes styrelse og inddeling fra 1970, og bl.a. en socialreform 1971-1976, planlovsreform 1977 og mange andre lovændringer (se ramme).

To vigtige udviklinger finder sted igennem 1970’erne og 1980’erne:

Krav fra befolkningen om stadig øget service bliver imødekommet af kommuner, amtskommuner og stat, i form af udbygning af daginstitutioner, skoler, gymnasier, hospitaler, veje. Dermed vokser kommunernes andel af samfundsøkonomien meget stærkt. 

En økonomisk krise – arbejdsløshedskrise – slår igennem fra 1973. Efter skiftende lave konjunkturer sker der igen et økonomisk opsving fra 1994-2002,  så en vis stagnation, efterfulgt af en kort højkonjunktur fra 2005 og ved udgangen af 2008 udsigt til egentlig økonomisk krise.

Væksten i den kollektive service følges af stadig stærkere krav fra Folketing og regering om strammere styring af kommunerne, især kommunernes udgifter. Samt fra ca 1983 af New Public Management-ideologien, en effektiviserings-doktrin, der med større ret kunne betegnes Old Industrial Management tankegangen. Grundtanken i decentraliseringen: at kommuneskat og serviceniveau skal være et selvstyre-anliggende, til (eventuelt konfliktpræget) afgørelse mellem kommunalpolitikere og vælgere, bliver trængt i baggrunden, og bliver afløst af statslig kontrol med udgifterne. Formen for denne kontrol er ejendommelig: den sker i form af forhandling om en pseudo-frivillig aftale mellem finansministeren og bestyrelserne for Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen (ARF) om, hvor meget kommuners/amtskommuners udgifter og skat må stige i næste budgetår. “Pseudo-frivillig” kalder jeg det, fordi finansministeren forhandler på baggrund af en trussel om via lovgivning at skære ned i kommunernes bloktilskud, hvis de ikke “frivilligt” går med på aftalen. Bemærk: der har ikke været forskel mellem finansministrenes måde at forhandle med kommunerne om de årlige økonomi-aftaler, uanset om ministeren var socialdemokrat, venstremand eller konservativ. Forhandlingerne sker under begge parters rituelle påberåbelse af det kommunale selvstyres fortræffelighed og KL’s lige så rituelle beklagelse over regeringernes økonomiske tryk på kommunerne. Dog er opbremsningen af de kommunale udgifter mere voldsom under den seneste Venstre-regering end under de tidligere regeringer. Denne styreform er i nogenlunde klar modstrid med selvstyre-chartrets artikel 4.4. I forbindelse med 2005-reformen har regeringen endda fået vedtaget lov om fastfrysning af kommunernes skat, i direkte modstrid med selvstyre-chartrets art. 9.3. En ganske spektakulær virkning af dette såkaldte “skattestop” er, at 162 af 271 kommuner søgte regeringen om tilskud fra regeringens “pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner” for budgetåret 2006: de vil ikke kunne opretholde den nuværende kommunale service, hvis de ikke enten får tilladelse til at forhøje skatteprocenten eller får et ekstraordinært statsligt tilskud (Politiken, 28. august 2005). 

Især igennem 1980’erne og lige til dato er statens økonomiske klemme på kommuner og amtskommuner blevet transmitteret til de ansatte i form af krav om “effektivisering”, dvs. løsning af flere opgaver i løbet af arbejdsdagen. Det er blevet udmøntet i form af indskrivning af flere børn i den enkelte daginstitution, med lige mange eller færre pædagogtimer til rådighed, og det er blevet udmøntet i form af færre minutter pr. rengøringsopgave i skoler og på plejehjem, i form af færre minutters praktisk hjælp til rengøring i den handicappedes hjem, og i form af kortere indlæggelsestid på sygehus pr. patient. En del amter har søgt at begrænse sygehusudgifterne gennem nedlæggelse af mindre lokale sygehuse og samling, koncentration på større enheder. En følgevirkning af “effektiviseringen” er stigende sygelighed og pensioneringsfrekvens blandt offentligt ansatte.

I samme periode har vi set en tiltagende statslig detailstyring af kommuner og amtskommuner hvad angår opgaverne. Tydeligst har denne udvikling været på sundhedsområdet: regeringer har pålagt amtskommunerne “behandlingsgaranti” for visse sygdomme: behandling/operation inden for en bestemt periode efter diagnosticering. Dermed tvang regeringen amtsrådene og siden regionsrådene til at opprioritere de pågældende behandlinger – og derefter bruge sit amtslige/regionale “selvstyre” til helt selv at bestemme, hvilke andre opgaver, der skal nedprioriteres. Regeringerne har pålagt kommunerne at benytte en bestemt procedure og et bestemt skema ved sagsbehandling af pensionsansøgninger – en form, der er i modstrid med selvstyre-chartrets art. 4.5 og 6.1.. 

En hovedtendens i udviklingen har altså været: tiltagende centralisering, “top-down” styring – og indskrænkning af det kommunale økonomiske selvstyre og kommunernes beskatningsret.

Behov for en ny kommunalreform? C-V-regeringen (2001-2011) 

1970’ernes Kommunalreformen har stort set fungeret godt. Tekniske, sociale og trafikale og undervisningsmæssige udviklinger har medført, at de mindste kommuner er lidt for små til at løse de opgaver, der var henlagt til dem. Men hovedindtrykket er, at opgaver og kommunestørrelse matcher. 

I hovedstadsområdet blev princippet om “et bysamfund – én kommune” ikke realiseret. Et par kommissioner blev i 1990’erne sat til at undersøge løsning på de deraf følgende problemer, men uden at det gav anledning til større ændringsforslag.

Imidlertid havde det ene af de nuværende regeringspartiet, Det konservative Folkeparti, et ønske om at afskaffe det ene af “de tre skatteudskrivende led”, nemlig amtskommunerne. Indenrigsministeren (Venstre) så en mulighed for politisk profilering ved at gennemføre en kommunalreform, med nedlæggelse af amterne. Han havde for resten selv, i 2001, udtalt, at nedlæggelse af amterne ikke var nogen brugbar vej til effektivisering af sygehusvæsenet. En hurtigt arbejdende Strukturkommission blev nedsat i oktober 2002 – den afgav betænkning i januar 2004, om en strukturreform. Reformen sammenlagde de 271 kommuner til ca. 98, nedlagde amtskommunerne, oprettede 5 regioner med sygehusdrift som hovedsagelige opgave, lagde en del af de amtskommunale opgaver ud til de nye kommuner, og overførte en del amtslige og kommunale opgaver til staten..

Flere politikere fra Venstre og Konservative har åbent erklæret, at strukturreformen er “Reformen, som ingen har bedt om”. Det gælder f.eks. den tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg, folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech, og den tidligere formand for amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (alle fra partiet Venstre). Venstres indenrigsminister og “kronprins” Lars Løkke Rasmussen var blot 4 år før reformen modstander af at nedlægge amterne.

Alligevel: allerede fra efteråret 2003 var mange borgmestre i gang med at forhandle kommunesammenlægninger, nærmest ud fra ræsonnementet: det sker alligevel – så må vi hellere søge indflydelse på, hvem vi bliver lagt sammen med.

I juni 2004 blev et politisk flertal etableret: C-V-regeringen plus Dansk Folkeparti. Og lovforslag blev vedtaget inden sommerferien 2005, til ikrafttræden 1.1.2007. 

Vil Danmark blive et bedre land at bo i, når kommunalreformen bliver gennemført? For de fleste indbyggere vil forskellen umiddelbart ikke være stor. Det er tænkeligt, at sammenlægning af nogle af de mindste kommuner vil betyde en serviceforbedring i disse kommuner. Det kunne man have opnået uden “den store reform”. Men hvad går reformen mere præcist ud på?

2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

Reformen består af 50 love, som tilsammen ændrer flere hundrede love. Visse hidtil kommunale og amtslige opgaver bliver statslige, såsom skatteforvaltning og gymnasiedrift. Men størstedelen af lovændringerne handler om regionernes og kommunernes organisation, opgaver og finansiering. 

Organisation:

Ved reformen oprettes 5 centre for regional statsforvaltning, med underafdelinger i flere byer.

Amterne nedlægges, og der oprettes 5 regioner, med hver sit direkte valgte regionsråd på 41 medlemmer. 

De 271 kommuner lægges sammen til 98 kommuner, lige som hidtil med en Kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen.

Opgaver:

De regionale statsforvaltninger kommer bl.a. til at tage sig af skatteforvaltning (hidtil kommunal funktion), visse opgaver på kulturområdet (nogle museer, teatre, m.v.), dele af arbejdsformidlingsområdet. Den amtskommunale sociale vejledningsfunktion i forhold til kommunerne afskaffes. Som delvis erstatning oprettes en central statslig vejledningsvirksomhed, kaldet VISO – med vægt på en internetportal-funktion. 

Regionerne skal først og fremmest beskæftige sig med sygehusdrift, men derudover med regional erhvervsudvikling – ikke hidtil nogen stor opgave – og drift at de mest specialiserede sociale institutioner (antagelig sikrede institutioner for unge, muligvis enkelte handicapinstitutioner). Regionerne skal også oprette regionale trafikselskaber, der skal varetage al kollektiv transport. Det vil sige, at hidtil kommunale busruter skal overleveres til regionerne. En vigtig forskel fra hidtil gældende ordning er, at regionerne ikke må påtage sig opgaver, der ikke er vedtaget ved lov. Også en tilsidesættelse af selvstyrechartrets art. 4.2.

Kommunerne skal udføre de opgaver, de hidtil har haft, plus størstedelen af de opgaver på det sociale område, som hidtil er blevet løst af amtskommunerne (rehabilitering, specialundervisning), En del af opgaverne kan efter “bæredygtighedsprincippet” ikke klares af en enkelt kommune – de skal så udføres af én kommune på flere kommuners vegne og ved finansiering fra disse kommuner. Amtskommunernes hidtidige opgaver på ungdomsuddannelsesområdet, bl.a. gymnasier, overtages af staten.

Finansiering:

Regionerne udskriver ikke skat. De finansieres via 1) et fast statsligt tilskud, 2) et fast beløb pr. indbygger fra kommunerne, og 3) et beløb fra kommunen for hver hospitalsindlæggelse. Regionernes få sociale institutioner skal finansieres via kommunal takstbetaling for de borgere, der indlægges i institution. Trafikselskaberne skal finansieres via billetindtægter – hvis en kommune ønsker, at en rute skal opretholdes i spredt-bebyggelse, skal kommunen selv dække de manglende billetindtægter.

Kommunerne udskriver, som hidtil, skat. Desuden modtager de et statsligt “bloktilskud”, og de opkræver brugerbetaling. Og som nævnt ovenfor: hvis en kommune driver en social institution, der benyttes af borgere fra andre kommuner, skal disse andre kommuner dække deres andel af udgiften.

Disse ændringer synes umiddelbart ikke dramatiske. Men det er de. Der er flere grunde dertil. Nogle grunde kan ses direkte i lovforslagene. Andre grunde må søges i det politiske miljø og de administrative strukturer, der omgiver reformforslagene:

1)   lovene indeholder mere end 200 bemyndigelser til ministrene, til at fastsætte regler om udformningen af kommunal administration og service(-niveau). Hertil kommer direkte lovregler om detaljer i kommunernes administrative opbygning. Dette er i voldsom modstrid til 1970’er reformen, hvor lovgivningen stort set lod kommunerne bestemme, hvordan deres administration skulle opbygges. Særligt skal nævnes, at kommunalfuldmagten afskaffes for regionernes vedkommende: de må kun påtage sig opgaver, som direkte lovhjemlede – eller som de får ministerens tilladelse til at påtage sig.

2)   lovene indskrænker altså kommunernes ret til selvbestemmelse vedr. service. Nogle eksempler: 

a) kollektiv trafik skal drives af et takstfinansieret regionalt trafikselskab – kommunen må ikke selv

b) kommunerne har fået pligt til at lade en del af beskæftigelsesindsatsen udføre af private virksomheder  c) en del af kontanthjælpsadministrationen skal ske via et statsligt IT-system

3)  finansiering af reformen: Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om reformen indebærer, at sammenlægning af kommuner, samordning af EDB systemer, ombygning og tilbygning af kommunale bygninger skal ske inden for kommunernes hidtidige udgiftsramme. Sådanne éngangsudgifter skal altså finansieres via besparelser på andre konti: skoler, institutioner, omsorg, pleje. Reformen indebærer i sig selv en “spare-runde”. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har vedtaget lovgivning om “fastfrysning” af skatteprocenter i kommunerne og forbud mod kommunal lån-optagelse. Med andre ord: grundtanken om økonomisk decentralisering, fra 1970-reformen, er helt opgivet.

4)   finansiering af institutionsdrift efter reformen: særligt på området sociale specialinstitutioner som f.eks. tale- og høre-institutionerne og andre handicap-institutioner, vil princippet om kommunal takstfinansiering med stor sandsynlighed føre til, at der i det mindste i en del år vil ske kommunal underbudgettering på disse områder, med den sandsynlige konsekvens, at institutioner vil blive nedlagt eller reduceret. Sammenholdt med princippet om udlægning af flest muligt af disse institutioner til de nye kommuner, vil det medføre spredning og afspecialisering af de højt specialiserede faglige miljøer, som i dag findes på amt-niveauet. I dag er det amtslige befolkningsunderlag for sådanne institutioner 250-600.000 mennesker. Selvsagt kan kommuner med 20-50.000 mennesker ikke være befolkningsunderlag for en tilsvarende specialisering. Allerede nu, forud for reformen, medfører usikkerheden om institutionernes fremtid mindsket personalerekruttering – og da specialiseringen jo i høj grad er “in the job training”, vil man inden for få år se mangel på specialister.

En vis skepsis hos Folketinget om kommunernes evne til at skuldre de ekstra opgaver på det sociale område affødte oprettelse af et Udviklingsråd i hver region, organiseret under statsforvaltningen, og med medlemmer fra kommunalbestyrelser, regionsråd og brugerorganisationer. Udviklingsrådene skal ”følge og vurdere” udviklingen på det sociale område og specialundervisningsområdet og afgive en redegørelse hvert af årene 2008-2010 til Velfærds- og Undervisningsministrene om udviklingen året før på områderne. Det materiale, som rådene får tilstillet fra kommunerne, giver kun mulighed for stærkt begrænset indsigt i den foregående udvikling.

Ved reformen overtager staten gymnasieområdet fra amterne. Gymnasierne skal herefter drives som “selvejende institutioner”, finansieret efter “taxameter-modellen”: et bestemt beløb pr. gennemført gymnasieuddannelse. Hidtil har amterne drevet en vis regional-politik via gymnasierne: man har opretholdt gymnasier i spredt-bebyggelsesområderne, og til dels anvist elever til de yderligt liggende gymnasier. Denne form for politik forsvinder med reformen. Når gymnasierne skal konkurrere om eleverne, vil der være tendens til koncentration om de store gymnasier med mange faglige valgmuligheder. 

Reformen medfører omlægning af arbejdsforholdene for 6-700.000 offentligt ansatte. Når to eller tre eller fire eller fem kommuner lægges sammen til én komme, skal de ansatte i kommunerne indpasses i hierarkiet i én sammensluttet kommune. Det medfører uundgåeligt for den enkelte ansatte betydelig usikkerhed, konkurrence og positionering. Denne udvikling er allerede nu, i 2005, i gang, og den vil antagelig fortsætte langt ind i 2007.   

Lovforslagene og de skriftlige bemærkninger til lovforslagene efterlader megen usikkerhed og tvivl om de administrative og strukturelle konsekvenser. Lovforslagene er udarbejdet hurtigt og centralt, og de mange hundrede høringssvar er ganske kritiske over for lovforslagene. Det ville have været ønskeligt med en længere periodes grundig forberedelse af reformen. En velvillig tolkning af lovkomplekset kan være, at de mere end 200 bemyndigelser til ministrene til at fastsætte regler skal bruges til at foretage de mange uundgåelige korrektioner efter lovvedtagelsen! En mindre velvillig tolkning kan være ønsket om at undgå den offentlighed om loves fejl og mangler, som ville følge af en lovændringsprocedure, når fejl skal rettes.

Som nævnt flere steder ovenfor, er reformen i mange henseender i klar modstrid med de idéer om lokalt selvstyre, som Europarådet har fastslået som standarder for god local selfgovernment, og som Danmark har tilsluttet sig.

Politiske motiver bag reformen:

Ovenfor har jeg hævdet, at der sagligt set ikke var noget stort behov for en gennemgribende reform. Det var også konklusionen fra den kommission, Opgavekommissionen, som regeringen nedsatte til analyse af hele den offentlige forvaltning, i perioden 1996-1999.

Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet: hvilke politiske motiver kan ligge til grund for de politiske aktørers beslutning om en omfattende reform af hele den offentlige sektor?

Det Konservative Folkeparti (det ene regeringsparti) i mange år har haft som ønske at nedlægge amtskommunerne, bl.a. med den begrundelse at man ønskede at afskaffe “det ene af tre skatteudskrivende niveauer”. Det hører måske med til motiverne, at Socialdemokratiet og partiet Venstre har været dominerende i amtsrådene.

Partiet Venstre har i en del år argumenteret for, at offentlige opgaver i højere grad bør udføres på “markedsvilkår” og i “konkurrence” mellem private entreprenører og kommunerne som entreprenører. Kommunerne – også de kommuner, der havde Venstre-borgmestre – har kun i mindre omfang ønsket at udlicitere opgaver. Det forklares med, at udarbejdelse af udbudsmateriale er administrativt besværligt og dyrt. Det forklares også med, at arbejdskraftintensive opgaver som ældrepleje og børnepasning ikke vil blive varetaget mere effektivt, fordi man etablerer konkurrence. Politikere fra Venstre har fremhævet, at ved sammenlægning til større kommuner vil man kunne skabe administrative enheder, der er store nok til at udarbejde udbudsmateriale og iværksætte licitationer. Venstres formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen fremhævede i sit programskrift fra 1993 Fra socialstat til minimalstat det ønskelige i en reduktion af de opgaver, som løses kollektivt, skattefinansieret og politisk besluttet, til fordel for privat finansieret og markedsorganiseret opgaveløsning også af traditionelle velfærdsopgaver. Det program har ikke indgået i Venstres argumentation direkte i forbindelse med strukturreformen. Men de forventelige effekter af reformen er fuldt ud forenelige med, at et sådant program er underliggende motiv. 

Dansk Folkeparti har stort set ikke udtalt sig om substansen i reformen. Partiet har kun ganske lille repræsentation i kommunalbestyrelserne. Jeg tillader mig den vurdering, at partiet blot har valgt at fungere som parlamentarisk back-up for regeringen i en situation, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Folketinget har været stærkt imod den af regeringen valgte model for kommunalreform.

Der har ikke været meget borger-engagement i debatten om strukturreform. Mindst debat har der været om nedlæggelsen af amterne. Det kan muligvis forklares med, at sygehusnedlæggelser har været det problemområde, borgerne har diskuteret mest de seneste 20 år – og de har ikke skaffet amterne mange tilhængere!

Konklusion:

Den strukturreform, som blev vedtaget i juni 2005, og som trådte i kraft pr. 1. januar 2007, indebærer en væsentlig centralisering i betydningen: forøgelse af regeringens (ikke Folketingets) direkte indflydelse på kommunalbestyrelsernes arbejde – dermed forstærker reformen en udvikling, som skiftende regeringer fra 1980 til 2008 har iværksat, men reformen udgør dog et stort spring i denne henseende.

Reformen har i hvert fald i gennemførelsesfasen medført forringelser i den kommunale og regionale (amtslige) service, alene på grund af aftalen om, at overgangsomkostninger skal afholdes inden for de nu gældende økonomiske rammer. En konsekvens heraf kan meget vel blive spontan individuel efterspørgsel efter privat organiseret velfærdsservice. Det er allerede sket på hospitalsområdet.

Derimod betyder reformen ingen styrkelse af borgerens retsstilling over for kommunen.

Reformen er sagligt set mangelfuldt forberedt. Reformen efterlader mange åbne spørgsmål om, hvordan opgavefordeling og opgaveudførelse skal varetages i de kommende år – spørgsmål, som allerede nu har effekt på f.eks. rekruttering til specialistfunktioner.

Reformen vil på grund af de ansattes usikkerhed om egen fremtid give arbejdsmiljømæssige problemer i mindst et par år, i hvert fald i en del administrative områder og antagelig i mange institutioner.

Reformen er mere et ny-liberalt fremstød for kommunal udlicitering end den er et svar på problemer i den nuværende kommunestruktur. 

Regeringen, der fik fået vedtaget kommunalreformen, har også nedsat en “Tænketank om nærdemokrati”. Man har nok ment, at der ville være noget at reparere på efter strukturreformen. Tænketankens redegørelse er udkommet 31.08.2005  (www.im.dk)

I forlængelse af strukturreformen vedtog Folketinget (COV) i juni 2008 hjemmel til, at Velfærdsministeren kan beskære tilskud til den enkelte kommune, som måtte overskride skatte- eller udgiftsloft. Den hidtil voldsomste centralisering i dansk kommunestyres historie.

I forbindelse med forlig efteråret 2008 (COV) om finanslov 2009 aftaltes, at finansieringen af arbejdsløshedsdagpenge pr. 1.8.2009 skal overgå til kommunerne. Under indtryk af kreditkrise og arbejdsløshedskrise tilsiger det endog ganske voldsomme og uberegnelige konsekvenser for kommuner, hvor større virksomheder indskrænker eller lukker.

Efterskrift I: Strukturreformen – status december 2008 .

Den nye struktur (se s.8) skulle fungere pr. 1.1.2007.

Der var kommunal- og regionsrådsvalg 15. november 2005.

ORGANISATION

Regionsniveau: to instanser: 

De nyvalgte Regionsråd (41 medlemmer) havde status af forberedelsesudvalg – de skulle sørge for, at administration og underudvalg er på plads i løbet af 2006, og indtog derefter rollen som siddende råd. 

De regionale statsforvaltningskontorer har fået chefer, og har indrettet struktur og organisation. En del arbejdsområder, ikke mindst tilsynet med kommunerne, er præget af sagspukler og kritisabelt lange ekspeditionstider.

Kommune-niveau: i november blev der valgt sammenlægningsudvalg (normalt 25-31 medlemmer) i de kommende sammenlagte kommuner – sammenlægningsudvalgene er kommunalbestyrelser fra 1.1.2007. Funktionsperioden blev forlænget for de eksisterende kommunalbestyrelser i kommuner, der lægges sammen med andre. Der var altså i 2006 en dobbeltmagt-situation: de gamle kommunalbestyrelser fungerer stadig og beslutter budget for  2006, og sammenlægningsudvalgene eksisterer, og kan nedlægge veto mod beslutninger, truffet af de gamle kommunalbestyrelser. I kommuner, der ikke lagdes sammen med andre, blev der 15. november 2005 valgt ordinære kommunalbestyrelser, der skal fungere i 4 år. Én af virkningerne af denne dobbeltmagt-situation er, at nogle sammenlægningsudvalg har nedlagt veto mod kommunale investeringer, som var besluttet af “forlængede” kommunalbestyrelser, fordi de mener, at den fremtidige kommunalbestyrelse ikke vil prioritere f.eks. de idrætsanlæg, som hidtidige kommunalbestyrelser gerne vil have bygget i deres lokalområder. 

ØKONOMIPROBLEMER OG DIREKTE STATSSTYRING: En stærkt følt virkning af reformprocessen er, at en del sammenlagte kommuner har massive økonomiproblemer. En del af de tidligere kommuner ”tømte kommunekassen” før sammenlægningen, det vil sige: holdt lavere skatteudskrivningsprocent end svarende til udgifterne. Efter sammenlægningen konstaterede man, at den gennemsnitlige skatteprocent var ikke tilstrækkelig til at dække de hidtidige udgifter. Men så stødte de nye og større kommuner på regeringens /folketingets skatteloft: man måtte ikke hæve skatteprocenten svarende til udgifterne. 42 af de 98 kommuner søgte tilskud fra en pulje under Velfærdsministeriet til ”vanskeligt stillede kommuner”, 19 fik hjælp. En del er nu (dec.2008) ”under administration” af Velfærdsministeriet, det vil sige: efter minister-ordre er de i gang med budgetbeskæring/fyringsrunder. Et eksempel på denne mekanisme er Syddjurs.

OPGAVER: Der er truffet beslutninger om, hvilke hidtil amtslige sociale og revalideringsmæssige institutioner, der skal gå over til primærkommunal drift, og hvilke der skal drives af regionerne. Kommunerne i region Midtjylland har i fællesskab aftalt, at institutionerne drives videre med uændret standard i årene 2006-2008, for at forebygge at usikkerhed om fremtiden skulle få medarbejdere til at flygte fra institutionerne. Denne forebyggelse er siden blevet underløbet ved at den største kommune i regionen, Århus, er gået i gang med en “sparerunde”, der også vil ramme de hidtil amtslige institutioner. Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i de andre 4 regioner.

Efter at det er besluttet, hvilke institutioner der overføres til kommunerne, har de hidtidige amter aftalt, hvilke administrative medarbejdere der skal overflyttes til kommuner og hvilke der skal overflyttes til regionen. For en del medarbejdere har denne situation betydet af arbejdssted og en del daglig mer-transport. En del har valgt tidligere tilbagetrækning end ellers planlagt.

En del amtslige og kommunale opgaver er overført til de regionale Statsforvaltninger. Det gælder bl.a. skattevæsenets opgaver. Det har medført, at en del medarbejdere har fået arbejdsplads langt fra bopælen. En del er gået på pension – en del er søgt over i den private sektor – og en del har accepteret den større geografiske afstand.  231 skattevæsensmedarbejdere nægtede at flytte til Ringkøbing, i den vestlige ende af Danmark – pr.15. april2006 stod de til at få en fyreseddel. Det har medført betydelige problemer for skattevæsenets inddrivelse af skat! Stort set ingen medarbejdere er glade for omlægningerne – mange er temmelig utilfredse.

Strukturændringerne og arbejdspladsflytningerne garanterer for en vis personaleomsætning i de kommende år – og medfører antagelig også, at skatteligning og skatteopkrævning vil tabe effektivitet i hvert fald i en periode.

Til opgaveomflytningen hører formueopgørelse: der er sket værdisætning af de institutioner, især bygninger og jord, der skifter ejere.

INTERNE STRUKTURER:

Regionsrådene er konstitueret, de har udarbejdet organisationsplaner, og en del kontorer er etableret. Hjemmesider er oprettet, med bl.a. organisationsplaner, opgaveoversigter og mødeplaner. Regionsrådene har én stor og nogle mindre opgaver. Den store er: hospitalsdrift. Der er også dannet regionale trafikselskaber, som skal forestå de regionale buslinier og nogle af jernbanelinierne, og som har overtaget buslinier, som hidtil er blevet drevet af enkelte kommuner. Regionsrådene har udpeget hver sit Regionalt vækstforum, som skal diskutere de samfundsmæssige betingelser for økonomisk vækst i regionen: uddannelse, arbejdskraftmobilitet og -forsyning, turisme, og meget andet. Forud for regionernes etablering har ministeren udpeget et Midlertidigt vækstforum for hver region, sammensat af erhvervsrepræsentanter, repræsentanter for større uddannelsesinstitutioner, nogle borgmestre samt et par fagforeningsrepræsentanter. Det midlertidige Vækstforum for Midtjylland har ladet et konsulentfirma udarbejde en beskrivelse af erhvervsforhold, eksportandele og -potentiale, uddannelsesforhold og arbejdsstyrkesammensætning i regionen. 

I sammenlægningskommuner foregik omfattende forhandlinger om, hvordan den kommende kommunes administrative hierarkier skulle indrettes, og om hvilke medarbejdere der skulle indplaceres på hvilke poster i de administrative hierarkier. Det har medført, at ikke alle medarbejdere var så optaget af de daglige administrative opgaver – strukturen og egen kommende placering i den stod højt på bevidsthedsdagsordenen! Det samme er sket, ganske vist i mindre omfang, i de kommuner, der har uændret størrelse, fordi en del hidtil amtsansatte skal indplaceres i kommunernes administrative strukturer, når f.eks. døgninstitutioner for børn/unge overflyttes fra amt til primærkommune. Om de amtslige institutioner, især døgninstitutioner for børn og handicappede, som kommunerne ikke i første omgang ”hjemtog”, og som derfor fik regionen som driftsherre, gælder, at kommunerne når som helst kan kræve dem overført fra region til kommune. Det har betydet usikkerhed for de enkelte medarbejdere og ledere om ansættelsesforhold, usikkerhed om personalerekruttering og efteruddannelse, i sådant omfang at det har udgjort og udgør et egentligt arbejdsmiljøproblem.

Det samlede billede af den danske strukturreform er nu, 2 år efter reformens ikrafttræden: nogenlunde klarhed angående den overordnede struktur – betydelig uvished om ganske store detaljer. Og betydelig uvished om kommunernes økonomiske situation i 2009- .

Efterskrift II: status dec. 2013 (ABF regering 2011-2014, AB -2015)

Efter gennemførelsen af strukturreformen har vi set virkeliggørelsen af en del af de skrækscenarier for udviklingen på det specialiserede socialområde, som er nævnt på s. 9. Mange institutioner er nedlagt på grund af manglende kommunal efterspørgsels efter deres ydelser, f.eks. på hjerneskadeområdet mere end et dusin institutioner. Nu i 2012-13 er en vis erkendelse ved at brede sig i kommunerne om, at man ikke magter de mere specielle opgaver – men institutionskapaciteten og dermed fagkundskaben er reduceret. En hel del mennesker med behov for omfattende og specialiseret indsats er i stedet blevet langtidsparkeret i plejehjem eller andre kommunale lavere kvalificerede institutioner.

Mange kommunale folkeskoler er i sparerunder blevet nedlagt. Det har fået forældre til at oprette mange private skoler.

S, SF og R stemte i 2008 imod VKO-regeringens stramninger af den statslige styring af kommunerne og især deres økonomi. En generel økonomi-styring bestående af ”2% effektivisering pr år” i alle offentlige institutioner – i praksis udmøntet i årlig beskæring af institutionernes økonomi-ramme. Efter regeringsskiftet i 2011 kunne man så forvente, at styringen ville blive lempet. Det blev den ikke – tvært imod. En konsekvens har været nedlæggelse af godt 30.000 kommunale stillinger i årene 2010-2013 – personalebeskæringer i hjemmepleje og skoler og daginstitutioner og alle andre hjørner af den kommunale service. 2% om året bliver med tiden til en mange procent!

Til gengæld fører regeringen via www.frivilligrådet.dk kampagner for, at frivillige skal supplere den kommunale indsats bl.a. for udsatte grupper.

Hertil kommer tre store ”reform” komplekser: førtidspensions- og fleksjobreform (2013), kontanthjælpsreform (begge med spare-mål), og folkeskolereform, inclusive lærer-lockout 2013 – alle med stærke elementer af stærkere statslig styring. 

Centraliseringen er under Thorning-regeringen også fortsat på andre områder: 

Den kommunale skatteligning er afskaffet og lagt over til Skat – en rent statslig skatteorganisation – denne er meget stærkt beskåret mandskabsmæssigt, og Skat har i 2013 bidraget til den pressemæssige underholdning med historier om omfattende fejl i ejendomsværdiansættelsen og omfattende mangler i inddrivelse af restancer.

Udbetaling af forskellige kontantydelser er fjernet fra kommunerne og henlagt til en statslig central institution: Udbetaling Danmark. Deraf er fulgt en del fejl i individuel udmåling af ydelser og i indeholdelse af statslige tilgodehavender i det udbetalte

Budgetloven (2012) – en implementering af Den Europæiske Unions ”finanspagt” – etablerer styring med formålet ”balanceret budget” på statsligt, regionalt og kommunalt niveau – og begrænser dermed muligheden for ekspansiv (”keynesiansk”) økonomisk politik. Budgetloven sætter dermed endnu strammere regler for kommunernes økonomiske handlefrihed.

Kommunalt selvstyre er noget, der er blevet en del mindre af!

Efterskrift III – status dec. 2021  (V-ledede regeringer 2015-2019, A regering 2019- ..)

Siden sidste status (2013) er centralisering og beskæring af kommunalt selvstyre fortsat, bl.a. i form af en del statslig detailstyring og økonomistramning. Den rundhåndede corona-krisehåndtering på statsniveau har ikke slået igennem over for kommunerne.

de traditionelle velfærdsområder – ældrepleje, skole- og daginstitutionsområderne, social- og handicapområdet, sundhedsvæsenet – har fortsat New Public Management (NPM)  ”effektiviserings” politik medført, at serviceområderne er blevet stadig mere nedslidt. I 2021 er rekrutteringsproblemerne på alle området iøjefaldende – arbejdsmiljøet er en væsentlig delforklaring. Aktuelt eksempel: næsten halvdelen af hospitalsvæsenets sygeplejersker arbejder på deltid – arbejdstempoet er skruet sådan op, at man ikke kan holde til at arbejde på fuldtid. En del ”abekastning” er fulgt med: presset på sygehusene søges løst ved kortere indlæggelsestid – hvoraf følger talrigere og mere komplekse plejeopgaver til kommunerne ved udskrivning, uden at kommunerne får midler til mer-ansættelser. 

Fattigdomsproblemet dukker synligt op i pressen hvert år til jul. Men for de fattige er det der hele tiden. Eftersom udlændingepolitikken og den beskæftigelsespolitiske ”incitamentspolitik” har resulteret i lovfastsatte ganske lave kontantydelser, er der meget lidt kommunerne kan gøre ved det – og ganske typisk består den århusianske politik for fattigdoms afhjælpning i at ”få dem i arbejde”. De fattige, som arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for, må altså forblive fattige. 

En vækst i antallet af hjemløse især i de større byer har afstedkommet en del planer for langsom nedbringelse af antallet. For ca 12 år siden tilsigtede strategien af afskaffe hjemløshed! Hvor meget af væksten der kan tilskrives regeringernes udlændinge- og incitamentspolitisk motiverede ”hold de sociale ydelser lave” politik er ikke analyseret. Men de lave ydelser kombineret med relativt høje priser på små sociale boliger gør problemet svært løseligt kommunalt.

Befolkningsudviklingen, demografien har kombineret med den statslige økonomistyring medført stadig større problemer – og synlighed af problemer – for de kommunale beslutningstagere. Mest iøjnefaldende i så henseende er aldringen af befolkningen og en vækst i andel personer med diagnosticerede handicap på alle alderstrin – børn, voksne, gamle. Denne vækst medfører en stigning i behov for kommunale indsatser – og dermed udgifter. Indsatser som borgerne har en lovfæstet ret til. Stigningen overstiger befolkningstilvækst og budgetvækst. 

Størrelsesordenen blev synliggjort ved 2021-forhandlingen mellem finansminister og KL: KL-formanden gjorde rede for, at merudgiftsbehovet alene på handicapområdet udgør 5,4 mia over 3 år – hvis man skal undgå at skære i ydelserne. Finansministeren mødte kravet på de 5,4 mia med et rundt NUL. Og således blev kommuneaftalen: ikke flere statspenge til dækning af kommunale handicapudgifter. Deraf vil følge beskæringer af serviceniveau, mere belastet arbejdsmiljø, og antagelig vækst i antal ankesager. Størrelsesordenen i Århus illustreres af nedenstående figur, fra budet 2022 bilag fra Magistratsafdelingen for Sociale og Beskæftigelsesmæssige forhold.

En tredie og en fjerde demografisk udvikling medfører udfordringer for kommunestyret: affolkning af landdistrikter – og indvandring til især de større byer: København, Aarhus, Ålborg, Odense – men også de større købstæder. Affolkningskommunerne står over for aftagende skattegrundlag, og ekstra-aldring, eftersom det jo typisk er mennesker i arbejdsliv-alderen, der bliver færre i tal. Tilflytningskommunerne oplever bolig- og byudviklingsopgaver og trængsel i eller endog mangel på institutions- og skolepladser (og -personale). De tilflyttende har ofte en bil med, og de vil køre ca. samtidig på de eksisterende veje/ gader, og de vil parkere på de få P-pladser i centrum – altså: trafiktrængsel.

Klima ændringer og miljøbeskyttelseshensyn stiller kommunerne over for flere udfordringer: Dels opgaven med at forsøge at begrænse klimagas-udledningen, dels opgaven med at håndtere især de regnmængder og kystoversvømmelsesproblemer, som følger med de allerede indtrufne klimaændinger. Kommunens opgave med at beskytte natur og drikkevandsforsyning mødes ofte af modstridende hensyn: bønders ønske om at kunne sprøjte, bygherrers ønske om udlæg af byggeområder.. 

sports service. 

De nye og gamle opgaver skal løses under ændrede beslutningsstrukturer: kommunerne har stadig myndighedsopgaverne, herunder også kommuneplanlægningsopgaven. Lovbestemt udbud og selskabsgørelse af nogen af forsynings- eller udføreropgaverne giver ændrede beslutningsforhold sammenlignet med den ”gammeldags” kommunale forsyningsvirksomhed: varmeforsyning, vandforsyning og vandafledning, i nogle tilfælde elektricitets- og busforsyning.  Regionale transportselskaber mærker det aftagende folketal i yderdistrikterne – og dermed fald i billetindtægter. Deraf følger udtynding af den kollektive transportservice.  Andre forsyningsopgaver løses af private bolig- og virksomhedsbygherrer, under en – mere eller mindre intensiv – kommunal planpolitisk styring.

Hvordan tackler byrådene de nye og de gamle – evt. ændrede – opgaver? Udfordringer?

Selvom NPM i det seneste par år er blevet et fy-ord, er grundelementet i NPM stort set fastholdt i kommuner og regioner på de traditionelle velfærdsområder: udfordringerne, de flere opgaver, skal løses med stærkere ledelse og dygtiggørelse. Ikke med flere varme hænder

Fra bilag til budget 2022, Århus Kommunes socialforvaltning. ”Fællesbidrag” er budgetrammebeskæring til brug for kommunal omprioritering.

Ovenfor har jeg nævnt konsekvensen på sygeplejerskeområdet: flere søger deltid, flere søger væk. I Århus ses det på ældreplejeområdet: flere ”kvalitetssygeplejersker”, men næsten ikke flere SOSU’er. Nogen må løbe stærkt.  På specialundervisningsområdet satser man på ”mellemformer” som er billigere end flere specialundervisere. Daginstitutionsområdet og handicapbostedsområdet har været præget af udvikling af  stordrifts-institutioner, med stedse tyndere bemanding. Igen i det århusianske: nogle skandaler om mistrivsel har tiltrukket sig opmærksomhed og nød-bevillinger. Men prognosen siger: stadig større gab mellem behov og budget, og byrådet vil kun fylde lidt af gabet. 

planlægnings-, klima- og miljøområderne ser vi parallelle udviklinger i tilflytningskommunerne: større byggehøjde i byerne, ofte i form af ”landmarks” eller skyskrabere – enkelte eller flokkevis. Mange steder, hvor landsbykirken eller fodersiloen fyldte mest i det åbne landskab, ses nu dominerende magnum-lagerbygninger eller højhuse. Pladsen her tillader ikke uddybning – men tidsskriftet By og land giver mange eksempler og debatter. ”Fortætning”, altså flere bolig- og kontorkvadratmeter pr grund-kvadratmeter bruges ofte som en postuleret vej til energibesparelse, ofte uden at arkitektonisk kvalitet fremstår overbevisende. 

Klimaforandringernes mer-regn forsøges ofte løst gennem areal-omdannelser, ikke sjældent med arkitektonisk vel designede grønnere striber i bybillederne. 

Vandforsyningen er i dag typisk organiseret i kommunalt ejet selskab. Det kan på kort sigt være selskabsøkonomisk uhensigtsmæssigt, hvis kommunen iværksætter grundvandsbeskyttelse i form af sprøjteforbud – så selskabsbestyrelsen beder kommunalbestyrelsen udsætte grundvandsbeskyttelsesindsatsen!

Bil-CO2 udslip søges bekæmpet ved el-bil vækst – det giver ikke mindre biltrængsel, som få byer sætter ind over for.

Opgaverne, udfordringerne mødes med mange programerklæringer og strategier og planer – i en del tilfælde af hockey-stav-modellen. Et eksempel: Århus’ Kommuneplan 2017 har mange miljøbeskyttende formuleringer, for eksempel om grundvandsbeskyttelse og ”grønne kiler” i byudviklingen 

I praksis over-rules plan og program af bygherrers byggelyst og byrådets følgagtighed – så selv sårbare grundvandsområder udlægges til villabyggeri, uden round-up-forbud. 

Et andet eksempel: vi har en klimastrategi, ”CO2 neutralitet i 2030”. Meget af den regnskabsmæssige ”CO2-neutralitet” menes allerede opnået ved at erstatte kul i fjernvarmen med importeret træflis. Og mere håbes opnået ved overgang til el-biler. Det kan kaldes ”CO2 nedskæring en detail”,

Vækst og nybyggeri og vejanlæg er højt prioriterede midler til velstand. De kan kaldes ”CO2 mer-belastning en gros”. CO2 belastning ved byggeri indregnes ikke i kommunens CO2 regnskab. Det problem er nu ved at gå op for flere strategi-havende kommuner.

Landspolitik og lokalpolitik. 

Udviklingen, den fremmedhadske politik, der har bredt sig fra DF til flere partier, har dels bestemt socialpolitikkens lave ydelser, dels retorikken om ”dem af ikke-vestlig herkomst”, der siges at have lav erhvervsfrekvens og afvigende (værst: muslimske) normer. ”Ghetto”-pakken med nedrivning af boliger og tvangsflytning af indbyggere er besluttet af Folketinget, tildels på forslag fra den lokale borgmester – og udføres af de enkelte byråd. Også de fleste lokale partier bakker op om diskriminationen. Dermed knægtes lighed for loven også lokalt, f.eks. mht valg af bosted. 

Denne udvikling har sat Danmark og Århus på verdenskortet: FN’s anti-racisme komité har kritiseret den stigmatiserende brug af ”ikke-vestlig” som diskriminationsmiddel i boligpolitik og andre politikområder. Se litteraturlisten.  Indvandrer-bashingen høres ofte i byrådssalen.

På det seneste har Folketingen pyntet på retorikken: ”ghettoliste” er blevet til ”omdannelsesliste”. Den stigmatiserende kategorisering ”ikke-vestlig” til brug for diskriminationspraksis er uændret.

En anden udvikling er faldet mig i øjnene igennem det seneste års sidden inde igen som byrådsmedlem: den ligegladhed på højeste politiske niveau med gældende ret – lovhjemmel, konventioner, vedtagelser – som er blevet synlig i rigsretssagen mod Inger Støjberg og Minksag-kommissionens arbejde med statsministerniveauet, – den ligegladhed slår også igennem på højeste ledelsesniveau i kommunen. Eksemplerne er mange. Kommuneplanens beskyttelsesbestemmelser om naturområder, og lokalplaners bestemmelser om byggehøjder og bebyggelsestæthed tilsidesættes uden videre i byudviklingen. Der dispenseres rask væk fra lokalplaner, eller de ændres kort efter vedtagelse, så bygherrerne kan tjene. Forskrift om helhedsplan før lokalplan tilsidesættes, med problematiske forsyningsforhold vedr. institutioner, skoler, fritidsfaciliteter til følge. I sociale sager ”afprøves grænser: klienten må anke, så ser vi om Ankestyrelsen underkender os”. Den ligegladhed fandtes IKKE i topledelsen, da jeg tidligere sad i byrådet – der var mere respekt for gældende ret. Ligegladheden og den praksis, hvori den udmøntes, undergraver borgernes tillid til demokratiske beslutningsprocesser. Den ofte udtrykte kritik af oplevelse af byrådspolitikeres tonedøvhed for borgerindsigelser og oplevelsen af pseudo-borgerinddragelse i byudviklingen afspejler et ægte demokratisk probblem i kommunestyret, i hvert fald som det udspiller sig i Aarhus.

Sammenfattende:

Kommunerne står over for voksende problemer/opgaver, som forudseligt ikke vil kunne håndteres inden for de nuværende økonomiske rammer. Den normale KL-reaktion er: vi må have flere statslige penge (ikke: vi må hæve skatten). Og tilføjelsen er næsten ordløs: vi planlægge at undlade at løse problemerne, indtil staten kommer med penge, eller ”vi tilpasser service til rammen” – og usagt (”selvom det giver en ulideligt ringe service”).  De for små bevillinger til ældrepleje og personalets nedslidning må løses ved at de gamle får lidt mindre hjælp, og ”personalet skal blive dygtigere (og løbe stærkere)”. Grundvandsbeskyttelse må vente til staten betaler. De private bygherrers byggelyst får lov at bestemme, hvordan vor kommune og vort land kommer til at se ud.

Og stigmatiseringen af ”ikke-vestlige” og ”ikke-arbejdsmarkeds-deltagende” fortsætter.

Illustrationer: 

kort: 5 nye regioner (fra “aftale om strukturreform”, dias)

kort: statslige arbejdspladser 

kort: kommunernes tilbagemeldinger (om hvem der ønsker sammenlægning med hvem)

kort: nye kommuner 07.07.2005, med indbyggertal

Materiale om strukturreformen kan downloades fra Indenrigsministeriets homepage, www.im.dk, Kommunalreform – herunder lovforslag, overheads om politiske aftaler, Danmarkskort m.v.

Referencer:

Dagbladet Politiken 28.08.2005: “Kommuner i kø til fattighjælp”, “Borgmestre med tiggerstav”.

European Charter of Local Self-Government    Strasbourg 15.X.1985 (Europarådet)

Opgavekommissionens betænkning 1999

Strukturkommissionens betænkning 2004 (også på www.im.dk)

Tidsskriftet Kommunen – mange artikler, bl.a. 10. marts 2005 “Nyt Danmarkskort med 271 kommuner reduceret til 99”

Viggo Jonasen (2004): Dansk Socialpolitik 1708-2008  E-udgave www.viggojonasen.dk

Pontus Tallberg (Region Skåne 2005): Självstyrelse på lokal och regional nivå”

FN: Committee on the Elimination of Racial Discrimination: Concluding observations on the combined twenty-second to twenty-fourth reports of Denmark*  3. December 2021 

Aarhus Kommune budget 2022 forslag: Den økonomiske situation på socialområdet pdf  3.9.2021

EFTER BYRÅDSVALGET

Dagen efter byrådsvalget – facebook:
919 gange TAK fordi du har stemt på mig. Både til jer, der ofte er enige med mig, og til jer, der normalt vil stemme på et andet parti eller et andet partis kandidat. Og ikke mindst tak for de mange venlige ord, jeg har fået med i valgkampens løb. Det har virkelig bidraget til at holde gejsten oppe! Hvis jeg og Enhedslisten havde fået 198 stemmer mere, havde vi fået mandat nr. 4 – og så var Solveig kommet ind og jeg blevet første suppleantl Det er partiliste-systemet – som jeg generelt er tilhænger af – der medfører, at jeg ikke er valgt – Thure, der er tredie byrådsmedlem fik 544 stemmer. That’s how things are. Jeg havde egentlig håbet, at vreden i Vejlby-Risskov over den byplanmæssige mishandling havde givet sig udtryk i flere stemmer – det ville have stillet os stærkere i kampen mod de kommende overbebyggelsessager. Men kampen fortsætter, og jeg er i den. Lidt færre møder er jo da heller ikke at foragte. Der bliver nok at se til for byrådsgruppen i kampen mod budget 2022 forligspartiernes kommende sociale nedskæringer – og der bliver nok for mig at se til, med de flere ankesager, der skal skrives. Men til sidst: TAK, TAK for støtten. Livet og kampen fortsætter!

BYARKITEKTUR – PLANLÆGNING – DEMOKRATI

Kronik JPÅ 2021.10.01 overskrift: Bundsgaards Brutale Byggeperiode

ARKITEKTUR – BYKVALITET – DEMOKRATI

Er Aarhus en smuk by? JA – og NEJ.

Vi har mange smukke huse og miljøer. Frederiksbjerg, med Hans Broges gade, Guldsmedegade, Vestergade: kig op, nyd de mange sandstens- og især murstens- og blikenslager-krummelurer. De vidner om fagstolthed hos arkitekter og murere og blikkenslagere og .. Mejlgade: velholdte gamle købmandsgårde. Toldboden, teatret, domkirken. Smukke huse på Store Torv, Lille torv, Bispetorv, Åboulevarden.

Mange husejere og bygherrer har ladet arkitekter tegne noget pænt, endda flot, når der skulle bygges.

Men helheden?

Arkitekter har i mange år tænkt: en smuk by er god for mennesker – og den kan planlægges til at være det. Fra 1970’erne har de og politikere tænkt: hvis de mennesker, der bor i byen, kommunen, har indflydelse på og ejerskab til planlægningen, bliver byen bedre.

Hvordan går det i Aarhus? Med arkitekturen? Med demokratiet?

Vi har meget nyt byggeri, hvor det ikke er detaljerne, der er kælet for. Fladerne er store og ensartede. Mange steder tænker man på akvarier.

Er det nye tilpasset godt til de omgivende ældre bymiljøer? Noget er – meget er ikke. Se f.eks. det igangværende nybyggeri ved siden af Rådmand Lisbjergs Studestald på Skovvejen.

De seneste godt 10 år har byrådet besluttet massive byggerier, for at få plads til en masse flere indbyggere. Bygherrerne er glade. Har byrådet iværksat demokratisk debatterende helhedsplanlægning for byudviklingen (som kommuneplanen foreskriver), med stillingtagen til skole- og institutionsforsyning, byggetæthed, byæstetik? Man kan godt sige: mere og navnlig mindre.

De seneste ugers debat om Vejlby-Risskov områdets mer-bebyggelse fra 20.000 til 40.000 indbyggere, HELT uden samlet helhedsplan for skoler og fritidstilbud illustrerer problemet. Byrådet har ikke gjort meget for demokratisk debat. Senest blev lokalplan 1125 ved Agerbæksvej tromlet igennem af byråds-flertallet, efter en debatperiode og mange grundige indsigelser og ændringsforslag. Men – borgmesteren kunne lige så godt fra starten have sagt: planen vedtages som aftalt med bygherren, uanset jeres indsigelser. Det ville have været mindre høfligt men mere ærligt. Borgerne ”talte til muren”. Indflydelse? Ejerskab?

Det største enkelt-område med nybyggeri er Aarhus Ø. Er helhedsbilledet smukt? Er det et område, hvor mange slår sig ned for at nyde solen og læse en bog eller høre en CD i gårdene mellem husene? Er der lys og luft i gårdrummene mellem de høje huse? Blæser der friskt imellem husene? Kun sidste spørgsmål kan besvares med JA! Byggeriet er højt og tæt. Planerne er præget af byrådets behov for at opnå høj pris pr kvadratmeter grundareal. Er der rekreative områder og skole og fritidsfaciliteter til de mange beboere? Det er småt med det.

Et andet større område med nybyggeri er ådalen med Søren Frichsvej og Ceresparken. Er husene dér en æstetisk nydelse? Er samspillet med omgivelserne harmonisk? Mit svar er: NEJ. Se for eksempel udsigten til den gamle Hammelbanegård, fra Skovgårdsgade, med VIA bygningerne i baggrunden. Eller udsigten skråt til højre fra toppen af Ringgadebroen, op mod universitetets bogtårn. Er det en smuk samling huse? Eller: er det kedelige udlejningssiloer? Døm selv!

Århus Ø har haft en Fladeland-plan og en kvalitetsplan. Derefter fik man en beslutning om højvandssikring, altså: at lægge mere jord på hele arealet forud for byggeri. Så besluttede byrådet at hæve byggehøjder og bebyggelsestæthed, for at kommunen kunne indkassere en højere kvadratmeterpris, for at finansiere højvandssikringen. Blev kvalitetsplanerne ændret i den anledning? Næh.

Århus Å-dalen med Frichsvej og Ceresparken mm. – har byrådet vedtaget en helhedsplan? Næh.

Højhusbyen ved Sydhavnen, med Sorte Firkant, Frederikspladsen, deLindes borgmesterstang, kultursiloerne – har byrådet vist borgerne en samlet plan og sagt ”sådan skal vor by se ud”? Næh.

Det meste af de 10 års byggerier udmærker sig ved at være store og firkantede. Man kan nærmest kalde det: Bundsgaards Brutalistiske Byggeperiode.

Mere end 70 bevaringsværdige huse er blevet raget ned, for at give plads for betonkanonen.

Selv teknisk rådmand Simsek er kommet frem til den erkendelse, at der er for mange flade tage!

By-arkitekturen handler i høj grad om spørgsmålet: hvordan skal vor by se ud? Skønhed eller grimhed? Harmoni og/eller kontraster? Overskuelighed eller roderi? Udsigter eller blokering af udsyn? Stadsarkitekt-embedet blev oprettet i 1919, netop for at værne om byens udseende, i en tid hvor by-udbygningen gik stærkt. Også derfor fik stadsarkitekten opgaven at forestå kommuneplanlægningen, da kommuneplanloven kom i 1977. Siden blev planlægningen fjernet fra embedet.

Fælles værdier, som der ikke sættes pris på i kroner, men som kan blive skadet ved planløshed, er kommunens udsigter. De er et forsømt aspekt af byplanlægningen. Flere eksempler:

Udsigten til Hammelbanegården og Ceresparken er nævnt, ligeledes ådals-boligsiloerne.

Århus Ø: Fladeland-planen havde en del udsigts-kiler til bugten. Meget er ikke tilbage.

Bindesbøll-parken (tidl. Psykiatrisk Hospital): man har fjernet de gule bygninger, som ikke pyntede på Bindesbølls hospital. MEN: de lå respektfuldt tilbagetrukket fra udsigtsaksen fra Skovagervej til centraltårnet, så Bindesbøll-komplekset kunne ses. Det gør det nye byggeri ikke. Se det selv! Der bygges tæt på vejen, udsigtsaksen til tårnet. Og bygningsfacaderne springer med altaner.

Amtssygehus-udviklingsplanen: Der er ganske stor risiko for, at vi vil få samme effekt som ved Bindesbøll-parken. I udviklingsplanforslaget ses et luftfoto af den flotte hovedbygning og det flotte parkanlæg foran den. Når vi så kigger i forslaget til bebyggelsesplan, fremgår det, at parken er væk, og udsigten ad aksen hen mod centrum er tæt rammet ind af fleretages huse. Kun en drone-flyvende århusianer vil kunne se det gamle anlægs æstetik og format. Ligeså udsigten ad aksen hen mod portbygningen.

De skader kan endnu forebygges – der er ikke bygget!

Risskov Strandpark: forslaget om mer-bebyggelse ved Strandhuset, Rolighedsvej 16A, rejste modstand i hele Århus, så bygherren frafaldt projektet (midlertidigt eller varigt?). Men stadsarkitekten udtalte sig ikke om beskæringen af udsigten fra hospitalsparken. Det ville stadsarkitekterne have gjort i mine tidligere byrådsperioder.

Dalgas Avenue: i Århus’ første byplan, Hack Kampmanns plan fra 1898, var der tegnet en bred udsigtskile til bugten ud mod Ballehage. Vejen respekterer den plan. Men siden er der plantet træer, som lukker for udsigten! Jo, træer i byrummet er godt. Men de bør sættes og beskæres med respekt for udsigter.

Fra Lukas-kirken var planlagt og anlagt en flot udsigtsakse, Stadion Allé, ud mod Stadion. Siden: trafikstyringsanlæg ved Marselis Boulevard-krydset. Det anlæg respekterer ikke udsigten!

Århus Teater: Bispetorvet er blevet begrønnet, og det er godt. Men træerne har fået lov at afskærme teatrets facade, så man fra trappen ved vikingemuseet ser mindre end halvdelen af den flotte frise øverst på teatret. Træer i byrummet er godt ….

I det senest fremlagte kommuneplan-forslag, Temaplan om Landskab, fremhæves at vigtige udsigter i det åbne land skal beskyttes mod netop: højhusbyggeri. Blandt de beskyttelsesværdige landskaber er Egå-dalen. Her har byrådet for kort tid siden besluttet at tillade et voldsomt højhusbyggeri med hotel m.v.

Aarhus har ansat ny stadsarkitekt. Hun har taget initiativ til udarbejdelse af en Politik for Arkitektur og Bykvalitet

Jo, Aarhus har brug for en arkitekturpolitik, som er mere end en byggemulighedspolitik. Vi har brug for at beskytte vore landskabs- og bymiljøværdier og vort demokrati. Megen skade er allerede gjort – men meget kan vel endnu forebygges.

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem (EL)

formand for Teknisk Udvalg

og medlem af Foreningen for Bykultur

Vi svigter de handicappede – vi har lav skatteprocent for at beskytte vort privat forbrug af rødvin og elbiler

210921 Aarhus Stifts Tidende

Vi svigter de handicappede: vi har lav skatteprocent for at beskytte vores private forbrug af rødvin og elbiler

Sociale udgifter og kommende beskæringer i hjælpen.

Rådmand Kristian Würtz jamrer i Stiftstidende i dag over de stigende udgifter på socialområdet:

Vi har også gennemført flere sparerunder på andre områder, som har givet mulighed for at føre yderligere til de sociale indsatser. Og som rådmand har jeg fremlagt en ti-årsplan med en række bud på, hvordan vi sikrer gode sociale indsatser i fremtiden.

Det til trods har vi alligevel overskredet budgetterne på socialområdet, da stadigt flere har behov for hjælp – og derfor tildeles den. Det betyder først og fremmest, at vi bør prioritere området igen ved de kommende budgetforhandlinger, hvad Socialdemokratiet og borgmester Jacob Bundsgaard også lægger op til.

Men det fører også til den erkendelse, at ikke alt kan løses med omprioriteringer. Der er i den sidste ende grænser for, hvor mange penge vi kan tage fra skolerne, fra daginstitutioner og fra plejehjemmene for at dække socialområdet. Og midlerne er jo i sagens natur begrænsede.”

Würtz retorik, ordvalg, er ubehageligt: ”de handicappede tager penge fra skolerne, daginstitutionerne, plejehjemmene….”

Rådmanden og hans parti holder Jyllands næstlaveste skatteprocent, for at beskytte vores private forbrug af rødvin og elbiler mod forbedring af de handicappedes kår – og for den sags skyld: mod indeklimaforbedring i Samsøgades Skole. De har fastfrosset ejendomsskattesatserne, afskaffet formueskatten, og aftalt sænkning af dækningsafgiften – derfor: ”midlerne er jo i sagens natur begrænsede”. ”Sagens natur”: NEJ, Kristian Würtz – I har besluttet det. I siger jo heller ikke ”vi tager penge fra skoler og plejehjem til Kongelundsprojektet”.

Det tjener Danmark til ære, at vi ved lov har givet de handicappede rettigheder. Det tjener ikke Århus og Würtz til ære, at man piver over at skulle indfri rettighederne – og slet ikke, at man har prøvet at beskære ydelserne så meget, at Ankestyrelsen i så mange tilfælde siger: ”ulovlig besparelse”.

Budget 2022 forslaget rummer en vis mer-bevilling – men bilagene godtgør, at Socialdemokratiet og borgmester Jacob Bundsgaards mer-bevilling er mindre end væksten i behovet, så: der stilles ”spareøvelser”, altså ringere liv for vore svageste, i udsigt.

Det bliver svære budgetforhandlinger.

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem (EL)

Medlem af Socialudvalget

AARHUS – BYVÆKST UDEN PLAN OG DEMOKRATI

Aarhus – byvækst uden plan og demokrati.

Aarhus vokser. Flere flytter til byen. Når de skal bo her, har de brug for boliger, veje, skoler, institutioner, fritidsaktiviteter osv. Alt det skal være på den jord, vi har. Det skal planlægges

Har vi ikke en kommuneplan og en masse lokalplaner og enkelte helhedsplaner? Jo såmænd. Alle sammen vedtaget af byrådet. Hvorfor da: ”Byvækst uden plan og demokrati”?

Det korte svar er: kommuneplanen er i praksis blot en ramme, der i mindst muligt omfang må hindre bygherrer i at realisere byggeprojekter. Kommuneplanen er ikke en plan, der siger noget om, hvordan kommunen skal se ud om 12 år.

To eksempler:

Har nogen forud for godkendelse af de enkelt projekter set en ”helhedsplan” for Højhusbyen – midtbyarealet med det sorte kontortårn, Frederiks Plads, de Lindes borgmesterstang og kultursiloerne? Nej vel! Den tidligere planlægning sagde, at ”højhuse ikke er udelukket”. Har århusianerne haft mulighed for en samlet stillingtagen til, om vi ønsker en skyline som højhusbyen vil medføre? Nej vel.

Vejlby-Risskov byudvikles for tiden med byggeprojekter til ca. 20.000 indbyggere, som tilvækst til de ca. 20.000 vi er i forvejen. Har nogen set en helhedsplan for, hvordan bydelen med 40.000 indbyggere skal se ud? Har nogen kunnet tage stilling til indretning, fritidsfaciliteter, skoler m.v. i den således fordoblede by? Nej vel.

Ville det ikke være demokratisk rimeligt, om århusianerne kunne forholde sig til sådanne byudviklinger? Planen skal se 12 år frem. Den skal revideres hvert fjerde år. Planen skal også beskytte kultur-, natur- og landskabsværdier.

Den gældende kommuneplan fra 2017 kan ses på kommunens hjemmeside. Den beskriver kommunen i form af 31 rammeområder, som igen er opdelt i ca 2000 lokale planområder. For hvert planområde er bestemt, hvad det må bruges til: bolig – erhverv – off.inst. – rekreative funktioner, samt byggehøjde, bebyggelsestæthed.

Det giver for så vidt klarhed. Du kan slå op og se, hvor højt der må bygges i dit kvarter og i nabokvarteret, og se om der må forefindes højhuse eller støjende erhverv eller lignende.

MEN planen har en indledning, med hensigtserklæringer og udsagn om, hvordan byomdannelse og byudvikling skal ske. Så: måske gælder kommuneplanbestemmelsen ikke ret længe! Siden 2017 planen blev vedtaget, har byrådet ca 70 gange vedtaget ændringer – kommuneplantillæg.

Aarhus byråds praksis? Bliver der udarbejdet helhedsplaner, med bykvalitet i højsædet? Eller tillader man byggeri ved lokalplaner, som i alt væsentligt sikrer mange profitable bolig- eller erhvervskvadratmeter på begrænset grundareal?

Byrådet, borgmesteren og teknisk rådmand har favoriseret ekspresbyggeri og højt byggeri. Helhedsplanlægning halter bagefter eller er helt blevet undladt. Ved Hasle Torv helhedsplanen tilsidesættes beboergruppernes indstilling stort set. Borgerinddragelsen sker langt inde i planlægningsprocessen. Der dispenseres rundhåndet fra vedtagne planer. Herom mere nedenfor.

Borgermødet d. 19. august i Risskov Gymnasium – ca. 500 deltagere – gav mange eksempler. Der er i Vejlby-Risskov igangsat byggeri eller planer for byggeri til ca. 20.000 indbyggere, oven i de i forvejen herværende ca 20.000. Er der helhedsplanlagt skole- eller fritidsaktivitetsmuligheder til de tilkommende? Næh. Borgmester Bundsgaard fremhævede, at byrådet har afsat mange penge til kommende fritidsfaciliteter. Men når nu alle bebyggelige arealer dækkes med boliger! Skolekapacitet? Jo, man kan udbygge Risskov skole og Jellebakkeskolen. Men så ryger de sidste stumper græsplæne, hvor fodbold kan spilles. Er det bykvalitet?

Demokrati? Borgerinddragelse?

Byudviklingen i Aarhus drives af private bygherrer. Bygherren lader sin arkitekt udarbejde et – ofte flot tegnet – projekt. Gerne med 6-8 etager og mange bolig- og erhvervskvadratmeter. Nybyggeri i et udtjent erhvervsareal, for eksempel mellem Grenåvej og Agerbæksvej. Eller opkøb og nedrivning af et velfungerende villakvarter, som ved Rødkløvervej. Eller ved nedrivning af historiske bygninger i Mindegade 10 og 12. Teknisk Rådmand siger: ”det arbejder vi videre med – der udarbejdes lokalplan.” Bygherren lader så udarbejde forslag til lokalplan. Når rådmand og bygherre er enige om detaljerne, starter ”den demokratiske proces”: byrådet diskuterer projektet og beslutter at sende det i offentlig høring. Beboerne i området eller endog i hele byen kritiserer overbebyggelsen og den dominerende byggehøjde. Hvorefter byrådet i enkelte tilfælde bestemmer, at byggeriet kun må være næsten helt så stort og højt. Beboere oplever at blive tromlet: deres ”demokratiske” indflydelse handler om MEGET få procent af det store byggeri.

Demokratiproblem I

Kan beboerne stole på, at kommuneplanens bestemmelser gælder: anvendelse, byggehøjder og andre kvalitetskrav?

NEJ. Thi Kommuneplan 2017 har en bestemmelse om, at byudvikling og byomdannelse skal indebære fortætning: flere boligkvadratmeter pr. grundarealkvadratmeter, af miljømæssige grunde. Med den bestemmelse som begrundelse blæser byrådet på alle andre miljøkrav. Bygherrerne tjener mere på at bygge højt og tæt end lavt og tæt eller lavt og åbent. Så: kommuneplanens bestemmelser om f.eks. maksimal byggehøjde på 3 etager mellem Grenåvej og Agerbæksvej ændres med seneste lokalplanforslag: man tillader op til 24 meter eller ca 7 etager! Sådan går det mange steder i kommunen.

Demokratiproblem II: indbyggerne kan altså ikke kan regne med, at byrådet respekterer bestemmelserne i kommuneplanen. Men problemet er endnu større. Indbyggerne kan heller ikke regne med, at teknisk rådmand eller byrådet eller bygherrerne respekterer lokalplanerne. Tre eksempler: 1) Ved Mosevej-Viengevej vedtog byrådet i 1993 en smuk og skånsom lokalplan: erhvervsbyggeri i pavilloner, i op til 2 etager. En fin overgang mellem byen og det grønne ved Egå Engsø. I 2020 gav rådmanden en dispensation: der måtte bygges op til 6 etager! Demokratisk forudsætter sådan ændring i det mindste en ny lokalplan, så borgerne får mulighed for at ytre sig. Men nej! 2) Blot en uge efter, at lokalplan 1031 for Psykiatrisk Hospital var vedtaget, søgte en bygherre om ændring af lokalplanen, for Rolighedsvej 16A, Strandhuset – mer-bebyggelse. Rådmand Simsek imødekom ansøgningen! 3) ”Øjenlægens hus”: en omfattende demokratisk debat førte til beslutning om øget bebygelsesprocent på 45 langs Nordre Strandvej. Hvorefter rådmanden tillader lokalplanlægning for en enkelt grund med en dobbelt så høj bebyggelsesprocent. Beboerne føler at rådmanden holder dem for nar.

Demokratiproblem III: rådmanden bestemmer enevældigt, hvordan der administreres. Når en bygherre søger om lokaludarbejdelse, skal ansøgningen besvares. Rådmanden kan beslutte, at et hvilket som helst projekt skal sendes som lokalplanforslag frem til byrådet. Han kan også beslutte, at ansøgninger, som strider mod gældende planer, skal afvises.

Hvis kommuneplan og lokalplan skal være prioriteringsredskab for kommunens forvaltning, må sådanne ansøgninger afvises, blot med henvisning til at de strider mod gældende planer. Som for eksempel i sagerne om Strandhuset og om øjenlægens hus. Så kan embedsmændene få mere tid til at udarbejde helhedsplaner.

Rådmand Simsek har stillet i udsigt, at antallet af producerede lokalplaner skal øges i 2022. Der bliver mindre arbejdstid til rådighed til helhedsplaner.

Det vil være et demokratisk fremskridt, hvis borgmester Bundsgaard træder i karakter og kræver mere demokrati i kommune- og lokalplanlægningen. Og ikke blot jubler til ethvert byggeri. Det duer IKKE, at eneste bestemmelse i kommuneplanen, der har gyldighed, er: fortætning.

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem, formand for Teknisk Udvalg (EL)

BORGMESTERSTANGEN II

(bragt i Stiftstidende 2021.06.24)

Byrådet har sat et MEGET stort fodaftryk i Århus-historien.

Den første vedtagelse i dagens byrådsmøde: godkendelse af ”borgmesterstangen”: de Lindes 144 meter høje hus med forventet 2500 arbejdspladser på Mindet 6 i Sydhavnen i Aarhus.

Sammen med det sorte tårn og andre kommende højhuse udgør de en mur mellem bugten og byen. De 243 indsigere – fællesråd, enkeltpersoner, Aarhus Stift – mødte også muren af byrådsmedlemmer.

Med beslutningen nedgraderer byrådet de andre markante bygninger – Rådhustårn, Domkirketårn, Knudskirketårn – til ligegyldige dukkehuse.

Miljømæssigt er et højhus den dyrest mulige måde at huse arbejdspladser på.

Bygherren har gjort en del ud af at lave byrum omkring tårnet – byrum som lige så godt kunne være omkring et 5 etagers hus.

Trafikalt er placering af ekstra 2500 arbejdspladser med kunder mv. midt i byen, på Sydhavnen en kolossal belastning. En nettotilvækst på 150 P pladser vil også sikre mer-P-kaos i gaderne omkring huset. Flere højhuse kommer til – det gør bilerne nok også! Planen for trafikomfang og trafikafvikling har vi ikke!

I dag har byrådet sat et MEGET stort fodaftryk i Århus-historien.

Vort forslag om at afholde et ægte fysisk borgermøde om projektet forud for vedtagelsen blev hældt af brættet. Monstro nogen nødig ville møde mange utilfredse indbyggere?

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem (Ø)

BORGMESTERSTANGEN I

Om Olav de Lindes højhus og andre højhuse i Århus.

Venstres Gert Bjerregaard mener, at det projekterede højhus vil blive ”enestående for vores by” (Stiften, tirsdag 18. maj 2021).

Næh – det vil bare blive højere end de øvrige højhuse .

Men det vil bidrage til en igangværende og efter min mening uskøn smadring af midtbyens skyline. Domkirketårn og Knudskirketårn og Rådhustårn bliver gjort til ligegyldige småting i en vrimmel af grå og sorte og korttids-hvide kasser.

Gert Bjerregaard nævner korrekt, at byrådet har vedtaget en højhuspolitik. Grundpricippet i højhuspolitikken er: byg højt på det høje og lavt på det lave. Formålet var at bibeholde og fremhæve Århus’ topografiske egenart: en ådalsby omgivet af høje bakker. En helt fornuftig politik.

MEN – byrådet har siden dispenseret hæmningsløst fra højhuspolitikken. Hver gang en byggematador har foreslået et højhus i ådalen – eller rettere: ådalene, for også Egådalen rammes nu af byggematadorernes indtjeningsjagt og byrådets slaphed – ja, hver gang giver byrådet tilladelse til den ”helt særlige” høje bygning. Eksemplerne er talrige og arkitektonisk kritisable: Det sorte tårn og de grå kontorhuse ved banegården. ”Frederikspladsens” igangværende opstigning. Ceresparkens grå betonmasser, og de andre mange-etagers huse klos op ad Århus Å. To højhusprojekter på havnearealet – ét på 110 og ét på 140 meter,

Det væsentligste arkitektoniske fælles træk ved byggematadorernes projekter er: jeg skal vise, hvor højt jeg kan komme op, og hvor meget jeg kan dominere omgivelserne.

Enhedslisten og Viggo Jonasen er IKKE modstandere af højt byggeri. Det skal blot passe til omgivelserne. Et hus, som kunne have ligget flot, er ”prismet”, som smadrede udsigten fra Den Gamle By. Det ville have været en skønhedsåbenbaring, hvis det var blevet lagt alene f.eks. på toppen af ringvejen, ved Viborgvej. Eller for den sags skyld: som ”portal-hus” ved Silkeborgvejs krydsning med Ringvejen. Nu er det blevet til et lille ”nå-hvad-så-hus” ved siden af de grå masser i Ceresparken. Men stadig et uskønt bagtæppe for Den Gamle By.

Århus har i høj grad brug for en arkitekturpolitik. Den kan ikke her og nu afhjælpe de store skader på byens skyline, som byråd og byggematadorer har anrettet. Men den kan måske forebygge de nu planlagte voldsomme mer-skader.

Viggo Jonasen