Valborg Bank Jonasen – ved bisættelsen

Ved Valborgs bisættelse

Ved Valborg Bank Jonasens bisættelse, 18. september 2004, i kirkegårdskapellet i Svendborg.

Tak fordi I kom i dag, at hjælpe os med at være ulydige mod Valborgs ønske. Hun har bedt om bisættelse i stilhed. Vi er glade for, at I vil synge et par sange sammen med os og hilse farvel til hende.

De fleste kender Valborg som den lidt stille, tilbageholdende, seje kvinde. Hurtig på cykel og hurtig til fods, indtil blodproppen sænkede tempoet noget. Jeg var glad, da hun – vel i 86 års alderen – sagde: jeg vil have en ny cykel. Den gamle er ikke god nok mere. Og den blev brugt indtil dette forår.

Vi kender hende som den perfektionistiske husmor og håndværker og – da fars syn svigtede – gartner. Vi kender hende som den, der klædte Randi og Viggo og Jonas på. Jeg går stadig med de strømper, hun strikkede. De seneste fik jeg sidste efterår. Og med lidt skånsom håndvask holder de vel en halv snes år endnu. Valborg var til de langtidsholdbare kvaliteter.

Stykvis igennem livet hørte jeg historiestumper, som jeg først sent i livet fik sat sammen til et lidt større billede af hende. Et billede med mange detaljer og mange brud og udviklinger. Hendes vej var ikke den slagne.

Der var opvæksten i fattigdom hos den teknisk geniale og økonomisk mindre geniale far og den skrøbelige mor. Og sammen med Arne, Mary, Nanna, Hans. En opvækst med hårdt arbejde og afsky for regninger. Det var også en barndom med glæde ved at læse og lære, glæde ved at præstere. Og det var en opvækst, hvor præcise meninger blev dannet om, hvordan et liv skulle være og hvordan det ikke skulle være. Det kom klart og stærkt frem, da Valborg meddelte Peter Bank, at han ikke kunne regne med at beholde ejendommen Klap Mølle ved døtres arbejdskraft. Hvilket han rettede sig efter.

Der var erfaringen på Krabbesholm Højskole, hvor Valborg udtalte sig til fordel for ”kammeratægteskabet”. De øvrige højskoleelever var forargede. Forstanderen støttede de andre, og fortalte bagefter Valborg, at det syntes han, han var nødt til, selvom han var enig med hende. Derved vandt han ikke hendes respekt.

Der var tilværelsen som hushjælp i København – ikke så usædvanligt for en jysk pige fra landet. Men der var samtidig kontakten med det internationale ungdomsmiljø i København, formidlet blandt andet via Arnes vennekreds. Det var et miljø, der åbnede udsynet og understøttede friheds- og selvstændighedslysten. Det blev til engagementet i fredssagen og i seksualoplysningssagen. Valborg var også i sin høje alder stolt af at have haft Leunbach som praktiserende læge. Katja har fortalt, at da hun fik jobbet i Sex og Samfund, og fortalte Valborg om den gamle forening for familieplanlægning, som blev stiftet af Leunbachs arvtagere, lyste hun op – de to havde en sag tilfælles.

Det var også Valborg, der blev centrum i Kærholmen – kollektivet i den lejlighed, som hun lejede. De venner, som også boede der, havde fredsbevægelsen og andre samfundsengagementer som fælles projekter. Kollektiv var ikke kun en bo-form.

Det var i fredsbevægelsen, Valborg traf Jonas. Det varede nok en tid, før de opdagede hinanden på den måde, der blev til os.

Det blev hendes store projekt. Hun lagde plan for, hvordan et godt liv skulle se ud. Livet sammen med vor far: først uddannelse til ham, mens hun tjente til dagen og vejen for begge, siden job til ham, 3 børn, boligetablering, og siden uddannelse og job til hende. Det var et stort projekt, det var et slidsomt projekt, det var et projekt med økonomisk smalhans undervejs. Men det var et viljestyrkens projekt.

De første faser i projektet blev udført. En af de største nedture undervejs var vistnok, da far var ved at opgive at få lærerjob, efter et meget stort antal resultatløse ansøgninger. Men da jobbet var i hus, gik de i gang med projekt børn. Resultatet kom straks, eller: ni måneder efter. At Randi kom hurtigt derefter var kuk i tidsplanen men ikke i den overordnede plan. At Valborg fik svære iskiassmerter under anden graviditet medførte, at barn no. 3 blev opgivet.

Næste fase i projektet blev udført: huset på Dronningholmsvej. At Peter Bank lagde et par årsværk i projektet, fremmede sagen. At Sofie Christensen tilbød Valborg at låne et betydeligt beløb, fremmede sagen. Du var ellers ikke meget for at låne! Også det projekt var stort, slidsomt, stærkt økonomiserende. Jeg har stadig på nethinden cementblandemaskinen: den blev drejet med håndkraft. Leret i kælderen blev gravet ud, lagt i trillebør, kørt ud – og siden gravede far overjorden væk, lagde leret ned, og genetablerede overfladen ud mod hækken. Valborg malede alle vinduer og døre, da Peter Bank havde lavet dem. De blev malet, som hun syntes, de skulle males – og som han syntes, skønt han vel aldrig roste hende for det!

Det var slidsomme år. Det var også glæden ved at skabe en smuk ramme. Og glæden ved at kunne styre økonomien i det. Det var også glæden ved Randi og Viggo. Glæden ved at se, at vi klarede os i skolen og at vi havde gode interesser. Det var opdragelse med tillid og forventninger. Én gang gav du mig en skideballe. Jeg var taget på rotur i jollen, som Peter Bank havde købt til mig. Og lige efter roturen cyklede jeg ud for at spille skak med Anders og kom hjem længe efter midnat. Om morgenen sagde Valborg: Du skal huske at ringe hjem, hvis du ikke kommer hjem efter rotur. Det blev sagt med eftertryk.

Da huset var bygget, gælden nedbragt, og børnene næsten flyvefærdige, var det tid for næste delprojekt. Du ønskede at lære fag og få eget job ude. Men så kom diskusprolaps, operation, rekreation. Måske var viljen til at gå ud på arbejdsmarkedet på retur. Og så var der jo bedstefar, med det skrøbelige helbred og den seje livsvilje. Du forblev hjemme, på Dronningholmsvej. Jeg tror egentlig, du ikke tilgav dig selv, at du ikke kastede dig ud i et job. Kirsten Søgård, som var husmorafløser /Hjemmehjælper, var vist mere end veninde – jeg tror, hun også var den udearbejdende, du havde lyst til selv at være.

Det varede noget, før det gik op for mig, hvad det betød, at du læste “En kvinde er overflødig”. Det var en stilfærdig måde at fortælle noget udadtil. Noget, jeg først længe efter opfattede.

Den stærke orientering efter projektet betød ikke, at Valborg blev indadvendt: Valborg blev veninde med og støtte for ældre og svagelige. Fru Fribert. Margrethe Larsens mor. Frk. Myhle som blev fru Press. Siden kom genbrugsbutikken, hvor Valborg tilbragte mange gode timer, og hvorfra hun fortalte, hvad hun iagttog af menneskers meget forskellige livsindstillinger: der var de ydmyge farende svende, som blev klædt lidt på til ultra-lavpris. Der var samlerne. Der var dem der tingede selv om de laveste priser, og der var dem, der prøvede at snyde. Til dem talte hun lavtmælt men tydeligt. Valborg havde et skarpt blik for menneskers karakteregenskaber.

Tiden, sparsommeligheden og styringen betød økonomisk konsolidering. Fra fattigdom til rigdom. Stærkt står i min erindring juli 1970: Lis og jeg havde fået kig på huset på Hørgårdsvej. Vi ringede til Sørvad, hvor Randi og Flemming boede. Valborg og Jonas kom til Århus samme eftermiddag, så på huset og på mit budget – og købte næste dag. Udbetalingen var lig med at tømme sparekassen. Det var også en investering. Og budgettet holdt. Da jeg selv købte huset syv år senere, havde Jonas og Valborg tjent 25% pr. år skattefrit. Far sagde: ”Jeg er ikke kapitalist”. Næ, det er systemet, der påtvinger dig fortjenesten.

Siden blev: Svendborg Bank, Sofielund, en institution i familien. I lånte ud til mig, til Thor, til Nanna. Og Valborg sagde: det er rart ikke at have økonomisk bekymring. Så højt kunne hun svinge sig op. Da øjenlægen sagde: stær-operation, og der er et par måneders ventetid, sagde Valborg: hvad nu hvis jeg betaler selv? I morgen! Så cyklede hun til sparekassen og kom tilbage med kontanterne næste dag – og blev opereret. Mary var himmelfalden: endelig havde Valborg lært at bruge lidt på sig selv. Nåja, helt sandt er det ikke – I havde lært at rejse. Det blev til en del ture flere steder hen. Men selve det: ikke at behøve at bekymre sig – det var det store fremskridt. Da du havde fundet ud af, hvor meget bedre synet blev, var du klar til næste operation. Men da var det lidt mere normalt: da kunne du godt vente den måneds tid og få øjet opereret på amtets regning i Odense!

Da far gik på pension, foreslog Valborg ham at gå til museet, som havde annonceret efter én, der kunne læse gotisk håndskrift. Det blev starten på en ny epoke, med opblomstring og trivsel for ham og glæde derved – og også ved de museumsaktiviteter, som hun deltog i. Henrik blev også en god ven for Valborg.

Tiden efter fars ulykke blev svær. Valborgs største bekymring var: hvis nu jeg dør, vil Jonas have det endnu sværere. Og så kom blodproppen, som hun ganske vist først senere blev klar over, hun havde haft: på vej på cykel op ad Præstevænget. Lige så svært det var for ham ikke at kunne se og siden ikke at kunne tale, lige så svært var det for Valborg at opleve, at helbredet tvang hende ned i tempo.

Der var stadig glæder. Glæden ved at give børn og børnebørn penge. Glæde ved at venner kom med blomster. Glæden ved at bo og være sammen med venner og naboer i Sofielund, til kortspil og banko og kaffe og udflugter.

Det sidste par måneder var strenge. Især trætheden. Kræften belastede. Det var konstante mavesmerter. Kikkertundersøgelse 1. september. I tirsdags fortalte overlæge Aksel Malchow Møller mig diagnosen: kræft i bugspytkirtlen, ikke noget man kunne operere for. Jeg ringede til dig og fortalte om diagnosen. Du sagde: godt at få klar besked. Og efter den klare besked fik Katja iværksat den smertelindring, som var påkrævet. Fire dage senere, lørdag d. 11. kl. 18, sov du ind. Randi, Katja, Nanna og jeg var hos dig.

Trods alt: det gik hurtigt til sidst. Og det ønskede du. At sove ind, smertefri, i morfinens lettelse. Det under vi dig. Vi lever med tabet, savnet. Vi ved jo, døden er en del af livet.

Vi kan nu kun sige dig tak for det liv du delte med os. Og hvis du ellers svæver rundt et sted, så vid: vi holder på de gode minder, du har givet os. Tak for det, mor.

Viggo Jonasen

Otto Jonasen – ved bisættelsen

Jonas – et livsforløb er til ende 2003

Otto Jonasens livsforløb er til ende. På 91½ års fødselsdagen døde far.

Han trængte til det. Det trediesidste, jeg hørte ham sige, var: “hvorfor skal det dog være så svært at komme herfra?

Hans liv var virkelyst. Derfor var de sidste år strenge, da synstabet beskar hans mulighed for at arbejde og læse, og især da hjerneskaden satte hans aktivitet og ikke mindst hans tale i stå.

Forud gik et langt og righoldigt liv. Et liv med indre omskiftelser, der nok er større end det umiddelbart ses – men også et liv med stærke, gennemgående linier.

Hvordan blev han den mand, den Jonas, vi kender – faren, ægtemanden, bedstefaren, vennen, kollegaen, fredsaktivisten, lokalhistorikeren, havemanden, selskabsmennesket?

De seneste dage har jeg tænkt tilbage, på erfaringer med far og iagttagelser om far. Og jeg har lyttet til de bånd, han talte ind til os, om barndom og ungdom. Jeg har opdaget nogen ting, og jeg har forbundet tidligere opdagelser på nye måder. I det lys vil jeg fortælle om fars liv. Du hører det jo nok ikke selv, men jeg tror, du ville nikke til de ting, jeg drager frem.

Tiden er marts 1929 til marts 1931. Efter to u-fornøjelige læreår på Nordfyn blev Jonas som 17 årig 3-4 års gartnerelev på Emdruphøj, ved Bispebjerg. Ejer og læremester var Frode Sørensen, og gartneribestyrer var Helge Kristensen. Og så kommer der to citater:

Helge Kristensen blev ved nytårstid 1930 gift med Rigmor Bjerre, og nogle måneder senere overtog de forplejningen af gartnerne. I forbindelse med deres lejlighed i gårdens vestfløj blev der indrettet en stor spise- og opholdsstue til dette formål. Vi var som en stor og glad familie, og jeg mindes mange hyggelige timer i det fællesskab. Der blev drøftet politik og meget andet, som vækkede nye interesser hos mig. Det var også der, jeg første gang stiftede bekendtskab med og blev optaget af tanken om at blive militærnægter. Af og til samledes vi til en aftenfest, når lejlighed indbød til det, med snak og sange. Højskolesangbogen blev flittigt brugt, og jeg lærte mange gode sange, som lå uden for det repertoire, jeg havde med hjemmefra. Ikke sjældent fandt et og andet talent iblandt os på at skrive en lejlighedssang, og til tider indøvede vi dilettantkomedier. Ved sådanne lejligheder kom gerne nogle af de ikke herboende og de gamle Emdruphøjere og tog del i festlighederne.

Vist var Frode Sørensen kapitalist, men ingenlunde en typisk sådan. Han var snarere patriarkalsk på en slags grundtvigsk måde. Det var karakteristisk, at han opretholdt den gamle tradition, at elever og medhjælpere var på kost i huset, noget der ellers var stærkt på retur i Københavnsområdet. Indtil fru Gerda bad om at slippe for det besvær. Han var både cand.polit. og havebrugskandidat, lektor med samfundsfag ved Landbohøjskolen, havde i nogle år været lærer på Askov Højskole, og var kirkeværge for Grundtvigskirken, som på den tid var under opførelse. …. Den grundtvigske atmosfære prægede hele tilværelsen på Emdruphøj. Politisk var han utvivlsomt Venstremand, men ingenlunde en forbenet sådan. Han levede stærkt med i tidens debat. På et tidspunkt husker jeg, at han gav udtryk for sin tvivl om, om han skulle stemme på Retsforbundet eller Kommunistpartiet. De to år på Emdruphøj, med det særlige miljø, hjemligt og fortroligt, som ikke bare Frode men ikke mindst Helge Kristensen og Rigmor satte godt præg på, mindes jeg som de mest lysende af min ungdomstid, næsten uden problemer og mislyd.

De ord, om de mest lysende af min ungdomstid, er store ord fra ham.

For mig at se blev grundlaget for fars senere liv forrykket i tiden på Emdruphøj. Han var kommet der, fordi bror Vilhelm havde aftalt det. Det er nok også det sidste, nogen har aftalt på hans vegne! Men personlighederne og det miljø, de skabte, gav gode vækstvilkår for hans selvstændighedstrang, og de gav ham eller understøttede ham i det syn på samfundets indretning, som vi siden så så stærkt udfoldet. Det handler om den enkeltes ansvar for, om han deltager i krig eller i at bekæmpe krigen. Det handler om den enkeltes ansvar for, hvordan han eller hun indretter tilværelsen for andre – børn, ægtefælle, arbejdskammerat, med-boer, kommune-fælle. Det handler om hans syn på lederskab – undertrykkelse og magtudøvelse – eller rammesætning for den andens frihed til at udfolde sig.

Han kom fra det indremissionske miljø i Assens – som han selv siden formildende har kaldt “den lyse, fynske fløj af missionen” – som også var konservativt og kongetro. Han har næsten aldrig direkte i ord taget afstand fra det, selvom den lille bemærkning Højskolesangbogen blev flittigt brugt, og jeg lærte mange gode sange, som lå uden for det repertoire, jeg havde med hjemmefra nok ikke er uden kritik. Men hans personlige stillingtagen til og afstandtagen fra den konservative mærkesag, det nationale militærvæsen, var et tigerspring ud af hjemmemiljøet. Jeg har aldrig hørt ham sige, om hans valg gjorde bedstefar Åge sorg – jeg tror det, men jeg tror ganske vist også, at bedstefar Åge havde format til at respektere sin søns selvstændighed.

Den selvstændighed, han åbenbart fik forløst og legitimeret i tiden på Emdruphøj, skaffede ham også den første og eneste fyring. Det var i oktober 1931. En lørdag aften inddrog Vilvorde-arbejdslederen næste dags fri-søndag, hvor han første gang skulle på besøg i Gribskovlejren. Og da Jonas alligevel bare cyklede til Gribskov, mens de andre lossede azalier fra banevognen, blev han og to andre, som heller ikke accepterede sådan en ordre, fyret. Hvorefter han lod sig indkalde til Gribskov. Som tyve-årig, allerede med fire års gartner-læretid på bagen.

Af Gribskov-historien, december 1931- maj 1933, vil jeg kun fremdrage ét aspekt: det er den første erfaring som underviser, nemlig i esperanto. Idéen om verdenssproget som middel til fred forener engagementet hos den enkelte med omsorgen for freden: jeg vælger at få et fælles sprog, for at kunne kommunikere og også undgå eller afhjælpe konflikt. På den måde forsøger jeg at give mit bidrag til, at verden som helhed kan blive fredeligere.

Om International Ungdoms Liga, IUL: IUL var som nævnt beslægtet med den tyske Jugendbewegung, vandrerbevægelsen, som i disse år udviklede sig stærkt, og som især indebar et opgør med autoritet og stive traditioner, det tilvante samfund med alle dets regler og normer, som børn og unge havde været vænnet til at følge som noget selvfølgeligt. At gå ind som et nyt men ikke afvigende led i kæden af samfundsborgere – at se sin fremtid på én eller anden måde i det bestående – det var blevet rokket i sin grundvold. Dette samfunds fallit i den store krig fik mange unge til at miste tilliden til de bestående normer og søge mening i tilværelsen på andre måder. Derfor spirede oppositionen til det tilvante på alle områder. Og det var ingenlunde sådan, at man blot søgte over i en oppositionel politisk ideologi – der ville man jo igen blive bundet til normer. At mange i de følgende år dog havnede i den grøft, er velkendt. Måske blev problemerne så overmægtige, at mange faldt for fristelsen til den lette løsning: forenkling, måske båret oppe af en smittende begejstring.

Her har vi far i en nøddeskal: jeg kan ikke nøjes med at se min fremtid i det bestående – jeg må selv vælge min vej – der er ingen færdig løsning til mig. Sent i livet nåede det også frem til religionen. En stærk tro fra barndommen var blevet til en svag eller ingen tro. Du sagde: det tager et par menneskealdre at blive selvstændig.

Han kom til Askov – Ludvig Sørensen, vennen fra Gribskov og fredsbevægelsen, tilbød job og højskoleophold. Tre vintre, med mere bevidsthedsudvidelse og glæde ved at lære.

Og han kom tilbage til København, hvor han arbejdede, igen mødte Valborg og sammen med dig grundlagde det store projekt: at blive lærer, og at etablere familie.

Det store projekt blev i Svendborg. Arbejdsmarkedet for lærere kom til at sætte rammen for det. Og I realiserede det, i slid og glæde og besvær. At bygge hus, sammen med P. Bank, at indrette det, at anlægge og holde have og hus. I var begge, på den lidt stilfærdige måde, stolte af, at det lykkedes. Randi og jeg fik en god barndom. Friheden, selvstændigheden, som jeg så stærkt har hørt på fars bånd, men som vi jo også i ny og næ har hørt fra dig, mor, har vi taget til os.

At vi var jeres projekt har vi også mærket på anden vis: økonomisk støtte i uddannelse og siden. Jeres glæde ved, at vi valgte en vej og gik den, var altid at se. At I med aftens varsel rykkede ud og ryddede sparekassen for at investere i hus til Lis og mig, har jeg altid beundret. Da jeg syv år senere købte huset og opgjorde jeres fortjeneste til 25% skattefrit pr. år, fik far til at sige Jamen, jeg er ikke kapitalist. Og jeg måtte svare: næh, fortjenesten er faktisk systemets skyld.

Arbejdet i fredsbevægelsen med AmK’s tryksagsafdeling, og senere som kasserer, fyldte meget. Arbejdet i det Radikale Venstre fyldte noget – og da partiet indgik forsvarsforlig, stemplede han ud: I gik i regering for at trække socialdemokraterne til venstre – men de trak jer til højre. Karl Skytte gav ham ret, men ikke offentligt.

Arbejdet bød far megen glæde. Det var børnene. Det var kollegerne. Jeg husker fra min tid på Østre skole fars stolthed over det, der i dag kaldes udviklingsarbejde: undervisningsmateriale for ordblinde. Og jeg husker sorgen, ordene: “det er som at forberede sin egen begravelse”, da han pakkede tingene sammen for at forlade Østre Skole, på grund af ledelsen. Dog: jeg tror, det hjalp ham, da Hundahl – stadsskoleinspektøren – sagde: jeg beundrer, at De holdt ud så længe. Gode år fulgte på Vestre Skole. Men gløden, glæden fra de første år på Østre, var der nok ikke helt. Og skolen havde også nok lidt for mange hundrede børn.

Den tredie alder blev rig. Det begyndte med barselsvikariat for Randi. “Det skulle jeg have gjort for nogle år siden – tænk, at kunne komme ind i en klasse og kunne undervise, uden først at skulle få en håndfuld larmeunger til at holde kæft”. Og det greb om sig med museet, hvor Henrik Jansen forstod at sætte i gang og inspirere og udgive. Far blev fortrolig med gamle borgere: Morten Jørgensen pindmøller og Jakob Jensen Samsing, hvis dagbøger han transskriberede og redigerede til udgivelse. Dengang de fandt en portbjælke i Nikolaistræde med indskriften JJS, sagde far: det er som et håndtryk fra en gammel ven. Henrik er måske det menneske, far kom nærmest i de sidste år.

Komme nær? ja vi har oplevet det, børn og ikke mindst børnebørn. Du har fortalt mange gode historier og sunget mange gode sange, solo og sammen. Vi var glade for det. I familien, og ikke mindst ude i byen i Svendborg. Du har gjort mange mennesker klogere på den by, de bor i, og det vil du blive husket for længe. Og så alligevel: Du havde mange flere tanker, end dem der kom ud. Svære tanker forblev inde i dit hoved, indtil beslutning var truffet. Måske havde noget været nemmere, om du havde kunnet dele også de svære tanker. Mor syntes, det var sært, at du kom og fortalte, at du havde sagt op!

Tiden siden hovedskaden har været svær. For far, og ikke mindst for Valborg. Du sagde engang til Maj: det er så svært – jeg kan ikke sige det, jeg vil. Det var det næstsidste, jeg hørte. Vi ved ikke, hvad du hørte, og hvad du kunne rumme. Et lysglimt kom. Jeg havde sagt noget om, at det må have været tomt i Europa, da kaffen ikke var kommet hertil. Så sagde du klart og tydeligt: de drak øl. Humoren var der. Og det var det sidste, jeg har hørt dig sige.

Tiden er til at sige tak. Tiden er til at sige farvel. Du har haft et på mange måder stort liv. Om der er et liv herefter? Vi ved det ikke. Nogen tror det, andre ikke. Vi kan i hvert fald sige dig tak for det, du har haft og delt med os. Tak, far.

Viggo Jonasen

Ved Otto Jonasens bisættelse, 8. februar 2003.

NOK er NOK – INJURIESAG om beskyldning for sexistisk chikane

Til pressen – 2022.09.09.

Man kan også læse

L

Viggo Jonasen anlægger injuriesag mod Enhedslisten, med krav om, at beskyldningen om, ”at Viggo Jonasen gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane over for et medlem af Enhedslisten” kendes usand og grundløs, eller som det hedder i retssproget ”ubeføjet”

I

Beskyldningen blev brugt som begrundelse for at ekskludere mig af Enhedslisten. Og den har været udgangspunkt for en del efterfølgende presseomtale, ganske vist oftest med pressens nævnelse af, at jeg bestrider beskyldningen.

En retsafgørelse kan måske ikke stoppe smædeskriverierne – men den kan dog fjerne det legitimeringsgrundlag, som Enhedslistens hovedbestyrelses beskyldning kan siges at udgøre.

Viggo Jonasen

I anledning af injuriesagen – en udtalelse.

Om giftdrypperi og sex(isme)chikane anklager – og en injuriesag.

Karaktermord er giftmord. Det går ud på at dryppe gift i tankerne hos mange mennesker, så de danner et bestemt negativt billede af den, der skal myrdes.

For eksempel: billedet, at han er en gammel gris, som ikke kan holde bl.a. fingrene fra unge piger.

Hvad er forskellen på ”sexistisk chikane” og ”sexchikane”? Ved ”Sexistisk chikane” forstås normalt ytring af holdninger, med ord, betoninger, undladelser – mens ”sexchikane” normalt vil være berøring eller direkte omtale/tiltale af en person – ”sexchikane” er altså en del grovere end ”sexistisk chikane”. Men for mange er der ikke nogen klar forskel.

Så: hvis nogen kan hæfte etiketten ”en der bedriver sexistisk chikane” på ham, er der jo kort til, at folk danner billedet ”en der bedriver sexchikane”. Og jo, det virker. Mig venligt stemte mennesker i Århus spørger faktisk: kan det virkelig passe, at du er sådan en gammel gris?!

Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB) har besluttet, at jeg ”gennem længere tid systematisk har udøvet sexistisk chikane” over for et partimedlem. Og derfor ekskluderet mig af partiet.

Baggrund: Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl har rettet henvendelse til forretningsudvalget med udsagn om (klager over) min adfærd – manglende samarbejde, bagtalelse – udsagn som jeg for en de vigtigstes vedkommende har dementeret. . Lone Norlander har til HB indsendt en redegørelse for dårligt samarbejde.

De to nævner ikke ”sexistisk chikane” eller ”systematisk” eller ”langvarig”, Lone Norlander ejheller.

De ingredienser har andre – navne ukendt! – åbenbart hældt i gryden. Derefter er giftgryden kogt op.

Efter eksklusionen fortsætter giftdrypperiet.

Eksempel: Lone Norlander nævner i TV2OJ 10. august to gange, at ”sexchikanesagen er blevet håndteret”. Så blev det lige opgraderet fra ”sexistisk chikane” til ”sexchikane”.

Eksempel: da Laura Bryhl trådte ind i byrådet igen, blev EL-bestyrelsesmedlem Lone Jensen interviewet til Lokalavisen. Her svarede hun på spørgsmålet: hvem der sender hademails til Laura Bryhl: ”Jeg ved det ikke – men det er nok ældre hvide mænd på Viggo Jonasens alder”.

Eksempel: byrådsmedlem Thure Hastrup skriver i sin beretning til EL-Århus generalforsamlingen. (udsendt til de 700 medlemmer i Århus) ”Viggo Jonasen har lækket personfølsomme oplysninger”. Det er en grov beskyldning, og usandt er det. Med ordene tænker han utvivlsomt på de bilag i eksklusionssagen, som jeg har offentliggjort, og hvori INGEN personfølsom oplysning er at finde. Derimod kan ses, hvor tyndt beslutningsgrundlaget er. Men mistænkeliggørelsen er velment.

Jeg har iværksat injuriesøgsmål. Jeg beder retten om, at Enhedslisten dømmes til at anerkende, at den groft injurierende beskyldning for at jeg ”gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane” er usand og udokumenteret, eller i retssproget ”ubeføjet”.

Jeg har også tilbudt partiet, at man kan forlige sagen, ved at anerkende, at beskyldningen for at jeg ”gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane” er usand og udokumenteret, ubeføjet. Enhedslisten har via advokat afslået tilbuddet. Ved et sådant forlig kunne EL undgå at slæbe Laura Bryhl i retten som vidne i et udsigtsløst forsøg på at føre sandhedsbevis.

Kunne jeg ikke bare tage udhængningen, giftigheden, bagtalelsen med en vis ophøjet ro? Mennesker, der kender mig, ved jo at HB-udsagnet er usandt. Men altså: udhængningen sker jo i den større århusianske offentlighed.

En retsafgørelse eller et forlig vil næppe standse de lokale giftdryppere, bagtalere. Men det vil i hvert fald fjerne deres begrundelse, legitimering af giftdrypperiet.

Sagen har også lidt mere end en personsags betydning i en ”me too” krænkelsestid..

Det er tåkrummende pinligt at opleve, at blot en enkelt persons udråb ”sexchikane” eller ”sexistisk chikane” kan få en HB til at stemple den anklagede som skyldig i sådanne handlinger – uden nogen efterprøvning af sandhedsværdien af udråbet. Den går nok ikke i byretten.

En retsafgørelse, et forlig vil måske også få nogle retsbevidste venstrefløjsfolk til at genopfriske det gamle retsprincip: en anklaget er uskyldig, indtil anklagen er bevist.

Måske kan det også få venstrefløjens største parti til at tage lidt mere alvorligt, at man skal undersøge politiske forhold og personsager ordentligt inden afgørelse, herunder også at anklagede skal høres, før FU beslutter at indstille til eksklusion.

Viggo Jonasen Byrådssuppleant – pt UFP

Stævningen eftersendes

Thorkild Simonsen er død

mindeord – Stiftstidende 5. september 2022

Billeder myldrer frem fra tiden siden 1974, hvor jeg første gang kom i byrådet (VS):

Den geniale skole- og kulturrådmand. Din åbne og idérige kulturpolitik, med beboerhus i hvert lokalsamfund, herunder Børnenes og Beboernes Jord, støtte til kulturvækstslagene med lokaler og underskudsgarantier – mens rådmand Arbjerg holdt de unge kultur-håb i gang på kontanthjælp! Med embedsmænd som Herluf Beyer og Poul Erik Jensen.

Møder i kulturudvalget, med den spæde Thor i bastkurven.

Byudviklingsplanlægning: at undgå, at byggeriet løb fra skole- og institutionsforsyning og omvendt. Den lære er siden gået tabt i en århusiansk glemmebog.

Udvalgsrejse til Herning og Holstebro, at kigge på kommunal organisering mhp. at få ridesport til ikke kun at være sport for de riges børn.

Musikhus- og ridehus-diskussionerne – Venstresocialistens støtte til musikhuset som din løftestang for musikhusprojektet.

Snak om Børne- og Ungepsykiatriafdelingen med dig og Edny – du stod frem som pårørende i bogen om at være psykiatribruger-pårørende. En god indsats for afstigmatiseringen.

Siden blev du borgmester og KL formand – jeg kritiserede dig for at være for meget finansministerens (nedskærings-) mand over for kommunerne og især Århus. Det fik jeg aldrig svar på. Men vi enedes i 1986 om et forlig. Du ville gerne have SF, som jeg da sad i byrådet for, med i et lovbeordret nedskæringsforlig. Vi gik med i forliget, til gengæld for at få tretrins rensning på alle kommunens renseværker – finansieret over taksterne, ikke over skatten! Det gav efter få år atter fisk i bugten!

Da Langelandsgades kaserne kom på byrådets bord, var økonomiudvalget på besigtigelse. Jeg gik i hælene på dig og stak lommekniven i træværket – se selv, Thorkild – huset og træværket er sundt. Siden fik jeg at vide, at du som udgangspunkt havde tænkt bevaring af ridehuset og nedrivning af de øvrige bygninger – efter turen: bevaring af hele komplekset. En håndværkers respekt for tidligere tiders håndværk. Også det var godt for Århus.

Også Århus’ bedste kommuneplan – 1988-1996 planen, med vægt på selvbærende lokalsamfund med institutioner og bibliotek og beboerhus i alle de 39 lokalsamfund, blev vedtaget i din tid.

Vi mødtes siden ofte i Foreningen af Forhenværende medlemmer af Århus Byråd. Du kom engang, ophidset: ”Jonas det er altså for galt: du og jeg bor i Risskov og henter store værdistigninger på vores villagrunde, uden at vi betaler nævneværdig ejendomsskat”. ”Jamen Thorkild – du har jo selv stemt for at holde ejendomsskatterne nede!”, ”Jo, jo, jeg ved det godt – men det ER altså galt!”. Og da byrådet ville sælge de smukke gamle husvildeboliger på Poul Martin Møllersvej, foreslog jeg et fælles læserbrev ”fra to gamle byrødder” imod salget. ”Jeg er med – du sender! Hvis vi sælger, bliver der bare bygget mere deroppe!”

Så sent som i dette forår kom Thorkild og Edny til jubilæumsfest på Børnenes og Beboernes Jord. Du mente, at jubilæet var fejring værd for Århus.

Thorkild er død. Vi endte med at være venner, trods ofte betydelig uenighed. 96 år og ringe helbred. Og han havde forberedt egen død og begravelse. Så følelsen er mere vemod end egentlig sorg. Men der er nu lidt mere tomt, når du ikke kommer til møde i ”De forhenværende”

Thorkild var et stort menneske – og Århus en god mand.

Viggo Jonasen

Byrådssuppleant, pt UFP.

Borgmester Bundsgaard er tavs: Der mangler millioner af kroner til velfærd, og han gør ingenting

Aarhus Stiftstidende 3. juni 2022

Profileret plejehjem i Aarhus sendt til tælling: – Det er næsten værre end Else i liftselen på Kongsgården (25 maj)”

Mistrivsel hos børn i Aarhus er i alarmerende vækst: – Det bunder i mange års nedskæringer på børneområdet”

Socialområdets økonomi er skudt i sænk: – Hvorfor har byrådet ladet problemerne vokse sig så store?”

Velfærdsområderne i Aarhus Kommune har det skidt. Stiftstidendes overskrifter derom er talrige. Byrådspolitikernes klynken gentages igen og igen. Omkvædet: men ved næste budget … kommer der mange flere penge til – gamle, handicappede, mistrivende børn, nedslidte skoler …

Hvad siger byens borgmester? Ingenting! Dog: I et kort øjebliks klarsyn op til 2021-kommune-aftaleforhandlingerne havde KL formand Bundsgaard et realistisk bud på størrelsen af ét af problemerne: Der manglede 5,4 milliarde over 3 år blot for at opretholde ydelsesstandarden på handicapområdet. Men partifælle, finansminister og eks-borgmester Wammen og hans regering ville ikke yde noget – og siden lader borgmester Bundsgaard være med at gøre noget i Aarhus.

Hver gang rådmand Medom, rådmand Winnerskjöld, rådmand Budde stilles over for problemerne – er borgmesteren tavs. Underforstået: du er rådmand – klar problemerne inden for din budgetramme. Hvad gør så rådmændene? Medom bruger lidt flere penge på brandslukning i skolevæsenets Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning. Winnerskjold overskrider budgettet – på socialområdet med 170 mill i 2022. Budde kommer med lidt flere penge til Skovvang. ”inden for rammen”. De siger ikke: vi kan ikke løse opgaven med det budget, som borgmester Bundsgaard vil lade os have. Næh, for så lader borgmesteren forstå: der er nok andre, der gerne vil være rådmænd.

Den samme kultur hersker i ledelsesniveauerne under rådmændene. ”Hvis du ikke kan få budgettet til at hænge sammen, er der andre, der gerne vil ha din lederpost”. Og jo – lederne bliver udskiftet i stort tal – se blot artiklerne senest om demensplejehjemmet Skovvang, om plejesektoren i øvrigt, og om socialrådmandens bosteder i Tilst og andre steder.

Borgmester og rådmænd har en universal-løsning: opkvalificering af ledere og andre medarbejdere – ikke FLERE medarbejdere. F.ex. ”nye (billigere) mellemformer” i stedet for specialundervisning. Ideologien, som stadig gennemsyrer det politiske og administrative ledelseslag er New Public Management (som rettelig burde hedde: Old Industrial Management): effektivisering. Det sammen antal medarbejdere skal – og kan – klare flere og større opgaver, blot de bliver dygtigere. DET GÅR SELVFØLGELIG IKKE I LÆNGDEN!

Da Stiftstidende med god grund kritiserede borgmester Bundsgaards magtarrogante budgetforhandling i september 2021, gik kritikken især på forhandlingsstilen. Velfærds-grundproblemet fik ikke den plads, det fortjener.

På det overordnede, makroøkonomiske, niveau er svaret nogenlunde enkelt: at holde velfærdsniveauet oppe i det niveau, vi ønsker, forudsætter, at en større del af samfundets ressourcer, især: arbejdskraften, bruges på til velfærdsområdet, og at en mindre del af arbejdskraften anvendes til at producere flæskestege og elbiler og boliger og motorveje. Det vil sige: større skattefinansieret kollektivt forbrug og mindre materielt privatforbrug. Det vil i øvrigt også betyde mindre dræn på klodens naturressourcer.

Hvis Aarhus Kommune vil blive en attraktiv arbejdsplads med godt miljø for ansatte og brugere, må byrådet erklære vilje til over en kortere tid at gå i gang med at bruge flere penge til at ansætte flere medarbejdere på områderne!

Det går ikke uden et betydeligt udgiftsløft. Og jo altså: skattefinansiering. Aarhus har stadig Jyllands tredielaveste skatteprocent. Og jo, jeg ved godt, at kommuneskatten er proportional og derfor vender en tung ende ”nedad”. Det kan ændres ved lov.

Da Enhedslisten og jeg som byrådsmedlem sagde NEJ til borgmester Bundsgaards 2022 budgetforlig, var det ikke mindst på grund af forligets aftale om et social-nedskæringskatalog. Men også på grund af borgmesterens afvisning at skattefinansiere et velfærdsløft. Jeg forudsagde, at nedskæringskataloget ville blive fremsat i februar 2022. Den forudsigelse holdt ikke – kataloget er ikke kommet endnu! Rådmandens klynk tilsiger, at det heller ikke kommer – thi det kan ikke laves, uden at Aarhus Kommune vil få endnu flere ankeafgørelser om retsstridig påholdenhed og endnu flere bostedsskandaler. Man vil forsat slingre af sted mellem mer-forbrug og ”løfter” om nedskæringer.

Mennesker med handicap, og deres pårørende, børn med mistrivsel, plejekrævende ældre– oplever alt for ofte samspillet med kommunen som kamp om hvor lidt kommunen kan slippe af sted med at yde.

På den måde sikres utryghed for brugere, pårørende, medarbejdere.

Århus-kompassets tilsiger, at kommunen skal lægge borgerens ønsker og visioner til grund for samskabelsen med kommunen. I seneste regnskabsredegørelse (byrådsmødet 25. maj) gengives ældreplejens tilfredshedsundersøgelse. Man har spurgt brugerne, om de oplever at deres allernødvendigste behov er lagt til grund for indsatsen! Hvis ja – så registreres ”tilfredshed”. Man har ikke spurgt: får du en hjælp, så du har et godt liv?

Aarhus kommune har et lavt velfærdsniveau og en lav skatteprocent. Og et stort personalegennemtræk. Det bør ændres! SF og enhedslisten har markeret ønsket om skattefinansieret velfærdsløft.

Borgmester Bundsgaard er tavs derom – men han vil gerne bruge millioner til lufthavnen i Tirstrup.

Viggo Jonasen

Byrådssuppleant – pt UFP

Aarhus, pengene og de handicappede


Bragt i JPÅ 11. maj 2022

Aarhus, pengene og de handicappede.

JP beretningen i marts om kommunens voksende ”underskud” på handicapbudgettet er alarmerende.

Kommunens grundlæggende hovedproblem lades dog uomtalt!

Mennesker med handicap har i Danmark RET til ydelser. Og kommunen har PLIGT til at yde. Når borgerens RET skal tilgodeses, må kommunen bare betale. Det har vi har set igennem nogle år -deraf ”underskuddet”.

Man kan godt kalde det den ”gode nyhed”: Aarhus Kommune bruger flere penge, end byrådet har indskrevet i budgettet. Selvom det knap nok er en nyhed.

”Den dårlige nyhed” – som heller ikke er en nyhed – er, med rådmand Winnerskjolds ord, at »Vi vil forsøge at holde igen med udgifterne, hvor vi kan, og gå budgetterne igennem med en tættekam,« siger Anders Winnerskjold, som endnu ikke kan pege på præcise tiltag.

Det betyder, at medarbejdere og beboere på bosteder, brugerne af handicaphjælperordningen (BPA ordningen), forældre der modtager dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter til børns handicap – alle disse mennesker holdes i konstant utryghed om, hvorvidt rådmanden og hans embedsmænd nu vil forsøge at skære i deres velfærd.

TRYGHED var i 1970’er socialreformen en grundbetingelse for TRIVSEL – altså for et godt liv. Rådmandens udmelding undergraver yderligere TRYGHEDEN.

Bostedsskandaler, leder- og personaleflugt, ankesagsophobning, forældres sygemeldinger og arbejdsmarkeds frafald grundet utilstrækkelig hjælp ved barns handicap – kan forholdsvis éntydigt forklares med budgetters utilstrækkelighed.

Borgmesterens og de skiftende rådmænds ikke-løsning har været ”New Public Management”: ”effektiviseringer”, omstruktureringer, ”bedre ledelse” med færre frontlinie-personalehænder. Ikke kun på handicapområdet – også på plejeområdet og klubområdet og skoleområdet (særligt: specialundervisningsområdet) og .. og .. og.

På det overordnede, makroøkonomiske, niveau er svaret nogenlunde enkelt: at holde velfærdsniveauet oppe i det niveau, vi ønsker, forudsætter en større del af samfundets ressourcer, især: arbejdskraften til velfærdsområdet og en mindre del af arbejdskraften til at producere flæskestege og elbiler og boliger og motorveje – det vil sige: større skattefinansieret kollektivt forbrug og mindre materielt privatforbrug. Det vil i øvrigt også betyde mindre dræn på klodens naturresourcer.

Borgmesterens budgetmodeller – løser de ikke problemet? NEJ. Modellerne er jo bygget sådan, at de under-kompenserer befolknings- og bruger tilvækst. Og når andelen af borgere med rettigheds givende handicaps vokser mere end den generelle befolkningsvækst, øges problemet. Det er kendt viden på rådhuset. Jamen hvad så med forebyggelse? Godt og nødvendigt og i heldige fald på langt, langt sigt, effektivt. Men ikke her og nu.

Hvis Aarhus Kommune vil blive en attraktiv arbejdsplads med godt miljø for ansatte og brugere, må byrådet erklære viljen til over en kortere tid at gå i gang med at bruge flere penge til at ansætte flere medarbejdere på områderne! Det går ikke uden et betydeligt udgiftsløft. Og jo altså: skattefinansiering. Aarhus har stadig Jyllands tredielaveste skatteprocent. Og jo, jeg ved godt, at kommuneskatten er proportional og derfor vender en tung ende ”nedad”. Det kan ændres ved lov. Hvilket lige så godt kan lade sig gøre som at få flere penge fra Mette Frederiksen regeringens finansminister Wammen.

Da Enhedslisten og jeg som byrådsmedlem sagde NEJ til borgmester Bundsgaards 2022 budgetforlig, var det ikke mindst på grund af forligets aftale om et social-nedskæringskatalog. Jeg forudsagde, at kataloget ville blive fremsat i februar 2022. Den forudsigelse holdt ikke – kataloget er ikke kommet endnu! Rådmandens klynk tilsiger, at det heller ikke kommer – thi det kan ikke laves, uden at Aarhus Kommune vil få endnu flere ankeafgørelser om retsstridig påholdenhed og endnu flere bostedsskandaler. Man vil forsat slingre af sted mellem mer-forbrug og ”løfter” om nedskæringer.

Mennesker med handicap – og ikke mindst: deres pårørende – oplever alt for ofte samspillet med kommunen som kamp om hvor lidt kommunen kan slippe af sted med at yde. Der er behov for, at Århus-kompassets ord om at lægge borgerens ønsker og visioner til grund for samskabelsen med kommunen gøres til virkelighed.

Men borgmester Bundsgaard vil hellere bruge millionerne til lufthavnen i Tirstrup.

Viggo Jonasen

byrådssuppleant, pt UFP

OM EKSKLUSIONEN

OM EKSKLUSIONEN –

Viggos tale til Enhedslistens Årsmøde 2022 2022.05.15 – med efter-ord.

Jeg fik Forretningsudvalgets (FUs) mail 15. marts kl. 20.54:

”Til Viggo Jonasen

Enhedslistens forretningsudvalg har besluttet at indstille dig til udelukkelse grundet chikanerende og sexistisk adfærd, som skader partiet såvel internt som eksternt. Indstillingen vil blive behandlet på et hovedbestyrelsesmøde søndag d. 20. marts, forventeligt kl. 18. Mødet vil foregå virtuelt.

Sagens bilag er vedhæftet. Hvis du ønsker at kommentere sagen skriftligt, skal jeg bede dig sende dine kommentarer senest fredag d. 18. Du har også mulighed for at ytre dig mundtligt på hovedbestyrelsesmødet, inden hovedbestyrelsen træffer beslutning.

Med venlig hilsen

Lisbeth Torfing”

Jeg blev vred. Jeg havde intet hørt eller set om en eksklusionssag før da. Det var som at få en kniv i ryggen.

Jeg blev ked af det.

Dels over, at mit parti har en ledelse, der ikke har det på den moralske rygrad: man beslutter ikke at indstille til eksklusion, uden at have spurgt manden i forvejen.

Dels over, at nogen har indsendt klage og bilag bag om ryggen på mig.

Dels – senere – over, at hovedbestyrelsen (HB) stadfæster indstillingen UDEN nogen vurdering af anklagens enkelte punkter – trods min påvisning af usandheder og forvridninger.

Jeg blev ked af, at Laura oplever mig som tromlende og sexistisk. Og over at hun efter det oplyste har gjort det i lang tid. Uden at have nævnt det for mig.

Jeg blev ked af, at bestyrelsesmedlemmer, der har kendt problemet, ikke har taget det op med mig. Det er et stort svigt i lokal ledelse.

Jeg undrede mig. Med mailen fulgte fire bilag. De tre skulle vistnok godtgøre, at jeg er insisterende,

herunder iflg. Lone Norlander ene bilag ”chikanerende” – nemlig når jeg vedholdende har godtgjort, at hendes og den senere socialdemokrat Peter Bonfils’ politik var i modstrid med Enhedslistens program og generalforsamlingsvedtagelser. Det andet var mit oplæg til handlinger i en vigtig kommuneplansag – hvor jeg bad om svar fra ordfører Laura, om hun ville bruge det. Efter en måned med 4 forgæves henvendelser skrev jeg til bestyrelsen og til byrådsgruppen, at manglen på svar var et problem. Hvem skulle jeg ellers skrive det til? Tre af de 4 bilag er siden erklæret irrelevante for ”sexisme” anklagen.

Det fjerde bilag, Henvendelse I, er et usigneret og udateret referat af udtalelser fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl. Det er siden blevet erklæret at være henvendelse fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl

Jeg bad om aktindsigt, for at kunne se, hvem der har rettet hvilke henvendelser i sagen. Det gjorde jeg, fordi vi tidligere i Århus har set ”henvendelser bag om ryggen” til FU og til den lokale bestyrelse. Henvendelsen i 2017 smædede byrådskandidat Keld Hvalsø – og hvis den var kommet i pressen, ville det have været stærkt skadeligt for valget. Heldigvis fik FU medlem Per Clausen stoppet den sag. Men – aktindsigt blev mig nægtet.

Erkendte samarbejdsproblemer 1: min firkantede måde at sige det på, når Norlander/Bonfils/bestyrelsen førte politik på tværs af program og generalforsamlingsvedtagelserne – hvilket kulminerede, da Lone Norlander ville indgå budgetforlig, men Laura, Viggo og bestyrelsen sagde NEJ.

Erkendte samarbejdsproblemer 2: mit ønske om at partiets politik fremstår med en vis kontinuitet – mit forslag om overdragelsesmøde, med stort bilag – afvisning fra Katrine og Laura: ”sig det til Thure”.

En partiaktivist foreslog 9. marts et ”mægligsmøde” mellem mig og Laura, fordi manglen på samarbejde forringer partiets kommunalpolitiske ”produktion”. Og vore vedtægter tilsiger jo, at suppleanter deltager i arbejdet i kommunalgruppen (KPG). Jeg takkede straks JA.

Jeg har flere gange på SMS bedt Laura om samtale, og to gange efter møde – inden jeg skrev til Laura og KPG og bestyrelsen, at mangel på svar var et problem. Min bøn mødtes med – tavshed og NEJ.

Eksklusionen blev fulgt op med udelukkelse fra partidebatten – ex generalforsamling med kraftige angreb. Samtidig skete ”af helt andre grunde” nedlukningen af debatmail.

Af HB-udredningerne fremgår, at HB – som Laura – mener, at Lauras stress er Viggos skyld. I betragtning af, hvor få kontakter vi har haft, er det nok at tillægge mig endog meget stor indflydelse. Ét eller to spidskandidatmøder igennem valgkampen. Og jeg står med meget stor uvidenhed om, hvilke konkrete handlinger fra min side der har kunnet opfattes som chikanerende – jeg har INTET hørt om dem før 15. marts 2022 kl. 21.54. Men som tidligere beskrevet: jeg har ytret bekymring ved alle de poster og arbejdsbyrder, som de tre spidskandidater pålagde Laura hhv. Laura påtog sig.

Det er lidt for bekvemt at lægge hele skylden for Lauras stress på mine skuldre.

Mere om FU/HB sagsbehandling og ordvalg:

  1. FU’s mail af 15. marts: ”FU har besluttet …” uden forudgående høring og med henvisning til fire bilag, af hvilke de tre omtaler forhold, der beskrives som chikane/samarbejdsvanskelighed – men intet om sexisme. ”Henvendelse” er stadig et referat af udsagn, udateret og usigneret. Siden mundtligt oplyst, at det er fra Katrine og Laura – men: Aktindsigt nægtet. –
  2. FU/HB’s bevisvurdering: Lauras hhv. Katrines oplevelse eller følelse tages af HB som bevis for at Viggos har handlet som Laura /Katrine har følt. Lasse Olsen har i Stol på det røde Ø formuleret det: ”Jeg synes ikke man skal betvivle sandhedsværdien ..” – heller ikke ved åbenlyse fejlhuskninger, andenhåndsrygter og usandheder. Den bevisbedømmelse tjener ikke partiet til ære.
  3. HB anfører 3 handlinger, som udgør sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i ”- at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, ”- at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, ”- at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. ”Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane.” Af de tre handlinger er den første erkendt og beklaget. De to andre er opdigtede. Om min gendrivelse af beskyldningerne, se henvendelsen til årsmødet andetsteds på hjemmesiden. HB har ikke, hvor ord står mod ord, søgt dokumentation. Blot meddelt – som Lasse Olsen – at Henvendelse I er tro værdig. HB har ikke forsøgt at godtgøre, hvilke dokumenterede HANDLINGER der skulle være foregået, ”systematisk”, ”længere tid”.

Efterskrift til talen:

Årsmødet har godkendt eksklusionen og kvalitetsniveauet for HB’s arbejde og retssikkerhed.

Årsmødet genetablerede ikke Enhedslisten som det parti, der står for retssikkerhed og ”fair trial”.

Summma Summarum: ekskluderet for ”studine”. 178 stemmer for 75 imod, og 36 undlod.

(En parentes om, hvordan partiets ”gode samvittighed” etableres med tilbagevirkende kraft:

FU vedtog på mødet 16. marts den ”endelige indstilling” om eksklusion – og godkendte referatet af FU-mødet den 13. marts, hvori står ”overvejer at instille til udelukkelse”. Så det er ganske vist: FU har ikke besluttet at indstille til udelukkelse før jeg fik indsendt en foreløbig kommentar! Eneste ”formelle fejl” er i den efter-etablerede bevidsthed, at man ikke gav mig mulig for mundtlig kommentar i perioden 15. marts kl. 20.54 til FU mødet 16. marts. Se igen Lisbeth Torfing mail!)

FU’s endelige indstilling: “Viggo Jonasen indstilles til eksklusion for sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i – at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, – at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, – at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane. ..”.

Man kan fundere over, om de der har drevet på med den helt igennem ”anstændige” eksklusionssag, håber at den fører til – ikke sprængning men – sivning af partimedlemmer, så socialdemokratiseringsprojektet vil møde mindre medlemsmodstand.