METTE FREDERIKSENs FATTIGDOMSPOLITIK

FATTIGDOMPOLITIK

Læserbrev Politiken 2019.12.24

Fattigdomspolitik

Mette Frederiksens regering har nu spillet ud: fattigdommen er et fast led i regeringens politik.

Ydelseskommissionen, med Torben Tranæs som formand, skal ”udgiftsneutralt” fordele fattigdommen lidt mere ligeligt – ”Sikre, at borgere og familier i kontanthjælpssystemet, der ikke har andre forsørgelsesmuligheder, har en nogenlunde ens levestandard”. Altså tage lidt fra de næstmest fattige og fordele det til de mest fattige.

Ydelseskommissionen skal se på forsørgelsesydelser, enkeltydelser og løbende tillægsydelser, som personer i kontanthjælpssystemet kan modtage, herunder boligsikring, særlig støtte, børnetilskud mv.

Mette Frederiksens regering står fordelingspolitisk til højre for Helle Thornings regering: Helle Thorning ville afskaffe fattigdomsydelserne og lade de fattige få mere – Mette Frederiksen vil fordele fattigdoms-ydelserne mere lige blandt de fattige: ”en nogenlunde ens levestandard”.

Altinget kalder Ydelseskommissionen for en invitation til blå blok.

Hvis Ydelseskommissionen skal sikre ”en nogenlunde ens levestandard” for fattige i Fjaltring, Nakskov og Roskilde, herunder sørge for at boligstøtten indrettes under hensyntagen til huslejeniveauet i Fjaltring, Nakskov og Roskilde, vil resultatet IKKE blive nogen forenkling af ydelsessystemet.

Men det mest beklemmende i udspillet er, at fattigdommen nu blot skal systematiseres, som en fast del af Danmarks social- og arbejdsmarkedspolitik.

Tidligere folkepension: derfor fejler Mette Frederiksens ene valgkampsfane

Tidlig folkepension – uden kontrol og afprøvning”.

Mette Frederiksen (MF) har ikke svar på spørgsmålet: hvem er omfattet?

Det er der en meget hård forklaring på: hvis ”Ret til tidligere folkepension” skal betyde, at den enkelte selv kan bestemme, om jeg vil vælge pensionen, uden at andre skal bedømme min tilstand, ja, så må MF’s lov præcisere, hvilke faggrupper og/eller hvor lang arbejdsdeltagelsestid der giver mig retten til selv at vælge. Akkurat som efterlønsordningen præciserede det: A kasse-medlemskab og alder.

Det betyder:

Enten bliver personkredsen, der får selvbestemmelsesretten, så stor, at få vil føle sig sat uden for. Og så koster reformen en del penge. Også selvom folkepension ikke er høj!

Eller også bliver personkreds-reglen ”suppleret” med bedømmelseskriterier, som – lige som Østergård/Løkkes ”tilbagetrækningsreform” – giver de pågældende mennesker ret til at ansøge – og lade ”nogen” bedømme mig og bestemme, enten til bevilling eller til afslag. Eksempel: skal mine tre studietid-somres arbejdsmandsjob ved kommunens kloakvæsen (ni måneder med rød fagforeningsbog) regnes med til arbejdsdeltagelsestiden? Og: i hvilken faggruppe? Der kan blive noget for diverse byrokratier at tage stilling til (bare rolig – jeg er 75 år og allerede på pension!)

Så altså: opgaven at skrive den lov – lader sig logisk ikke løse, og lader sig derfor heller ikke praktisk løse! Heller ikke af ”arbejdsmarkedets parter”, som MF har skudt sagen til hjørne hos.

De seneste regeringers og regeringspartiers tendens til stadig tiltagende tvang og kontrol, og dertil hørende kontrollerende og tvingende byrokratier, vil ikke blive afhjulpet med MF’s kampfane. ”Velfærdsforliget” fra 2006 og ”tilbagetrækningsreformen” fra 2011 om stigende pensionsalder og mindre efterløn tvinger mennesker til enten at arbejde på trods af helbredsgener eller søge førtidspension, med omfattende kontrol og foranstaltningsindsats som den tornede og umyndiggørende vej til førtidspension eller kontanthjælp.

Indbyggerne i Danmark er generelt meget tilbøjelige til at arbejde – mænd og kvinder, unge og gamle, ufaglærte og uddannede.

Det ville have været frigørende for mennesker, hvis MF og hendes støttepartier havde valgt at prioritere menneskers økonomiske tryghed OG frihed til at vælge mellem job og ikke-job, sådan som efterlønsordningen med dens 200 timers regel tillod det – og til gengæld satse på at få de offentlige og private arbejdsgivere til at gøre jobbene så tiltrækkende, at flere har lyst til at forblive i job, eventuelt på deltid – også i ”senior-alderen”.