KOMMUNE FORFRA – har de trængende ingen rettigheder?

Kommune forfra – Århus Kommunes og Mandag Morgens debat-tryksag fra oktober 2015. Anmeldelse, bragt som kronik i Århus Stiftstidende 2016.03.13 med titlen “Har de trængende ingen rettigheder?”

KOMMUNE FORFRA anmeldelse

 

ANKESTYRELSEN – MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE?

Tvinger kommunerne socialrådgiverne til at opgive deres professionalisme?

ANKESTYRELSEN MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.1 – Gro Nielsen, Solveig Munk, Viggo Jonasen – bestyrelse i Socialpolitisk Forening Århus

Debatindlæg og ikke bragt svar Krydspres Ansvaret skal placeres det rigtige sted

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.2 – Per Westersø & Kirsten Henriksen, samt Solveigs, Gros & Viggos svar

 

FORÆLDREBETALING – HANDICAPPOLITIK OG/ELLER BUDGETBUREAUKRATI?

Hvordan skal kommunen behandle børn med handicap og deres familier?

Af Viggo Jonasen, Hørgårdsvej 18, Risskov
Onsdag den 18. februar 2015, Aarhus Stifts Tidende
KRONIK
Beslutningen om at et barn skal flyttes fra forældrehjemmet til en døgninstitution/døgnpleje er noget meget voldsomt.
Ofte er et langt forløb gået forud, hvor forældre har kæmpet med stadig større vanskeligheder, som er knyttet til barnets handicap. I nogen tilfælde har én eller begge forældre modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (TA) i et forsøg på at håndtere barnets vanskeligheder i hjemmet. Ved anbringelsen falder TA og børnefamilieydelse bort, og familiens økonomi kan blive kraftigt ændret.
70 familier med døgnanbragt, handicappet barn fik en julegave fra Aarhus Kommune: En regning for barnets institutionsophold på mellem 1217 og 4300 kr./måned.
Handleplanen for barnet
Folketinget vedtog i 2011 »Barnets reform«, et kompleks af ændringer af især serviceloven. Kommunerne skal »opkvalificere« sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Tanken er, at hvis man omhyggeligt forbereder anbringelsen og planlægger den indsats, som trekanten kommune-forældre-institution skal udføre efter anbringelsen, kan man give barnet en tryg opvækst og en god udvikling med god kontakt til forældre, bedsteforældre og andre vigtige netværkspersoner.
Ikke alle handicaps kan afhjælpes, men handleplanen skal medvirke til at give barnet det bedst mulige liv med handicappet.
HANDELEPLANEN skal udarbejdes i samarbejde med forældre og institution og eventuelt barnets skole. Den skal omhandle barnets hele tilværelse.
At udarbejde handleplanen er ingen lille opgave. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar, at socialrådgiveren, der skal gøre det, har kvalifikationer og tid til at gøre det ordentligt.
FORÆLDREBETALINGEN
Forældre har ifølge serviceloven pligt til at betale til en anbringelse. Ministeren fastsætter regler om betalingen, bl.a. om man kan fritages for at betale. Bekendtgørelsen om betaling har en § 8, som på det smukkeste understøtter reglerne i »Barnets reform«:
Kommunen skal forud for anbringelsen præsentere forældrene for regler om betaling og om fritagelse, eventuelt delvis fritagelse. Det skal ske konkret og individuelt, og under hensyntagen til forældrenes økonomi. Hvis kommunen forlods anser fritagelsesbetingelserne som opfyldt, kan man selvfølgelig undlade at præsentere reglerne.
De fleste kommuner fritager de fleste for betaling – også Aarhus, indtil 2014.
Også andre forhold end reglerne har betydning for, hvordan kommunens beslutninger bliver til og udført.
Tre skal nævnes: Den administrative opsplitning, væksten i antallet af mennesker med behov for en offentlig indsats (ældre, handicappede) og ’budgetneurosen’.
ADMINISTRATIV OPSPLITNING
»New Public Management«-doktrinen har siden 1980erne hærget stat og kommuner.
Idéen er, at de enkelte dele af den offentlige sektor ’konkurrenceudsættes’, prissættes og via marked-gørelse ”effektiviseres.
Man har sammenlagt institutioner og kontorer og udstyret dem med mange lag af mellemledere, mens man indadtil i institutionerne har specialiseret og opdelt.
Socialdirektøren giver et eksempel. En forælder klager over, at hun ikke har fået svar på, om hun kan beholde handicapbilen til transport af datteren efter anbringelsen. Han svarer: hun har måske ikke spurgt det rigtige sted. Jamen – under arbejdet med handleplan skal sagsbehandler holde styr på også den del af arbejdet med barnet. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar. Det er ikke moderen, der skal vide, hvem hun skal spørge!
FLERE HAR BRUG FOR HJÆLP
Antallet af mennesker med behov for hjælp vokser.
Mennesker med ’Downs syndrom’ lever længere og skal derfor have bolig og hjælp i flere år. Stadig flere diagnosticeres med psykiske vanskeligheder som autisme og ADHD og skal have behandling og støtte, også fordi et stadig mere konkurrencepræget arbejdsmarked holder dem ude. Flere overlever trafikulykker og slagtilfælde.
Når flere mennesker skal have hjælp og botilbud, koster det flere arbejdstimer og flere penge.
BUDGETNEUROSEN
Budgetneurosen er den idé, at budgetoverholdelse er vigtigere end alt andet.
Siden 1990 har skiftende regeringers neoliberale politik haft som mål, at den offentlige sektor skal ’slankes’, eller dog: Skal vokse mindre end det private forbrug.
Vi ser færre pædagoger i børneinstitutionerne og flere lukkedage, færre universitetslærere i forhold til antal studerende, hurtigere udskrivninger fra hospital. Lønniveau i privat og offentlig sektor trykkes nedad.
Sparsommelighedspolitikken er fastslået i budgetlov og ’kommuneaftaler’ og lærerløndiktat. Årlige ’effektiviseringer’ eller to procents budgetreduktioner.
KOMMUNALPOLITIKERNES ROLLE?
Socialrådmænd har et par gange lagt problemet om manglende handicapboliger op til byrådet. Byrådet sagde: Vi tager stilling i budgetaftalen.
Byrådet vedtog så ikke at gøre noget ved problemet. Så de handicappede blev skrevet på en stadig længere venteliste. Først da Statsforvaltningen fastslog, at byrådets praksis var ulovlig, og at kommunen havde pligt til at sørge for de manglende boliger – så bevilgede byrådet penge til udbygning,
Budgetneurosen: Engang i 2014 opdagede socialdirektør/rådmand, at Aarhus bruger flere penge end bevilget på mennesker med handicap. De går ikke til byrådet og siger: »Der er blevet flere, der har brug for hjælp – vi skal bruge flere penge«. En rådmand, der »ikke kan overholde budgettet«, bliver mobbet i Aarhus. I stedet vælger rådmand og direktør to ting:
1) at kræve penge ind (forældrebetaling), 2) at skære ned på udgifterne, dvs. man skærer ned på hjælpen til den enkelte handicappede.
BYRÅDETS ANSVARSFLUGT
Er det ikke byrådets ansvar, hvordan Aarhus behandler mennesket med handicap?
Jo. Lige som det er byrådets ansvar, i hvilket omfang mennesket genoptrænes efter udskrivning fra hospital, og om der skal være en biblioteksfilial i det enkelte lokalsamfund.
Byrådet har ikke hidtil debatteret serviceniveau for de enkelte brugere. Vil vi skære ned på aflastningstimer til det handicappede barn eller på bostøttetimer til det psykisk handicappede eller hjerneskadede menneske?
Byrådet har alene bestemt budgetrammen. Men dermed siger byrådet: »Flere ét-benede? Så må de deles om kørestolene!«
Som gammel byrådspolitiker anser jeg det som ansvarsflugt, at byrådet lader det være en ’rent administrativ’ opgave at foretage de konkrete ’standardjusteringer’ – kommunalt ord for servicenedskæringer.
Byrådet har ikke politisk besluttet, at i vores kommune administrerer vi sådan, at de fleste fritages for forældrebetaling. Byrådet har kun sagt, at Ankestyrelsen må tage stilling til, om opkrævningen er lovlig.
Byrådet frasiger sig dermed ansvaret, for at økonomien for et antal forældre smadres, ved at lade ændringen fra ikke at kræve forældrebetaling, til at kræve den, være en rent administrativ beslutning.
 
Viggo Jonasen er gift og bor i Risskov.
Siden 1994 formand for Aarhus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd.
Tidligere byrådsmedlem i Aarhus.
Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik.
Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om hjerneskade.
Skipper på to vikingeskibe.

FORÆLDREBETALING – BORGMESTERENS NYE KLÆDER

Hvad ved hvem om jura i Aarhus? Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Af Viggo Jonasen, cand.scient.pol. lektor emer., tidl. byrådsmedlem i Aarhus
Lørdag den 24. januar 2015, 10:43 Aarhus Stifts Tidende

HANDICAP
Aarhus-rådmand Thomas Medom har bestemt, at mange forældre med børn i døgninstitution nu skal betale for barnets institutionsophold – hidtil har de været fritaget. Han har skrevet til dem, at de skal betale, også selvom de påklager afgørelsen til Ankestyrelsen.
Rådmanden har også sagt mange gange, at det ville være ulovligt, hvis han udsatte opkrævningen, til Ankestyrelsen har taget stilling til betalingens lovlighed.
Borgmesteren har sagt det samme, talrige gange ved byrådsmødet onsdag 21. januar.
Svaret var forkert – rådmanden er i sin gode ret til at give udsættelse.
Det har Århus Stiftstidende fået at vide af Ankestyrelsen.
Men – du kan bare lave et net-opslag med søgeordene »opsættende virkning – retssikkerhedsloven«. Man bliver så ledt lige ind til ministerens vejledning, kapitel 26 § 228 om »opsættende virkning«: »En myndighed kan tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning«.
Så er det, et gammelt byrådsmedlem spørger: Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Igennem mine 11 år i Aarhus byråd stod det helt klart, at embedsmændenes første pligt var at »klæde borgmester og rådmænd på« til at undgå at dumme sig.
Er det underordnede jurister, som ikke kan slå op i lovsamlingen og finde det korrekte svar? Eller: Har de gjort det, hvorefter deres orientering højere op i hierarkiet er blevet undertrykt, fordi ledelse eller rådmand/borgmester ikke ville høre det juridisk korrekte svar?
Konsekvenserne er vidtrækkende. Rådmanden og ’søjlechefen’ har ytret: »Vi følger bare loven«, når vi kræver betaling.
Loven, eller rettere betalingsbekendtgørelsens § 8, siger: »Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7«. Formålet med reglen er naturligvis, at forældrene til de anbragte børn skal kende deres økonomiske fremtid, i den tid hvor barnet er i institution eller familiepleje.
Jeg har skrevet anke i 20 af sagerne. Kommunen har i NUL af sagerne forhåndsorienteret om en eventuel betalings størrelse.
Aarhus Kommune følger altså ikke bare loven.
Rådmand og borgmester mener åbenbart, at man ’bare’ kortere eller længere efter barnets anbringelse kan ændre voldsomt på familiens økonomiske situation med ned til halvanden måneds varsel. Og det er ikke småpenge, der er tale om: De laveste beløb, jeg har set, er 1.217 kr./md. for en enlig forælder på voksenlærlingeløn, med en hjemmeboende teenager. Hendes dagsorden er: Salg af andelsboligen! Det højeste er 4.300 kr. for mere velaflagte forældre. Men en enlig forsørger med en lærerløn og hjemmeboende barn bliver afkrævet 2.976 kr. Også for hende vil konsekvensen være salg af bolig. Og jo, kommunen har i forvejen inddraget børnetilskud og børnebidrag ved anbringelsen.
Min juridiske forhåndsformodning er, at Ankestyrelsen vil være uenig med kommunen: Hvis ikke § 8 er overholdt, altså, hvis man ikke har stillet betalingskravet forud for anbringelsen, har man (underforstået) besluttet betalingsfritagelse. Og så har kommunen ikke ret til at komme rendende længe efter og kræve betaling.
Min politiske mening er: Kommunen kan ikke være bekendt at behandle forældre – som i forvejen er ramt hårdt af barns handicap – på den måde. Og det er jo egentlig også det, loven siger.
Det er ret interessant, om kommunens underordnede jurister har udtalt sig om sagen – og om deres vurdering er blevet tilsidesat af mellemledere eller social- og stadsdirektør.
Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, ville jeg anse det spørgsmål som ret vigtigt. Er det de underordnede, der skal fyres for uduelighed – eller er det ledelsen, der har løjet for borgmester, rådmand og offentlighed?

FORÆLDREBETALING – REGLERNE ER IKKE KOMPLICEREDE

VIGGO JONASEN, HØRGÅRDSVEJ 18, RISSKOV
DEBATINDLÆG JPÅ 27.02.2015 kl. 03:00
NOTAT 2015.03.05
Rådmand Thomas Medom (SF) skriver 19/2, at betalingsreglerne for børn i døgninstitution er komplicerede og upræcise.
Det er de ikke.
Betalingsbekendtgørelsen siger i § 6 og 7:
»Kommunen kan meddele hel eller delvis fritagelse for betaling« og »… efter en konkret og individuel vurdering … Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældre, f.eks. at 1) opholdet har udpræget behandlingssigte, eller 2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten, 3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge« (min kursivering).
De afgørende ord er her KAN og F.EKS. Det betyder, at kommunen har ganske udstrakt selvbestemmelsesret. Der står ikke SKAL eller KUN HVIS.
Kommunen – rådmanden – kan altså selv fastsætte retningslinjer for betalingsfritagelses-praksis.
Rådmanden har ikke offentliggjort sine retningslinjer.
De fleste kommuner undlader opkrævning. Aarhus har i mange år undladt opkrævning. Aarhus’ praksisændring er en politisk beslutning.
Ankestyrelsens noget omtalte ”principafgørelse” indeholder ét eksempel på, at styrelsen har givet familien medhold i, at kommunen SKAL fritage for betaling, og to eksempler på, at kommunen IKKE SKAL fritage for betaling.
Men at udlægge afgørelsen sådan, at kommunen har pligt til at undlade betalingsfritagelse, er juridisk fejllæsning.

Om Betalingsbekendtgørelsens §§ 8 og 6-7 notat, 2015.01.28/2015.03.04

Servicelovens § 159 pålægger familien pligt til at betale i forbindelse med barnets ophold uden for hjemmet.

Betalingsbekendtgørelsens §§ 6 og 7 giver regler for, hvornår kommunen kan/skal fritage for beta­ling.

§ 8 giver reglerne for, hvordan kommunen skal gå frem i forbindelse med opkrævning af betaling, hvis der ikke er sket fritagelse efter §§ 6 og 7. § 8 Ordlyden er: “Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7″.

Hvis kommunen tidligt i sagsbehandlingen skønner, at fritagelsesgrundlaget efter §§ 6-7 er til stede, kan den undlade at præsentere et betalingskrav – dermed bortfalder behovet for at underrette fami­lien om §§ 3, 4, 6 og 7. Dermed har kommunen underforstået truffet en beslutning om fritagelse – altså: en tavs forvaltningsakt.

Det er den type beslutning, som de fleste kommuner træffer i de fleste anbringelsessager.

Hvis kommunen vil kræve betaling, skal reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7 være præsenteret for familien – naturligvis med henblik på, at de kan indgå i ”forhandlingen om anbringelsen”.

§ 8 har det formål, at kommunen og familien i forbindelse med anbringelsen planlægger det fremti­dige samarbejde omkring barnet – derfor formuleringen “i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet”. Herunder jo altså også at kommunen medvirker til at sikre, at familien har overblik over egen økonomiske situation i forbindelse med anbringelsen. Som bekendt inddrager kommunen børnefamilieydelse og børnetilskud og evt. børnebidrag i forbindelsen med anbrin-gelsen.

Når (hvis!) kommunen i samarbejde med forældrene lægger en handleplan for indsatsen i forhold til barnet, taler man også om samvær – hyppighed, form, transport, forhold i hjemmet, eventuel støtte under ophold i hjemmet – alt relevant. Her er økonomien også en vigtig faktor, ikke mindst hvis der er handicaptransport involveret.
Det er ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 3) handler om særligt store ud-gifter i forbindelse med samværet. Det kan både være udgifter på grund af stor afstand til institution / plejefamilie, det kan være handicapkørsel, hvad som helst.
Det er heller ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 2) er, at fritagelse for beta­ling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støt­ten. Hvis eksempelvis betalingen vil umuliggøre familiens bil-ejerskab, og samvær derfor vil blive voldsomt tidskrævende for pågældende forælder, kan det jo være en hindring for hans/hendes kon­takt med barnet og deres medvirken ved gennemførelsen af støtten.

§ 8 pålægger altså kommunen at tilvejebringe en vis sikkerhed for familien om den fremtidige øko-nomi i relation til anbringelsen. Den sikkerhed slår kommunen i stykker ved – kortere eller længere tid efter anbringelsen – at komme med betalingskrav, som ikke blev stillet ved “forhandlingerne med forældrene om opholdet”.

Hvis kommunen efter kortere eller længere tid ønsker at omgøre/ændre betalingsfritagelsesbeslut­ningen, skal kommunen rejse sagen. Den skal så at sige genoptage “forhandlingen med familien om opholdet”. Ellers tilsidesætter kommunen § 8. Det fremgår ikke af betalingsbekendtgørelsen, at kommunen kan undlade at overholde § 8.

Med andre ord: et kommunalt betalingskrav, som ikke er forelagt ”i forbindelse med forhandlingen med forældrene om opholdet” efter § 8, vil være ugyldigt og bør underkendes af ankestyrelsen.

§ 6 siger, at kommunen KAN fritage for forældrebetaling ved indkomstbortfald.

§ 7 siger: ”Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at..”

Det er her vigtigt at være opmærksom på ordene ”selvom”, ”hel eller delvis”, og ”f.eks.”. Heri ligger stor kommunal handlefrihed til at bestemme regler for fritagelse. Der står ikke: kommunen SKAL indkræve betaling. Der står ikke: ”kun hvis …” må der gives betalingsfritagelse. Det er præciseret, at de under 7 nr. 1, 2, 3, 4, og 5 nævnte eksempler netop kun er: eksempler.

I den århusianske forældrebetalingspraksis synes det at være kommunens opfattelse, at KUN HVIS der foreligger ”udpræget behandlingssigte”, er det lovligt at give betalingsfritagelse. Og det synes at være kommunens opfattelse, at beregningsreglerne fastslår definitivt, at forældrene skal betale den fulde betaling. Delvis fritagelse kommer slet ikke i betragtning. Dog har vi set enkelte reduktioner under hensyn til betaling for søskende i daginstitution.

Ankestyrelsens principafgørelse 158 fra 2012 har en indledning og tre eksempler. Eksempel 1 fastslår, at kommunen SKAL give betalingsfritagelse – giver altså familien medhold. Eksempler 2 og 3 fastslår, at kommunen ikke SKAL give betalingsfritagelse – de fastslår ikke, at kommunen ikke kunne have gjort det! Principafgørelsen er i øvrigt ikke krystalklar –

Viggo Jonasen
2015.03.04 (revideret udgave)

PS Til spørgsmålet: om “det er godt nok” at kommunen til sidst i et møde så’n lidt i forbifarten nævner, at der “som udgangspunkt vil være en egenbetaling”, er svaret: dermed har kommunen ikke levet op til formålet med § 8, nemlig: at familien har overblik over egen økonomi. Så: NEJ, det er ikke “godt nok”.
Der står jo direkte i bestemmelsen, at familien skal gøres bekendt med §§ 3, 4, 6 og 7. Det vil sige: familien skal være gjort bekendt med betalingsfritagelsesreglerne og have diskuteret med kommu­nen, om familiens og barnets situation hører ind under én eller flere af §§ 6-7 kriterierne. Det er simpel god forvaltningsskik. Det er sund fornuft. Og det er ordentligt socialt arbejde.

BEKENDTGØRELSENS ORDLYD:

§ 6. Kommunen kan meddele forældremyndighedens indehaver hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.
§ 7. Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at:
1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,
2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten,
3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge,
4) den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet, eller
5) forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.
§ 8. Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7.
Stk. 2. Betalingspligten indtræder ved starten af opholdet. Forfaldsdagen for 1. betalingsrate fastsættes med en rimelig frist. Forudbetaling må ikke kræves for længere tid end 1 måned.

Velfærdsstatens glemte sjæl – med et efterord i anledning af nedlæggelsen af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

VELFÆRDSSTATENS GLEMTE SJÆL –

Viggo Jonasen 2014.12.18

VELFÆRDSSTATEN, MENNESKESYN, OG “DEN GODE STAT”.

Et af Velfærdsstatens tidligste skrifter (1934) indledes med en fanfare: “Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet” – menneskers bevidsthed og adgangen til prævention har fået folk til at beslutte at føde færre børn. Hvis samfundet, staten skal motivere dem til at vælge at få flere børn, ja så må man – staten – sørge for, at kommende forældre kan regne med/håbe på at børnene får en god opvækst, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Hertil hører også, at kommende forældre kan regne med økonomisk tryghed i form af stor sandsynlighed for arbejde og dermed løn, eller i det mindste rimelig øko­nomisk sikring ved ledighed eller sygdom. Sammenhængen, kittet i den socialpolitik og familiepolitik, som blev udviklet i Sverige og Danmark i 1930’erne var idéen: statsmagten bør understøtte individerne/ familierne i at vælge en “god” og “social” livsbane, incl. rollen som forældre. Dette menneskesyn: at mennesket er fornuftigt og ønsker at træffe fornuftige valg, var gennemgående i opbygningen af velfærdsstatens institutioner. Og Nota Bene: menneskers valg bestemmes af andet og mere end øko­nomi. Alva og Gunnar Myrdals bog Krise i befolkningsspørgsmålet (1934) blev in­spirationskilde for socialministeren K.K. Steincke og hans assistent Jørgen Dich som arkitekterne bag den danske indretning af velfærdsordninger.
Steincke skrev selv en karakteristik af datidens – og nutidens – samfund: ”Det privat­kapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende vilkår” (fra indledningen til no­teudgaven af Socialreformen 1933). Underforstået fra Steinckes side var: med min socialreform bliver vilkårene meget mindre ydmygende for de fleste. Forsorgslovens stramme sanktionsforanstaltninger var rettet mod de få asociale!
Senere i den danske velfærdsstats udvikling ser vi det samme menneskesyn. 1956 loven om folkepension tilstræbte direkte at af-stigmatisere ældreforsørgelsen. 1956 loven om Invalidepension – den der indførte de tre niveauer for invalidepension – havde et erstatnings-synspunkt som grundtræk: den der har mistet erhvervsevnen skal af staten sikres et leveniveau svarende til hans jævnaldrende (ca. en faglært arbejders niveau). I 1964 nedsatte man ved Folketingsbeslutning en Socialreformkommission, som skulle reformere det danske velfærdsydelsessystem ud fra ”nutidens målsætning om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel” (som formuleret af Bent Rold An­dersen i 1963, i bogen Nyere målsætninger i socialpolitikken”.) Et afgørende element i reformen var målsætningen om tryghed: kontantydelsessystemet (dagpenge og kon­tanthjælp) skulle sikre økonomisk tryghed for dem, der rammes af ulykke eller sygdom – derigennem mente man bedst at kunne understøtte deres tilbagevenden til et normal arbejdstilværelse.
Det var et socialdemokratisk eller social-radikalt menneskesyn: Mennesker har gen­nem opvækst og opdragelse anlagt sig det syn på tilværelsen, at de gerne vil arbejde. Dette syn stod i klar opposition til det gammel-liberale – og neo-liberale – menneske­syn: mennesket er arbejdssky og vil normalt kun arbejde, hvis han ved udsigt til nød tvinges dertil.
Det hørte med til 1960’ernes stats- og politikopfattelse, at det ansås som både muligt og ønskeligt, at staten intervenerer i markedsøkonomien med henblik på at sikre om ikke fuld så dog næsten fuld beskæftigelse. Deri lå også en tryghedsmålsætning: at arbejderen ved, at der altid eller næsten altid er en arbejdsgiver, der vil købe hendes arbejdskraft til normal takst – er en vigtig tryghedsfaktor.
Som det sidste led i 1960’ernes og 1970’ernes velfærdsstatsopfattelse, skal nævnes den tankegang: at stat/ kommune kunne og burde hjælpe individerne til at opbygge (eventuelt: genvinde) og udnytte arbejdsevnen. Kontantydelserne var et væsentligt led i at hjælpe dem dertil: hvis sygdom, ulykke, arbejdsløshed, skilsmisse eller døds­fald i familien afbrød den normale erhvervskarriere eller familieliv, skulle mennesket og hendes familie ikke rammes af en økonomisk nedtur oven i sygdommen eller ulykken – ”socialbegivenheden”. Opretholdelse af leveniveauet blev anset som frem­mende for helbredelse eller revalidering. Både syge- og arbejdsløshedsdagpengelove og bistandslov indeholdt ret og pligt for kommunerne til at søge at hjælpe mennesker, som var i risiko for at komme på social nedtur, med råd, vejledning, revalidering, sy­gebehandling.
Var velfærdsstats-lovkomplekset (syge- og arbejdsløshedsdagpenge lovene og bi­standsloven) uden begrænsninger eller sanktioner? Nej da. Dagpengeniveauet var 90% af hidtidig indkomst, dog højst et maksimum svarende til en faglært arbejders gennemsnitsløn. Kontanthjælp blev givet til mennesker, der ikke var sikret syge- eller arbejdsløshedsdagpenge. Men kontanthjælp kunne også gives som supplement til dagpenge, hvis den sygdomsramte havde haft højere indkomst. Dette aspekt af bi­standsloven var nyt i forhold til Steinckes forsorgslov fra 1933. Til gengæld forudsat­te både dagpengelovene og bistandsloven, at klienten selv viste vilje til at komme i arbejdsduelig stand igen – ellers blev der lukket for ydelserne. Det skete overmåde sjældent i 1970’erne og 1980’erne – såmænd fordi folk, klienterne langt hen ad vejen levede op til forventningerne.
Og så var det i ”begrænset tid” – ved sygdom indtil raskmelding, ved arbejdsløshed en varighedsbegrænsning.
Jamen hvad med de arbejdssky? Som sagt: Dagpengelovene og bistandsloven forud­satte, at personen udviste vilje til at genvinde helbred og job. Ellers var der ret og pligt for myndigheden til at lukke pengekassen. Lukning kom sjældent i brug – thi folk søgte faktisk i job. Men lovgivers storsindethed rakte så langt, at man i Bi­standsloven havde en regel om ”varig hjælp” på et lavt niveau til brug for kunstnere og andet godtfolk, som ansås ikke at være til at drive til lønarbejde! Få fik hjælp efter bestemmelsen – og til min forbavselse viste det sig i 1978, at halvdelen af dem, der i 1976 i Århus fik varig hjælp, to år senere ikke længere modtog ydelsen – de fleste på grund af job!
Den ofte fremsatte påstand: at 1970’er socialreformen var ”passiv og forsørgelseso­rienteret” skyldes ukendskab til lovkomplekset, dets motiver og dets forarbejder. Re­formen var aktivistisk og opsøgende. Men den var – modsat 1990’ernes og 2000 tal­lets lovgivning – ikke tvangspræget.
Nogle år efter starten i 1973 på den økonomiske krise vedtog Folketinget de to sidste store velfærdsstatsordninger: Efterlønsordningen og Jobtilbudsordningen.
Om Efterlønsordningen: Ledighedskrisen ramte da som nu især de ældre og de unge – de ældre, fordi virksomhederne ved svigtende vareefterspørgsel og derfor produktionsnedgang var tilbøjelige til at fyre ældre medarbejdere, og sjældent ansætte de ældre, når hjulene drejede hurtigere. De unge, fordi virksomhederne ved op­bremsning i produktionen undlod at tage nye unge ind. Begrundelen for efterlønsord­ningen var todelt: det ville det være bedre, hvis øget arbejdskraftefterspørgsel med­førte, at de unge fik job. Og den lille udsigt til, at de fyrede ældre ville blive efters­purgt, gjorde det til noget pjat at bruge megen AF-system-energi på kontrol af de æl­dre lediges ”ståen til rådighed”.
Om Jobtilbudsordningen: den gik ud på, at stat, amter og kommuner havde pligt til at sørge for tilbud om job på overenskomstmæssige vilkår til arbejdsløshedsforsikrede, som stod foran at falde for varighedsgrænsen i Arbejdsløshedsdagpengeordningen. Og at ingen forsikret ledig kunne miste retten til dagpenge, før han havde fået – og afvist – tilbud om et sådant job. Ordningen er det nærmeste vi i Danmark er kommet til et dementi af Steinckes oven-citerede udsagn om det privatkapitalistiske samfunds natur.
En del af 1970’er lovgivningens etos er antagelsen/håbet: at mennesker ville bruge den sociale service som noget lige så naturligt som de ville bruge deres auto-mekaniker, til at komme over midlertidige vanskeligheder eller for den sags skyld: leve med den hjælp, der er fornøden ved varige vanskeligheder. Det var kun en nuanceforskel, at den sociale service har man betalt via skatten, autoreparatøren betales ud af den beskattede indkomst. Derfor også bistandslovens hjemmel til at oprette sociale forbrugerråd (pligt for amterne, mulighed for kommunerne), til debat om, kritik af og forbedring af kommuners og amters sociale indsatser.
Det, jeg kalder ”velfærdsstatens sjæl” – troen på det arbejdsivrige menneske – har al­tid været anfægtet. Der er altid nogen, der anser ledige som dovne. Og særlig de un­ges påståede dovenskab har igennem årene været noget, der kunne laves propaganda på. Mistilliden til de dovne unge blev sat igennem som lov med ”unge-pakken” i 1990, hvor socialminister Aase Olesen foreslog og fik vedtaget, at unge under 20, der søgte kontanthjælp, i stedet skulle tilbydes et job inden for 14 dage. Antagelsen var, at antallet af unge kontanthjælpsansøgere ville falde – man ville ”sortere de dovne fra”. Virkeligheden blev et større antal ansøgninger. De arbejdsivrige unge tog imod tilbuddet om job – så behøvede de ikke selv at støve rundt efter det! Kort efter blev loven ændret, så der kun måtte tilbydes ”kedelige job” og ringere vederlag.
Lige siden 1990 har Folketinget forringet kontantydelsesområdet: lavere dæknings­grad ved hjælp af sænket dagpengemaksimum i forhold til lønniveau, afskaffelse af optjeningsret ved al støttet beskæftigelse, jobtilbud blev afløst af ”jobtræning”. De unges ydelsesniveau er blevet sænket – og bliver fortsat sænket i Mette Frederiksens kontanthjælp ”reform” 1. januar 2014. Kontrollen med modtagerne er blevet intensi­veret – mistænksomhed især over for ”samliv” har lagt tunge skygger over pensioni­sters og ny-dannede familiers liv. Antallet af revalideringssager er faldet år for år. ”Ungdommen” forlænges til 30 års alderen, med ydelse på SU niveau for de ledige ”uddannelsesparate”. Hvordan uddannelsesinstitutionerne påvirkes af flere tvangsind­lagte studerende, hvis studiemotiv fortrinsvis er truslen om økonomisk sanktion, sy­nes S-R-F regeringen ikke at have beskæftiget sig med.
Grundlovens § 75 stk. 2 siger ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsør­gelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”. ”.. forsørgelse påhviler nogen anden..” – det er forældres forsørgerpligt over for mindreårige børn, og det er ægtefællers gensidige forsørgerpligt. Nu har SRF-regeringen og VKO vedtaget kon­tanthjælp-”reformen”: faktisk samliv skal medføre tab af ret til kontanthjælp, også selvom der ikke er skrevet under på ægteskab. Så: ”Udbetaling Danmark” eller kom­munen skal etablere et samlivspoliti, som kan stoppe kontanthjælpen, hvis modtage­ren skønnes at være kommet i samliv. Kommunernes kontrolgrupper, Big Brother, får stadig mere at overvåge.
Jeg indledte artiklen med Myrdal-citatet: ”Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet”: moderskab er nu en beslutning, ikke noget skæbnebestemt. I de seneste 40 år har dan­ske kvinders fødselstilbøjelighed været blandt de højeste i Europa. For tiden falder fødselstilbøjeligheden voldsomt. Der er god grund til at antage, at den utryghed, som de seneste regeringers neoliberale socialpolitik afstedkommer, er en god del af forkla­ringen på dette fald: udsigt til ledighed og til lave ydelser fører til opgivelse eller dog udsættelse af moderskab. Temaet er fraværende i regeringens udspil.
Som nævnt: i 1950’erne og 1960’erne indgik trygheds-temaet: hvad er et rimeligt for­sørgelsesniveau ved midlertidigt henholdsvis varigt indkomstbortfald? – i de socialpo­litiske debatter. I 2000 tallets neoliberalisme hos alle partier minus Enhedslisten er trygheds-målsætningen fjernet, og hard-core økonomernes ”incitament-teori” er ene­rådende: hvordan tvinger vi økonomisk de syge og de ledige til at konkurrere om jobs og kræve mindre i løn? Og for de invalide: Hvor lidt vil vi være bekendt at lade dem nøjes med? 85% af dagpengeniveau, hvis de bor sammen men én!
Tanken om, at statsmagten skal sikre jobs til de jobsøgende – dvs. sørge for (næsten) fuld beskæftigelse, er opgivet. Stat og kom­muner beskærer antallet af jobs – men opretter ”nyttejobs” til løn under tarif og uden faglige rettigheder. Regeringerne hævder, at arbejdssøgende kommer i job, når ydelser sænkes – uden at forklare, hvordan ydelsessænkningen øger arbejdskraftefterspørgslen.
Thorning-regeringen realiserer Steinckes ord: ”retten til eksistens indrømmes kun på (stadig mere) ydmygende betingelser”. Og det er kommunerne, der implementerer ydmygelsen.

Viggo Jonasen

Og så en kort efterskrift om rådets hhv. rådenes oprettelse, funktion og nedlæggelse:
Århus Byråd oprettede i 1979 et Socialt Forbrugerråd, med repræsentanter for brugerorganisationer. Rådet havde den opgave at forholde sig til helhed og til delområder i kommunens sociale indsatser og komme med kritik og forbedringsforslag. Rådet bestemte selv sin dagsorden. Rådet har igennem årene diskuteret helhed og delområder, i samspil især med forvaltningernes medarbejdere, og har gennem udtalelser og mødereferater givet input til forvaltning og byråd. Både ros til initiativer og kritik af mangler og misforhold – og igennem de seneste år: nedskæringer.
Evalueringsrapporternes udsagn, fra rådsmedlemmer og fra ledelse, er at rådene har lille eller ingen indflydelse på forvaltnings og byråds beslutninger. Udsagnene er generelle. Der er ikke spurgt om, hvilke emneområder rådene har behandlet, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ét af evalueringsspørgsmålene handler om hvorvidt rådene bakker forvaltningernes strategier op. Rådsmedlemmers og ledelsesudsagn går ud på, at det gør vi i ringe omfang. Der er ikke spurgt om, på hvilke emneområder det gælder, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ledelsessidens udsagn er få i tal og mest fra BEF.
Der er intet om rådenes arbejde med sagsbehandling, herunder dagpenge- og pensionssagsbehandling eller om sagsbehandling på kontanthjælpsområdet.
Der er intet om rådets/rådenes behandling igennem 36 år af spørgsmålet om sammenhæng mellem arbejdet i kommunens siloer – om klienternes oplevelse af mangel på sammenhæng i sagsbehandlingen.
Der er intet om rådenes diskussioner af standarder på handicapområdet – handicaptransport, bostøtte, ledsagelse, fritidstilbud – især om rådenes udtalelser om nedskæringerne. Hans Halvorsen sagde engang: ”man kan sgu da ikke skære 400 mio. ned, uden at det gør ondt”. Han var irriteret over, at rådet kritiserede nedskæringerne.
Og her ligger hunden såmænd nok begravet: rådsmedlemmerne har været ganske og aldeles utilbøjelige til at hjælpe byrådet med den del af strategierne, der går ud på at pynte på nedskæringerne, gennem posive omformuleringer af typen ”al magt til borgeren” (citat slut), nemlig over din stadig mindre hjælp, og ”der arbejdes på, at brugeren er medspiller og er med til selv at finde de rette løsninger” (citat slut) nemlig blandt de stadig mere beskårne tilbud. Citaterne er fra hhv. MSO og MSB.
Århus Kommune har haft en social forbrugerrepræsentation – to sociale forbrugerråd – med selvstændig dagsordenskompetence. Nu har byrådet besluttet at nedlægge repræsentationen. Fremtidig borgerinddragelse skal ske ud fra dagsordner, der fastsættes af rådmænd og direktører.
Dagsordenen for førstkommende Samarbejdsforum for Velfærd kommer nok ikke til at handle om forældrebetaling for handicappede børn og unges ophold i Heimdal og Birkebakken.
Nu er det jo ikke sådan, at sociale problemer forsvinder, fordi man nedlægger rådene. Det er heller ikke sådan, at problemerne i kommunens håndtering af menneskers sociale problemer forsvinder ved nedlæggelsen. Hvis de problemer skal behandles, må de jo tages op i andre organer – herom har vi fra rådets side fremlagt en ukomplet skitse til, hvilke organer der må tage dem op. Hvordan brugerorganisationerne skal få dagsordensat problemer i Århus Kommunes behandling af sagerne, ja – det ved vi knap nok endnu.
Århus Byråd ved godt, at der er feber- og mangelsygdomme i dele af kommunens sociale indsatsområder. Man har nu smidt termometeret væk.
Der bliver andet og mere at gøre for brugerorganisationerne, når man herefter ønsker at få feber- og mangelsygdommene sat på en dagsorden.
Århus har stadig behov for en permanent social forbrugerrepræsentation, med adgang til egen dagsordensætning. Århus byråd vil herefter have mindre sparring på et stort område.
Til slut en personlig tak til de mere og mindre tålmodige embedsmænd, der har givet oplæg, har besvaret spørgsmål og har påhørt kritik. Ikke mindst til dem af jer, der har taget rådenes kritik og forslag med tilbage til arbejdet. Og en stor tak til de heldigvis ikke altid særligt tålmodige rådsmedlemmer, der igennem mange år har engageret jer i rådsarbejdet, og især har engageret jer også i debatten om andre brugergruppers skæbne og problemer. Det har været utrolig positivt at opleve den tvær-organisations solidaritet, jeg igennem i alt 28 år i rådsarbejdet har oplevet, at I har udvist.

Viggo Jonasen, rådsformand, Socialpolitisk Forening.

Cand.scient.pol., lektor emer. (Social- og arbejdsmarkedspolitik)
By­rådsmedlem i Århus 1974-1978, 1986-1993,
Formand for Århus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd 1993 til 2014
Har blandt andet udgivet
– Dansk Socialpolitik 1708-2008, e-udgave 2009, og
– Kommunestyre i Danmark 1803-2013.
www.viggojonasen.dk viggojonasen@gmail.com