Månedsarkiv: februar 2014

Pligt og Ret i arbejderbevægelsen og i socialpolitikken 2002/2014

Udgivet den af

Pligt og Ret – i arbejderbevægelsen, og i socialpolitikken.  Af Viggo Jonasen 2002/2014

 

I arbejderbevægelsens tidlige tid var temaet Pligt – Ret en vigtig del af projektet om et nyt samfund. På forsiden af Socialdemokratiets avis stod “Gør din pligt – kræv din ret”. Men hvad mente de med det?

Det feudalt-konservative samfund byggede på opfattelsen af en af Gud indstiftet orden, hvor kongen var indsat af Gud og samfundet bestod af gudens/kongens undersåtter, som netop var: underordnede. Søn og datter og hustru var underordnet familiefaderen. Lærling, svend og karl/pige var underordnet mester hhv. købmand eller bonde. Håndværker og bonde var underordnet henholdsvis laug og herremand. Herremand og borger var underordnet kongen hhv. kongens lokale repræsentant amtmand og borgmester.

1800 tallets liberale borgerskab var tilhængere af lighed, ikke underordnelse – men nota bene først og fremmest deres egen lighed! De ønskede ophævelse af adelsprivilegier – men de ønskede ikke valgret til arbejdere, og de ønskede ikke økonomisk lighed.

Arbejderbevægelsens sang “Internationale” fastslår om den da eksisterende orden: “tomme ord: den fattiges ret. Tomme ord: den riges pligt” (den tyske udgave) og i den danske udgave: “lighed fordrer pligt for ret”.

Socialdemokratiets 1880 program krævede en “fri og lige adgang” til skattebetalt folkeskole med læremidler og sund skolemad, sygedagpenge, vederlagsfri hospitalsbehandling og lægebehandling. De tidligt socialdemokratisk dominerede kommuner, som Nakskov og Esbjerg, indførte skoletandpleje og skolebespisning.

Tanken bagved var, at det som var alles RET ikke var noget, som den fattige skulle SØGE OM. De rige kunne jo købe – de fattige kunne ikke købe, men måtte i påkommende fald søge fattigvæsenet om hjælp. Og fattiglovgivningen bestemte indtil 1933, at modtagelse af offentlig hjælp normalt betød tab af valgret og ægteskabsret – fattighjælpsmodtageren blev andenrangs statsborger.

Arbejderbevægelsen – både den socialdemokratiske og senere de syndikalistiske og kommunistiske grene – havde et frihedsprojekt og et lighedsprojekt. Frihed for den enkelte – ikke underordnelse under en arbejdsgiver. Frihed også for kvinden – ikke underordnelse under familiefaderen (det var de ikke enige om, men en del mente det!). Lighed: afskaffelse af om ikke al økonomisk ulighed, så i hvert fald af fattigdom.

RET til ydelser under klart definerede betingelser var et ledemotiv i oprettelsen af først sygekasser, siden arbejdsløshedskasser i 1860’erne og fremefter. RET var tænkt som ejendomsret. Lidt sværere var det med de fattige gamle: man kunne jo ikke etablere pensionsrettigheder med tilbagevirkende kraft. Derfor blev 1891 loven “.. om Alderdomsunderstøttelse til værdige Trængende uden for Fattigvæsenet” præget af kommunalt skøn om trang og værdighed. Men den afskaffede værdighedstabet – også den fattige gamle forblev STATSBORGER.

Kampen for RET fortsatte. I 1899 vedtog Rigsdagen lov om (arbejder-)Ulykkesforsikring.

1907 loven om Arbejdsløshedsforsikring gav forsikrede ledige RET til dagpenge ved arbejdsløshed og PLIGT til at tage passende anvist arbejde. Vægring imod at tage passende anvist arbejde fulgtes af tab af Ret til dagpenge.

I 1921 fulgte lov om Invalideforsikring, hvor afgørelsen om tilkendelse af Invaliderente blev henlagt til en Invalideforsikringsret. Senere er loven blevet kritiseret for at være en “amputationsliste”: tab en højre arm, så mange % invaliditet, tab af et øje så mange, tab af begge øjne 100%. Klart er det, at den type regler ikke fanger helheden i personens situation. Men igen: bestræbelsen var at sikre den ramte overskuelighed, en klar RET.

I 1922 blev Alderdomsunderstøttelsen ombenævnt til Aldersrente, og det kommunale skøn over, hvor meget gamle Ane skulle have, blev afløst af en fast takst. Der var en gennemgående idé: selvom livet og arbejdsmarkedet ikke havde været dig gunstig, skulle du dog kunne føle dig som et værdigt menneske, en borger med rettigheder – også økonomisk rettighed over for staten/kommunen. Den borger, som har en RET, er mere værdig end en der er RETSLØS – én der er underkastet en andens bestemmelse.

I 1933 skrev socialdemokraten, socialminister K.K. Steincke i forordet til håndbogsudgaven af socialreformen: “Det privatkapitalistiske Samfund kan ifølge sin Natur ikke indrømme Retten til Arbejde, og Retten til Eksistens indrømmer det kun på ydmygende Betingelser”. 1933 socialreformen: Arbejdsløshedsforsikringslov, Folkeforsikringslov, Forsorgslov, Ulykkesforsikringslov, var for Steincke ikke nogen afskaffelse af det privatkapitalistiske samfund. Men reformen udtrykte den opfattelse, at det kunne lade sig gøre gennem en stadig mere præcis beskrivelse af menneskers rettigheder at gøre betingelserne mindre ydmygende. Altså at arbejderbevægelsen kunne kæmpe sig frem til statsligt forbedrede livsbetingelser for arbejderne – som jo, fordi de normalt ikke har formue, er udsatte for fattigdom ved sygdom, invaliditet, alderdom. At kunne kræve det, der er din RET af staten, er jo netop det modsatte af at skulle ydmyge dig for at få hjælp.

1960’ernes og 1970’ernes socialreform var ikke alene båret af idéen om RET. Men der var stærke elementer indeholdt. Ved Invalidepensionsloven i 1964 var målet, at den, der gennem resten af livet skulle leve af invalidepension, skulle have et økonomisk niveau nogenlunde svarende til en faglært arbejders – altså at samfundet skulle KOMPENSERE dig for din tabte arbejdsevne. I selve tankekonstruktionen ligger en rettighedstankegang: som menneske, som borger giver samfundet dig RET ikke blot til eksistens men til et liv på et økonomisk anstændigt niveau. Regnestykket var ikke enkelt – pensionen svarede ikke til en arbejdsmandsløn, men pension var skattefri og pensionister havde særlig boligstøtte og andre “pensionistgoder” – så stort set: Højeste Invalidepension gav et anstændigt forsørgelsesgrundlag. Jamen hvad så med Mellemste og Laveste Invalidepension (MIP, LIP)? Loven forudsatte, at MIP og LIP kunne give dig en vis økonomisk tryghed – og så forventedes det, at den delvis invaliderede derudover kunne tjene penge var arbejde, uden reduktion i pensionen. Så facit antoges at være: en anstændig levestandard også for de delvis invaliderede.  Antagelsen holdt ikke – arbejdsmarkedet stod kun i meget begrænset omfang åbent for deltids beskæftigede invalider. Men det vigtige i denne sammenhæng er jo idéen i systemet.

I Bistandsloven i 1976 var RETs tankegangen også fremtrædende: loven tilsagde enhver RET til råd og vejledning i livssituationer, hvor sygdom eller skilsmisse eller arbejdsløshed eller ulykke slår dig ud af kurs. Og loven gav RET til økonomisk støtte til opretholdelse af din levestandard i de samme typer af midlertidige problemer.  Reformen indeholdt såmænd også en ankereform: hvis du var uenig med kommunen om, hvilken hjælp du havde brug for, kunne kommunens afgørelse ankes til et amtsligt ankenævn og en statslig ankestyrelse – begrundelsen for det system var, at det skulle ligne retssystemet, med byret, landsret og Højesteret.

En underforstået idé bag 1960-70’er var den keynesianske teori om, at staten kunne sikre fuld beskæftigelse og dermed alles mulighed for job. Det var jo på én måde den RET, som Steincke ikke mente, det privatkapitalistiske samfundssystem tillod. PLIGT? Den var ikke glemt: “Enhver mand og kvinde er over for det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år” (Bistandslovens § 6 stk. 1). Hvis socialrådgiver eller sygedagpengemedarbejder eller A-kasse-kassereren mente, at det kneb mere med arbejdslysten end arbejdsevnen, var der hjemmel til at lukke kassen. Men RET var vigtig: da ledigheden bed sig fast, vedtog Folketinget en RET for den ledige til jobtilbud, med løn og med lønmodtagerrettigheder.

Igennem 1980’erne gled RET-tankegangen i baggrunden: Ankemulighederne blev indskrænket. Ydelsesniveauet blev sænket og ydelsesvarighed forkortet. Det skete det bl.a. ved lov om stop for regulering af Dagpengemaksimum.

I 1990’erne sker det egentlige paradigmeskift: Nyrup-regeringen afskaffer ved lov RET til jobtilbud og indfører ret-og-pligt til jobtræning – uden lønmodtagerrettigheder. På førtidspensionsområdet sker det uden lovændring, men ved en af regeringen iværksat og af Den Sociale Ankestyrelse gennemført stramning af tildelings- og udmålingspraksis for førtidspension. Stramningerne var statsfinansielt begrundet: dagpengeudgifter og førtidspensionsudgifter udgjorde store poster på statsbudgettet. Men stramningen var også båret af en ny/gammel menneskeopfattelse: de arbejdsløse/syge skulle “motiveres” til at konkurrere om de jobs, der blev ledige – underforstået: sult eller frygt for sult er den bedste motivering. Ny-liberale som Anders Fogh og Ny-labour politikere som Nyrup og Lykketoft har sunget én og samme melodi. De 60-61 årige skulle “motiveres” til at arbejde i stedet for at kræve efterløn – og hvis de trods motiveringen kræver efterløn, bliver det på ringere vilkår end hvis de venter til de bliver 62 år.

Ændringerne på førtidspensionsområdet har haft ganske store konsekvenser for mange mennesker i en klemt situation. I hvert af årene 1985-1992 fik godt 28.000 mennesker tilkendt førtidspension. Antallet af ansøgere har været godt 20% større. Fra 1993 faldt antallet af tilkendelser til under 20.000 pr. år. Størstedelen af ansøgerne er over 50 år og er fysisk nedslidte. Sagsbehandlere over det ganske land har forklaret, at Den sociale Ankestyrelse har strammet kravene for tildeling af pension. Loven var ikke ændret. Og klienter over det ganske land har oplevet – og til retshjælpsinstitutioner og til radioens Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråd sagt – at “deres” pensionsmedarbejder mere eller mindre vendte det døve øre til klientens oplevede helbredsgener. I nogle kommuner er klienter desuden blevet sendt i talrige “arbejdsprøvninger” som gratis rengøringshjælp i institutioner eller butikshjælp i Netto, hver gang med resultatet “ikke god nok – men ikke dårlig nok til pension” – og med nok en oplevelse af umyndiggørelse, en oplevelse af at andre bestemmer over mig.

Så i 1999 slog Højesteret fast, at hvis pensionsansøgeren skulle have afslag på pension eller have en lav pension, så skulle kommunen konkret have sandsynliggjort, at hun/han havde erhvervsevne. Det var altså ikke nok, at kommunen bare udtalte at man “vurderer erhvervsevnetabet til at være mindre end af klienten hævdet”.

Det gav anledning til nogen panik i Ankestyrelsen og i mange kommuner. Højesteretsdommen betød jo, at i den konkrete sag havde klienten lidt U-RET: hun havde krav på Mellemste Førtidspension – ikke på Forhøjet Almindelig Førtidspension. Men dommen betød jo også, at alle de, der var blevet behandlet som den konkrete klient var blevet gjort U-RET.

Århus Kommune valgte selv at revurdere de sager, hvor man evt. havde givet for lav pension. Ca. 250 sager blev revurderet, og af dem fik halvdelen forhøjet pensionen, en del med flere års tilbagevirkende kraft. Det vil sige: i nogle år har en del pensionister lidt U-RET. I hele landet drejer det sig om o. 2800 mennesker, der har måttet tåle en u-retmæssig lav levestandard efter års helbredsforringelser. Den Sociale Ankestyrelses omvurdering medførte, at i 85% af de relevante sager, havde den ydet for lav pension.

Nogle kommuner har sagt: hvis folk vil have mere i pension, så må de jo henvende sig. Det er sandsynligt, at en del mennesker efter et langt (lavløns-)arbejdsliv og en længere sygdomsperiode og en lang pensionssagsbehandling og et afslag ikke har energi til selv at rejse sagen igen. Deres URET bliver ikke afhjulpet. Og nogle kommuner har skræmt klienter ved at sige “så må vi jo omvurdere hele pensionssagen”, underforstået: så kan du blive helt fri for pension.

En lykkelig udgang? Tjah, måske. Men o. 2800 mennesker har af sagsbehandler har fået at vide, at “du er nu ikke så dårlig, som du selv mener”, fordi sagsbehandler skulle begrunde et afslag eller laveste pension. Det vil sige: de har oplevet, at “deres” sagsbehandler ikke tog dem og deres lidelse alvorligt. Hvor mange af dem får en undskyldning for den oplevelse?

På arbejdsløshedsforsikringsområdet skete den største beskæring af de lediges RET i 1994, med Nyrup-regeringens ”arbejdsmarkedsreform”. Dagpengeperioden blev halveret til 4 år (senere, under Thorning-regeringen halveret til 2 år). Og RET til jobtilbud – med normal løn og faglige rettigheder – blev afskaffet og erstattet af PLIGT til ”jobtræning” uden genoptjeningsret og uden faglige rettigheder.

Man kan ikke behandle temaet Pligt-Ret i socialpolitikken uden at nævne “dyneløfter-problemet” som eksempel på individets retsløshed. Fra 1903 og indtil 1973 var børnetilskud (oprindelig børnefradrag i den skattepligtige indkomst) en retspræget ydelse. Tilskuddet blev ydet til ugifte forsørgere. Fra 1973 – under Krag-regeringen – blev tilskuddet ydet til “reelt enlige” forsørgere. Fra da af fik kommuner travlt med at skønne, om forsørgeren havde en kæreste, og om hun/han bidrog til husholdningen. Siden (1991-1993) udbredte Folketinget teknikken til også at omfatte pensionister: lavere sats til “ikke reelt enlige”. Fra TV og aviser er kendt, hvordan kommuner har spioneret mod pensionister med hver sin bopæl for at kontrollere om hun overnatter hos ham eller omvendt. På det område synes det som om Socialdemokratiet har glemt visionen om den myndige og RET havende arbejder/borger – hun er blevet en kontrolleret undersåt.

Pr. 1. januar 2003 trådte en ny førtidspensionslov i kraft. Den gjorde det sværere at få førtidspension. Politikerne lovede, at man til gengæld vil “sikre” de nedslidte og invaliderede fleksjob, til overenskomstmæssig løn og med indbyggede skånehensyn. Det var jo dejligt – især hvis politikerne i loven havde indbygget, at de invaliderede fik lønnen, også selvom kommunen ikke (for tiden) kunne finde fleksjobbet. Det gjorde politikerne ikke. Den, som trods invalidering ikke fik pension men “visiteres” til fleksjob, fik ikke løn men Ledighedsydelse: 91% af  Dagpengemaksimum eller 11.917 kr/md. Dog: det fik hun/han kun, hvis hun inden visitationen modtog sygedagpenge eller revalidering. Hvis hun havde været på kontanthjælp, så var det en “særlig ydelse” på op til 7.711 kr/md. Summa Summarum: efter 1.1.2003 oplevede et stort antal klienter at have mindre økonomisk RET.

Hvor mange? Ingen ved det. Dengang og i dag ved ingen i kommunerne, hvor mange der efter nedslidende arbejdsliv, sygdom med sygedagpenge, og mislykket revalidering samt pensionsafslag og evt. fleksjob-afslag er havnet i “Det sorte hul”: ingen pension – ingen dagpenge – 0 kr. i kontanthjælp, fordi ægtefællen tjener ca. Dagpengemaksimum – kun ægtefælleforsørgelse.

Jamen, gav 2003-pensionsordningen ikke en højere pensionsydelse til dem, der får pension? Jo såmænd – men førtidspensionsforliget afskaffede boligydelse til førtidspensionister og andre pensionistgoder såsom medicinkort. Så en pensionist på Forhøjet Almindelig Førtidspension i 2002 vil, med buskorttilskud og medicinkorttilskud m.v., kunne have mere til rådighed end den pensionist, der får tilkendt pensionen efter 2003 reglerne (regnestykke fra Århus Kommune).

Lægger man oven i de forudsigelige forsørgelsesproblemer den i mange kommuner fremherskende mangel på ordentlig og over for klienten respektfuld sagsbehandling – vel dokumenteret i henvendelser til Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråds formand – så er det svært at se, at politikerne har klientens BORGERRET til et – også økonomisk – værdigt liv som højt prioriteret.

Erik Clausen har sagt: ”Der var en halv snes år i 1970’erne, hvor man ikke så ned på de fattige – nu må man godt se ned på dem igen”.

Det foranstående blev skrevet i 2002.

Siden har vi haft en Fogh/Løkke-regering og en Thorning-regering. Begge har fortsat linjen med flere reformer under en fælles overskrift: færre offentlige udgifter. Mennesker på overførselsindkomst får mindre RET, nemlig RET til lavere ydelser. Det gælder efterlønsmodtagere. Det gælder førtidspensionister og det gælder fleksjobbere: sværere at få førtidspension – og lavere løn under fleksjob. Det gælder kontanthjælpsmodtagere. Og man har indført PLIGT for samboende med hidtil kontanthjælpsmodtagende mennesker til at forsørge dem og deres barn/børn. Oven i købet efter et kommunalt skøn om, hvorvidt samlivet et ægteskabslignende. En skønsmæssig regel, som ville have fået K.K. Steincke til at fnyse af foragt. Til gengæld har Fogh/Løkke- og Thorning-regeringerne mindsket de riges PLIGT til betale skat. Det kaldes skattelettelser.

”Leeres Wort – des Armen Rechte. Leeres Wort – des Reichen Pflicht”

Beskæringen af de fattiges ret er blevet båret frem af en kampagne om, at de fattige ”motiveres” til at søge arbejde, af at ydelsen er lav nok. Altså: de fattige er fattige fordi de er dovne. Beskæftigelsesminister Mette (Hjort) Frederiksen formulerer det sådan, at ”de der kan, skal”, og PLIGT til ”nyttejob” på kontanthjælp og uden faglige rettigheder er en måde for de fattige at opnå den arbejdendes værdighed på. Hun svarer ikke, når journalisten spørger, om de nyttejobbende så ikke skal have LØN for deres ”nyttige” arbejde. Kontanthjælp ”reformen” blev vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Radikale og VKO, gennemført 1.1.2014. Kun Enhedslisten var imod beskæringerne i ydelsesniveauet og ”den gensidige forsørgerpligt” for samboende.

Socialpolitik-professoren Jørn Henrik Petersen har i Politiken, 15.02.2014, sammenfattet udviklingen i overskriften ”Vores samfund falder fra hinanden”. Han konstaterer, at Socialdemokratiet (og SF og de Radikale, VJ) har kastet Socialdemokratiets historiske værdier overbord. Underforstået: S havde værdien: sammenhæng. Højrepartierne har ikke. Han forudser regeringernes aktive skabelse af et ringeagtet, stigmatiseret mindretal af arbejdsløse fattige, hvis eksistens regeringen – med Steinckes ord – kun tillader på ydmygende betingelser.

Jeg ser i regeringens politik ikke noget, der kan afkræfte hans forudsigelse. Og jeg ser ikke i Socialdemokraternes, Radikales og SF’s interne debatter noget, der tyder på et opgør med Klaus Hjort & Mette Frederiksens tvangs- og foragt-linie over for de arbejdsløse: mindre RET, mere PLIGT, og ydmygende kontrol.

Og ja – der er umådelig langt mellem den gamle arbejderbevægelses PLIGT og RET ideologi og Thorning-regeringens, Mette Frederiksens brug af ordene.

 

Viggo Jonasen

Cand.scient.pol., lektor emer. (socialpolitik)

Tidl. byrådsmedlem i Århus (F, Ø)

Nuværende formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd.

DSH og (ikke mere) MIG 2004

Udgivet den af

DSH OG (ikke mere) MIG  2004

2004.03.22

Kære kolleger

Én og anden vil måske have lagt mærke til, at det er en del år siden, jeg har skrevet sange. Rimene ville ikke komme til mig. Skolens udvikling har trykket mig, mindsket lysten.

Siden vi gik over til storholds-undervisning, har de studerendes indflydelse på undervis-ningens tilrettelæggelse været stærkt begrænset.

Og siden beslutningen om at oprette Socialrådgiver-Modulex uddannelsen, har de reelt været afskåret helt derfra.

At de studerende er koblet af uddannelsesplanlægningen – hvordan kan man planlægge en studietur for 85 studerende, eller for den sags skyld, 45 studerende? – har uundgåeligt ført til mindre ejerskab til uddannelsen og mere ”forbruger-holdning”.

Uddannelsen er blevet lagt om i en retning, jeg har været uenig i. Vægten er i tiltagende grad kommet til at ligge på socialrådgiveren og hendes situation, og mindre på klienten og dennes situation. Vægten er på god neoliberalistisk vis blevet flyttet væk fra de samfundsmæssige betingelser for klientens liv og det sociale arbejde med klientens liv. Vægten er blevet ”psykologiseret”, lagt over på socialrådgiverens refleksion over egen indsats og socialrådgiverens arbejde med at ”motivere” klienten og hendes færdigheder heri. Vægten er blevet lagt væk fra det, klienterne bør rådgives om – f.eks. retlige forhold, rettigheder, og samfundets funktionsmåde, og over til rådgivningsteknik.

Tydeligt kommer denne om-vægtning til udtryk

–  med beskæringerne i timetal af hovedområderne 2-4 og den relative opprioritering i timetal af hovedområde 1

–  med opgivelsen af 2. semesters levekårsprojekt – vel nok det enkelt-element i uddannelsen, som har fungeret bedst.

–  i en de facto nedprioritering af hovedområderne 2-4 i 6. semester projektet, blandt andet stærkt understøttet af ud-prioriteringen af H2-4 fra eksamen (og dermed i en del tilfælde fra de studerendes fokus).

Det har været anført som begrundelse for om-vægtningen, at ”tiden er løbet fra paratviden” og at ”undersøgelsesmetodiske færdigheder er vigtige for at kunne ny-orientere sig”. Dén snak er der selvfølgelig noget om. Især hvis Socialrådgiveruddannelsen havde været en hovedfags-uddannelse, med indbygget forskningstilgang. Men: vi driver en 3½ årig mellemtekniker-uddannelse, fra hvilken socialrådgiveren antages at kunne gå ud og rådgive. Og mens videnskabsteoretiske og forskningsmetodiske elementer er blevet opprioriteret, er egentlige undersøgelser blevet gjort til noget småt, fraset et (ikke længere tværfagligt) afslutningsprojekt, bachelor-projektet.

Den seneste studieordning har en del alvorlige svagheder, både i forhold til den verden, i hvilken den skal udfoldes, og i sin indre struktur.

Den første umiddelbart oplevede store svaghed vedrører ”forvaltningsstudiet” og forvaltningsopgaven, hvor de studerende i uantageligt mange tilfælde ikke har fået mulighed for at udfolde et egentligt forvaltningsstudie. Der er for mig ingen tvivl om, at problemet ikke løses med manende appeller til forvaltningerne om at stille de oplevelsesmuligheder, som ordningen forudsætter, til rådighed. Hvis ordningen ikke ændres, vil problemet være ganske levedygtigt!

Den anden store svaghed er i studieordningens indre struktur, vedrørende første års opgaven. Den er til dels, men kun til dels, affødt af den første: skal første års opgaven bedømmes ud fra de nedskrevne kriterier? Eller skal disse kriterier forvaltes under hensyn til den/de konkrete studerendes (oplevelse af at have haft) mulighed for at observere under forvaltningsstudieopholdet?

Den tredje store svaghed er moduliseringen. Den medfører, at uddannelsen ikke fremstår med en klar faglig profil. Den betyder bl.a., at den enkelte lærer ikke har ansvaret for noget fagligt uddannelsesforløb, med undervisning og afsluttende faglig eksamen. Moduliseringen har også indebåret, at den enkelte lærer – hvis ellers modulernes tværfaglighed skal være noget substantielt – nødvendigvis må forholde sig til de andre fag i netop dette modul.  Hertil kommer, at man som modul-bidrag planlæggende lærer er nødt til at undersøge, hvilket input andre kolleger har givet netop dette hold i tidligere semestre. Dette input kan ofte findes på S-drevet. Men det tager en del tid. Jeg har oplevet disse virkninger af moduliseringen som et betydeligt arbejdspres med at skulle forholde mig til mange andres undervisning, inden jeg kunne planlægge min egen, hvilken tidsanvendelse ingenlunde altid opleves som noget, jeg bliver meget klogere af. Det medfører en generende tidsknaphed med hensyn til at holde egne specialer ved lige.

Arbejdsmiljømæssigt er oplevelsen af den relative fortrængning af andre hovedområder end H1 belastende.

Arbejdsmiljømæssigt har det været belastende at opleve interessen for klienterne aftagende og interessen for socialrådgiverne(s situation og identitet) stadig mere dominerende. Ikke kun på skolen – også i fagbladet.

Arbejdsmiljømæssigt har det været belastende at se nedskæringer gennemført, uden at medarbejdergruppen eller blot lærergruppen har haft nogen fælles holdning dertil. Vigtigste forklaring er antagelig, at nedskæringerne har ramt så ulige, at der ikke var noget at være fælles om.

Ændringerne er gennemført, uden at de har ført til en af alle gennemarbejdet, i fællesskab forstået, og af de fleste aktivt understøttet studieordning – en studieordning, som der er et fælles ejerskab til. De enkelte hovedområder har haft dagsordenen: hvordan bevare mest af mit … Jeg har (næsten) aldrig hørt en H1 lærer sige: den er gal med de studerendes jura-viden.

Jamen, hvorfor har jeg så ikke gjort noget ved det?

Ændringerne er blevet gennemført trods protester fra min side – ikke sjældent højlydte protester. Jeg har oplevet ringe lydhørhed – af og til dog nogen lydhørhed – for mine synspunkter.

De forskellige ændringer er sket som ledsagelse til en arbejdsintensivering, der vel bedst kan beskrives med undervisningstimetallene: i 1978 var der til et hold (25 studerende)s undervisningsforløb (excl. Praktik) 2250 undervisningstimer. I 2003 var der til et hold (85 studerende)s undervisningsforløb (excl. Praktik) 2152 undervisningstimer. Inden for denne ”effektivisering” er det, at om-vægtningen er sket: i 1978 var H1 16% i 2003 27%. I 1978 var H2 17,3%, i 2003 19,2%.  1978 var H3 32%, i 2003 22,8% Og i 1978 var H4 32%, i 2003 22.8%.

Er der ingen glæde ved at være lektor ved DSH-Å?

Jeg har oplevet megen anerkendelse fra kollegers og ledelses side af det arbejde jeg har gjort, med undervisning i huset og med udarbejdelse af lærebog og papirer til brug i det indenlandske og udlandsorienterede arbejde. Deri har været megen glæde.

Jeg har i perioder oplevet megen glæde ved faglige diskussioner om projekter og om oplæg, især i samfundsfagudvalget.

Jeg har oplevet megen glæde ved undervisning og samvær med studerende – ikke mindst, når jeg har oplevet hoveder knage i diskussion om aspekter af det sociale arbejde og af klienters situation, og når studerende har tilkendegivet en AHA oplevelse af ny forståelse.

Jeg har oplevet meget venskab og glæde ved samvær – også i situationer, hvor synspunkter er tørnet sammen, og i festligt lag – med jer alle i huset.

Alligevel har hovedretningen i udviklingen medført, at jeg nu siger stop. Fra november i år bliver jeg ”forhenværende”. Der er fordele ved at blive 60 år!

I efterårssemestret ajourfører jeg Dansk Socialpolitik 1708-2004 – dertil er arbejdstimer bevilget. Inden da regner jeg også med at ajourføre et par af de engelsksprogede European Modules papirer.

Jeg har over for rektor Hanne tilkendegivet, at jeg gerne vil påtage mig enkeltstående opgaver. Men jeg har ikke lyst til at deltage i endsige være ansvarlig for modul-planlægningen. Så det er tænkeligt, at I fortsat vil se lidt til mig.

”Mor jer nu godt, når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed”.  Og en ny og bedre studieordning!

Viggo Jonasen

 

PS  mine bemærkninger til ”struktur- og prioriteringsdiskussionen” vedlægges – de kan måske være af interesse.

 

UV-timetal  197825  stud.

  %

 UV 2003 85 stud.

%
H3 3 fag

720

32

491

22,8
H4 4 fag

780

34,7

666

30,9
H2 2 fag

390

17,3

414

19,2
H1

360

16

581

27,0

2250

100

2152

100

 

 

DSH-AA

Skole-udviklings interviewrunde

  VJ  2004.02.24

 

 

Bemærkninger til interviewrunde, jfr. indbydelse af 22. januar 2004

De nedenstående bemærkninger går videre end oplægget af 22. januar – jeg har forsøgt at samle de seneste års overvejelser over, hvad der bør være anderledes, hvis DSH-Å skal være en fagligt profileret skole med høj integritet og et aktivt studie- og studentermiljø.

Behov

Først og fremmest er der brug for etablering af en tilstrækkeligt fælles idé om, hvad en socialrådgiveruddannelse skal være. Ved en ”fælles idé” forstår jeg: en på en kollegial debat grundet beslutning om, hvilke fagelementer der bør indgå i uddannelsen, og om hvilke pædagogiske former, der skal satses på. Der er fortilfælde for noget sådant: da 818 uddannelsen blev implementeret, skete det efter politisk diskussion om fagindhold og efter faglig diskussion om valg af pædagogisk model: ”uddannelsens bredde indlæres gennem kurser – dybde søges indlært eksemplarisk gennem 2 tværfaglige projektarbejder”.  Siden er idéen om projektarbejdet som pædagogisk flagskib i uddannelsen opgivet, og med den nye uddannelse er det ikke engang mere krævet, at bachelorprojekt skal være tværfagligt.

Der er behov for en indretning af socialrådgiveruddannelsen, der også strukturelt lægger op til et studenterengagement i (styringen af og indholdet i) uddannelsen.

Kritik

Fagene:

Den nugældende (nye) studieordnings fagbeskrivelser og fagvægtning er blevet til uden nogen organiseret diskussion på tværs af fagudvalg om fagindhold. Det kan selvfølgelig tildels ses på baggrund af de løbende nedskæringer og omprioriteringer. Det ville måske være for meget forlangt, at H1 lærerne skulle kritisere manglen på undervisning i familieret eller socialret, eller de studerendes mangel på viden om familieret eller socialret, når nedskæringerne er koncentreret på H2-4. Den eneste diskussion om fagindhold og dets semester-placering, jeg erindrer, er en der udsprang af, at et hold på 2. eller 3. semester ikke havde haft udviklingspsykologi tidligere i uddannelsen – der var nogen der mente, at de ligesom manglede lidt viden for at diskutere visse typer enkeltsager!

Der er behov for, at en DSH-Å profilerer sig via faglighed – d.v.s. via faglige miljøer, der kan ses som faglige også i d en ydre verden.

Dette vil selvfølgelig kræve, at lærerne understøttes i at profilere sig fagligt – både mht. arbejdstilrettelæggelse og forsknings- og udviklingsmulighed.

I den nugældende (nye) studieordning er der ikke nogen, der har / tager ansvar for den konkrete sammenhæng på langs igennem uddannelsen – dvs.: for at f.ex. en sociologisk eller psykologisk fagprofil fra semester 1 til semester 6.  Det er dels et formelt spørgsmål: ingen lærer og intet fagudvalg har fået tillagt den funktion at se det efter, dels et realt arbejdstidsproblem: hvis den enkelte socialpolitiklærer på 6. sem. skal grave sig igennem 3×4 modulbeskrivelserne for 1-5. sem. for at levere en fagligt afrundende eller huller fyldende undervisning inden for et sparsomt timetal, så bliver forberedelsesbyrden uforholdsmæssigt stor. En virkning heraf er, at det også for den studerende kan være vanskeligt at se egen uddannelses enkelt-fag og for den sags skyld: ens lærers faglige profil.

Undervisningsformerne:

Den nugældende (nye) studieordning bygger på moduler, som benævnes tværfaglige. I nogle tilfælde bliver undervisningen under temaer tilrettelagt i fællesskab af underviserne og med en fælles referenceramme. I en del (måske de fleste) tilfælde bliver undervisningen tilrettelagt ved, at de enkelte lærere meddeler, hvad de perioden tildelte timer vil blive brugt til at undervise i af pgld. selv.

Den gældende ordning vedr. undervisningsformer: modulfordelte forelæsninger – seminargruppearbejder – studiegruppearbejder – har flere negative virkninger:

1)  modul-organiseringen har realiter afskaffet studenterindflydelse på undervisningens tilrettelæggelse

2)  heraf følger, at de studerendes engagement i betydelig grad er reduceret til at være et spørgsmål om at være ”den kritiske forbruger”, ikke sjældent i den lidt triste ”hvor stor er underholdningsværdien af lektionen?” udgave.

3)  forelæsningsformen, som jo blev indført som en simpel tidsbesparende-formidling teknik, hvis afkast skulle bruges til FoU pulje, har mærkbart beskåret dialog-mulighederne i undervisningen. Ganske vist medfører den også i et vist omfang, at de studerende udebliver, så forelæsningshold af og til nærmer sig seminarhold-størrelse. Men formen er jo stadig formålsbestemt til tidsbesparende-formidling, med deraf følgende dialogbegrænsning.

Eksamen

Der savnes en gennemarbejdning af eksamensformerne i forhold til undervisningsformerne, og der savnes en gennemarbejdning af eksamensformer i forhold til kontrolfunktionen.

Kontrolspørgsmålet er iøjefaldende indtil det absurde i de tilfælde, hvor skriftlige individuelle ugeopgaver eller praksisstudieopgaver udarbejdes gruppevis og afleveres enslydende eller næsten enslydende, og bedømmes uden mundtlig overhøring.

Men også bedømmelserne af 6. semester projektrapporter kunne trænge til et ”serviceeftersyn”. Ved seneste evalueringsseminar blev det mig klart, at ikke alle H1 lærere lagde samme vægt som jeg på, om relevante redskaber fra FO1-4 var taget i brug.

Den seneste 1. års opgave eksamen har illustreret betydelige problemer vedr. sammenhæng mellem praksisstudiemuligheder, faktisk udført praksisstudie, evalueringskriterier og eksamenskrav. Og den har illustreret betydelige problemer mht. uenighed om fortolkning af evalueringskriterier. Et afledt problem ses tydeligt på overgangsordningen, 01.II.6.O, hvorom jeg vedlægger et brev til STU.

Forsknings- og udviklingsarbejde

Det er temmelig påkrævet, at lærerne får mulighed for at fastholde egen faglighed og eget akademiske niveau.

Blandt de vanskeligheder, som for tiden i så henseende falder i øjnene, er at moduliseringen – hvis man ellers skal tage ideen om tværfaglighed alvorligt – i ét væk kræver, at man forholder sig til andre fags input. Det betyder, at forberedelsen i begrænset omfang kommer til at dreje sig om at være up to date med eget fag.

En udvej af den problemstilling kan være i en tilstrækkelig stor del af arbejdstiden at forske og udvikle inden for eget fag. Hovedtendensen synes dog at være, at udviklingsprojekterne udvikler pgld. lærere væk fra undervisningen. Jeg har tidligere i fagudvalget og vistnok også i dialogmøde sagt, at ingen forsknings-/udviklingsbevilling bør være på mere end ½ tid – så pgld. også skal undervise. Lidt mekanisk, måske. Men bedre mekanismer har jeg ikke set præsenteret.

Det bør ikke være sådan, at lektorat på DSH kan fungere som nødlandingsplatform for enkelte forskere imellem forskningsbevillinger.

Sammenfattende:

DSH-Å er i en tilstand af nedslidthed og fremtidsutryghed:

Studieordningen er blevet til i et panisk og hårdt arbejde, igangsat under udarbejdelsen, og tilblivelsen har motiveret dem, der skulle implementere, til at vælge ad hoc løsninger – incl. omfattende genbrug af sidste semesters moduler, uden nærmere diskussion af dem. Ordningens indbyggede svagheder kan dårligt nok diskuteres uden at træde det hårdtarbejde udvalg for nær.

Praksisstudieordningen opleves som usikkerhedsskabende for studerende, lærere / eksaminatorer. Og nedslidende for praktikleder.

De studerende er stort set hægtet af uddannelsesplanlægning og skoleledelse. En inddragelse af de studerende vil kræve både studieordningsmæssige og ledelsesmæssige tiltag.

Fremtidig husleje (særtilskuds bortfald) hænger som en fyringstrussel over medarbejderne.

Et antal medarbejdere oplever arbejdsoverbelastning og stresssymptomer. Vi har set sygemeldinger og lægeundersøgelser af kolleger, som ikke har sygemeldt sig.

Jeg ser ingen vej uden om at tage studieordningen til revision, hvis faglighed skal opprioriteres og arbejdsmiljø og beslutningsengagement skal forbedres.

Viggo Jonasen

 

Om Enhedslistens principprogramforslag – marxisme behøver ikke være vulgær

Udgivet den af

Om Enhedslistens forslag til principprogram. Bragt i Modkraft febr. 2014

Marxismen behøver ikke at være vulgærmarxisme – der er mere end to klasser!

Som måske bekendt er Enhedslisten i gang med revision af principprogrammet.

Partiets skrivegruppes forslag er desværre præget af en noget mekanistisk samfundsanalyse, som gamle Marx ikke ville have været imponeret af. Det samme gælder alternativerne i Årsmødehæfte 1. I forslagenes historiske dele er der kun to aktører: kapitalisterne og arbejderklassen. Hvis programmet bliver a-historisk, altså virkelighedsfjernt, er der en nærliggende risiko for, at de forslag som partiet måtte stille ud fra programmet bliver virkelighedsfjerne.

Jeg har stillet ændringsforslag med en mere historisk korrekt og nuanceret analyse. Forslag som ikke når frem til medlemmerne, så de kan debatteres inden delegeretkonferencen. Det er brandærgerligt, når forslag er indsendt rettidigt.

I skrivegruppens programforslag og alternativerne indgår ikke fænomenet klassealliancer. Men i den danske virkelighed har alliancer mellem bønder og arbejderbevægelse været en vigtig drivkraft i udviklingen af den konkrete danske velfærdsstat. I andre perioder har alliancerne været mellem husmænd/landarbejdere og arbejderbevægelse, over for alliancen mellem storbønder og herremænd og industrikapitalister. I atter andre perioder har småkapitalister og arbejderklasse stået sammen om udformning af sociale sikringsordninger.

Den mekaniske to-klassemodel kan heller ikke forklare, at Frank Aaen og Georg Soros er enige om det fornuftige i en Tobin-skat! Brudfladerne imellem forskellige grupper kapitalister er en del af den virkelighed, i hvilken politik skal drives.

Så – nedenfor mine ændringsforslag, som godt kan læses selvstændig, uden at man har skrivegruppens forslag ved siden af.

Viggo Jonasen

Nedenstående sættes i stedet for teksten l. 154 – 493, dog med opretholdelse af de afsnit, som nævnes i teksten.

Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati

Kapitalisme har skabt vidundere større end Ægyptens pyramider, som Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest i 1848. Som økonomisk system har kapitalismen skabt en enorm teknisk udvikling og øget forbrugsmulighederne blandt almindelig mennesker i den rige verden. Og i særdeleshed blandt de mennesker, som ejer og kontrollerer virksomheder og naturressourcer, har kapitalismen skabt en enorm rigdom.

Kapitalismen bygger på en vækstteori, en teori eller doktrin om mennesket og om samfundet, formuleret i 1700 tallet: menneskets hovedmotiv til at producere og handle er egennytten, en overbygning på nødvendigheden af arbejde for at undgå sult. Og hvis mennesket får lov til, uhindret af stat og love, at konkurrere om at tjene mest muligt til sig selv, fremmer hun almennytten mest.

Eftersom politikere igennem de seneste hundreder år har ment, at økonomisk vækst – ”nationernes velstand” – er et vigtigt mål, har man indrettet samfund og samfundsmæssige institutioner med henblik på vækst. Kapitalismen er i de fleste vestlige lande udviklet efter de største producenters eller producentsammenslutningers profitønsker, og ikke mindst i de seneste år de største finansinstitutioners ønsker – det vil sige: med henblik på at opretholde kapitalisternes privilegier.

Kapitalismen er et menneskeskabt system, eller mere præcist: nogle menneskeskabte systemer. Kapitalismerne er udformet forskelligt i forskellige lande og i forskellige internationale sammenhænge. Et fælles træk er den private tilegnelse af de goder, der skabes i samspil mellem mennesker og ressourcegrundlaget – oftest kaldet ”den private ejendomsret”.  Ideologisk er ”den private ejendomsret” endog blevet kaldt en ”menneskeret”, en ret som er fælles for kontanthjælpsklienten og Mærsk Møller. Indgroet i kapitalismen er, at den skaber økonomisk og social ulighed i de enkelte samfund og imellem de forskellige samfund.

Kapitalismen udvikler sig som kampe mellem klasser og mellem grupperinger af klasser. De udbyttede bekæmper udbytterne – og samarbejder med dem. Udbytterne bekæmper hinanden og samarbejder med hinanden. Småkapitalister kæmper somme tider mod arbejdere, sommetider sammen med arbejdere mod store kapitalister. Alliancerne skifter gennem tidsperioder og grupperinger.

En del af klassekampene har form af kamp om kontrol over statsmagten. Den kamp udspiller sig som parlamentarisk kamp mellem (klasse-) partier men også som kamp om de rammer, inden for hvilke statsmagten kan agere. Den Danske Bank kan sætte betingelser for statens måde at fungere på, som partier vælger at acceptere – enten fordi de anser dem som rigtige, eller fordi de bøjer sig for hvad de anser som en overmagt.

For et revolutionært socialistisk parti er kendskabet til klassernes og grupperingernes historiske og aktuelle interesser et vigtigt redskab i den politiske proces. At betragte kapitalismen som én konstant mekanisme ville være blindhed.

Enhedslisten er imod kapitalisme – ikke fordi der under kapitalismen er skabt rigdomme, men fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed, og ødelægger klodens ressourcegrundlag. Derfor arbejder vi for, at kapitalisme erstattes af en socialistisk økonomi, hvor det er menneskenes behov – ikke profitjagten – som bliver omdrejningspunktet for samfundets indretning.

Kapitalisme fører til krig og global udbytning

Den kapitalistiske økonomi skaber ikke bare ulighed mellem mennesker i de enkelte lande. Den skaber også stor global ulighed. Historisk har de vestlige stater gennem kolonisering og gennem ulige handelsrelationer tilegnet sig store værdier fra den 3. verden. Denne magt over og udnyttelse af lande i den 3. verden kaldes imperialisme – den eksisterer fortsat i dag, hvor værdier føres fra Syd til nord som et resultat af såkaldte frihandelsaftaler.

Stridigheder mellem magthaverne i de kapitalistiske stormagter om adgangen til arbejdskraft, markeder og naturressourcer har gennem historien ført til to verdenskrige og et utal af andre blodige konflikter. Også i dag fører kampe om adgangen til vigtige ressourcer som olie og andre råstoffer, og kampe om kontrol med markeder og handelsveje til konflikt og krig – ofte med enorme menneskelige omkostninger. Nu har også Kina meldt sig som stormagt på verdensmarkedet, med nye alliancer og konflikter til følge.

Kapitalismen er i modsætning til folkestyre

I den kapitalistiske økonomi fordeles samfundets rigdom skævt mellem mennesker. Kapitalismen skaber klasser: Arbejdere, som kun har arbejdskraft at sælge. Småkapitalister som selv – eventuelt med få ansatte – producerer og sælger varer. Storkapitalister som ejer eller disponerer store produktionsanlæg med mange arbejdere. Finanskapitalister, som handler med andre penge i udlån til produktive kapitalister eller med ”derivater” i finanskarruseller.

Den økonomiske ulighed – ophobningen af kapital – står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger træffes af mennesker, som ingen har stemt på. Det er det, vi oplever, når aktørerne på finansmarkederne kan true lande og regeringer til at føre en politik til skade for almindelige mennesker. Kapitalismen er også kendetegnet ved, at demokratiet stopper ved indgangen til de private virksomheder. Medarbejderne ar lidt eller ingen indflydelse på, hvordan arbejdet organiseres og hvordan fortjeneste fordeles og forvaltes.

Jagt på profit står over menneskenes behov.

(uændret l. 221-244, med nedenstående tilføjelse)

Spekulationen anses også af fremtrædende kapitalister – ikke mindst produktionskapitalister – som skadelig for kapitalismen. Historisk har det ført til nationale regler i USA, Danmark og andre stater, om adskillelse af ”almindelig” bankdrift og spekulationsbankdrift. Sådanne regler blev ophævet i 1980’erne, med finansboble og finanskrise til følge – og nu slås forskellige aktører for genetablering af sådanne regler samt for etablering af international ”transaktionsskat”, ”tobinskat”. Mens de store finanshuse kæmper imod sådan regulering. Hvordan denne kamp ender, er uvist.

Fortsat økonomisk vækst truer mennesker og miljø.

Kapitalismen er i sin oprindelse en måde at organisere produktion og fordeling med henblik på vækst – med henblik at skabe større velstand. Noget større velstand for arbejdere og bønder – meget større velstand for storkapitalisterne. Produktionsmåden og dens magthavere har historisk været orienteret mod vækst i afsætning og vækst i udnyttelse af ressourcer til produktion. Det har ført til rovdrift på natur og mennesker – en rovdrift, som på en klode med begrænsede ressourcer ikke er miljømæssigt bæredygtig. Det har også ført til belastning af miljøet med forurening og affaldsstoffer, som ikke er miljømæssigt bæredygtig.

Også anderledes organiserede vækstøkonomier har haft sådanne skadevirkninger. Den ”socialistiske” smog i Peking i 1990’erne og 2000 tallet er lige så skadelig som den ”kapitalistiske” smog i London og København i begyndelsen af 1900 tallet.

(Uændret l. 256-300)

Kapitalisme indebærer kriser og arbejdsløshed

Den kapitalistiske produktionsmåde og dens private profitstyring indebærer en konstant en vis arbejdsløshed, og den medfører tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed. Især i krisetider skærpes konkurrencen mellem arbejderne, og i den situation søger virksomhedsejerne at beskære arbejdernes rettigheder og lønniveau – altid med den begrundelse, at ”forbedret konkurrenceevne” forstået som højere profit vil føre til hurtigere opsving. Oftest inddrages regeringerne – de ”folkevalgte” politikere – i forsøget på at trykke arbejdernes løn- og velfærdsniveau. Blandt kapitalisternes allierede i kampen for mindsket velfærd er også internationale institutioner som EU og Den Internationale Valutafond (IMF). EU og IMF løfter beslutningerne ud af de mere demokratiske rum, væk fra den almindelige offentlige debat, og ind i fora hvor kapitalen står stærkere end f.eks. de nordiske lande. Derfor er kapitalismemodstand også modstand mod EU og IMF, som jo også er redskaber for de vestlige kapitalisters dominans over resten af kloden.

De seneste årtiers neoliberale gennemslag har – nationalt og internationalt – svækket den organiserede arbejderbevægelses modstandsvilje over for kapitalens nedskæringskrav. Væk er socialdemokraternes plakat fra Schlüter-tiden: ”de fattige har båret nok af krisens byrder – lad de rige betale”.

Som socialister er vi imod kapitalismen – dens ulighed, fattigdom, miljøødelæggelse, kapitalmagtkoncentration. Vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. Og indtil det er lykkedes, kæmper vi for at begrænse kapitalismens skadevirkninger, f.eks. ved skattemæssig omfordeling, begrænsning og beskatning – nationalt og internationalt – af spekulative transaktioner. F.eks. ved national og international indsats mod forurening.

Kapitalismen i Danmark

Den konkrete udformning af kapitalismen i Danmark er et resultat af kampe mellem forskellige klasser og grupperinger om produktionens indretning og fordeling.

At Danmark hidtil har været et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund end mange andre lande, er blandt andet er resultat af at småkapitalister og bønder i 1900 tallet allierede sig med arbejderbevægelsen om sociallovgivningen. Men for tiden øges uligheden i Danmark – de seneste regeringer har som ønsket af kapitalisterne sat de solidariske ordninger under markant pres.

Fremskridt skabt i kamp og samarbejde

Produktion af velfærd (sygepleje, undervisning, mad, bolig) sker i alle tilfælde under anvendelse af arbejdskraft. Men den kan organiseres forskelligt – enten markedsmæssigt, i form af privat og profitstyret indsats, eller i form af kollektiv og behovsstyret indsats. De skattefinansierede velfærdsordninger i Danmark: lige adgang til skole, højere undervisning, sundhed, ret til forsørgelse under arbejdsløshed, sygdom og barsel, og indskrænkninger i virksomhedernes mulighed for at forurene er ordninger, som er besluttet i forskellige alliancer mellem klasser – flest og mest efter krav fra en organiseret arbejderklasse, nogle under modstand fra arbejdsgivere og konservative politikere, og nogle båret af frygt for, at arbejderklassen ville revoltere, hvis ikke … I nogle situationer har klarsynede arbejdsgivere ønsket forbedringer, eksempelvis fordi bedre uddannet arbejdskraft ville kunne øge firmaernes indtjening. En del uddannelses ordninger er blevet udbygget som led i en konjunkturdrivende politik, som også arbejdsgiverne kunne se deres fordel i. Som tidligere nævnt: kapitalismen, liberalismen er vækst-ideologier – og vækst har været en fælles interesse for modstående klasser. Når produktionen blev øget, var der en større kage at kræve del i – også for arbejderne.

Danmarks politiske demokrati blev udviklet i kamp mellem bønder og arbejdere på den ene side og konservative godsejere på den anden. Udviklingen af de skattefinansierede velfærdsordninger: sundhedsvæsenet, undervisningssektoren, den sociale sektor og ældreforsørgelsen er sket som led i demokratiudviklingen. Den økonomiske ulighed er i den udvikling mindsket mere end i mange andre vestlige lande, og økonomisk tryghed ved sygdom og ledighed var i mange år et hovedkrav fra arbejderbevægelsen. Dermed har velfærdsordningerne givet de enkelte mennesker mere frihed og bedre mulighed for at blande sig i udviklingen af samfundet. Men økonomisk og social ulighed består stadig, og de seneste regeringer har skåret kraftigt ned på trygheden – og dermed også øget den økonomiske ulighed.

Velfærdssamfundet er under pres

Under dække af trykket fra den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle arbejderbevægelsens sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere – i kompromisser med arbejderbevægelsen – har medvirket til at sikre brede dele af befolkningen et vist velfærdsniveau, ønsker nu at omfordele samfundets midler til fordel for virksomhedsejerne. Det sker gennem krav om løntilbageholdenhed, gennem forringelse af solidariske ordninger, og gennem skattelettelser for de rige. Det sker gennem krav om markedsgørelse af hidtil solidariske, kollektive ordninger. Det sker gennem krav om individualisering af løndannelsen, så den meget produktive skal have høj løn og den meget lidt produktive meget lav løn. Ikke mindst fører de en ideologisk kampagne for, at utryghed og frygt – lave sociale ydelser – skal være et vigtigt middel til at disciplinere arbejderne til at arbejde hurtigere, billigere og på ringere arbejdsvilkår. I den ideologiske kampage har de for tiden opbakning fra de traditionelle arbejderpartier, socialdemokratierne – hele Europa rundt.

En vigtig del af denne kampagne drives af EU. EU systemet står for skærpet konkurrence mellem arbejderne, for at sænke det generelle lønniveau gennem ”arbejdskraftens frie bevægelighed”. EU systemet har bekæmpet – nedkæmpet – arbejdernes ret til arbejdskamp. Dermed svækkes de kollektive ordninger. Formelt sker det ved, at EU-systemet kræver ”lige adgang for alle vandrende arbejdere” til alle ordningerne – og reelt medfører det økonomisk udhuling af ordningerne. Samtidig understøtter EU-landenes regeringer uanset partifarve, at de kollektive, sociale ordninger erstattes af private forsikringsordninger.

Mens de samfundsmæssige sociale ordninger således er under pres, sker der fremskridt på andre områder. Aktive bevægelser har fået gennemført forbedringer af mindretals rettigheder. Det gælder både menneskers syn på dem, og det gælder den konkrete behandling af dem: grupper af mennesker med psykiske lidelser, seksuelle minoriteter har fået bedre vilkår. Ringere står det til med flygtninge. Det skal også bemærkes, at rettighederne netop er individuelle, ikke kollektive. Det skal også bemærkes, at afviklingen af sociale og kollektive rettigheder foregår boget langsommere i Danmark end i mange andre lande, fordi det indimellem er lykkedes at skabe modstand mod forringelserne.

(som det forstår, passer forslag B l. 552 bedste til det her fremsendte forslag)

KONTANTHJÆLPSREFORMEN – VIRKNINGER. Relevante spørgsmål

Udgivet den af

KONTANTHJÆLPSREFORM – virkninger. Relevante spørgsmål.

Kære Ø byrødder

2014.02.01

Hermed forslag til forespørgsel til brug i kommunen. Den kan også bruges som opfølgende forespørgsel, månedsvis eller kvartalsvis.

Pressen har i Århus interesseret sig for spørgsmål og svar.

Hvis I har lyst, vil jeg gerne have en mail om at forespørgslen stilles og om i hvilken form svar kan læses – det kan være lidt interessant, hvis vi kan bidrage til et landsdækkende overblik over Mette Frederiksens skadevolden.

Det er jo også principielt tænkeligt, at partiets centrale byrokrati vil samle sådan viden.

Hav et godt møde!

Viggo

 

Viggo Jonasen

Hørgårdsvej 18

8240 Risskov      mobil 61712219 (midlertidig mobil, indtil 10. februar 27598449)

Tidl. byrådsmedlem i Århus, Ø (og endnu tidligere Y og F)

www.viggojonasen.dk                 viggojonasen@gmail.com

 

 

ENHEDSLISTEN DE RØD-GRØNNE I …….. BYRÅD

Navn, adresse m.v.

Til borgmester …

Hermed beder jeg om svar fra dig / beskæftigelsesforvaltningen på nedenstående

Forespørgsel om virkninger af kontanthjælpsreformen

Det ønskes oplyst, hvor mange kontanthjælpsmodtagere i …… Kommune, der i (januar-februar …) 2014 har fået beskåret deres kontanthjælp som følge af kontanthjælpsreformen. Oplysningerne bedes opdelt på aldersgrupper og samlivskategorier, og de paragraffer, der for de enkelte grupper er brugt som begrundelse for beskæringen af kontanthjælpen.

Det ønskes særskilt oplyst, hvor mange der i …… Kommune er blevet frataget eller har fået reduceret kontanthjælpen grundet samliv/”gensidig” forsørgelsespligt – heraf hvor mange, der får reduceret/stoppet kontanthjælpen under henvisning til gummiparagraffen § 2b stk.3 ”samliv af ægteskabslignende karakter”.

Det ønskes oplyst, hvor mange mennesker der i …… Kommune forventes ikke at kunne betale deres husleje i tiden efter nedskæring af kontanthjælpen.

Det ønskes oplyst, hvor mange hidtil samlevende, der har søgt kontanthjælp og boligstøtte som enlige, og hvor mange samlivsforhold der i …… Kommune forventes opløst i konsekvens af nedskæring af kontanthjælpen

Det ønskes oplyst, hvor mange hidtidige kontanthjælpsmodtagere, der efter ”reformens” ikrafttræden – dvs. hjælpens nedsættelse – er kommet i arbejde eller uddannelse. (i forespørgslerne i februar og marts og fremefter ønskes ligeledes oplyst, hvor mange af de unge, der kom i uddannelse, der er faldet ud af uddannelsen igen).

Dette ønskes oplyst, hvor mange personer der i …… Kommune beskæftiges med ”kontrol” af samliv før og efter kontanthjælpsreformen

Det ønskes oplyst, hvor mange ”ressourceforløb” der er iværksat for kontanthjælpsmodtagere-

Det ønskes oplyst, hvor mange kontanthjælpsmodtagere der er blevet udplaceret i skræmmejob (”nyttejob”) og hvori den pågældende beskæftigelse består. I den forbindelse ønskes oplyst, hvor mange af skræmmejobbene (”nyttejobbene”) der oprettes på områder, hvor kommunen tidligere eller samtidig har nedlagt ordinære stillinger

Enhedslisten i ……… Byråd

 

 

 

Mulig pressemeddelelse til udsendelse sammen med forespørgslen:

 

1. januar 2014 er den kontanthjælps”reform” trådt i kraft, som Mette Frederiksen på S-SF-R regeringens vegne har aftalt med VKOL-partierne. Mange mennesker vil se deres økonomiske livsgrundlag væsentligt forringet. Mange vil blive udsat for et hidtil uset dyneløfteri. Enhedslisten i …… Byråd vil lade borgmesteren / beskæftigelsesforvaltningen rejse en skamstøtte over regeringens reform – hver måned/hvert kvartal vil vi få borgmesteren til at fremlægge tal for, hvor mange mennesker ……. Kommune trykker ned økonomisk i konsekvens af ”reformen”.

 

 

 

 

ENHEDSLISTEN DE RØD-GRØNNE I …….. BYRÅD

Navn, adresse m.v.

Til borgmester …

Jeg beder dig oplyse mig om køreplan for budgetlægningen inden for beskæftigelsesområdet ( evt. andre områder), med henblik på at jeg kan indbringe forslag om udgiftskrævende eller udgiftsbesparende tiltag i budgetudarbejdelsen.