Til SF-Risskov 2014.06.05.   Tak for indbydelsen. Lars stillede mig opgaven: at sige noget om, hvorfor mennesker på overførselsindkomst stigmatiseres i Danmark i 2014.

Enhver diskussion om grundloven er en diskussion om, hvordan samfundet skal indrettes. Mit bidrag til diskussionen tager udgangspunkt i fire begreber: VÆRDIGHED, LIGHED, RETTIGHED og TRYGHED

.

Da grundloven blev vedtaget i 1849, anså grundlovsfædrene det som en selvfølge, at der var forskel på folk: kun ”rigtige” borgere, de værdige mænd med egen husholdning, skulle have valgret. De mindre værdige var de syv F’er: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Modtagere af overførselsindkomst var mindre værd end ”normale” mænd. Fattighjælpsmodtagere havde ikke valgret. De havde heller ikke ret til at indgå ægteskab uden sognerådets tilladelse.

Man diskuterede i den grundlovgivende rigsforsamling om professorer og lærere og officerer og andre, der blev lønnet af staten, henholdsvis kommunen, skulle have valgret og valgbarhed – de modtog jo overførselsindkomst. Man landede dog på, at de skulle have borgerrettigheder. Man vedtog såmænd samtidig med grundloven en ændring af fattigloven, således at mænd, der fik fattighjælp fordi de var blevet invalideret i den første slesvigske krig, ikke skulle miste deres borgerlige rettigheder – de var jo i egentlig forstand VÆRDIGE modtagere af fattighjælpen.

Arbejderbevægelsens historie er i høj grad historien om kamp for VÆRDIGHED. Også værdighed for dem, der rammes af den vanskæbne ikke at kunne tjene nok til eget og familiens brød og bolig.

K.K. Steincke, socialdemokratisk socialminister skrev i forordet til noteudgaven af socialreformen fra 1933: ”Det privatkapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende betingelser”. Han mente, at med 1933 socialreformen blev betingelserne meget mindre ydmygende. Det man kalder fattighjælpens retsvirkninger – tab af valgret og ægteskabsret – skulle være en sjælden undtagelse, som kun blev brugt mod ”vagabonder, prostituerede og andre asociale eller direkte antisociale personer, som ethvert velordnet samfund må sætte uden for indflydelse”.

Men først i 1961 blev reglen om, at modtagere af fattighjælp mistede valgretten, afskaffet. Det skete på baggrund af et krav om, at alle mennesker skulle betragtes som lige og værdige. Det var et gammelt krav fra store dele af de socialistiske bevægelser.

Det var lidt om kravet om værdighed, menneskeværdighed.

Arbejderbevægelsens historie er også i høj grad historien om en kamp for LIGHED.

Hele fagbevægelsens kamp for organisationsret og overenskomster var jo en kamp imod konkurrence. En kamp imod, at arbejderne skal konkurrere indbyrdes om jobs, en kamp for at de arbejdende netop skal have overenskomstmæssig løn. Lige løn for lige arbejde. Man vidste såmænd godt, at nogle arbejdere var dygtigere og hurtigere end andre – men de skulle ikke konkurrere indbyrdes! Det var ikke en kamp for lighed i absolut forstand – man anerkendte, at arbejdslønnen var forskellig på det, der i nutidssprog hedder forskellige delmarkeder af arbejdsmarkedet. Men det var en kamp mod den individuelle løndannelse. Man kan godt sige, at fagbevægelsens, den socialistiske fagbevægelses største gevinst i kampen siden fagorganiseringen begyndte i 1800 tallet, har været anerkendelsen af, at løn skal være noget kollektivt aftalt – ikke noget, der aftales mellem den enkelte arbejdsgiver og den enkelte arbejder.

Arbejderbevægelsens historie er i høj grad historien om en kamp for RETTIGHED, nemlig rettigheder til dem, der af samfundet eller kapitalismen eller konkurrencen er blevet givet mindre end andre. I den gamle tyske udgave af Internationale synger man: ”die Internationale erkämpft das Menschenrecht”. Den danske udgave har ”.. går til kamp for folkets sag”, en lidt mere løs formulering. I arbejdsløshedsforsikring, i sygeforsikring, i invalideforsikring skulle arbejderen have RET til en ydelse. Den skulle ikke tildeles og udmåles efter et nærgående skøn over hans eller hendes psykiske tilstand – der, der i dag hedder ”rådighed” eller ”arbejdsmarkedsparathed”. Det var endda sådan, at kun den arbejder, der nægtede at påtage sig passende anvist arbejde, mistede retten til arbejdsløshedsdagpenge. I Søren Kolstrups bog ”Velfærdsstatens rødder” nævner han de socialdemokratiske købstadskommuners ordninger med skolebespisning og skoletandpleje som eksempler på, at det der er alles RET – alle skolebørns RET – ikke er noget, man skal erklære sig som ”mindrebemidlet” for at få. I Århus har man i dag fritidspas til, rigtig gættet – fattige folks børn.

Og så om begrebet TRYGHED: Den moderne velfærdsstats mor og far, Alva og Gunnar Myrdals bog ”Krise i befolkningsspørgsmålet” handlede om bevidsthed. Citat: ”Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet”. Voksne mennesker bestemte selv, om deres kønsliv skulle føre til barnefødsler. Forældreskab var et fornuftsvalg. Hvad kunne staten da gøre, for at give mennesker lyst til at føde børn? Jo, staten kunne sørge for, at forældrene trygt kunne regne med gode forhold for børnene: job til far (det var dengang!), dagpenge ved ledighed eller sygdom, sund bolig til familjen, gode skolemuligheder for børnene, gratis lægehjælp til børn og mødre. Det var starten på en trygheds politik, som blev udviklet over de næste mange år. Og jo, når I ser socialdemokratiske valgplakater fra 1930’erne og 1950’erne, så er TRYGHED et væsentligt tema.

Hvis vi så ser lidt mere fugleperspektivisk på den danske samfundsudvikling, så kan vi se, at den socialistiske arbejderbevægelses hovedkrav i ret høj grad blev indløst i 1960’erne og 1970’erne. Velfærdsstatslige ordninger blev udbygget. Arbejdsløsheds- og sygedagpengeniveauet blev 90% af hidtidig indkomst, dog højst et maksimum svarende til en faglært arbejders løn. Hvordan er det lige med det for tiden? Invalidepensionsordningen blev indrettet sådan, at den. der i resten af livet skulle leve af invalidepensionen, kunne have en levestandard som hans/hendes jævnaldrende: en arbejders gennemsnitsløn. Institutioner til børn og til uddannelse blev udbygget. Man diskuterede en ”indtægtsbestemt folkepension” – den blev dog ikke gennemført.

Det overordnede syn på statens rolle blev: staten skal sikre fuld beskæftigelse, eller dog næsten fuld beskæftigelse. Eftersom en vis ledighed var nødvendig for at sikre et fleksibelt arbejdsmarked, skulle de, som måtte bære ledighedens byrde, sikres rimelig kompensation.

Da krisen fra 1974 bed sig fast, skabtes jobtilbudsordningen: ingen forsikret ledig kunne miste dagpengeretten, før staten havde givet et jobtilbud på overenskomstmæssige vilkår. Det er det nærmeste, vi har været ved et politisk besluttet dementi af Steinckes udsagn: ”Det privatkapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde ….”

Endnu senere skabtes fleksjobordningen: overenskomstmæssig løn, med tilskud til arbejdsgiveren i forhold til skånehensynet.  Jo, det var tryghed, lighed, værdighed.

Hvilken orm er det, der har gnavet i velfærdsæblet siden da?

Det korte svar er: neoliberalismen. Påstanden om, at offentligt er skidt, privat er godt. Påstanden om, at konkurrencen giver effektivitet. Påstanden om, at ulighed er et sundt motiv for den enkelte. Påstanden om, at balance på statsbudgettet er vigtigere end den samlede beskæftigelse. Og især: Påstanden, menneskesynet, at ”incitament” er det, der driver den dovne ledige til at konkurrere sig ind i job.

Jeg kan sætte årstal på. I 1990 foreslog socialminister Åse Olesen en ”unge-pakke”. Unge der søgte kontanthjælp, skulle inden for 14 dage have et job. Hele folketinget klappede i de små hænder (undtagen Fremskridtspartiet, som mente, det ville blive for dyrt!). På den måde ville man få siet de dovne fra – mente man! Virkningen blev: flere kontanthjælpsansøgere. De arbejdsliderlige unge behøvede jo ikke mere selv at opstøve job, kommunen gjorde det for dem. Kort derefter blev det så vedtaget, at nu skulle det ikke længere være normale jobs – men stort set: kommunal rengøring. Det måtte ikke være sjovt at være ung på kontanthjælp.

Hvorfor er det årstal, den ordning så væsentlig? Det er den, fordi man med den ordning systematisk satte alle unge kontanthjælpsansøgere under mistanke for dovenskab. Alle skulle kontrolleres nøje – ikke længere, som hidtil, kun dem, der så ud til at være på vej ned i en social nedtur.

Siden gik det slag i slag med mistænkeliggørelsen også af resten af de ledige.

Nyrup-regeringens store arbejdsmarkedsreformer i 1993-94 halverede dagpengeperioden og nok så vigtigt: man fjernede de lediges RET – retten til genoptjening af dagpengeret, retten til overenskomstmæssig løn under det, der omdøbtes fra jobtilbud til jobtræning. Og man strammede rådighedskontrollen.

Under Fogh-Løkke-regeringen og Thorning-regeringen er ydelser blevet sænket og kontrollen strammet, og senest har fleksjob- og førtidspensionsreformen yderligere individualiseret løndannelsen. Nu skal kommunen vurdere den enkelte fleksjobansøgers værdi. Øh – værdi for arbejdsgiveren.

Tror I, at den ”værdi-vurdering” er uden betydning for det enkelte menneskes vurdering af eget værd?

Måske så I TV-historien om fleksjobberen i Viborg: han havde evne til 40 minutters ugentligt arbejde – så: derudfra beregnes hans fleksløn. Og hvad værre er: socialudvalgsformanden havde intet kritisk ord om sagen.

Den endeløse afprøvning af førtidspensionsansøgere for den mulige marginale arbejdsevne – som jo sættes lig med arbejdspligt – markedsførtes som ”omsorg” for den handicappede. Jeg har været bisidder i mange sådanne sager. Jeg kan garantere, at de nærmest endeløse afprøvningskrav IKKE opleves som omsorg af de handicappede. Det opleves som netop lige så ydmygende som hin tids kontrol af fattighjælpsmodtagerne. Nej, man tager ikke valgretten fra dem. Men man tager værdigheden, selvbestemmelsesretten, fra dem. Typisk siger sagsbehandler: ”du har mere arbejdsevne end du selv mener”. Og det er sagsbehandlers vurdering, der gælder.

Førtidspensionen er sat på sulteniveau: dagpenge eller dagpenge minus 15%. Og førtidspensionistens første 6000 kr. medicinudgifter får man ingen hjælp til. Det kaldes ”incitament”.

Jeg påstår: neoliberalismens orm har gnavet sig langt ind i politikeres og partimedlemmers bevidsthed. Liberalismens menneskesyn er jo: mennesket vil gerne nyde arbejdets frugt men kun ugerne yde dets sved – derfor: sult er det vigtigste incitament. Og tryghed mindsker incitamentet.

Der lyder ingen indigneret protest fra socialdemokrater, folkesocialister, radikale, over selve grundtanken i ”incitament-princippet”, eller over individualiseringen af lønfastsættelsen i fleksjob. Der lyder ingen indigneret kritik af den stramme rådighedskontrol – det længste de kommer til, er kritik af ”meningsløs aktivering”. Men kun den meningsløse …. Ikke af selve aktiveringssystemet. Der lyder ingen principiel kritik af regeringernes arbejdsløshedsskabende politik, af Thorning-regeringens bortskæring af mere end 30.000 offentlige arbejdspladser.

Tryghedsmålsætningen er kraftigt nedtonet i dagpengesystemerne. Trepartiregeringen og VKL halverede de fleste unges kontanthjælp og indførte ”gensidig forsørgelsespligt”. Vi ser allerede en tydelig effekt på fødselstallene. Jo, Myrdalernes udsagn fra 1930’erne holder stadig vand.

Spørgsmålet lød: ”Hvorfor stigmatiseres modtagere af overførselsindkomster i 2014?” Mit svar er: fordi politikerne og deres partier har valgt det. De seneste regeringer har sat en tyk streg under de sidste fire af Steinckes ord: fra 1933: ”Det privatkapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende betingelser”.

Mit ønske på denne grundlovsdag er:

Gid de partier, der har en historie som socialistiske, igen vil sætte arbejderbevægelsens fire krav på dagsordenen: VÆRDIGHED, LIGHED, RETTIGHED og TRYGHED.

Gid de partier i det mindste vil tage på sig at genetablere den kapitalistiske velfærdsstat fra 1970’erne.

Det vil i det mindste kunne retfærdiggøre, at Damarks Riges Grundlov – vil kunne omdøbes til Danmarks Riges OG FATTIGES grundlov.

.

Viggo Jonasen

 

5. juni 2014