Århus har brug for et Socialt Brugerråd

ÅRHUS HAR BRUG FOR ET SOCIALT BRUGERRÅD

Siden 1977 har Århus Kommune haft et Socialt Forbrugerråd. Rådet udpeges af rådmanden og består består af repræsentanter for brugerorganisationer. Da ældreområdet blev udskilt fra socialforvaltningen, blev der oprettet et råd særligt for ældreområdet, nu Sundhed og Omsorg.

Rådets 25 års jubilæum blev fejret med et jubilæumsskrift. Her skrev rådmand Flemming Knudsen:
”Samspillet mellem Kommunen og Det Sociale Forbrugerråd har gennem årene været givtigt. Rådet orienterer sig om Magistratens 1. Afdelings arbejdsområde og har mulighed for at tage problemer op omkring den sociale indsats i Århus Kommune. Det fører til, at brugerrepræsentanter og medarbejdere udveksler holdninger, ideer og synspunkter. Et forskelligt syn på det offentliges arbejde og organisering giver nu og da Rådet anledning til at komme med udtalelser, som er rådgivende for Kommunen. Et fælles mål er, at vi gør det så godt som overhovedet muligt for brugerne inden for Magistratens 1. afdelings arbejdsfelt. Derfor er det vigtigt med et råd, hvor man kan være i dialog og udnytte hinandens ressourcer bedst muligt og derigennem skabe en god, social indsats i hele Kommunen”.

Med andre ord: Rådet (rådene) skal være mere end idéforum – de skal være dialogforum for idéer om det sociale arbejde og om problemer i det sociale arbejde i Århus Kommune. Rådmand Flemming Knudsens ord: ”et forskelligt syn på det offentliges arbejde og organisering” antyder også, at rådsmøderne kan være og skal være forum for debat om uenighedspunkter. Deri er netop: dialog. Og for at gentage cirkulærets oprindelige formåls-angivelse: ”.. planlægge og tilrettelægge et effektivt bistandssystem”. Deri er indeholdt, at rådet skulle være et forum for kontinuerlig dialog om bistandssystemets funktionsmåde.

Dialog er opbakning og kritik. De senere års nedskæringer på social-, beskæftigelses- og sundhed- og omsorgsområderne har givet rådene anledning til kritik, når nedskæringer har forringet brugernes livskvalitet. Rådene repræsenterer jo faktisk brugerne!

Nu vil direktørerne og rådmænd nedlægge rådene.

I stedet vil man afholde Samarbejdsforum for Velfærd med MSO og MSB.

”Samarbejdsforum er et antal årlige arrangementer, hvor borgere, pårørende, foreninger, frivillige og virksomheder inviteres til en dialog om velfærdsudfordringer, dilemmaer og løsninger – med et helt konkret afsæt. MSO og MSB vil i fællesskab vurdere hvilke temaer der er relevante i forhold til afdelingernes arbejde. Temaerne kan fx være ensomhed i Aarhus, psykisk sårbare, fremtidens boliger, velfærdsteknologi eller noget helt andet.” Det står der i indstillingen til byrådet.

Idéen om Samarbejdsforum er fornuftig nok, til behandling af enkeltområder. Som forslaget præsenteredes i indstillingsudkastet, var der dog tale om noget udpræget lav-budget-arbejde, som direktørerne mener at nogle frivillige organisationer skal påtage sig for kun 50.000 kr. for 2 år(!) (Tallet er nu forsvundet fra indstillingen). Og det skal være ”ad hoc” møder med deltagerkreds, som skal skifte fra møde til møde.

Virkning af at erstatte rådene med Samarbejdsforum er, at rådsmedlemmernes kontinuerlige kendskab til kommunens politikker og virkningerne af dem fjernes.

Med andre ord: Direktører og rådmænd ønsker dialog om nye tiltag – ikke et forum for årligt tilbagevendende debat om /kritik om kvaliteten af den sociale indsats på de enkelte områder.

Rådene bestemmer selv mødernes dagsorden. Rådene har gennem tiderne behandlet emner som:
Sagsbehandlingstider for ansøgninger.
Beskæring af handicaphjælperordningen.
Førtidspensionssagsbehandling. Sygedag-penge.
Sprogbrug i kommunale breve til klienter.
Sammenlægning af rådgivning for handicappede børn – og virkningerne af sammenlægningen.
Områdesamarbejde mellem socialforvaltning og skole.
Familieværkstederne.
Virkningerne af kontanthjælpsreform og førtidspensions- og fleksjobreform.
Ventelister til boliger for handicappede.
”Stordrift” i kommunens planlagte boliger for handicappede – og stordriftens ulemper.
Mangel på sammenhæng mellem indsatser over for de enkelte familier – især når de har brug for hjælp fra kommunens mange ”siloer”.
Væksten i antallet af hjemløse, på trods af ”hjemløse-strategier”.

Det er temaer, som ikke nævnes i indstillingen til byrådet. Det er også temaer, som med fordel kan bearbejdes af mennesker, der har en organisationsbaggrund, og som kontinuerligt beskæftiger sig dermed. Vort gæt er: det er temaer, som rådmænd og direktører ikke vil holde ”Samarbejdsforum” om. Kritik på disse områder kvæles eller mindskes.

Byrådsindstillingen henviser til en evaluering af rådenes arbejde. Men indstillingen præsenterer evalueringen, som om der har været enighed om de udsagn, som står i den. Det er der ikke! Indstillingen nævner ikke, at rådsmedlemmernes mødeprocent faldt, da rådmændene nedsatte mødeantallet fra 6 til 4 om året – ”af sparegrunde”. Man refererer ikke rådenes kritik af forvaltningsledelsen for at nedprioritere dialogen med rådene, ved at undlade at fremsende kommende projekter, og ved at udtynde sekretariatsarbejdet.

Jamen, skal byrådet ikke holde overblik over udviklingerne på området? Tjoh – det har byrådet skullet i alle årene. Engang mente man, at området var så stort, at man gerne ville have et Socialt forbrugerråd til at hjælpe sig med det. Hvor mange byrådsmedlemmer tør i dag hævde, at de har overbikket?

Siden oprettelsen af Det sociale Forbrugerråd er meget ændret. Socialforvaltningen er opdelt i flere siloer internt, man har udskilt områder til andre rådmænd: drift af daginstitutioner for børn til skolevæsenet, inddrivelse af restancer til ”borgerservice” og siden til Skat, handicapindsats er fordelt på to magistratsafdelinger, arbejdsmarkedsindsats er skilt fra socialindsats. Brugerorganisationernes medlemmer oplever dagligt, at de må fare frem og tilbage mellem kommunale instanser.

Og jo – der er oprettet Ældreråd og Handicapråd og Udsatte-råd. Men intet af rådene med den opgave at søge at have et samlende overblik over områderne.

Det er godt, men ikke nok, at MSB og MSO holder 4 møder om året i ”Samarbejdsforum for velfærd mellem MSB og MSO”, med skiftende deltagerkredse og ”aktuelle emner”.

Århusianerne og vores byråd har brug for en samlende organisation, et Socialt Brugerråd, der kan tage problemer op på tværs af silo-grænserne, også grænserne til Borgerservice og til Børn og Unge. Et Socialt Brugerråd, som kan tage problemerne op hvert år, når tilstanden ikke er bedret – eller for den sags skyld: konstatere at den er bedret. Et råd, som kan give råd om problemer og løsninger på de sociale områder til byrådet.

Viggo Jonasen
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd
Tidligere byrådsmedlem

Helen Conway Blake
Næstformand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

Carl Aksel Kragh Sørensen
medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd
næstformand i Århus Kommunes Ældreråd

Viggo Jonasen, siden 1994 formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd. Tidligere byrådsmedlem i Århus. Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik. Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om Hjerneskade. Skipper på to vikingeskibe. Bor i Risskov. www.viggojonasen.dk

Helen Conway-Blake – siden 2006 næstformand for Aarhus Kommunes sociale forbrugerråd. Journalist, Master i retorik og formidling, medlem af Aarhus Kommunes Handicapråd, Forretningsudvalget DH Århus, arbejder som frivillig flere steder, bor i Risskov. justus@post.tele.dk

Pensioneret gartneriejer.
Mit gartneri var i mange år nabo til Åbyhøjgården
Det er nu nedlagt efter 102 år i familiens eje
AL2bolig byggede senior og ungdomsboliger i 2006
 
Var formand for Ældrerådet fra 2011 til 2013
Medlem af Regionsældrerådets FU fra 2011
Medlem af Danske Ældreråds bestyrelse fra 2012
Nyt medlem af Aarhus Kommunes Sociale Forbrugerråd
Ny frivillig bisidder for 60+ borgere
Kasserer for Jyske Gartneres Hjælpeforening
Kasserer for Det Danske Gartnerimuseum
 
Gift med Kirsten Stentoft
Ansat på Aarhus Universitet gennem 37 år
 
Med venlig hilsen
Carl Aksel Kragh Sørensen
 
Ludvig Holbergsvej 4 A
8230 Åbyhøj
Mobil 2191 7688
Telf. 8625 7424
E-mail: caks@petersminde.dk
www.petersminde.dk

SYMI – facts and questions

SYMI – facts and questions about development in population, production and living conditions. ed. 2, 2014

Over the centuries, Symi gained wealth by agriculture, shipbuilding, seafaring, sponge fishing. At the end of the 19th century between 22.000 and 30.000 inhabitants (different figures have been provided) earned their living in the island.

How many in each of the trades? Unknown. Role distribution between genders? Unknown. We can see by the size of ruined houses on the waterfront and along the Kali Strata that a number of very wealthy families have dominated parts of the society. But what of the other economic classes?

Today’s view of the landscape reveals large areas of terraced mountains-slopes, where wheat, wine, olive trees and other produce can have been cultivated. The mills in Chorio tell about large scale grain-milling, probably to deliver the flour for biscuit-baking to support long distance sponge-fishing. But biscuits has not been the only meals for the sponge fishermen! Did the islanders supply salted or dried or fresh meat for their ships crews? If not – who else?

So – did the Symiots produce all their basic foodstuff? Or did they import smaller or larger parts of it? From where?

Which were the trade-and-exchange-relations between Symiots and the (greek-ottoman) people on the Asia Minor coast?

The famous Symi shipbuilding industry called for timber. Which parts of Symi have been de-forested? And in which periods?

How was production and society organised? Were the mills owned by single millers, or was the mill-industry organised on a collective basis? Were the trade ships and sponge ships owned by single ship owners or by an island-community? The fine sponges delivered to the Sultan, as part of the sultan Suleiman the Great’s privilege – were they collected by a divers’ organisation, or were they bought by the island community from individual sponge-shippers?

We know about the emigration and de-population, which started/accelerated after the Italian occupation in 1912. All the texts I have found say “After the Italian occupation, the population declined”.

The occupation seems to me a poor explanation.

Were the subsistence possibilities severed by a break in trade relations to the coast-people of Asia Minor because of the occupation? Because of ethnic cleansing during World War I and the following years (the 1923 “population exchange”). Which parts of the island industries declined in which periods? What has been the effect of change in seafaring technology, including the reduction in crews and change of commercial trade routes?
When did population stabilisation occur? When did the growth in tourist industry occur?

Such questions apply to other Dodecanese islands as well – the decline in population in Kastellorizo is an impressive example.

My 29 years as a faithful Symi-visitor have raised quite some “Why”-questions, which have not yet been answered by texts I have been able to find.

I will be grateful to those who will help me to find answers to the questions. References in Danish, English, Deutsch will be fine. Greek will be at challenge for me and Google Translator!

I assume that other Symi-friends would like to have access to such answers as well – and I intend to make such answers available – elaborating on the above article – on this homepage and wherever other people may like to reproduce them.

Lately I was tempted to put up the question: has the Greek-Turkish divide made it be too “politically inconvenient” for history-writers to say: Symi’s and other Dodekanese islands were rich due to our relations to the Ottoman Empire – and we became poor, when we were conquered out of those relations and into the West European (Italian) system in 1912. That question may carry a bit of an analogy to the present situation, dominated by “Merkel-ian” austerity.

Viggo Jonasen
retired lecturer
www.viggojonasen.dk – viggojonasen@gmail.com

DE STØRSTE SOCIALPOLITISKE UDFORDRINGER i Danmark og Europa. 2014

DE STØRSTE SOCIALPOLITISKE UDFORDRINGER i Danmark og Europa.
Oplæg til Socialpolitisk Forening, 14.11.2014 Viggo Jonasen, let redigeret.

Udgangspunkt for “største udfordring” må være et svar på spørgsmålet : HVORDAN ØNSKER VI SAMFUNDET INDRETTET?

Siden Alva og Gunnar Myrdals bog fra 1934 “Krise i befolkningsspørgsmålet”, som K.K. Steincke lod Jørgen Dich oversætte til dansk, har arbejderbevægelsens, socialdemokraters og socialisters svar været: så længe samfundet er kapitalistisk, skal vi bruge staten til at sikre TRYGHED for indbyggerne.

Tryghed skulle være rammen om det gode liv og om det fornuftige menneskes gode valg – i 1930’erne det valg at få børn, og altså ikke kun have sex for sjov! Kan nogen genkende den problemstilling fra i dag?

Tryghed er: forventning om at jeg kan få børn i tiltro til, at de er sikret forsørgelse, institution, skole, uddannelse.
Tryghed er forventningen om, at jeg er sikret indtægt, enten gennem job eller ved sygdom og ledighed: dagpenge. siden: pension. Tryghed er forventningen om, at jeg ved sygdom eller invaliditet får rettidig og god behandling og tilstrækkelig hjælp.

Det mål var 1970’er socialreformens mål: “Forebyggelse, revalidering, tryghed, trivsel”. Samfundssikret TRYGHED var midlet til det gode liv, midlet til TRIVSEL.
STATEN var for socialdemokrater og socialister værktøjet til at sikre denne fornuftige indretning af samfundet.

TRYGHED var hovedbudskabet fra LO i slutningen af 1980’erne, både i forhold til dagpenges højde og i sagen om fondsbaserede pensionsordninger som overbygning på folkepensionen.

Det betød IKKE, at kapitalisme og konkurrence og ulighed blev afskaffet – det betød, at deres værste skadevirkninger skulle begrænses. En del mente, at ulighed skulle mindskes – derom blev der lavet betænkninger og uddannelsesreformer.

Fra 1980’erne og frem kom velfærdsstatstankegangen og Myrdalernes lyse menneskesyn under angreb.

Neo-liberalismen statssyn vandt frem. I 1993 skrev Anders Fogh “Fra Socialstat til minimalstat”. Han mente, at statssikret forsørgelse skaber slavesjæle. Mette Frederiksen har for nylig – i øvrigt lige som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i deres VS-tid – plapret Marx efter: “Staten er den herskende klasses undertrykkelsesmiddel, så den skal knuses eller dog have mindre at sige og gøre”. Derfor “gensidig forsørgerpligt” – ikke det, som man tidligere mente: individualprincip i forsørgelsesordningerne.

Også neoliberalismens menneskesyn slog igennem: mennesket er en doven hund, som hellere nyder arbejdets frugt end døjer dets sved. Kun gennem frygt for sult og tab motiveres mennesket til at arbejde. Det hedder på nysprog: “Incitament”. Derfor: lavere ydelser i kortere tid, højere pensionsalder, mindre tryghed. Arbejdskraften skal “inciteres” til at konkurrere indbyrdes, også på lønnen – derved styrkes virksomhedernes og landenes konkurrenceevne, det vil sige: profitandelen øges.

Glemt er hos de neolliberale socialdemokrater, venstremænd, sf’ere m.fl. Keynes’ lære om DEN EFFEKTIVE EFTERSPØRGSEL: kun gennem statslig og privat efterspørgsel skabes produktion og beskæftigelse. De skabes IKKE ved at man øger udbud af arbejdskraft: “You cannot push a string”.

De største SOCIALPOLITISKE udfordringer er altså i dag:
1 I forhold til TRYGHED: De neoliberale politikeres – Merkels, Frederiksens, afstandtagen fra tanken om statsligt sikret tryghed, deres deraf følgende formindskelse af velstandsomfordelIng, og deraf følgende ulighed og fattigdom.
2 I forhold til KONKURRENCE, stress og nedslidning:  De neoliberale politikeres – Merkels, Corydons, Sohns, Østergaards, .. tro på at samfundsindretning baseret på konkurrence er universalløsningen, f.ex. “konkurrencestaten”. Glemt er, at arbejderbevægelsens opbygning af fagforeninger tilstræbte begrænsning af arbejdernes indbyrdes konkurrence.
3 I forhold til FULD BESKÆFTIGELSE: De neoliberale politikeres afstandtagen fra, at staten skal sikre en efterspørgsel svarende til fuld beskæftigelse.

Jeg er helt klar over, at blind vækst i forbrug belaster klodens ressourcer. Derfor: fuld beskæftigelse, gerne med kortere arbejdstid, så flere kan deles om beskæftigelsen, og så ressourcebelastningen mindskes ved mindre vareproduktion.

Se gerne: “Velfærdsstatens glemte sjæl” på www.viggojonasen.dk