Månedsarkiv: marts 2015

FORÆLDREBETALING – HANDICAPPOLITIK OG/ELLER BUDGETBUREAUKRATI?

Udgivet den af

Hvordan skal kommunen behandle børn med handicap og deres familier?

Af Viggo Jonasen, Hørgårdsvej 18, Risskov
Onsdag den 18. februar 2015, Aarhus Stifts Tidende
KRONIK
Beslutningen om at et barn skal flyttes fra forældrehjemmet til en døgninstitution/døgnpleje er noget meget voldsomt.
Ofte er et langt forløb gået forud, hvor forældre har kæmpet med stadig større vanskeligheder, som er knyttet til barnets handicap. I nogen tilfælde har én eller begge forældre modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (TA) i et forsøg på at håndtere barnets vanskeligheder i hjemmet. Ved anbringelsen falder TA og børnefamilieydelse bort, og familiens økonomi kan blive kraftigt ændret.
70 familier med døgnanbragt, handicappet barn fik en julegave fra Aarhus Kommune: En regning for barnets institutionsophold på mellem 1217 og 4300 kr./måned.
Handleplanen for barnet
Folketinget vedtog i 2011 »Barnets reform«, et kompleks af ændringer af især serviceloven. Kommunerne skal »opkvalificere« sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Tanken er, at hvis man omhyggeligt forbereder anbringelsen og planlægger den indsats, som trekanten kommune-forældre-institution skal udføre efter anbringelsen, kan man give barnet en tryg opvækst og en god udvikling med god kontakt til forældre, bedsteforældre og andre vigtige netværkspersoner.
Ikke alle handicaps kan afhjælpes, men handleplanen skal medvirke til at give barnet det bedst mulige liv med handicappet.
HANDELEPLANEN skal udarbejdes i samarbejde med forældre og institution og eventuelt barnets skole. Den skal omhandle barnets hele tilværelse.
At udarbejde handleplanen er ingen lille opgave. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar, at socialrådgiveren, der skal gøre det, har kvalifikationer og tid til at gøre det ordentligt.
FORÆLDREBETALINGEN
Forældre har ifølge serviceloven pligt til at betale til en anbringelse. Ministeren fastsætter regler om betalingen, bl.a. om man kan fritages for at betale. Bekendtgørelsen om betaling har en § 8, som på det smukkeste understøtter reglerne i »Barnets reform«:
Kommunen skal forud for anbringelsen præsentere forældrene for regler om betaling og om fritagelse, eventuelt delvis fritagelse. Det skal ske konkret og individuelt, og under hensyntagen til forældrenes økonomi. Hvis kommunen forlods anser fritagelsesbetingelserne som opfyldt, kan man selvfølgelig undlade at præsentere reglerne.
De fleste kommuner fritager de fleste for betaling – også Aarhus, indtil 2014.
Også andre forhold end reglerne har betydning for, hvordan kommunens beslutninger bliver til og udført.
Tre skal nævnes: Den administrative opsplitning, væksten i antallet af mennesker med behov for en offentlig indsats (ældre, handicappede) og ’budgetneurosen’.
ADMINISTRATIV OPSPLITNING
»New Public Management«-doktrinen har siden 1980erne hærget stat og kommuner.
Idéen er, at de enkelte dele af den offentlige sektor ’konkurrenceudsættes’, prissættes og via marked-gørelse ”effektiviseres.
Man har sammenlagt institutioner og kontorer og udstyret dem med mange lag af mellemledere, mens man indadtil i institutionerne har specialiseret og opdelt.
Socialdirektøren giver et eksempel. En forælder klager over, at hun ikke har fået svar på, om hun kan beholde handicapbilen til transport af datteren efter anbringelsen. Han svarer: hun har måske ikke spurgt det rigtige sted. Jamen – under arbejdet med handleplan skal sagsbehandler holde styr på også den del af arbejdet med barnet. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar. Det er ikke moderen, der skal vide, hvem hun skal spørge!
FLERE HAR BRUG FOR HJÆLP
Antallet af mennesker med behov for hjælp vokser.
Mennesker med ’Downs syndrom’ lever længere og skal derfor have bolig og hjælp i flere år. Stadig flere diagnosticeres med psykiske vanskeligheder som autisme og ADHD og skal have behandling og støtte, også fordi et stadig mere konkurrencepræget arbejdsmarked holder dem ude. Flere overlever trafikulykker og slagtilfælde.
Når flere mennesker skal have hjælp og botilbud, koster det flere arbejdstimer og flere penge.
BUDGETNEUROSEN
Budgetneurosen er den idé, at budgetoverholdelse er vigtigere end alt andet.
Siden 1990 har skiftende regeringers neoliberale politik haft som mål, at den offentlige sektor skal ’slankes’, eller dog: Skal vokse mindre end det private forbrug.
Vi ser færre pædagoger i børneinstitutionerne og flere lukkedage, færre universitetslærere i forhold til antal studerende, hurtigere udskrivninger fra hospital. Lønniveau i privat og offentlig sektor trykkes nedad.
Sparsommelighedspolitikken er fastslået i budgetlov og ’kommuneaftaler’ og lærerløndiktat. Årlige ’effektiviseringer’ eller to procents budgetreduktioner.
KOMMUNALPOLITIKERNES ROLLE?
Socialrådmænd har et par gange lagt problemet om manglende handicapboliger op til byrådet. Byrådet sagde: Vi tager stilling i budgetaftalen.
Byrådet vedtog så ikke at gøre noget ved problemet. Så de handicappede blev skrevet på en stadig længere venteliste. Først da Statsforvaltningen fastslog, at byrådets praksis var ulovlig, og at kommunen havde pligt til at sørge for de manglende boliger – så bevilgede byrådet penge til udbygning,
Budgetneurosen: Engang i 2014 opdagede socialdirektør/rådmand, at Aarhus bruger flere penge end bevilget på mennesker med handicap. De går ikke til byrådet og siger: »Der er blevet flere, der har brug for hjælp – vi skal bruge flere penge«. En rådmand, der »ikke kan overholde budgettet«, bliver mobbet i Aarhus. I stedet vælger rådmand og direktør to ting:
1) at kræve penge ind (forældrebetaling), 2) at skære ned på udgifterne, dvs. man skærer ned på hjælpen til den enkelte handicappede.
BYRÅDETS ANSVARSFLUGT
Er det ikke byrådets ansvar, hvordan Aarhus behandler mennesket med handicap?
Jo. Lige som det er byrådets ansvar, i hvilket omfang mennesket genoptrænes efter udskrivning fra hospital, og om der skal være en biblioteksfilial i det enkelte lokalsamfund.
Byrådet har ikke hidtil debatteret serviceniveau for de enkelte brugere. Vil vi skære ned på aflastningstimer til det handicappede barn eller på bostøttetimer til det psykisk handicappede eller hjerneskadede menneske?
Byrådet har alene bestemt budgetrammen. Men dermed siger byrådet: »Flere ét-benede? Så må de deles om kørestolene!«
Som gammel byrådspolitiker anser jeg det som ansvarsflugt, at byrådet lader det være en ’rent administrativ’ opgave at foretage de konkrete ’standardjusteringer’ – kommunalt ord for servicenedskæringer.
Byrådet har ikke politisk besluttet, at i vores kommune administrerer vi sådan, at de fleste fritages for forældrebetaling. Byrådet har kun sagt, at Ankestyrelsen må tage stilling til, om opkrævningen er lovlig.
Byrådet frasiger sig dermed ansvaret, for at økonomien for et antal forældre smadres, ved at lade ændringen fra ikke at kræve forældrebetaling, til at kræve den, være en rent administrativ beslutning.
 
Viggo Jonasen er gift og bor i Risskov.
Siden 1994 formand for Aarhus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd.
Tidligere byrådsmedlem i Aarhus.
Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik.
Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om hjerneskade.
Skipper på to vikingeskibe.

FORÆLDREBETALING – BORGMESTERENS NYE KLÆDER

Udgivet den af

Hvad ved hvem om jura i Aarhus? Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Af Viggo Jonasen, cand.scient.pol. lektor emer., tidl. byrådsmedlem i Aarhus
Lørdag den 24. januar 2015, 10:43 Aarhus Stifts Tidende

HANDICAP
Aarhus-rådmand Thomas Medom har bestemt, at mange forældre med børn i døgninstitution nu skal betale for barnets institutionsophold – hidtil har de været fritaget. Han har skrevet til dem, at de skal betale, også selvom de påklager afgørelsen til Ankestyrelsen.
Rådmanden har også sagt mange gange, at det ville være ulovligt, hvis han udsatte opkrævningen, til Ankestyrelsen har taget stilling til betalingens lovlighed.
Borgmesteren har sagt det samme, talrige gange ved byrådsmødet onsdag 21. januar.
Svaret var forkert – rådmanden er i sin gode ret til at give udsættelse.
Det har Århus Stiftstidende fået at vide af Ankestyrelsen.
Men – du kan bare lave et net-opslag med søgeordene »opsættende virkning – retssikkerhedsloven«. Man bliver så ledt lige ind til ministerens vejledning, kapitel 26 § 228 om »opsættende virkning«: »En myndighed kan tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning«.
Så er det, et gammelt byrådsmedlem spørger: Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Igennem mine 11 år i Aarhus byråd stod det helt klart, at embedsmændenes første pligt var at »klæde borgmester og rådmænd på« til at undgå at dumme sig.
Er det underordnede jurister, som ikke kan slå op i lovsamlingen og finde det korrekte svar? Eller: Har de gjort det, hvorefter deres orientering højere op i hierarkiet er blevet undertrykt, fordi ledelse eller rådmand/borgmester ikke ville høre det juridisk korrekte svar?
Konsekvenserne er vidtrækkende. Rådmanden og ’søjlechefen’ har ytret: »Vi følger bare loven«, når vi kræver betaling.
Loven, eller rettere betalingsbekendtgørelsens § 8, siger: »Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7«. Formålet med reglen er naturligvis, at forældrene til de anbragte børn skal kende deres økonomiske fremtid, i den tid hvor barnet er i institution eller familiepleje.
Jeg har skrevet anke i 20 af sagerne. Kommunen har i NUL af sagerne forhåndsorienteret om en eventuel betalings størrelse.
Aarhus Kommune følger altså ikke bare loven.
Rådmand og borgmester mener åbenbart, at man ’bare’ kortere eller længere efter barnets anbringelse kan ændre voldsomt på familiens økonomiske situation med ned til halvanden måneds varsel. Og det er ikke småpenge, der er tale om: De laveste beløb, jeg har set, er 1.217 kr./md. for en enlig forælder på voksenlærlingeløn, med en hjemmeboende teenager. Hendes dagsorden er: Salg af andelsboligen! Det højeste er 4.300 kr. for mere velaflagte forældre. Men en enlig forsørger med en lærerløn og hjemmeboende barn bliver afkrævet 2.976 kr. Også for hende vil konsekvensen være salg af bolig. Og jo, kommunen har i forvejen inddraget børnetilskud og børnebidrag ved anbringelsen.
Min juridiske forhåndsformodning er, at Ankestyrelsen vil være uenig med kommunen: Hvis ikke § 8 er overholdt, altså, hvis man ikke har stillet betalingskravet forud for anbringelsen, har man (underforstået) besluttet betalingsfritagelse. Og så har kommunen ikke ret til at komme rendende længe efter og kræve betaling.
Min politiske mening er: Kommunen kan ikke være bekendt at behandle forældre – som i forvejen er ramt hårdt af barns handicap – på den måde. Og det er jo egentlig også det, loven siger.
Det er ret interessant, om kommunens underordnede jurister har udtalt sig om sagen – og om deres vurdering er blevet tilsidesat af mellemledere eller social- og stadsdirektør.
Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, ville jeg anse det spørgsmål som ret vigtigt. Er det de underordnede, der skal fyres for uduelighed – eller er det ledelsen, der har løjet for borgmester, rådmand og offentlighed?

FORÆLDREBETALING – REGLERNE ER IKKE KOMPLICEREDE

Udgivet den af

VIGGO JONASEN, HØRGÅRDSVEJ 18, RISSKOV
DEBATINDLÆG JPÅ 27.02.2015 kl. 03:00
NOTAT 2015.03.05
Rådmand Thomas Medom (SF) skriver 19/2, at betalingsreglerne for børn i døgninstitution er komplicerede og upræcise.
Det er de ikke.
Betalingsbekendtgørelsen siger i § 6 og 7:
»Kommunen kan meddele hel eller delvis fritagelse for betaling« og »… efter en konkret og individuel vurdering … Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældre, f.eks. at 1) opholdet har udpræget behandlingssigte, eller 2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten, 3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge« (min kursivering).
De afgørende ord er her KAN og F.EKS. Det betyder, at kommunen har ganske udstrakt selvbestemmelsesret. Der står ikke SKAL eller KUN HVIS.
Kommunen – rådmanden – kan altså selv fastsætte retningslinjer for betalingsfritagelses-praksis.
Rådmanden har ikke offentliggjort sine retningslinjer.
De fleste kommuner undlader opkrævning. Aarhus har i mange år undladt opkrævning. Aarhus’ praksisændring er en politisk beslutning.
Ankestyrelsens noget omtalte ”principafgørelse” indeholder ét eksempel på, at styrelsen har givet familien medhold i, at kommunen SKAL fritage for betaling, og to eksempler på, at kommunen IKKE SKAL fritage for betaling.
Men at udlægge afgørelsen sådan, at kommunen har pligt til at undlade betalingsfritagelse, er juridisk fejllæsning.

Om Betalingsbekendtgørelsens §§ 8 og 6-7 notat, 2015.01.28/2015.03.04

Servicelovens § 159 pålægger familien pligt til at betale i forbindelse med barnets ophold uden for hjemmet.

Betalingsbekendtgørelsens §§ 6 og 7 giver regler for, hvornår kommunen kan/skal fritage for beta­ling.

§ 8 giver reglerne for, hvordan kommunen skal gå frem i forbindelse med opkrævning af betaling, hvis der ikke er sket fritagelse efter §§ 6 og 7. § 8 Ordlyden er: “Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7”.

Hvis kommunen tidligt i sagsbehandlingen skønner, at fritagelsesgrundlaget efter §§ 6-7 er til stede, kan den undlade at præsentere et betalingskrav – dermed bortfalder behovet for at underrette fami­lien om §§ 3, 4, 6 og 7. Dermed har kommunen underforstået truffet en beslutning om fritagelse – altså: en tavs forvaltningsakt.

Det er den type beslutning, som de fleste kommuner træffer i de fleste anbringelsessager.

Hvis kommunen vil kræve betaling, skal reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7 være præsenteret for familien – naturligvis med henblik på, at de kan indgå i ”forhandlingen om anbringelsen”.

§ 8 har det formål, at kommunen og familien i forbindelse med anbringelsen planlægger det fremti­dige samarbejde omkring barnet – derfor formuleringen “i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet”. Herunder jo altså også at kommunen medvirker til at sikre, at familien har overblik over egen økonomiske situation i forbindelse med anbringelsen. Som bekendt inddrager kommunen børnefamilieydelse og børnetilskud og evt. børnebidrag i forbindelsen med anbrin-gelsen.

Når (hvis!) kommunen i samarbejde med forældrene lægger en handleplan for indsatsen i forhold til barnet, taler man også om samvær – hyppighed, form, transport, forhold i hjemmet, eventuel støtte under ophold i hjemmet – alt relevant. Her er økonomien også en vigtig faktor, ikke mindst hvis der er handicaptransport involveret.
Det er ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 3) handler om særligt store ud-gifter i forbindelse med samværet. Det kan både være udgifter på grund af stor afstand til institution / plejefamilie, det kan være handicapkørsel, hvad som helst.
Det er heller ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 2) er, at fritagelse for beta­ling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støt­ten. Hvis eksempelvis betalingen vil umuliggøre familiens bil-ejerskab, og samvær derfor vil blive voldsomt tidskrævende for pågældende forælder, kan det jo være en hindring for hans/hendes kon­takt med barnet og deres medvirken ved gennemførelsen af støtten.

§ 8 pålægger altså kommunen at tilvejebringe en vis sikkerhed for familien om den fremtidige øko-nomi i relation til anbringelsen. Den sikkerhed slår kommunen i stykker ved – kortere eller længere tid efter anbringelsen – at komme med betalingskrav, som ikke blev stillet ved “forhandlingerne med forældrene om opholdet”.

Hvis kommunen efter kortere eller længere tid ønsker at omgøre/ændre betalingsfritagelsesbeslut­ningen, skal kommunen rejse sagen. Den skal så at sige genoptage “forhandlingen med familien om opholdet”. Ellers tilsidesætter kommunen § 8. Det fremgår ikke af betalingsbekendtgørelsen, at kommunen kan undlade at overholde § 8.

Med andre ord: et kommunalt betalingskrav, som ikke er forelagt ”i forbindelse med forhandlingen med forældrene om opholdet” efter § 8, vil være ugyldigt og bør underkendes af ankestyrelsen.

§ 6 siger, at kommunen KAN fritage for forældrebetaling ved indkomstbortfald.

§ 7 siger: ”Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at..”

Det er her vigtigt at være opmærksom på ordene ”selvom”, ”hel eller delvis”, og ”f.eks.”. Heri ligger stor kommunal handlefrihed til at bestemme regler for fritagelse. Der står ikke: kommunen SKAL indkræve betaling. Der står ikke: ”kun hvis …” må der gives betalingsfritagelse. Det er præciseret, at de under 7 nr. 1, 2, 3, 4, og 5 nævnte eksempler netop kun er: eksempler.

I den århusianske forældrebetalingspraksis synes det at være kommunens opfattelse, at KUN HVIS der foreligger ”udpræget behandlingssigte”, er det lovligt at give betalingsfritagelse. Og det synes at være kommunens opfattelse, at beregningsreglerne fastslår definitivt, at forældrene skal betale den fulde betaling. Delvis fritagelse kommer slet ikke i betragtning. Dog har vi set enkelte reduktioner under hensyn til betaling for søskende i daginstitution.

Ankestyrelsens principafgørelse 158 fra 2012 har en indledning og tre eksempler. Eksempel 1 fastslår, at kommunen SKAL give betalingsfritagelse – giver altså familien medhold. Eksempler 2 og 3 fastslår, at kommunen ikke SKAL give betalingsfritagelse – de fastslår ikke, at kommunen ikke kunne have gjort det! Principafgørelsen er i øvrigt ikke krystalklar –

Viggo Jonasen
2015.03.04 (revideret udgave)

PS Til spørgsmålet: om “det er godt nok” at kommunen til sidst i et møde så’n lidt i forbifarten nævner, at der “som udgangspunkt vil være en egenbetaling”, er svaret: dermed har kommunen ikke levet op til formålet med § 8, nemlig: at familien har overblik over egen økonomi. Så: NEJ, det er ikke “godt nok”.
Der står jo direkte i bestemmelsen, at familien skal gøres bekendt med §§ 3, 4, 6 og 7. Det vil sige: familien skal være gjort bekendt med betalingsfritagelsesreglerne og have diskuteret med kommu­nen, om familiens og barnets situation hører ind under én eller flere af §§ 6-7 kriterierne. Det er simpel god forvaltningsskik. Det er sund fornuft. Og det er ordentligt socialt arbejde.

BEKENDTGØRELSENS ORDLYD:

§ 6. Kommunen kan meddele forældremyndighedens indehaver hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.
§ 7. Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at:
1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,
2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten,
3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge,
4) den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet, eller
5) forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.
§ 8. Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7.
Stk. 2. Betalingspligten indtræder ved starten af opholdet. Forfaldsdagen for 1. betalingsrate fastsættes med en rimelig frist. Forudbetaling må ikke kræves for længere tid end 1 måned.