Nægterbulletin – 40 års jubilæumskrift.
Militærnægterforeningen og demokratismen
af Viggo Jonasen og Karl-Johan Rubæk.
Det danske samfunds udvikling i 1960’erne er blevet beskrevet ud fra mange synsvinkler. Økonomisk. en periode med voldsom vækst, høj beskæftigelse, hastigt voksende levestandard (efter en halv snes år med lav vækst, begrænset velstandsstigning, og høj ledighed). Uddannelsesmæssigt: perioden med uddannelseseksplosionen (efter 1957 folkeskolereformen), stejlt stigende andel i højere uddannelse, gymnasie- og universitetsudbygning. Befolkningsmæssigt: de store årganges indmarch på bolig- og ægteskabsmarkedet, og kvindernes stejlt stigende erhvervsdeltagelse.
Bevidsthedsmæssigt har nogen hæftet sig ved “ungdomsoprøret” eller “studenteroprøret” i 1968-69. Man har såmænd endda talt om “1968-generationen”. Det er nu nok mere virkelighedstro at tale om en bevidsthedsrevolution, begyndende omkring 1960. En revolution med international baggrund.
Forhistorie: Den folkelige politiske rejsning i de 2 sidste år af 2. verdenskrig ebbede nogenlunde ud under den kolde krig. A-bomberne over Japan var længe siden. Koreakrigen var langt væk og Jutlandia var et kuriosum. Englands, Frankrigs og Israels overfald på Ægypten i 1956 og Sovjets ditto på ungarerne samme år bidrog til en almindelig følelse af politisk afmagt: magten sad altså stadig i spydstagen – og de politiske fløjes tilbedelse af de hhv. “demokratiske” og “kommunistiske” idealer klang hult. Unge mænd anså værnepligten for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare og sammen med hvem? Tjah, man gik på øvelser på “blåt” og “orange” hold, og det var jo nok de slemme russere – men det kaldte ikke på engagementet hos “folke-madsen”.
Imidlertid: da den danske krigsmagt i 1960 skulle udrustes med A-våben (Honest John raketter, jord-til-luft raketter beregnet til A-bomber i Hiroshima-format, til “forsvar” af København) skete der noget. Det lykkedes nogle fredsbevægelsesveteraner at skabe presse-opmærksomhed på udlosningen af raketterne i Århus. Næsten samtidig startede i England “Campaign for Nuclear Dis-armament”, som med en protestmarch i påsken 1960 fra Aldermaston basen til Trafalgar Square i London samlede mere end 100.000 mennesker i protest mod atomoprustningen. Foreningen Aldrig mere Krig (AmK) sendte højskolelæreren og digteren Carl Scharnberg på “studietur” til påskemarchen – og han kom hjem med den overbevisning, at “Det kan vi også gøre”. Så det gjorde vi. I efterårsferien 1960 iværksatte Kampagnen mod Atomvåben den første danske atommarch fra Holbæk via Roskilde til København. Arrangørerne havde officielt aftalt, at man ville gennemføre marchen, hvis 200 mødte op på havnen i Holbæk. Uofficielt ville man gå, hvis blot 100 mødte frem. Vi kom 800! Og da vi kom til rådhuspladsen, var vi vel 30.000. Den største forsamling siden folkestrejken i 1956.
Bevidsthedsrevolution? Budskabet var: “Det gælder dit barn! Bomben angår dig – Og din stilling til bomben gør en forskel!” Budskabet fejede “det er jo lige meget, hvad (lille) jeg mener” opgivenheden til side. Fejede? Det er nok mere dækkende at sige, at budskabet blev en murbrækker for åbning til en mere bevidst og selvbevidst holdning hos især de unge.
Som før nævnt: Unge mænd anså værnepligten, soldatertjeneste og kadaverdisciplin for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare, hvem man skulle skyde på, og sammen med hvem man skulle gøre det, ja det var jo den overordnedes sag. I 1962 var antallet af militærnægtere i Danmark ca. 415 ud af en værnepligtsårgang på ca. 35.000. Og vi var gemt langt væk fra biograf, kro, og andre forlystelsesmuligheder i Gribskovlejren og Kompedallejren, beliggende 25-30 km fra nærmeste købstad. Nægtere blev anset for nogle sære størrelser.
Det blev der lavet om på!
I vinteren 1962-63 sendte nægterne i Kompedallejren brev til alle gymnasier, højskoler, lærerseminarier, .. med et tilbud om at stille en gruppe nægtere til en diskussionsaften. Tilbuddet blev modtaget – vi kom rundt til temmelig mange uddannelsesinstitutioner.
Samtidig foreslog nægterne i Kompedal museerne i Viborg og Århus, at de kunne komme som arbejdskraft på museerne i stedet for at lave skovarbejde. Museerne sagde ja tak og bad lejrledelsen/indenrigsministeriet om at få nægtere. I løbet af et halvt år fik Skovgårdmuseet i Viborg og Forhistorisk Museum i Århus nægtere i en “udstationeringsordning”. På den måde øgedes nægternes kontaktflader i lokalsamfund. Flere selvejende institutioner fulgte.
I 1965 etableredes Militærnægternes Oplysningskontor i København og i Århus. Der blev trykt løbesedler og små klistermærker. Militærnægterne blev synlige i samfundet. Antallet af henvendelser voksede, det samme gjorde antallet af militærnægtere. Og 29. januar 1967 stiftedes så Militærnægterforeningen, på initiativ af politisk motiverede nægtere i Gribskovlejren. Studentersamfundets lokaler i en baggård i Vestgerbrogade i København. Steen Folke, talsmand i Gribskovlejren, blev formand. Vi udgav “Nægterbulletin” – som stadig udkommer, efter 40 år, stadig med mælkebøttefrøet som mærke! Indbydelser til diskussionsmøder blev stedse flere. I hele Norden voksede bevægelsen – i en finsk Nordvisionsudsendelse 1967 om nægterforhold i Skandinavien deltog bl.a. Steen Folke og Ove Buntzen fra bestyrelsen. Der var adskillig kontakt mellem MNF og de nordiske foreninger, med besøg og støtteerklæringer.
Også i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og USA blev diskussionen om individets ansvar for egne handlinger, også militære drabshandlinger, levende, og antallet af militærnægtere voksede. Vietnamkrigen blev et vigtigt omdrejningspunkt for debatter om det at være soldat. En tiltagende del af nægterne var motiverede af utilfredshed med USA’s og øvrige NATO-landes imperialisme, mere end af den pacifisme, som Aldrig Mere Krig stod for. En vigtig inspiration var amerikanske avisers dækning af Vietnamkrigen, en dækning som blev formidlet til danskerne af Gribskov-nægtere med plancher på Gammel Torv i København.
Militærnægterforeningen tog sig særligt af en ny gruppe: amerikanske desertører, som valgte at forlade tjenesten f.eks. i Tyskland, når de skulle overflyttes for at skyde vietnamesere. Nogle af dem søgte politisk asyl i Danmark, under henvisning til, at de ellers ville være tvunget til at udføre krigsforbrydelser – eller blive fængslet for deres samvittigheds standpunkt. NATO-landet Danmark sendte dem tilbage til overflytning eller fængsling. Siden måtte vi i stor diskretion hjælpe dem til ophold i Sverige, som gav dem asyl.
Den konservative indenrigsminister Poul Sørensen (minister 1968-1970) indvilgede som den første danske indenrigsminister i at deltage i et offentligt møde med hans militærnægtere. Mødet blev holdt i Vartov, og det blev et vældigt tilløbsstykke. Ministeren udtrykte sin respekt for nægternes bevidsthed og samvittighed – ikke mindst når nægtertjenesten jo faktisk kostede 6 måneder mere end militærtjenesten. Og at han i øvrigt fortsat, som konservativ, var helt uenig i nægternes syn på militæret. En munter tildragelse under mødet var, da foreningens formand spurgte ministeren, om han ville dække portoudgiften til de mange breve om udstationeringsordningen – det var jo sådan set en offentlig opgave at give sådan oplysning. Poul Sørensen sagde, at han ikke havde hjemmel til at betale – og hvis han havde haft det, ville han sgu ikke! Endnu større blev grinet, da ministeren, stillet over for kritik af nægternes ørkesløse skovarbejde, udtalte: “Jamen, skovarbejde er da nyttigt”
Nægterne krævede, i lighed med hvad man havde iværksat i Norge, en uddannelsesordning (“rekruttid”) for militærnægtere, bl.a. omfattende freds- og konfliktvidenskab og ikke voldelig konflikthåndtering. Ministeren accepterede på Vartov-mødet at iværksætte et udvalgsarbejde, med deltagelse af foreningen, og det resulterede i et forslag til uddannelsesordning. Forslaget blev i noget reduceret form iværksat, da ministeriet købte den gamle Antvorskov Højskole og indrettede den til Militærnægterskole. Den næste Militærnægterskole blev etableret i den nedlagte Sjellebro Kro på Norddjursland. I 1969 havde Militærnægterforeningen sendt brev til alle landets vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og andre institutioner, med oplysning om udstationeringsordningen, og med besked om, at nærmere oplysning kunne fås ved telefonisk henvendelse til Indenrigsministeriets 2. kontor. De ringede! Ministeren måtte oprette et militærnægter-kontor, “Civil værnepligt”, til at tage sig af nægtere og udstationeringer.
Flere og flere nægtede militærtjeneste. En del befalingsmænd og officerer meldte sig som nægtere, efter overvejelser om krigsvæsenets rolle. Det var så mange, at det gav krigsmagten problemer for afholdelse af mønstring/genindkaldelse. I 1972 var nægtertallet kommet op på ca. 4608 – eller ca.18% af værnepligtsårgangen. En tredie militærnægterlejr var i 1968 blevet åbnet i Karsemoselejren i Nordsjælland. Foruden de tre faste lejre i Kompedal, Gribskov, Karsemose, var der på det tidspunkt to midlertidige lejre i Jylland, Frøslev og Vitskøl. Efter åbningen af nægterskolerne blev det en moderetning blandt nægterne som sagde, at ”rigtige nægtere” var lejrnægtere. Deraf behovet for de midlertidige lejre – men der var stadig mange nægtere til udstationering! Og der var ca. 14 oplysningskontorer!
Civil Værnepligt var administrativt svulmet op til to kontorer, et i Tåstrup og et i Silkeborg. Torben Gjedde var øverste chef for dem begge.
Der er nok tilladeligt at være så ubeskeden at påstå, at den stærkt voksende tilbøjelighed til selvstændig stillingtagen hos unge i sessionsalderen også var medvirkende til, at krigsmagtens ledere fandt det nødvendigt at “demokratisere” indkaldelsestiden, nedtone kadaverdisciplinen, og behandle de indkaldte mere ordentligt end nogensinde tidligere.
Organisationen og tidsånderne:
Militærnægterforeningen blev som nævnt stiftet i januar 1967, med to hovedsagelige formål: at få flere til at nægte – og at være interesserepræsentation for militærnægterne. Ikke længe derefter blev en nægterstrejke iværksat i Kompedallejren. Hans Otto og jeg kørte ud til lejren for at snakke med de strejkende om formål med strejken og om eventuel opbakning fra foreningen og de andre lejre. Vi blev mødt med spørgsmålet: “Hvad kommer I gamle pampere her for? Vil I befamle vores aktion”. Gamle pampere – jeg var vel 24! Det lå i tidsånden, at faste og langvarige strukturer ikke var velset. En af de konsekvenser, vi drog, var at en formandsperiode var på ét år – højst! Det gik helt godt, så længe der var en vis kontinuitet i bestyrelsen. Steen Folke – Troels Toftkær – Viggo Jonasen – Mogens Lind Pedersen (siden omdøbt til Kløvedal). Det kunne sommetider knibe. Engang i 1970 skrev bestyrelsen en efterlysning i Nægterbulletin: “Har nogen set formand Mogens”?
For en del af foreningens stiftere var det væsentligt, at Militærnægterforeningen kunne agere mere politisk end man oplevede, at den “rent pacifistiske” Aldrig Mere Krig gjorde. Mange nægtere opfattede ikke sig selv som pacifister men som modstandere af undertrykkende samfundssystemer, der brugte militær magt til at opnå deres mål. Mange nægtere støttede Vietnams frihedskamp og andre væbnede frihedsbevægelser, der bekæmpede kolonimagter og apartheidstyret i Sydafrika – og mange anså også dengang NATO som et redskab for USA’s forsøg på at opretholde et verdensherredømme.
I 1970-1971 kørte vi landet rundt, 3 biler med plancheudstilling og løbesedler i efterårsferien. 24 byer blev besøgt i efterårsferierne.
Hen i 1970’erne slog en ny tendens igennem, jeg vil kalde den “Arbejderismen”. Der blev flertal for det standpunkt, at soldater og nægtere “objektivt” havde fælles fagforeningsinteresser. Foreningen blev faktisk omdøbt til “Militær- og Nægterforeningen”. I mit hoved var det at skræve for vidt – jeg ville ikke være med i en forening, der skulle argumentere for forede kister til døde soldater. Det gik dog over igen (årstal?) – og så blev Viggo igen medlem af foreningen.
Og så faldt nægter-tallet
Ovenfor har vi nævnt udstationeringsordningen, som blev et kraftfuldt værktøj i arbejdet med at få militærnægtelse og militærnægtere accepteret som en påtrængende – og normal! – stillingtagen for den enkelte. Ordningen blev også en væsentlig faktor i at opløse militærnægterbevægelsen som bevægelse. En stadig større del af nægterne tog efter et kort skoleophold direkte ud i udstationering, og lejrene blev især for “totalnægtere” og lidt mere skæve eksistenser. Der blev nok også røget lidt rigeligt i nogle af lejrene, som jo da også fik kapaciteten reduceret noget ved uforsigtig rygning. Det førte i tur og orden til nedlæggelse, først af Karsemoselejren, siden Kompedallejren – og til sidst overgik den ældste, Gribskovlejren (åbnet i 1918) til anden anvendelse – nu asylcenter.
En anden medvirkende faktor til faldet i nægtertallet var arbejdsløsheden. Den steg efter energikrisen i 1973, og flere og flere unge meldte sig frivilligt til forsvaret, hvilket betød at man ikke behøvede at tvinge så mange til at aftjene værnepligt.
Ophøret af Vietnam-krigen kan også have gjort krigstjenesteproblemet mindre påtrængende for unge sessionspligtige.
Men den nok tungest vejende faktor var en ændret ministeriel praksis. I 1977 fandt Ministeriet ud af at give et større antal frinumre til folk der nægtede militærtjeneste, således at procenten af tvungne i tjeneste blev lige høj (eller lav) for folk ved Civil Værnepligt og Forsvaret. Frinumre til over 50% nægtere gav god luft på tjenestestederne, og personalet ved Civil Værnepligt måtte reduceres kraftigt i årene 1977-78.
Nedenfor er gengivet en tabel med værnepligtsstyrelsen officielle opgørelse af nægter-tallet.
Om organisationen: Den første bestyrelse for Militærnægterforeningen bestod i 1967 af følgende folk: Steen Folke, Troels Toftkær, Kell Helmer, Knud Jensen, Ove Buntzen Larsen og Niels-Arne Nielsen. (Anders Bune, Hans Otto, Viggo Jonasen) NB her bør nok kigges i gl. nægterbuller!
Den første store opgave som foreningen tog op var, at gøre det tilladt at nægte militærtjeneste af politiske grunde. Kravet var blevet rejst før foreningens stiftelse, af bl.a. den senere formand Troels Toftkær, som sammen med flere angav modstand mod NATO og NATO-landenes imperialisme som den egentlige årsag til at nægte. Allerede året efter var dette mål opnået, idet indenrigsminister Poul Sørensen signalerede til sessionskredsene at tillade andre begrundelser end de rent samvittighedsmæssige. Han var blevet spurgt, om hans politiske overbevisning ikke var en samvittighedssag?
Et andet emne man tog op, var om sessionen skulle have ”lov til” at tvinge folk ind i Civilforsvaret, som efter myndighedernes mening ikke var militært. Efter vor offentliggørelse af Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar gav ministeren også på dette punkt efter.
Et tredje: Efter 1970 blev det også muligt for allerede indkaldte soldater at nægte tjeneste. Det skulle bare foregå på en autoriseret blanket, som også oplysningskontorerne formidlede.
Et fjerde: Kravet om en “rekruttid” med fredsuddannelse og undervisning i ikke voldelig konflikthåndtering blev – for nogen lidt overraskende – accepteret af den konservative indenrigsminister på mødet i Vartov i 1969 – derefter fulgte et udvalgsarbejde, som resulterede i en uddannelsesordning – og så i 1971 oprettedes Militærnægterskolen i den tidl. Antvorskov højskole, godt nok med kortere uddannelsestid end beskrevet i betænkningen
Straks fra begyndelsen havde foreningen en tilslutning på ikke mindre end 84 % i lejrene og blandt de udstationerede nægtere.
Fra 1968 var talsmændene i lejrene fødte medlemmer af bestyrelsen.
Generalforsamling blev holdt i København i september måned. Fra 1968 til 1970 følgende steder:
Kanibalen på Universitetet, Cafe den Grønne i Guldbergsgade, Land og Folks sal i Dr. Tværgade. Sidstnævnte sted blev aflyttet af PET – vi ved endnu ikke, hvem der udførte aflytningen.
Sammen med foreningen AmK drev Nægterforeningen to oplysningskontorer i Aarhus og København (og i en periode også i Esbjerg.) Kontorerne blev benævnt MNOPL, Militærnægternes Oplysningskontor. De havde åbent en gang om ugen, torsdag fra 18-20. De stod for kopiering og distribuering af oplysningspjecer. Desuden formidlede kontorerne personer til at holde indlæg på skoler, højskoler, ungdomsklubber og lign. Om det skønne i at nægte militærtjeneste.
Foreningen havde også ambitioner om at forsyne omverdenen med ”halvårsskrifter” hvori man diskuterede militærnægtervilkår.
Det blev til fem småskrifter på omkring 50 sider hver med følgende titler:
Civil Værnepligt – en modbetænkning 1967, Militærnægtelse og politik 1968, Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar og Militærnægtelse i andre lande 1969 og omkring årsskiftet 1970, forkortet udgave af Grundbog for hærens menige.
Udstationering og meningsfyldt arbejde
Helt tilbage fra den første militærnægterlov i 1917 havde et grundprincip været, at nægterne skulle anbringes langt væk fra hvad som helst – og at de ikke måtte udføre “almindeligt arbejde”. Det skulle være “arbejde”, som kun ville blive udført, når der var nægtere. Omgivet af øde skove og dertil meningsløst arbejde, var mange nægtere ofte i en deprimeret tilstand, som ikke virkede befordrende på den daglige arbejdslyst.
Fra 1962 blev det muligt at aftjene en del af den Civile Værnepligt udenfor lejrene. Initiativet kom fra talsmænd og andre i Kompedallejren, og det blev støttet af forfatter og museumsleder Peter Seeberg i Viborg. Siden fulgte Forhistorisk Museum i Århus – og så bredte ideen sig.
Nogle nægtere fandt bolig i nærheden af udstationeringsstedet. Andre blev kørt frem og tilbage mellem lejren og arbejdsstedet. Således havde Kompedallejren en gammel, godt slidt bus, ført af en arbejdsleder kaldet Pisken i 1965 (øh – var det ikke vognmanden fra tanken?). Bussen bragte bl.a. en flok nægtere dagligt til Viborg Stiftsmuseum. På det tidspunkt var der indført en uautoriseret regel om, at en nægter skulle have været i lejren i 3 mdr. for at blive udstationeret.
Tilbage var stadig arbejdet i skoven og lejren. På mange virkede dette meget lidt meningsfyldt, og det kom da også jævnligt til konfrontationer mellem personale og værnepligtige.
I Kompedal blev der flere gange foranstaltet arbejdsvægring med medfølgende knubbede ord, hærværk og voldsomheder.
I Gribskov blev der flere gange i slutningen af 60-erne foranstaltet strejker til fordel for meningsfyldt arbejde. Sålænge nægterne holdt strejkerne indenfor få dage af gangen, blev de kun idømt disciplinærstraf. Men pludselig i 1969 skiftede ministeren holdning og stillede en større flok for retten i Helsinge, som kvitterede med en uges fængsel for gentagne strejker. En siden opstigende embedsmand i ministeriet sagde i den anledning: “Det giver os jo problemer med fængselskapaciteten”. Nægterforeningsformanden svarede: “JA!”. Der fulgte vistnok ret mange benådninger!
Militærnægterforeningen holdt det år et sommerseminar i en spejderhytte i Ganløse, hvor man fik advokat Søren Søltoft Madsen til at line juraen op for de deltagende nægtere.
Som ovenfor nævnt blev først én, så en anden nægterskole oprettet (1971 Antvorskov, siden (år?) Sjellebro på Norddjursland). De værnepligtige fik, efter norsk model, 4 ugers introduktion, og bag efter valg mellem mange forskellige arbejdssteder indenfor den kulturelle og sociale sektor. Mere end hver anden af de nævnte institutioner blev godkendt til at have værnepligtige. De faglige organisationer knurrede lidt, men parolen lød, at en udstationeret nægter kunne være en løftestang, som påviste behovet for arbejdskraft!
At nægterne engagerede sig i tjenesten og i arbejdsopgaverne blev påskønnet af institutionerne. Også for livsforløb fik tjenesten betydning: en uautoriseret undersøgelse viste den gang, at hver anden nægter skiftede erhverv efter udstationering.
Nægterne (størstedelen!) var tilfredse – institutionerne var tilfredse. Alt tegnede godt indtil 1977, hvor som nævnt Indenrigsministeriet fjernede en hel del nægtere ved at give dem frinummer. Så blev pludselig sagen vendt en halv omgang: Nu havde institutionerne oparbejdet et behov for arbejdskraft, og så kunne alle pludselig ikke få!
Om organisationen og nægterne fra midten af 1970’erne og frem – må andre skrive!
Karl-Johan Rubæk
Viggo Jonasen
med bidrag fra Troels Toftkær og Ove Buntzen Larsen
”Blå Bog”:
Karl-Johan Rubæk, født på Strynø 1942, sømand, elektromekaniker, socialarbejder, AF-konsulent o.a.
Militærnægter i Kompedal januar 1965
Udstationeret på Viborg Stiftsmuseum maj 1965 til oktober 1966
Sekretær i Militærnægterforeningen september 1968 til sept. 1970
Konsulent i Civil Værnepligt marts 1974 til oktober 1977
Viggo Jonasen, født Svendborg 1944. Cand.scient.pol., lektor i socialpolitik 1976-2004, byrådspolitiker i Århus 1974-1978 og 1986-1993
Atomkampagnedeltager 1960-1965
Militærnægter i Kompedal november 1962 – marts 1963, udst. Forhistorisk Museum Århus 1963-64
Medstifter af Militærnægternes Oplysningskontor
Medstifter af Militærnægterforeningen og bestyrelsesmedlem, formand 1969-1970
ANTAL OVERFØRTE MILITÆRNÆGTERE
| År | Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) | Mønstringsværnepligtige | I alt |
| 1945/46 | 56 | 6 | 62 |
| 1947 | 117 | 12 | 129 |
| 1948 | 165 | 37 | 202 |
| 1949 | 177 | 53 | 230 |
| 1950 | 163 | 101 | 264 |
| 1951 | 325 | 406 | 731 |
| 1952 | 543 | 414 | 957 |
| 1953 | 391 | 152 | 543 |
| 1954 | 345 | 61 | 406 |
| 1955 | 304 | 55 | 359 |
| 1956 | 245 | 89 | 334 |
| 1957 | 253 | 102 | 355 |
| 1958 | 229 | 61 | 290 |
| 1959 | 158 | 37 | 195 |
| 1960 | 180 | 39 | 219 |
| 1961 | 206 | 53 | 259 |
| 1962 | 360 | 55 | 415 |
| 1963 | 418 | 46 | 464 |
| 1964 | 470 | 28 | 498 |
| 1965 | 490 | 31 | 521 |
| 1966 | 540 | 32 | 572 |
| 1967 | 672 | 43 | 715 |
| 1968 | 1.107 | 48 | 1.155 |
| 1969 | 1.766 | 71 | 1.837 |
| 1970 | 2.456 | 143 | 2.599 |
| 1971 | 4.200 | 144 | 4.344 |
| 1972 | 4.489 | 119 | 4.608 |
| 1973 | 3.987 | 62 | 4.049 |
| 1974 | 4.161 | 61 | 4.222 |
| 1975 | 3.136 | 85 | 3.221 |
| 1976 | 2.255 | 37 | 2.292 |
| 1977 | 814 | 15 | 829 |
| 1978 | 763 | 18 | 781 |
| 1979 | 909 | 36 | 945 |
| 1980 | 816 | 66 | 882 |
| 1981 | 606 | 54 | 660 |
| 1982 | 466 | 47 | 513 |
| 1983 | 366 | 65 | 431 |
| 1984 | 319 | 59 | 378 |
| 1985 | 218 | 64 | 282 |
| 1986 | 232 | 97 | 329 |
| 1987 | 335 | 125 | 460 |
| 1988 | 484 | 111 | 595 |
| 1989 | 590 | 85 | 675 |
| År | Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) | Mønstringsværnepligtige | I alt |
| 1990 | 455 | 159 | 614 |
| 1991 | 420 | 105 | 525 |
| 1992 | 514 | 65 | 579 |
| 1993 | 656 | 58 | 714 |
| 1994 | 717 | 46 | 763 |
| 1995 | 744 | 29 | 773 |
| 1996 | 728 | 34 | 762 |
| 1997 | 805 | 31 | 836 |
| 1998 | 831 | 53 | 884 |
| 1999 | 664 | 8 | 672 |
| 2000 | 435 | 4 | 439 |
| 2001 | 743 | 3 | 746 |
| 2002 | 912 | 3 | 915 |
| 2003 | 914 | 3 | 917 |
| 2004 | 547 | 0 | 547 |
| 2005 | 537 | 0 | 537 |
| 2006 | 349 | 0 | 349 |