Aarhus
– byvækst uden plan og demokrati.
Aarhus
vokser. Flere flytter til byen. Når de skal bo her, har de brug for
boliger, veje, skoler, institutioner, fritidsaktiviteter osv. Alt
det skal være på den jord, vi har. Det skal planlægges
Har
vi ikke en kommuneplan og en masse lokalplaner og enkelte
helhedsplaner? Jo såmænd. Alle sammen vedtaget af byrådet. Hvorfor
da: ”Byvækst uden plan og demokrati”?
Det
korte svar er: kommuneplanen er i praksis blot en ramme, der i mindst
muligt omfang må hindre bygherrer i at realisere byggeprojekter.
Kommuneplanen er ikke en plan, der siger noget om, hvordan kommunen
skal se ud om 12 år.
To
eksempler:
Har
nogen forud for godkendelse af de enkelt projekter set en
”helhedsplan” for Højhusbyen – midtbyarealet med det sorte
kontortårn, Frederiks Plads, de Lindes borgmesterstang og
kultursiloerne? Nej vel! Den tidligere planlægning sagde, at
”højhuse ikke er udelukket”. Har århusianerne haft mulighed for
en samlet stillingtagen til, om vi ønsker en skyline som højhusbyen
vil medføre? Nej vel.
Vejlby-Risskov
byudvikles for tiden med byggeprojekter til ca. 20.000 indbyggere,
som tilvækst til de ca. 20.000 vi er i forvejen. Har nogen set en
helhedsplan for, hvordan bydelen med 40.000 indbyggere skal se ud?
Har nogen kunnet tage stilling til indretning, fritidsfaciliteter,
skoler m.v. i den således fordoblede by? Nej vel.
Ville
det ikke være demokratisk rimeligt, om århusianerne kunne forholde
sig til sådanne byudviklinger? Planen skal se 12 år frem. Den skal
revideres hvert fjerde år. Planen skal også beskytte kultur-,
natur- og landskabsværdier.
Den
gældende kommuneplan fra 2017 kan ses på kommunens hjemmeside. Den
beskriver kommunen i form af 31 rammeområder, som igen er opdelt i
ca 2000 lokale planområder. For hvert planområde er bestemt, hvad
det må bruges til: bolig – erhverv – off.inst. – rekreative
funktioner, samt byggehøjde, bebyggelsestæthed.
Det
giver for så vidt klarhed. Du kan slå op og se, hvor højt der må
bygges i dit kvarter og i nabokvarteret, og se om der må forefindes
højhuse eller støjende erhverv eller lignende.
MEN
planen har en indledning, med hensigtserklæringer og udsagn om,
hvordan byomdannelse og byudvikling skal ske. Så: måske gælder
kommuneplanbestemmelsen ikke ret længe! Siden 2017 planen blev
vedtaget, har byrådet ca 70 gange vedtaget ændringer –
kommuneplantillæg.
Aarhus
byråds praksis? Bliver der udarbejdet helhedsplaner, med bykvalitet
i højsædet? Eller tillader man byggeri ved lokalplaner, som i alt
væsentligt sikrer mange profitable bolig- eller erhvervskvadratmeter
på begrænset grundareal?
Byrådet,
borgmesteren og teknisk rådmand har favoriseret ekspresbyggeri og
højt byggeri. Helhedsplanlægning halter bagefter eller er helt
blevet undladt. Ved Hasle Torv helhedsplanen tilsidesættes
beboergruppernes indstilling stort set. Borgerinddragelsen sker langt
inde i planlægningsprocessen. Der dispenseres rundhåndet fra
vedtagne planer. Herom mere nedenfor.
Borgermødet
d. 19. august i Risskov Gymnasium – ca. 500 deltagere – gav mange
eksempler. Der er i Vejlby-Risskov igangsat byggeri eller planer for
byggeri til ca. 20.000 indbyggere, oven i de i forvejen herværende
ca 20.000. Er der helhedsplanlagt skole- eller
fritidsaktivitetsmuligheder til de tilkommende? Næh. Borgmester
Bundsgaard fremhævede, at byrådet har afsat mange penge til
kommende fritidsfaciliteter. Men når nu alle bebyggelige arealer
dækkes med boliger! Skolekapacitet? Jo, man kan udbygge Risskov
skole og Jellebakkeskolen. Men så ryger de sidste stumper græsplæne,
hvor fodbold kan spilles. Er det bykvalitet?
Demokrati?
Borgerinddragelse?
Byudviklingen
i Aarhus drives af private bygherrer. Bygherren lader sin arkitekt
udarbejde et – ofte flot tegnet – projekt. Gerne med 6-8 etager
og mange bolig- og erhvervskvadratmeter. Nybyggeri i et udtjent
erhvervsareal, for eksempel mellem Grenåvej og Agerbæksvej. Eller
opkøb og nedrivning af et velfungerende villakvarter, som ved
Rødkløvervej. Eller ved nedrivning af historiske bygninger i
Mindegade 10 og 12. Teknisk Rådmand siger: ”det arbejder vi videre
med – der udarbejdes lokalplan.” Bygherren lader så udarbejde
forslag til lokalplan. Når rådmand og bygherre er enige om
detaljerne, starter ”den demokratiske proces”: byrådet
diskuterer projektet og beslutter at sende det i offentlig høring.
Beboerne i området eller endog i hele byen kritiserer
overbebyggelsen og den dominerende byggehøjde. Hvorefter byrådet i
enkelte tilfælde bestemmer, at byggeriet kun må være næsten helt
så stort og højt. Beboere oplever at blive tromlet: deres
”demokratiske” indflydelse handler om MEGET få procent af det
store byggeri.
Demokratiproblem
I
Kan
beboerne stole på, at kommuneplanens bestemmelser gælder:
anvendelse, byggehøjder og andre kvalitetskrav?
NEJ.
Thi Kommuneplan 2017 har en bestemmelse om, at byudvikling og
byomdannelse skal indebære fortætning: flere boligkvadratmeter pr.
grundarealkvadratmeter, af miljømæssige grunde. Med den bestemmelse
som begrundelse blæser byrådet på alle andre miljøkrav.
Bygherrerne tjener mere på at bygge højt og tæt end lavt og tæt
eller lavt og åbent. Så: kommuneplanens bestemmelser om f.eks.
maksimal byggehøjde på 3 etager mellem Grenåvej og Agerbæksvej
ændres med seneste lokalplanforslag: man tillader op til 24 meter
eller ca 7 etager! Sådan går det mange steder i kommunen.
Demokratiproblem
II:
indbyggerne kan altså ikke kan regne med, at byrådet respekterer
bestemmelserne i kommuneplanen. Men problemet er endnu større.
Indbyggerne kan heller ikke regne med, at teknisk rådmand eller
byrådet eller bygherrerne respekterer lokalplanerne. Tre eksempler:
1) Ved Mosevej-Viengevej vedtog byrådet i 1993 en smuk og skånsom
lokalplan: erhvervsbyggeri i pavilloner, i op til 2 etager. En fin
overgang mellem byen og det grønne ved Egå Engsø. I 2020 gav
rådmanden en dispensation: der måtte bygges op til 6 etager!
Demokratisk forudsætter sådan ændring i det mindste en ny
lokalplan, så borgerne får mulighed for at ytre sig. Men nej! 2)
Blot en uge efter, at lokalplan 1031 for Psykiatrisk Hospital var
vedtaget, søgte en bygherre om ændring af lokalplanen, for
Rolighedsvej 16A, Strandhuset – mer-bebyggelse. Rådmand Simsek
imødekom ansøgningen! 3) ”Øjenlægens hus”: en omfattende
demokratisk debat førte til beslutning om øget bebygelsesprocent på
45 langs Nordre Strandvej. Hvorefter rådmanden tillader
lokalplanlægning for en enkelt grund med en dobbelt så høj
bebyggelsesprocent. Beboerne føler at rådmanden holder dem for nar.
Demokratiproblem
III:
rådmanden bestemmer enevældigt, hvordan der administreres. Når en
bygherre søger om lokaludarbejdelse, skal ansøgningen besvares.
Rådmanden kan beslutte, at et hvilket som helst projekt skal sendes
som lokalplanforslag frem til byrådet. Han kan også beslutte, at
ansøgninger, som strider mod gældende planer, skal afvises.
Hvis
kommuneplan og lokalplan skal være prioriteringsredskab for
kommunens forvaltning, må sådanne ansøgninger afvises, blot med
henvisning til at de strider mod gældende planer. Som for eksempel i
sagerne om Strandhuset og om øjenlægens hus. Så kan embedsmændene
få mere tid til at udarbejde helhedsplaner.
Rådmand
Simsek har stillet i udsigt, at antallet af producerede lokalplaner
skal øges i 2022. Der bliver mindre arbejdstid til rådighed til
helhedsplaner.
Det
vil være et demokratisk fremskridt, hvis borgmester Bundsgaard
træder i karakter og kræver mere demokrati i kommune- og
lokalplanlægningen. Og ikke blot jubler til ethvert byggeri. Det
duer IKKE, at eneste bestemmelse i kommuneplanen, der har gyldighed,
er: fortætning.
Viggo
Jonasen
Byrådsmedlem,
formand for Teknisk Udvalg (EL)
