Om Viggo Jonasen

Født Svendborg 1944 Student Svendborg Statsgymnasium 1962 (mat.nat.) Militærnægtertjeneste 1962-1964, Forhistorisk Museum Århus Statskundskabsstudium 1964-1973 - cand.scient.pol. Seminarielærer 1974-1976 Socialhøjskolelektor 1976-2004 (Socialpolitik) Byrådsmedlem i Århus 1974-1978 (Y), 1987-1993 (F, siden Ø) Bestyrelsesmedlem i Militærnægterforeningen 1967-1971 formand 1970-1971 Medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, formand 1993-2014 Børn: Thor, Katrine Gift med Maj Bopæl: 1962- Århus, fra 1970 Risskov Skipper på vikingetidsskibene Sebbe Als og Freja Byrding siden 1984

Tidligere folkepension: derfor fejler Mette Frederiksens ene valgkampsfane

Tidlig folkepension – uden kontrol og afprøvning”.

Mette Frederiksen (MF) har ikke svar på spørgsmålet: hvem er omfattet?

Det er der en meget hård forklaring på: hvis ”Ret til tidligere folkepension” skal betyde, at den enkelte selv kan bestemme, om jeg vil vælge pensionen, uden at andre skal bedømme min tilstand, ja, så må MF’s lov præcisere, hvilke faggrupper og/eller hvor lang arbejdsdeltagelsestid der giver mig retten til selv at vælge. Akkurat som efterlønsordningen præciserede det: A kasse-medlemskab og alder.

Det betyder:

Enten bliver personkredsen, der får selvbestemmelsesretten, så stor, at få vil føle sig sat uden for. Og så koster reformen en del penge. Også selvom folkepension ikke er høj!

Eller også bliver personkreds-reglen ”suppleret” med bedømmelseskriterier, som – lige som Østergård/Løkkes ”tilbagetrækningsreform” – giver de pågældende mennesker ret til at ansøge – og lade ”nogen” bedømme mig og bestemme, enten til bevilling eller til afslag. Eksempel: skal mine tre studietid-somres arbejdsmandsjob ved kommunens kloakvæsen (ni måneder med rød fagforeningsbog) regnes med til arbejdsdeltagelsestiden? Og: i hvilken faggruppe? Der kan blive noget for diverse byrokratier at tage stilling til (bare rolig – jeg er 75 år og allerede på pension!)

Så altså: opgaven at skrive den lov – lader sig logisk ikke løse, og lader sig derfor heller ikke praktisk løse! Heller ikke af ”arbejdsmarkedets parter”, som MF har skudt sagen til hjørne hos.

De seneste regeringers og regeringspartiers tendens til stadig tiltagende tvang og kontrol, og dertil hørende kontrollerende og tvingende byrokratier, vil ikke blive afhjulpet med MF’s kampfane. ”Velfærdsforliget” fra 2006 og ”tilbagetrækningsreformen” fra 2011 om stigende pensionsalder og mindre efterløn tvinger mennesker til enten at arbejde på trods af helbredsgener eller søge førtidspension, med omfattende kontrol og foranstaltningsindsats som den tornede og umyndiggørende vej til førtidspension eller kontanthjælp.

Indbyggerne i Danmark er generelt meget tilbøjelige til at arbejde – mænd og kvinder, unge og gamle, ufaglærte og uddannede.

Det ville have været frigørende for mennesker, hvis MF og hendes støttepartier havde valgt at prioritere menneskers økonomiske tryghed OG frihed til at vælge mellem job og ikke-job, sådan som efterlønsordningen med dens 200 timers regel tillod det – og til gengæld satse på at få de offentlige og private arbejdsgivere til at gøre jobbene så tiltrækkende, at flere har lyst til at forblive i job, eventuelt på deltid – også i ”senior-alderen”.

BUNDSGAARD, BÜNYAMIN og BULLDOZERNE

Aarhus Stiftstidende 2019.05.22 læserbrev

Århus Byråd er i gang med at beslutte om tvangsflytning af 3-4 tusinde borgere. Børn, forældre, invalider, arbejdende. Det kaldes udviklingsplaner for Bispehaven, Gellerup, Toveshøj.

Hvorfor skal de flyttes?

Det skal de, fordi borgmester og et byrådsflertal vil sørge for at ”udsatte boligområder” ikke skal være ”udsatte”. Det gør man ved at tvangsfjerne nogle tusinde udsatte beboere og lokke nogle tusinde middelklasse-folk til at bo i nye tæt-lave boliger. Eftersom man ikke ”bare” kan tvangsflytte beboerne, må man lige gribe den ”omvej” at nedrive deres bolig – så er de jo nødt til at flytte.

Er det nødvendigt at bulldoze ca 1000 boliger for at ”ændre beboersammensætning”?

Se til København – der klarer man de såkaldte ”ghettoproblemer” uden nedrivninger.

Og Brabrand Boligforening har lavet en udviklingsplan uden de tvangsflytninger og nedrivninger, som borgmesteren og SF og Det Radikale Venstre og Alternativet i Århus nu vil stemme igennem, sært nok ivrigt støttet af med Venstre og Dansk & Konservativt Folkeparti.

Nedrivning af 1000 boliger var politisk hoved-markering i borgmesteren og hans medløberes plan fra juni 2018 (29 byrødder, incl. RV, SF og Alt. – Enhedslisten imod). Sært nok var tallet også 1000 i Odense. Hvis boligforeningerne ikke ville være med til de 1000, kunne borgmesteren med støtte fra boligministeren true med, at staten vil overtage planen men gennemtvinge endnu større nedrivninger. Borgmesteren har haft stor direkte indflydelse på lovens udformning.

Tankesættet bag beslutningen om tvangsflytning og nedrivning blev tydeligt formuleret af Venstres rådmand Bünyamin Simsek i byrådsdebatten 15. maj 2019: ”Der er nogle ting, jeg er nødt til at slå fast. Hvis ikke min far og mor havde påtaget sig forældreansvaret, hvis ikke min far og mor havde insisteret på at jeg skulle lave mine lektier … så stod jeg nok ikke her. Hvis ikke min far og mor havde en drøm på mine vegne,…. Det er såmænd bare den drøm, jeg vil give videre til børn i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Jeg ser ikke, den er til stede i dag. Det er dokumenteret i tal. Det er en væsentlig forskel til Enhedslisten, som vil værne om at børn ikke klarer sig godt, vil værne om at der bliver kastet med sten mod vore brandfolk og politifolk, vil værne om at der er kriminalitet.” Simsek mener: sådan ER det – sådan ER de mennesker i Gellerup, Toveshøj, Bispehaven.

Har borgmester Bundsgaard ytret sig tilsvarende? Jo-da.

Har Bundsgaard og Bünyamin (B&B) forklaret, hvordan det går til, at når ”vi” fordriver nogle tusinde familier ved at rive deres boliger ned, så får forældrene drømme for deres barns fremtid. Så kaster børnene ikke sten mod brandfolk og politi, og så er der ingen kriminalitet?

I så fald: Gud være lovet for bulldozerne!

Har B&B forklaret, hvordan de fattige som tvinges til at flytte, får det bedre?

I Udviklingsplanerne er en del ord om hvor lyst og dejligt, kvartererne senere vil blive, når nye ”ressourcestærke beboere” flytter ind i de kommende tæt-lave boliger.

Derefter en del ord om at man – især boligforeningerne – vil sørge for en ”god modtagelse” af de tvangsflyttede. Mon ikke en del beboere i de ”modtagende afdelinger” vil se lidt syrligt på, at deres normale flytte- og oprykningsret bliver suspenderet af hensyn til nogle tvangsflyttede?

Min vurdering: nedrivningsplanen skal vise vælgerne, at borgmesteren og hans parti – og Venstre – kan vise handlekraft over for indvandrere og ”deres ghetto”, så de kan komme på bedre tanker (ganske vist ryger der nogle førtidspensionister i samme gryde). Øvelsen skal vise, at VI kan træde handlekraftigt op over for dem. Lige som Støjbergs handlekraftige adskillelse af børn og forældre i Hillerød skal få dem på bedre tanker om at vende hjem til Somalia ”og genopbygge deres land”. Så: vildfarne vælgere, som har stemt på Pia Kærsgaard, kan trygt vende hjem til Liste A (og V.)

Skidt med miljøbelastning ved nedrivning plus erstatningsbyggeri. Skidt med pengene – dem tager vi nemlig fra lejerne i den almennyttige sektor, fra Landsbyggefonden – så bliver der lidt mindre til hovedistandsættelser og miljøforbedringer andre steder. Skidt med humaniteten.

Det er stemmemaksimeringen, der tæller.

Viggo Jonasen     Byrådssuppleant (Ø)

Erindringer: MILITÆRNÆGTERTILVÆRELSENS BETYDNINGER

Militærnægtertilværelsens betydninger for valg af spor

Erindringer særligt om: Nægter-tilværelsens betydninger for Viggo Jonasen.

Lidt af ”vita”, til møde 2016.08.21 Supplerende til artiklen ”En terrier i kommunens hæl”

SVENDBORG 1944-1962

Mine forældre var AmK-medlemmer og fredsaktivister. Min far havde lærerjob i Svendborg, hvor søster Randi og jeg voksede op. Skolegang, gymnasietid, en del erhvervsarbejde især i gymnasietiden hos vognmand Milling, med telefonpasning og omdirigering af flyttevogne med flyttelæs og stykgodstransport – og en del dage med flyttemandsarbejde. Jeg cyklede rundt med regninger, fik pengene hjem – Bjørn Milling fortalte 40 år senere ved hans og Ellens guldbrylup, at det var en betydelig fordel for ”et lille firma uden driftskapital”. Og så kunne jeg under regnings-cykelturene bede lokale købmænd om at få lov at hænge en reklame for Kampagnen mod Atomvåben op i deres butiksdør (det var i 1960), og – når plakaten var faldet ned dagen efter – lige tilbyde at sætte en ny op!

Jeg deltog i AmK stævne på St. Restrup Husmandsskole i 1958 og WRI stævne ved Gøteborg i 1959 – der blev min fredsbevægelses-grundvold lagt. I Gøteborg oplevede jeg Carl Scharnberg i diskussion med en riksdagsmann om et eventuelt svensk atomforsvar. Stærke sager!

Gymnasietid med sigte på at studere matematik. Og jo altså fredsbevægelsesarbejde, især KmA.

Min morfar, P. Bank, snedker og biavler, forærede mig en jolle, da jeg var 12. Det blev til mange timer på Svendborgsund, med årer og sejl.

KOMPEDAL 1962-1963

I Århus, oktober 1962 (18½ år) kørte jeg fast i matematikstudiet (efter UG i gymmasiet)! Gik på session og lod mig indkalde til Kompedal – det kunne nogenlunde passe med gen-start på universitetet i 1964.

Aktiv-niveau i Kompedal var højt, ikke mindst med Mogens Frisk, Dan Bruun og Ole Utoft som drivkræfter. Vi sendte breve til højskoler, gymnasier, ungdomsskoler med tilbud om at komme til debataftener – og vi blev inviteret ud til mange af dem i vinteren 1962-63. Jeg var med mange steder, bl.a. på St. Restrup, hvor Svend Haugaard bød velkommen, og på Jaruplund, hvor Niels Bøgh-Andersen bød velkommen. I St. Restrup takkede én af eleverne os fordi vi var kommet, og ”fordi han nu havde opdaget at militærnægtere lignede mennesker”.

Siden 1917 havde nægterne været gemt væk i lejre i Gribskov, Kompedal og Oksbøl. I 1962-63 fik nægterne lov at arbejde på dag-udstationering, ikke mindst støttet op af Peter Seeberg på Viborg Stiftsmuseum og Harald Ditzel på Skovgårdsmuseet. Thorbjørn var én af drivkræfterne til at få den ordning op at stå. Kort tid efter blev der organiseret midlertidig udstationering til Forhistorisk Museum i Århus, til opbygning af en vikingetidsudstilling – en ordning som fra foråret 1963 blev permanent.

Også i isvinteren 1962-63 blev et par bilfulde nægtere udstationeret til Esbjerg, med arbejdsafleder Grønfeldt som leder. Vi skulle omlaste tøj, der var indsamlet til ofrene for jordskælvskatastrofen i Agadir, fra jernbanevogne til sække, så det kunne blive udskibet – alle de øvrige havne var lukket af is. Der lærte jeg noget om organisation. Arbejdet foregik i en meget stor hal, med gennemtræk og støv. Der var nægtere fra Kompedal, frivillige fra Røde kors, og der var CF’ere. Der var soldater fra forsyningstropperne i Varde. Det lokale røde kors havde ledelsen af arbejdet – men havde ikke folk med overblik eller lederevner. De menige soldater og CF’ere afventede ordrer. Hele tiden. Efter få timer havde Ole Utoft og Thorbjørn overtaget ledelsen af arbejdet! Grønfeldt og frue holdt sig diskret på afstand. De lokale var forbløffede og taknemlige. Efter et par ugers knokkelarbejde, kun afbrudt af måltider på sømandshjemmet, og nogle timer i køjen, var opgaven løst – og alle nægterne havde feber og influenza! Det gav en del afspadseringstimer.

Tilbage til lejren, og skovarbejde. At save sidegrene af gran i solskinsvejr – mens sneen drysser fra grangrenene ned på den grå våbenfrakke fra den svenske krigsmagt.

Det ikke alt for hårde arbejde i skoven gav plads til en del diskussion og refleksion. Min eftertanke blev: hvis man ønsker et samfund i harmoni, uden konflikter eller krig, er en form for socialisme en nødvendighed – et samfund byggende på konkurrence (om ressourcer og positioner, der er knaphed på) indebærer uundgåeligt konflikt(er). Indtil da havde jeg ikke tænkt mig selv som socialist.

ÅRHUS IGEN 1963- Nægter-relationer – studium – politik – erhverv – foreninger – familie.

Sidst på foråret 1963 gik jeg til Bruno Pedersen: ”Jeg bliver tosset af at være her – kan jeg ikke blive sendt til museet i Århus?” ”Jamen, Jonasen – det er jo skidt, hvis De bliver tosset”.

Så kom jeg til Forhistorisk Museum Århus i maj-juni 1963. Museet lå dengang i Mølleparken i Århus, sammen med Århus Kunstmuseum, i det som siden blev til ”Huset”. Nægterne boede i en gammel kustodebolig i sidefløjen: Thorbjørn, ”Daffy” (Kurt P. Christiansen), Madsen, den tavse københavner Johansen, en anden Viggo, og mig. Vi spiste på et pensionat på den anden side af Vester allé.

Den første måneds tid passede jeg museets telefonomstilling fra trapperummet i den gamle Hammelbanegård, som museet disponerede over (bibliotek, konserveringsafdeling, kontorer for Skalk).

Resten af min nægtertid arbejdede jeg med forefaldende arbejde i Etnografisk Afdeling, med Klaus Ferdinand som chef. Det blev til et mangeårigt venskab med ham, hustru Janne og de tre børn.

Afdelingen lå i tagetagen i museumsbygningen. Arbejdet var bl.a. at indrette magasiner til etnografika fra hele verden (”den lille tømrer”), at lave te til Klaus og de fire studerende (Mette Bovin, Birgit Storgaard, Ole Strandgaard og Dorrit Poulsen), og registrere post og bøger. Siden deltog jeg en kort tid som etnografistuderende ved siden af statskundskabsstudiet. Da Klaus Ferdinand 40 år senere viste mig rundt i magasinerne på Moesgaard, kunne jeg konstatere, at man stadig brugte mine hånd-og-stearinlys-svejsede plasticposer, der indeholdt de store arkiv-papkasser til etnografika!

Igennem nægtertiden fortsatte arbejdet med Kampagnen mod Atomvåben og Aldrig mere Krig.

Efter hjemsendelse september 1964 begyndte jeg statskundskabsstudiet i Århus. Et hovedmotiv var ønsket om at arbejde professionelt med internationale forhold, konflikter, krig og fred.

I studietiden 3 somre med job ved kloakvæsenet – separation af regn- og spildevand. Godt arbejde, gode kolleger. Da jeg sluttede, sagde Peter: vi har en skovl til dig, hvis du bliver træt af at læse.

Kort tid efter hjemsendelsen blev Militærnægternes Oplysningskontor stiftet (ca. 1965), med bl.a. Leif Senholt (RU) og Hans Otto (Kompedal) som initiativtagere – parallelt med initiativet i København, hvor især Ove Buntzen Larsen (nylig afdød) og andre Gribskov-nægtere var drivkræfter.

I forbindelse med arbejde i oplysningskontoret begyndte min aldrig afsluttede aktivitet med at skrive ankesager over retsstridig primærkommunal påholdenhed, dengang mest for nægtere, hvis familie ikke fik den forsorgshjælp, de var berettigede til.

I 1966 meldte jeg mig ind i SF. Århus-afdelingen var klart venstrefløj, med bl.a. Holger Vivike, Mourits Jensen, Per Bilde, Ingrid Hind, Knud Jessen, Jens Thoft o.m.a.

Nægtertallet voksede langsomt men mærkbart. Det er stadig min opfattelse, at nægternes stadig større kontaktflade til civilsamfundene gennem debatmøder og udstationering var en væsentlig medvirkende faktor.

I januar 1967 blev Militærnægterforeningen stiftet, på møde i Studentersamfundet i København. Initiativtager og første formand var Steen Folke, som var i Gribskov. Et vigtigt formål var at opbygge en interesseorganisation, til forskel fra AmK som jo ikke var meget fagforeningsorienteret.

Gennem foreningsarbejdet kom jeg bl.a. i kontakt med Troels Toftkær – den næste formand for foreningen – som jo også var aktiv i SF, og som i december 1967 lagde hus til et møde for ”midterfløjen” i SF, hvortil jeg indbød mig selv. Da mødet fik besøg af Gert Petersen og Jens Maigaard, var Jens Maigaards første ord ”Jonas du hører sgu da ikke til ”midten””. Hvorefter GP sagde ”rolig nu – vi skal da lige høre, hvad hvem siger”. Og ja – vore partimæssige veje skiltes næste dag, da jeg 17. december var med til at oprette VS.

Nægterforeningsarbejdet bød på stor fremgang og mange indtryk. Bl.a. kort tid efter stiftelsen, hvor Hans Otto og jeg kørte til Kompedal, hvor der var strejke – en velkomstbemærkning var ”hvorfor kommer I gamle pampere og befamler vores strejke!” Det var mere et udråbstegn end et spørgsmålstegn.

Ove Buntzen lavede en plakat, med en eksponentielt stigende kurve for antallet af militærnægtere. I bestyrelsen smilte vi lidt skævt til den, vi mente måske, den var vel optimistisk. Men jo, den kom ud i stor tal. Og den kom faneme til at passe!

Engang i 1968/69 bestemte indenrigsminister Poul Sørensen, at udstationeringsordningen skulle være permanent. Derefter skrev jeg på foreningens vegne et brev til alle landets daginstitutioner (3.400 stk., duplikeret i Studenterforeningen i Århus). I brevet orienterede vi om udstationeringsordningen, og afsluttede med at anvise telefonnummeret til Indenrigsministeriets første kontor. De ringede alle sammen – en uge efter havde ministeriet oprettet et kontor (med flere telefoner!) til at tage sig af udstationeringssager!

I bestyrelsen mente vi, at en formand kun skulle sidde i et år – jfr. det med ”de gamle pampere”. Så da Troels, som havde afløst Steen, skulle træde fra, blev jeg valg i 1969 – noget til egen overraskelse, vi havde ikke snakket om det i bestyrelsen! Jeg fik et travlt år.

I 1966 var jeg flyttet ind i et lille stråtækt hus, Viborgvej 291, hos en gammel nægter Viggo Viemose. Jeg havde lagt vand og el ind. Men ingen telefon, og meget langt til posthuset inde i Århus. Der var MANGE breve at sende. Mange cykelture inden sidste postkassetømning – af og til en øl på hjemvejen, på ”Tagskægget”.

Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, holdt Militærnægterforeningen offentligt møde i Vartov, med deltagelse af indenrigsminister Poul Sørensen (kons.). Han var den første minister siden nægterlovens vedtagelse i 1917, der ville/turde møde nægterne i et offentligt møde. Salen var stuvende fuld. Mødet kom på forsiden af Politiken. Nægternes hovedkrav var: samme tjenestetid som de militære værnepligtige. Svaret var et blankt nej. Men ministeren kom med to tilbud: en analysegruppe, hvori ministerium og Militærnægterforening skulle være repræsenteret, og som skulle sammenligne ”livs- og arbejdsvilkår” for nægtere og krigere. Og en forberedelsesgruppe, som skulle udarbejde forslag til en uddannelse (en ”rekruttid”) for militærnægtere. Sådan ”rekruttid” var et gammelt krav fra nægterside. Den nyvalgte formand måtte handle hurtigt og uden mandat – vi var ikke forberedt på forslagene. Jeg sagde nej til det første tilbud og ja til det andet. Bagefter var alle enige. Jeg spurgte ministeren: nu hvor Militærnægterforeningen har varetaget oplysningsarbejdet om udstationerings-ordningen – vil ministeren så ikke i det mindste betale portoen? Eftertanke, nogen spænding i lokalet. Poul Sørensen svarede: ”Nej. Jeg har ikke hjemmel til det. Og selv om jeg havde, ville jeg sgu ikke – I har kostet ministeriet en del penge!” Latter og klapsalver – respekt for en modstander.

Nægteruddannelsen blev min første erfaring med udredningsarbejde i ministerielt regi. Adskillige møder, med meget kompetent sekretariatsbistand under ledelse af Holger Lavesen (dengang sekretær i ministeriet). Og da betænkningen forelå, blev der handlet. Ministeriet købte den gamle Antvorskov højskole og indrettede den til nægterskole. Mange har været der!

Senere, da nægtertallet stadig voksede, blev der også indrettet nægterskole på Djursland, i den gamle Sjellebro Kro, og flere lejre blev oprette, bl.a. Karsemoselejren.

Formandstiden blev også på anden vis bestemmende for meget. Jeg blev bedt om at være konsulent for et specialehold i Socialrådgiveruddannelsen, med temaet ”Værnepligten som socialbegivenhed”. Derved kom jeg i kontakt med Den Sociale Højskole og med flere socialrådgivere, en kontakt som senere førte til praktik i et forsøgssocialkontor i Brammersgade i Århus, og specialeskrivning om socialforvaltning. Og mange venskaber! Interessen for det internationale blev trængt i baggrunden (men forsvandt aldeles ikke!) til fordel for det sociale.

Det førte til et livslangt engagement i socialt arbejde i kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Og til en beslutning om, at jeg ville være lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole.

Specialet blev afleveret, og jeg blev kandidat i 1973. Derefter pædagogikum i samfundsfag ved Herning Gymnasium og HF-kursus. Et møde med Amdi P (som jeg kendte fra Kapagnen mod Atomvåben på Fyn) førte til et kort job som eksaminator ved Det Nødvendige Seminarium. En snak over noget øl med Amdi medførte, at vindmølleprojektet blev ændret fra at lave fjernvarmevand til Tvind-skolekomplekset til at producere El.

To gode år, 1974-1976 som timelærer i Samfundsfag ved Århus Seminarium og HF-kursus og ved Marselisborg Seminarium

Ønskestillingen fik jeg, efter to år som seminarie- og HF lærer, i 1976.

Det var noget om, hvad der kan komme ud af at være militærnægter.

Som tidligere nævnt var jeg i december 1967 med til at stifte Venstresocialisterne, da SF blev splittet. Også det blev en turbulent affære – efter EF-afstemningen i 1972 udvandrede ”leninistfraktionen” og stiftede KF, på mødet i Århus sad vi to mand tilbage. Men af lidt kommer mere – jeg var kommunalpolitisk aktiv, blev valgt til Århus Byråd i 1974. Uden for København var der kun Harding Sonne i Albertslund og mig i Århus. Valget kom lige efter jordskredsvalget i 1973, med Glistrups indmarch. Socialdemokraterne mistede det absolutte flertal i Århus Byråd, og møderne blev længere end man var vant til. Der var nu en del, der mente, at det var umagen værd at høre efter, når jeg sagde noget..

Så i 1978 var leninisterne vendt tilbage til VS – og de fik mig sat som nr. 6 af 6 på partilisten til kommunevalget, grundet at jeg havde den forkerte klasseanalyse! Svaret var NEJTAK. Så Jørgen Lenger blev valgt ind for VS.

I 1981 var SF drejet venstre om igen (det var dengang Troels meldte sig ud!) – så jeg meldte mig ind igen. En førstesuppleantplads til byrådet i 1986 førte snart til indsupplering – og genvalg i 1990.

Men, i 1993 kolbøttede SF i EU-sagen (”Holger og madammen siger ja og amen”), og min SF-byrådsgruppe indgik uden om mig et budgetforlig med skole-nedlæggelser – et af de mange trin i socialdemokratiseringen af partiet. Jeg meldte mig ud i 1993 og blev løsgænger. Jeg er principielt tilhænger af, at man så nedlægger mandatet – meeeeen, flere SF’ere bad mig blive siddende, også da jeg meldte mig ind i Enhedslisten. Jo, for førstesuppleanten havde meldt sig ind i Socialdemokratiet! Og de var helt sikre på, at han ikke ville trække sig.

Det sociale trak jo. Fra 1977 til 2013 var jeg med i Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, repræsenterende Socialpolitisk Forening. Fra 1993 til 2013 som formand. Så nedlagde Byrådet Forbrugerrådet, officielt fordi man havde flere repræsentationer, reelt fordi direktører og rådmænd mente, at rådet kritiserede for meget. Men hvad venter de? Når dagsorden er forringelser, må brugernes svar jo sgu da være kritik!

En af de større og spændende opgaver var medlemskab 1998 i Indenrigsministeriets Opgavekommission, repræsenterende Enhedslisten. Kommissionen skulle gennemgå hele den offentlige sektor, fra vuggestuer over teatre og skoler og havne til motorveje og politi – og afgive indstilling om opgavernes organisering. Der blev afgivet betænkning i 1998 – efter et grundigt og omhyggeligt kommissionsarbejde. Johannes Due var formand. Fra det arbejde husker jeg med særlig tilfredshed samarbejdet med Oluf Jørgensen (SF) og Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen (V). Der er mange mindretalsudtalelser i betænkningen – men man antog adskilligt flere af mine tekstforslag.

I 2004 meddelte Hjerneskadeforeningens formand Jette Sloth, at bestyrelsen havde foræret mig et medlemskab – om jeg så ikke ville træde ind i bestyrelsen? Man er modtagelig for smiger, især hvis den er tyk nok! Så jo. Det blev siden til en større opgave som frivillig rådgiver og bisidder for mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Hjerneskadeforeningen er med i Danske Handicaporganisationer.

Da Strukturreformen – som blev til efter et kommissionsarbejde, som ikke var grundigt og omhyggeligt, med Johannes Due som formand – trådte i kraft i 2007, udpegede DH mig til at sidde i Region Midtjyllands Udviklingsråd, som i 3 år efter strukturreformen skulle følge udviklingen på det sociale område i kommuner og region. Det blev også til pladser i regionens Handicapkontaktforum og Sundhedsbrugerråd.

Som sagt – i 1976 fik jeg ønskejobbet som lektor i Samfundsbeskrivelse, Social- og Arbejdsmarkedspolitik ved Den Sociale Højskole i Århus. Det blev mange gode arbejdsår, med omsorgsfuld og respektfuld ledelse, gode og engagerede kolleger, og rigtig mange interesserede og engagerede studerende (s’føli også nogen, der ikke var det!).

Men som andre institutioner blev skolen trykket mere og mere under det, som i Ritt Bjerregaards ministertid med en vis intellektuel redelighed blev kaldt ”fremrykkede standardforringelser”, siden uden samme kaldt ”effektiviseringer”. Da jeg startede, havde et hold på mellem 21 og 25 studerende 2900 konfrontationstimer (lærertimer) til et 3 årigt forløb. Et par år før jeg sluttede, var tallene 3000 konfrontationstimer til et 3 årigt forløb for et hold på 90! Og som i alle institutioner bliver knaphed fulgt af mere byrokrati, til ”rigtigere” og ”mere effektiv” fordeling af de knappe ressourcer.

I 2004 spurgte jeg rektor, om hun ville være med til at lave en mindre byrokratisk studieordning? Svar: Nej ikke det første par år. OK – så takker jeg af.

Det blev med afskedsforelæsning og reception og mange smukke ord. Efter 28 år.

Siden 1970’er socialreformen er meget blevet forringet i den sociale sektor, især med Åse Olesens ”ungepakke” i 1990, Nyrups ”arbejdsmarkedsreform” i 1993-94, og Karen Jespersens 1997 opsplitning af Bistandsloven. Det synes som om de skiftende regeringer følger Anders Foghs strategi fra 1993-bogen: Fra socialstat til minimalstat, nemlig at sørge for, at folk (med grund) er utilfredse med den offentlige sektor – så de vælger private løsningen. 2007 strukturreformen, med kommunal finansiering af de regionale institutioner, har i så henseende gjort voldsom skade. Jeg kæmper stadig for en velfungerende offentlig sektor og for bedre vilkår for ”de sämra lottade” – men prognosen er ikke køn!

Undervejs i erhvervs- og politiklivet har jeg også opnået at få en søn Thor med Gry, og en datter Katrine med Maj, som giftede sig med mig, da vor datter var 24 år. Maj har i forvejen Rune og Ture. De 4 har tilsammen hidtil givet os 7 børnebørn. Deri er MEGEN glæde.

I 1970 købte mine forældre villaen, Hørgårdsvej 18 i Risskov, og lejede ud til mig og andre kollektivister. I 1977 overtog jeg. Kollektivet klingede ud – men Maj og jeg bor stadig her.

I 1977 sejlede jeg første gang vikingeskib. Den slags er vanedannende – jeg har gjort det lige siden. Mine børn er også optagne af det, og Katrines søn Toke. Derom kan læses på min hjemmeside, hvor også mange andre af mine skriverier kan ses. Ikke mindst bogen Dansk Socialpolitik 1708-2008.

Viggo Jonasen Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

viggojonasen@gmail.com www.viggojonasen.dk 61712219

 

Erindringer-naegtertilvaerelsens-betydninger