Om Viggo Jonasen

Født Svendborg 1944 Student Svendborg Statsgymnasium 1962 (mat.nat.) Militærnægtertjeneste 1962-1964, Forhistorisk Museum Århus Statskundskabsstudium 1964-1973 - cand.scient.pol. Seminarielærer 1974-1976 Socialhøjskolelektor 1976-2004 (Socialpolitik) Byrådsmedlem i Århus 1974-1978 (Y), 1987-1993 (F, siden Ø) Bestyrelsesmedlem i Militærnægterforeningen 1967-1971 formand 1970-1971 Medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, formand 1993-2014 Børn: Thor, Katrine Gift med Maj Bopæl: 1962- Århus, fra 1970 Risskov Skipper på vikingetidsskibene Sebbe Als og Freja Byrding siden 1984

Erindringer: MILITÆRNÆGTERTILVÆRELSENS BETYDNINGER

Militærnægtertilværelsens betydninger for valg af spor

Erindringer særligt om: Nægter-tilværelsens betydninger for Viggo Jonasen.

Lidt af ”vita”, til møde 2016.08.21 Supplerende til artiklen ”En terrier i kommunens hæl”

SVENDBORG 1944-1962

Mine forældre var AmK-medlemmer og fredsaktivister. Min far havde lærerjob i Svendborg, hvor søster Randi og jeg voksede op. Skolegang, gymnasietid, en del erhvervsarbejde især i gymnasietiden hos vognmand Milling, med telefonpasning og omdirigering af flyttevogne med flyttelæs og stykgodstransport – og en del dage med flyttemandsarbejde. Jeg cyklede rundt med regninger, fik pengene hjem – Bjørn Milling fortalte 40 år senere ved hans og Ellens guldbrylup, at det var en betydelig fordel for ”et lille firma uden driftskapital”. Og så kunne jeg under regnings-cykelturene bede lokale købmænd om at få lov at hænge en reklame for Kampagnen mod Atomvåben op i deres butiksdør (det var i 1960), og – når plakaten var faldet ned dagen efter – lige tilbyde at sætte en ny op!

Jeg deltog i AmK stævne på St. Restrup Husmandsskole i 1958 og WRI stævne ved Gøteborg i 1959 – der blev min fredsbevægelses-grundvold lagt. I Gøteborg oplevede jeg Carl Scharnberg i diskussion med en riksdagsmann om et eventuelt svensk atomforsvar. Stærke sager!

Gymnasietid med sigte på at studere matematik. Og jo altså fredsbevægelsesarbejde, især KmA.

Min morfar, P. Bank, snedker og biavler, forærede mig en jolle, da jeg var 12. Det blev til mange timer på Svendborgsund, med årer og sejl.

KOMPEDAL 1962-1963

I Århus, oktober 1962 (18½ år) kørte jeg fast i matematikstudiet (efter UG i gymmasiet)! Gik på session og lod mig indkalde til Kompedal – det kunne nogenlunde passe med gen-start på universitetet i 1964.

Aktiv-niveau i Kompedal var højt, ikke mindst med Mogens Frisk, Dan Bruun og Ole Utoft som drivkræfter. Vi sendte breve til højskoler, gymnasier, ungdomsskoler med tilbud om at komme til debataftener – og vi blev inviteret ud til mange af dem i vinteren 1962-63. Jeg var med mange steder, bl.a. på St. Restrup, hvor Svend Haugaard bød velkommen, og på Jaruplund, hvor Niels Bøgh-Andersen bød velkommen. I St. Restrup takkede én af eleverne os fordi vi var kommet, og ”fordi han nu havde opdaget at militærnægtere lignede mennesker”.

Siden 1917 havde nægterne været gemt væk i lejre i Gribskov, Kompedal og Oksbøl. I 1962-63 fik nægterne lov at arbejde på dag-udstationering, ikke mindst støttet op af Peter Seeberg på Viborg Stiftsmuseum og Harald Ditzel på Skovgårdsmuseet. Thorbjørn var én af drivkræfterne til at få den ordning op at stå. Kort tid efter blev der organiseret midlertidig udstationering til Forhistorisk Museum i Århus, til opbygning af en vikingetidsudstilling – en ordning som fra foråret 1963 blev permanent.

Også i isvinteren 1962-63 blev et par bilfulde nægtere udstationeret til Esbjerg, med arbejdsafleder Grønfeldt som leder. Vi skulle omlaste tøj, der var indsamlet til ofrene for jordskælvskatastrofen i Agadir, fra jernbanevogne til sække, så det kunne blive udskibet – alle de øvrige havne var lukket af is. Der lærte jeg noget om organisation. Arbejdet foregik i en meget stor hal, med gennemtræk og støv. Der var nægtere fra Kompedal, frivillige fra Røde kors, og der var CF’ere. Der var soldater fra forsyningstropperne i Varde. Det lokale røde kors havde ledelsen af arbejdet – men havde ikke folk med overblik eller lederevner. De menige soldater og CF’ere afventede ordrer. Hele tiden. Efter få timer havde Ole Utoft og Thorbjørn overtaget ledelsen af arbejdet! Grønfeldt og frue holdt sig diskret på afstand. De lokale var forbløffede og taknemlige. Efter et par ugers knokkelarbejde, kun afbrudt af måltider på sømandshjemmet, og nogle timer i køjen, var opgaven løst – og alle nægterne havde feber og influenza! Det gav en del afspadseringstimer.

Tilbage til lejren, og skovarbejde. At save sidegrene af gran i solskinsvejr – mens sneen drysser fra grangrenene ned på den grå våbenfrakke fra den svenske krigsmagt.

Det ikke alt for hårde arbejde i skoven gav plads til en del diskussion og refleksion. Min eftertanke blev: hvis man ønsker et samfund i harmoni, uden konflikter eller krig, er en form for socialisme en nødvendighed – et samfund byggende på konkurrence (om ressourcer og positioner, der er knaphed på) indebærer uundgåeligt konflikt(er). Indtil da havde jeg ikke tænkt mig selv som socialist.

ÅRHUS IGEN 1963- Nægter-relationer – studium – politik – erhverv – foreninger – familie.

Sidst på foråret 1963 gik jeg til Bruno Pedersen: ”Jeg bliver tosset af at være her – kan jeg ikke blive sendt til museet i Århus?” ”Jamen, Jonasen – det er jo skidt, hvis De bliver tosset”.

Så kom jeg til Forhistorisk Museum Århus i maj-juni 1963. Museet lå dengang i Mølleparken i Århus, sammen med Århus Kunstmuseum, i det som siden blev til ”Huset”. Nægterne boede i en gammel kustodebolig i sidefløjen: Thorbjørn, ”Daffy” (Kurt P. Christiansen), Madsen, den tavse københavner Johansen, en anden Viggo, og mig. Vi spiste på et pensionat på den anden side af Vester allé.

Den første måneds tid passede jeg museets telefonomstilling fra trapperummet i den gamle Hammelbanegård, som museet disponerede over (bibliotek, konserveringsafdeling, kontorer for Skalk).

Resten af min nægtertid arbejdede jeg med forefaldende arbejde i Etnografisk Afdeling, med Klaus Ferdinand som chef. Det blev til et mangeårigt venskab med ham, hustru Janne og de tre børn.

Afdelingen lå i tagetagen i museumsbygningen. Arbejdet var bl.a. at indrette magasiner til etnografika fra hele verden (”den lille tømrer”), at lave te til Klaus og de fire studerende (Mette Bovin, Birgit Storgaard, Ole Strandgaard og Dorrit Poulsen), og registrere post og bøger. Siden deltog jeg en kort tid som etnografistuderende ved siden af statskundskabsstudiet. Da Klaus Ferdinand 40 år senere viste mig rundt i magasinerne på Moesgaard, kunne jeg konstatere, at man stadig brugte mine hånd-og-stearinlys-svejsede plasticposer, der indeholdt de store arkiv-papkasser til etnografika!

Igennem nægtertiden fortsatte arbejdet med Kampagnen mod Atomvåben og Aldrig mere Krig.

Efter hjemsendelse september 1964 begyndte jeg statskundskabsstudiet i Århus. Et hovedmotiv var ønsket om at arbejde professionelt med internationale forhold, konflikter, krig og fred.

I studietiden 3 somre med job ved kloakvæsenet – separation af regn- og spildevand. Godt arbejde, gode kolleger. Da jeg sluttede, sagde Peter: vi har en skovl til dig, hvis du bliver træt af at læse.

Kort tid efter hjemsendelsen blev Militærnægternes Oplysningskontor stiftet (ca. 1965), med bl.a. Leif Senholt (RU) og Hans Otto (Kompedal) som initiativtagere – parallelt med initiativet i København, hvor især Ove Buntzen Larsen (nylig afdød) og andre Gribskov-nægtere var drivkræfter.

I forbindelse med arbejde i oplysningskontoret begyndte min aldrig afsluttede aktivitet med at skrive ankesager over retsstridig primærkommunal påholdenhed, dengang mest for nægtere, hvis familie ikke fik den forsorgshjælp, de var berettigede til.

I 1966 meldte jeg mig ind i SF. Århus-afdelingen var klart venstrefløj, med bl.a. Holger Vivike, Mourits Jensen, Per Bilde, Ingrid Hind, Knud Jessen, Jens Thoft o.m.a.

Nægtertallet voksede langsomt men mærkbart. Det er stadig min opfattelse, at nægternes stadig større kontaktflade til civilsamfundene gennem debatmøder og udstationering var en væsentlig medvirkende faktor.

I januar 1967 blev Militærnægterforeningen stiftet, på møde i Studentersamfundet i København. Initiativtager og første formand var Steen Folke, som var i Gribskov. Et vigtigt formål var at opbygge en interesseorganisation, til forskel fra AmK som jo ikke var meget fagforeningsorienteret.

Gennem foreningsarbejdet kom jeg bl.a. i kontakt med Troels Toftkær – den næste formand for foreningen – som jo også var aktiv i SF, og som i december 1967 lagde hus til et møde for ”midterfløjen” i SF, hvortil jeg indbød mig selv. Da mødet fik besøg af Gert Petersen og Jens Maigaard, var Jens Maigaards første ord ”Jonas du hører sgu da ikke til ”midten””. Hvorefter GP sagde ”rolig nu – vi skal da lige høre, hvad hvem siger”. Og ja – vore partimæssige veje skiltes næste dag, da jeg 17. december var med til at oprette VS.

Nægterforeningsarbejdet bød på stor fremgang og mange indtryk. Bl.a. kort tid efter stiftelsen, hvor Hans Otto og jeg kørte til Kompedal, hvor der var strejke – en velkomstbemærkning var ”hvorfor kommer I gamle pampere og befamler vores strejke!” Det var mere et udråbstegn end et spørgsmålstegn.

Ove Buntzen lavede en plakat, med en eksponentielt stigende kurve for antallet af militærnægtere. I bestyrelsen smilte vi lidt skævt til den, vi mente måske, den var vel optimistisk. Men jo, den kom ud i stor tal. Og den kom faneme til at passe!

Engang i 1968/69 bestemte indenrigsminister Poul Sørensen, at udstationeringsordningen skulle være permanent. Derefter skrev jeg på foreningens vegne et brev til alle landets daginstitutioner (3.400 stk., duplikeret i Studenterforeningen i Århus). I brevet orienterede vi om udstationeringsordningen, og afsluttede med at anvise telefonnummeret til Indenrigsministeriets første kontor. De ringede alle sammen – en uge efter havde ministeriet oprettet et kontor (med flere telefoner!) til at tage sig af udstationeringssager!

I bestyrelsen mente vi, at en formand kun skulle sidde i et år – jfr. det med ”de gamle pampere”. Så da Troels, som havde afløst Steen, skulle træde fra, blev jeg valg i 1969 – noget til egen overraskelse, vi havde ikke snakket om det i bestyrelsen! Jeg fik et travlt år.

I 1966 var jeg flyttet ind i et lille stråtækt hus, Viborgvej 291, hos en gammel nægter Viggo Viemose. Jeg havde lagt vand og el ind. Men ingen telefon, og meget langt til posthuset inde i Århus. Der var MANGE breve at sende. Mange cykelture inden sidste postkassetømning – af og til en øl på hjemvejen, på ”Tagskægget”.

Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, holdt Militærnægterforeningen offentligt møde i Vartov, med deltagelse af indenrigsminister Poul Sørensen (kons.). Han var den første minister siden nægterlovens vedtagelse i 1917, der ville/turde møde nægterne i et offentligt møde. Salen var stuvende fuld. Mødet kom på forsiden af Politiken. Nægternes hovedkrav var: samme tjenestetid som de militære værnepligtige. Svaret var et blankt nej. Men ministeren kom med to tilbud: en analysegruppe, hvori ministerium og Militærnægterforening skulle være repræsenteret, og som skulle sammenligne ”livs- og arbejdsvilkår” for nægtere og krigere. Og en forberedelsesgruppe, som skulle udarbejde forslag til en uddannelse (en ”rekruttid”) for militærnægtere. Sådan ”rekruttid” var et gammelt krav fra nægterside. Den nyvalgte formand måtte handle hurtigt og uden mandat – vi var ikke forberedt på forslagene. Jeg sagde nej til det første tilbud og ja til det andet. Bagefter var alle enige. Jeg spurgte ministeren: nu hvor Militærnægterforeningen har varetaget oplysningsarbejdet om udstationerings-ordningen – vil ministeren så ikke i det mindste betale portoen? Eftertanke, nogen spænding i lokalet. Poul Sørensen svarede: ”Nej. Jeg har ikke hjemmel til det. Og selv om jeg havde, ville jeg sgu ikke – I har kostet ministeriet en del penge!” Latter og klapsalver – respekt for en modstander.

Nægteruddannelsen blev min første erfaring med udredningsarbejde i ministerielt regi. Adskillige møder, med meget kompetent sekretariatsbistand under ledelse af Holger Lavesen (dengang sekretær i ministeriet). Og da betænkningen forelå, blev der handlet. Ministeriet købte den gamle Antvorskov højskole og indrettede den til nægterskole. Mange har været der!

Senere, da nægtertallet stadig voksede, blev der også indrettet nægterskole på Djursland, i den gamle Sjellebro Kro, og flere lejre blev oprette, bl.a. Karsemoselejren.

Formandstiden blev også på anden vis bestemmende for meget. Jeg blev bedt om at være konsulent for et specialehold i Socialrådgiveruddannelsen, med temaet ”Værnepligten som socialbegivenhed”. Derved kom jeg i kontakt med Den Sociale Højskole og med flere socialrådgivere, en kontakt som senere førte til praktik i et forsøgssocialkontor i Brammersgade i Århus, og specialeskrivning om socialforvaltning. Og mange venskaber! Interessen for det internationale blev trængt i baggrunden (men forsvandt aldeles ikke!) til fordel for det sociale.

Det førte til et livslangt engagement i socialt arbejde i kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Og til en beslutning om, at jeg ville være lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole.

Specialet blev afleveret, og jeg blev kandidat i 1973. Derefter pædagogikum i samfundsfag ved Herning Gymnasium og HF-kursus. Et møde med Amdi P (som jeg kendte fra Kapagnen mod Atomvåben på Fyn) førte til et kort job som eksaminator ved Det Nødvendige Seminarium. En snak over noget øl med Amdi medførte, at vindmølleprojektet blev ændret fra at lave fjernvarmevand til Tvind-skolekomplekset til at producere El.

To gode år, 1974-1976 som timelærer i Samfundsfag ved Århus Seminarium og HF-kursus og ved Marselisborg Seminarium

Ønskestillingen fik jeg, efter to år som seminarie- og HF lærer, i 1976.

Det var noget om, hvad der kan komme ud af at være militærnægter.

Som tidligere nævnt var jeg i december 1967 med til at stifte Venstresocialisterne, da SF blev splittet. Også det blev en turbulent affære – efter EF-afstemningen i 1972 udvandrede ”leninistfraktionen” og stiftede KF, på mødet i Århus sad vi to mand tilbage. Men af lidt kommer mere – jeg var kommunalpolitisk aktiv, blev valgt til Århus Byråd i 1974. Uden for København var der kun Harding Sonne i Albertslund og mig i Århus. Valget kom lige efter jordskredsvalget i 1973, med Glistrups indmarch. Socialdemokraterne mistede det absolutte flertal i Århus Byråd, og møderne blev længere end man var vant til. Der var nu en del, der mente, at det var umagen værd at høre efter, når jeg sagde noget..

Så i 1978 var leninisterne vendt tilbage til VS – og de fik mig sat som nr. 6 af 6 på partilisten til kommunevalget, grundet at jeg havde den forkerte klasseanalyse! Svaret var NEJTAK. Så Jørgen Lenger blev valgt ind for VS.

I 1981 var SF drejet venstre om igen (det var dengang Troels meldte sig ud!) – så jeg meldte mig ind igen. En førstesuppleantplads til byrådet i 1986 førte snart til indsupplering – og genvalg i 1990.

Men, i 1993 kolbøttede SF i EU-sagen (”Holger og madammen siger ja og amen”), og min SF-byrådsgruppe indgik uden om mig et budgetforlig med skole-nedlæggelser – et af de mange trin i socialdemokratiseringen af partiet. Jeg meldte mig ud i 1993 og blev løsgænger. Jeg er principielt tilhænger af, at man så nedlægger mandatet – meeeeen, flere SF’ere bad mig blive siddende, også da jeg meldte mig ind i Enhedslisten. Jo, for førstesuppleanten havde meldt sig ind i Socialdemokratiet! Og de var helt sikre på, at han ikke ville trække sig.

Det sociale trak jo. Fra 1977 til 2013 var jeg med i Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, repræsenterende Socialpolitisk Forening. Fra 1993 til 2013 som formand. Så nedlagde Byrådet Forbrugerrådet, officielt fordi man havde flere repræsentationer, reelt fordi direktører og rådmænd mente, at rådet kritiserede for meget. Men hvad venter de? Når dagsorden er forringelser, må brugernes svar jo sgu da være kritik!

En af de større og spændende opgaver var medlemskab 1998 i Indenrigsministeriets Opgavekommission, repræsenterende Enhedslisten. Kommissionen skulle gennemgå hele den offentlige sektor, fra vuggestuer over teatre og skoler og havne til motorveje og politi – og afgive indstilling om opgavernes organisering. Der blev afgivet betænkning i 1998 – efter et grundigt og omhyggeligt kommissionsarbejde. Johannes Due var formand. Fra det arbejde husker jeg med særlig tilfredshed samarbejdet med Oluf Jørgensen (SF) og Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen (V). Der er mange mindretalsudtalelser i betænkningen – men man antog adskilligt flere af mine tekstforslag.

I 2004 meddelte Hjerneskadeforeningens formand Jette Sloth, at bestyrelsen havde foræret mig et medlemskab – om jeg så ikke ville træde ind i bestyrelsen? Man er modtagelig for smiger, især hvis den er tyk nok! Så jo. Det blev siden til en større opgave som frivillig rådgiver og bisidder for mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Hjerneskadeforeningen er med i Danske Handicaporganisationer.

Da Strukturreformen – som blev til efter et kommissionsarbejde, som ikke var grundigt og omhyggeligt, med Johannes Due som formand – trådte i kraft i 2007, udpegede DH mig til at sidde i Region Midtjyllands Udviklingsråd, som i 3 år efter strukturreformen skulle følge udviklingen på det sociale område i kommuner og region. Det blev også til pladser i regionens Handicapkontaktforum og Sundhedsbrugerråd.

Som sagt – i 1976 fik jeg ønskejobbet som lektor i Samfundsbeskrivelse, Social- og Arbejdsmarkedspolitik ved Den Sociale Højskole i Århus. Det blev mange gode arbejdsår, med omsorgsfuld og respektfuld ledelse, gode og engagerede kolleger, og rigtig mange interesserede og engagerede studerende (s’føli også nogen, der ikke var det!).

Men som andre institutioner blev skolen trykket mere og mere under det, som i Ritt Bjerregaards ministertid med en vis intellektuel redelighed blev kaldt ”fremrykkede standardforringelser”, siden uden samme kaldt ”effektiviseringer”. Da jeg startede, havde et hold på mellem 21 og 25 studerende 2900 konfrontationstimer (lærertimer) til et 3 årigt forløb. Et par år før jeg sluttede, var tallene 3000 konfrontationstimer til et 3 årigt forløb for et hold på 90! Og som i alle institutioner bliver knaphed fulgt af mere byrokrati, til ”rigtigere” og ”mere effektiv” fordeling af de knappe ressourcer.

I 2004 spurgte jeg rektor, om hun ville være med til at lave en mindre byrokratisk studieordning? Svar: Nej ikke det første par år. OK – så takker jeg af.

Det blev med afskedsforelæsning og reception og mange smukke ord. Efter 28 år.

Siden 1970’er socialreformen er meget blevet forringet i den sociale sektor, især med Åse Olesens ”ungepakke” i 1990, Nyrups ”arbejdsmarkedsreform” i 1993-94, og Karen Jespersens 1997 opsplitning af Bistandsloven. Det synes som om de skiftende regeringer følger Anders Foghs strategi fra 1993-bogen: Fra socialstat til minimalstat, nemlig at sørge for, at folk (med grund) er utilfredse med den offentlige sektor – så de vælger private løsningen. 2007 strukturreformen, med kommunal finansiering af de regionale institutioner, har i så henseende gjort voldsom skade. Jeg kæmper stadig for en velfungerende offentlig sektor og for bedre vilkår for ”de sämra lottade” – men prognosen er ikke køn!

Undervejs i erhvervs- og politiklivet har jeg også opnået at få en søn Thor med Gry, og en datter Katrine med Maj, som giftede sig med mig, da vor datter var 24 år. Maj har i forvejen Rune og Ture. De 4 har tilsammen hidtil givet os 7 børnebørn. Deri er MEGEN glæde.

I 1970 købte mine forældre villaen, Hørgårdsvej 18 i Risskov, og lejede ud til mig og andre kollektivister. I 1977 overtog jeg. Kollektivet klingede ud – men Maj og jeg bor stadig her.

I 1977 sejlede jeg første gang vikingeskib. Den slags er vanedannende – jeg har gjort det lige siden. Mine børn er også optagne af det, og Katrines søn Toke. Derom kan læses på min hjemmeside, hvor også mange andre af mine skriverier kan ses. Ikke mindst bogen Dansk Socialpolitik 1708-2008.

Viggo Jonasen Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

viggojonasen@gmail.com www.viggojonasen.dk 61712219

 

Erindringer-naegtertilvaerelsens-betydninger

FREJA BYRDING – LUNDEBORG- OG SOMMERTOGT 2016

Hejlsminde – Lundeborg – Thurø Fredensdal – Svendborg – Skarø – Bjørnø – Høruphav – Langballigau – Okseøerne – Flensborg – Gråsten – Gelting – Sønderborg – Sottrupskov – Hejlsminde     2016_lundeborg-og-sommertogt_kj_lille-1

BEKÆMP FATTIGGØRELSEN

Tale 4. oktober 2016 Velfærdsalliancens demonstration

STØRRE FATTIGDOM – POLITIKERNES VALG.

VI SKAL HJÆLPE DEM MED AT VÆLGE ANDERLEDES!

Folketingets flertal har bestemt, at tusindvis af mennesker i Danmark skal være mere fattige, dels fra 1. juli med den såkaldte ”integrationsydelse”, dels og især fra 1. oktober 2016, med 225 timers regel, og kontanthjælpsloft.

Regeringen har også fremlagt en såkaldt 2025 plan. Ifølge planen skal folkepensionister og dagpengemodtagere og børnefamilier og studerende og kontanthjælpmodtagere og seniorjobbere fremover have færre penge til rådighed.

Og nej – selvom regeringen har afskaffet den politisk bestemte fattigdomsgrænse, forsvinder fattigdommen og de fattige ikke.

Politikernes begrundelserne er lidt forskellige, men virkningerne er ens. Dansk Folkeparti vil have integrationsydelsesfattigdom for at skræmme fremmede fra at komme til Danmark. Venstre siger, ydelsen skal ”motivere” folk til at søge arbejde. Det siger de også om tab af kontanthjælp, hvis modtageren ikke kan skaffe sig 113 / 225 timers arbejde. Det kan 20.000 mennesker ikke. Og mange flere tusinde rammes af reglerne om kontanthjælpsloft.

Tusindvis af mennesker kan nu ikke betale både husleje og mad til sig og børnene. Så må de tigge om hjælp. De kan tigge om enkeltydelser efter loven. De kan tigge på gaden af forbipasserende. De kan også gå til Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, eller andre frivillige organisationer, for at bede om hjælp. Eller de må søge at skaffe sig sort underbetalt arbejde eller gøre noget mere alternativt.

Engang krævede Socialdemokratiet samfundet indrettet med grundlag i Rettigheder, ikke Almisser. Det var i 1912. Jo, for som de sang: Thi ”Lykken må visne ved tryglen om brød”. *)

Regeringen vil mindske rettighederne for de fattige – de skal have mindre at leve af. Og de skal trygle mere for det.

Kommunernes Landsforening og regeringen vil også mindske rettighederne for de handicappede. Det kaldes ”reform af serviceloven”. Der skal være mere kommunalt frit skøn, mindre rettigheder. Selv SF rådmanden i Århus har skrevet til Folketingets socialudvalg, at han vil støtte de ændringer.

Det hedder med et i nutidssprog: ”en diagnose skal ikke give ret til en ydelse”. Jamen, uden diagnosen får man SLET IKKE noget. Nu skal det så hedde, at hjælpen til en person skal tildeles skønsmæssigt efter en ”helhedsbetragtning”. Forslaget betyder ikke, at de handicappede skal have mere – det betyder, at de selv skal kunne klare sig med mindre hjælp.

Engang mente Folketinget, at den invaliderede skulle kunne leve økonomisk på niveau med jævnaldrende. Det betød invalidepension på niveau med en faglært arbejders indkomst. Det var i 1964 og 1984. Jobtilbudspersoner og fleksjobbere skulle arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Det var i 1980’erne og 1990’erne.

Nu: dagpengene er vel i snit på 50% af en faglært arbejders løn. Førtidspensionen er det samme, hvis du ikke er samboende. Kontanthjælpen er mindre. Fra i søndags bliver den endnu mindre for mange. Og i 2025 planen sænkes alle ydelser.

Vi har brug for, at politikere kæmper for et samfund med anstændige levekår for dem, som arbejdsgiverne – både de private og de offentlige – sorterer fra.

Vi har også brug for, at befolkningen kræver af politikerne, at de bekæmper fattiggørelsen. Også fattiggørelsen af de studerende.

Vi har brug for, at politikere kæmper imod udsultning af daginstitutioner og skoler og uddannelsesinstitutioner og biblioteker og bosteder – at de kæmper for anstændige levekår også for samfundets svageste.

Vi har brug for, at fagbevægelse og brugerorganisationer og boligforeninger og studenterorganisationer og almindelige mennesker stiller krav til politikerne om en anstændig indretning af samfundet. INGEN SKAL TRYGLE OM BRØD!

Regeringens kontanthjælpsnedsættelser og 2025 plan har som formål at presse lønningerne NED – altså de lave lønninger, ikke direktørlønningerne!

Vi har brug for, at især fagbevægelsen træder op imod det tryk mod lønniveau og velfærdsniveau, som forligspolitikerne har iværksat og som de planlægger.

Vi kræver rettigheder for de fattige. Vi kræver et anstændigt leveniveau også for dem, der ikke kan få arbejde.

Vi kæmper imod ALMISSESAMFUNDET.

Vores råb til de lokale politikere og landspolitikerne er: BEKÆMP FATTIGGØRELSEN!

Viggo Jonasen – Socialpolitisk Forening Århus

Tale ved demonstration mod Fattiggørelse, 4. oktober 2016 kl. 17 i Rådhusparken i Århus.

61712219 viggojonasen@gmail.com

snart dages det, brødre, det lysner i øst” En af Danmarks ældste arbejdersange. P. Overby 1871 ved stiftelsen af Socialdemokratiet.

bekaemp-fattiggoerelsen-tale-til-4-oktober-demonstration

SKOLETVANG PÅ FULD TID FOR HANDICAPPEDE BØRN

SKOLETVANG PÅ FULD TID

FOR HANDICAPPEDE BØRN

Engang var Århus Kommune kendt som en foregangskommune i behandlingen af mennesker med handicap. Kommunen tog initiativ til ”merudgiftsdækning for forsørgelse af børn med handicap” og til ”handicaphjælperordningen”, nu kaldet ”Borgerstyret Personlig assistance”.

De seneste 10 år har kommunen været fodslæbende og nedskæringsorienteret.

Det hænger sammen med, at mennesker med handicap lever længere – det vil sige: der er blevet brug for flere boliger til handicappede. Det hænger sammen med, at man i sundhedssektoren er blevet dygtigere til at udvikle teknikker, der kan hjælpe handicappede – både voksne og børn. Og det hænger sammen med, at Fogh- og Thorning- og Løkke-regeringerne har været enige om, at kommunerne skal spare (”effektivisere”).

Serviceloven giver mennesker med handicap rettigheder. Århus Kommune har fået en del tæsk i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen for i spareøjemed at tilsidesætte de handicappedes rettigheder. Deraf fulgte merudgifter – som Århus Kommune så har søgt at spare på andre dele af hjælpen til de handicappede. Op mod en halv milliard i Hans Halvorsens rådmandstid.

Det seneste budgetforlig afsætter 50 mio. kr. mere pr. år til voksne handicappede. Storslået, ik’? Det betyder såmænd ”bare”, at der ikke skal skæres yderligere ned på hjælpen til den enkelte handicappede i 2017.

På området Handicappede børn følger budgettet IKKE med behovet. Her følger man stadig rådmand Thomas Medoms nedskæringsplan fra februar 2015. Det så vi med sagen om forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap – hvor kommunen efter tæsk i Ankestyrelsen sadlede om og fritog for betaling.

Århus Kommune klemmer – nu igen – forældre til handicappede børn.

I en del år har kommunen ydet dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste (servicelovens § 42) til forældre, hvis handicappede barn dårligt tåler lang tids belastning eller skift. Det gælder nogle udviklingshæmmede børn, og det gælder nogle børn med autisme.

En del sådanne familier har haft aftale med barnets skole om, at én af forældrene henter barnet efter få eller flere timer i skolen, således at barnet ikke anstrenges for meget med læring eller leg med andre børn.

Nogle af børnene bliver udadreagerende, når deres energi til læring og til at lege med andre børn er brugt op – og energien kan være brugt op efter ganske få timer, eventuelt efter flere timer.

Nogle af børnene anstrenger sig voldsomt for at kunne være i skolen – og når de så kommer hjem, går de nærmest amok – eller lukker sig inde i timevis.

For disse børn er det at skulle forholde sig til undervisning og til leg en tortur, når først energien er brugt. For børnenes forældre bliver barnets reaktioner og lidelser en voldsom belastning – de er i forvejen rigelig hængt op med at prøve at leve op til barnets behov for detaljeret dags-planlægning.

Indtil sidste år har Århus og andre kommunen altså dækket forældrenes tabte arbejdsfortjeneste i de timer, de må holde fri, for at kunne tage sig af barnet – skærme barnet. Det er sket efter råd fra læge, psykiater, neurolog – og fra skolen. Og efter grundig udredning af det enkelte barn.

Nu har Århus og andre kommuner besluttet, at ”skolen skal kunne rumme barnet” i hele den tid, som skole og SFO er åben. Kommunen forholder sig ikke til, om barnet kan ”rumme” skolen og de voldsomt mange indtryk, som børn uden handicap lærer af at bevæge sig rundt i. Derfor tager man den økonomiske støtte fra familierne.

Socialrådmanden i Århus bestemte i februar 2015, at kommunens udgifter til Tabt arbejdsfortjeneste skulle nedbringes, – ved at hævde ”sektor-ansvaret”, altså at skolen skal tage sig af barnet hele dagen.

Det betyder nogen steder, at skolen ”skærmer” barnet bag et forhæng eller i hans/hendes eget ”stille-rum” i en større eller mindre del af dagen – og jo, når så barnet flipper helt, ud ringer man til mor eller far på arbejdet: ”nu må du nok hellere hente …”

Kommunen kalder det ”inklusion” – forældrene kalder det tortur.

Undervisningsministeren tager afstand fra, at ”inklusion” har den betydning, som Århus og andre kommuner giver ordet.

Det hører med til billedet, at Århus Kommune gør en del socialretlige fiflerier ved at påstå, at barnet ”hører ikke til målgruppen” for denne eller hin indsats. ”Målgruppen” kan man ikke se i serviceloven – der står blot, at hvis barnet har en lidelse som er 1) kronisk/varig lidelse og 2) indgribende, ja så skal man tage stilling til, om barnets tarv bedst tilgodeses gennem forældrenes pasning af barnet.

I ankesager, jeg har skrevet, har Ankestyrelsen fastslået at lidelsen var 1) kronisk og 2) indgribende.

Kommunen henholder sig blot til ”sektoransvarlighedsprincippet” – ”skolen skal kunne rumme”! Der er ikke, som socialchefen ellers har skrevet til TV2OJ, tale om en ”konkret individuel afgørelse” om, hvordan barnets liv bedst tilrettelægges. Århus Kommune Handicapcenter for børn i betydeligt omfang tilsidesætter speciallægers, psykologers, læreres, pædagogers og forældres vurdering af, hvad der er bedst for barnet – blot med henvisning til ”sektoransvarighedsprincippet”. Det er ”silo-tænkning”: ikke på ”vores” budget.

I nogle tilfælde sætter Ankestyrelsen Århus Kommune på plads. Men ankesager betyder lang ventetid for forældre, som i forvejen er arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt og økonomisk belastede.

Jeg har brugt timer og år – som byrådsmedlem, som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, og som bisidder og ankeskriver – på at støtte op om handicapvenlighed i denne kommune. Det er deprimerende at opleve, at Århus Kommune påfører MANGE forældre til børn med handicap bekymring, utryghed, økonomisk stress. Som man gjorde det med forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap. Og som man nu med besparelser på handicaptransport påfører børn og forældre ekstra ventetid og usikkerhed.

ViggoJonasen

tidl. Byrådsmedlem, tidl. Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

cand.scient.pol., lektor emer. Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

2016.10.07, Århus Stifts Tidende 2016.10.16

skoletvang-paa-fuld-tid-for-handicappede-boern-2