BUNDSGAARD, BÜNYAMIN og BULLDOZERNE

Aarhus Stiftstidende 2019.05.22 læserbrev

Århus Byråd er i gang med at beslutte om tvangsflytning af 3-4 tusinde borgere. Børn, forældre, invalider, arbejdende. Det kaldes udviklingsplaner for Bispehaven, Gellerup, Toveshøj.

Hvorfor skal de flyttes?

Det skal de, fordi borgmester og et byrådsflertal vil sørge for at ”udsatte boligområder” ikke skal være ”udsatte”. Det gør man ved at tvangsfjerne nogle tusinde udsatte beboere og lokke nogle tusinde middelklasse-folk til at bo i nye tæt-lave boliger. Eftersom man ikke ”bare” kan tvangsflytte beboerne, må man lige gribe den ”omvej” at nedrive deres bolig – så er de jo nødt til at flytte.

Er det nødvendigt at bulldoze ca 1000 boliger for at ”ændre beboersammensætning”?

Se til København – der klarer man de såkaldte ”ghettoproblemer” uden nedrivninger.

Og Brabrand Boligforening har lavet en udviklingsplan uden de tvangsflytninger og nedrivninger, som borgmesteren og SF og Det Radikale Venstre og Alternativet i Århus nu vil stemme igennem, sært nok ivrigt støttet af med Venstre og Dansk & Konservativt Folkeparti.

Nedrivning af 1000 boliger var politisk hoved-markering i borgmesteren og hans medløberes plan fra juni 2018 (29 byrødder, incl. RV, SF og Alt. – Enhedslisten imod). Sært nok var tallet også 1000 i Odense. Hvis boligforeningerne ikke ville være med til de 1000, kunne borgmesteren med støtte fra boligministeren true med, at staten vil overtage planen men gennemtvinge endnu større nedrivninger. Borgmesteren har haft stor direkte indflydelse på lovens udformning.

Tankesættet bag beslutningen om tvangsflytning og nedrivning blev tydeligt formuleret af Venstres rådmand Bünyamin Simsek i byrådsdebatten 15. maj 2019: ”Der er nogle ting, jeg er nødt til at slå fast. Hvis ikke min far og mor havde påtaget sig forældreansvaret, hvis ikke min far og mor havde insisteret på at jeg skulle lave mine lektier … så stod jeg nok ikke her. Hvis ikke min far og mor havde en drøm på mine vegne,…. Det er såmænd bare den drøm, jeg vil give videre til børn i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Jeg ser ikke, den er til stede i dag. Det er dokumenteret i tal. Det er en væsentlig forskel til Enhedslisten, som vil værne om at børn ikke klarer sig godt, vil værne om at der bliver kastet med sten mod vore brandfolk og politifolk, vil værne om at der er kriminalitet.” Simsek mener: sådan ER det – sådan ER de mennesker i Gellerup, Toveshøj, Bispehaven.

Har borgmester Bundsgaard ytret sig tilsvarende? Jo-da.

Har Bundsgaard og Bünyamin (B&B) forklaret, hvordan det går til, at når ”vi” fordriver nogle tusinde familier ved at rive deres boliger ned, så får forældrene drømme for deres barns fremtid. Så kaster børnene ikke sten mod brandfolk og politi, og så er der ingen kriminalitet?

I så fald: Gud være lovet for bulldozerne!

Har B&B forklaret, hvordan de fattige som tvinges til at flytte, får det bedre?

I Udviklingsplanerne er en del ord om hvor lyst og dejligt, kvartererne senere vil blive, når nye ”ressourcestærke beboere” flytter ind i de kommende tæt-lave boliger.

Derefter en del ord om at man – især boligforeningerne – vil sørge for en ”god modtagelse” af de tvangsflyttede. Mon ikke en del beboere i de ”modtagende afdelinger” vil se lidt syrligt på, at deres normale flytte- og oprykningsret bliver suspenderet af hensyn til nogle tvangsflyttede?

Min vurdering: nedrivningsplanen skal vise vælgerne, at borgmesteren og hans parti – og Venstre – kan vise handlekraft over for indvandrere og ”deres ghetto”, så de kan komme på bedre tanker (ganske vist ryger der nogle førtidspensionister i samme gryde). Øvelsen skal vise, at VI kan træde handlekraftigt op over for dem. Lige som Støjbergs handlekraftige adskillelse af børn og forældre i Hillerød skal få dem på bedre tanker om at vende hjem til Somalia ”og genopbygge deres land”. Så: vildfarne vælgere, som har stemt på Pia Kærsgaard, kan trygt vende hjem til Liste A (og V.)

Skidt med miljøbelastning ved nedrivning plus erstatningsbyggeri. Skidt med pengene – dem tager vi nemlig fra lejerne i den almennyttige sektor, fra Landsbyggefonden – så bliver der lidt mindre til hovedistandsættelser og miljøforbedringer andre steder. Skidt med humaniteten.

Det er stemmemaksimeringen, der tæller.

Viggo Jonasen     Byrådssuppleant (Ø)

SKOLETVANG PÅ FULD TID FOR HANDICAPPEDE BØRN

SKOLETVANG PÅ FULD TID

FOR HANDICAPPEDE BØRN

Engang var Århus Kommune kendt som en foregangskommune i behandlingen af mennesker med handicap. Kommunen tog initiativ til ”merudgiftsdækning for forsørgelse af børn med handicap” og til ”handicaphjælperordningen”, nu kaldet ”Borgerstyret Personlig assistance”.

De seneste 10 år har kommunen været fodslæbende og nedskæringsorienteret.

Det hænger sammen med, at mennesker med handicap lever længere – det vil sige: der er blevet brug for flere boliger til handicappede. Det hænger sammen med, at man i sundhedssektoren er blevet dygtigere til at udvikle teknikker, der kan hjælpe handicappede – både voksne og børn. Og det hænger sammen med, at Fogh- og Thorning- og Løkke-regeringerne har været enige om, at kommunerne skal spare (”effektivisere”).

Serviceloven giver mennesker med handicap rettigheder. Århus Kommune har fået en del tæsk i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen for i spareøjemed at tilsidesætte de handicappedes rettigheder. Deraf fulgte merudgifter – som Århus Kommune så har søgt at spare på andre dele af hjælpen til de handicappede. Op mod en halv milliard i Hans Halvorsens rådmandstid.

Det seneste budgetforlig afsætter 50 mio. kr. mere pr. år til voksne handicappede. Storslået, ik’? Det betyder såmænd ”bare”, at der ikke skal skæres yderligere ned på hjælpen til den enkelte handicappede i 2017.

På området Handicappede børn følger budgettet IKKE med behovet. Her følger man stadig rådmand Thomas Medoms nedskæringsplan fra februar 2015. Det så vi med sagen om forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap – hvor kommunen efter tæsk i Ankestyrelsen sadlede om og fritog for betaling.

Århus Kommune klemmer – nu igen – forældre til handicappede børn.

I en del år har kommunen ydet dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste (servicelovens § 42) til forældre, hvis handicappede barn dårligt tåler lang tids belastning eller skift. Det gælder nogle udviklingshæmmede børn, og det gælder nogle børn med autisme.

En del sådanne familier har haft aftale med barnets skole om, at én af forældrene henter barnet efter få eller flere timer i skolen, således at barnet ikke anstrenges for meget med læring eller leg med andre børn.

Nogle af børnene bliver udadreagerende, når deres energi til læring og til at lege med andre børn er brugt op – og energien kan være brugt op efter ganske få timer, eventuelt efter flere timer.

Nogle af børnene anstrenger sig voldsomt for at kunne være i skolen – og når de så kommer hjem, går de nærmest amok – eller lukker sig inde i timevis.

For disse børn er det at skulle forholde sig til undervisning og til leg en tortur, når først energien er brugt. For børnenes forældre bliver barnets reaktioner og lidelser en voldsom belastning – de er i forvejen rigelig hængt op med at prøve at leve op til barnets behov for detaljeret dags-planlægning.

Indtil sidste år har Århus og andre kommunen altså dækket forældrenes tabte arbejdsfortjeneste i de timer, de må holde fri, for at kunne tage sig af barnet – skærme barnet. Det er sket efter råd fra læge, psykiater, neurolog – og fra skolen. Og efter grundig udredning af det enkelte barn.

Nu har Århus og andre kommuner besluttet, at ”skolen skal kunne rumme barnet” i hele den tid, som skole og SFO er åben. Kommunen forholder sig ikke til, om barnet kan ”rumme” skolen og de voldsomt mange indtryk, som børn uden handicap lærer af at bevæge sig rundt i. Derfor tager man den økonomiske støtte fra familierne.

Socialrådmanden i Århus bestemte i februar 2015, at kommunens udgifter til Tabt arbejdsfortjeneste skulle nedbringes, – ved at hævde ”sektor-ansvaret”, altså at skolen skal tage sig af barnet hele dagen.

Det betyder nogen steder, at skolen ”skærmer” barnet bag et forhæng eller i hans/hendes eget ”stille-rum” i en større eller mindre del af dagen – og jo, når så barnet flipper helt, ud ringer man til mor eller far på arbejdet: ”nu må du nok hellere hente …”

Kommunen kalder det ”inklusion” – forældrene kalder det tortur.

Undervisningsministeren tager afstand fra, at ”inklusion” har den betydning, som Århus og andre kommuner giver ordet.

Det hører med til billedet, at Århus Kommune gør en del socialretlige fiflerier ved at påstå, at barnet ”hører ikke til målgruppen” for denne eller hin indsats. ”Målgruppen” kan man ikke se i serviceloven – der står blot, at hvis barnet har en lidelse som er 1) kronisk/varig lidelse og 2) indgribende, ja så skal man tage stilling til, om barnets tarv bedst tilgodeses gennem forældrenes pasning af barnet.

I ankesager, jeg har skrevet, har Ankestyrelsen fastslået at lidelsen var 1) kronisk og 2) indgribende.

Kommunen henholder sig blot til ”sektoransvarlighedsprincippet” – ”skolen skal kunne rumme”! Der er ikke, som socialchefen ellers har skrevet til TV2OJ, tale om en ”konkret individuel afgørelse” om, hvordan barnets liv bedst tilrettelægges. Århus Kommune Handicapcenter for børn i betydeligt omfang tilsidesætter speciallægers, psykologers, læreres, pædagogers og forældres vurdering af, hvad der er bedst for barnet – blot med henvisning til ”sektoransvarighedsprincippet”. Det er ”silo-tænkning”: ikke på ”vores” budget.

I nogle tilfælde sætter Ankestyrelsen Århus Kommune på plads. Men ankesager betyder lang ventetid for forældre, som i forvejen er arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt og økonomisk belastede.

Jeg har brugt timer og år – som byrådsmedlem, som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, og som bisidder og ankeskriver – på at støtte op om handicapvenlighed i denne kommune. Det er deprimerende at opleve, at Århus Kommune påfører MANGE forældre til børn med handicap bekymring, utryghed, økonomisk stress. Som man gjorde det med forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap. Og som man nu med besparelser på handicaptransport påfører børn og forældre ekstra ventetid og usikkerhed.

ViggoJonasen

tidl. Byrådsmedlem, tidl. Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

cand.scient.pol., lektor emer. Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

2016.10.07, Århus Stifts Tidende 2016.10.16

skoletvang-paa-fuld-tid-for-handicappede-boern-2

KOMMUNE FORFRA – har de trængende ingen rettigheder?

Kommune forfra – Århus Kommunes og Mandag Morgens debat-tryksag fra oktober 2015. Anmeldelse, bragt som kronik i Århus Stiftstidende 2016.03.13 med titlen “Har de trængende ingen rettigheder?”

“Kommune forfra”: Aarhus gentænker velfærden. En anmeldelse. 2016.03.05

Det er en helt rimelig tanke engang imellem at overveje grundigt om et stort område af samfundsfunktionerne, ikke mindst de kommunale af dem, er indrettet på en god måde.

Århus Kommune har sammen med Ugebrevet Mandag Morgen gjort forsøget.

Forsøget falder ikke godt ud. Det er et ægte konsulentværk, med smag for spidse formuleringer.

Overskriften på indledningen er: “Velfærd er ikke en kommunal opgave”.

Det skriver borgmester og 8 andre magistratsmedlemmer, incl. socialrådmanden under på. Og fortsætter: ”Velfærd er vores opgave. Som mennesker. Over for hinanden”.

Der var engang en socialdemokrat. K.K. Steincke stillede i 1912 spørgsmålet: ”Almisser eller rettigheder?”. Hans svar, partiets svar, var: RETTIGHEDER!

Almisser er det, som nogen frivilligt giver til de nødlidende.

Rettigheder er det, som de nødlidende har over for – ja, netop: kommunen eller staten. Ikke over for den voksne datter eller naboen.

Det er forbavsende, at alle partierne i Århus Kommunes magistrat kan skrive under på at ”Velfærd er ikke en kommunal opgave”. Mener de, at vi skal lægge almisseprincippet til grund i velfærdsordningerne? Nogen af dem, måske. Forhåbentlig ikke alle!

Magistratsmedlemmerne fortsætter: Man fortsætter: “vi har gennem en lang årrække som kommune været med til at opdrage århusianerne til at forvente kommunal service, som tager styring og tager over”.

Taget til pålydende må det betyde, at kommunen i årevis har gjort for meget og forkert for borgerne.

Men – virkeligheden er, at Århus Kommunes “spare-politik” igennem en snes år har betydet, at den gamle skal være nærmest halvdød for at få en halv times hjælp til rengøring hver anden uge – og siden 2005 hver tredie uge. Så: man har sgu ikke gjort for meget.

Et enkelt sted nævnes, at den gamle mors voksne datter ikke kan tage sig af den gamle mor, når bemeldte datter bor i den anden ende af landet. De øvrige interviewpersoner tager ikke den tråd op, med spørgsmålet “hvordan skal kommunen så sikre den gamle mor chance for et godt liv?”

Oplægget “Aarhus gentænker velfærden” lægger sig tæt op ad pavens socialpolitik-syn: kun når det nære fællesskab ikke kan klare opgaven, skal kommunen træde til. Det kaldes “subsidiaritetsprincippet”.

Oplægget har helt opgivet det samfundssyn, som nogen havde engang: kommunen skal sikre gode rammer for menneskers liv, herunder give gode muligheder for at private hjælper hinanden, og skal “ved opsøgende virksomhed” forebygge den enkeltes sociale nedtur.

Oplægget er kemisk renset for handicapkonventionens grundsyn: kommunen skal hjælpe den handicappede til et liv så nær det normale som muligt. Det som kaldes ”kompensationsprincippet”.

En af min oplevelser som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd var, at kommunen i årevis fastholdt, at optagelse af den voksne handicappede på en årelang venteliste var en tilstrækkelig sikring af hendes ret efter serviceloven til en bolig! Indtil statsforvaltningen satte kommunen på plads.

Oplægget fremhæver en gruppe borgere, som vedligeholder store dele af botanisk have. Det nævnes ikke, om nogle af de gartnere, som tidligere mod kommunal løn varetog arbejdet, og som kommunen fyrede, er med i gruppen.

Oplægget beretter om mange ildsjæle, som fylder huller efter kommunale nedskæringer. Ingen af beretningerne starter med: ”kommunen skar ned eller gjorde dette/hint for dårligt – så vi må i gang”. Og det er opløftende at se opgaver løftet. For en gammel kommunalpolitiker er det smerteligt at læse, at det er opgaver, som kommunen har kastet fra sig.

Det nævnes flere steder, at stramme regler og kommunal “silotænkning” og “kassetænkning” vanskeliggør borgerens adgang til relevant hjælp. Det nævnes ikke, at siloer og kasser er værktøj til borgmesterens udgiftsbeskæring – og at siloerne hver for sig blot søger at undgå at gøre noget, giver afslag på hjælp for at spare egen kasse.

Jo – der er da en del fornuft i, at borgerne gerne vil selv – for eksempel kunne klare sig på computer og net. Det hjælper biblioteket gerne med. Men, men – der er lukket ret mange biblioteks-filialer, så transporthæmmede blev ladt lidt mere i stikken. Jeg har i “kommune forfra” ikke set problemet gentænkt.

Intet sted i oplægget stilles spørgsmålet: hvordan afskaffer vi de stive rammer og lange sagsbehandlingstider, så vi, (eventuelle pårørende og) kommunen sikrer, at kommunens hjælp kommer tidligt og tilstrækkeligt til at forebygge, at sygdom og ulykke medfører andre sociale tab?

Intet sted i oplægget stiller man det overordnede spørgsmål: når nu vi ønsker denne og hin samfundsmæssige opgave løst, og der skal bruges xxx arbejdstimer til det – organiseres det da bedst a) i kommunalt regi? b) i privat markeds regi? c) i frivillig-regi? Og: hvordan er brugerne stillet, hvis man vælger a), b) eller c)?

Intet sted i oplægget ser vi Sophus Falcks gamle visdomsord: “Hurtig hjælp er dobbelt hjælp”. Og man kan tilføje: han vidste også, at det skulle være professionel hjælp!

Man kunne ønske sig, at gentænkningen tog afsæt i Sophus Falcks tanker, mere end i pavens.

Hvis velfærden ikke er kommunens opgave – har den hjælp trængende da ingen rettigheder? Vil Jacob Bundsgaard & co et almissessystem?

Viggo Jonasen

cand.scient.pol., lektor emer.

Tidl. Byrådsmedlem (Ø) i Århus

”Kommune forfra” Aarhus gentænker velfærden. Aarhus Kommune, Mandag Morgen 2015.

KOMMUNE FORFRA anmeldelse

 

FORÆLDREBETALING – BORGMESTERENS NYE KLÆDER

Hvad ved hvem om jura i Aarhus? Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Af Viggo Jonasen, cand.scient.pol. lektor emer., tidl. byrådsmedlem i Aarhus
Lørdag den 24. januar 2015, 10:43 Aarhus Stifts Tidende

HANDICAP
Aarhus-rådmand Thomas Medom har bestemt, at mange forældre med børn i døgninstitution nu skal betale for barnets institutionsophold – hidtil har de været fritaget. Han har skrevet til dem, at de skal betale, også selvom de påklager afgørelsen til Ankestyrelsen.
Rådmanden har også sagt mange gange, at det ville være ulovligt, hvis han udsatte opkrævningen, til Ankestyrelsen har taget stilling til betalingens lovlighed.
Borgmesteren har sagt det samme, talrige gange ved byrådsmødet onsdag 21. januar.
Svaret var forkert – rådmanden er i sin gode ret til at give udsættelse.
Det har Århus Stiftstidende fået at vide af Ankestyrelsen.
Men – du kan bare lave et net-opslag med søgeordene »opsættende virkning – retssikkerhedsloven«. Man bliver så ledt lige ind til ministerens vejledning, kapitel 26 § 228 om »opsættende virkning«: »En myndighed kan tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning«.
Så er det, et gammelt byrådsmedlem spørger: Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Igennem mine 11 år i Aarhus byråd stod det helt klart, at embedsmændenes første pligt var at »klæde borgmester og rådmænd på« til at undgå at dumme sig.
Er det underordnede jurister, som ikke kan slå op i lovsamlingen og finde det korrekte svar? Eller: Har de gjort det, hvorefter deres orientering højere op i hierarkiet er blevet undertrykt, fordi ledelse eller rådmand/borgmester ikke ville høre det juridisk korrekte svar?
Konsekvenserne er vidtrækkende. Rådmanden og ’søjlechefen’ har ytret: »Vi følger bare loven«, når vi kræver betaling.
Loven, eller rettere betalingsbekendtgørelsens § 8, siger: »Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7«. Formålet med reglen er naturligvis, at forældrene til de anbragte børn skal kende deres økonomiske fremtid, i den tid hvor barnet er i institution eller familiepleje.
Jeg har skrevet anke i 20 af sagerne. Kommunen har i NUL af sagerne forhåndsorienteret om en eventuel betalings størrelse.
Aarhus Kommune følger altså ikke bare loven.
Rådmand og borgmester mener åbenbart, at man ’bare’ kortere eller længere efter barnets anbringelse kan ændre voldsomt på familiens økonomiske situation med ned til halvanden måneds varsel. Og det er ikke småpenge, der er tale om: De laveste beløb, jeg har set, er 1.217 kr./md. for en enlig forælder på voksenlærlingeløn, med en hjemmeboende teenager. Hendes dagsorden er: Salg af andelsboligen! Det højeste er 4.300 kr. for mere velaflagte forældre. Men en enlig forsørger med en lærerløn og hjemmeboende barn bliver afkrævet 2.976 kr. Også for hende vil konsekvensen være salg af bolig. Og jo, kommunen har i forvejen inddraget børnetilskud og børnebidrag ved anbringelsen.
Min juridiske forhåndsformodning er, at Ankestyrelsen vil være uenig med kommunen: Hvis ikke § 8 er overholdt, altså, hvis man ikke har stillet betalingskravet forud for anbringelsen, har man (underforstået) besluttet betalingsfritagelse. Og så har kommunen ikke ret til at komme rendende længe efter og kræve betaling.
Min politiske mening er: Kommunen kan ikke være bekendt at behandle forældre – som i forvejen er ramt hårdt af barns handicap – på den måde. Og det er jo egentlig også det, loven siger.
Det er ret interessant, om kommunens underordnede jurister har udtalt sig om sagen – og om deres vurdering er blevet tilsidesat af mellemledere eller social- og stadsdirektør.
Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, ville jeg anse det spørgsmål som ret vigtigt. Er det de underordnede, der skal fyres for uduelighed – eller er det ledelsen, der har løjet for borgmester, rådmand og offentlighed?