Velfærdsstatens glemte sjæl – med et efterord i anledning af nedlæggelsen af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

VELFÆRDSSTATENS GLEMTE SJÆL –

Viggo Jonasen 2014.12.18

VELFÆRDSSTATEN, MENNESKESYN, OG “DEN GODE STAT”.

Et af Velfærdsstatens tidligste skrifter (1934) indledes med en fanfare: “Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet” – menneskers bevidsthed og adgangen til prævention har fået folk til at beslutte at føde færre børn. Hvis samfundet, staten skal motivere dem til at vælge at få flere børn, ja så må man – staten – sørge for, at kommende forældre kan regne med/håbe på at børnene får en god opvækst, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Hertil hører også, at kommende forældre kan regne med økonomisk tryghed i form af stor sandsynlighed for arbejde og dermed løn, eller i det mindste rimelig øko­nomisk sikring ved ledighed eller sygdom. Sammenhængen, kittet i den socialpolitik og familiepolitik, som blev udviklet i Sverige og Danmark i 1930’erne var idéen: statsmagten bør understøtte individerne/ familierne i at vælge en “god” og “social” livsbane, incl. rollen som forældre. Dette menneskesyn: at mennesket er fornuftigt og ønsker at træffe fornuftige valg, var gennemgående i opbygningen af velfærdsstatens institutioner. Og Nota Bene: menneskers valg bestemmes af andet og mere end øko­nomi. Alva og Gunnar Myrdals bog Krise i befolkningsspørgsmålet (1934) blev in­spirationskilde for socialministeren K.K. Steincke og hans assistent Jørgen Dich som arkitekterne bag den danske indretning af velfærdsordninger.
Steincke skrev selv en karakteristik af datidens – og nutidens – samfund: ”Det privat­kapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende vilkår” (fra indledningen til no­teudgaven af Socialreformen 1933). Underforstået fra Steinckes side var: med min socialreform bliver vilkårene meget mindre ydmygende for de fleste. Forsorgslovens stramme sanktionsforanstaltninger var rettet mod de få asociale!
Senere i den danske velfærdsstats udvikling ser vi det samme menneskesyn. 1956 loven om folkepension tilstræbte direkte at af-stigmatisere ældreforsørgelsen. 1956 loven om Invalidepension – den der indførte de tre niveauer for invalidepension – havde et erstatnings-synspunkt som grundtræk: den der har mistet erhvervsevnen skal af staten sikres et leveniveau svarende til hans jævnaldrende (ca. en faglært arbejders niveau). I 1964 nedsatte man ved Folketingsbeslutning en Socialreformkommission, som skulle reformere det danske velfærdsydelsessystem ud fra ”nutidens målsætning om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel” (som formuleret af Bent Rold An­dersen i 1963, i bogen Nyere målsætninger i socialpolitikken”.) Et afgørende element i reformen var målsætningen om tryghed: kontantydelsessystemet (dagpenge og kon­tanthjælp) skulle sikre økonomisk tryghed for dem, der rammes af ulykke eller sygdom – derigennem mente man bedst at kunne understøtte deres tilbagevenden til et normal arbejdstilværelse.
Det var et socialdemokratisk eller social-radikalt menneskesyn: Mennesker har gen­nem opvækst og opdragelse anlagt sig det syn på tilværelsen, at de gerne vil arbejde. Dette syn stod i klar opposition til det gammel-liberale – og neo-liberale – menneske­syn: mennesket er arbejdssky og vil normalt kun arbejde, hvis han ved udsigt til nød tvinges dertil.
Det hørte med til 1960’ernes stats- og politikopfattelse, at det ansås som både muligt og ønskeligt, at staten intervenerer i markedsøkonomien med henblik på at sikre om ikke fuld så dog næsten fuld beskæftigelse. Deri lå også en tryghedsmålsætning: at arbejderen ved, at der altid eller næsten altid er en arbejdsgiver, der vil købe hendes arbejdskraft til normal takst – er en vigtig tryghedsfaktor.
Som det sidste led i 1960’ernes og 1970’ernes velfærdsstatsopfattelse, skal nævnes den tankegang: at stat/ kommune kunne og burde hjælpe individerne til at opbygge (eventuelt: genvinde) og udnytte arbejdsevnen. Kontantydelserne var et væsentligt led i at hjælpe dem dertil: hvis sygdom, ulykke, arbejdsløshed, skilsmisse eller døds­fald i familien afbrød den normale erhvervskarriere eller familieliv, skulle mennesket og hendes familie ikke rammes af en økonomisk nedtur oven i sygdommen eller ulykken – ”socialbegivenheden”. Opretholdelse af leveniveauet blev anset som frem­mende for helbredelse eller revalidering. Både syge- og arbejdsløshedsdagpengelove og bistandslov indeholdt ret og pligt for kommunerne til at søge at hjælpe mennesker, som var i risiko for at komme på social nedtur, med råd, vejledning, revalidering, sy­gebehandling.
Var velfærdsstats-lovkomplekset (syge- og arbejdsløshedsdagpenge lovene og bi­standsloven) uden begrænsninger eller sanktioner? Nej da. Dagpengeniveauet var 90% af hidtidig indkomst, dog højst et maksimum svarende til en faglært arbejders gennemsnitsløn. Kontanthjælp blev givet til mennesker, der ikke var sikret syge- eller arbejdsløshedsdagpenge. Men kontanthjælp kunne også gives som supplement til dagpenge, hvis den sygdomsramte havde haft højere indkomst. Dette aspekt af bi­standsloven var nyt i forhold til Steinckes forsorgslov fra 1933. Til gengæld forudsat­te både dagpengelovene og bistandsloven, at klienten selv viste vilje til at komme i arbejdsduelig stand igen – ellers blev der lukket for ydelserne. Det skete overmåde sjældent i 1970’erne og 1980’erne – såmænd fordi folk, klienterne langt hen ad vejen levede op til forventningerne.
Og så var det i ”begrænset tid” – ved sygdom indtil raskmelding, ved arbejdsløshed en varighedsbegrænsning.
Jamen hvad med de arbejdssky? Som sagt: Dagpengelovene og bistandsloven forud­satte, at personen udviste vilje til at genvinde helbred og job. Ellers var der ret og pligt for myndigheden til at lukke pengekassen. Lukning kom sjældent i brug – thi folk søgte faktisk i job. Men lovgivers storsindethed rakte så langt, at man i Bi­standsloven havde en regel om ”varig hjælp” på et lavt niveau til brug for kunstnere og andet godtfolk, som ansås ikke at være til at drive til lønarbejde! Få fik hjælp efter bestemmelsen – og til min forbavselse viste det sig i 1978, at halvdelen af dem, der i 1976 i Århus fik varig hjælp, to år senere ikke længere modtog ydelsen – de fleste på grund af job!
Den ofte fremsatte påstand: at 1970’er socialreformen var ”passiv og forsørgelseso­rienteret” skyldes ukendskab til lovkomplekset, dets motiver og dets forarbejder. Re­formen var aktivistisk og opsøgende. Men den var – modsat 1990’ernes og 2000 tal­lets lovgivning – ikke tvangspræget.
Nogle år efter starten i 1973 på den økonomiske krise vedtog Folketinget de to sidste store velfærdsstatsordninger: Efterlønsordningen og Jobtilbudsordningen.
Om Efterlønsordningen: Ledighedskrisen ramte da som nu især de ældre og de unge – de ældre, fordi virksomhederne ved svigtende vareefterspørgsel og derfor produktionsnedgang var tilbøjelige til at fyre ældre medarbejdere, og sjældent ansætte de ældre, når hjulene drejede hurtigere. De unge, fordi virksomhederne ved op­bremsning i produktionen undlod at tage nye unge ind. Begrundelen for efterlønsord­ningen var todelt: det ville det være bedre, hvis øget arbejdskraftefterspørgsel med­førte, at de unge fik job. Og den lille udsigt til, at de fyrede ældre ville blive efters­purgt, gjorde det til noget pjat at bruge megen AF-system-energi på kontrol af de æl­dre lediges ”ståen til rådighed”.
Om Jobtilbudsordningen: den gik ud på, at stat, amter og kommuner havde pligt til at sørge for tilbud om job på overenskomstmæssige vilkår til arbejdsløshedsforsikrede, som stod foran at falde for varighedsgrænsen i Arbejdsløshedsdagpengeordningen. Og at ingen forsikret ledig kunne miste retten til dagpenge, før han havde fået – og afvist – tilbud om et sådant job. Ordningen er det nærmeste vi i Danmark er kommet til et dementi af Steinckes oven-citerede udsagn om det privatkapitalistiske samfunds natur.
En del af 1970’er lovgivningens etos er antagelsen/håbet: at mennesker ville bruge den sociale service som noget lige så naturligt som de ville bruge deres auto-mekaniker, til at komme over midlertidige vanskeligheder eller for den sags skyld: leve med den hjælp, der er fornøden ved varige vanskeligheder. Det var kun en nuanceforskel, at den sociale service har man betalt via skatten, autoreparatøren betales ud af den beskattede indkomst. Derfor også bistandslovens hjemmel til at oprette sociale forbrugerråd (pligt for amterne, mulighed for kommunerne), til debat om, kritik af og forbedring af kommuners og amters sociale indsatser.
Det, jeg kalder ”velfærdsstatens sjæl” – troen på det arbejdsivrige menneske – har al­tid været anfægtet. Der er altid nogen, der anser ledige som dovne. Og særlig de un­ges påståede dovenskab har igennem årene været noget, der kunne laves propaganda på. Mistilliden til de dovne unge blev sat igennem som lov med ”unge-pakken” i 1990, hvor socialminister Aase Olesen foreslog og fik vedtaget, at unge under 20, der søgte kontanthjælp, i stedet skulle tilbydes et job inden for 14 dage. Antagelsen var, at antallet af unge kontanthjælpsansøgere ville falde – man ville ”sortere de dovne fra”. Virkeligheden blev et større antal ansøgninger. De arbejdsivrige unge tog imod tilbuddet om job – så behøvede de ikke selv at støve rundt efter det! Kort efter blev loven ændret, så der kun måtte tilbydes ”kedelige job” og ringere vederlag.
Lige siden 1990 har Folketinget forringet kontantydelsesområdet: lavere dæknings­grad ved hjælp af sænket dagpengemaksimum i forhold til lønniveau, afskaffelse af optjeningsret ved al støttet beskæftigelse, jobtilbud blev afløst af ”jobtræning”. De unges ydelsesniveau er blevet sænket – og bliver fortsat sænket i Mette Frederiksens kontanthjælp ”reform” 1. januar 2014. Kontrollen med modtagerne er blevet intensi­veret – mistænksomhed især over for ”samliv” har lagt tunge skygger over pensioni­sters og ny-dannede familiers liv. Antallet af revalideringssager er faldet år for år. ”Ungdommen” forlænges til 30 års alderen, med ydelse på SU niveau for de ledige ”uddannelsesparate”. Hvordan uddannelsesinstitutionerne påvirkes af flere tvangsind­lagte studerende, hvis studiemotiv fortrinsvis er truslen om økonomisk sanktion, sy­nes S-R-F regeringen ikke at have beskæftiget sig med.
Grundlovens § 75 stk. 2 siger ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsør­gelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”. ”.. forsørgelse påhviler nogen anden..” – det er forældres forsørgerpligt over for mindreårige børn, og det er ægtefællers gensidige forsørgerpligt. Nu har SRF-regeringen og VKO vedtaget kon­tanthjælp-”reformen”: faktisk samliv skal medføre tab af ret til kontanthjælp, også selvom der ikke er skrevet under på ægteskab. Så: ”Udbetaling Danmark” eller kom­munen skal etablere et samlivspoliti, som kan stoppe kontanthjælpen, hvis modtage­ren skønnes at være kommet i samliv. Kommunernes kontrolgrupper, Big Brother, får stadig mere at overvåge.
Jeg indledte artiklen med Myrdal-citatet: ”Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet”: moderskab er nu en beslutning, ikke noget skæbnebestemt. I de seneste 40 år har dan­ske kvinders fødselstilbøjelighed været blandt de højeste i Europa. For tiden falder fødselstilbøjeligheden voldsomt. Der er god grund til at antage, at den utryghed, som de seneste regeringers neoliberale socialpolitik afstedkommer, er en god del af forkla­ringen på dette fald: udsigt til ledighed og til lave ydelser fører til opgivelse eller dog udsættelse af moderskab. Temaet er fraværende i regeringens udspil.
Som nævnt: i 1950’erne og 1960’erne indgik trygheds-temaet: hvad er et rimeligt for­sørgelsesniveau ved midlertidigt henholdsvis varigt indkomstbortfald? – i de socialpo­litiske debatter. I 2000 tallets neoliberalisme hos alle partier minus Enhedslisten er trygheds-målsætningen fjernet, og hard-core økonomernes ”incitament-teori” er ene­rådende: hvordan tvinger vi økonomisk de syge og de ledige til at konkurrere om jobs og kræve mindre i løn? Og for de invalide: Hvor lidt vil vi være bekendt at lade dem nøjes med? 85% af dagpengeniveau, hvis de bor sammen men én!
Tanken om, at statsmagten skal sikre jobs til de jobsøgende – dvs. sørge for (næsten) fuld beskæftigelse, er opgivet. Stat og kom­muner beskærer antallet af jobs – men opretter ”nyttejobs” til løn under tarif og uden faglige rettigheder. Regeringerne hævder, at arbejdssøgende kommer i job, når ydelser sænkes – uden at forklare, hvordan ydelsessænkningen øger arbejdskraftefterspørgslen.
Thorning-regeringen realiserer Steinckes ord: ”retten til eksistens indrømmes kun på (stadig mere) ydmygende betingelser”. Og det er kommunerne, der implementerer ydmygelsen.

Viggo Jonasen

Og så en kort efterskrift om rådets hhv. rådenes oprettelse, funktion og nedlæggelse:
Århus Byråd oprettede i 1979 et Socialt Forbrugerråd, med repræsentanter for brugerorganisationer. Rådet havde den opgave at forholde sig til helhed og til delområder i kommunens sociale indsatser og komme med kritik og forbedringsforslag. Rådet bestemte selv sin dagsorden. Rådet har igennem årene diskuteret helhed og delområder, i samspil især med forvaltningernes medarbejdere, og har gennem udtalelser og mødereferater givet input til forvaltning og byråd. Både ros til initiativer og kritik af mangler og misforhold – og igennem de seneste år: nedskæringer.
Evalueringsrapporternes udsagn, fra rådsmedlemmer og fra ledelse, er at rådene har lille eller ingen indflydelse på forvaltnings og byråds beslutninger. Udsagnene er generelle. Der er ikke spurgt om, hvilke emneområder rådene har behandlet, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ét af evalueringsspørgsmålene handler om hvorvidt rådene bakker forvaltningernes strategier op. Rådsmedlemmers og ledelsesudsagn går ud på, at det gør vi i ringe omfang. Der er ikke spurgt om, på hvilke emneområder det gælder, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ledelsessidens udsagn er få i tal og mest fra BEF.
Der er intet om rådenes arbejde med sagsbehandling, herunder dagpenge- og pensionssagsbehandling eller om sagsbehandling på kontanthjælpsområdet.
Der er intet om rådets/rådenes behandling igennem 36 år af spørgsmålet om sammenhæng mellem arbejdet i kommunens siloer – om klienternes oplevelse af mangel på sammenhæng i sagsbehandlingen.
Der er intet om rådenes diskussioner af standarder på handicapområdet – handicaptransport, bostøtte, ledsagelse, fritidstilbud – især om rådenes udtalelser om nedskæringerne. Hans Halvorsen sagde engang: ”man kan sgu da ikke skære 400 mio. ned, uden at det gør ondt”. Han var irriteret over, at rådet kritiserede nedskæringerne.
Og her ligger hunden såmænd nok begravet: rådsmedlemmerne har været ganske og aldeles utilbøjelige til at hjælpe byrådet med den del af strategierne, der går ud på at pynte på nedskæringerne, gennem posive omformuleringer af typen ”al magt til borgeren” (citat slut), nemlig over din stadig mindre hjælp, og ”der arbejdes på, at brugeren er medspiller og er med til selv at finde de rette løsninger” (citat slut) nemlig blandt de stadig mere beskårne tilbud. Citaterne er fra hhv. MSO og MSB.
Århus Kommune har haft en social forbrugerrepræsentation – to sociale forbrugerråd – med selvstændig dagsordenskompetence. Nu har byrådet besluttet at nedlægge repræsentationen. Fremtidig borgerinddragelse skal ske ud fra dagsordner, der fastsættes af rådmænd og direktører.
Dagsordenen for førstkommende Samarbejdsforum for Velfærd kommer nok ikke til at handle om forældrebetaling for handicappede børn og unges ophold i Heimdal og Birkebakken.
Nu er det jo ikke sådan, at sociale problemer forsvinder, fordi man nedlægger rådene. Det er heller ikke sådan, at problemerne i kommunens håndtering af menneskers sociale problemer forsvinder ved nedlæggelsen. Hvis de problemer skal behandles, må de jo tages op i andre organer – herom har vi fra rådets side fremlagt en ukomplet skitse til, hvilke organer der må tage dem op. Hvordan brugerorganisationerne skal få dagsordensat problemer i Århus Kommunes behandling af sagerne, ja – det ved vi knap nok endnu.
Århus Byråd ved godt, at der er feber- og mangelsygdomme i dele af kommunens sociale indsatsområder. Man har nu smidt termometeret væk.
Der bliver andet og mere at gøre for brugerorganisationerne, når man herefter ønsker at få feber- og mangelsygdommene sat på en dagsorden.
Århus har stadig behov for en permanent social forbrugerrepræsentation, med adgang til egen dagsordensætning. Århus byråd vil herefter have mindre sparring på et stort område.
Til slut en personlig tak til de mere og mindre tålmodige embedsmænd, der har givet oplæg, har besvaret spørgsmål og har påhørt kritik. Ikke mindst til dem af jer, der har taget rådenes kritik og forslag med tilbage til arbejdet. Og en stor tak til de heldigvis ikke altid særligt tålmodige rådsmedlemmer, der igennem mange år har engageret jer i rådsarbejdet, og især har engageret jer også i debatten om andre brugergruppers skæbne og problemer. Det har været utrolig positivt at opleve den tvær-organisations solidaritet, jeg igennem i alt 28 år i rådsarbejdet har oplevet, at I har udvist.

Viggo Jonasen, rådsformand, Socialpolitisk Forening.

Cand.scient.pol., lektor emer. (Social- og arbejdsmarkedspolitik)
By­rådsmedlem i Århus 1974-1978, 1986-1993,
Formand for Århus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd 1993 til 2014
Har blandt andet udgivet
– Dansk Socialpolitik 1708-2008, e-udgave 2009, og
– Kommunestyre i Danmark 1803-2013.
www.viggojonasen.dk viggojonasen@gmail.com

Århus har brug for et Socialt Brugerråd

ÅRHUS HAR BRUG FOR ET SOCIALT BRUGERRÅD

Siden 1977 har Århus Kommune haft et Socialt Forbrugerråd. Rådet udpeges af rådmanden og består består af repræsentanter for brugerorganisationer. Da ældreområdet blev udskilt fra socialforvaltningen, blev der oprettet et råd særligt for ældreområdet, nu Sundhed og Omsorg.

Rådets 25 års jubilæum blev fejret med et jubilæumsskrift. Her skrev rådmand Flemming Knudsen:
”Samspillet mellem Kommunen og Det Sociale Forbrugerråd har gennem årene været givtigt. Rådet orienterer sig om Magistratens 1. Afdelings arbejdsområde og har mulighed for at tage problemer op omkring den sociale indsats i Århus Kommune. Det fører til, at brugerrepræsentanter og medarbejdere udveksler holdninger, ideer og synspunkter. Et forskelligt syn på det offentliges arbejde og organisering giver nu og da Rådet anledning til at komme med udtalelser, som er rådgivende for Kommunen. Et fælles mål er, at vi gør det så godt som overhovedet muligt for brugerne inden for Magistratens 1. afdelings arbejdsfelt. Derfor er det vigtigt med et råd, hvor man kan være i dialog og udnytte hinandens ressourcer bedst muligt og derigennem skabe en god, social indsats i hele Kommunen”.

Med andre ord: Rådet (rådene) skal være mere end idéforum – de skal være dialogforum for idéer om det sociale arbejde og om problemer i det sociale arbejde i Århus Kommune. Rådmand Flemming Knudsens ord: ”et forskelligt syn på det offentliges arbejde og organisering” antyder også, at rådsmøderne kan være og skal være forum for debat om uenighedspunkter. Deri er netop: dialog. Og for at gentage cirkulærets oprindelige formåls-angivelse: ”.. planlægge og tilrettelægge et effektivt bistandssystem”. Deri er indeholdt, at rådet skulle være et forum for kontinuerlig dialog om bistandssystemets funktionsmåde.

Dialog er opbakning og kritik. De senere års nedskæringer på social-, beskæftigelses- og sundhed- og omsorgsområderne har givet rådene anledning til kritik, når nedskæringer har forringet brugernes livskvalitet. Rådene repræsenterer jo faktisk brugerne!

Nu vil direktørerne og rådmænd nedlægge rådene.

I stedet vil man afholde Samarbejdsforum for Velfærd med MSO og MSB.

”Samarbejdsforum er et antal årlige arrangementer, hvor borgere, pårørende, foreninger, frivillige og virksomheder inviteres til en dialog om velfærdsudfordringer, dilemmaer og løsninger – med et helt konkret afsæt. MSO og MSB vil i fællesskab vurdere hvilke temaer der er relevante i forhold til afdelingernes arbejde. Temaerne kan fx være ensomhed i Aarhus, psykisk sårbare, fremtidens boliger, velfærdsteknologi eller noget helt andet.” Det står der i indstillingen til byrådet.

Idéen om Samarbejdsforum er fornuftig nok, til behandling af enkeltområder. Som forslaget præsenteredes i indstillingsudkastet, var der dog tale om noget udpræget lav-budget-arbejde, som direktørerne mener at nogle frivillige organisationer skal påtage sig for kun 50.000 kr. for 2 år(!) (Tallet er nu forsvundet fra indstillingen). Og det skal være ”ad hoc” møder med deltagerkreds, som skal skifte fra møde til møde.

Virkning af at erstatte rådene med Samarbejdsforum er, at rådsmedlemmernes kontinuerlige kendskab til kommunens politikker og virkningerne af dem fjernes.

Med andre ord: Direktører og rådmænd ønsker dialog om nye tiltag – ikke et forum for årligt tilbagevendende debat om /kritik om kvaliteten af den sociale indsats på de enkelte områder.

Rådene bestemmer selv mødernes dagsorden. Rådene har gennem tiderne behandlet emner som:
Sagsbehandlingstider for ansøgninger.
Beskæring af handicaphjælperordningen.
Førtidspensionssagsbehandling. Sygedag-penge.
Sprogbrug i kommunale breve til klienter.
Sammenlægning af rådgivning for handicappede børn – og virkningerne af sammenlægningen.
Områdesamarbejde mellem socialforvaltning og skole.
Familieværkstederne.
Virkningerne af kontanthjælpsreform og førtidspensions- og fleksjobreform.
Ventelister til boliger for handicappede.
”Stordrift” i kommunens planlagte boliger for handicappede – og stordriftens ulemper.
Mangel på sammenhæng mellem indsatser over for de enkelte familier – især når de har brug for hjælp fra kommunens mange ”siloer”.
Væksten i antallet af hjemløse, på trods af ”hjemløse-strategier”.

Det er temaer, som ikke nævnes i indstillingen til byrådet. Det er også temaer, som med fordel kan bearbejdes af mennesker, der har en organisationsbaggrund, og som kontinuerligt beskæftiger sig dermed. Vort gæt er: det er temaer, som rådmænd og direktører ikke vil holde ”Samarbejdsforum” om. Kritik på disse områder kvæles eller mindskes.

Byrådsindstillingen henviser til en evaluering af rådenes arbejde. Men indstillingen præsenterer evalueringen, som om der har været enighed om de udsagn, som står i den. Det er der ikke! Indstillingen nævner ikke, at rådsmedlemmernes mødeprocent faldt, da rådmændene nedsatte mødeantallet fra 6 til 4 om året – ”af sparegrunde”. Man refererer ikke rådenes kritik af forvaltningsledelsen for at nedprioritere dialogen med rådene, ved at undlade at fremsende kommende projekter, og ved at udtynde sekretariatsarbejdet.

Jamen, skal byrådet ikke holde overblik over udviklingerne på området? Tjoh – det har byrådet skullet i alle årene. Engang mente man, at området var så stort, at man gerne ville have et Socialt forbrugerråd til at hjælpe sig med det. Hvor mange byrådsmedlemmer tør i dag hævde, at de har overbikket?

Siden oprettelsen af Det sociale Forbrugerråd er meget ændret. Socialforvaltningen er opdelt i flere siloer internt, man har udskilt områder til andre rådmænd: drift af daginstitutioner for børn til skolevæsenet, inddrivelse af restancer til ”borgerservice” og siden til Skat, handicapindsats er fordelt på to magistratsafdelinger, arbejdsmarkedsindsats er skilt fra socialindsats. Brugerorganisationernes medlemmer oplever dagligt, at de må fare frem og tilbage mellem kommunale instanser.

Og jo – der er oprettet Ældreråd og Handicapråd og Udsatte-råd. Men intet af rådene med den opgave at søge at have et samlende overblik over områderne.

Det er godt, men ikke nok, at MSB og MSO holder 4 møder om året i ”Samarbejdsforum for velfærd mellem MSB og MSO”, med skiftende deltagerkredse og ”aktuelle emner”.

Århusianerne og vores byråd har brug for en samlende organisation, et Socialt Brugerråd, der kan tage problemer op på tværs af silo-grænserne, også grænserne til Borgerservice og til Børn og Unge. Et Socialt Brugerråd, som kan tage problemerne op hvert år, når tilstanden ikke er bedret – eller for den sags skyld: konstatere at den er bedret. Et råd, som kan give råd om problemer og løsninger på de sociale områder til byrådet.

Viggo Jonasen
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd
Tidligere byrådsmedlem

Helen Conway Blake
Næstformand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

Carl Aksel Kragh Sørensen
medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd
næstformand i Århus Kommunes Ældreråd

Viggo Jonasen, siden 1994 formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd. Tidligere byrådsmedlem i Århus. Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik. Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om Hjerneskade. Skipper på to vikingeskibe. Bor i Risskov. www.viggojonasen.dk

Helen Conway-Blake – siden 2006 næstformand for Aarhus Kommunes sociale forbrugerråd. Journalist, Master i retorik og formidling, medlem af Aarhus Kommunes Handicapråd, Forretningsudvalget DH Århus, arbejder som frivillig flere steder, bor i Risskov. justus@post.tele.dk

Pensioneret gartneriejer.
Mit gartneri var i mange år nabo til Åbyhøjgården
Det er nu nedlagt efter 102 år i familiens eje
AL2bolig byggede senior og ungdomsboliger i 2006
 
Var formand for Ældrerådet fra 2011 til 2013
Medlem af Regionsældrerådets FU fra 2011
Medlem af Danske Ældreråds bestyrelse fra 2012
Nyt medlem af Aarhus Kommunes Sociale Forbrugerråd
Ny frivillig bisidder for 60+ borgere
Kasserer for Jyske Gartneres Hjælpeforening
Kasserer for Det Danske Gartnerimuseum
 
Gift med Kirsten Stentoft
Ansat på Aarhus Universitet gennem 37 år
 
Med venlig hilsen
Carl Aksel Kragh Sørensen
 
Ludvig Holbergsvej 4 A
8230 Åbyhøj
Mobil 2191 7688
Telf. 8625 7424
E-mail: caks@petersminde.dk
www.petersminde.dk

Høringssvar vedr. spare-/ nedskæringsforslag 2012-2015

Det Sociale Forbrugerråd anser det rimeligt at afgive høringssvar angåendende spare-/ nedskærings- forslagene, inden byrådets partier indgår budgetaftale, eftersom der forekommer noget omsonst at afgive høringssvar, når beslutningerne er truffet. Derfor dette høringssvar, selvom forslagene kun forefindes på kommunens hjemmeside.

MSO 3 Optimering af sundhedsklinikker 3,6->14.6 medarbejdere færre 2012-2013, 1,7->6,8mio Det er ikke gennemskueligt, hvilke konsekvenser spareforslaget vil få for brugerne. Det fremgår ikke, hvor meget årsværkantallet i brugerkontakt sænkes. Det fremgår ikke, hvordan besparelsens effekter for brugerne vil være eller hvordan de kan måles.

MSO 4 Hurtigere gennemført omlægning på madområdet 4,8 medarbejdere færre 2012, 2 mio.
Der synes ikke at være sammenhæng mellem nedskæring af antallet af madproduktionssteder og samtidig ”understøtter mulighederne for at drive brugerstyrede cafeer på lokalcentrene” – medmindre det skal forstås sådan, at hvis brugerne på lokalcentrene vil have en café, må de selv drive den.

MSO 5 ”Stordrift og optimering af boenheder” – afskaffelse af ”småstedstillægget”
Det fremgår ikke, hvordan afskaffelse af ”småstedstillægget” vil påvirke hverdagen for beboere og medarbejdere i de mindre boenheder. Derimod fremgår det, at afdelingen satser på afvikling af de små boenheder, af driftsøkonomiske grunde. Det Sociale Forbrugerråd er skeptisk over for tendensen til at anse stordrift som en god løsning på hvad som helst. Rådmanden bør tilvejebringe en egentlig evaluering af beboernes oplevelse af livskvalitet i større og i mindre boenheder.

MSO 6 Reorganisering af visitationen
Indstillingen beskriver, at reorganiseringen er gennemført i 2010-2011, og at mindreudgiften (først) forventes at slå igennem i 2013. Her savnes en forklaring på tidsforskydningen. Indstillingen nævner, at formålet med reorganiseringen har været ”at få skabt en hurtigere og mere fleksibel tildeling af service til borgerne” – men: Det Sociale Forbrugerråd har flere gange fået orientering om, at sagsbehandlingstider langt overskrider de af byrådet fastsatte maksima. Det forekommer ikke indlysende, at beskæring af antallet af visitatorer vil afhjælpe disse problemer. Rådet frygter, at indstillingen vil øge ventetid og mindske fleksibilitet på grund af mangel på arbejdskraft.
Rådet henstiller, at afdelingen overvejer, om der ikke bruges for mange ressourcer på gen-tildeling af hjælpemidler.

MSO 7 Rehabilitering og velfærdsteknologi nedsætter plejebehovet
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det Sociale Forbrugerråd frygter, at revisitationen vil betyde afvisitering af hjælp til mennesker, som har hjælp behov. Det er retssikkerhedsmæssigt meget vigtigt, at visitator i visitationen noterer, om plejemodtageren er enig i visitators vurdering ar hjælpebehovet.

MSO 9 ”Øget rummelighed for demente”

Det fremgår ikke, hvem der skal udvise bemeldte øgede rummelighed.
Rådet er enig i det fornuftige i at styrke den forebyggende indsats og i, at støtte til pårørende er en god ting. Men hvis øvelsen i alt væsentligt består i at presse pårørende til i længere tid at varetage en stadig voksende plejeopgave i forhold til demente, for at spare på demensplejehjemspladser, – ja så er Rådet uenig i denne satsning.

MSO 10 beskæring af handicapkørsel
Rådet forventer, at forslaget vil forringe livskvaliteten for en del mennesker, ikke mindst yngre handicappede, der i mindre grad vil kunne deltage i aktiviteter uden for hjemmet. Nok et kommunalt spark til de handicappede. Indstillingen beskriver, at en del borgere har fået en telebusbevilling men ikke udnytter den. Men deres manglende brug af bevillingen koster jo ikke kommunen penge. Den manglende brug kan antagelig i en del tilfælde henføres til ekstra helbredsproblemer – og ved at af-visitere dem, fratager man dem blot en mulig frihed til at komme ud af hjemmet, man sparer ikke kommunale kroner.

MSO 11 beskæring af ledsagerordning
Vedtagelse af forslaget vil være en klar besked fra Byrådet om, at nu forringer Byrådet livskvaliteten for ca. 80 borgere. Det Sociale Forbrugerråd tager afstand fra forslaget.

MSO 12 beskæring af praktisk hjælp 32 SOSU’er mindre, 13,35 mio. kr.
Rengøring hver 3. uge til ca. 40% af de mennesker, som er så svækkede at de ikke selv kan gøre rent. For en del især ældre mennesker, der igennem livet har sat en ære i at have et pænt og renholdt hjem, er det pinagtigt at se støvlaget vokse. Realisering af forslaget vil medføre ringere indemiljø og mere bakterievækst hos de svækkede. Forslagets konsekvens vil antagelig blive mindre lyst til at modtage besøg i det støvede hjem. En ægte livskvalitetsforringelse.
Hertil kommer, at Visitationsgrundlaget ændres, så ”borgerens funktionsniveau skal være dårligere end i dag, før der igangsættes hjælp til praktiske opgaver i hjemmet”. Forslaget er i modstrid med blandt andet afdelingens ledetråd ”Al magt til borgeren”, al den stund få søger hjælp uden at have behov for hjælpen. Borgeren oplever respektløshed, ikke respekt, når visitator på byrådets vegne siger: ”ih nej, du kan sagtens selv klare de opgaver”. Det er også svært at se rehabiliteringsoriente- ringen i en sådan ændring af visitationsgrundlaget – du skal være blevet rigtig ringe, før vi yder en rehabiliteringsorienteret hjælp.

MSO 16 besparelse på sundhedsområdet 3,5 -> 4,7 medarbejdere, 2,6->3,3 mio. kr.
Det er helt uigennemsigtigt, hvad der forstås ved samtænkning og hvilke instanser, der skal impliceres i bemeldte samtænkning. Tilsyneladende er det eneste sikre, at der skal bruges færre hoveder til bemeldte tænkning og træning. Det skal i øvrigt nævnes, at MSB tilsyneladende regner med, at en del hjerneskadede i stedet for døgngenoptræning skal gives ambulant træning i MSO (SOC VH 3.1)

SAMMENFATTENDE:

Afdelingens nedskæringsforslag har som gennemgående tendens, at stordrift giver bedre økonomi. Spørgsmålet om stordrift giver bedre kvalitet, omtales ikke.
Der kan være en del fornuft i at se på, om man i de seneste års omstruktureringer har opbygget for mange ledelseslag. Der kunne have været en del fornuft i at undersøge, om opgivelse af BUM- modellen ville kunne spare en del byrokrati.

Det er umiddelbart svært at overskue de mange stordrift-forslags kvalitetsvirkning for brugerne.
Det er sandsynligt, at beskæring af antal demens-plejeboliger vil belaste ikke mindst pårørende.

Det er umiddelbart åbenlyst, at Byrådet, hvis det vedtager forslagene om beskæring af handicap- kørsel, ledsagerordning, praktisk hjælp i hjemmet, vil forringe livskvaliteten for en del af byens svageste borgere. Det tager Det Sociale Forbrugerråd afstand fra.

Viggo Jonasen
Formand

Nedskæringer og følgeudgifter

Til redaktionen

Nedskæringer og følgeudgifter

Hvilke kommunale merudgifter kommer som konsekvens af de foreslåede ”besparelser” i Århus Kommune?

Nedskæringskatalogerne er næsten kemisk renset for beregninger over ”afledte udgifter”. I høringssvarene fra De Sociale Forbrugerråd har vi fokuseret på skadevirkninger af de enkelte nedskæringer. Vi har ved et enkelt forslag påpeget sandsynligheden for, at en del hjerneskadede vil få stoppet rehabiliteringen, hvis Neurohuset lukkes – med et antal førtidspensioneringer til følge, i stedet for genvundet arbejdsevne.

Men det er et generelt problem, at nedskæringskatalogerne ikke indeholder skøn over afledte udgifter på andre konti, hvis man sparer på én konto.

JPÅ har en artikel om nedskæring på aflastning til familie med handicappet barn. Hvis ganske få familier opgiver at klare det handicappede barn i hjemmet, fordi aflastning bliver beskåret, ja så vokser udgifterne til døgninstitution – men det er jo en anden konto!

Hvis fire hjerneskadede årligt bliver pensioneret i stedet for at blive rehabiliteret som følge af, at man sparer Neurohuset væk (1,1 mio.) – ja, så vil man blot efter to år være oppe på en merudgift til pension, som fuldt ud har ædt driftsbesparelsen væk. Og merudgiften vil så i øvrigt vokse år for år. Men – det er jo en anden konto.

Nedskæring på døgnophold til alkoholafvænning (0,7 mio.) vil sandsynligvis give flere frafald fra afvænning – det står i kataloget. Der står ikke, hvor meget det vil koste kommunen ekstra i sygedagpenge/kontanthjælp eller i manglende skatteindtægt.

En fast Kontaktpersoner til børn og unge er en hjælp til ”at fastholde skolegang, komme ud af kriminalitet eller misbrug, opbygning af sunde relationer til familie eller omgangskreds”. Her vil man skære med 3 mio. kr. ved at ”styre og opfølge bedre”. Her skriver man i forslaget, at det besparelsen ”forventes ikke at have effekt på opfyldelsen af afdelingens budgetmål”. Næh, ikke på budgetmålet – men hvad med udgifter på andre konti: kriminalitet, misbrug, tabt skolegang?

Tre gange har tre socialrådmænd påpeget, at antallet af bo-tilbud til handicappede og sindslidende halter langt bag efter behovet, ikke mindst fordi handicappede lever længere. Tre gange har byrådet besluttet ikke at afskaffe ventelisterne. Som plaster på det sår har man så øget omfanget af bostøtte. Nu skærer man så ned på bostøtten. Det vil kunne ses i gadebilledet.

Når landets næststørste kommune arbejde så kortsigtet, at man ”kun” kigger på udgifterne på enkelt-konti i det enkelte år, men undlader at kigge på sammenhænge, så er der en stor risiko for, at vi havner i en dødsspiral af nedskæringer og følgeskader og følgeudgifter og deraf nødvendig-gjorte ekstra-nedskæringer. Hertil kommer arbejdsmiljøproblemer, når fagligt dygtige medarbejdere oplever, at de ikke kan nå at gøre deres arbejde ordentligt, også med fejl og skader til følge.

De Sociale forbrugerråd ser med vrede og bekymring, at Århus Byråd i øjeblikket gør en del for at forringe livet for byens svageste og for at bombe byens socialvæsen tilbage.

Viggo Jonasen
Hørgårdsvej 18
8240 Risskov
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

Nedskæringskataloger A & B 2011

DET SOCIALE FORBRUGERRÅD
Århus Kommunes mag.afd. for Sociale Forhold og Beskæftigelse,
Rådhuset
8000 Århus C
Århus, 2011.01.14

Til Århus Byråd
Til pressen

 
Magistratsafdelingen for sociale forhold og beskæftigelse nedskæringskatalog 2011 A&B – høringssvar.

Det Sociale Forbrugerråd (SOFOR) ved Århus Byråds Magistratsafdeling for Sociale Forhold og beskæftigelse har behandlet nedskæringskataloget på møde 11. januar 2011.

Generelle bemærkninger

Rådet skal indledningsvis beklage, at byrådet agter at afhjælpe hullet mellem kommunens indtægter og udgifter ved en nedskæringsrunde. Rådet er ikke generelt modstander af, at kommunen tilstræber at få mest mulig service til borgerne for skattekronerne. Men en meget stor del af de tidligere vedtagne og nu foreslåede udgiftsbeskæringer har direkte og skadelig virkning for den kommunale service og for brugernes levevilkår.

Det er iøjnefaldende, at de foreslåede nedskæringer på i alt 196 mio. kr. i 2011 plus flere i de kommende år med sikkerhed ikke vil tilvejebringe overensstemmelse mellem behov og udgifter. At afdelingen i nogle år har mødt voksende behov med bevillinger, skyldes at behovene er uafviselige. Byrådets beslutning om en fast bevillingsgrænse vil derfor bringe afdelingen, dens brugere og dens medarbejdere i en permanent tilstand af usikkerhed og nedskæringsrunder. En tilstand, som vil betyde konstant utryghed for brugere og ansatte, og som med stor sandsynlighed vil virke dræbende for udviklingsmiljøer i Social- og Beskæftigelsesforvaltningerne. Forslagene VH 50 og 51 viser det.

At ledelsen benævner forskellige ”grønthøster-nedskæringer” med ”effektivisering” og ”nedbringelse af sygefravær” (VH 48), vil ikke gøre arbejdet mere effektivt eller medarbejderne mindre syge. Tværtom.

Det Sociale Forbrugerråd frygter, at de snævrere budgetrammer – på trods af politiske og ledelsesmæssige læbebekendelser om, at ”alene saglige hensyn” og ”alene hensynet til barnets tarv” skal bestemme vurderingen i den enkelte sag – vil påtvinge medarbejderne en selvcensur med hensyn til beskrivelsen af den enkelte klient, så man vil begrunde afslag eller mindre-bevilling med egenskaber ved klienten, og ikke med den sande grund: pengemangel. Derved vil brugere opleve, at deres reelle behov i mange tilfælde bliver bortdefineret. Og brugere vil i endnu flere tilfælde opleve kommunen og dens medarbejdere som modspillere, ikke som støtter og medspillere.

I rådets møde blev der stillet spørgsmål til virkningerne af de generelle nedskæringer på 5% (FBU 2, FBU 4, SUV 9, VH 10, VH 12, VH 32) på institutioner omfattet af Rammeaftalen. Forvaltningens svar er: vi ved det ikke – det er institutionerne, der ”bedst ved” hvordan man mest hensynsfuldt kan gennemføre det. Rådet anser det som dybt kritisabelt, at forvaltningen – og dermed byrådet – foretager ganske betydelige forringelser af de anbragtes tilværelse, stort set uden at ane, hvad det konkret betyder for brugerne.

I flere forslag antages familiepleje at kunne træde i stedet for døgninstitutionsplacering. Rådet udtrykker betydelig skepsis over for, om Dalgård-børn kan få en tilstrækkelig indsats i en plejefamilje. Vi noterer os, at antallet af ikke-ønskede ophør af familieplejeforhold er vokset fra 5 i 2007 til 12 i 2010, eller fra 2,3% til 4,4%.

Bemærkninger til enkelte nedskæringsforslag

A SUV6:  4 kontaktsteder reduceres til 2 ved lukning af Kontaktsted Nord/Fristedet og Biffen (i Vest). 0,5 -> 0,9 mio. For relativt kort tid siden blev Fristedet beskåret og flyttet til Katrinebjerg. Nu vil man ”overflytte” brugerne til Sct. Annagade. Af indstillingen fremgår ikke, hvor stort mer-tryk af brugere der forventes på Sct. Annagade. Ejheller ses nogen vurdering af mulige miljøændringer som følge af større brugertal. Alene sandsynligheden for venteliste omtales. At Sct. Annagade så i øvrigt inden for en kortere årrække forventes lukket på grund af byggeprojekt, lades uomtalt.

Særligt om ”Den Blå Delfin”, i sin tid værested for udviklingshæmmede: Brugertallet i Den Blå Delfin var højt og stigende. Tilbuddet blev i 1997 flyttet til Café Frederik og ”integreret del af samværstilbuddet”, med den begrundelse at huslejen skulle spares (det var i første Wammen-nedskæringsrunde) og lokalerne skulle bruges til noget andet. Hvorefter ikke mindst autisterne faldt fra – de trivedes ikke i en noget strukturløs Café Frederik. Forvaltningen skriver i svar til SOFOR, at ”det blev afviklet på grund af a) vigende medlemstal og b) besparelser på bostøtte-området”. En betydelig del af de tidligere brugere af Den Blå Delfin er i dag isolerede, til dels deprimerede, og har intet for dem brugbart værested. Forvaltningen skriver til SOFOR: ”flytning af Café Frederik ikke er .. en afspecialisering af området”. Næh såmænd – men ”integreringen” af Den Blå Delfin i Café Frederik var afspecialisering. Skadevirkningerne af den afspecialisering er betydelige men lidet synlige i gadebilledet – det er ”blot” nogle af samfundets svage, udviklingshæmmede, der har fået forringet livskvaliteten.

A SUV 10. Bocentrene. 7,2 mio Her omtales allerede gennemførte nedskæringer. Samt at 4 angivne centre ikke ”har kunnet efterleve sparemålet i 2010 fuldtud”. Det nævnes ikke, af hvilke grunde det ikke har ladet sig gøre. Rådets vurdering er, at årsagen er behovenes og opgavernes størrelse. Det er også her u-beskrevet, hvordan nedskæringerne er kommet til og vil komme til at gå ud over brugerne.

A ØVR 15 Kirkens Korshærs Varmestue, Christinecentret, Århus Krisecenter for voldsramte Kvinder, Unge og Sorg, Reden, Det Blå sted, Natteravnene i Århus V, Gallo. 0,5 mio. i 2012 og 2,1 mio. derefter. Såfremt nedskæringen af tilskud fører til lukning eller nedskæring af åbningstid, vil der være tale om en betydelig livsvilkårsforringelse for brugerne.  Men måske håber byrådet på, at ”manden med margarinekassen” vil overtage det ansvar, som byrådet lægger fra sig?

FBU 3 Reduktion med 40 anbringelser i private opholdssteder, i stedet opbygning af egen kommunal kapacitet. 7,3 mio -> 12 mio.  Det blev for rådet oplyst, at sådan opbygning er i gang. Men ikke hvilke lokaliteter og hvilke personalegrupper, der skal varetage opgaven, eller hvornår opbygning forventes effektueret. Det oplyses, at mer-købet af pladser i private opholdssteder ikke har været begrundet i, at man ikke har kunnet opfylde den igennem nogle år erklærede målsætning: at bruge familjepleje.

FBU 4 Omlægning af dyrere tilbud til familiepleje 6,7 -> 9,5 mio kr. Rådet anser det som meget optimistisk at håbe på, at Dalgård-børn kan få den tilstrækkelige indsats i familiepleje.

FBU 5 Kontaktpersonordningen. 3 mio. kr. Det er oplyst, at mer-forbruget i 2010 har et ”betydeligt omfang” – men ikke af hvilke grunde. Har man frådset? Eller har behovet vist sig større end budgetteret? Hvis det sidste er tilfældet, vil nedskæringen på 3 mio. kr. betyde enten at færre børn/unge får kontaktpersonordning – eller at de får kontaktpersonen i kortere tid/færre timer end man hidtil har vurderet, at de havde behov for. Da kontaktpersonordningen antagelig har ganske stor forebyggelseseffekt, er det bekymrende.

FBU 6 Børn og Unge Centret 0,8 mio. (også katalog A FBU4). Her nævnes, at rådmanden vil ”fokusere på sektoransvar”, hvilket vel skal forstås sådan, at en del børn med problemer herefter skal klares alene af skolevæsenet. Hvis en snævrere skolemæssig indsats så viser sig utilstrækkelig, er der grund til at frygte, at skolenederlag / sammenbrudt skoleforløb vil blive resultatet – med yderligere udviklingsforstyrrelse, livskvalitetsforringelse for barnet og forældrene til følge – og senere døgnanbringelsesudgifter. Byrådet bør kræve oplyst, hvilke og hvor mange børn med hvilke typer problemer, som herefter vil blive afskåret fra hjælp fra FBU. Forslaget udtrykker ”kasse-tænkning” – men kasse-tænkningens følgesvend er byrokratisk kamp, med børnene som skyts.

FBU 9 dagtilbud – børneområdet. 1 mio. Det må naturligvis hilses med tilfredshed, at forvaltningen vil øge tids- og målfokuseringen. Det er nok tvivlsomt, at det vil medføre mindre-indsats. Snarere tvært imod. Det er uoplyst, hvor mange familier med hvilke typer problemer der ikke længere vil modtage tilbud.

FBU 11. Ændret serviceniveau for unge over 18 år 3 mio. kr. Som bekendt fra dagspressen har en del kommunal ”hjemtagning” af bl.a. kriminelle unge haft katastrofale virkninger. Det ønsker rådmand og forbrugerråd naturligvis ikke skal ske i Århus. Det er uoplyst, i hvor mange tilfælde – og hvilke typer tilfælde – forvaltningen vurderer, at ”handlekommune” har frådset med ydelser for Århus Kommunes regning. Selve den sagsbehandlingsforbedring, som beskrives i forslaget, må hilses velkommen. Men rådet udtrykker skepsis over for forventningen om færre anbragte 18-22 årige. Der er behov for en egentlig evaluering af den hidtidige indsats over for 18-22 årige anbragte – både indenbys og udenbys – og en klar præcisering af, hvilke hidtil foretagne indsatser, der kan undlades eller erstattes af hvilke andre typer indsats.

FBU 12 Akutplejefamilier i stedet for Døgncenter 3,4 mio. kr. Rådet imødeser en evaluering af omlægningen.

FBU 13 Gennemgang af særligt dyre enkeltsager 6 mio. Forslaget har været vedtaget et par gange – hvis det nu skulle blive realiseret i form af etablering af en egnet institutionel ramme, vil det være et fremskridt for børnene/de unge. Rådet tvivler på, at sådan etablering og omlægning kan realiseres i 2011.

FBU 15 Omlægning til forældreprogrammer – i stedet for aflastning. 0,6 -> 1,3 mio. kr. Det Sociale Forbrugerråd hilser iværksættelse af forældreprogrammer velkommen. Vi anser det for problematisk at regne med, at det væsentligt vil mindske behovet for aflastning.

FBU 16-17 Effektivisering, begrænsning af sygefravær. 1,6 + 0,3 mio. kr. Rådet anser forslagene som grønthøsteri, med personalebeskæring som eneste redskab – og de skal så realiseres samtidig med en af ”Barnets reform” følgende forøgelse af arbejdsindsatsen

SUV 19 Nedlæggelse af Aktivitetscenter Katrinebjerg 3,2 mio. Her nævnes som begrundelse vigende søgning, med den virkning at der har været kort venteliste eller ingen venteliste. Når man endelig når det erklærede mål: ingen ventelister – så lukker man tilbuddet! I forslaget vil nævnes, at en sandsynlig virkning vil være venteliste (r) og som tidligere nævnt, kraftig belægning eller overbelægning på Annagade og muligvis Kragelund. Altså: en forringelse af levekårene for nogle sindslidende.

SUV 20 mindre alkoholisme-døgnbehandling 0,7 mio. Forslaget nævner som sandsynlig virkning: større frafald fra behandling. Her opgøres ikke tab i form af sorg/smerte eller arbejdsfortjeneste som følge af nedskæringen på 0,7 mio. kr.

VH 33 Omstilling af dagområdet, herunder lukning af rehabiliteringscenter Abildhus 3 mio. -> 6,1 mio. kr. At kommunen ved omflytninger kan spare huslejeudgifter, skal ikke kritiseres. Men at tilbud i Stefanshjemmet skal kunne erstatte rehabiliteringsfunktionen i Abildhus, forekommer rådet helt urealistisk. Og omtalen af ”andre rehabiliteringstiltag” klinger hult, når man i næste forslag VH 35 vil lukke Neurohuset og i øvrigt skære ned på specialundervisningen.

VH 35 Lukning af Neurohuset 0,6 -> 1,1 mio. kr. Forslaget er nok det nærmeste man kan komme en katastrofe for rehabiliteringsindsatsen i Århus. Hjerneskadeforeningens høringssvar underbygger nærmere denne vurdering og skal ikke gentages her. Forvaltningens svar til SOFOR lyder bl.a.: ”.. med nedlæggelse af Neurohuset kommer man til at mangle en del af rehabiliteringsforløbet for målgruppen”. Med andre ord: en del af målgruppen vil ikke kunne gennemføre rehabilitering. Intet nævnes om en erstattende indsats. Blot en enkelt årlig førtids-pensionering som følge af ikke-rehabilitering vil på få år koste kommunen betydelig mere end driftsudgiften på 1,1 mio. Samt medføre velfærdstab for de skadede, som så ikke får opbygget arbejdsevne og sociale evner.  Henvisningen til, at Hjerneskadeforeningen skulle være i stand til at yde sådan specialundervisning / læringsforløb må bero på en misforståelse. Skolen for Senhjerne-skadede opererer alene under folkeoplysningsloven, ikke specialundervisningsloven. Forvaltningen svarer SOFOR, at ”fremtidige visitationer til specialkompenserende kognitiv undervisning målrettet voksne med erhvervet hjerneskade vil.. fremadrettet blive varetaget af myndighedsområdet.” Der forventes 60 sådanne anmodninger pr. år. Og forvaltningen vurderer altså, at fra juli 2011 vil en del ikke kunne få den relevante specialkompenserende kognitiv-undervisning.

VH 36 Beskæring af specialundervisning for voksne og STU.  3,4 -> 5,9 mio. Det virker ret uvenligt for STU-brugerne, at den ny-etablerede undervisningsordning væsentlig skal beskæres.

VH 37 Besparelse på specialundervisning i oplysningsforbundene 1,9 mio. kr. Her skrives, at ”en mindre del” af specialundervisningen for voksne kan erstattes af folkeoplysende under-visning. Det fremstår uoplyst, hvilken instans, der har foretaget den vurdering. I svaret nævnt under VH 35 svares på, hvilken instans der skal visitere. Det nævnes korrekt, at kommunen får vanskeligt ved at imødekomme nogle borgeres ønske om specialundervisning. Der svares ikke på, om afslag med henvisning til budget er lovmedholdeligt.

23) VH 39  Revisitation og servicetilpasninger. 2,5 –> 6,7 mio. Begrebet ”servicetilpasning” er ensbetydende med ”service-reduktion” – men hvorfor så ikke bruge det dækkende udtryk? Bostøtteområdet har oplevet stor vækst i behov. Og man har mødt behovsvæksten med udvidelse og med beskæring af støtten til de enkelte. Brugerorganisationerne oplever den beskårne støtte til de enkelte som en alvorlig livskvalitetsforringelse. Denne forringelse vil blive forstærket med nedskæ-ringsforslaget. Her må vi forvente, at forringelserne vil blive fulgt af næste nedskæringsrunde og næste igen – til skade for brugerne, og til arbejdsmiljøbelastning for de ansatte.

24) VH 40 Lukning af Soras samværstilbud 1,3 -> 3,2 mio. der synes éntydigt at være tale om en livskvalitetsforringelse, alene med begrundelsen ”pengene skal bruges til noget andet”. Forvaltningens svar til SOFOR lyder: ”En lukning af SORAS vurderes at være nødvendig for at kunne give en fortsat stigende antal brugere bostøtte”. Ræsonnementet er misvisende. Det må vistnok forstås sådan: ”Beløbet passer med nedskæringskravet”.

Forslaget peger selv på skadevirkningerne for brugerne: mindre inklusion, større behov for bostøtte, mindre hhv. forsinket uddannelse, ventetid til (andre mindre egnede) aktivitets og samværstilbud. Et forslag, som virkelig sparker til de svageste.

25) VH 41 etablering af egne tilbud i Århus Kommune 6 mio. kr.: Det Sociale Forbrugerråd har i en del år påpeget det uanstændige i de lange ventelister til botilbud m.v. i Århus Kommune. Det er meget vanskeligt at se, at forslaget vil kunne medføre besparelser, medmindre der sigtes på urealistisk lavt normerede tilbud i forhold til dem, man regner med at erstatte.

28) VH 45  Lukning af aktivitetscenter Engtoften for døve og hørehæmmede 0,8 mio. Man fratager de døve i kommunen et tilbud – herefter er der intet tilbud. Forslaget henviser de døve til selv at organisere noget under fritidsloven. Det er skammeligt.

29)  VH 46-47  Stop for bygningsvedligeholdelse og kompetenceudvikling i 2011  giver stakket varme.

30)  VH 49  (yderligere) 10% beskæring af bostøtten. I bemærkningerne er gjort rede for, hvad skadevirkningerne vil være.

Med hilsen

Viggo Jonasen
formand

 

Boliger til voksne handicappede – budget 2010 og ventelister. Skammeligt for Århus Kommune

Pressemeddelelse fra Det Sociale Forbrugerråd ved Århus Kommunes magistratsafdeling for sociale forhold og beskæftigelse, efter møde 10.11.2009.

Det Sociale Forbrugerråd ved Magistratsafdelingen for Sociale forhold og Beskæftigelse har på møde d. 10. november 2009 modtaget orientering om budgetforligets virkninger på det sociale område og har drøftet orienteringen.

Rådet udtaler vor dybe skuffelse over, at Århus Byråd for fjerde år i træk udsætter at komme de voksne handicappede til hjælp, som står på venteliste til plads i boform og bofællesskab. Byrådet har vedtaget, at lade ventelisten vokse fra nu ca. 95 til godt 170 mennesker ved udgangen af 2013. At handicappede mennesker fortsat må vente i måneder og år – op til 3-4 år eller mere – efter at være visiteret til en bolig. At disse voksne handicappede stadig må bo hos deres gamle forældre, er skammeligt for Århus Kommune. Byrådet har ikke afsat midler til ventelistens nedbringelse i overslagsårene 2011-2013.

Rådet noterer, at der sker visse forbedringer i form af nedbringelse af ventelisten på området bostøtte til voksne handicappede. Men vi noterer også, at det, der markedsføres som en forbedring på 38 mio. kr., består af en nedskæring af støttetimerne til mennesker, som er inde i ordningen, svarende til 4,2 af de 38 mio. kr. og en forringelse/besparelse på døgn-institutionsområdet på 13 mio. kr. (det der benævnes ”Rammeaftalens betydning for Århus Kommune”).

Rådet noterer, at der bevilges flere penge til børne- og ungeområdet. Men vi noterer også, at det, der markedsføres som en mer-bevilling på 89 mio. kr., bl.a. består af besparelser på 11,5 mio. kr. inden for området selv, og forringelse/besparelse på døgninstitutionsområdet på 7,5 mio. kr. (det der benævnes ”Rammeaftalens betydning for Århus Kommune”), samt en regeringsbevilling på 42 mio. kr.. Rådet har også bemærket, at magistratsafdelingens egen vurdering er, at beløbet på brutto 89 mio. kr. er mindre end det forventede behov – hvorfor rådmanden fortsat skal forsøge at overholde et for lille budget, med de risici for mindre-end-optimal indsats, som dette indebærer.

Budgetforliget indeholder også nogle løfter om, at byrådet bruge anlægsmidler til børne- og ungeområdet og idrætsområdet i 2012 og 2013, at man vil analysere hvorfor det fortsat vil være nødvendigt at afvise kvinder fra krisecentre, at man vil prøve at finde ny lokalitet til Reden, og at man vil analysere khat-indsatsen i 2010, hvoraf vel også fremgår, at man først senere vil gøre noget mere ved problemet. Rådet er tilfreds med, at byrådet er opmærksomt på problemerne – rådet ville være mere tilfreds, hvis byrådet havde vedtaget at gøre noget ved dem.

Viggo Jonasen
Formand

Århus Kommune og retssikkerheden, JPÅrhus

Hvad er strukturproblemet for retssikkerheden i socialforvaltningen i Århus? Hvad er kulturproblemet?

I 2008 og januar 2009 har flere sager i Århus Kommunes socialforvaltning givet anledning til offentlig debat om hvorvidt kommunen overholder sociallovgivning og forvaltningslovgivning. En socialchef er blevet fyret for at benægte, at der har været forvaltet lovstridigt. Og forude venter nok en undersøgelse om “ledelsesansvar” for  forvaltningsfejl. Vigtigere end spørgsmålet, om nogle ledere skal fyres, er spørgsmålet: hvordan bringes kommunens sagsbehandling på fode? Hvordan får vi et godt og retssikrende ledelsesmiljø?

I almindelige kommuner i Danmark er borgmesteren øverste ansvarlige for, at kommunens afdelinger forvalter i overensstemmelse med gældende regler. Men når jeg sender brev til borgmester Nikolai om, at socialrådmandens forvaltning ikke har besvaret en begæring om aktindsigt inden for lovens 10 dages frist, svarer borgmesteren, at det ikke er hans bord: ifølge magistratsordningen er det rådmand Gerts anliggende.

Rådmand Gert Bjerregaard er øverste chef for socialforvaltningen. Han påtog sig villigt ”det politiske ansvar” for hans forvaltnings retsbrud. Konsekvensfrit!

Forvaltningsloven giver borgerne den rettighed, at begæring om aktindsigt skal imødekommes inden for 10 dage. Århus Kommunes kvalitetsstandarder for sagsbehandling giver borgerne ret til at få svar inden for 14 dage på en ansøgning. Hvis det praktisk ikke kan lade sig gøre, skal man have skriftlig besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår svar kan forventes.

Bliver reglerne overholdt? Det er ikke sket i de (fleste af de) tilfælde, jeg som bisidder har været involveret i.

Hvilke redskaber, hvilken organisation sikrer, at borgerens rettigheder respekteres?

Journalen, ”dagbogen” er et vigtigt redskab. I journalen skal indgået post, udgået post, afholdte telefonsamtaler, afholdte møder, sagsbehandlers indstilling/, ledelsens beslutning være indskrevet. Journalen er redskab til at borgeren kan se, hvad der bliver gjort i sagen, besluttet og udført eller ikke udført. Journalen er sagsbehandlers og lederes redskab til at holde overblik over sagen. Hvis journalen ikke føres, eller hvis den føres med måneders mellemrum, så er både klientens umiddelbare retssikkerhed truet, og så er sagsbehandlers og vikarens overblik normalt mangelfuldt.

Et andet redskab er ledelsens kontrol. Hvem påser, at borgernes rettigheder sker fyldest? At journalen føres? Det gør rådmanden. Øh … måske ikke så meget. Hvem i rådmandens forvaltning påser? Direktøren? Familiechefen? Centerchefen? Afdelingslederen? Sagsbehandleren?

Jeg påstår, at ingen af dem gør det, eller i hvert fald: at det kun sker sporadisk.

I sagen om ”Mads” var journalisering var mangelfuld, det kneb med opfølgning på underretninger m.v. Min erfaring som bisidder er, at journalisering ofte sker med måneders forsinkelse,og at breve, jeg selv har sendt i sagen, ikke er journaliseret!

Hvordan fungerer ledelsesniveauernes kontrol med underliggende lag? Vi mangler systematisk viden derom. Mads-sagen: Kommunernes Revision /BDO skulle undersøge ledelses- lagenes rolle(r) i sagen. Derom fremgår intet af rapporten – den bygger alene på det journaliserede. Jamen, hov! Hvis ledelsesniveauerne ikke er inddraget i en sådan sag, er der et alvorligt ledelsesproblem. Og hvis journalerne ikke omtaler ledelsesmøder, indstillinger og beslutninger, så er journalen mangelfuld, og det er et alvorligt ledelsesproblem. Firmaet kunne gennem interview belyse spørgsmålet, men gjorde det ikke. Nu skal det så undersøges, om de notoriske fejl i Mads- sagen skal have ”ledelsesmæssige konsekvenser”, dvs. om andre hoveder end familiechefens skal rulle?

Det med hovederne er journalistisk interessant. Mere interessant er spørgsmålet: hvad skal hvilke ledere gøre (anderledes end hidtil) for at sikre, at f.ex. god journalføring bliver reglen, ikke undtagelsen?

God ledelse forudsætter, at lederen spørger til, hvordan de underordnedes job og arbejde fungerer, og at lederen støtter dem, hun leder. Fungerer Århus Kommunes socialforvaltning sådan? Oplever de ansatte, at de trygt kan gå til lederen med problemer?

Kulturen i socialforvaltningen: ingen eller meget få går til afdelingslederen og siger: jeg er bagude med dette eller hint. Man dukker nakken og håber, at ingen opdager det. Eller man sygemelder sig. En socialrådgiver sagde: ”ingen bringer frivilligt egen røv i klaskehøjde”.

Kulturen er individualiserende: medarbejdere og ledere frygter hver for sig at blive hængt op, hvis de går til den overordnede og siger: dette og hint fungerer ikke. De frygter at blive udskældt for ikke at magte opgaven: at holde budgettet og holde loven.

Hvis ”rulle hoveder?” undersøgelsen medfører, at rådmand, direktør, familiechef og andre ledere tager på sig at kontrollere og støtte medarbejderne på en facon, så medarbejderne prioriterer at journalisere og besvare ansøgninger og følge op på sagerne, OG at de tør sige fra, når opgaverne vokser dem over hovedet, ja da kan meget bedres i kulturen i socialforvaltningen. Da vil klienternes retssikkerhed bedres mærkbart.

Hidtil tier borgmester Nikolai om, hvorvidt retssikkerheds-forholdene i hans kommunes socialforvaltning er af betydning for borgerne? Byrådet? Måske er det politisk bekvemt at lade Gert Bjerregaard få alle tæskene?

Viggo Jonasen
Cand.scient.pol., lektor emer.
Tidligere byrådsmedlem
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerrråd
Hørgårdsvej 18
8240 Risskov

Rådmanden, drengen og forvaltningen, JPÅrhus

I Århus Kommune har byråd og rådmand nedsat et Socialt Forbrugerråd for magistratsafdelingen for Sociale og Beskæftigelsesmæssige anliggender.
Rådet skal beskæftige sig med, om mennesker med sociale problemer får den hjælp, som loven tilsiger kommunen at yde. Rådet beskæftiger sig også med, om kommunens forvaltning fungerer på sådanne måder, at det er egnet til at sikre, at klienter får den hjælp, de har brug for. Eller med en skarpere formulering: om rådmanden styrer forvaltningen, sådan at klienter får den hjælp, de har brug for og krav på.

Sagen om barnet Mads er belyst i medierne – i TV-udsendelsen, i DOK.TV2.dk, og i aviserne – på måder, så nogle forhold må anses som entydigt fastslået. Andre forhold skal undersøges – det har rådmanden besluttet. Som formand for Det Sociale Forbrugerråd, og som fagmand på området, vil jeg godt give et bud på indholdet af undersøgelsen.
Byrådets har som overordnet politik besluttet, at den sociale indsats skal stræbe efter at undgå an- bringelse af børn – at man skal støtte forældre, så de bliver i stand til at fungere som trygge og ud- viklingsfremmende aktører i barnets udvikling. Det er i overensstemmelse med Serviceloven. Hvis barnets udvikling er truet, skal foranstaltninger iværksættes, i sidste instans fjernelse (flytning af barnet over til forældreskabsegnede personer).

Om det konkrete forløb: Det synes fastslået, at forvaltning og familie var enige om, at Mads’ udvik- ling kunne være truet af moderens manglende forældreevne, og at han derfor kun kunne forblive hos sine forældre, hvis faderen kom til at fungere som primær omsorgsperson. Det synes også fast- slået, at kommunen skulle støtte familien i forældrerollen med daglig tilstedeværelse. Konsekvensen af denne oprindelige plan må logisk være, at hvis betingelsen ikke efterleves, kan drengen ikke forblive hos forældrene
Der er tidligt konstateret, at faderen ikke indtrådte som primær omsorgsperson.
Og det er åbenlyst, at kommunen ikke har iværksat fjernelse af Mads på det tidspunkt, hvor det var godtgjort, at faderen overlod drengen til moderen, som alle – incl. moderen – var enige om ikke kunne varetage omsorgen.
Der er modstridende oplysninger om, hvor ofte kommunens ansatte støttede familien ved at opholde sig i hjemmet.
Når spørgsmålet om forvaltningsledelsens rolle – fra rådmand og nedefter – i sagen skal belyses, er det nærliggende af sætte fokus på følgende:
Forvaltningen/socialrådgiveren havde fra starten planlagt, at eftersom moderen ikke havde foræl- dreevne, kunne barnet kun forblive i familien, hvis faren kunne fungere som primær omsorgsper- son. Planen var som nævnt tillige, at forvaltningen skulle støtte familien med daglig tilstedeværelse, og at de derved skulle have fokus dels på barnets udvikling, dels på faderens og moderens forældre- adfærd..
Da fagfolkene så konstaterer, at faderen nærmest konsekvent afleverer barnet til (den anerkendt uegnede) mor, har forvaltningen ikke taget konsekvens af oprindelig plan.
Da fagfolk indenfor og udenfor kommunen konstaterer, at det lille barn helt tidligt udvikler autisti- ske træk, har forvaltningen ikke taget konsekvensen af oprindelig plan.
Forvaltningen – det er socialrådgiver / afdelingsleder / centerleder / socialchef / direktør / rådmand. Det bør undersøges, om sagsbehandler, med fokus på barnets udvikling og farens adfærd, har ind- stillet – i overensstemmelse med oprindelig plan – at barnet så måtte fjernes. Og om et eller flere overordnede led i forvaltningen har besluttet at “se tiden an”.
Det bør undersøges, om sagsbehandler i overensstemmelse med ‘Ånden i byrådet’ har sagt: lad os se tiden an, og om ingen overordnet har spurgt til barnets udvikling og faderens adfærd, og spurgt til og eventuelt direkte godkendt, om det var OK at afvige fra den oprindelige plan.

I begge tilfælde er det væsentlige spørgsmål et om ledelse og “policy”. Det væsentlige spørgsmål er ikke om en tilfældig frontlinie-socialrådgivers vurdering/indstilling.
Den konkrete undersøgelse af forløbet bør suppleres med en undersøgelse af, hvad der er rådman- dens og forvaltningens normale, daglige informationsforløb. Med andre ord: om rådmanden har sørget for at være informeret om væsentlige tildragelser og beslutninger, som han har ansvaret for. Det er jo væsentligt at huske, at rådmanden efter loven er direkte ansvarlig for behandlingen af de enkelte klienter.

Jamen, vil man måske sige – rådmanden kan ikke vide alt. Korrekt. Men han kan og skal sørge for, dels at medarbejderne har klare og brugbare retningslinier for deres arbejde med klienternes pro- blemer, dels at han løbende blive oplyst om, hvorvidt forvaltningen i stort og småt efterlever de på hans vegne givne regler og konkrete beslutninger – herunder også om lagte planer respekteres eller ændres. Og endelig kan og skal han sørge for at være orienteret om større og principielle sager. Undersøgelsen, som rådmanden har besluttet at iværksætte, må ordentligvis belyse både det konkrete forløb og indretningen af rådmandens ledelse af det sociale arbejde.

Viggo Jonasen
Cand.scient.pol., lektor emer.
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd
Hørgårdsvej 18
8240 Risskov