NOK er NOK – INJURIESAG om beskyldning for sexistisk chikane

Til pressen – 2022.09.09.

Man kan også læse

L

Viggo Jonasen anlægger injuriesag mod Enhedslisten, med krav om, at beskyldningen om, ”at Viggo Jonasen gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane over for et medlem af Enhedslisten” kendes usand og grundløs, eller som det hedder i retssproget ”ubeføjet”

I

Beskyldningen blev brugt som begrundelse for at ekskludere mig af Enhedslisten. Og den har været udgangspunkt for en del efterfølgende presseomtale, ganske vist oftest med pressens nævnelse af, at jeg bestrider beskyldningen.

En retsafgørelse kan måske ikke stoppe smædeskriverierne – men den kan dog fjerne det legitimeringsgrundlag, som Enhedslistens hovedbestyrelses beskyldning kan siges at udgøre.

Viggo Jonasen

I anledning af injuriesagen – en udtalelse.

Om giftdrypperi og sex(isme)chikane anklager – og en injuriesag.

Karaktermord er giftmord. Det går ud på at dryppe gift i tankerne hos mange mennesker, så de danner et bestemt negativt billede af den, der skal myrdes.

For eksempel: billedet, at han er en gammel gris, som ikke kan holde bl.a. fingrene fra unge piger.

Hvad er forskellen på ”sexistisk chikane” og ”sexchikane”? Ved ”Sexistisk chikane” forstås normalt ytring af holdninger, med ord, betoninger, undladelser – mens ”sexchikane” normalt vil være berøring eller direkte omtale/tiltale af en person – ”sexchikane” er altså en del grovere end ”sexistisk chikane”. Men for mange er der ikke nogen klar forskel.

Så: hvis nogen kan hæfte etiketten ”en der bedriver sexistisk chikane” på ham, er der jo kort til, at folk danner billedet ”en der bedriver sexchikane”. Og jo, det virker. Mig venligt stemte mennesker i Århus spørger faktisk: kan det virkelig passe, at du er sådan en gammel gris?!

Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB) har besluttet, at jeg ”gennem længere tid systematisk har udøvet sexistisk chikane” over for et partimedlem. Og derfor ekskluderet mig af partiet.

Baggrund: Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl har rettet henvendelse til forretningsudvalget med udsagn om (klager over) min adfærd – manglende samarbejde, bagtalelse – udsagn som jeg for en de vigtigstes vedkommende har dementeret. . Lone Norlander har til HB indsendt en redegørelse for dårligt samarbejde.

De to nævner ikke ”sexistisk chikane” eller ”systematisk” eller ”langvarig”, Lone Norlander ejheller.

De ingredienser har andre – navne ukendt! – åbenbart hældt i gryden. Derefter er giftgryden kogt op.

Efter eksklusionen fortsætter giftdrypperiet.

Eksempel: Lone Norlander nævner i TV2OJ 10. august to gange, at ”sexchikanesagen er blevet håndteret”. Så blev det lige opgraderet fra ”sexistisk chikane” til ”sexchikane”.

Eksempel: da Laura Bryhl trådte ind i byrådet igen, blev EL-bestyrelsesmedlem Lone Jensen interviewet til Lokalavisen. Her svarede hun på spørgsmålet: hvem der sender hademails til Laura Bryhl: ”Jeg ved det ikke – men det er nok ældre hvide mænd på Viggo Jonasens alder”.

Eksempel: byrådsmedlem Thure Hastrup skriver i sin beretning til EL-Århus generalforsamlingen. (udsendt til de 700 medlemmer i Århus) ”Viggo Jonasen har lækket personfølsomme oplysninger”. Det er en grov beskyldning, og usandt er det. Med ordene tænker han utvivlsomt på de bilag i eksklusionssagen, som jeg har offentliggjort, og hvori INGEN personfølsom oplysning er at finde. Derimod kan ses, hvor tyndt beslutningsgrundlaget er. Men mistænkeliggørelsen er velment.

Jeg har iværksat injuriesøgsmål. Jeg beder retten om, at Enhedslisten dømmes til at anerkende, at den groft injurierende beskyldning for at jeg ”gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane” er usand og udokumenteret, eller i retssproget ”ubeføjet”.

Jeg har også tilbudt partiet, at man kan forlige sagen, ved at anerkende, at beskyldningen for at jeg ”gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane” er usand og udokumenteret, ubeføjet. Enhedslisten har via advokat afslået tilbuddet. Ved et sådant forlig kunne EL undgå at slæbe Laura Bryhl i retten som vidne i et udsigtsløst forsøg på at føre sandhedsbevis.

Kunne jeg ikke bare tage udhængningen, giftigheden, bagtalelsen med en vis ophøjet ro? Mennesker, der kender mig, ved jo at HB-udsagnet er usandt. Men altså: udhængningen sker jo i den større århusianske offentlighed.

En retsafgørelse eller et forlig vil næppe standse de lokale giftdryppere, bagtalere. Men det vil i hvert fald fjerne deres begrundelse, legitimering af giftdrypperiet.

Sagen har også lidt mere end en personsags betydning i en ”me too” krænkelsestid..

Det er tåkrummende pinligt at opleve, at blot en enkelt persons udråb ”sexchikane” eller ”sexistisk chikane” kan få en HB til at stemple den anklagede som skyldig i sådanne handlinger – uden nogen efterprøvning af sandhedsværdien af udråbet. Den går nok ikke i byretten.

En retsafgørelse, et forlig vil måske også få nogle retsbevidste venstrefløjsfolk til at genopfriske det gamle retsprincip: en anklaget er uskyldig, indtil anklagen er bevist.

Måske kan det også få venstrefløjens største parti til at tage lidt mere alvorligt, at man skal undersøge politiske forhold og personsager ordentligt inden afgørelse, herunder også at anklagede skal høres, før FU beslutter at indstille til eksklusion.

Viggo Jonasen Byrådssuppleant – pt UFP

Stævningen eftersendes

OM EKSKLUSIONEN

OM EKSKLUSIONEN –

Viggos tale til Enhedslistens Årsmøde 2022 2022.05.15 – med efter-ord.

Jeg fik Forretningsudvalgets (FUs) mail 15. marts kl. 20.54:

”Til Viggo Jonasen

Enhedslistens forretningsudvalg har besluttet at indstille dig til udelukkelse grundet chikanerende og sexistisk adfærd, som skader partiet såvel internt som eksternt. Indstillingen vil blive behandlet på et hovedbestyrelsesmøde søndag d. 20. marts, forventeligt kl. 18. Mødet vil foregå virtuelt.

Sagens bilag er vedhæftet. Hvis du ønsker at kommentere sagen skriftligt, skal jeg bede dig sende dine kommentarer senest fredag d. 18. Du har også mulighed for at ytre dig mundtligt på hovedbestyrelsesmødet, inden hovedbestyrelsen træffer beslutning.

Med venlig hilsen

Lisbeth Torfing”

Jeg blev vred. Jeg havde intet hørt eller set om en eksklusionssag før da. Det var som at få en kniv i ryggen.

Jeg blev ked af det.

Dels over, at mit parti har en ledelse, der ikke har det på den moralske rygrad: man beslutter ikke at indstille til eksklusion, uden at have spurgt manden i forvejen.

Dels over, at nogen har indsendt klage og bilag bag om ryggen på mig.

Dels – senere – over, at hovedbestyrelsen (HB) stadfæster indstillingen UDEN nogen vurdering af anklagens enkelte punkter – trods min påvisning af usandheder og forvridninger.

Jeg blev ked af, at Laura oplever mig som tromlende og sexistisk. Og over at hun efter det oplyste har gjort det i lang tid. Uden at have nævnt det for mig.

Jeg blev ked af, at bestyrelsesmedlemmer, der har kendt problemet, ikke har taget det op med mig. Det er et stort svigt i lokal ledelse.

Jeg undrede mig. Med mailen fulgte fire bilag. De tre skulle vistnok godtgøre, at jeg er insisterende,

herunder iflg. Lone Norlander ene bilag ”chikanerende” – nemlig når jeg vedholdende har godtgjort, at hendes og den senere socialdemokrat Peter Bonfils’ politik var i modstrid med Enhedslistens program og generalforsamlingsvedtagelser. Det andet var mit oplæg til handlinger i en vigtig kommuneplansag – hvor jeg bad om svar fra ordfører Laura, om hun ville bruge det. Efter en måned med 4 forgæves henvendelser skrev jeg til bestyrelsen og til byrådsgruppen, at manglen på svar var et problem. Hvem skulle jeg ellers skrive det til? Tre af de 4 bilag er siden erklæret irrelevante for ”sexisme” anklagen.

Det fjerde bilag, Henvendelse I, er et usigneret og udateret referat af udtalelser fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl. Det er siden blevet erklæret at være henvendelse fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl

Jeg bad om aktindsigt, for at kunne se, hvem der har rettet hvilke henvendelser i sagen. Det gjorde jeg, fordi vi tidligere i Århus har set ”henvendelser bag om ryggen” til FU og til den lokale bestyrelse. Henvendelsen i 2017 smædede byrådskandidat Keld Hvalsø – og hvis den var kommet i pressen, ville det have været stærkt skadeligt for valget. Heldigvis fik FU medlem Per Clausen stoppet den sag. Men – aktindsigt blev mig nægtet.

Erkendte samarbejdsproblemer 1: min firkantede måde at sige det på, når Norlander/Bonfils/bestyrelsen førte politik på tværs af program og generalforsamlingsvedtagelserne – hvilket kulminerede, da Lone Norlander ville indgå budgetforlig, men Laura, Viggo og bestyrelsen sagde NEJ.

Erkendte samarbejdsproblemer 2: mit ønske om at partiets politik fremstår med en vis kontinuitet – mit forslag om overdragelsesmøde, med stort bilag – afvisning fra Katrine og Laura: ”sig det til Thure”.

En partiaktivist foreslog 9. marts et ”mægligsmøde” mellem mig og Laura, fordi manglen på samarbejde forringer partiets kommunalpolitiske ”produktion”. Og vore vedtægter tilsiger jo, at suppleanter deltager i arbejdet i kommunalgruppen (KPG). Jeg takkede straks JA.

Jeg har flere gange på SMS bedt Laura om samtale, og to gange efter møde – inden jeg skrev til Laura og KPG og bestyrelsen, at mangel på svar var et problem. Min bøn mødtes med – tavshed og NEJ.

Eksklusionen blev fulgt op med udelukkelse fra partidebatten – ex generalforsamling med kraftige angreb. Samtidig skete ”af helt andre grunde” nedlukningen af debatmail.

Af HB-udredningerne fremgår, at HB – som Laura – mener, at Lauras stress er Viggos skyld. I betragtning af, hvor få kontakter vi har haft, er det nok at tillægge mig endog meget stor indflydelse. Ét eller to spidskandidatmøder igennem valgkampen. Og jeg står med meget stor uvidenhed om, hvilke konkrete handlinger fra min side der har kunnet opfattes som chikanerende – jeg har INTET hørt om dem før 15. marts 2022 kl. 21.54. Men som tidligere beskrevet: jeg har ytret bekymring ved alle de poster og arbejdsbyrder, som de tre spidskandidater pålagde Laura hhv. Laura påtog sig.

Det er lidt for bekvemt at lægge hele skylden for Lauras stress på mine skuldre.

Mere om FU/HB sagsbehandling og ordvalg:

  1. FU’s mail af 15. marts: ”FU har besluttet …” uden forudgående høring og med henvisning til fire bilag, af hvilke de tre omtaler forhold, der beskrives som chikane/samarbejdsvanskelighed – men intet om sexisme. ”Henvendelse” er stadig et referat af udsagn, udateret og usigneret. Siden mundtligt oplyst, at det er fra Katrine og Laura – men: Aktindsigt nægtet. –
  2. FU/HB’s bevisvurdering: Lauras hhv. Katrines oplevelse eller følelse tages af HB som bevis for at Viggos har handlet som Laura /Katrine har følt. Lasse Olsen har i Stol på det røde Ø formuleret det: ”Jeg synes ikke man skal betvivle sandhedsværdien ..” – heller ikke ved åbenlyse fejlhuskninger, andenhåndsrygter og usandheder. Den bevisbedømmelse tjener ikke partiet til ære.
  3. HB anfører 3 handlinger, som udgør sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i ”- at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, ”- at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, ”- at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. ”Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane.” Af de tre handlinger er den første erkendt og beklaget. De to andre er opdigtede. Om min gendrivelse af beskyldningerne, se henvendelsen til årsmødet andetsteds på hjemmesiden. HB har ikke, hvor ord står mod ord, søgt dokumentation. Blot meddelt – som Lasse Olsen – at Henvendelse I er tro værdig. HB har ikke forsøgt at godtgøre, hvilke dokumenterede HANDLINGER der skulle være foregået, ”systematisk”, ”længere tid”.

Efterskrift til talen:

Årsmødet har godkendt eksklusionen og kvalitetsniveauet for HB’s arbejde og retssikkerhed.

Årsmødet genetablerede ikke Enhedslisten som det parti, der står for retssikkerhed og ”fair trial”.

Summma Summarum: ekskluderet for ”studine”. 178 stemmer for 75 imod, og 36 undlod.

(En parentes om, hvordan partiets ”gode samvittighed” etableres med tilbagevirkende kraft:

FU vedtog på mødet 16. marts den ”endelige indstilling” om eksklusion – og godkendte referatet af FU-mødet den 13. marts, hvori står ”overvejer at instille til udelukkelse”. Så det er ganske vist: FU har ikke besluttet at indstille til udelukkelse før jeg fik indsendt en foreløbig kommentar! Eneste ”formelle fejl” er i den efter-etablerede bevidsthed, at man ikke gav mig mulig for mundtlig kommentar i perioden 15. marts kl. 20.54 til FU mødet 16. marts. Se igen Lisbeth Torfing mail!)

FU’s endelige indstilling: “Viggo Jonasen indstilles til eksklusion for sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i – at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, – at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, – at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane. ..”.

Man kan fundere over, om de der har drevet på med den helt igennem ”anstændige” eksklusionssag, håber at den fører til – ikke sprængning men – sivning af partimedlemmer, så socialdemokratiseringsprojektet vil møde mindre medlemsmodstand.

Kommunestyre i Danmark 1803-2021

2   Indhold:

3   Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

4   1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

6   Udviklingen siden 1970: re-centralisering

7   Behov for en ny kommunalreform?

8   2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

10 Politiske motiver bag reformen:

11 Konklusion

12 Efterskrift I: strukturreformen –  status december 2008

14 Efterskrift II: status december 2013

16 Efterskrift III: status december 2021 

Notatet er skrevet ad flere omgange –

Først efter vedtagelsen i 2005 af 2007-reformer,

Derefter i december 2008 som status på ikrafttræden,

Siden i december 2013

Senest i december 2021.

Jeg har valgt at lade teksterne stå (næsten) uændrede. Den deraf følgende lidt ujævne læserytme må man tilgive mig.

3. februar 2021 – 31. december 2021 har jeg være indsat som byrådsmedlem i Århus, efter en pause på 27 år. De 11 måneder har været et intensivt brush-up kursus kommunalpolitisk arbejde – og ændringer i det. Herom i sidste afsnit. Megen tak til byrådskolleger for en mangfoldighed af indtryk og en del lærerigt sam- og modarbejde. 

Viggo Jonasen

2021.12.15

Cand. scient. pol. (Aarhus 1973)
Lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole, Århus (1976-2004)
Byrådsmedlem i Aarhus 1974-1978, 1986-2003, 2021
Medlem af regeringens Opgavekommission 1996-1998
Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd 2004-
Medlem af Udviklingsrådet for Region Midtjylland 2007-2010
viggojonasen@gmail.com 0045 61712219

Publikationer bl.a.

Dansk Socialpolitik 1708-2008 (10. ed. 2008) www.viggojonasen.dk
The History of the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk
The main agents in the Danish Welfare State (1999) www.viggojonasen.dk
The welfare state – social work – the individual and her autonomy (2001) www.viggojonasen.dk
Non Profit Organisations in the Danish Welfare State System (2004/2012) www.viggojonasen.dk

Kommunestyre i Danmark – fra centralisering via decentralisering til re-centralisering.

Kommunalt selvstyre anses af mange for en central værdi i europæisk politik. Europarådet har vedtaget en konvention om kommunalt selvstyre (1985). Konventionen gælder kommunalt selvstyre på det, der i Danmark kaldes primærkommunalt niveau og amtskommunalt niveau. Konventionen er ikke nogen grundlov – men den angiver dog nogle standarder, som landene forventes at leve op til. Blandt de standarder er, 

– at de offentlige opgaver først og fremmest skal udføres af det valgte organer så nær borgeren som muligt, 

– at de lokale selvstyreenheder skal have reelt selvstyre inden for deres opgaveområder, og 

– at de skal have tilstrækkelige egne midler til opgavernes løsning, herunder ret til at udskrive lokale skatter. 

Det nævnes, at begrænsninger i det lokale selvstyre kun bør ske ved lov – ikke ved sideordnede organers lov-uregulerede beslutninger. Det synes i øvrigt som om konventionen, charteret, er præget af overvejelserne i den danske 1970’er kommunalreform.

Dansk kommunestyre kan traditionelt beskrives ved 3 dimensioner:

–  en organisation, der ledes af lokalt valgte repræsentanter,

–  et sæt af opgaver, dels bestemt ved lov, dels iværksat på lokalt initiativ uden lovgivning,

–  en finansiering, baseret hovedsagelig på kommunal skatteudskrivning (“kommunernes ret til sig at beskatte”), og eventuelt  på statslige overførsler til kommunerne.

Ændringer af kommunestyret kan politologisk analyseres ved at undersøge: hvilke politikere foreslår hvilke ændringer af én eller flere af de tre dimensioner, og hvilke udtalte eller uudtalte motiver har politikerne til at foreslå ændringerne. Ændringerne kan ske “bottom-up”, ved at kommunalbestyrelser på tager sig opgaver, som siden bliver reguleret ved statslig lovgivning. Ændringer kan også kan ske “top-down” ved at regering og Folketing pålægger eller fratager kommunerne opgaver eller pålægger dem en ændret organisering og/eller finansiering af opgaverne.

Træk af Dansk kommunestyre indtil 1970: fra decentral opgaveløsning til centralisering

Det danske kommunestyres har udviklet sig fra enevældens fattiglove i 1803 og almueskolelov i 1814. Disse love påbød oprettelse af fattigkommissioner og skolekommissioner i de enkelte sogne. Hver kommission bestod af nogle “fødte” medlemmer, med sognepræsten som formand, og nogle valgte medlemmer. Kommissionerne skulle beslutte om fattighjælps uddeling og betaling, og om oprettelse og drift af skole, herunder aflønning af lærer, og opkrævning af bidrag til skolens drift. I byerne (“købstæderne”) bibeholdt man en “borgerrepræsentation”.

I 1837-42 blev landkommunernes kommissioner samlet til et direkte valgt “sogneforstanderskab”, som havde samme opgaver, men som kunne opkræve en samlet kommuneskat – altså ikke mere en “fattigskat” og en “skoleskat”. Samtidig oprettedes for landområderne amtsråd, med opgaver vedrørende sygehusvæsen og regionale veje. Amtsrådene var indirekte valgt, valgt af repræsentanter for landkommunerne.  

Grundloven af 1849 indeholder en § 96 om kommunestyre: “Kommunernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændigt at styre deres Anliggender, vil blive ordnet ved Lov”. Denne formulering afspejler en politisk opfattelse om vigtigheden af kommunernes selvstændighed. Man kan altså sige, at årene fra 1803 til 1849 medfører en bevidsthedsudvikling: fra at de kommunale opgaver er en byrde, pålagt af regeringen, er de blevet en nærmest ejendomslignende rettighed for kommunerne. Grundloven fra 1953 har samme formulering, blot i lidt mere moderne sprogbrug.

Kommunestyrets udvikling i Danmark fra 1803 og til 1970 kan karakteriseres ved, at 

1) stadig flere opgaver tages op af kommunerne, 

2) stadig flere opgaver henlægges ved lov til kommunerne. 

3) en voksende del af de kommunale opgaveløsninger sker efter direkte statslig godkendelse, og

4) en voksende del af finansieringen sker ved statslige refusioner til kommunerne, og

I mange tilfælde ser vi en efterfølgende lovgivning, som legitimerer en allerede iværksat kommunal indsats, og som tilvejebringer fælles regler for opgavernes løsning – dog ofte sådan, at opgaven kun skal løses på en bestemt måde, hvis kommunalbestyrelsen beslutter sig for at tage opgaven på sig.

Et vigtigt aspekt af udviklingen har været, at staten påtog sig at refundere en mindre eller større del af finansieringen af opgaven, hvis kommunerne påtog sig at udføre opgaven. Man kan for så vidt sige, at Rigsdagen erklærede det for ønskeligt, at kommunerne oprettede biblioteker og byggede veje og ansatte lærere og etablerede bespisning af skoleelever og etablerede kommunal børnetandpleje og etablerede daginstitutioner og ældre-hjem. De kommuner, der (frivilligt) fulgte Rigsdagens ønsker, fik dækket en vis procentdel af udgifterne til opgaven. Men det forblev frivilligt for kommunalbestyrelserne, om de ville påtage sig opgaverne. Og de kommunalbestyrelser, som besluttede at afholde sådanne udgifter, måtte over for deres vælgere forklare, hvorfor de gjorde det, og dermed løbe den risiko, at vælgerne afsatte dem ved næste valg.

Igennem 1950’erne og 1960’erne medførte den tekniske og trafikale og uddannelsesmæssige udvikling, at opgaverne blev for store for de små kommuner. Der var i 1960 ca. 1350 kommuner i Danmark. Mange af dem havde 500-1000 indbyggere, og de bestod af det samme sogn, som var blevet etableret i 1100 tallets kirke-ordning! Folketinget besluttede i 1960’erne at iværksætte en kommunalreform, som skulle være en del af en samlet reform af hele den offentlige forvaltning. Et meget omfattende kommissionsarbejde forberedte reformen. Der var almen politisk enighed om, at reformen var nødvendig. Der var politiske nuanceforskelle om reformens indhold og tempo, men i det store og hele var der konsensus. Reformlovgivningen gennemførtes i løbet af 1970’erne

1970’er reformens indhold: kommunalisering, decentralisering

Den lokale organisation: 

Ved reformen blev de ca. 1350 kommuner sammenføjet til 275 kommuner. Derved blev mindste størrelse af kommuner hævet til o. 5000 indbyggere. Sondringen fra middelalderen mellem byer (“købstæder”) og landkommuner blev ophævet. På regionalt niveau blev der etableret 14 amtskommuner (tidligere 25). De statslige opgaver blev reduceret, og mange af dem udlagt til kommuner og amtskommuner. I alle kommuner og amtskommuner valgtes en kommunalbestyrelse (byråd, amtsråd), som valgte sin egen formand (borgmester/amtsborgmester). Det blev stort set overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme, hvordan administrationen skulle opbygges.

Man opretholdt et regionalt statsligt “tilsyns-system”, med amtmanden som den centrale figur.

Kommunernes opgaver:

Opgavefordelingen mellem kommuner, amtskommuner og stat, blev hovedsagelig bestemt efter et princip om faglig og befolkningsmæssig bæredygtighed. Derved forstod man, at opgaverne skulle løses af en geografisk enhed, der havde et tilstrækkeligt befolkningsunderlag til ansættelse af uddannet personale til løsning af opgaven. 

Kommunen skulle være det sted, hvor borgeren henvender sig med dagligdags problemer og opgaver. Opgaver som sundhedspleje for børn, daginstitutioner for børn, folkeskole, biblioteksvæsen, vejvæsen, kloakvæsen, vand- og varmeforsyning, ældreomsorg, fysisk og social planlægning, bygningsvæsen, blev lagt i kommunerne. 

1970’ERNES OMLÆGNING AF DE OFFENTLIGE  OPGAVERS LEDELSE, FORDELING OG FINANSIERING.


Reform FormålForventet eller faktisk virkning
Kommunalreform 1970. Kommune-styrelseslov 1970.Skabe bæredygtige administrative enheder.1064 kommuner bliver til 275. 25 amter bliver til 14.
Opgavefordelingsreform 1970 – Decentralisering af opgaver inden for den offentlige sektor.Bedre service. Mere effektiv opgave-løsning.
Byrdefordelingsreform.Den, der disponerer, bærer også det økonomiske ansvar.Beskæring af procentrefusion til fordel for generelle tilskud  (“bloktilskud”).
Planlovs-reform 1960 – 1975Modernisering og forenkling af arealplanlægningen.Større regionalt og lokalt spillerum for selvstændig planlægning af arealanvendelsen. Giver borgeren adgang til at ytre sig i forbindelse med arealplanlægning
Sektorplan-systemet 1970 – Sikre at beslutninger inden for    enkelte sektorer koordineres og ses i flerårigt perspektiv gennem øget information imellem forskellige offentlige instanser.Skoleudbygningsplaner. Sociale udbygningsplaner. Miljøplanlægning.  Planer for vejnet og kollektiv trafik.
Miljøreform 1972Fremme beskyttelsen af de naturgivne ressourcer og værdier.Afhjælpning af miljøulemper (luft, vand, støj).
Social styrelseslov 1970.                      Sygesikrings- og dagpengelov 1973.Bistandslov 1976.Skabe forudsætning for               decentralisering og koordinering af opgaverne på sundheds- og     socialområderne.Forbedrede muligheder for kommunerne i hjælpearbejdet overfor borgerne.
Budget- og regnskabs-reform 1977.Sikre et grundlag for en effektiv central økonomisk styring.Bedre overordnet planlægning, styring og kontrol i den enkelte kommune. Stærkere statslig styring af kommunernes økonomi.

Amtskommunerne skulle tage sig af sygehus- og lægevæsen, gymnasier, døgninstitutioner for børn, dag- og døgninstitutioner for handicappede, overordnet vejnet, regional busdrift, miljøtilsyn med særligt forurenende virksomheder, og arealplanlægning for “det åbne land”. Samt en vigtig rådgivningsfunktion i forhold til kommunernes socialforvaltninger på handicap- og børneområderne.

Med til idéen om bæredygtighed hører slagordet “ét bysamfund – én kommune” – det vil sige: den enkelte kommune skulle normalt rumme boligerne for de indbyggere, der arbejder i den. Man ønskede at etablere kommuner af en sådan størrelse, at folk ikke skulle pendle over kommunegrænsen på vej til og fra arbejde. 

Staten skulle via lovgivning og landsplanlægning etablere rammerne for amtskommuners og kommuners opgaveløsning. Og staten skulle varetage et vist legalitetstilsyn med kommuners og amtskommuners forvaltning. Mange regler om statslig godkendelse af kommunale enkeltbeslutninger blev afskaffet.

Et vigtigt princip fra den historiske udvikling blev bibeholdt: kommunalfuldmagten, den ikke-lovfæstede retsgrundsætning, at en kommunalbestyrelse kan beslutte at iværksætte eller støtte en bestemt aktivitet af almennyttig karakter, uden at der er eksplicit lovhjemmel.

Kommunernes finansiering:

Et nøglebegreb i reformen var decentralisering: sagt lidt populært skulle kommunalbestyrelserne have frihed til selv at bestemme serviceniveau og skatteniveau. Det skulle være en sag mellem kommunalpolitikerne og deres vælgere, om kommunen skulle nyde højt serviceniveau og yde høj skat – eller kommunens indbyggere skulle nyde lav skat og lousy service. 

Det tidligere system med statslig refusion af bestemte udgifter blev (næsten helt) afløst af et system med statsligt “bloktilskud” til kommunerne og frihed for kommunalbestyrelserne med hensyn til, hvordan de ville anvende det statslige tilskud. Kommunernes indtægter bestod altså af to dele: et statsligt fastsat bloktilskud (o. 20% af kommunernes nettoudgifter) og en af kommunalbestyrelsen bestemt kommuneskat (indkomstskat, ejendomsskat – o. 80%). Hertil kom eventuel lokalt bestemt forældrebetaling for daginstitutioner og hjemmehjælp, og evt. takster for kollektiv transport m.m.

Udviklingen siden 1970: re-centralisering

Kommunalreformen blev gennemført, med lov om kommunernes styrelse og inddeling fra 1970, og bl.a. en socialreform 1971-1976, planlovsreform 1977 og mange andre lovændringer (se ramme).

To vigtige udviklinger finder sted igennem 1970’erne og 1980’erne:

Krav fra befolkningen om stadig øget service bliver imødekommet af kommuner, amtskommuner og stat, i form af udbygning af daginstitutioner, skoler, gymnasier, hospitaler, veje. Dermed vokser kommunernes andel af samfundsøkonomien meget stærkt. 

En økonomisk krise – arbejdsløshedskrise – slår igennem fra 1973. Efter skiftende lave konjunkturer sker der igen et økonomisk opsving fra 1994-2002,  så en vis stagnation, efterfulgt af en kort højkonjunktur fra 2005 og ved udgangen af 2008 udsigt til egentlig økonomisk krise.

Væksten i den kollektive service følges af stadig stærkere krav fra Folketing og regering om strammere styring af kommunerne, især kommunernes udgifter. Samt fra ca 1983 af New Public Management-ideologien, en effektiviserings-doktrin, der med større ret kunne betegnes Old Industrial Management tankegangen. Grundtanken i decentraliseringen: at kommuneskat og serviceniveau skal være et selvstyre-anliggende, til (eventuelt konfliktpræget) afgørelse mellem kommunalpolitikere og vælgere, bliver trængt i baggrunden, og bliver afløst af statslig kontrol med udgifterne. Formen for denne kontrol er ejendommelig: den sker i form af forhandling om en pseudo-frivillig aftale mellem finansministeren og bestyrelserne for Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen (ARF) om, hvor meget kommuners/amtskommuners udgifter og skat må stige i næste budgetår. “Pseudo-frivillig” kalder jeg det, fordi finansministeren forhandler på baggrund af en trussel om via lovgivning at skære ned i kommunernes bloktilskud, hvis de ikke “frivilligt” går med på aftalen. Bemærk: der har ikke været forskel mellem finansministrenes måde at forhandle med kommunerne om de årlige økonomi-aftaler, uanset om ministeren var socialdemokrat, venstremand eller konservativ. Forhandlingerne sker under begge parters rituelle påberåbelse af det kommunale selvstyres fortræffelighed og KL’s lige så rituelle beklagelse over regeringernes økonomiske tryk på kommunerne. Dog er opbremsningen af de kommunale udgifter mere voldsom under den seneste Venstre-regering end under de tidligere regeringer. Denne styreform er i nogenlunde klar modstrid med selvstyre-chartrets artikel 4.4. I forbindelse med 2005-reformen har regeringen endda fået vedtaget lov om fastfrysning af kommunernes skat, i direkte modstrid med selvstyre-chartrets art. 9.3. En ganske spektakulær virkning af dette såkaldte “skattestop” er, at 162 af 271 kommuner søgte regeringen om tilskud fra regeringens “pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner” for budgetåret 2006: de vil ikke kunne opretholde den nuværende kommunale service, hvis de ikke enten får tilladelse til at forhøje skatteprocenten eller får et ekstraordinært statsligt tilskud (Politiken, 28. august 2005). 

Især igennem 1980’erne og lige til dato er statens økonomiske klemme på kommuner og amtskommuner blevet transmitteret til de ansatte i form af krav om “effektivisering”, dvs. løsning af flere opgaver i løbet af arbejdsdagen. Det er blevet udmøntet i form af indskrivning af flere børn i den enkelte daginstitution, med lige mange eller færre pædagogtimer til rådighed, og det er blevet udmøntet i form af færre minutter pr. rengøringsopgave i skoler og på plejehjem, i form af færre minutters praktisk hjælp til rengøring i den handicappedes hjem, og i form af kortere indlæggelsestid på sygehus pr. patient. En del amter har søgt at begrænse sygehusudgifterne gennem nedlæggelse af mindre lokale sygehuse og samling, koncentration på større enheder. En følgevirkning af “effektiviseringen” er stigende sygelighed og pensioneringsfrekvens blandt offentligt ansatte.

I samme periode har vi set en tiltagende statslig detailstyring af kommuner og amtskommuner hvad angår opgaverne. Tydeligst har denne udvikling været på sundhedsområdet: regeringer har pålagt amtskommunerne “behandlingsgaranti” for visse sygdomme: behandling/operation inden for en bestemt periode efter diagnosticering. Dermed tvang regeringen amtsrådene og siden regionsrådene til at opprioritere de pågældende behandlinger – og derefter bruge sit amtslige/regionale “selvstyre” til helt selv at bestemme, hvilke andre opgaver, der skal nedprioriteres. Regeringerne har pålagt kommunerne at benytte en bestemt procedure og et bestemt skema ved sagsbehandling af pensionsansøgninger – en form, der er i modstrid med selvstyre-chartrets art. 4.5 og 6.1.. 

En hovedtendens i udviklingen har altså været: tiltagende centralisering, “top-down” styring – og indskrænkning af det kommunale økonomiske selvstyre og kommunernes beskatningsret.

Behov for en ny kommunalreform? C-V-regeringen (2001-2011) 

1970’ernes Kommunalreformen har stort set fungeret godt. Tekniske, sociale og trafikale og undervisningsmæssige udviklinger har medført, at de mindste kommuner er lidt for små til at løse de opgaver, der var henlagt til dem. Men hovedindtrykket er, at opgaver og kommunestørrelse matcher. 

I hovedstadsområdet blev princippet om “et bysamfund – én kommune” ikke realiseret. Et par kommissioner blev i 1990’erne sat til at undersøge løsning på de deraf følgende problemer, men uden at det gav anledning til større ændringsforslag.

Imidlertid havde det ene af de nuværende regeringspartiet, Det konservative Folkeparti, et ønske om at afskaffe det ene af “de tre skatteudskrivende led”, nemlig amtskommunerne. Indenrigsministeren (Venstre) så en mulighed for politisk profilering ved at gennemføre en kommunalreform, med nedlæggelse af amterne. Han havde for resten selv, i 2001, udtalt, at nedlæggelse af amterne ikke var nogen brugbar vej til effektivisering af sygehusvæsenet. En hurtigt arbejdende Strukturkommission blev nedsat i oktober 2002 – den afgav betænkning i januar 2004, om en strukturreform. Reformen sammenlagde de 271 kommuner til ca. 98, nedlagde amtskommunerne, oprettede 5 regioner med sygehusdrift som hovedsagelige opgave, lagde en del af de amtskommunale opgaver ud til de nye kommuner, og overførte en del amtslige og kommunale opgaver til staten..

Flere politikere fra Venstre og Konservative har åbent erklæret, at strukturreformen er “Reformen, som ingen har bedt om”. Det gælder f.eks. den tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg, folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech, og den tidligere formand for amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (alle fra partiet Venstre). Venstres indenrigsminister og “kronprins” Lars Løkke Rasmussen var blot 4 år før reformen modstander af at nedlægge amterne.

Alligevel: allerede fra efteråret 2003 var mange borgmestre i gang med at forhandle kommunesammenlægninger, nærmest ud fra ræsonnementet: det sker alligevel – så må vi hellere søge indflydelse på, hvem vi bliver lagt sammen med.

I juni 2004 blev et politisk flertal etableret: C-V-regeringen plus Dansk Folkeparti. Og lovforslag blev vedtaget inden sommerferien 2005, til ikrafttræden 1.1.2007. 

Vil Danmark blive et bedre land at bo i, når kommunalreformen bliver gennemført? For de fleste indbyggere vil forskellen umiddelbart ikke være stor. Det er tænkeligt, at sammenlægning af nogle af de mindste kommuner vil betyde en serviceforbedring i disse kommuner. Det kunne man have opnået uden “den store reform”. Men hvad går reformen mere præcist ud på?

2007-reformens indhold og virkninger: re-centralisering og udgiftsbeskæring

Reformen består af 50 love, som tilsammen ændrer flere hundrede love. Visse hidtil kommunale og amtslige opgaver bliver statslige, såsom skatteforvaltning og gymnasiedrift. Men størstedelen af lovændringerne handler om regionernes og kommunernes organisation, opgaver og finansiering. 

Organisation:

Ved reformen oprettes 5 centre for regional statsforvaltning, med underafdelinger i flere byer.

Amterne nedlægges, og der oprettes 5 regioner, med hver sit direkte valgte regionsråd på 41 medlemmer. 

De 271 kommuner lægges sammen til 98 kommuner, lige som hidtil med en Kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen.

Opgaver:

De regionale statsforvaltninger kommer bl.a. til at tage sig af skatteforvaltning (hidtil kommunal funktion), visse opgaver på kulturområdet (nogle museer, teatre, m.v.), dele af arbejdsformidlingsområdet. Den amtskommunale sociale vejledningsfunktion i forhold til kommunerne afskaffes. Som delvis erstatning oprettes en central statslig vejledningsvirksomhed, kaldet VISO – med vægt på en internetportal-funktion. 

Regionerne skal først og fremmest beskæftige sig med sygehusdrift, men derudover med regional erhvervsudvikling – ikke hidtil nogen stor opgave – og drift at de mest specialiserede sociale institutioner (antagelig sikrede institutioner for unge, muligvis enkelte handicapinstitutioner). Regionerne skal også oprette regionale trafikselskaber, der skal varetage al kollektiv transport. Det vil sige, at hidtil kommunale busruter skal overleveres til regionerne. En vigtig forskel fra hidtil gældende ordning er, at regionerne ikke må påtage sig opgaver, der ikke er vedtaget ved lov. Også en tilsidesættelse af selvstyrechartrets art. 4.2.

Kommunerne skal udføre de opgaver, de hidtil har haft, plus størstedelen af de opgaver på det sociale område, som hidtil er blevet løst af amtskommunerne (rehabilitering, specialundervisning), En del af opgaverne kan efter “bæredygtighedsprincippet” ikke klares af en enkelt kommune – de skal så udføres af én kommune på flere kommuners vegne og ved finansiering fra disse kommuner. Amtskommunernes hidtidige opgaver på ungdomsuddannelsesområdet, bl.a. gymnasier, overtages af staten.

Finansiering:

Regionerne udskriver ikke skat. De finansieres via 1) et fast statsligt tilskud, 2) et fast beløb pr. indbygger fra kommunerne, og 3) et beløb fra kommunen for hver hospitalsindlæggelse. Regionernes få sociale institutioner skal finansieres via kommunal takstbetaling for de borgere, der indlægges i institution. Trafikselskaberne skal finansieres via billetindtægter – hvis en kommune ønsker, at en rute skal opretholdes i spredt-bebyggelse, skal kommunen selv dække de manglende billetindtægter.

Kommunerne udskriver, som hidtil, skat. Desuden modtager de et statsligt “bloktilskud”, og de opkræver brugerbetaling. Og som nævnt ovenfor: hvis en kommune driver en social institution, der benyttes af borgere fra andre kommuner, skal disse andre kommuner dække deres andel af udgiften.

Disse ændringer synes umiddelbart ikke dramatiske. Men det er de. Der er flere grunde dertil. Nogle grunde kan ses direkte i lovforslagene. Andre grunde må søges i det politiske miljø og de administrative strukturer, der omgiver reformforslagene:

1)   lovene indeholder mere end 200 bemyndigelser til ministrene, til at fastsætte regler om udformningen af kommunal administration og service(-niveau). Hertil kommer direkte lovregler om detaljer i kommunernes administrative opbygning. Dette er i voldsom modstrid til 1970’er reformen, hvor lovgivningen stort set lod kommunerne bestemme, hvordan deres administration skulle opbygges. Særligt skal nævnes, at kommunalfuldmagten afskaffes for regionernes vedkommende: de må kun påtage sig opgaver, som direkte lovhjemlede – eller som de får ministerens tilladelse til at påtage sig.

2)   lovene indskrænker altså kommunernes ret til selvbestemmelse vedr. service. Nogle eksempler: 

a) kollektiv trafik skal drives af et takstfinansieret regionalt trafikselskab – kommunen må ikke selv

b) kommunerne har fået pligt til at lade en del af beskæftigelsesindsatsen udføre af private virksomheder  c) en del af kontanthjælpsadministrationen skal ske via et statsligt IT-system

3)  finansiering af reformen: Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om reformen indebærer, at sammenlægning af kommuner, samordning af EDB systemer, ombygning og tilbygning af kommunale bygninger skal ske inden for kommunernes hidtidige udgiftsramme. Sådanne éngangsudgifter skal altså finansieres via besparelser på andre konti: skoler, institutioner, omsorg, pleje. Reformen indebærer i sig selv en “spare-runde”. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har vedtaget lovgivning om “fastfrysning” af skatteprocenter i kommunerne og forbud mod kommunal lån-optagelse. Med andre ord: grundtanken om økonomisk decentralisering, fra 1970-reformen, er helt opgivet.

4)   finansiering af institutionsdrift efter reformen: særligt på området sociale specialinstitutioner som f.eks. tale- og høre-institutionerne og andre handicap-institutioner, vil princippet om kommunal takstfinansiering med stor sandsynlighed føre til, at der i det mindste i en del år vil ske kommunal underbudgettering på disse områder, med den sandsynlige konsekvens, at institutioner vil blive nedlagt eller reduceret. Sammenholdt med princippet om udlægning af flest muligt af disse institutioner til de nye kommuner, vil det medføre spredning og afspecialisering af de højt specialiserede faglige miljøer, som i dag findes på amt-niveauet. I dag er det amtslige befolkningsunderlag for sådanne institutioner 250-600.000 mennesker. Selvsagt kan kommuner med 20-50.000 mennesker ikke være befolkningsunderlag for en tilsvarende specialisering. Allerede nu, forud for reformen, medfører usikkerheden om institutionernes fremtid mindsket personalerekruttering – og da specialiseringen jo i høj grad er “in the job training”, vil man inden for få år se mangel på specialister.

En vis skepsis hos Folketinget om kommunernes evne til at skuldre de ekstra opgaver på det sociale område affødte oprettelse af et Udviklingsråd i hver region, organiseret under statsforvaltningen, og med medlemmer fra kommunalbestyrelser, regionsråd og brugerorganisationer. Udviklingsrådene skal ”følge og vurdere” udviklingen på det sociale område og specialundervisningsområdet og afgive en redegørelse hvert af årene 2008-2010 til Velfærds- og Undervisningsministrene om udviklingen året før på områderne. Det materiale, som rådene får tilstillet fra kommunerne, giver kun mulighed for stærkt begrænset indsigt i den foregående udvikling.

Ved reformen overtager staten gymnasieområdet fra amterne. Gymnasierne skal herefter drives som “selvejende institutioner”, finansieret efter “taxameter-modellen”: et bestemt beløb pr. gennemført gymnasieuddannelse. Hidtil har amterne drevet en vis regional-politik via gymnasierne: man har opretholdt gymnasier i spredt-bebyggelsesområderne, og til dels anvist elever til de yderligt liggende gymnasier. Denne form for politik forsvinder med reformen. Når gymnasierne skal konkurrere om eleverne, vil der være tendens til koncentration om de store gymnasier med mange faglige valgmuligheder. 

Reformen medfører omlægning af arbejdsforholdene for 6-700.000 offentligt ansatte. Når to eller tre eller fire eller fem kommuner lægges sammen til én komme, skal de ansatte i kommunerne indpasses i hierarkiet i én sammensluttet kommune. Det medfører uundgåeligt for den enkelte ansatte betydelig usikkerhed, konkurrence og positionering. Denne udvikling er allerede nu, i 2005, i gang, og den vil antagelig fortsætte langt ind i 2007.   

Lovforslagene og de skriftlige bemærkninger til lovforslagene efterlader megen usikkerhed og tvivl om de administrative og strukturelle konsekvenser. Lovforslagene er udarbejdet hurtigt og centralt, og de mange hundrede høringssvar er ganske kritiske over for lovforslagene. Det ville have været ønskeligt med en længere periodes grundig forberedelse af reformen. En velvillig tolkning af lovkomplekset kan være, at de mere end 200 bemyndigelser til ministrene til at fastsætte regler skal bruges til at foretage de mange uundgåelige korrektioner efter lovvedtagelsen! En mindre velvillig tolkning kan være ønsket om at undgå den offentlighed om loves fejl og mangler, som ville følge af en lovændringsprocedure, når fejl skal rettes.

Som nævnt flere steder ovenfor, er reformen i mange henseender i klar modstrid med de idéer om lokalt selvstyre, som Europarådet har fastslået som standarder for god local selfgovernment, og som Danmark har tilsluttet sig.

Politiske motiver bag reformen:

Ovenfor har jeg hævdet, at der sagligt set ikke var noget stort behov for en gennemgribende reform. Det var også konklusionen fra den kommission, Opgavekommissionen, som regeringen nedsatte til analyse af hele den offentlige forvaltning, i perioden 1996-1999.

Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet: hvilke politiske motiver kan ligge til grund for de politiske aktørers beslutning om en omfattende reform af hele den offentlige sektor?

Det Konservative Folkeparti (det ene regeringsparti) i mange år har haft som ønske at nedlægge amtskommunerne, bl.a. med den begrundelse at man ønskede at afskaffe “det ene af tre skatteudskrivende niveauer”. Det hører måske med til motiverne, at Socialdemokratiet og partiet Venstre har været dominerende i amtsrådene.

Partiet Venstre har i en del år argumenteret for, at offentlige opgaver i højere grad bør udføres på “markedsvilkår” og i “konkurrence” mellem private entreprenører og kommunerne som entreprenører. Kommunerne – også de kommuner, der havde Venstre-borgmestre – har kun i mindre omfang ønsket at udlicitere opgaver. Det forklares med, at udarbejdelse af udbudsmateriale er administrativt besværligt og dyrt. Det forklares også med, at arbejdskraftintensive opgaver som ældrepleje og børnepasning ikke vil blive varetaget mere effektivt, fordi man etablerer konkurrence. Politikere fra Venstre har fremhævet, at ved sammenlægning til større kommuner vil man kunne skabe administrative enheder, der er store nok til at udarbejde udbudsmateriale og iværksætte licitationer. Venstres formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen fremhævede i sit programskrift fra 1993 Fra socialstat til minimalstat det ønskelige i en reduktion af de opgaver, som løses kollektivt, skattefinansieret og politisk besluttet, til fordel for privat finansieret og markedsorganiseret opgaveløsning også af traditionelle velfærdsopgaver. Det program har ikke indgået i Venstres argumentation direkte i forbindelse med strukturreformen. Men de forventelige effekter af reformen er fuldt ud forenelige med, at et sådant program er underliggende motiv. 

Dansk Folkeparti har stort set ikke udtalt sig om substansen i reformen. Partiet har kun ganske lille repræsentation i kommunalbestyrelserne. Jeg tillader mig den vurdering, at partiet blot har valgt at fungere som parlamentarisk back-up for regeringen i en situation, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Folketinget har været stærkt imod den af regeringen valgte model for kommunalreform.

Der har ikke været meget borger-engagement i debatten om strukturreform. Mindst debat har der været om nedlæggelsen af amterne. Det kan muligvis forklares med, at sygehusnedlæggelser har været det problemområde, borgerne har diskuteret mest de seneste 20 år – og de har ikke skaffet amterne mange tilhængere!

Konklusion:

Den strukturreform, som blev vedtaget i juni 2005, og som trådte i kraft pr. 1. januar 2007, indebærer en væsentlig centralisering i betydningen: forøgelse af regeringens (ikke Folketingets) direkte indflydelse på kommunalbestyrelsernes arbejde – dermed forstærker reformen en udvikling, som skiftende regeringer fra 1980 til 2008 har iværksat, men reformen udgør dog et stort spring i denne henseende.

Reformen har i hvert fald i gennemførelsesfasen medført forringelser i den kommunale og regionale (amtslige) service, alene på grund af aftalen om, at overgangsomkostninger skal afholdes inden for de nu gældende økonomiske rammer. En konsekvens heraf kan meget vel blive spontan individuel efterspørgsel efter privat organiseret velfærdsservice. Det er allerede sket på hospitalsområdet.

Derimod betyder reformen ingen styrkelse af borgerens retsstilling over for kommunen.

Reformen er sagligt set mangelfuldt forberedt. Reformen efterlader mange åbne spørgsmål om, hvordan opgavefordeling og opgaveudførelse skal varetages i de kommende år – spørgsmål, som allerede nu har effekt på f.eks. rekruttering til specialistfunktioner.

Reformen vil på grund af de ansattes usikkerhed om egen fremtid give arbejdsmiljømæssige problemer i mindst et par år, i hvert fald i en del administrative områder og antagelig i mange institutioner.

Reformen er mere et ny-liberalt fremstød for kommunal udlicitering end den er et svar på problemer i den nuværende kommunestruktur. 

Regeringen, der fik fået vedtaget kommunalreformen, har også nedsat en “Tænketank om nærdemokrati”. Man har nok ment, at der ville være noget at reparere på efter strukturreformen. Tænketankens redegørelse er udkommet 31.08.2005  (www.im.dk)

I forlængelse af strukturreformen vedtog Folketinget (COV) i juni 2008 hjemmel til, at Velfærdsministeren kan beskære tilskud til den enkelte kommune, som måtte overskride skatte- eller udgiftsloft. Den hidtil voldsomste centralisering i dansk kommunestyres historie.

I forbindelse med forlig efteråret 2008 (COV) om finanslov 2009 aftaltes, at finansieringen af arbejdsløshedsdagpenge pr. 1.8.2009 skal overgå til kommunerne. Under indtryk af kreditkrise og arbejdsløshedskrise tilsiger det endog ganske voldsomme og uberegnelige konsekvenser for kommuner, hvor større virksomheder indskrænker eller lukker.

Efterskrift I: Strukturreformen – status december 2008 .

Den nye struktur (se s.8) skulle fungere pr. 1.1.2007.

Der var kommunal- og regionsrådsvalg 15. november 2005.

ORGANISATION

Regionsniveau: to instanser: 

De nyvalgte Regionsråd (41 medlemmer) havde status af forberedelsesudvalg – de skulle sørge for, at administration og underudvalg er på plads i løbet af 2006, og indtog derefter rollen som siddende råd. 

De regionale statsforvaltningskontorer har fået chefer, og har indrettet struktur og organisation. En del arbejdsområder, ikke mindst tilsynet med kommunerne, er præget af sagspukler og kritisabelt lange ekspeditionstider.

Kommune-niveau: i november blev der valgt sammenlægningsudvalg (normalt 25-31 medlemmer) i de kommende sammenlagte kommuner – sammenlægningsudvalgene er kommunalbestyrelser fra 1.1.2007. Funktionsperioden blev forlænget for de eksisterende kommunalbestyrelser i kommuner, der lægges sammen med andre. Der var altså i 2006 en dobbeltmagt-situation: de gamle kommunalbestyrelser fungerer stadig og beslutter budget for  2006, og sammenlægningsudvalgene eksisterer, og kan nedlægge veto mod beslutninger, truffet af de gamle kommunalbestyrelser. I kommuner, der ikke lagdes sammen med andre, blev der 15. november 2005 valgt ordinære kommunalbestyrelser, der skal fungere i 4 år. Én af virkningerne af denne dobbeltmagt-situation er, at nogle sammenlægningsudvalg har nedlagt veto mod kommunale investeringer, som var besluttet af “forlængede” kommunalbestyrelser, fordi de mener, at den fremtidige kommunalbestyrelse ikke vil prioritere f.eks. de idrætsanlæg, som hidtidige kommunalbestyrelser gerne vil have bygget i deres lokalområder. 

ØKONOMIPROBLEMER OG DIREKTE STATSSTYRING: En stærkt følt virkning af reformprocessen er, at en del sammenlagte kommuner har massive økonomiproblemer. En del af de tidligere kommuner ”tømte kommunekassen” før sammenlægningen, det vil sige: holdt lavere skatteudskrivningsprocent end svarende til udgifterne. Efter sammenlægningen konstaterede man, at den gennemsnitlige skatteprocent var ikke tilstrækkelig til at dække de hidtidige udgifter. Men så stødte de nye og større kommuner på regeringens /folketingets skatteloft: man måtte ikke hæve skatteprocenten svarende til udgifterne. 42 af de 98 kommuner søgte tilskud fra en pulje under Velfærdsministeriet til ”vanskeligt stillede kommuner”, 19 fik hjælp. En del er nu (dec.2008) ”under administration” af Velfærdsministeriet, det vil sige: efter minister-ordre er de i gang med budgetbeskæring/fyringsrunder. Et eksempel på denne mekanisme er Syddjurs.

OPGAVER: Der er truffet beslutninger om, hvilke hidtil amtslige sociale og revalideringsmæssige institutioner, der skal gå over til primærkommunal drift, og hvilke der skal drives af regionerne. Kommunerne i region Midtjylland har i fællesskab aftalt, at institutionerne drives videre med uændret standard i årene 2006-2008, for at forebygge at usikkerhed om fremtiden skulle få medarbejdere til at flygte fra institutionerne. Denne forebyggelse er siden blevet underløbet ved at den største kommune i regionen, Århus, er gået i gang med en “sparerunde”, der også vil ramme de hidtil amtslige institutioner. Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i de andre 4 regioner.

Efter at det er besluttet, hvilke institutioner der overføres til kommunerne, har de hidtidige amter aftalt, hvilke administrative medarbejdere der skal overflyttes til kommuner og hvilke der skal overflyttes til regionen. For en del medarbejdere har denne situation betydet af arbejdssted og en del daglig mer-transport. En del har valgt tidligere tilbagetrækning end ellers planlagt.

En del amtslige og kommunale opgaver er overført til de regionale Statsforvaltninger. Det gælder bl.a. skattevæsenets opgaver. Det har medført, at en del medarbejdere har fået arbejdsplads langt fra bopælen. En del er gået på pension – en del er søgt over i den private sektor – og en del har accepteret den større geografiske afstand.  231 skattevæsensmedarbejdere nægtede at flytte til Ringkøbing, i den vestlige ende af Danmark – pr.15. april2006 stod de til at få en fyreseddel. Det har medført betydelige problemer for skattevæsenets inddrivelse af skat! Stort set ingen medarbejdere er glade for omlægningerne – mange er temmelig utilfredse.

Strukturændringerne og arbejdspladsflytningerne garanterer for en vis personaleomsætning i de kommende år – og medfører antagelig også, at skatteligning og skatteopkrævning vil tabe effektivitet i hvert fald i en periode.

Til opgaveomflytningen hører formueopgørelse: der er sket værdisætning af de institutioner, især bygninger og jord, der skifter ejere.

INTERNE STRUKTURER:

Regionsrådene er konstitueret, de har udarbejdet organisationsplaner, og en del kontorer er etableret. Hjemmesider er oprettet, med bl.a. organisationsplaner, opgaveoversigter og mødeplaner. Regionsrådene har én stor og nogle mindre opgaver. Den store er: hospitalsdrift. Der er også dannet regionale trafikselskaber, som skal forestå de regionale buslinier og nogle af jernbanelinierne, og som har overtaget buslinier, som hidtil er blevet drevet af enkelte kommuner. Regionsrådene har udpeget hver sit Regionalt vækstforum, som skal diskutere de samfundsmæssige betingelser for økonomisk vækst i regionen: uddannelse, arbejdskraftmobilitet og -forsyning, turisme, og meget andet. Forud for regionernes etablering har ministeren udpeget et Midlertidigt vækstforum for hver region, sammensat af erhvervsrepræsentanter, repræsentanter for større uddannelsesinstitutioner, nogle borgmestre samt et par fagforeningsrepræsentanter. Det midlertidige Vækstforum for Midtjylland har ladet et konsulentfirma udarbejde en beskrivelse af erhvervsforhold, eksportandele og -potentiale, uddannelsesforhold og arbejdsstyrkesammensætning i regionen. 

I sammenlægningskommuner foregik omfattende forhandlinger om, hvordan den kommende kommunes administrative hierarkier skulle indrettes, og om hvilke medarbejdere der skulle indplaceres på hvilke poster i de administrative hierarkier. Det har medført, at ikke alle medarbejdere var så optaget af de daglige administrative opgaver – strukturen og egen kommende placering i den stod højt på bevidsthedsdagsordenen! Det samme er sket, ganske vist i mindre omfang, i de kommuner, der har uændret størrelse, fordi en del hidtil amtsansatte skal indplaceres i kommunernes administrative strukturer, når f.eks. døgninstitutioner for børn/unge overflyttes fra amt til primærkommune. Om de amtslige institutioner, især døgninstitutioner for børn og handicappede, som kommunerne ikke i første omgang ”hjemtog”, og som derfor fik regionen som driftsherre, gælder, at kommunerne når som helst kan kræve dem overført fra region til kommune. Det har betydet usikkerhed for de enkelte medarbejdere og ledere om ansættelsesforhold, usikkerhed om personalerekruttering og efteruddannelse, i sådant omfang at det har udgjort og udgør et egentligt arbejdsmiljøproblem.

Det samlede billede af den danske strukturreform er nu, 2 år efter reformens ikrafttræden: nogenlunde klarhed angående den overordnede struktur – betydelig uvished om ganske store detaljer. Og betydelig uvished om kommunernes økonomiske situation i 2009- .

Efterskrift II: status dec. 2013 (ABF regering 2011-2014, AB -2015)

Efter gennemførelsen af strukturreformen har vi set virkeliggørelsen af en del af de skrækscenarier for udviklingen på det specialiserede socialområde, som er nævnt på s. 9. Mange institutioner er nedlagt på grund af manglende kommunal efterspørgsels efter deres ydelser, f.eks. på hjerneskadeområdet mere end et dusin institutioner. Nu i 2012-13 er en vis erkendelse ved at brede sig i kommunerne om, at man ikke magter de mere specielle opgaver – men institutionskapaciteten og dermed fagkundskaben er reduceret. En hel del mennesker med behov for omfattende og specialiseret indsats er i stedet blevet langtidsparkeret i plejehjem eller andre kommunale lavere kvalificerede institutioner.

Mange kommunale folkeskoler er i sparerunder blevet nedlagt. Det har fået forældre til at oprette mange private skoler.

S, SF og R stemte i 2008 imod VKO-regeringens stramninger af den statslige styring af kommunerne og især deres økonomi. En generel økonomi-styring bestående af ”2% effektivisering pr år” i alle offentlige institutioner – i praksis udmøntet i årlig beskæring af institutionernes økonomi-ramme. Efter regeringsskiftet i 2011 kunne man så forvente, at styringen ville blive lempet. Det blev den ikke – tvært imod. En konsekvens har været nedlæggelse af godt 30.000 kommunale stillinger i årene 2010-2013 – personalebeskæringer i hjemmepleje og skoler og daginstitutioner og alle andre hjørner af den kommunale service. 2% om året bliver med tiden til en mange procent!

Til gengæld fører regeringen via www.frivilligrådet.dk kampagner for, at frivillige skal supplere den kommunale indsats bl.a. for udsatte grupper.

Hertil kommer tre store ”reform” komplekser: førtidspensions- og fleksjobreform (2013), kontanthjælpsreform (begge med spare-mål), og folkeskolereform, inclusive lærer-lockout 2013 – alle med stærke elementer af stærkere statslig styring. 

Centraliseringen er under Thorning-regeringen også fortsat på andre områder: 

Den kommunale skatteligning er afskaffet og lagt over til Skat – en rent statslig skatteorganisation – denne er meget stærkt beskåret mandskabsmæssigt, og Skat har i 2013 bidraget til den pressemæssige underholdning med historier om omfattende fejl i ejendomsværdiansættelsen og omfattende mangler i inddrivelse af restancer.

Udbetaling af forskellige kontantydelser er fjernet fra kommunerne og henlagt til en statslig central institution: Udbetaling Danmark. Deraf er fulgt en del fejl i individuel udmåling af ydelser og i indeholdelse af statslige tilgodehavender i det udbetalte

Budgetloven (2012) – en implementering af Den Europæiske Unions ”finanspagt” – etablerer styring med formålet ”balanceret budget” på statsligt, regionalt og kommunalt niveau – og begrænser dermed muligheden for ekspansiv (”keynesiansk”) økonomisk politik. Budgetloven sætter dermed endnu strammere regler for kommunernes økonomiske handlefrihed.

Kommunalt selvstyre er noget, der er blevet en del mindre af!

Efterskrift III – status dec. 2021  (V-ledede regeringer 2015-2019, A regering 2019- ..)

Siden sidste status (2013) er centralisering og beskæring af kommunalt selvstyre fortsat, bl.a. i form af en del statslig detailstyring og økonomistramning. Den rundhåndede corona-krisehåndtering på statsniveau har ikke slået igennem over for kommunerne.

de traditionelle velfærdsområder – ældrepleje, skole- og daginstitutionsområderne, social- og handicapområdet, sundhedsvæsenet – har fortsat New Public Management (NPM)  ”effektiviserings” politik medført, at serviceområderne er blevet stadig mere nedslidt. I 2021 er rekrutteringsproblemerne på alle området iøjefaldende – arbejdsmiljøet er en væsentlig delforklaring. Aktuelt eksempel: næsten halvdelen af hospitalsvæsenets sygeplejersker arbejder på deltid – arbejdstempoet er skruet sådan op, at man ikke kan holde til at arbejde på fuldtid. En del ”abekastning” er fulgt med: presset på sygehusene søges løst ved kortere indlæggelsestid – hvoraf følger talrigere og mere komplekse plejeopgaver til kommunerne ved udskrivning, uden at kommunerne får midler til mer-ansættelser. 

Fattigdomsproblemet dukker synligt op i pressen hvert år til jul. Men for de fattige er det der hele tiden. Eftersom udlændingepolitikken og den beskæftigelsespolitiske ”incitamentspolitik” har resulteret i lovfastsatte ganske lave kontantydelser, er der meget lidt kommunerne kan gøre ved det – og ganske typisk består den århusianske politik for fattigdoms afhjælpning i at ”få dem i arbejde”. De fattige, som arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for, må altså forblive fattige. 

En vækst i antallet af hjemløse især i de større byer har afstedkommet en del planer for langsom nedbringelse af antallet. For ca 12 år siden tilsigtede strategien af afskaffe hjemløshed! Hvor meget af væksten der kan tilskrives regeringernes udlændinge- og incitamentspolitisk motiverede ”hold de sociale ydelser lave” politik er ikke analyseret. Men de lave ydelser kombineret med relativt høje priser på små sociale boliger gør problemet svært løseligt kommunalt.

Befolkningsudviklingen, demografien har kombineret med den statslige økonomistyring medført stadig større problemer – og synlighed af problemer – for de kommunale beslutningstagere. Mest iøjnefaldende i så henseende er aldringen af befolkningen og en vækst i andel personer med diagnosticerede handicap på alle alderstrin – børn, voksne, gamle. Denne vækst medfører en stigning i behov for kommunale indsatser – og dermed udgifter. Indsatser som borgerne har en lovfæstet ret til. Stigningen overstiger befolkningstilvækst og budgetvækst. 

Størrelsesordenen blev synliggjort ved 2021-forhandlingen mellem finansminister og KL: KL-formanden gjorde rede for, at merudgiftsbehovet alene på handicapområdet udgør 5,4 mia over 3 år – hvis man skal undgå at skære i ydelserne. Finansministeren mødte kravet på de 5,4 mia med et rundt NUL. Og således blev kommuneaftalen: ikke flere statspenge til dækning af kommunale handicapudgifter. Deraf vil følge beskæringer af serviceniveau, mere belastet arbejdsmiljø, og antagelig vækst i antal ankesager. Størrelsesordenen i Århus illustreres af nedenstående figur, fra budet 2022 bilag fra Magistratsafdelingen for Sociale og Beskæftigelsesmæssige forhold.

En tredie og en fjerde demografisk udvikling medfører udfordringer for kommunestyret: affolkning af landdistrikter – og indvandring til især de større byer: København, Aarhus, Ålborg, Odense – men også de større købstæder. Affolkningskommunerne står over for aftagende skattegrundlag, og ekstra-aldring, eftersom det jo typisk er mennesker i arbejdsliv-alderen, der bliver færre i tal. Tilflytningskommunerne oplever bolig- og byudviklingsopgaver og trængsel i eller endog mangel på institutions- og skolepladser (og -personale). De tilflyttende har ofte en bil med, og de vil køre ca. samtidig på de eksisterende veje/ gader, og de vil parkere på de få P-pladser i centrum – altså: trafiktrængsel.

Klima ændringer og miljøbeskyttelseshensyn stiller kommunerne over for flere udfordringer: Dels opgaven med at forsøge at begrænse klimagas-udledningen, dels opgaven med at håndtere især de regnmængder og kystoversvømmelsesproblemer, som følger med de allerede indtrufne klimaændinger. Kommunens opgave med at beskytte natur og drikkevandsforsyning mødes ofte af modstridende hensyn: bønders ønske om at kunne sprøjte, bygherrers ønske om udlæg af byggeområder.. 

sports service. 

De nye og gamle opgaver skal løses under ændrede beslutningsstrukturer: kommunerne har stadig myndighedsopgaverne, herunder også kommuneplanlægningsopgaven. Lovbestemt udbud og selskabsgørelse af nogen af forsynings- eller udføreropgaverne giver ændrede beslutningsforhold sammenlignet med den ”gammeldags” kommunale forsyningsvirksomhed: varmeforsyning, vandforsyning og vandafledning, i nogle tilfælde elektricitets- og busforsyning.  Regionale transportselskaber mærker det aftagende folketal i yderdistrikterne – og dermed fald i billetindtægter. Deraf følger udtynding af den kollektive transportservice.  Andre forsyningsopgaver løses af private bolig- og virksomhedsbygherrer, under en – mere eller mindre intensiv – kommunal planpolitisk styring.

Hvordan tackler byrådene de nye og de gamle – evt. ændrede – opgaver? Udfordringer?

Selvom NPM i det seneste par år er blevet et fy-ord, er grundelementet i NPM stort set fastholdt i kommuner og regioner på de traditionelle velfærdsområder: udfordringerne, de flere opgaver, skal løses med stærkere ledelse og dygtiggørelse. Ikke med flere varme hænder

Fra bilag til budget 2022, Århus Kommunes socialforvaltning. ”Fællesbidrag” er budgetrammebeskæring til brug for kommunal omprioritering.

Ovenfor har jeg nævnt konsekvensen på sygeplejerskeområdet: flere søger deltid, flere søger væk. I Århus ses det på ældreplejeområdet: flere ”kvalitetssygeplejersker”, men næsten ikke flere SOSU’er. Nogen må løbe stærkt.  På specialundervisningsområdet satser man på ”mellemformer” som er billigere end flere specialundervisere. Daginstitutionsområdet og handicapbostedsområdet har været præget af udvikling af  stordrifts-institutioner, med stedse tyndere bemanding. Igen i det århusianske: nogle skandaler om mistrivsel har tiltrukket sig opmærksomhed og nød-bevillinger. Men prognosen siger: stadig større gab mellem behov og budget, og byrådet vil kun fylde lidt af gabet. 

planlægnings-, klima- og miljøområderne ser vi parallelle udviklinger i tilflytningskommunerne: større byggehøjde i byerne, ofte i form af ”landmarks” eller skyskrabere – enkelte eller flokkevis. Mange steder, hvor landsbykirken eller fodersiloen fyldte mest i det åbne landskab, ses nu dominerende magnum-lagerbygninger eller højhuse. Pladsen her tillader ikke uddybning – men tidsskriftet By og land giver mange eksempler og debatter. ”Fortætning”, altså flere bolig- og kontorkvadratmeter pr grund-kvadratmeter bruges ofte som en postuleret vej til energibesparelse, ofte uden at arkitektonisk kvalitet fremstår overbevisende. 

Klimaforandringernes mer-regn forsøges ofte løst gennem areal-omdannelser, ikke sjældent med arkitektonisk vel designede grønnere striber i bybillederne. 

Vandforsyningen er i dag typisk organiseret i kommunalt ejet selskab. Det kan på kort sigt være selskabsøkonomisk uhensigtsmæssigt, hvis kommunen iværksætter grundvandsbeskyttelse i form af sprøjteforbud – så selskabsbestyrelsen beder kommunalbestyrelsen udsætte grundvandsbeskyttelsesindsatsen!

Bil-CO2 udslip søges bekæmpet ved el-bil vækst – det giver ikke mindre biltrængsel, som få byer sætter ind over for.

Opgaverne, udfordringerne mødes med mange programerklæringer og strategier og planer – i en del tilfælde af hockey-stav-modellen. Et eksempel: Århus’ Kommuneplan 2017 har mange miljøbeskyttende formuleringer, for eksempel om grundvandsbeskyttelse og ”grønne kiler” i byudviklingen 

I praksis over-rules plan og program af bygherrers byggelyst og byrådets følgagtighed – så selv sårbare grundvandsområder udlægges til villabyggeri, uden round-up-forbud. 

Et andet eksempel: vi har en klimastrategi, ”CO2 neutralitet i 2030”. Meget af den regnskabsmæssige ”CO2-neutralitet” menes allerede opnået ved at erstatte kul i fjernvarmen med importeret træflis. Og mere håbes opnået ved overgang til el-biler. Det kan kaldes ”CO2 nedskæring en detail”,

Vækst og nybyggeri og vejanlæg er højt prioriterede midler til velstand. De kan kaldes ”CO2 mer-belastning en gros”. CO2 belastning ved byggeri indregnes ikke i kommunens CO2 regnskab. Det problem er nu ved at gå op for flere strategi-havende kommuner.

Landspolitik og lokalpolitik. 

Udviklingen, den fremmedhadske politik, der har bredt sig fra DF til flere partier, har dels bestemt socialpolitikkens lave ydelser, dels retorikken om ”dem af ikke-vestlig herkomst”, der siges at have lav erhvervsfrekvens og afvigende (værst: muslimske) normer. ”Ghetto”-pakken med nedrivning af boliger og tvangsflytning af indbyggere er besluttet af Folketinget, tildels på forslag fra den lokale borgmester – og udføres af de enkelte byråd. Også de fleste lokale partier bakker op om diskriminationen. Dermed knægtes lighed for loven også lokalt, f.eks. mht valg af bosted. 

Denne udvikling har sat Danmark og Århus på verdenskortet: FN’s anti-racisme komité har kritiseret den stigmatiserende brug af ”ikke-vestlig” som diskriminationsmiddel i boligpolitik og andre politikområder. Se litteraturlisten.  Indvandrer-bashingen høres ofte i byrådssalen.

På det seneste har Folketingen pyntet på retorikken: ”ghettoliste” er blevet til ”omdannelsesliste”. Den stigmatiserende kategorisering ”ikke-vestlig” til brug for diskriminationspraksis er uændret.

En anden udvikling er faldet mig i øjnene igennem det seneste års sidden inde igen som byrådsmedlem: den ligegladhed på højeste politiske niveau med gældende ret – lovhjemmel, konventioner, vedtagelser – som er blevet synlig i rigsretssagen mod Inger Støjberg og Minksag-kommissionens arbejde med statsministerniveauet, – den ligegladhed slår også igennem på højeste ledelsesniveau i kommunen. Eksemplerne er mange. Kommuneplanens beskyttelsesbestemmelser om naturområder, og lokalplaners bestemmelser om byggehøjder og bebyggelsestæthed tilsidesættes uden videre i byudviklingen. Der dispenseres rask væk fra lokalplaner, eller de ændres kort efter vedtagelse, så bygherrerne kan tjene. Forskrift om helhedsplan før lokalplan tilsidesættes, med problematiske forsyningsforhold vedr. institutioner, skoler, fritidsfaciliteter til følge. I sociale sager ”afprøves grænser: klienten må anke, så ser vi om Ankestyrelsen underkender os”. Den ligegladhed fandtes IKKE i topledelsen, da jeg tidligere sad i byrådet – der var mere respekt for gældende ret. Ligegladheden og den praksis, hvori den udmøntes, undergraver borgernes tillid til demokratiske beslutningsprocesser. Den ofte udtrykte kritik af oplevelse af byrådspolitikeres tonedøvhed for borgerindsigelser og oplevelsen af pseudo-borgerinddragelse i byudviklingen afspejler et ægte demokratisk probblem i kommunestyret, i hvert fald som det udspiller sig i Aarhus.

Sammenfattende:

Kommunerne står over for voksende problemer/opgaver, som forudseligt ikke vil kunne håndteres inden for de nuværende økonomiske rammer. Den normale KL-reaktion er: vi må have flere statslige penge (ikke: vi må hæve skatten). Og tilføjelsen er næsten ordløs: vi planlægge at undlade at løse problemerne, indtil staten kommer med penge, eller ”vi tilpasser service til rammen” – og usagt (”selvom det giver en ulideligt ringe service”).  De for små bevillinger til ældrepleje og personalets nedslidning må løses ved at de gamle får lidt mindre hjælp, og ”personalet skal blive dygtigere (og løbe stærkere)”. Grundvandsbeskyttelse må vente til staten betaler. De private bygherrers byggelyst får lov at bestemme, hvordan vor kommune og vort land kommer til at se ud.

Og stigmatiseringen af ”ikke-vestlige” og ”ikke-arbejdsmarkeds-deltagende” fortsætter.

Illustrationer: 

kort: 5 nye regioner (fra “aftale om strukturreform”, dias)

kort: statslige arbejdspladser 

kort: kommunernes tilbagemeldinger (om hvem der ønsker sammenlægning med hvem)

kort: nye kommuner 07.07.2005, med indbyggertal

Materiale om strukturreformen kan downloades fra Indenrigsministeriets homepage, www.im.dk, Kommunalreform – herunder lovforslag, overheads om politiske aftaler, Danmarkskort m.v.

Referencer:

Dagbladet Politiken 28.08.2005: “Kommuner i kø til fattighjælp”, “Borgmestre med tiggerstav”.

European Charter of Local Self-Government    Strasbourg 15.X.1985 (Europarådet)

Opgavekommissionens betænkning 1999

Strukturkommissionens betænkning 2004 (også på www.im.dk)

Tidsskriftet Kommunen – mange artikler, bl.a. 10. marts 2005 “Nyt Danmarkskort med 271 kommuner reduceret til 99”

Viggo Jonasen (2004): Dansk Socialpolitik 1708-2008  E-udgave www.viggojonasen.dk

Pontus Tallberg (Region Skåne 2005): Självstyrelse på lokal och regional nivå”

FN: Committee on the Elimination of Racial Discrimination: Concluding observations on the combined twenty-second to twenty-fourth reports of Denmark*  3. December 2021 

Aarhus Kommune budget 2022 forslag: Den økonomiske situation på socialområdet pdf  3.9.2021

LETBANETOP “DEN PERMANENTE”

Enhedslisten i Aarhus Byråd

Viggo Jonasen, viggo.jonasen@aarhus.dk, 61 71 22 19

Aarhus d. 2021.06.01

Til borgmester Jacob Bundsgaard

hermed forslag til byrådsbelutning

Aarhus Byråd beslutter genåbning af det eksisterende stoppested for Letbanen ved Den Permanente Badeanstalt, Risskov, herunder at der foretages beregning af de økonomiske omkostninger ved signalanlæg m.v., herunder også at der foretages skøn over en åbnings virkning for køretider m.v. ved de forventelige spidsbelastningstidspunkter, og at der foretages skøn over billetindtægter, som en af- og påstigningsmulighed vil generere.

Motivering:

Den Permanente Badeanstalt er et højt værdsat udflugtsmål for århusianerne. Det medfører betydelig biltrafikbelastning og parkeringsbelastning af den smalle skovvej, Salonvejen – en belastning, som vil kunne mindskes ved genåbning af stoppestedet. Ved underskriftindsamling i 2018 blev der på en måned indsamlet 1841 underskrifter på ønsket. Ønsket om en genåbning støttedes også af Vinterbadeklubben Jomsborg, med 9.500 medlemmer. Ved underskrift-indsamlingen blev det bl.a. tilkendegivet fra daginstitutioner syd og nord for centrum, at en af- og påstigningsmulighed ville være meget ønskeligt for at kunne gøre udflugter med institutionernes børn.

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem (EL)

BUDGET 2022 – POLITISK KONTEKST, UDFORDRINGER

BUDGET 2022 – POLITISK KONTEKST OG POLITISKE UDFORDRINGER.

Når vi skal fastlægge Enhedslistens politik forud for forhandlingerne om budget 2022, er det nyttigt både at have et udblik til den landspolitiske kontekst og kigge fremad i forhold til Enhedslistens lokalpolitiske rolle

KL med formand Jacob Bundsgaard har aftalt med regeringen, at kommunernes udgifter i 2022 må stige med hvad der svarer til befolkningstallet. ”Der er ikke råd til det løft af socialområdet, som KL har foreslået”.

Pressemeddelelsen fra KL:

”man er nødt til at prioritere, hvis ikke udgiftsudviklingen på socialområdet skal resultere i besparelser på de brede velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børneområdet” siger Jacob Bundsgaard.

Det er et hårdt varsel forud for budgetforhandlingen. Hvis Bundsgaards landspolitiske udmelding fastholdes også med virkning i Aarhus, spiller han ud med et nærigt budget.

Hvis Enhedslisten skal være med i budgetforlig 2022, bør det forudsætte mærkbar forøgelse af bevilling til socialområdet, ikke mindst handicapområdet – og til ældreområdet, ikke mindst demensområdet – og til skoleområdet, ikke mindst specialundervisningsområdet. Det er ikke hvad Bundsgaard lægger op til.

Som det er nu, med budgetforlig 2021, er vi medansvarlige for velfærdsniveauet på ældre- og handicapområderne. Inclusive bostederne, og på skoleområdet.

Vi har som parti i årets løb kun kritiseret bevillingsniveauet på social- og især handicapområdet. Ellers har tavshed om niveauet og bekymring for tilstanden været parti-logo. Også i svarene til forældre på Kragelundskolen, hvor klasser lægges sammen grundet budgetknaphed.

Om handicapområdet: som bekendt har tilsynet kritiseret bostedernes faglige og trivselsmæssige kvalitet – grundet personaleknaphed.

Enhedslisten har inden for forligskredsen foreslået en mer-bevilling på 35 mio, taget af kassen.

Hvis journalisterne spørger: hvorfor stiller I ikke forslaget i byrådet? Hvad er svaret?

Svaret er: som budgetforligspartner har vi afskåret os fra at stille forslag om mer-bevilling i byrådet. ”Musketér-eden” om at være enige om enhver ændring i budgettet er en selv-påtaget mundkurv.

‘”Jamen, er jeres politik ikke: større bevilling?” Jo. Men vi foreslår det ikke!

Borgmester Bundsgaards strategi er: bredt forlig om økonomien – opnået ved at et begrænset ”råderum” sættes til uddeling, så forligspartierne hver for sig kan sige: ”det fik vi ud af forliget”. Derved opnår han, at forligspartnerne undlader at kritisere (ham for) kommunens lave serviceniveau, OG han sikrer sig mulighed for at prale af ”orden i økonomien” og lav skatteprocent – to rare ting for en borgmester.

Til gengæld får han partierne – incl. Enhedslisten – til at holde kæft.

Borgmesterens magtmiddel, den store stok, er trussel om udskældning for ”forligsbrud”. Han udstiller afvigere som ”utroværdige forligspartnere”, hvis man kritiserer budgettets utilstrækkelighed. Derimod må man gerne udtrykke ”bekymring” og love (forsøg på) forbedring i næste budget!

På byrådsmødet 22. juni skal vi diskutere et beslutningsforslaget fra V-KF-Ø-Borgkvist – et forslag om at pålægge socialrådmanden at udregne størrelsesordenen af budgetmangel på bostedsområdet. Nu – i 2021.

Inden byrådsmødet er der møde i ”budgetforligskredsen”. Her forventer jeg, at borgmesterens store stok bliver svinget: som budgetforligspartner kritiserer man IKKE budgetmangel – endsige pålægger en rådmand at beskrive sådan en!

BUDGETSTRATEGI ER OGSÅ EN STRATEGI FOR DET VIDERE ARBEJDE:

Skal vi være en ”troværdig og ansvarlig forligspartner”, som står last og brast med ”forligskredsen” om at tage ansvar for den konkrete bevilling til skoler og bosteder? Selvom vi udtrykker ”bekymring” over Kragelundskolens klassesammenlægninger og over manglen på personale i plejehjem og bosteder. Skal vi, som Würtz & Bundsgaard forklare problemerne med regeringens påholdenhed, ikke med kommunens lave skat?

Eller: skal vi som et socialistisk parti kritisere konkrete og generelle utilstrækkeligheder i byrådets budgetbeslutning og borgmesterens satsning på at holde skatten nede?

Skal vi påtage os mundkurven?

Viggo Jonasen

Byrådsmedlem – Socialudvalget og Teknisk Udvalg.

BUNDSGAARD, BÜNYAMIN og BULLDOZERNE

Aarhus Stiftstidende 2019.05.22 læserbrev

Århus Byråd er i gang med at beslutte om tvangsflytning af 3-4 tusinde borgere. Børn, forældre, invalider, arbejdende. Det kaldes udviklingsplaner for Bispehaven, Gellerup, Toveshøj.

Hvorfor skal de flyttes?

Det skal de, fordi borgmester og et byrådsflertal vil sørge for at ”udsatte boligområder” ikke skal være ”udsatte”. Det gør man ved at tvangsfjerne nogle tusinde udsatte beboere og lokke nogle tusinde middelklasse-folk til at bo i nye tæt-lave boliger. Eftersom man ikke ”bare” kan tvangsflytte beboerne, må man lige gribe den ”omvej” at nedrive deres bolig – så er de jo nødt til at flytte.

Er det nødvendigt at bulldoze ca 1000 boliger for at ”ændre beboersammensætning”?

Se til København – der klarer man de såkaldte ”ghettoproblemer” uden nedrivninger.

Og Brabrand Boligforening har lavet en udviklingsplan uden de tvangsflytninger og nedrivninger, som borgmesteren og SF og Det Radikale Venstre og Alternativet i Århus nu vil stemme igennem, sært nok ivrigt støttet af med Venstre og Dansk & Konservativt Folkeparti.

Nedrivning af 1000 boliger var politisk hoved-markering i borgmesteren og hans medløberes plan fra juni 2018 (29 byrødder, incl. RV, SF og Alt. – Enhedslisten imod). Sært nok var tallet også 1000 i Odense. Hvis boligforeningerne ikke ville være med til de 1000, kunne borgmesteren med støtte fra boligministeren true med, at staten vil overtage planen men gennemtvinge endnu større nedrivninger. Borgmesteren har haft stor direkte indflydelse på lovens udformning.

Tankesættet bag beslutningen om tvangsflytning og nedrivning blev tydeligt formuleret af Venstres rådmand Bünyamin Simsek i byrådsdebatten 15. maj 2019: ”Der er nogle ting, jeg er nødt til at slå fast. Hvis ikke min far og mor havde påtaget sig forældreansvaret, hvis ikke min far og mor havde insisteret på at jeg skulle lave mine lektier … så stod jeg nok ikke her. Hvis ikke min far og mor havde en drøm på mine vegne,…. Det er såmænd bare den drøm, jeg vil give videre til børn i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Jeg ser ikke, den er til stede i dag. Det er dokumenteret i tal. Det er en væsentlig forskel til Enhedslisten, som vil værne om at børn ikke klarer sig godt, vil værne om at der bliver kastet med sten mod vore brandfolk og politifolk, vil værne om at der er kriminalitet.” Simsek mener: sådan ER det – sådan ER de mennesker i Gellerup, Toveshøj, Bispehaven.

Har borgmester Bundsgaard ytret sig tilsvarende? Jo-da.

Har Bundsgaard og Bünyamin (B&B) forklaret, hvordan det går til, at når ”vi” fordriver nogle tusinde familier ved at rive deres boliger ned, så får forældrene drømme for deres barns fremtid. Så kaster børnene ikke sten mod brandfolk og politi, og så er der ingen kriminalitet?

I så fald: Gud være lovet for bulldozerne!

Har B&B forklaret, hvordan de fattige som tvinges til at flytte, får det bedre?

I Udviklingsplanerne er en del ord om hvor lyst og dejligt, kvartererne senere vil blive, når nye ”ressourcestærke beboere” flytter ind i de kommende tæt-lave boliger.

Derefter en del ord om at man – især boligforeningerne – vil sørge for en ”god modtagelse” af de tvangsflyttede. Mon ikke en del beboere i de ”modtagende afdelinger” vil se lidt syrligt på, at deres normale flytte- og oprykningsret bliver suspenderet af hensyn til nogle tvangsflyttede?

Min vurdering: nedrivningsplanen skal vise vælgerne, at borgmesteren og hans parti – og Venstre – kan vise handlekraft over for indvandrere og ”deres ghetto”, så de kan komme på bedre tanker (ganske vist ryger der nogle førtidspensionister i samme gryde). Øvelsen skal vise, at VI kan træde handlekraftigt op over for dem. Lige som Støjbergs handlekraftige adskillelse af børn og forældre i Hillerød skal få dem på bedre tanker om at vende hjem til Somalia ”og genopbygge deres land”. Så: vildfarne vælgere, som har stemt på Pia Kærsgaard, kan trygt vende hjem til Liste A (og V.)

Skidt med miljøbelastning ved nedrivning plus erstatningsbyggeri. Skidt med pengene – dem tager vi nemlig fra lejerne i den almennyttige sektor, fra Landsbyggefonden – så bliver der lidt mindre til hovedistandsættelser og miljøforbedringer andre steder. Skidt med humaniteten.

Det er stemmemaksimeringen, der tæller.

Viggo Jonasen     Byrådssuppleant (Ø)

Om Enhedslistens principprogramforslag – marxisme behøver ikke være vulgær

Om Enhedslistens forslag til principprogram. Bragt i Modkraft febr. 2014

Marxismen behøver ikke at være vulgærmarxisme – der er mere end to klasser!

Som måske bekendt er Enhedslisten i gang med revision af principprogrammet.

Partiets skrivegruppes forslag er desværre præget af en noget mekanistisk samfundsanalyse, som gamle Marx ikke ville have været imponeret af. Det samme gælder alternativerne i Årsmødehæfte 1. I forslagenes historiske dele er der kun to aktører: kapitalisterne og arbejderklassen. Hvis programmet bliver a-historisk, altså virkelighedsfjernt, er der en nærliggende risiko for, at de forslag som partiet måtte stille ud fra programmet bliver virkelighedsfjerne.

Jeg har stillet ændringsforslag med en mere historisk korrekt og nuanceret analyse. Forslag som ikke når frem til medlemmerne, så de kan debatteres inden delegeretkonferencen. Det er brandærgerligt, når forslag er indsendt rettidigt.

I skrivegruppens programforslag og alternativerne indgår ikke fænomenet klassealliancer. Men i den danske virkelighed har alliancer mellem bønder og arbejderbevægelse været en vigtig drivkraft i udviklingen af den konkrete danske velfærdsstat. I andre perioder har alliancerne været mellem husmænd/landarbejdere og arbejderbevægelse, over for alliancen mellem storbønder og herremænd og industrikapitalister. I atter andre perioder har småkapitalister og arbejderklasse stået sammen om udformning af sociale sikringsordninger.

Den mekaniske to-klassemodel kan heller ikke forklare, at Frank Aaen og Georg Soros er enige om det fornuftige i en Tobin-skat! Brudfladerne imellem forskellige grupper kapitalister er en del af den virkelighed, i hvilken politik skal drives.

Så – nedenfor mine ændringsforslag, som godt kan læses selvstændig, uden at man har skrivegruppens forslag ved siden af.

Viggo Jonasen

Nedenstående sættes i stedet for teksten l. 154 – 493, dog med opretholdelse af de afsnit, som nævnes i teksten.

Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati

Kapitalisme har skabt vidundere større end Ægyptens pyramider, som Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest i 1848. Som økonomisk system har kapitalismen skabt en enorm teknisk udvikling og øget forbrugsmulighederne blandt almindelig mennesker i den rige verden. Og i særdeleshed blandt de mennesker, som ejer og kontrollerer virksomheder og naturressourcer, har kapitalismen skabt en enorm rigdom.

Kapitalismen bygger på en vækstteori, en teori eller doktrin om mennesket og om samfundet, formuleret i 1700 tallet: menneskets hovedmotiv til at producere og handle er egennytten, en overbygning på nødvendigheden af arbejde for at undgå sult. Og hvis mennesket får lov til, uhindret af stat og love, at konkurrere om at tjene mest muligt til sig selv, fremmer hun almennytten mest.

Eftersom politikere igennem de seneste hundreder år har ment, at økonomisk vækst – ”nationernes velstand” – er et vigtigt mål, har man indrettet samfund og samfundsmæssige institutioner med henblik på vækst. Kapitalismen er i de fleste vestlige lande udviklet efter de største producenters eller producentsammenslutningers profitønsker, og ikke mindst i de seneste år de største finansinstitutioners ønsker – det vil sige: med henblik på at opretholde kapitalisternes privilegier.

Kapitalismen er et menneskeskabt system, eller mere præcist: nogle menneskeskabte systemer. Kapitalismerne er udformet forskelligt i forskellige lande og i forskellige internationale sammenhænge. Et fælles træk er den private tilegnelse af de goder, der skabes i samspil mellem mennesker og ressourcegrundlaget – oftest kaldet ”den private ejendomsret”.  Ideologisk er ”den private ejendomsret” endog blevet kaldt en ”menneskeret”, en ret som er fælles for kontanthjælpsklienten og Mærsk Møller. Indgroet i kapitalismen er, at den skaber økonomisk og social ulighed i de enkelte samfund og imellem de forskellige samfund.

Kapitalismen udvikler sig som kampe mellem klasser og mellem grupperinger af klasser. De udbyttede bekæmper udbytterne – og samarbejder med dem. Udbytterne bekæmper hinanden og samarbejder med hinanden. Småkapitalister kæmper somme tider mod arbejdere, sommetider sammen med arbejdere mod store kapitalister. Alliancerne skifter gennem tidsperioder og grupperinger.

En del af klassekampene har form af kamp om kontrol over statsmagten. Den kamp udspiller sig som parlamentarisk kamp mellem (klasse-) partier men også som kamp om de rammer, inden for hvilke statsmagten kan agere. Den Danske Bank kan sætte betingelser for statens måde at fungere på, som partier vælger at acceptere – enten fordi de anser dem som rigtige, eller fordi de bøjer sig for hvad de anser som en overmagt.

For et revolutionært socialistisk parti er kendskabet til klassernes og grupperingernes historiske og aktuelle interesser et vigtigt redskab i den politiske proces. At betragte kapitalismen som én konstant mekanisme ville være blindhed.

Enhedslisten er imod kapitalisme – ikke fordi der under kapitalismen er skabt rigdomme, men fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed, og ødelægger klodens ressourcegrundlag. Derfor arbejder vi for, at kapitalisme erstattes af en socialistisk økonomi, hvor det er menneskenes behov – ikke profitjagten – som bliver omdrejningspunktet for samfundets indretning.

Kapitalisme fører til krig og global udbytning

Den kapitalistiske økonomi skaber ikke bare ulighed mellem mennesker i de enkelte lande. Den skaber også stor global ulighed. Historisk har de vestlige stater gennem kolonisering og gennem ulige handelsrelationer tilegnet sig store værdier fra den 3. verden. Denne magt over og udnyttelse af lande i den 3. verden kaldes imperialisme – den eksisterer fortsat i dag, hvor værdier føres fra Syd til nord som et resultat af såkaldte frihandelsaftaler.

Stridigheder mellem magthaverne i de kapitalistiske stormagter om adgangen til arbejdskraft, markeder og naturressourcer har gennem historien ført til to verdenskrige og et utal af andre blodige konflikter. Også i dag fører kampe om adgangen til vigtige ressourcer som olie og andre råstoffer, og kampe om kontrol med markeder og handelsveje til konflikt og krig – ofte med enorme menneskelige omkostninger. Nu har også Kina meldt sig som stormagt på verdensmarkedet, med nye alliancer og konflikter til følge.

Kapitalismen er i modsætning til folkestyre

I den kapitalistiske økonomi fordeles samfundets rigdom skævt mellem mennesker. Kapitalismen skaber klasser: Arbejdere, som kun har arbejdskraft at sælge. Småkapitalister som selv – eventuelt med få ansatte – producerer og sælger varer. Storkapitalister som ejer eller disponerer store produktionsanlæg med mange arbejdere. Finanskapitalister, som handler med andre penge i udlån til produktive kapitalister eller med ”derivater” i finanskarruseller.

Den økonomiske ulighed – ophobningen af kapital – står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger træffes af mennesker, som ingen har stemt på. Det er det, vi oplever, når aktørerne på finansmarkederne kan true lande og regeringer til at føre en politik til skade for almindelige mennesker. Kapitalismen er også kendetegnet ved, at demokratiet stopper ved indgangen til de private virksomheder. Medarbejderne ar lidt eller ingen indflydelse på, hvordan arbejdet organiseres og hvordan fortjeneste fordeles og forvaltes.

Jagt på profit står over menneskenes behov.

(uændret l. 221-244, med nedenstående tilføjelse)

Spekulationen anses også af fremtrædende kapitalister – ikke mindst produktionskapitalister – som skadelig for kapitalismen. Historisk har det ført til nationale regler i USA, Danmark og andre stater, om adskillelse af ”almindelig” bankdrift og spekulationsbankdrift. Sådanne regler blev ophævet i 1980’erne, med finansboble og finanskrise til følge – og nu slås forskellige aktører for genetablering af sådanne regler samt for etablering af international ”transaktionsskat”, ”tobinskat”. Mens de store finanshuse kæmper imod sådan regulering. Hvordan denne kamp ender, er uvist.

Fortsat økonomisk vækst truer mennesker og miljø.

Kapitalismen er i sin oprindelse en måde at organisere produktion og fordeling med henblik på vækst – med henblik at skabe større velstand. Noget større velstand for arbejdere og bønder – meget større velstand for storkapitalisterne. Produktionsmåden og dens magthavere har historisk været orienteret mod vækst i afsætning og vækst i udnyttelse af ressourcer til produktion. Det har ført til rovdrift på natur og mennesker – en rovdrift, som på en klode med begrænsede ressourcer ikke er miljømæssigt bæredygtig. Det har også ført til belastning af miljøet med forurening og affaldsstoffer, som ikke er miljømæssigt bæredygtig.

Også anderledes organiserede vækstøkonomier har haft sådanne skadevirkninger. Den ”socialistiske” smog i Peking i 1990’erne og 2000 tallet er lige så skadelig som den ”kapitalistiske” smog i London og København i begyndelsen af 1900 tallet.

(Uændret l. 256-300)

Kapitalisme indebærer kriser og arbejdsløshed

Den kapitalistiske produktionsmåde og dens private profitstyring indebærer en konstant en vis arbejdsløshed, og den medfører tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed. Især i krisetider skærpes konkurrencen mellem arbejderne, og i den situation søger virksomhedsejerne at beskære arbejdernes rettigheder og lønniveau – altid med den begrundelse, at ”forbedret konkurrenceevne” forstået som højere profit vil føre til hurtigere opsving. Oftest inddrages regeringerne – de ”folkevalgte” politikere – i forsøget på at trykke arbejdernes løn- og velfærdsniveau. Blandt kapitalisternes allierede i kampen for mindsket velfærd er også internationale institutioner som EU og Den Internationale Valutafond (IMF). EU og IMF løfter beslutningerne ud af de mere demokratiske rum, væk fra den almindelige offentlige debat, og ind i fora hvor kapitalen står stærkere end f.eks. de nordiske lande. Derfor er kapitalismemodstand også modstand mod EU og IMF, som jo også er redskaber for de vestlige kapitalisters dominans over resten af kloden.

De seneste årtiers neoliberale gennemslag har – nationalt og internationalt – svækket den organiserede arbejderbevægelses modstandsvilje over for kapitalens nedskæringskrav. Væk er socialdemokraternes plakat fra Schlüter-tiden: ”de fattige har båret nok af krisens byrder – lad de rige betale”.

Som socialister er vi imod kapitalismen – dens ulighed, fattigdom, miljøødelæggelse, kapitalmagtkoncentration. Vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. Og indtil det er lykkedes, kæmper vi for at begrænse kapitalismens skadevirkninger, f.eks. ved skattemæssig omfordeling, begrænsning og beskatning – nationalt og internationalt – af spekulative transaktioner. F.eks. ved national og international indsats mod forurening.

Kapitalismen i Danmark

Den konkrete udformning af kapitalismen i Danmark er et resultat af kampe mellem forskellige klasser og grupperinger om produktionens indretning og fordeling.

At Danmark hidtil har været et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund end mange andre lande, er blandt andet er resultat af at småkapitalister og bønder i 1900 tallet allierede sig med arbejderbevægelsen om sociallovgivningen. Men for tiden øges uligheden i Danmark – de seneste regeringer har som ønsket af kapitalisterne sat de solidariske ordninger under markant pres.

Fremskridt skabt i kamp og samarbejde

Produktion af velfærd (sygepleje, undervisning, mad, bolig) sker i alle tilfælde under anvendelse af arbejdskraft. Men den kan organiseres forskelligt – enten markedsmæssigt, i form af privat og profitstyret indsats, eller i form af kollektiv og behovsstyret indsats. De skattefinansierede velfærdsordninger i Danmark: lige adgang til skole, højere undervisning, sundhed, ret til forsørgelse under arbejdsløshed, sygdom og barsel, og indskrænkninger i virksomhedernes mulighed for at forurene er ordninger, som er besluttet i forskellige alliancer mellem klasser – flest og mest efter krav fra en organiseret arbejderklasse, nogle under modstand fra arbejdsgivere og konservative politikere, og nogle båret af frygt for, at arbejderklassen ville revoltere, hvis ikke … I nogle situationer har klarsynede arbejdsgivere ønsket forbedringer, eksempelvis fordi bedre uddannet arbejdskraft ville kunne øge firmaernes indtjening. En del uddannelses ordninger er blevet udbygget som led i en konjunkturdrivende politik, som også arbejdsgiverne kunne se deres fordel i. Som tidligere nævnt: kapitalismen, liberalismen er vækst-ideologier – og vækst har været en fælles interesse for modstående klasser. Når produktionen blev øget, var der en større kage at kræve del i – også for arbejderne.

Danmarks politiske demokrati blev udviklet i kamp mellem bønder og arbejdere på den ene side og konservative godsejere på den anden. Udviklingen af de skattefinansierede velfærdsordninger: sundhedsvæsenet, undervisningssektoren, den sociale sektor og ældreforsørgelsen er sket som led i demokratiudviklingen. Den økonomiske ulighed er i den udvikling mindsket mere end i mange andre vestlige lande, og økonomisk tryghed ved sygdom og ledighed var i mange år et hovedkrav fra arbejderbevægelsen. Dermed har velfærdsordningerne givet de enkelte mennesker mere frihed og bedre mulighed for at blande sig i udviklingen af samfundet. Men økonomisk og social ulighed består stadig, og de seneste regeringer har skåret kraftigt ned på trygheden – og dermed også øget den økonomiske ulighed.

Velfærdssamfundet er under pres

Under dække af trykket fra den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle arbejderbevægelsens sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere – i kompromisser med arbejderbevægelsen – har medvirket til at sikre brede dele af befolkningen et vist velfærdsniveau, ønsker nu at omfordele samfundets midler til fordel for virksomhedsejerne. Det sker gennem krav om løntilbageholdenhed, gennem forringelse af solidariske ordninger, og gennem skattelettelser for de rige. Det sker gennem krav om markedsgørelse af hidtil solidariske, kollektive ordninger. Det sker gennem krav om individualisering af løndannelsen, så den meget produktive skal have høj løn og den meget lidt produktive meget lav løn. Ikke mindst fører de en ideologisk kampagne for, at utryghed og frygt – lave sociale ydelser – skal være et vigtigt middel til at disciplinere arbejderne til at arbejde hurtigere, billigere og på ringere arbejdsvilkår. I den ideologiske kampage har de for tiden opbakning fra de traditionelle arbejderpartier, socialdemokratierne – hele Europa rundt.

En vigtig del af denne kampagne drives af EU. EU systemet står for skærpet konkurrence mellem arbejderne, for at sænke det generelle lønniveau gennem ”arbejdskraftens frie bevægelighed”. EU systemet har bekæmpet – nedkæmpet – arbejdernes ret til arbejdskamp. Dermed svækkes de kollektive ordninger. Formelt sker det ved, at EU-systemet kræver ”lige adgang for alle vandrende arbejdere” til alle ordningerne – og reelt medfører det økonomisk udhuling af ordningerne. Samtidig understøtter EU-landenes regeringer uanset partifarve, at de kollektive, sociale ordninger erstattes af private forsikringsordninger.

Mens de samfundsmæssige sociale ordninger således er under pres, sker der fremskridt på andre områder. Aktive bevægelser har fået gennemført forbedringer af mindretals rettigheder. Det gælder både menneskers syn på dem, og det gælder den konkrete behandling af dem: grupper af mennesker med psykiske lidelser, seksuelle minoriteter har fået bedre vilkår. Ringere står det til med flygtninge. Det skal også bemærkes, at rettighederne netop er individuelle, ikke kollektive. Det skal også bemærkes, at afviklingen af sociale og kollektive rettigheder foregår boget langsommere i Danmark end i mange andre lande, fordi det indimellem er lykkedes at skabe modstand mod forringelserne.

(som det forstår, passer forslag B l. 552 bedste til det her fremsendte forslag)