BUNDSGAARD, BÜNYAMIN og BULLDOZERNE

Aarhus Stiftstidende 2019.05.22 læserbrev

Århus Byråd er i gang med at beslutte om tvangsflytning af 3-4 tusinde borgere. Børn, forældre, invalider, arbejdende. Det kaldes udviklingsplaner for Bispehaven, Gellerup, Toveshøj.

Hvorfor skal de flyttes?

Det skal de, fordi borgmester og et byrådsflertal vil sørge for at ”udsatte boligområder” ikke skal være ”udsatte”. Det gør man ved at tvangsfjerne nogle tusinde udsatte beboere og lokke nogle tusinde middelklasse-folk til at bo i nye tæt-lave boliger. Eftersom man ikke ”bare” kan tvangsflytte beboerne, må man lige gribe den ”omvej” at nedrive deres bolig – så er de jo nødt til at flytte.

Er det nødvendigt at bulldoze ca 1000 boliger for at ”ændre beboersammensætning”?

Se til København – der klarer man de såkaldte ”ghettoproblemer” uden nedrivninger.

Og Brabrand Boligforening har lavet en udviklingsplan uden de tvangsflytninger og nedrivninger, som borgmesteren og SF og Det Radikale Venstre og Alternativet i Århus nu vil stemme igennem, sært nok ivrigt støttet af med Venstre og Dansk & Konservativt Folkeparti.

Nedrivning af 1000 boliger var politisk hoved-markering i borgmesteren og hans medløberes plan fra juni 2018 (29 byrødder, incl. RV, SF og Alt. – Enhedslisten imod). Sært nok var tallet også 1000 i Odense. Hvis boligforeningerne ikke ville være med til de 1000, kunne borgmesteren med støtte fra boligministeren true med, at staten vil overtage planen men gennemtvinge endnu større nedrivninger. Borgmesteren har haft stor direkte indflydelse på lovens udformning.

Tankesættet bag beslutningen om tvangsflytning og nedrivning blev tydeligt formuleret af Venstres rådmand Bünyamin Simsek i byrådsdebatten 15. maj 2019: ”Der er nogle ting, jeg er nødt til at slå fast. Hvis ikke min far og mor havde påtaget sig forældreansvaret, hvis ikke min far og mor havde insisteret på at jeg skulle lave mine lektier … så stod jeg nok ikke her. Hvis ikke min far og mor havde en drøm på mine vegne,…. Det er såmænd bare den drøm, jeg vil give videre til børn i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Jeg ser ikke, den er til stede i dag. Det er dokumenteret i tal. Det er en væsentlig forskel til Enhedslisten, som vil værne om at børn ikke klarer sig godt, vil værne om at der bliver kastet med sten mod vore brandfolk og politifolk, vil værne om at der er kriminalitet.” Simsek mener: sådan ER det – sådan ER de mennesker i Gellerup, Toveshøj, Bispehaven.

Har borgmester Bundsgaard ytret sig tilsvarende? Jo-da.

Har Bundsgaard og Bünyamin (B&B) forklaret, hvordan det går til, at når ”vi” fordriver nogle tusinde familier ved at rive deres boliger ned, så får forældrene drømme for deres barns fremtid. Så kaster børnene ikke sten mod brandfolk og politi, og så er der ingen kriminalitet?

I så fald: Gud være lovet for bulldozerne!

Har B&B forklaret, hvordan de fattige som tvinges til at flytte, får det bedre?

I Udviklingsplanerne er en del ord om hvor lyst og dejligt, kvartererne senere vil blive, når nye ”ressourcestærke beboere” flytter ind i de kommende tæt-lave boliger.

Derefter en del ord om at man – især boligforeningerne – vil sørge for en ”god modtagelse” af de tvangsflyttede. Mon ikke en del beboere i de ”modtagende afdelinger” vil se lidt syrligt på, at deres normale flytte- og oprykningsret bliver suspenderet af hensyn til nogle tvangsflyttede?

Min vurdering: nedrivningsplanen skal vise vælgerne, at borgmesteren og hans parti – og Venstre – kan vise handlekraft over for indvandrere og ”deres ghetto”, så de kan komme på bedre tanker (ganske vist ryger der nogle førtidspensionister i samme gryde). Øvelsen skal vise, at VI kan træde handlekraftigt op over for dem. Lige som Støjbergs handlekraftige adskillelse af børn og forældre i Hillerød skal få dem på bedre tanker om at vende hjem til Somalia ”og genopbygge deres land”. Så: vildfarne vælgere, som har stemt på Pia Kærsgaard, kan trygt vende hjem til Liste A (og V.)

Skidt med miljøbelastning ved nedrivning plus erstatningsbyggeri. Skidt med pengene – dem tager vi nemlig fra lejerne i den almennyttige sektor, fra Landsbyggefonden – så bliver der lidt mindre til hovedistandsættelser og miljøforbedringer andre steder. Skidt med humaniteten.

Det er stemmemaksimeringen, der tæller.

Viggo Jonasen     Byrådssuppleant (Ø)

Om Enhedslistens principprogramforslag – marxisme behøver ikke være vulgær

Om Enhedslistens forslag til principprogram. Bragt i Modkraft febr. 2014

Marxismen behøver ikke at være vulgærmarxisme – der er mere end to klasser!

Som måske bekendt er Enhedslisten i gang med revision af principprogrammet.

Partiets skrivegruppes forslag er desværre præget af en noget mekanistisk samfundsanalyse, som gamle Marx ikke ville have været imponeret af. Det samme gælder alternativerne i Årsmødehæfte 1. I forslagenes historiske dele er der kun to aktører: kapitalisterne og arbejderklassen. Hvis programmet bliver a-historisk, altså virkelighedsfjernt, er der en nærliggende risiko for, at de forslag som partiet måtte stille ud fra programmet bliver virkelighedsfjerne.

Jeg har stillet ændringsforslag med en mere historisk korrekt og nuanceret analyse. Forslag som ikke når frem til medlemmerne, så de kan debatteres inden delegeretkonferencen. Det er brandærgerligt, når forslag er indsendt rettidigt.

I skrivegruppens programforslag og alternativerne indgår ikke fænomenet klassealliancer. Men i den danske virkelighed har alliancer mellem bønder og arbejderbevægelse været en vigtig drivkraft i udviklingen af den konkrete danske velfærdsstat. I andre perioder har alliancerne været mellem husmænd/landarbejdere og arbejderbevægelse, over for alliancen mellem storbønder og herremænd og industrikapitalister. I atter andre perioder har småkapitalister og arbejderklasse stået sammen om udformning af sociale sikringsordninger.

Den mekaniske to-klassemodel kan heller ikke forklare, at Frank Aaen og Georg Soros er enige om det fornuftige i en Tobin-skat! Brudfladerne imellem forskellige grupper kapitalister er en del af den virkelighed, i hvilken politik skal drives.

Så – nedenfor mine ændringsforslag, som godt kan læses selvstændig, uden at man har skrivegruppens forslag ved siden af.

Viggo Jonasen

Nedenstående sættes i stedet for teksten l. 154 – 493, dog med opretholdelse af de afsnit, som nævnes i teksten.

Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati

Kapitalisme har skabt vidundere større end Ægyptens pyramider, som Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest i 1848. Som økonomisk system har kapitalismen skabt en enorm teknisk udvikling og øget forbrugsmulighederne blandt almindelig mennesker i den rige verden. Og i særdeleshed blandt de mennesker, som ejer og kontrollerer virksomheder og naturressourcer, har kapitalismen skabt en enorm rigdom.

Kapitalismen bygger på en vækstteori, en teori eller doktrin om mennesket og om samfundet, formuleret i 1700 tallet: menneskets hovedmotiv til at producere og handle er egennytten, en overbygning på nødvendigheden af arbejde for at undgå sult. Og hvis mennesket får lov til, uhindret af stat og love, at konkurrere om at tjene mest muligt til sig selv, fremmer hun almennytten mest.

Eftersom politikere igennem de seneste hundreder år har ment, at økonomisk vækst – ”nationernes velstand” – er et vigtigt mål, har man indrettet samfund og samfundsmæssige institutioner med henblik på vækst. Kapitalismen er i de fleste vestlige lande udviklet efter de største producenters eller producentsammenslutningers profitønsker, og ikke mindst i de seneste år de største finansinstitutioners ønsker – det vil sige: med henblik på at opretholde kapitalisternes privilegier.

Kapitalismen er et menneskeskabt system, eller mere præcist: nogle menneskeskabte systemer. Kapitalismerne er udformet forskelligt i forskellige lande og i forskellige internationale sammenhænge. Et fælles træk er den private tilegnelse af de goder, der skabes i samspil mellem mennesker og ressourcegrundlaget – oftest kaldet ”den private ejendomsret”.  Ideologisk er ”den private ejendomsret” endog blevet kaldt en ”menneskeret”, en ret som er fælles for kontanthjælpsklienten og Mærsk Møller. Indgroet i kapitalismen er, at den skaber økonomisk og social ulighed i de enkelte samfund og imellem de forskellige samfund.

Kapitalismen udvikler sig som kampe mellem klasser og mellem grupperinger af klasser. De udbyttede bekæmper udbytterne – og samarbejder med dem. Udbytterne bekæmper hinanden og samarbejder med hinanden. Småkapitalister kæmper somme tider mod arbejdere, sommetider sammen med arbejdere mod store kapitalister. Alliancerne skifter gennem tidsperioder og grupperinger.

En del af klassekampene har form af kamp om kontrol over statsmagten. Den kamp udspiller sig som parlamentarisk kamp mellem (klasse-) partier men også som kamp om de rammer, inden for hvilke statsmagten kan agere. Den Danske Bank kan sætte betingelser for statens måde at fungere på, som partier vælger at acceptere – enten fordi de anser dem som rigtige, eller fordi de bøjer sig for hvad de anser som en overmagt.

For et revolutionært socialistisk parti er kendskabet til klassernes og grupperingernes historiske og aktuelle interesser et vigtigt redskab i den politiske proces. At betragte kapitalismen som én konstant mekanisme ville være blindhed.

Enhedslisten er imod kapitalisme – ikke fordi der under kapitalismen er skabt rigdomme, men fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed, og ødelægger klodens ressourcegrundlag. Derfor arbejder vi for, at kapitalisme erstattes af en socialistisk økonomi, hvor det er menneskenes behov – ikke profitjagten – som bliver omdrejningspunktet for samfundets indretning.

Kapitalisme fører til krig og global udbytning

Den kapitalistiske økonomi skaber ikke bare ulighed mellem mennesker i de enkelte lande. Den skaber også stor global ulighed. Historisk har de vestlige stater gennem kolonisering og gennem ulige handelsrelationer tilegnet sig store værdier fra den 3. verden. Denne magt over og udnyttelse af lande i den 3. verden kaldes imperialisme – den eksisterer fortsat i dag, hvor værdier føres fra Syd til nord som et resultat af såkaldte frihandelsaftaler.

Stridigheder mellem magthaverne i de kapitalistiske stormagter om adgangen til arbejdskraft, markeder og naturressourcer har gennem historien ført til to verdenskrige og et utal af andre blodige konflikter. Også i dag fører kampe om adgangen til vigtige ressourcer som olie og andre råstoffer, og kampe om kontrol med markeder og handelsveje til konflikt og krig – ofte med enorme menneskelige omkostninger. Nu har også Kina meldt sig som stormagt på verdensmarkedet, med nye alliancer og konflikter til følge.

Kapitalismen er i modsætning til folkestyre

I den kapitalistiske økonomi fordeles samfundets rigdom skævt mellem mennesker. Kapitalismen skaber klasser: Arbejdere, som kun har arbejdskraft at sælge. Småkapitalister som selv – eventuelt med få ansatte – producerer og sælger varer. Storkapitalister som ejer eller disponerer store produktionsanlæg med mange arbejdere. Finanskapitalister, som handler med andre penge i udlån til produktive kapitalister eller med ”derivater” i finanskarruseller.

Den økonomiske ulighed – ophobningen af kapital – står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger træffes af mennesker, som ingen har stemt på. Det er det, vi oplever, når aktørerne på finansmarkederne kan true lande og regeringer til at føre en politik til skade for almindelige mennesker. Kapitalismen er også kendetegnet ved, at demokratiet stopper ved indgangen til de private virksomheder. Medarbejderne ar lidt eller ingen indflydelse på, hvordan arbejdet organiseres og hvordan fortjeneste fordeles og forvaltes.

Jagt på profit står over menneskenes behov.

(uændret l. 221-244, med nedenstående tilføjelse)

Spekulationen anses også af fremtrædende kapitalister – ikke mindst produktionskapitalister – som skadelig for kapitalismen. Historisk har det ført til nationale regler i USA, Danmark og andre stater, om adskillelse af ”almindelig” bankdrift og spekulationsbankdrift. Sådanne regler blev ophævet i 1980’erne, med finansboble og finanskrise til følge – og nu slås forskellige aktører for genetablering af sådanne regler samt for etablering af international ”transaktionsskat”, ”tobinskat”. Mens de store finanshuse kæmper imod sådan regulering. Hvordan denne kamp ender, er uvist.

Fortsat økonomisk vækst truer mennesker og miljø.

Kapitalismen er i sin oprindelse en måde at organisere produktion og fordeling med henblik på vækst – med henblik at skabe større velstand. Noget større velstand for arbejdere og bønder – meget større velstand for storkapitalisterne. Produktionsmåden og dens magthavere har historisk været orienteret mod vækst i afsætning og vækst i udnyttelse af ressourcer til produktion. Det har ført til rovdrift på natur og mennesker – en rovdrift, som på en klode med begrænsede ressourcer ikke er miljømæssigt bæredygtig. Det har også ført til belastning af miljøet med forurening og affaldsstoffer, som ikke er miljømæssigt bæredygtig.

Også anderledes organiserede vækstøkonomier har haft sådanne skadevirkninger. Den ”socialistiske” smog i Peking i 1990’erne og 2000 tallet er lige så skadelig som den ”kapitalistiske” smog i London og København i begyndelsen af 1900 tallet.

(Uændret l. 256-300)

Kapitalisme indebærer kriser og arbejdsløshed

Den kapitalistiske produktionsmåde og dens private profitstyring indebærer en konstant en vis arbejdsløshed, og den medfører tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed. Især i krisetider skærpes konkurrencen mellem arbejderne, og i den situation søger virksomhedsejerne at beskære arbejdernes rettigheder og lønniveau – altid med den begrundelse, at ”forbedret konkurrenceevne” forstået som højere profit vil føre til hurtigere opsving. Oftest inddrages regeringerne – de ”folkevalgte” politikere – i forsøget på at trykke arbejdernes løn- og velfærdsniveau. Blandt kapitalisternes allierede i kampen for mindsket velfærd er også internationale institutioner som EU og Den Internationale Valutafond (IMF). EU og IMF løfter beslutningerne ud af de mere demokratiske rum, væk fra den almindelige offentlige debat, og ind i fora hvor kapitalen står stærkere end f.eks. de nordiske lande. Derfor er kapitalismemodstand også modstand mod EU og IMF, som jo også er redskaber for de vestlige kapitalisters dominans over resten af kloden.

De seneste årtiers neoliberale gennemslag har – nationalt og internationalt – svækket den organiserede arbejderbevægelses modstandsvilje over for kapitalens nedskæringskrav. Væk er socialdemokraternes plakat fra Schlüter-tiden: ”de fattige har båret nok af krisens byrder – lad de rige betale”.

Som socialister er vi imod kapitalismen – dens ulighed, fattigdom, miljøødelæggelse, kapitalmagtkoncentration. Vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. Og indtil det er lykkedes, kæmper vi for at begrænse kapitalismens skadevirkninger, f.eks. ved skattemæssig omfordeling, begrænsning og beskatning – nationalt og internationalt – af spekulative transaktioner. F.eks. ved national og international indsats mod forurening.

Kapitalismen i Danmark

Den konkrete udformning af kapitalismen i Danmark er et resultat af kampe mellem forskellige klasser og grupperinger om produktionens indretning og fordeling.

At Danmark hidtil har været et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund end mange andre lande, er blandt andet er resultat af at småkapitalister og bønder i 1900 tallet allierede sig med arbejderbevægelsen om sociallovgivningen. Men for tiden øges uligheden i Danmark – de seneste regeringer har som ønsket af kapitalisterne sat de solidariske ordninger under markant pres.

Fremskridt skabt i kamp og samarbejde

Produktion af velfærd (sygepleje, undervisning, mad, bolig) sker i alle tilfælde under anvendelse af arbejdskraft. Men den kan organiseres forskelligt – enten markedsmæssigt, i form af privat og profitstyret indsats, eller i form af kollektiv og behovsstyret indsats. De skattefinansierede velfærdsordninger i Danmark: lige adgang til skole, højere undervisning, sundhed, ret til forsørgelse under arbejdsløshed, sygdom og barsel, og indskrænkninger i virksomhedernes mulighed for at forurene er ordninger, som er besluttet i forskellige alliancer mellem klasser – flest og mest efter krav fra en organiseret arbejderklasse, nogle under modstand fra arbejdsgivere og konservative politikere, og nogle båret af frygt for, at arbejderklassen ville revoltere, hvis ikke … I nogle situationer har klarsynede arbejdsgivere ønsket forbedringer, eksempelvis fordi bedre uddannet arbejdskraft ville kunne øge firmaernes indtjening. En del uddannelses ordninger er blevet udbygget som led i en konjunkturdrivende politik, som også arbejdsgiverne kunne se deres fordel i. Som tidligere nævnt: kapitalismen, liberalismen er vækst-ideologier – og vækst har været en fælles interesse for modstående klasser. Når produktionen blev øget, var der en større kage at kræve del i – også for arbejderne.

Danmarks politiske demokrati blev udviklet i kamp mellem bønder og arbejdere på den ene side og konservative godsejere på den anden. Udviklingen af de skattefinansierede velfærdsordninger: sundhedsvæsenet, undervisningssektoren, den sociale sektor og ældreforsørgelsen er sket som led i demokratiudviklingen. Den økonomiske ulighed er i den udvikling mindsket mere end i mange andre vestlige lande, og økonomisk tryghed ved sygdom og ledighed var i mange år et hovedkrav fra arbejderbevægelsen. Dermed har velfærdsordningerne givet de enkelte mennesker mere frihed og bedre mulighed for at blande sig i udviklingen af samfundet. Men økonomisk og social ulighed består stadig, og de seneste regeringer har skåret kraftigt ned på trygheden – og dermed også øget den økonomiske ulighed.

Velfærdssamfundet er under pres

Under dække af trykket fra den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle arbejderbevægelsens sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere – i kompromisser med arbejderbevægelsen – har medvirket til at sikre brede dele af befolkningen et vist velfærdsniveau, ønsker nu at omfordele samfundets midler til fordel for virksomhedsejerne. Det sker gennem krav om løntilbageholdenhed, gennem forringelse af solidariske ordninger, og gennem skattelettelser for de rige. Det sker gennem krav om markedsgørelse af hidtil solidariske, kollektive ordninger. Det sker gennem krav om individualisering af løndannelsen, så den meget produktive skal have høj løn og den meget lidt produktive meget lav løn. Ikke mindst fører de en ideologisk kampagne for, at utryghed og frygt – lave sociale ydelser – skal være et vigtigt middel til at disciplinere arbejderne til at arbejde hurtigere, billigere og på ringere arbejdsvilkår. I den ideologiske kampage har de for tiden opbakning fra de traditionelle arbejderpartier, socialdemokratierne – hele Europa rundt.

En vigtig del af denne kampagne drives af EU. EU systemet står for skærpet konkurrence mellem arbejderne, for at sænke det generelle lønniveau gennem ”arbejdskraftens frie bevægelighed”. EU systemet har bekæmpet – nedkæmpet – arbejdernes ret til arbejdskamp. Dermed svækkes de kollektive ordninger. Formelt sker det ved, at EU-systemet kræver ”lige adgang for alle vandrende arbejdere” til alle ordningerne – og reelt medfører det økonomisk udhuling af ordningerne. Samtidig understøtter EU-landenes regeringer uanset partifarve, at de kollektive, sociale ordninger erstattes af private forsikringsordninger.

Mens de samfundsmæssige sociale ordninger således er under pres, sker der fremskridt på andre områder. Aktive bevægelser har fået gennemført forbedringer af mindretals rettigheder. Det gælder både menneskers syn på dem, og det gælder den konkrete behandling af dem: grupper af mennesker med psykiske lidelser, seksuelle minoriteter har fået bedre vilkår. Ringere står det til med flygtninge. Det skal også bemærkes, at rettighederne netop er individuelle, ikke kollektive. Det skal også bemærkes, at afviklingen af sociale og kollektive rettigheder foregår boget langsommere i Danmark end i mange andre lande, fordi det indimellem er lykkedes at skabe modstand mod forringelserne.

(som det forstår, passer forslag B l. 552 bedste til det her fremsendte forslag)

KONTANTHJÆLPSREFORMEN – VIRKNINGER. Relevante spørgsmål

KONTANTHJÆLPSREFORM – virkninger. Relevante spørgsmål.

Kære Ø byrødder

2014.02.01

Hermed forslag til forespørgsel til brug i kommunen. Den kan også bruges som opfølgende forespørgsel, månedsvis eller kvartalsvis.

Pressen har i Århus interesseret sig for spørgsmål og svar.

Hvis I har lyst, vil jeg gerne have en mail om at forespørgslen stilles og om i hvilken form svar kan læses – det kan være lidt interessant, hvis vi kan bidrage til et landsdækkende overblik over Mette Frederiksens skadevolden.

Det er jo også principielt tænkeligt, at partiets centrale byrokrati vil samle sådan viden.

Hav et godt møde!

Viggo

 

Viggo Jonasen

Hørgårdsvej 18

8240 Risskov      mobil 61712219 (midlertidig mobil, indtil 10. februar 27598449)

Tidl. byrådsmedlem i Århus, Ø (og endnu tidligere Y og F)

www.viggojonasen.dk                 viggojonasen@gmail.com

 

 

ENHEDSLISTEN DE RØD-GRØNNE I …….. BYRÅD

Navn, adresse m.v.

Til borgmester …

Hermed beder jeg om svar fra dig / beskæftigelsesforvaltningen på nedenstående

Forespørgsel om virkninger af kontanthjælpsreformen

Det ønskes oplyst, hvor mange kontanthjælpsmodtagere i …… Kommune, der i (januar-februar …) 2014 har fået beskåret deres kontanthjælp som følge af kontanthjælpsreformen. Oplysningerne bedes opdelt på aldersgrupper og samlivskategorier, og de paragraffer, der for de enkelte grupper er brugt som begrundelse for beskæringen af kontanthjælpen.

Det ønskes særskilt oplyst, hvor mange der i …… Kommune er blevet frataget eller har fået reduceret kontanthjælpen grundet samliv/”gensidig” forsørgelsespligt – heraf hvor mange, der får reduceret/stoppet kontanthjælpen under henvisning til gummiparagraffen § 2b stk.3 ”samliv af ægteskabslignende karakter”.

Det ønskes oplyst, hvor mange mennesker der i …… Kommune forventes ikke at kunne betale deres husleje i tiden efter nedskæring af kontanthjælpen.

Det ønskes oplyst, hvor mange hidtil samlevende, der har søgt kontanthjælp og boligstøtte som enlige, og hvor mange samlivsforhold der i …… Kommune forventes opløst i konsekvens af nedskæring af kontanthjælpen

Det ønskes oplyst, hvor mange hidtidige kontanthjælpsmodtagere, der efter ”reformens” ikrafttræden – dvs. hjælpens nedsættelse – er kommet i arbejde eller uddannelse. (i forespørgslerne i februar og marts og fremefter ønskes ligeledes oplyst, hvor mange af de unge, der kom i uddannelse, der er faldet ud af uddannelsen igen).

Dette ønskes oplyst, hvor mange personer der i …… Kommune beskæftiges med ”kontrol” af samliv før og efter kontanthjælpsreformen

Det ønskes oplyst, hvor mange ”ressourceforløb” der er iværksat for kontanthjælpsmodtagere-

Det ønskes oplyst, hvor mange kontanthjælpsmodtagere der er blevet udplaceret i skræmmejob (”nyttejob”) og hvori den pågældende beskæftigelse består. I den forbindelse ønskes oplyst, hvor mange af skræmmejobbene (”nyttejobbene”) der oprettes på områder, hvor kommunen tidligere eller samtidig har nedlagt ordinære stillinger

Enhedslisten i ……… Byråd

 

 

 

Mulig pressemeddelelse til udsendelse sammen med forespørgslen:

 

1. januar 2014 er den kontanthjælps”reform” trådt i kraft, som Mette Frederiksen på S-SF-R regeringens vegne har aftalt med VKOL-partierne. Mange mennesker vil se deres økonomiske livsgrundlag væsentligt forringet. Mange vil blive udsat for et hidtil uset dyneløfteri. Enhedslisten i …… Byråd vil lade borgmesteren / beskæftigelsesforvaltningen rejse en skamstøtte over regeringens reform – hver måned/hvert kvartal vil vi få borgmesteren til at fremlægge tal for, hvor mange mennesker ……. Kommune trykker ned økonomisk i konsekvens af ”reformen”.

 

 

 

 

ENHEDSLISTEN DE RØD-GRØNNE I …….. BYRÅD

Navn, adresse m.v.

Til borgmester …

Jeg beder dig oplyse mig om køreplan for budgetlægningen inden for beskæftigelsesområdet ( evt. andre områder), med henblik på at jeg kan indbringe forslag om udgiftskrævende eller udgiftsbesparende tiltag i budgetudarbejdelsen.

KOMMUNEVALG 2009 Præsentation

Kandidat nr. 3: Viggo Jonasen, cand. scient. pol.

Viggo2

65 år, cand.scient.pol. og tidl. lektor.
Aktuelt: Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd. Medlem af Sundhedsbrugerråd, Handicapkontaktforum og Udviklingsråd i Region Midtjylland (læs mere)   (indstillet af Hjerneskadeforeningen via Danske Handicaporganisationer).
Medlem af Århus Kommunes Beredskabskommission og af Enhedslistens kommunalgruppe Århus.
Tidligere: Medlem af Århus Byråd 1974-1978 og 1987-1993 (VS, SF og til sidst Enhedslisten). Samt af regeringens Opgavekommission 1998.
De forhold, som kommuner og regioner byder fattige, syge, handicappede, er mit vigtigste fritidsarbejdsområde. Det sker bl.a. i bestyrelsen for Hjerneskadeforeningen og igennem en del bisidderarbejde. Derudover har jeg arbejdet meget med miljøpolitiske og kommuneplanmæssige forhold, herunder især bygnings- og miljøbevaring i Århus
Disse interesser har også været centrale i mit universitetsstudium og i min undervisning gennem ca. 30 år, i Samfundsfag (HF, seminarium) og i Socialpolitik de sidste 27 år af mit arbejdsliv.
Desuden har jeg en mangeårig interesse for studiet af krig, fred, konflikthåndtering, udviklingsproblemer og andre internationale forhold, ikke mindst omkring palæstina-konflikten.
Privat er jeg gift med Maj og har børn og børnebørn. Samt villa og have.
Engang imellem sejler jeg med ældre sejlførende træskibe, herunder et par vikingeskibe.
Nogen af mine politiske tanker kan findes på min hjemmeside www.viggojonasen.dk – herunder også lærebogen Dansk Socialpolitik 1708-2008. Også hjemmesiden www.dsh-aa.dk – bibliotek – publikationer har en del publikationer.