ANKESTYRELSEN – MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE?

Tvinger kommunerne socialrådgiverne til at opgive deres professionalisme?

ANKESTYRELSEN MERE SOCIAL RÅDGIVER END SOCIALRÅDGIVERNE

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.1 – Gro Nielsen, Solveig Munk, Viggo Jonasen – bestyrelse i Socialpolitisk Forening Århus

Debatindlæg og ikke bragt svar Krydspres Ansvaret skal placeres det rigtige sted

Indlæg i Socialrådgiveren 2016.2 – Per Westersø & Kirsten Henriksen, samt Solveigs, Gros & Viggos svar

 

FORÆLDREBETALING – HANDICAPPOLITIK OG/ELLER BUDGETBUREAUKRATI?

Hvordan skal kommunen behandle børn med handicap og deres familier?

Af Viggo Jonasen, Hørgårdsvej 18, Risskov
Onsdag den 18. februar 2015, Aarhus Stifts Tidende
KRONIK
Beslutningen om at et barn skal flyttes fra forældrehjemmet til en døgninstitution/døgnpleje er noget meget voldsomt.
Ofte er et langt forløb gået forud, hvor forældre har kæmpet med stadig større vanskeligheder, som er knyttet til barnets handicap. I nogen tilfælde har én eller begge forældre modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (TA) i et forsøg på at håndtere barnets vanskeligheder i hjemmet. Ved anbringelsen falder TA og børnefamilieydelse bort, og familiens økonomi kan blive kraftigt ændret.
70 familier med døgnanbragt, handicappet barn fik en julegave fra Aarhus Kommune: En regning for barnets institutionsophold på mellem 1217 og 4300 kr./måned.
Handleplanen for barnet
Folketinget vedtog i 2011 »Barnets reform«, et kompleks af ændringer af især serviceloven. Kommunerne skal »opkvalificere« sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Tanken er, at hvis man omhyggeligt forbereder anbringelsen og planlægger den indsats, som trekanten kommune-forældre-institution skal udføre efter anbringelsen, kan man give barnet en tryg opvækst og en god udvikling med god kontakt til forældre, bedsteforældre og andre vigtige netværkspersoner.
Ikke alle handicaps kan afhjælpes, men handleplanen skal medvirke til at give barnet det bedst mulige liv med handicappet.
HANDELEPLANEN skal udarbejdes i samarbejde med forældre og institution og eventuelt barnets skole. Den skal omhandle barnets hele tilværelse.
At udarbejde handleplanen er ingen lille opgave. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar, at socialrådgiveren, der skal gøre det, har kvalifikationer og tid til at gøre det ordentligt.
FORÆLDREBETALINGEN
Forældre har ifølge serviceloven pligt til at betale til en anbringelse. Ministeren fastsætter regler om betalingen, bl.a. om man kan fritages for at betale. Bekendtgørelsen om betaling har en § 8, som på det smukkeste understøtter reglerne i »Barnets reform«:
Kommunen skal forud for anbringelsen præsentere forældrene for regler om betaling og om fritagelse, eventuelt delvis fritagelse. Det skal ske konkret og individuelt, og under hensyntagen til forældrenes økonomi. Hvis kommunen forlods anser fritagelsesbetingelserne som opfyldt, kan man selvfølgelig undlade at præsentere reglerne.
De fleste kommuner fritager de fleste for betaling – også Aarhus, indtil 2014.
Også andre forhold end reglerne har betydning for, hvordan kommunens beslutninger bliver til og udført.
Tre skal nævnes: Den administrative opsplitning, væksten i antallet af mennesker med behov for en offentlig indsats (ældre, handicappede) og ’budgetneurosen’.
ADMINISTRATIV OPSPLITNING
»New Public Management«-doktrinen har siden 1980erne hærget stat og kommuner.
Idéen er, at de enkelte dele af den offentlige sektor ’konkurrenceudsættes’, prissættes og via marked-gørelse ”effektiviseres.
Man har sammenlagt institutioner og kontorer og udstyret dem med mange lag af mellemledere, mens man indadtil i institutionerne har specialiseret og opdelt.
Socialdirektøren giver et eksempel. En forælder klager over, at hun ikke har fået svar på, om hun kan beholde handicapbilen til transport af datteren efter anbringelsen. Han svarer: hun har måske ikke spurgt det rigtige sted. Jamen – under arbejdet med handleplan skal sagsbehandler holde styr på også den del af arbejdet med barnet. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar. Det er ikke moderen, der skal vide, hvem hun skal spørge!
FLERE HAR BRUG FOR HJÆLP
Antallet af mennesker med behov for hjælp vokser.
Mennesker med ’Downs syndrom’ lever længere og skal derfor have bolig og hjælp i flere år. Stadig flere diagnosticeres med psykiske vanskeligheder som autisme og ADHD og skal have behandling og støtte, også fordi et stadig mere konkurrencepræget arbejdsmarked holder dem ude. Flere overlever trafikulykker og slagtilfælde.
Når flere mennesker skal have hjælp og botilbud, koster det flere arbejdstimer og flere penge.
BUDGETNEUROSEN
Budgetneurosen er den idé, at budgetoverholdelse er vigtigere end alt andet.
Siden 1990 har skiftende regeringers neoliberale politik haft som mål, at den offentlige sektor skal ’slankes’, eller dog: Skal vokse mindre end det private forbrug.
Vi ser færre pædagoger i børneinstitutionerne og flere lukkedage, færre universitetslærere i forhold til antal studerende, hurtigere udskrivninger fra hospital. Lønniveau i privat og offentlig sektor trykkes nedad.
Sparsommelighedspolitikken er fastslået i budgetlov og ’kommuneaftaler’ og lærerløndiktat. Årlige ’effektiviseringer’ eller to procents budgetreduktioner.
KOMMUNALPOLITIKERNES ROLLE?
Socialrådmænd har et par gange lagt problemet om manglende handicapboliger op til byrådet. Byrådet sagde: Vi tager stilling i budgetaftalen.
Byrådet vedtog så ikke at gøre noget ved problemet. Så de handicappede blev skrevet på en stadig længere venteliste. Først da Statsforvaltningen fastslog, at byrådets praksis var ulovlig, og at kommunen havde pligt til at sørge for de manglende boliger – så bevilgede byrådet penge til udbygning,
Budgetneurosen: Engang i 2014 opdagede socialdirektør/rådmand, at Aarhus bruger flere penge end bevilget på mennesker med handicap. De går ikke til byrådet og siger: »Der er blevet flere, der har brug for hjælp – vi skal bruge flere penge«. En rådmand, der »ikke kan overholde budgettet«, bliver mobbet i Aarhus. I stedet vælger rådmand og direktør to ting:
1) at kræve penge ind (forældrebetaling), 2) at skære ned på udgifterne, dvs. man skærer ned på hjælpen til den enkelte handicappede.
BYRÅDETS ANSVARSFLUGT
Er det ikke byrådets ansvar, hvordan Aarhus behandler mennesket med handicap?
Jo. Lige som det er byrådets ansvar, i hvilket omfang mennesket genoptrænes efter udskrivning fra hospital, og om der skal være en biblioteksfilial i det enkelte lokalsamfund.
Byrådet har ikke hidtil debatteret serviceniveau for de enkelte brugere. Vil vi skære ned på aflastningstimer til det handicappede barn eller på bostøttetimer til det psykisk handicappede eller hjerneskadede menneske?
Byrådet har alene bestemt budgetrammen. Men dermed siger byrådet: »Flere ét-benede? Så må de deles om kørestolene!«
Som gammel byrådspolitiker anser jeg det som ansvarsflugt, at byrådet lader det være en ’rent administrativ’ opgave at foretage de konkrete ’standardjusteringer’ – kommunalt ord for servicenedskæringer.
Byrådet har ikke politisk besluttet, at i vores kommune administrerer vi sådan, at de fleste fritages for forældrebetaling. Byrådet har kun sagt, at Ankestyrelsen må tage stilling til, om opkrævningen er lovlig.
Byrådet frasiger sig dermed ansvaret, for at økonomien for et antal forældre smadres, ved at lade ændringen fra ikke at kræve forældrebetaling, til at kræve den, være en rent administrativ beslutning.
 
Viggo Jonasen er gift og bor i Risskov.
Siden 1994 formand for Aarhus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd.
Tidligere byrådsmedlem i Aarhus.
Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik.
Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om hjerneskade.
Skipper på to vikingeskibe.

FORÆLDREBETALING – BORGMESTERENS NYE KLÆDER

Hvad ved hvem om jura i Aarhus? Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Af Viggo Jonasen, cand.scient.pol. lektor emer., tidl. byrådsmedlem i Aarhus
Lørdag den 24. januar 2015, 10:43 Aarhus Stifts Tidende

HANDICAP
Aarhus-rådmand Thomas Medom har bestemt, at mange forældre med børn i døgninstitution nu skal betale for barnets institutionsophold – hidtil har de været fritaget. Han har skrevet til dem, at de skal betale, også selvom de påklager afgørelsen til Ankestyrelsen.
Rådmanden har også sagt mange gange, at det ville være ulovligt, hvis han udsatte opkrævningen, til Ankestyrelsen har taget stilling til betalingens lovlighed.
Borgmesteren har sagt det samme, talrige gange ved byrådsmødet onsdag 21. januar.
Svaret var forkert – rådmanden er i sin gode ret til at give udsættelse.
Det har Århus Stiftstidende fået at vide af Ankestyrelsen.
Men – du kan bare lave et net-opslag med søgeordene »opsættende virkning – retssikkerhedsloven«. Man bliver så ledt lige ind til ministerens vejledning, kapitel 26 § 228 om »opsættende virkning«: »En myndighed kan tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning«.
Så er det, et gammelt byrådsmedlem spørger: Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Igennem mine 11 år i Aarhus byråd stod det helt klart, at embedsmændenes første pligt var at »klæde borgmester og rådmænd på« til at undgå at dumme sig.
Er det underordnede jurister, som ikke kan slå op i lovsamlingen og finde det korrekte svar? Eller: Har de gjort det, hvorefter deres orientering højere op i hierarkiet er blevet undertrykt, fordi ledelse eller rådmand/borgmester ikke ville høre det juridisk korrekte svar?
Konsekvenserne er vidtrækkende. Rådmanden og ’søjlechefen’ har ytret: »Vi følger bare loven«, når vi kræver betaling.
Loven, eller rettere betalingsbekendtgørelsens § 8, siger: »Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7«. Formålet med reglen er naturligvis, at forældrene til de anbragte børn skal kende deres økonomiske fremtid, i den tid hvor barnet er i institution eller familiepleje.
Jeg har skrevet anke i 20 af sagerne. Kommunen har i NUL af sagerne forhåndsorienteret om en eventuel betalings størrelse.
Aarhus Kommune følger altså ikke bare loven.
Rådmand og borgmester mener åbenbart, at man ’bare’ kortere eller længere efter barnets anbringelse kan ændre voldsomt på familiens økonomiske situation med ned til halvanden måneds varsel. Og det er ikke småpenge, der er tale om: De laveste beløb, jeg har set, er 1.217 kr./md. for en enlig forælder på voksenlærlingeløn, med en hjemmeboende teenager. Hendes dagsorden er: Salg af andelsboligen! Det højeste er 4.300 kr. for mere velaflagte forældre. Men en enlig forsørger med en lærerløn og hjemmeboende barn bliver afkrævet 2.976 kr. Også for hende vil konsekvensen være salg af bolig. Og jo, kommunen har i forvejen inddraget børnetilskud og børnebidrag ved anbringelsen.
Min juridiske forhåndsformodning er, at Ankestyrelsen vil være uenig med kommunen: Hvis ikke § 8 er overholdt, altså, hvis man ikke har stillet betalingskravet forud for anbringelsen, har man (underforstået) besluttet betalingsfritagelse. Og så har kommunen ikke ret til at komme rendende længe efter og kræve betaling.
Min politiske mening er: Kommunen kan ikke være bekendt at behandle forældre – som i forvejen er ramt hårdt af barns handicap – på den måde. Og det er jo egentlig også det, loven siger.
Det er ret interessant, om kommunens underordnede jurister har udtalt sig om sagen – og om deres vurdering er blevet tilsidesat af mellemledere eller social- og stadsdirektør.
Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, ville jeg anse det spørgsmål som ret vigtigt. Er det de underordnede, der skal fyres for uduelighed – eller er det ledelsen, der har løjet for borgmester, rådmand og offentlighed?

FORÆLDREBETALING – REGLERNE ER IKKE KOMPLICEREDE

VIGGO JONASEN, HØRGÅRDSVEJ 18, RISSKOV
DEBATINDLÆG JPÅ 27.02.2015 kl. 03:00
NOTAT 2015.03.05
Rådmand Thomas Medom (SF) skriver 19/2, at betalingsreglerne for børn i døgninstitution er komplicerede og upræcise.
Det er de ikke.
Betalingsbekendtgørelsen siger i § 6 og 7:
»Kommunen kan meddele hel eller delvis fritagelse for betaling« og »… efter en konkret og individuel vurdering … Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældre, f.eks. at 1) opholdet har udpræget behandlingssigte, eller 2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten, 3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge« (min kursivering).
De afgørende ord er her KAN og F.EKS. Det betyder, at kommunen har ganske udstrakt selvbestemmelsesret. Der står ikke SKAL eller KUN HVIS.
Kommunen – rådmanden – kan altså selv fastsætte retningslinjer for betalingsfritagelses-praksis.
Rådmanden har ikke offentliggjort sine retningslinjer.
De fleste kommuner undlader opkrævning. Aarhus har i mange år undladt opkrævning. Aarhus’ praksisændring er en politisk beslutning.
Ankestyrelsens noget omtalte ”principafgørelse” indeholder ét eksempel på, at styrelsen har givet familien medhold i, at kommunen SKAL fritage for betaling, og to eksempler på, at kommunen IKKE SKAL fritage for betaling.
Men at udlægge afgørelsen sådan, at kommunen har pligt til at undlade betalingsfritagelse, er juridisk fejllæsning.

Om Betalingsbekendtgørelsens §§ 8 og 6-7 notat, 2015.01.28/2015.03.04

Servicelovens § 159 pålægger familien pligt til at betale i forbindelse med barnets ophold uden for hjemmet.

Betalingsbekendtgørelsens §§ 6 og 7 giver regler for, hvornår kommunen kan/skal fritage for beta­ling.

§ 8 giver reglerne for, hvordan kommunen skal gå frem i forbindelse med opkrævning af betaling, hvis der ikke er sket fritagelse efter §§ 6 og 7. § 8 Ordlyden er: “Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7”.

Hvis kommunen tidligt i sagsbehandlingen skønner, at fritagelsesgrundlaget efter §§ 6-7 er til stede, kan den undlade at præsentere et betalingskrav – dermed bortfalder behovet for at underrette fami­lien om §§ 3, 4, 6 og 7. Dermed har kommunen underforstået truffet en beslutning om fritagelse – altså: en tavs forvaltningsakt.

Det er den type beslutning, som de fleste kommuner træffer i de fleste anbringelsessager.

Hvis kommunen vil kræve betaling, skal reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7 være præsenteret for familien – naturligvis med henblik på, at de kan indgå i ”forhandlingen om anbringelsen”.

§ 8 har det formål, at kommunen og familien i forbindelse med anbringelsen planlægger det fremti­dige samarbejde omkring barnet – derfor formuleringen “i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet”. Herunder jo altså også at kommunen medvirker til at sikre, at familien har overblik over egen økonomiske situation i forbindelse med anbringelsen. Som bekendt inddrager kommunen børnefamilieydelse og børnetilskud og evt. børnebidrag i forbindelsen med anbrin-gelsen.

Når (hvis!) kommunen i samarbejde med forældrene lægger en handleplan for indsatsen i forhold til barnet, taler man også om samvær – hyppighed, form, transport, forhold i hjemmet, eventuel støtte under ophold i hjemmet – alt relevant. Her er økonomien også en vigtig faktor, ikke mindst hvis der er handicaptransport involveret.
Det er ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 3) handler om særligt store ud-gifter i forbindelse med samværet. Det kan både være udgifter på grund af stor afstand til institution / plejefamilie, det kan være handicapkørsel, hvad som helst.
Det er heller ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 2) er, at fritagelse for beta­ling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støt­ten. Hvis eksempelvis betalingen vil umuliggøre familiens bil-ejerskab, og samvær derfor vil blive voldsomt tidskrævende for pågældende forælder, kan det jo være en hindring for hans/hendes kon­takt med barnet og deres medvirken ved gennemførelsen af støtten.

§ 8 pålægger altså kommunen at tilvejebringe en vis sikkerhed for familien om den fremtidige øko-nomi i relation til anbringelsen. Den sikkerhed slår kommunen i stykker ved – kortere eller længere tid efter anbringelsen – at komme med betalingskrav, som ikke blev stillet ved “forhandlingerne med forældrene om opholdet”.

Hvis kommunen efter kortere eller længere tid ønsker at omgøre/ændre betalingsfritagelsesbeslut­ningen, skal kommunen rejse sagen. Den skal så at sige genoptage “forhandlingen med familien om opholdet”. Ellers tilsidesætter kommunen § 8. Det fremgår ikke af betalingsbekendtgørelsen, at kommunen kan undlade at overholde § 8.

Med andre ord: et kommunalt betalingskrav, som ikke er forelagt ”i forbindelse med forhandlingen med forældrene om opholdet” efter § 8, vil være ugyldigt og bør underkendes af ankestyrelsen.

§ 6 siger, at kommunen KAN fritage for forældrebetaling ved indkomstbortfald.

§ 7 siger: ”Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at..”

Det er her vigtigt at være opmærksom på ordene ”selvom”, ”hel eller delvis”, og ”f.eks.”. Heri ligger stor kommunal handlefrihed til at bestemme regler for fritagelse. Der står ikke: kommunen SKAL indkræve betaling. Der står ikke: ”kun hvis …” må der gives betalingsfritagelse. Det er præciseret, at de under 7 nr. 1, 2, 3, 4, og 5 nævnte eksempler netop kun er: eksempler.

I den århusianske forældrebetalingspraksis synes det at være kommunens opfattelse, at KUN HVIS der foreligger ”udpræget behandlingssigte”, er det lovligt at give betalingsfritagelse. Og det synes at være kommunens opfattelse, at beregningsreglerne fastslår definitivt, at forældrene skal betale den fulde betaling. Delvis fritagelse kommer slet ikke i betragtning. Dog har vi set enkelte reduktioner under hensyn til betaling for søskende i daginstitution.

Ankestyrelsens principafgørelse 158 fra 2012 har en indledning og tre eksempler. Eksempel 1 fastslår, at kommunen SKAL give betalingsfritagelse – giver altså familien medhold. Eksempler 2 og 3 fastslår, at kommunen ikke SKAL give betalingsfritagelse – de fastslår ikke, at kommunen ikke kunne have gjort det! Principafgørelsen er i øvrigt ikke krystalklar –

Viggo Jonasen
2015.03.04 (revideret udgave)

PS Til spørgsmålet: om “det er godt nok” at kommunen til sidst i et møde så’n lidt i forbifarten nævner, at der “som udgangspunkt vil være en egenbetaling”, er svaret: dermed har kommunen ikke levet op til formålet med § 8, nemlig: at familien har overblik over egen økonomi. Så: NEJ, det er ikke “godt nok”.
Der står jo direkte i bestemmelsen, at familien skal gøres bekendt med §§ 3, 4, 6 og 7. Det vil sige: familien skal være gjort bekendt med betalingsfritagelsesreglerne og have diskuteret med kommu­nen, om familiens og barnets situation hører ind under én eller flere af §§ 6-7 kriterierne. Det er simpel god forvaltningsskik. Det er sund fornuft. Og det er ordentligt socialt arbejde.

BEKENDTGØRELSENS ORDLYD:

§ 6. Kommunen kan meddele forældremyndighedens indehaver hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.
§ 7. Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at:
1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,
2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten,
3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge,
4) den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet, eller
5) forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.
§ 8. Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7.
Stk. 2. Betalingspligten indtræder ved starten af opholdet. Forfaldsdagen for 1. betalingsrate fastsættes med en rimelig frist. Forudbetaling må ikke kræves for længere tid end 1 måned.

DE STØRSTE SOCIALPOLITISKE UDFORDRINGER i Danmark og Europa. 2014

DE STØRSTE SOCIALPOLITISKE UDFORDRINGER i Danmark og Europa.
Oplæg til Socialpolitisk Forening, 14.11.2014 Viggo Jonasen, let redigeret.

Udgangspunkt for “største udfordring” må være et svar på spørgsmålet : HVORDAN ØNSKER VI SAMFUNDET INDRETTET?

Siden Alva og Gunnar Myrdals bog fra 1934 “Krise i befolkningsspørgsmålet”, som K.K. Steincke lod Jørgen Dich oversætte til dansk, har arbejderbevægelsens, socialdemokraters og socialisters svar været: så længe samfundet er kapitalistisk, skal vi bruge staten til at sikre TRYGHED for indbyggerne.

Tryghed skulle være rammen om det gode liv og om det fornuftige menneskes gode valg – i 1930’erne det valg at få børn, og altså ikke kun have sex for sjov! Kan nogen genkende den problemstilling fra i dag?

Tryghed er: forventning om at jeg kan få børn i tiltro til, at de er sikret forsørgelse, institution, skole, uddannelse.
Tryghed er forventningen om, at jeg er sikret indtægt, enten gennem job eller ved sygdom og ledighed: dagpenge. siden: pension. Tryghed er forventningen om, at jeg ved sygdom eller invaliditet får rettidig og god behandling og tilstrækkelig hjælp.

Det mål var 1970’er socialreformens mål: “Forebyggelse, revalidering, tryghed, trivsel”. Samfundssikret TRYGHED var midlet til det gode liv, midlet til TRIVSEL.
STATEN var for socialdemokrater og socialister værktøjet til at sikre denne fornuftige indretning af samfundet.

TRYGHED var hovedbudskabet fra LO i slutningen af 1980’erne, både i forhold til dagpenges højde og i sagen om fondsbaserede pensionsordninger som overbygning på folkepensionen.

Det betød IKKE, at kapitalisme og konkurrence og ulighed blev afskaffet – det betød, at deres værste skadevirkninger skulle begrænses. En del mente, at ulighed skulle mindskes – derom blev der lavet betænkninger og uddannelsesreformer.

Fra 1980’erne og frem kom velfærdsstatstankegangen og Myrdalernes lyse menneskesyn under angreb.

Neo-liberalismen statssyn vandt frem. I 1993 skrev Anders Fogh “Fra Socialstat til minimalstat”. Han mente, at statssikret forsørgelse skaber slavesjæle. Mette Frederiksen har for nylig – i øvrigt lige som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i deres VS-tid – plapret Marx efter: “Staten er den herskende klasses undertrykkelsesmiddel, så den skal knuses eller dog have mindre at sige og gøre”. Derfor “gensidig forsørgerpligt” – ikke det, som man tidligere mente: individualprincip i forsørgelsesordningerne.

Også neoliberalismens menneskesyn slog igennem: mennesket er en doven hund, som hellere nyder arbejdets frugt end døjer dets sved. Kun gennem frygt for sult og tab motiveres mennesket til at arbejde. Det hedder på nysprog: “Incitament”. Derfor: lavere ydelser i kortere tid, højere pensionsalder, mindre tryghed. Arbejdskraften skal “inciteres” til at konkurrere indbyrdes, også på lønnen – derved styrkes virksomhedernes og landenes konkurrenceevne, det vil sige: profitandelen øges.

Glemt er hos de neolliberale socialdemokrater, venstremænd, sf’ere m.fl. Keynes’ lære om DEN EFFEKTIVE EFTERSPØRGSEL: kun gennem statslig og privat efterspørgsel skabes produktion og beskæftigelse. De skabes IKKE ved at man øger udbud af arbejdskraft: “You cannot push a string”.

De største SOCIALPOLITISKE udfordringer er altså i dag:
1 I forhold til TRYGHED: De neoliberale politikeres – Merkels, Frederiksens, afstandtagen fra tanken om statsligt sikret tryghed, deres deraf følgende formindskelse af velstandsomfordelIng, og deraf følgende ulighed og fattigdom.
2 I forhold til KONKURRENCE, stress og nedslidning:  De neoliberale politikeres – Merkels, Corydons, Sohns, Østergaards, .. tro på at samfundsindretning baseret på konkurrence er universalløsningen, f.ex. “konkurrencestaten”. Glemt er, at arbejderbevægelsens opbygning af fagforeninger tilstræbte begrænsning af arbejdernes indbyrdes konkurrence.
3 I forhold til FULD BESKÆFTIGELSE: De neoliberale politikeres afstandtagen fra, at staten skal sikre en efterspørgsel svarende til fuld beskæftigelse.

Jeg er helt klar over, at blind vækst i forbrug belaster klodens ressourcer. Derfor: fuld beskæftigelse, gerne med kortere arbejdstid, så flere kan deles om beskæftigelsen, og så ressourcebelastningen mindskes ved mindre vareproduktion.

Se gerne: “Velfærdsstatens glemte sjæl” på www.viggojonasen.dk

Pligt og Ret i arbejderbevægelsen og i socialpolitikken 2002/2014

Pligt og Ret – i arbejderbevægelsen, og i socialpolitikken.  Af Viggo Jonasen 2002/2014

 

I arbejderbevægelsens tidlige tid var temaet Pligt – Ret en vigtig del af projektet om et nyt samfund. På forsiden af Socialdemokratiets avis stod “Gør din pligt – kræv din ret”. Men hvad mente de med det?

Det feudalt-konservative samfund byggede på opfattelsen af en af Gud indstiftet orden, hvor kongen var indsat af Gud og samfundet bestod af gudens/kongens undersåtter, som netop var: underordnede. Søn og datter og hustru var underordnet familiefaderen. Lærling, svend og karl/pige var underordnet mester hhv. købmand eller bonde. Håndværker og bonde var underordnet henholdsvis laug og herremand. Herremand og borger var underordnet kongen hhv. kongens lokale repræsentant amtmand og borgmester.

1800 tallets liberale borgerskab var tilhængere af lighed, ikke underordnelse – men nota bene først og fremmest deres egen lighed! De ønskede ophævelse af adelsprivilegier – men de ønskede ikke valgret til arbejdere, og de ønskede ikke økonomisk lighed.

Arbejderbevægelsens sang “Internationale” fastslår om den da eksisterende orden: “tomme ord: den fattiges ret. Tomme ord: den riges pligt” (den tyske udgave) og i den danske udgave: “lighed fordrer pligt for ret”.

Socialdemokratiets 1880 program krævede en “fri og lige adgang” til skattebetalt folkeskole med læremidler og sund skolemad, sygedagpenge, vederlagsfri hospitalsbehandling og lægebehandling. De tidligt socialdemokratisk dominerede kommuner, som Nakskov og Esbjerg, indførte skoletandpleje og skolebespisning.

Tanken bagved var, at det som var alles RET ikke var noget, som den fattige skulle SØGE OM. De rige kunne jo købe – de fattige kunne ikke købe, men måtte i påkommende fald søge fattigvæsenet om hjælp. Og fattiglovgivningen bestemte indtil 1933, at modtagelse af offentlig hjælp normalt betød tab af valgret og ægteskabsret – fattighjælpsmodtageren blev andenrangs statsborger.

Arbejderbevægelsen – både den socialdemokratiske og senere de syndikalistiske og kommunistiske grene – havde et frihedsprojekt og et lighedsprojekt. Frihed for den enkelte – ikke underordnelse under en arbejdsgiver. Frihed også for kvinden – ikke underordnelse under familiefaderen (det var de ikke enige om, men en del mente det!). Lighed: afskaffelse af om ikke al økonomisk ulighed, så i hvert fald af fattigdom.

RET til ydelser under klart definerede betingelser var et ledemotiv i oprettelsen af først sygekasser, siden arbejdsløshedskasser i 1860’erne og fremefter. RET var tænkt som ejendomsret. Lidt sværere var det med de fattige gamle: man kunne jo ikke etablere pensionsrettigheder med tilbagevirkende kraft. Derfor blev 1891 loven “.. om Alderdomsunderstøttelse til værdige Trængende uden for Fattigvæsenet” præget af kommunalt skøn om trang og værdighed. Men den afskaffede værdighedstabet – også den fattige gamle forblev STATSBORGER.

Kampen for RET fortsatte. I 1899 vedtog Rigsdagen lov om (arbejder-)Ulykkesforsikring.

1907 loven om Arbejdsløshedsforsikring gav forsikrede ledige RET til dagpenge ved arbejdsløshed og PLIGT til at tage passende anvist arbejde. Vægring imod at tage passende anvist arbejde fulgtes af tab af Ret til dagpenge.

I 1921 fulgte lov om Invalideforsikring, hvor afgørelsen om tilkendelse af Invaliderente blev henlagt til en Invalideforsikringsret. Senere er loven blevet kritiseret for at være en “amputationsliste”: tab en højre arm, så mange % invaliditet, tab af et øje så mange, tab af begge øjne 100%. Klart er det, at den type regler ikke fanger helheden i personens situation. Men igen: bestræbelsen var at sikre den ramte overskuelighed, en klar RET.

I 1922 blev Alderdomsunderstøttelsen ombenævnt til Aldersrente, og det kommunale skøn over, hvor meget gamle Ane skulle have, blev afløst af en fast takst. Der var en gennemgående idé: selvom livet og arbejdsmarkedet ikke havde været dig gunstig, skulle du dog kunne føle dig som et værdigt menneske, en borger med rettigheder – også økonomisk rettighed over for staten/kommunen. Den borger, som har en RET, er mere værdig end en der er RETSLØS – én der er underkastet en andens bestemmelse.

I 1933 skrev socialdemokraten, socialminister K.K. Steincke i forordet til håndbogsudgaven af socialreformen: “Det privatkapitalistiske Samfund kan ifølge sin Natur ikke indrømme Retten til Arbejde, og Retten til Eksistens indrømmer det kun på ydmygende Betingelser”. 1933 socialreformen: Arbejdsløshedsforsikringslov, Folkeforsikringslov, Forsorgslov, Ulykkesforsikringslov, var for Steincke ikke nogen afskaffelse af det privatkapitalistiske samfund. Men reformen udtrykte den opfattelse, at det kunne lade sig gøre gennem en stadig mere præcis beskrivelse af menneskers rettigheder at gøre betingelserne mindre ydmygende. Altså at arbejderbevægelsen kunne kæmpe sig frem til statsligt forbedrede livsbetingelser for arbejderne – som jo, fordi de normalt ikke har formue, er udsatte for fattigdom ved sygdom, invaliditet, alderdom. At kunne kræve det, der er din RET af staten, er jo netop det modsatte af at skulle ydmyge dig for at få hjælp.

1960’ernes og 1970’ernes socialreform var ikke alene båret af idéen om RET. Men der var stærke elementer indeholdt. Ved Invalidepensionsloven i 1964 var målet, at den, der gennem resten af livet skulle leve af invalidepension, skulle have et økonomisk niveau nogenlunde svarende til en faglært arbejders – altså at samfundet skulle KOMPENSERE dig for din tabte arbejdsevne. I selve tankekonstruktionen ligger en rettighedstankegang: som menneske, som borger giver samfundet dig RET ikke blot til eksistens men til et liv på et økonomisk anstændigt niveau. Regnestykket var ikke enkelt – pensionen svarede ikke til en arbejdsmandsløn, men pension var skattefri og pensionister havde særlig boligstøtte og andre “pensionistgoder” – så stort set: Højeste Invalidepension gav et anstændigt forsørgelsesgrundlag. Jamen hvad så med Mellemste og Laveste Invalidepension (MIP, LIP)? Loven forudsatte, at MIP og LIP kunne give dig en vis økonomisk tryghed – og så forventedes det, at den delvis invaliderede derudover kunne tjene penge var arbejde, uden reduktion i pensionen. Så facit antoges at være: en anstændig levestandard også for de delvis invaliderede.  Antagelsen holdt ikke – arbejdsmarkedet stod kun i meget begrænset omfang åbent for deltids beskæftigede invalider. Men det vigtige i denne sammenhæng er jo idéen i systemet.

I Bistandsloven i 1976 var RETs tankegangen også fremtrædende: loven tilsagde enhver RET til råd og vejledning i livssituationer, hvor sygdom eller skilsmisse eller arbejdsløshed eller ulykke slår dig ud af kurs. Og loven gav RET til økonomisk støtte til opretholdelse af din levestandard i de samme typer af midlertidige problemer.  Reformen indeholdt såmænd også en ankereform: hvis du var uenig med kommunen om, hvilken hjælp du havde brug for, kunne kommunens afgørelse ankes til et amtsligt ankenævn og en statslig ankestyrelse – begrundelsen for det system var, at det skulle ligne retssystemet, med byret, landsret og Højesteret.

En underforstået idé bag 1960-70’er var den keynesianske teori om, at staten kunne sikre fuld beskæftigelse og dermed alles mulighed for job. Det var jo på én måde den RET, som Steincke ikke mente, det privatkapitalistiske samfundssystem tillod. PLIGT? Den var ikke glemt: “Enhver mand og kvinde er over for det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år” (Bistandslovens § 6 stk. 1). Hvis socialrådgiver eller sygedagpengemedarbejder eller A-kasse-kassereren mente, at det kneb mere med arbejdslysten end arbejdsevnen, var der hjemmel til at lukke kassen. Men RET var vigtig: da ledigheden bed sig fast, vedtog Folketinget en RET for den ledige til jobtilbud, med løn og med lønmodtagerrettigheder.

Igennem 1980’erne gled RET-tankegangen i baggrunden: Ankemulighederne blev indskrænket. Ydelsesniveauet blev sænket og ydelsesvarighed forkortet. Det skete det bl.a. ved lov om stop for regulering af Dagpengemaksimum.

I 1990’erne sker det egentlige paradigmeskift: Nyrup-regeringen afskaffer ved lov RET til jobtilbud og indfører ret-og-pligt til jobtræning – uden lønmodtagerrettigheder. På førtidspensionsområdet sker det uden lovændring, men ved en af regeringen iværksat og af Den Sociale Ankestyrelse gennemført stramning af tildelings- og udmålingspraksis for førtidspension. Stramningerne var statsfinansielt begrundet: dagpengeudgifter og førtidspensionsudgifter udgjorde store poster på statsbudgettet. Men stramningen var også båret af en ny/gammel menneskeopfattelse: de arbejdsløse/syge skulle “motiveres” til at konkurrere om de jobs, der blev ledige – underforstået: sult eller frygt for sult er den bedste motivering. Ny-liberale som Anders Fogh og Ny-labour politikere som Nyrup og Lykketoft har sunget én og samme melodi. De 60-61 årige skulle “motiveres” til at arbejde i stedet for at kræve efterløn – og hvis de trods motiveringen kræver efterløn, bliver det på ringere vilkår end hvis de venter til de bliver 62 år.

Ændringerne på førtidspensionsområdet har haft ganske store konsekvenser for mange mennesker i en klemt situation. I hvert af årene 1985-1992 fik godt 28.000 mennesker tilkendt førtidspension. Antallet af ansøgere har været godt 20% større. Fra 1993 faldt antallet af tilkendelser til under 20.000 pr. år. Størstedelen af ansøgerne er over 50 år og er fysisk nedslidte. Sagsbehandlere over det ganske land har forklaret, at Den sociale Ankestyrelse har strammet kravene for tildeling af pension. Loven var ikke ændret. Og klienter over det ganske land har oplevet – og til retshjælpsinstitutioner og til radioens Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråd sagt – at “deres” pensionsmedarbejder mere eller mindre vendte det døve øre til klientens oplevede helbredsgener. I nogle kommuner er klienter desuden blevet sendt i talrige “arbejdsprøvninger” som gratis rengøringshjælp i institutioner eller butikshjælp i Netto, hver gang med resultatet “ikke god nok – men ikke dårlig nok til pension” – og med nok en oplevelse af umyndiggørelse, en oplevelse af at andre bestemmer over mig.

Så i 1999 slog Højesteret fast, at hvis pensionsansøgeren skulle have afslag på pension eller have en lav pension, så skulle kommunen konkret have sandsynliggjort, at hun/han havde erhvervsevne. Det var altså ikke nok, at kommunen bare udtalte at man “vurderer erhvervsevnetabet til at være mindre end af klienten hævdet”.

Det gav anledning til nogen panik i Ankestyrelsen og i mange kommuner. Højesteretsdommen betød jo, at i den konkrete sag havde klienten lidt U-RET: hun havde krav på Mellemste Førtidspension – ikke på Forhøjet Almindelig Førtidspension. Men dommen betød jo også, at alle de, der var blevet behandlet som den konkrete klient var blevet gjort U-RET.

Århus Kommune valgte selv at revurdere de sager, hvor man evt. havde givet for lav pension. Ca. 250 sager blev revurderet, og af dem fik halvdelen forhøjet pensionen, en del med flere års tilbagevirkende kraft. Det vil sige: i nogle år har en del pensionister lidt U-RET. I hele landet drejer det sig om o. 2800 mennesker, der har måttet tåle en u-retmæssig lav levestandard efter års helbredsforringelser. Den Sociale Ankestyrelses omvurdering medførte, at i 85% af de relevante sager, havde den ydet for lav pension.

Nogle kommuner har sagt: hvis folk vil have mere i pension, så må de jo henvende sig. Det er sandsynligt, at en del mennesker efter et langt (lavløns-)arbejdsliv og en længere sygdomsperiode og en lang pensionssagsbehandling og et afslag ikke har energi til selv at rejse sagen igen. Deres URET bliver ikke afhjulpet. Og nogle kommuner har skræmt klienter ved at sige “så må vi jo omvurdere hele pensionssagen”, underforstået: så kan du blive helt fri for pension.

En lykkelig udgang? Tjah, måske. Men o. 2800 mennesker har af sagsbehandler har fået at vide, at “du er nu ikke så dårlig, som du selv mener”, fordi sagsbehandler skulle begrunde et afslag eller laveste pension. Det vil sige: de har oplevet, at “deres” sagsbehandler ikke tog dem og deres lidelse alvorligt. Hvor mange af dem får en undskyldning for den oplevelse?

På arbejdsløshedsforsikringsområdet skete den største beskæring af de lediges RET i 1994, med Nyrup-regeringens ”arbejdsmarkedsreform”. Dagpengeperioden blev halveret til 4 år (senere, under Thorning-regeringen halveret til 2 år). Og RET til jobtilbud – med normal løn og faglige rettigheder – blev afskaffet og erstattet af PLIGT til ”jobtræning” uden genoptjeningsret og uden faglige rettigheder.

Man kan ikke behandle temaet Pligt-Ret i socialpolitikken uden at nævne “dyneløfter-problemet” som eksempel på individets retsløshed. Fra 1903 og indtil 1973 var børnetilskud (oprindelig børnefradrag i den skattepligtige indkomst) en retspræget ydelse. Tilskuddet blev ydet til ugifte forsørgere. Fra 1973 – under Krag-regeringen – blev tilskuddet ydet til “reelt enlige” forsørgere. Fra da af fik kommuner travlt med at skønne, om forsørgeren havde en kæreste, og om hun/han bidrog til husholdningen. Siden (1991-1993) udbredte Folketinget teknikken til også at omfatte pensionister: lavere sats til “ikke reelt enlige”. Fra TV og aviser er kendt, hvordan kommuner har spioneret mod pensionister med hver sin bopæl for at kontrollere om hun overnatter hos ham eller omvendt. På det område synes det som om Socialdemokratiet har glemt visionen om den myndige og RET havende arbejder/borger – hun er blevet en kontrolleret undersåt.

Pr. 1. januar 2003 trådte en ny førtidspensionslov i kraft. Den gjorde det sværere at få førtidspension. Politikerne lovede, at man til gengæld vil “sikre” de nedslidte og invaliderede fleksjob, til overenskomstmæssig løn og med indbyggede skånehensyn. Det var jo dejligt – især hvis politikerne i loven havde indbygget, at de invaliderede fik lønnen, også selvom kommunen ikke (for tiden) kunne finde fleksjobbet. Det gjorde politikerne ikke. Den, som trods invalidering ikke fik pension men “visiteres” til fleksjob, fik ikke løn men Ledighedsydelse: 91% af  Dagpengemaksimum eller 11.917 kr/md. Dog: det fik hun/han kun, hvis hun inden visitationen modtog sygedagpenge eller revalidering. Hvis hun havde været på kontanthjælp, så var det en “særlig ydelse” på op til 7.711 kr/md. Summa Summarum: efter 1.1.2003 oplevede et stort antal klienter at have mindre økonomisk RET.

Hvor mange? Ingen ved det. Dengang og i dag ved ingen i kommunerne, hvor mange der efter nedslidende arbejdsliv, sygdom med sygedagpenge, og mislykket revalidering samt pensionsafslag og evt. fleksjob-afslag er havnet i “Det sorte hul”: ingen pension – ingen dagpenge – 0 kr. i kontanthjælp, fordi ægtefællen tjener ca. Dagpengemaksimum – kun ægtefælleforsørgelse.

Jamen, gav 2003-pensionsordningen ikke en højere pensionsydelse til dem, der får pension? Jo såmænd – men førtidspensionsforliget afskaffede boligydelse til førtidspensionister og andre pensionistgoder såsom medicinkort. Så en pensionist på Forhøjet Almindelig Førtidspension i 2002 vil, med buskorttilskud og medicinkorttilskud m.v., kunne have mere til rådighed end den pensionist, der får tilkendt pensionen efter 2003 reglerne (regnestykke fra Århus Kommune).

Lægger man oven i de forudsigelige forsørgelsesproblemer den i mange kommuner fremherskende mangel på ordentlig og over for klienten respektfuld sagsbehandling – vel dokumenteret i henvendelser til Ret og Pligt og til Det Sociale Forbrugerråds formand – så er det svært at se, at politikerne har klientens BORGERRET til et – også økonomisk – værdigt liv som højt prioriteret.

Erik Clausen har sagt: ”Der var en halv snes år i 1970’erne, hvor man ikke så ned på de fattige – nu må man godt se ned på dem igen”.

Det foranstående blev skrevet i 2002.

Siden har vi haft en Fogh/Løkke-regering og en Thorning-regering. Begge har fortsat linjen med flere reformer under en fælles overskrift: færre offentlige udgifter. Mennesker på overførselsindkomst får mindre RET, nemlig RET til lavere ydelser. Det gælder efterlønsmodtagere. Det gælder førtidspensionister og det gælder fleksjobbere: sværere at få førtidspension – og lavere løn under fleksjob. Det gælder kontanthjælpsmodtagere. Og man har indført PLIGT for samboende med hidtil kontanthjælpsmodtagende mennesker til at forsørge dem og deres barn/børn. Oven i købet efter et kommunalt skøn om, hvorvidt samlivet et ægteskabslignende. En skønsmæssig regel, som ville have fået K.K. Steincke til at fnyse af foragt. Til gengæld har Fogh/Løkke- og Thorning-regeringerne mindsket de riges PLIGT til betale skat. Det kaldes skattelettelser.

”Leeres Wort – des Armen Rechte. Leeres Wort – des Reichen Pflicht”

Beskæringen af de fattiges ret er blevet båret frem af en kampagne om, at de fattige ”motiveres” til at søge arbejde, af at ydelsen er lav nok. Altså: de fattige er fattige fordi de er dovne. Beskæftigelsesminister Mette (Hjort) Frederiksen formulerer det sådan, at ”de der kan, skal”, og PLIGT til ”nyttejob” på kontanthjælp og uden faglige rettigheder er en måde for de fattige at opnå den arbejdendes værdighed på. Hun svarer ikke, når journalisten spørger, om de nyttejobbende så ikke skal have LØN for deres ”nyttige” arbejde. Kontanthjælp ”reformen” blev vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Radikale og VKO, gennemført 1.1.2014. Kun Enhedslisten var imod beskæringerne i ydelsesniveauet og ”den gensidige forsørgerpligt” for samboende.

Socialpolitik-professoren Jørn Henrik Petersen har i Politiken, 15.02.2014, sammenfattet udviklingen i overskriften ”Vores samfund falder fra hinanden”. Han konstaterer, at Socialdemokratiet (og SF og de Radikale, VJ) har kastet Socialdemokratiets historiske værdier overbord. Underforstået: S havde værdien: sammenhæng. Højrepartierne har ikke. Han forudser regeringernes aktive skabelse af et ringeagtet, stigmatiseret mindretal af arbejdsløse fattige, hvis eksistens regeringen – med Steinckes ord – kun tillader på ydmygende betingelser.

Jeg ser i regeringens politik ikke noget, der kan afkræfte hans forudsigelse. Og jeg ser ikke i Socialdemokraternes, Radikales og SF’s interne debatter noget, der tyder på et opgør med Klaus Hjort & Mette Frederiksens tvangs- og foragt-linie over for de arbejdsløse: mindre RET, mere PLIGT, og ydmygende kontrol.

Og ja – der er umådelig langt mellem den gamle arbejderbevægelses PLIGT og RET ideologi og Thorning-regeringens, Mette Frederiksens brug af ordene.

 

Viggo Jonasen

Cand.scient.pol., lektor emer. (socialpolitik)

Tidl. byrådsmedlem i Århus (F, Ø)

Nuværende formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd.

DSH og (ikke mere) MIG 2004

DSH OG (ikke mere) MIG  2004

2004.03.22

Kære kolleger

Én og anden vil måske have lagt mærke til, at det er en del år siden, jeg har skrevet sange. Rimene ville ikke komme til mig. Skolens udvikling har trykket mig, mindsket lysten.

Siden vi gik over til storholds-undervisning, har de studerendes indflydelse på undervis-ningens tilrettelæggelse været stærkt begrænset.

Og siden beslutningen om at oprette Socialrådgiver-Modulex uddannelsen, har de reelt været afskåret helt derfra.

At de studerende er koblet af uddannelsesplanlægningen – hvordan kan man planlægge en studietur for 85 studerende, eller for den sags skyld, 45 studerende? – har uundgåeligt ført til mindre ejerskab til uddannelsen og mere ”forbruger-holdning”.

Uddannelsen er blevet lagt om i en retning, jeg har været uenig i. Vægten er i tiltagende grad kommet til at ligge på socialrådgiveren og hendes situation, og mindre på klienten og dennes situation. Vægten er på god neoliberalistisk vis blevet flyttet væk fra de samfundsmæssige betingelser for klientens liv og det sociale arbejde med klientens liv. Vægten er blevet ”psykologiseret”, lagt over på socialrådgiverens refleksion over egen indsats og socialrådgiverens arbejde med at ”motivere” klienten og hendes færdigheder heri. Vægten er blevet lagt væk fra det, klienterne bør rådgives om – f.eks. retlige forhold, rettigheder, og samfundets funktionsmåde, og over til rådgivningsteknik.

Tydeligt kommer denne om-vægtning til udtryk

–  med beskæringerne i timetal af hovedområderne 2-4 og den relative opprioritering i timetal af hovedområde 1

–  med opgivelsen af 2. semesters levekårsprojekt – vel nok det enkelt-element i uddannelsen, som har fungeret bedst.

–  i en de facto nedprioritering af hovedområderne 2-4 i 6. semester projektet, blandt andet stærkt understøttet af ud-prioriteringen af H2-4 fra eksamen (og dermed i en del tilfælde fra de studerendes fokus).

Det har været anført som begrundelse for om-vægtningen, at ”tiden er løbet fra paratviden” og at ”undersøgelsesmetodiske færdigheder er vigtige for at kunne ny-orientere sig”. Dén snak er der selvfølgelig noget om. Især hvis Socialrådgiveruddannelsen havde været en hovedfags-uddannelse, med indbygget forskningstilgang. Men: vi driver en 3½ årig mellemtekniker-uddannelse, fra hvilken socialrådgiveren antages at kunne gå ud og rådgive. Og mens videnskabsteoretiske og forskningsmetodiske elementer er blevet opprioriteret, er egentlige undersøgelser blevet gjort til noget småt, fraset et (ikke længere tværfagligt) afslutningsprojekt, bachelor-projektet.

Den seneste studieordning har en del alvorlige svagheder, både i forhold til den verden, i hvilken den skal udfoldes, og i sin indre struktur.

Den første umiddelbart oplevede store svaghed vedrører ”forvaltningsstudiet” og forvaltningsopgaven, hvor de studerende i uantageligt mange tilfælde ikke har fået mulighed for at udfolde et egentligt forvaltningsstudie. Der er for mig ingen tvivl om, at problemet ikke løses med manende appeller til forvaltningerne om at stille de oplevelsesmuligheder, som ordningen forudsætter, til rådighed. Hvis ordningen ikke ændres, vil problemet være ganske levedygtigt!

Den anden store svaghed er i studieordningens indre struktur, vedrørende første års opgaven. Den er til dels, men kun til dels, affødt af den første: skal første års opgaven bedømmes ud fra de nedskrevne kriterier? Eller skal disse kriterier forvaltes under hensyn til den/de konkrete studerendes (oplevelse af at have haft) mulighed for at observere under forvaltningsstudieopholdet?

Den tredje store svaghed er moduliseringen. Den medfører, at uddannelsen ikke fremstår med en klar faglig profil. Den betyder bl.a., at den enkelte lærer ikke har ansvaret for noget fagligt uddannelsesforløb, med undervisning og afsluttende faglig eksamen. Moduliseringen har også indebåret, at den enkelte lærer – hvis ellers modulernes tværfaglighed skal være noget substantielt – nødvendigvis må forholde sig til de andre fag i netop dette modul.  Hertil kommer, at man som modul-bidrag planlæggende lærer er nødt til at undersøge, hvilket input andre kolleger har givet netop dette hold i tidligere semestre. Dette input kan ofte findes på S-drevet. Men det tager en del tid. Jeg har oplevet disse virkninger af moduliseringen som et betydeligt arbejdspres med at skulle forholde mig til mange andres undervisning, inden jeg kunne planlægge min egen, hvilken tidsanvendelse ingenlunde altid opleves som noget, jeg bliver meget klogere af. Det medfører en generende tidsknaphed med hensyn til at holde egne specialer ved lige.

Arbejdsmiljømæssigt er oplevelsen af den relative fortrængning af andre hovedområder end H1 belastende.

Arbejdsmiljømæssigt har det været belastende at opleve interessen for klienterne aftagende og interessen for socialrådgiverne(s situation og identitet) stadig mere dominerende. Ikke kun på skolen – også i fagbladet.

Arbejdsmiljømæssigt har det været belastende at se nedskæringer gennemført, uden at medarbejdergruppen eller blot lærergruppen har haft nogen fælles holdning dertil. Vigtigste forklaring er antagelig, at nedskæringerne har ramt så ulige, at der ikke var noget at være fælles om.

Ændringerne er gennemført, uden at de har ført til en af alle gennemarbejdet, i fællesskab forstået, og af de fleste aktivt understøttet studieordning – en studieordning, som der er et fælles ejerskab til. De enkelte hovedområder har haft dagsordenen: hvordan bevare mest af mit … Jeg har (næsten) aldrig hørt en H1 lærer sige: den er gal med de studerendes jura-viden.

Jamen, hvorfor har jeg så ikke gjort noget ved det?

Ændringerne er blevet gennemført trods protester fra min side – ikke sjældent højlydte protester. Jeg har oplevet ringe lydhørhed – af og til dog nogen lydhørhed – for mine synspunkter.

De forskellige ændringer er sket som ledsagelse til en arbejdsintensivering, der vel bedst kan beskrives med undervisningstimetallene: i 1978 var der til et hold (25 studerende)s undervisningsforløb (excl. Praktik) 2250 undervisningstimer. I 2003 var der til et hold (85 studerende)s undervisningsforløb (excl. Praktik) 2152 undervisningstimer. Inden for denne ”effektivisering” er det, at om-vægtningen er sket: i 1978 var H1 16% i 2003 27%. I 1978 var H2 17,3%, i 2003 19,2%.  1978 var H3 32%, i 2003 22,8% Og i 1978 var H4 32%, i 2003 22.8%.

Er der ingen glæde ved at være lektor ved DSH-Å?

Jeg har oplevet megen anerkendelse fra kollegers og ledelses side af det arbejde jeg har gjort, med undervisning i huset og med udarbejdelse af lærebog og papirer til brug i det indenlandske og udlandsorienterede arbejde. Deri har været megen glæde.

Jeg har i perioder oplevet megen glæde ved faglige diskussioner om projekter og om oplæg, især i samfundsfagudvalget.

Jeg har oplevet megen glæde ved undervisning og samvær med studerende – ikke mindst, når jeg har oplevet hoveder knage i diskussion om aspekter af det sociale arbejde og af klienters situation, og når studerende har tilkendegivet en AHA oplevelse af ny forståelse.

Jeg har oplevet meget venskab og glæde ved samvær – også i situationer, hvor synspunkter er tørnet sammen, og i festligt lag – med jer alle i huset.

Alligevel har hovedretningen i udviklingen medført, at jeg nu siger stop. Fra november i år bliver jeg ”forhenværende”. Der er fordele ved at blive 60 år!

I efterårssemestret ajourfører jeg Dansk Socialpolitik 1708-2004 – dertil er arbejdstimer bevilget. Inden da regner jeg også med at ajourføre et par af de engelsksprogede European Modules papirer.

Jeg har over for rektor Hanne tilkendegivet, at jeg gerne vil påtage mig enkeltstående opgaver. Men jeg har ikke lyst til at deltage i endsige være ansvarlig for modul-planlægningen. Så det er tænkeligt, at I fortsat vil se lidt til mig.

”Mor jer nu godt, når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed”.  Og en ny og bedre studieordning!

Viggo Jonasen

 

PS  mine bemærkninger til ”struktur- og prioriteringsdiskussionen” vedlægges – de kan måske være af interesse.

 

UV-timetal  197825  stud.

  %

UV 2003 85 stud.

%

H3 3 fag

720

32

491

22,8

H4 4 fag

780

34,7

666

30,9

H2 2 fag

390

17,3

414

19,2

H1

360

16

581

27,0

2250

100

2152

100

 

 

DSH-AA

Skole-udviklings interviewrunde

  VJ  2004.02.24

 

 

Bemærkninger til interviewrunde, jfr. indbydelse af 22. januar 2004

De nedenstående bemærkninger går videre end oplægget af 22. januar – jeg har forsøgt at samle de seneste års overvejelser over, hvad der bør være anderledes, hvis DSH-Å skal være en fagligt profileret skole med høj integritet og et aktivt studie- og studentermiljø.

Behov

Først og fremmest er der brug for etablering af en tilstrækkeligt fælles idé om, hvad en socialrådgiveruddannelse skal være. Ved en ”fælles idé” forstår jeg: en på en kollegial debat grundet beslutning om, hvilke fagelementer der bør indgå i uddannelsen, og om hvilke pædagogiske former, der skal satses på. Der er fortilfælde for noget sådant: da 818 uddannelsen blev implementeret, skete det efter politisk diskussion om fagindhold og efter faglig diskussion om valg af pædagogisk model: ”uddannelsens bredde indlæres gennem kurser – dybde søges indlært eksemplarisk gennem 2 tværfaglige projektarbejder”.  Siden er idéen om projektarbejdet som pædagogisk flagskib i uddannelsen opgivet, og med den nye uddannelse er det ikke engang mere krævet, at bachelorprojekt skal være tværfagligt.

Der er behov for en indretning af socialrådgiveruddannelsen, der også strukturelt lægger op til et studenterengagement i (styringen af og indholdet i) uddannelsen.

Kritik

Fagene:

Den nugældende (nye) studieordnings fagbeskrivelser og fagvægtning er blevet til uden nogen organiseret diskussion på tværs af fagudvalg om fagindhold. Det kan selvfølgelig tildels ses på baggrund af de løbende nedskæringer og omprioriteringer. Det ville måske være for meget forlangt, at H1 lærerne skulle kritisere manglen på undervisning i familieret eller socialret, eller de studerendes mangel på viden om familieret eller socialret, når nedskæringerne er koncentreret på H2-4. Den eneste diskussion om fagindhold og dets semester-placering, jeg erindrer, er en der udsprang af, at et hold på 2. eller 3. semester ikke havde haft udviklingspsykologi tidligere i uddannelsen – der var nogen der mente, at de ligesom manglede lidt viden for at diskutere visse typer enkeltsager!

Der er behov for, at en DSH-Å profilerer sig via faglighed – d.v.s. via faglige miljøer, der kan ses som faglige også i d en ydre verden.

Dette vil selvfølgelig kræve, at lærerne understøttes i at profilere sig fagligt – både mht. arbejdstilrettelæggelse og forsknings- og udviklingsmulighed.

I den nugældende (nye) studieordning er der ikke nogen, der har / tager ansvar for den konkrete sammenhæng på langs igennem uddannelsen – dvs.: for at f.ex. en sociologisk eller psykologisk fagprofil fra semester 1 til semester 6.  Det er dels et formelt spørgsmål: ingen lærer og intet fagudvalg har fået tillagt den funktion at se det efter, dels et realt arbejdstidsproblem: hvis den enkelte socialpolitiklærer på 6. sem. skal grave sig igennem 3×4 modulbeskrivelserne for 1-5. sem. for at levere en fagligt afrundende eller huller fyldende undervisning inden for et sparsomt timetal, så bliver forberedelsesbyrden uforholdsmæssigt stor. En virkning heraf er, at det også for den studerende kan være vanskeligt at se egen uddannelses enkelt-fag og for den sags skyld: ens lærers faglige profil.

Undervisningsformerne:

Den nugældende (nye) studieordning bygger på moduler, som benævnes tværfaglige. I nogle tilfælde bliver undervisningen under temaer tilrettelagt i fællesskab af underviserne og med en fælles referenceramme. I en del (måske de fleste) tilfælde bliver undervisningen tilrettelagt ved, at de enkelte lærere meddeler, hvad de perioden tildelte timer vil blive brugt til at undervise i af pgld. selv.

Den gældende ordning vedr. undervisningsformer: modulfordelte forelæsninger – seminargruppearbejder – studiegruppearbejder – har flere negative virkninger:

1)  modul-organiseringen har realiter afskaffet studenterindflydelse på undervisningens tilrettelæggelse

2)  heraf følger, at de studerendes engagement i betydelig grad er reduceret til at være et spørgsmål om at være ”den kritiske forbruger”, ikke sjældent i den lidt triste ”hvor stor er underholdningsværdien af lektionen?” udgave.

3)  forelæsningsformen, som jo blev indført som en simpel tidsbesparende-formidling teknik, hvis afkast skulle bruges til FoU pulje, har mærkbart beskåret dialog-mulighederne i undervisningen. Ganske vist medfører den også i et vist omfang, at de studerende udebliver, så forelæsningshold af og til nærmer sig seminarhold-størrelse. Men formen er jo stadig formålsbestemt til tidsbesparende-formidling, med deraf følgende dialogbegrænsning.

Eksamen

Der savnes en gennemarbejdning af eksamensformerne i forhold til undervisningsformerne, og der savnes en gennemarbejdning af eksamensformer i forhold til kontrolfunktionen.

Kontrolspørgsmålet er iøjefaldende indtil det absurde i de tilfælde, hvor skriftlige individuelle ugeopgaver eller praksisstudieopgaver udarbejdes gruppevis og afleveres enslydende eller næsten enslydende, og bedømmes uden mundtlig overhøring.

Men også bedømmelserne af 6. semester projektrapporter kunne trænge til et ”serviceeftersyn”. Ved seneste evalueringsseminar blev det mig klart, at ikke alle H1 lærere lagde samme vægt som jeg på, om relevante redskaber fra FO1-4 var taget i brug.

Den seneste 1. års opgave eksamen har illustreret betydelige problemer vedr. sammenhæng mellem praksisstudiemuligheder, faktisk udført praksisstudie, evalueringskriterier og eksamenskrav. Og den har illustreret betydelige problemer mht. uenighed om fortolkning af evalueringskriterier. Et afledt problem ses tydeligt på overgangsordningen, 01.II.6.O, hvorom jeg vedlægger et brev til STU.

Forsknings- og udviklingsarbejde

Det er temmelig påkrævet, at lærerne får mulighed for at fastholde egen faglighed og eget akademiske niveau.

Blandt de vanskeligheder, som for tiden i så henseende falder i øjnene, er at moduliseringen – hvis man ellers skal tage ideen om tværfaglighed alvorligt – i ét væk kræver, at man forholder sig til andre fags input. Det betyder, at forberedelsen i begrænset omfang kommer til at dreje sig om at være up to date med eget fag.

En udvej af den problemstilling kan være i en tilstrækkelig stor del af arbejdstiden at forske og udvikle inden for eget fag. Hovedtendensen synes dog at være, at udviklingsprojekterne udvikler pgld. lærere væk fra undervisningen. Jeg har tidligere i fagudvalget og vistnok også i dialogmøde sagt, at ingen forsknings-/udviklingsbevilling bør være på mere end ½ tid – så pgld. også skal undervise. Lidt mekanisk, måske. Men bedre mekanismer har jeg ikke set præsenteret.

Det bør ikke være sådan, at lektorat på DSH kan fungere som nødlandingsplatform for enkelte forskere imellem forskningsbevillinger.

Sammenfattende:

DSH-Å er i en tilstand af nedslidthed og fremtidsutryghed:

Studieordningen er blevet til i et panisk og hårdt arbejde, igangsat under udarbejdelsen, og tilblivelsen har motiveret dem, der skulle implementere, til at vælge ad hoc løsninger – incl. omfattende genbrug af sidste semesters moduler, uden nærmere diskussion af dem. Ordningens indbyggede svagheder kan dårligt nok diskuteres uden at træde det hårdtarbejde udvalg for nær.

Praksisstudieordningen opleves som usikkerhedsskabende for studerende, lærere / eksaminatorer. Og nedslidende for praktikleder.

De studerende er stort set hægtet af uddannelsesplanlægning og skoleledelse. En inddragelse af de studerende vil kræve både studieordningsmæssige og ledelsesmæssige tiltag.

Fremtidig husleje (særtilskuds bortfald) hænger som en fyringstrussel over medarbejderne.

Et antal medarbejdere oplever arbejdsoverbelastning og stresssymptomer. Vi har set sygemeldinger og lægeundersøgelser af kolleger, som ikke har sygemeldt sig.

Jeg ser ingen vej uden om at tage studieordningen til revision, hvis faglighed skal opprioriteres og arbejdsmiljø og beslutningsengagement skal forbedres.

Viggo Jonasen

 

RED VELFÆRDSSTATEN – men ikke meget om hvordan Erik Ib Schmidt anmeldelse 1998

“Red velfærdsstaten” – men ikke meget om hvordan!

I 1946 skrev Erik Ib Schmidt “Fra kapitalistisk til socialistisk økonomi”. Dengang mente han bl.a. 2 ting: at ” 1) Grundfaktoren i den privatkapitalistiske prisdannelse er kampen for at opnå profit for den enkelte driftherre, eller pænere udtrykt: muligheden for at gennemføre en rentabel forretning. .. 2) afvigelser herfra gøres i visse offentligt drevne virksomheder, der i øjeblikket indtager en speciel stilling som fremmedelementer midt i det private erhvervsliv .. på områder, hvor det socialt set har været tvingende nødvendigt at erstatte profithensynet med sociale hensyn”.
Siden 1946 er nr. 2 ændret, så en del offentlige virksomheder er blevet “privatiseret”, og de “sociale hensyn” sat væk til fordel for Post Danmarks indtjening.
Erik Ib Schmidts bog er en meget ujævnt skrevet.

Hent artiklen her

Red velfærdsstaten Erik Ib Schmidt anm. 1998

ÆLDREPOLITIK PÅ AFVEJE af Bent Rold Andersen – anmeldelse 1999

Den tidligere socialminister, forskningsleder, kommissionsformand, økonomisk vismand, professor m.m.m. Bent Rold Andersen har gjort det igen.
Nys fyldt 70 har han udgivet en bog, som er endnu en intellektuel kraftpræstation. I en tid, hvor politikeres politikformulering oftest er overfladisk, usammenhængende og populistisk (se f.eks. nuværende socialminister Karen Jespersens seneste bog), er det en lise for sjælen at se et stort politikområde behandlet engageret, dybtborende, sammenhængende, og under inddragelse af alle relevante data og problemstillinger. BRA trækker på viden og erfaringer fra nationaløkonomi, socialpsykologi, ældreforskning, administrationsteori, institutionsforskning, og kendskab til kommunernes styring og organisation. Og så er bogen sprogligt elegant og let læselig.
I denne omtale af “Ældrepolitik på afveje” skal jeg forbigå de fleste af de problemstillinger, som er behandlet af J. Lange Jacobsen, og koncentrere mig om to aspekter af bogen: pensionsopsparingen og efterløn/seniorpolitik.

1999 VJ Bent Rold Andersen – Ældrepolitik – Boganmeldelse

Socialpolitik og moral – anmeldelse af Moralske epistler af JHP. 1999

Der er en god portion moral eller menneskesyn knyttet til politikernes beslutninger om, hvilke ydelser der skal stilles til rådighed for indbyggerne, og om hvordan ydelserne skal betales. Derfor er det godt, at Jørn Henrik Petersen skriver om moralske aspekter af socialpolitikken. Blot en skam, at han gør det så overfladisk.

 

De seneste års debat om efterlønnen indeholder mange gode eksempel på moralismen i den socialpolitiske debat. Den mest larmende men egentlig mindst interessante del af debatten har handlet om, hvorvidt “vi har råd til så mange på efterløn og førtidspension” og om “det urimelige i at advokaten kan trække sig tilbage til golf-livet” på efterløn.

hent artikel her:

Socialpolitik og moral JHP anmeldelse 1999