Hvad ved hvem om jura i Aarhus? Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Af Viggo Jonasen, cand.scient.pol. lektor emer., tidl. byrådsmedlem i Aarhus
Lørdag den 24. januar 2015, 10:43 Aarhus Stifts Tidende
HANDICAP
Aarhus-rådmand Thomas Medom har bestemt, at mange forældre med børn i døgninstitution nu skal betale for barnets institutionsophold – hidtil har de været fritaget. Han har skrevet til dem, at de skal betale, også selvom de påklager afgørelsen til Ankestyrelsen.
Rådmanden har også sagt mange gange, at det ville være ulovligt, hvis han udsatte opkrævningen, til Ankestyrelsen har taget stilling til betalingens lovlighed.
Borgmesteren har sagt det samme, talrige gange ved byrådsmødet onsdag 21. januar.
Svaret var forkert – rådmanden er i sin gode ret til at give udsættelse.
Det har Århus Stiftstidende fået at vide af Ankestyrelsen.
Men – du kan bare lave et net-opslag med søgeordene »opsættende virkning – retssikkerhedsloven«. Man bliver så ledt lige ind til ministerens vejledning, kapitel 26 § 228 om »opsættende virkning«: »En myndighed kan tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning«.
Så er det, et gammelt byrådsmedlem spørger: Hvordan er borgmester og rådmand blevet forledt til at tale åbenbart usandt?
Igennem mine 11 år i Aarhus byråd stod det helt klart, at embedsmændenes første pligt var at »klæde borgmester og rådmænd på« til at undgå at dumme sig.
Er det underordnede jurister, som ikke kan slå op i lovsamlingen og finde det korrekte svar? Eller: Har de gjort det, hvorefter deres orientering højere op i hierarkiet er blevet undertrykt, fordi ledelse eller rådmand/borgmester ikke ville høre det juridisk korrekte svar?
Konsekvenserne er vidtrækkende. Rådmanden og ’søjlechefen’ har ytret: »Vi følger bare loven«, når vi kræver betaling.
Loven, eller rettere betalingsbekendtgørelsens § 8, siger: »Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7«. Formålet med reglen er naturligvis, at forældrene til de anbragte børn skal kende deres økonomiske fremtid, i den tid hvor barnet er i institution eller familiepleje.
Jeg har skrevet anke i 20 af sagerne. Kommunen har i NUL af sagerne forhåndsorienteret om en eventuel betalings størrelse.
Aarhus Kommune følger altså ikke bare loven.
Rådmand og borgmester mener åbenbart, at man ’bare’ kortere eller længere efter barnets anbringelse kan ændre voldsomt på familiens økonomiske situation med ned til halvanden måneds varsel. Og det er ikke småpenge, der er tale om: De laveste beløb, jeg har set, er 1.217 kr./md. for en enlig forælder på voksenlærlingeløn, med en hjemmeboende teenager. Hendes dagsorden er: Salg af andelsboligen! Det højeste er 4.300 kr. for mere velaflagte forældre. Men en enlig forsørger med en lærerløn og hjemmeboende barn bliver afkrævet 2.976 kr. Også for hende vil konsekvensen være salg af bolig. Og jo, kommunen har i forvejen inddraget børnetilskud og børnebidrag ved anbringelsen.
Min juridiske forhåndsformodning er, at Ankestyrelsen vil være uenig med kommunen: Hvis ikke § 8 er overholdt, altså, hvis man ikke har stillet betalingskravet forud for anbringelsen, har man (underforstået) besluttet betalingsfritagelse. Og så har kommunen ikke ret til at komme rendende længe efter og kræve betaling.
Min politiske mening er: Kommunen kan ikke være bekendt at behandle forældre – som i forvejen er ramt hårdt af barns handicap – på den måde. Og det er jo egentlig også det, loven siger.
Det er ret interessant, om kommunens underordnede jurister har udtalt sig om sagen – og om deres vurdering er blevet tilsidesat af mellemledere eller social- og stadsdirektør.
Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, ville jeg anse det spørgsmål som ret vigtigt. Er det de underordnede, der skal fyres for uduelighed – eller er det ledelsen, der har løjet for borgmester, rådmand og offentlighed?