FORÆLDREBETALING – HANDICAPPOLITIK OG/ELLER BUDGETBUREAUKRATI?

Hvordan skal kommunen behandle børn med handicap og deres familier?

Af Viggo Jonasen, Hørgårdsvej 18, Risskov
Onsdag den 18. februar 2015, Aarhus Stifts Tidende
KRONIK
Beslutningen om at et barn skal flyttes fra forældrehjemmet til en døgninstitution/døgnpleje er noget meget voldsomt.
Ofte er et langt forløb gået forud, hvor forældre har kæmpet med stadig større vanskeligheder, som er knyttet til barnets handicap. I nogen tilfælde har én eller begge forældre modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (TA) i et forsøg på at håndtere barnets vanskeligheder i hjemmet. Ved anbringelsen falder TA og børnefamilieydelse bort, og familiens økonomi kan blive kraftigt ændret.
70 familier med døgnanbragt, handicappet barn fik en julegave fra Aarhus Kommune: En regning for barnets institutionsophold på mellem 1217 og 4300 kr./måned.
Handleplanen for barnet
Folketinget vedtog i 2011 »Barnets reform«, et kompleks af ændringer af især serviceloven. Kommunerne skal »opkvalificere« sagsbehandlingen i anbringelsessager.
Tanken er, at hvis man omhyggeligt forbereder anbringelsen og planlægger den indsats, som trekanten kommune-forældre-institution skal udføre efter anbringelsen, kan man give barnet en tryg opvækst og en god udvikling med god kontakt til forældre, bedsteforældre og andre vigtige netværkspersoner.
Ikke alle handicaps kan afhjælpes, men handleplanen skal medvirke til at give barnet det bedst mulige liv med handicappet.
HANDELEPLANEN skal udarbejdes i samarbejde med forældre og institution og eventuelt barnets skole. Den skal omhandle barnets hele tilværelse.
At udarbejde handleplanen er ingen lille opgave. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar, at socialrådgiveren, der skal gøre det, har kvalifikationer og tid til at gøre det ordentligt.
FORÆLDREBETALINGEN
Forældre har ifølge serviceloven pligt til at betale til en anbringelse. Ministeren fastsætter regler om betalingen, bl.a. om man kan fritages for at betale. Bekendtgørelsen om betaling har en § 8, som på det smukkeste understøtter reglerne i »Barnets reform«:
Kommunen skal forud for anbringelsen præsentere forældrene for regler om betaling og om fritagelse, eventuelt delvis fritagelse. Det skal ske konkret og individuelt, og under hensyntagen til forældrenes økonomi. Hvis kommunen forlods anser fritagelsesbetingelserne som opfyldt, kan man selvfølgelig undlade at præsentere reglerne.
De fleste kommuner fritager de fleste for betaling – også Aarhus, indtil 2014.
Også andre forhold end reglerne har betydning for, hvordan kommunens beslutninger bliver til og udført.
Tre skal nævnes: Den administrative opsplitning, væksten i antallet af mennesker med behov for en offentlig indsats (ældre, handicappede) og ’budgetneurosen’.
ADMINISTRATIV OPSPLITNING
»New Public Management«-doktrinen har siden 1980erne hærget stat og kommuner.
Idéen er, at de enkelte dele af den offentlige sektor ’konkurrenceudsættes’, prissættes og via marked-gørelse ”effektiviseres.
Man har sammenlagt institutioner og kontorer og udstyret dem med mange lag af mellemledere, mens man indadtil i institutionerne har specialiseret og opdelt.
Socialdirektøren giver et eksempel. En forælder klager over, at hun ikke har fået svar på, om hun kan beholde handicapbilen til transport af datteren efter anbringelsen. Han svarer: hun har måske ikke spurgt det rigtige sted. Jamen – under arbejdet med handleplan skal sagsbehandler holde styr på også den del af arbejdet med barnet. Det er rådmands og socialdirektørs ansvar. Det er ikke moderen, der skal vide, hvem hun skal spørge!
FLERE HAR BRUG FOR HJÆLP
Antallet af mennesker med behov for hjælp vokser.
Mennesker med ’Downs syndrom’ lever længere og skal derfor have bolig og hjælp i flere år. Stadig flere diagnosticeres med psykiske vanskeligheder som autisme og ADHD og skal have behandling og støtte, også fordi et stadig mere konkurrencepræget arbejdsmarked holder dem ude. Flere overlever trafikulykker og slagtilfælde.
Når flere mennesker skal have hjælp og botilbud, koster det flere arbejdstimer og flere penge.
BUDGETNEUROSEN
Budgetneurosen er den idé, at budgetoverholdelse er vigtigere end alt andet.
Siden 1990 har skiftende regeringers neoliberale politik haft som mål, at den offentlige sektor skal ’slankes’, eller dog: Skal vokse mindre end det private forbrug.
Vi ser færre pædagoger i børneinstitutionerne og flere lukkedage, færre universitetslærere i forhold til antal studerende, hurtigere udskrivninger fra hospital. Lønniveau i privat og offentlig sektor trykkes nedad.
Sparsommelighedspolitikken er fastslået i budgetlov og ’kommuneaftaler’ og lærerløndiktat. Årlige ’effektiviseringer’ eller to procents budgetreduktioner.
KOMMUNALPOLITIKERNES ROLLE?
Socialrådmænd har et par gange lagt problemet om manglende handicapboliger op til byrådet. Byrådet sagde: Vi tager stilling i budgetaftalen.
Byrådet vedtog så ikke at gøre noget ved problemet. Så de handicappede blev skrevet på en stadig længere venteliste. Først da Statsforvaltningen fastslog, at byrådets praksis var ulovlig, og at kommunen havde pligt til at sørge for de manglende boliger – så bevilgede byrådet penge til udbygning,
Budgetneurosen: Engang i 2014 opdagede socialdirektør/rådmand, at Aarhus bruger flere penge end bevilget på mennesker med handicap. De går ikke til byrådet og siger: »Der er blevet flere, der har brug for hjælp – vi skal bruge flere penge«. En rådmand, der »ikke kan overholde budgettet«, bliver mobbet i Aarhus. I stedet vælger rådmand og direktør to ting:
1) at kræve penge ind (forældrebetaling), 2) at skære ned på udgifterne, dvs. man skærer ned på hjælpen til den enkelte handicappede.
BYRÅDETS ANSVARSFLUGT
Er det ikke byrådets ansvar, hvordan Aarhus behandler mennesket med handicap?
Jo. Lige som det er byrådets ansvar, i hvilket omfang mennesket genoptrænes efter udskrivning fra hospital, og om der skal være en biblioteksfilial i det enkelte lokalsamfund.
Byrådet har ikke hidtil debatteret serviceniveau for de enkelte brugere. Vil vi skære ned på aflastningstimer til det handicappede barn eller på bostøttetimer til det psykisk handicappede eller hjerneskadede menneske?
Byrådet har alene bestemt budgetrammen. Men dermed siger byrådet: »Flere ét-benede? Så må de deles om kørestolene!«
Som gammel byrådspolitiker anser jeg det som ansvarsflugt, at byrådet lader det være en ’rent administrativ’ opgave at foretage de konkrete ’standardjusteringer’ – kommunalt ord for servicenedskæringer.
Byrådet har ikke politisk besluttet, at i vores kommune administrerer vi sådan, at de fleste fritages for forældrebetaling. Byrådet har kun sagt, at Ankestyrelsen må tage stilling til, om opkrævningen er lovlig.
Byrådet frasiger sig dermed ansvaret, for at økonomien for et antal forældre smadres, ved at lade ændringen fra ikke at kræve forældrebetaling, til at kræve den, være en rent administrativ beslutning.
 
Viggo Jonasen er gift og bor i Risskov.
Siden 1994 formand for Aarhus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd.
Tidligere byrådsmedlem i Aarhus.
Cand.scient.pol., pensioneret lektor i socialpolitik.
Bisidder i mange sociale sager, særligt sager om hjerneskade.
Skipper på to vikingeskibe.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, SocialPolitik af Viggo Jonasen. Bogmærk permalinket.

Om Viggo Jonasen

Født Svendborg 1944 Student Svendborg Statsgymnasium 1962 (mat.nat.) Militærnægtertjeneste 1962-1964, Forhistorisk Museum Århus Statskundskabsstudium 1964-1973 - cand.scient.pol. Seminarielærer 1974-1976 Socialhøjskolelektor 1976-2004 (Socialpolitik) Byrådsmedlem i Århus 1974-1978 (Y), 1987-1993 (F, siden Ø) Bestyrelsesmedlem i Militærnægterforeningen 1967-1971 formand 1970-1971 Medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, formand 1993-2014 Børn: Thor, Katrine Gift med Maj Bopæl: 1962- Århus, fra 1970 Risskov Skipper på vikingetidsskibene Sebbe Als og Freja Byrding siden 1984