VIGGO JONASEN, HØRGÅRDSVEJ 18, RISSKOV
DEBATINDLÆG JPÅ 27.02.2015 kl. 03:00
NOTAT 2015.03.05
Rådmand Thomas Medom (SF) skriver 19/2, at betalingsreglerne for børn i døgninstitution er komplicerede og upræcise.
Det er de ikke.
Betalingsbekendtgørelsen siger i § 6 og 7:
»Kommunen kan meddele hel eller delvis fritagelse for betaling« og »… efter en konkret og individuel vurdering … Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældre, f.eks. at 1) opholdet har udpræget behandlingssigte, eller 2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten, 3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge« (min kursivering).
De afgørende ord er her KAN og F.EKS. Det betyder, at kommunen har ganske udstrakt selvbestemmelsesret. Der står ikke SKAL eller KUN HVIS.
Kommunen – rådmanden – kan altså selv fastsætte retningslinjer for betalingsfritagelses-praksis.
Rådmanden har ikke offentliggjort sine retningslinjer.
De fleste kommuner undlader opkrævning. Aarhus har i mange år undladt opkrævning. Aarhus’ praksisændring er en politisk beslutning.
Ankestyrelsens noget omtalte ”principafgørelse” indeholder ét eksempel på, at styrelsen har givet familien medhold i, at kommunen SKAL fritage for betaling, og to eksempler på, at kommunen IKKE SKAL fritage for betaling.
Men at udlægge afgørelsen sådan, at kommunen har pligt til at undlade betalingsfritagelse, er juridisk fejllæsning.

Om Betalingsbekendtgørelsens §§ 8 og 6-7 notat, 2015.01.28/2015.03.04

Servicelovens § 159 pålægger familien pligt til at betale i forbindelse med barnets ophold uden for hjemmet.

Betalingsbekendtgørelsens §§ 6 og 7 giver regler for, hvornår kommunen kan/skal fritage for beta­ling.

§ 8 giver reglerne for, hvordan kommunen skal gå frem i forbindelse med opkrævning af betaling, hvis der ikke er sket fritagelse efter §§ 6 og 7. § 8 Ordlyden er: “Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7”.

Hvis kommunen tidligt i sagsbehandlingen skønner, at fritagelsesgrundlaget efter §§ 6-7 er til stede, kan den undlade at præsentere et betalingskrav – dermed bortfalder behovet for at underrette fami­lien om §§ 3, 4, 6 og 7. Dermed har kommunen underforstået truffet en beslutning om fritagelse – altså: en tavs forvaltningsakt.

Det er den type beslutning, som de fleste kommuner træffer i de fleste anbringelsessager.

Hvis kommunen vil kræve betaling, skal reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7 være præsenteret for familien – naturligvis med henblik på, at de kan indgå i ”forhandlingen om anbringelsen”.

§ 8 har det formål, at kommunen og familien i forbindelse med anbringelsen planlægger det fremti­dige samarbejde omkring barnet – derfor formuleringen “i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet”. Herunder jo altså også at kommunen medvirker til at sikre, at familien har overblik over egen økonomiske situation i forbindelse med anbringelsen. Som bekendt inddrager kommunen børnefamilieydelse og børnetilskud og evt. børnebidrag i forbindelsen med anbrin-gelsen.

Når (hvis!) kommunen i samarbejde med forældrene lægger en handleplan for indsatsen i forhold til barnet, taler man også om samvær – hyppighed, form, transport, forhold i hjemmet, eventuel støtte under ophold i hjemmet – alt relevant. Her er økonomien også en vigtig faktor, ikke mindst hvis der er handicaptransport involveret.
Det er ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 3) handler om særligt store ud-gifter i forbindelse med samværet. Det kan både være udgifter på grund af stor afstand til institution / plejefamilie, det kan være handicapkørsel, hvad som helst.
Det er heller ikke tilfældigt, at én af betalingsfritagelsesgrundene (§ 7 nr. 2) er, at fritagelse for beta­ling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støt­ten. Hvis eksempelvis betalingen vil umuliggøre familiens bil-ejerskab, og samvær derfor vil blive voldsomt tidskrævende for pågældende forælder, kan det jo være en hindring for hans/hendes kon­takt med barnet og deres medvirken ved gennemførelsen af støtten.

§ 8 pålægger altså kommunen at tilvejebringe en vis sikkerhed for familien om den fremtidige øko-nomi i relation til anbringelsen. Den sikkerhed slår kommunen i stykker ved – kortere eller længere tid efter anbringelsen – at komme med betalingskrav, som ikke blev stillet ved “forhandlingerne med forældrene om opholdet”.

Hvis kommunen efter kortere eller længere tid ønsker at omgøre/ændre betalingsfritagelsesbeslut­ningen, skal kommunen rejse sagen. Den skal så at sige genoptage “forhandlingen med familien om opholdet”. Ellers tilsidesætter kommunen § 8. Det fremgår ikke af betalingsbekendtgørelsen, at kommunen kan undlade at overholde § 8.

Med andre ord: et kommunalt betalingskrav, som ikke er forelagt ”i forbindelse med forhandlingen med forældrene om opholdet” efter § 8, vil være ugyldigt og bør underkendes af ankestyrelsen.

§ 6 siger, at kommunen KAN fritage for forældrebetaling ved indkomstbortfald.

§ 7 siger: ”Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at..”

Det er her vigtigt at være opmærksom på ordene ”selvom”, ”hel eller delvis”, og ”f.eks.”. Heri ligger stor kommunal handlefrihed til at bestemme regler for fritagelse. Der står ikke: kommunen SKAL indkræve betaling. Der står ikke: ”kun hvis …” må der gives betalingsfritagelse. Det er præciseret, at de under 7 nr. 1, 2, 3, 4, og 5 nævnte eksempler netop kun er: eksempler.

I den århusianske forældrebetalingspraksis synes det at være kommunens opfattelse, at KUN HVIS der foreligger ”udpræget behandlingssigte”, er det lovligt at give betalingsfritagelse. Og det synes at være kommunens opfattelse, at beregningsreglerne fastslår definitivt, at forældrene skal betale den fulde betaling. Delvis fritagelse kommer slet ikke i betragtning. Dog har vi set enkelte reduktioner under hensyn til betaling for søskende i daginstitution.

Ankestyrelsens principafgørelse 158 fra 2012 har en indledning og tre eksempler. Eksempel 1 fastslår, at kommunen SKAL give betalingsfritagelse – giver altså familien medhold. Eksempler 2 og 3 fastslår, at kommunen ikke SKAL give betalingsfritagelse – de fastslår ikke, at kommunen ikke kunne have gjort det! Principafgørelsen er i øvrigt ikke krystalklar –

Viggo Jonasen
2015.03.04 (revideret udgave)

PS Til spørgsmålet: om “det er godt nok” at kommunen til sidst i et møde så’n lidt i forbifarten nævner, at der “som udgangspunkt vil være en egenbetaling”, er svaret: dermed har kommunen ikke levet op til formålet med § 8, nemlig: at familien har overblik over egen økonomi. Så: NEJ, det er ikke “godt nok”.
Der står jo direkte i bestemmelsen, at familien skal gøres bekendt med §§ 3, 4, 6 og 7. Det vil sige: familien skal være gjort bekendt med betalingsfritagelsesreglerne og have diskuteret med kommu­nen, om familiens og barnets situation hører ind under én eller flere af §§ 6-7 kriterierne. Det er simpel god forvaltningsskik. Det er sund fornuft. Og det er ordentligt socialt arbejde.

BEKENDTGØRELSENS ORDLYD:

§ 6. Kommunen kan meddele forældremyndighedens indehaver hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.
§ 7. Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at:
1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,
2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten,
3) der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge,
4) den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet, eller
5) forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.
§ 8. Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med forhandlingerne med forældrene om opholdet giver forældrene underretning om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 3, 4, 6 og 7.
Stk. 2. Betalingspligten indtræder ved starten af opholdet. Forfaldsdagen for 1. betalingsrate fastsættes med en rimelig frist. Forudbetaling må ikke kræves for længere tid end 1 måned.