OM EKSKLUSIONEN

OM EKSKLUSIONEN –

Viggos tale til Enhedslistens Årsmøde 2022 2022.05.15 – med efter-ord.

Jeg fik Forretningsudvalgets (FUs) mail 15. marts kl. 20.54:

”Til Viggo Jonasen

Enhedslistens forretningsudvalg har besluttet at indstille dig til udelukkelse grundet chikanerende og sexistisk adfærd, som skader partiet såvel internt som eksternt. Indstillingen vil blive behandlet på et hovedbestyrelsesmøde søndag d. 20. marts, forventeligt kl. 18. Mødet vil foregå virtuelt.

Sagens bilag er vedhæftet. Hvis du ønsker at kommentere sagen skriftligt, skal jeg bede dig sende dine kommentarer senest fredag d. 18. Du har også mulighed for at ytre dig mundtligt på hovedbestyrelsesmødet, inden hovedbestyrelsen træffer beslutning.

Med venlig hilsen

Lisbeth Torfing”

Jeg blev vred. Jeg havde intet hørt eller set om en eksklusionssag før da. Det var som at få en kniv i ryggen.

Jeg blev ked af det.

Dels over, at mit parti har en ledelse, der ikke har det på den moralske rygrad: man beslutter ikke at indstille til eksklusion, uden at have spurgt manden i forvejen.

Dels over, at nogen har indsendt klage og bilag bag om ryggen på mig.

Dels – senere – over, at hovedbestyrelsen (HB) stadfæster indstillingen UDEN nogen vurdering af anklagens enkelte punkter – trods min påvisning af usandheder og forvridninger.

Jeg blev ked af, at Laura oplever mig som tromlende og sexistisk. Og over at hun efter det oplyste har gjort det i lang tid. Uden at have nævnt det for mig.

Jeg blev ked af, at bestyrelsesmedlemmer, der har kendt problemet, ikke har taget det op med mig. Det er et stort svigt i lokal ledelse.

Jeg undrede mig. Med mailen fulgte fire bilag. De tre skulle vistnok godtgøre, at jeg er insisterende,

herunder iflg. Lone Norlander ene bilag ”chikanerende” – nemlig når jeg vedholdende har godtgjort, at hendes og den senere socialdemokrat Peter Bonfils’ politik var i modstrid med Enhedslistens program og generalforsamlingsvedtagelser. Det andet var mit oplæg til handlinger i en vigtig kommuneplansag – hvor jeg bad om svar fra ordfører Laura, om hun ville bruge det. Efter en måned med 4 forgæves henvendelser skrev jeg til bestyrelsen og til byrådsgruppen, at manglen på svar var et problem. Hvem skulle jeg ellers skrive det til? Tre af de 4 bilag er siden erklæret irrelevante for ”sexisme” anklagen.

Det fjerde bilag, Henvendelse I, er et usigneret og udateret referat af udtalelser fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl. Det er siden blevet erklæret at være henvendelse fra Katrine Vinther Nielsen og Laura Bryhl

Jeg bad om aktindsigt, for at kunne se, hvem der har rettet hvilke henvendelser i sagen. Det gjorde jeg, fordi vi tidligere i Århus har set ”henvendelser bag om ryggen” til FU og til den lokale bestyrelse. Henvendelsen i 2017 smædede byrådskandidat Keld Hvalsø – og hvis den var kommet i pressen, ville det have været stærkt skadeligt for valget. Heldigvis fik FU medlem Per Clausen stoppet den sag. Men – aktindsigt blev mig nægtet.

Erkendte samarbejdsproblemer 1: min firkantede måde at sige det på, når Norlander/Bonfils/bestyrelsen førte politik på tværs af program og generalforsamlingsvedtagelserne – hvilket kulminerede, da Lone Norlander ville indgå budgetforlig, men Laura, Viggo og bestyrelsen sagde NEJ.

Erkendte samarbejdsproblemer 2: mit ønske om at partiets politik fremstår med en vis kontinuitet – mit forslag om overdragelsesmøde, med stort bilag – afvisning fra Katrine og Laura: ”sig det til Thure”.

En partiaktivist foreslog 9. marts et ”mægligsmøde” mellem mig og Laura, fordi manglen på samarbejde forringer partiets kommunalpolitiske ”produktion”. Og vore vedtægter tilsiger jo, at suppleanter deltager i arbejdet i kommunalgruppen (KPG). Jeg takkede straks JA.

Jeg har flere gange på SMS bedt Laura om samtale, og to gange efter møde – inden jeg skrev til Laura og KPG og bestyrelsen, at mangel på svar var et problem. Min bøn mødtes med – tavshed og NEJ.

Eksklusionen blev fulgt op med udelukkelse fra partidebatten – ex generalforsamling med kraftige angreb. Samtidig skete ”af helt andre grunde” nedlukningen af debatmail.

Af HB-udredningerne fremgår, at HB – som Laura – mener, at Lauras stress er Viggos skyld. I betragtning af, hvor få kontakter vi har haft, er det nok at tillægge mig endog meget stor indflydelse. Ét eller to spidskandidatmøder igennem valgkampen. Og jeg står med meget stor uvidenhed om, hvilke konkrete handlinger fra min side der har kunnet opfattes som chikanerende – jeg har INTET hørt om dem før 15. marts 2022 kl. 21.54. Men som tidligere beskrevet: jeg har ytret bekymring ved alle de poster og arbejdsbyrder, som de tre spidskandidater pålagde Laura hhv. Laura påtog sig.

Det er lidt for bekvemt at lægge hele skylden for Lauras stress på mine skuldre.

Mere om FU/HB sagsbehandling og ordvalg:

  1. FU’s mail af 15. marts: ”FU har besluttet …” uden forudgående høring og med henvisning til fire bilag, af hvilke de tre omtaler forhold, der beskrives som chikane/samarbejdsvanskelighed – men intet om sexisme. ”Henvendelse” er stadig et referat af udsagn, udateret og usigneret. Siden mundtligt oplyst, at det er fra Katrine og Laura – men: Aktindsigt nægtet. –
  2. FU/HB’s bevisvurdering: Lauras hhv. Katrines oplevelse eller følelse tages af HB som bevis for at Viggos har handlet som Laura /Katrine har følt. Lasse Olsen har i Stol på det røde Ø formuleret det: ”Jeg synes ikke man skal betvivle sandhedsværdien ..” – heller ikke ved åbenlyse fejlhuskninger, andenhåndsrygter og usandheder. Den bevisbedømmelse tjener ikke partiet til ære.
  3. HB anfører 3 handlinger, som udgør sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i ”- at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, ”- at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, ”- at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. ”Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane.” Af de tre handlinger er den første erkendt og beklaget. De to andre er opdigtede. Om min gendrivelse af beskyldningerne, se henvendelsen til årsmødet andetsteds på hjemmesiden. HB har ikke, hvor ord står mod ord, søgt dokumentation. Blot meddelt – som Lasse Olsen – at Henvendelse I er tro værdig. HB har ikke forsøgt at godtgøre, hvilke dokumenterede HANDLINGER der skulle være foregået, ”systematisk”, ”længere tid”.

Efterskrift til talen:

Årsmødet har godkendt eksklusionen og kvalitetsniveauet for HB’s arbejde og retssikkerhed.

Årsmødet genetablerede ikke Enhedslisten som det parti, der står for retssikkerhed og ”fair trial”.

Summma Summarum: ekskluderet for ”studine”. 178 stemmer for 75 imod, og 36 undlod.

(En parentes om, hvordan partiets ”gode samvittighed” etableres med tilbagevirkende kraft:

FU vedtog på mødet 16. marts den ”endelige indstilling” om eksklusion – og godkendte referatet af FU-mødet den 13. marts, hvori står ”overvejer at instille til udelukkelse”. Så det er ganske vist: FU har ikke besluttet at indstille til udelukkelse før jeg fik indsendt en foreløbig kommentar! Eneste ”formelle fejl” er i den efter-etablerede bevidsthed, at man ikke gav mig mulig for mundtlig kommentar i perioden 15. marts kl. 20.54 til FU mødet 16. marts. Se igen Lisbeth Torfing mail!)

FU’s endelige indstilling: “Viggo Jonasen indstilles til eksklusion for sexistisk og chikanerende adfærd, som har bestået i – at omtale og tiltale et kvindeligt medlem med nedladende udtryk som “studine”, – at stille spørgsmålstegn ved medlemmets kompetencer med reference til køn, alder og udseende, herunder overfor eksterne samarbejdspartnere og politiske modstandere, – at ignorere forslag stillet af dette medlem og tilbageholde væsentlig information fra medlemmet. Samlet set, og fordi der har været tale om systematisk adfærd gennem længere tid, er dette at betragte som sexistisk chikane. ..”.

Man kan fundere over, om de der har drevet på med den helt igennem ”anstændige” eksklusionssag, håber at den fører til – ikke sprængning men – sivning af partimedlemmer, så socialdemokratiseringsprojektet vil møde mindre medlemsmodstand.

Dette indlæg blev udgivet i Enhedslisten, Ikke kategoriseret, Politik, Århus af Viggo Jonasen. Bogmærk permalinket.

Om Viggo Jonasen

Født Svendborg 1944 Student Svendborg Statsgymnasium 1962 (mat.nat.) Militærnægtertjeneste 1962-1964, Forhistorisk Museum Århus Statskundskabsstudium 1964-1973 - cand.scient.pol. Seminarielærer 1974-1976 Socialhøjskolelektor 1976-2004 (Socialpolitik) Byrådsmedlem i Århus 1974-1978 (Y), 1987-1993 (F, siden Ø) Bestyrelsesmedlem i Militærnægterforeningen 1967-1971 formand 1970-1971 Medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, formand 1993-2014 Børn: Thor, Katrine Gift med Maj Bopæl: 1962- Århus, fra 1970 Risskov Skipper på vikingetidsskibene Sebbe Als og Freja Byrding siden 1984