Erindringer: MILITÆRNÆGTERTILVÆRELSENS BETYDNINGER

Militærnægtertilværelsens betydninger for valg af spor

Erindringer særligt om: Nægter-tilværelsens betydninger for Viggo Jonasen.

Lidt af ”vita”, til møde 2016.08.21 Supplerende til artiklen ”En terrier i kommunens hæl”

SVENDBORG 1944-1962

Mine forældre var AmK-medlemmer og fredsaktivister. Min far havde lærerjob i Svendborg, hvor søster Randi og jeg voksede op. Skolegang, gymnasietid, en del erhvervsarbejde især i gymnasietiden hos vognmand Milling, med telefonpasning og omdirigering af flyttevogne med flyttelæs og stykgodstransport – og en del dage med flyttemandsarbejde. Jeg cyklede rundt med regninger, fik pengene hjem – Bjørn Milling fortalte 40 år senere ved hans og Ellens guldbrylup, at det var en betydelig fordel for ”et lille firma uden driftskapital”. Og så kunne jeg under regnings-cykelturene bede lokale købmænd om at få lov at hænge en reklame for Kampagnen mod Atomvåben op i deres butiksdør (det var i 1960), og – når plakaten var faldet ned dagen efter – lige tilbyde at sætte en ny op!

Jeg deltog i AmK stævne på St. Restrup Husmandsskole i 1958 og WRI stævne ved Gøteborg i 1959 – der blev min fredsbevægelses-grundvold lagt. I Gøteborg oplevede jeg Carl Scharnberg i diskussion med en riksdagsmann om et eventuelt svensk atomforsvar. Stærke sager!

Gymnasietid med sigte på at studere matematik. Og jo altså fredsbevægelsesarbejde, især KmA.

Min morfar, P. Bank, snedker og biavler, forærede mig en jolle, da jeg var 12. Det blev til mange timer på Svendborgsund, med årer og sejl.

KOMPEDAL 1962-1963

I Århus, oktober 1962 (18½ år) kørte jeg fast i matematikstudiet (efter UG i gymmasiet)! Gik på session og lod mig indkalde til Kompedal – det kunne nogenlunde passe med gen-start på universitetet i 1964.

Aktiv-niveau i Kompedal var højt, ikke mindst med Mogens Frisk, Dan Bruun og Ole Utoft som drivkræfter. Vi sendte breve til højskoler, gymnasier, ungdomsskoler med tilbud om at komme til debataftener – og vi blev inviteret ud til mange af dem i vinteren 1962-63. Jeg var med mange steder, bl.a. på St. Restrup, hvor Svend Haugaard bød velkommen, og på Jaruplund, hvor Niels Bøgh-Andersen bød velkommen. I St. Restrup takkede én af eleverne os fordi vi var kommet, og ”fordi han nu havde opdaget at militærnægtere lignede mennesker”.

Siden 1917 havde nægterne været gemt væk i lejre i Gribskov, Kompedal og Oksbøl. I 1962-63 fik nægterne lov at arbejde på dag-udstationering, ikke mindst støttet op af Peter Seeberg på Viborg Stiftsmuseum og Harald Ditzel på Skovgårdsmuseet. Thorbjørn var én af drivkræfterne til at få den ordning op at stå. Kort tid efter blev der organiseret midlertidig udstationering til Forhistorisk Museum i Århus, til opbygning af en vikingetidsudstilling – en ordning som fra foråret 1963 blev permanent.

Også i isvinteren 1962-63 blev et par bilfulde nægtere udstationeret til Esbjerg, med arbejdsafleder Grønfeldt som leder. Vi skulle omlaste tøj, der var indsamlet til ofrene for jordskælvskatastrofen i Agadir, fra jernbanevogne til sække, så det kunne blive udskibet – alle de øvrige havne var lukket af is. Der lærte jeg noget om organisation. Arbejdet foregik i en meget stor hal, med gennemtræk og støv. Der var nægtere fra Kompedal, frivillige fra Røde kors, og der var CF’ere. Der var soldater fra forsyningstropperne i Varde. Det lokale røde kors havde ledelsen af arbejdet – men havde ikke folk med overblik eller lederevner. De menige soldater og CF’ere afventede ordrer. Hele tiden. Efter få timer havde Ole Utoft og Thorbjørn overtaget ledelsen af arbejdet! Grønfeldt og frue holdt sig diskret på afstand. De lokale var forbløffede og taknemlige. Efter et par ugers knokkelarbejde, kun afbrudt af måltider på sømandshjemmet, og nogle timer i køjen, var opgaven løst – og alle nægterne havde feber og influenza! Det gav en del afspadseringstimer.

Tilbage til lejren, og skovarbejde. At save sidegrene af gran i solskinsvejr – mens sneen drysser fra grangrenene ned på den grå våbenfrakke fra den svenske krigsmagt.

Det ikke alt for hårde arbejde i skoven gav plads til en del diskussion og refleksion. Min eftertanke blev: hvis man ønsker et samfund i harmoni, uden konflikter eller krig, er en form for socialisme en nødvendighed – et samfund byggende på konkurrence (om ressourcer og positioner, der er knaphed på) indebærer uundgåeligt konflikt(er). Indtil da havde jeg ikke tænkt mig selv som socialist.

ÅRHUS IGEN 1963- Nægter-relationer – studium – politik – erhverv – foreninger – familie.

Sidst på foråret 1963 gik jeg til Bruno Pedersen: ”Jeg bliver tosset af at være her – kan jeg ikke blive sendt til museet i Århus?” ”Jamen, Jonasen – det er jo skidt, hvis De bliver tosset”.

Så kom jeg til Forhistorisk Museum Århus i maj-juni 1963. Museet lå dengang i Mølleparken i Århus, sammen med Århus Kunstmuseum, i det som siden blev til ”Huset”. Nægterne boede i en gammel kustodebolig i sidefløjen: Thorbjørn, ”Daffy” (Kurt P. Christiansen), Madsen, den tavse københavner Johansen, en anden Viggo, og mig. Vi spiste på et pensionat på den anden side af Vester allé.

Den første måneds tid passede jeg museets telefonomstilling fra trapperummet i den gamle Hammelbanegård, som museet disponerede over (bibliotek, konserveringsafdeling, kontorer for Skalk).

Resten af min nægtertid arbejdede jeg med forefaldende arbejde i Etnografisk Afdeling, med Klaus Ferdinand som chef. Det blev til et mangeårigt venskab med ham, hustru Janne og de tre børn.

Afdelingen lå i tagetagen i museumsbygningen. Arbejdet var bl.a. at indrette magasiner til etnografika fra hele verden (”den lille tømrer”), at lave te til Klaus og de fire studerende (Mette Bovin, Birgit Storgaard, Ole Strandgaard og Dorrit Poulsen), og registrere post og bøger. Siden deltog jeg en kort tid som etnografistuderende ved siden af statskundskabsstudiet. Da Klaus Ferdinand 40 år senere viste mig rundt i magasinerne på Moesgaard, kunne jeg konstatere, at man stadig brugte mine hånd-og-stearinlys-svejsede plasticposer, der indeholdt de store arkiv-papkasser til etnografika!

Igennem nægtertiden fortsatte arbejdet med Kampagnen mod Atomvåben og Aldrig mere Krig.

Efter hjemsendelse september 1964 begyndte jeg statskundskabsstudiet i Århus. Et hovedmotiv var ønsket om at arbejde professionelt med internationale forhold, konflikter, krig og fred.

I studietiden 3 somre med job ved kloakvæsenet – separation af regn- og spildevand. Godt arbejde, gode kolleger. Da jeg sluttede, sagde Peter: vi har en skovl til dig, hvis du bliver træt af at læse.

Kort tid efter hjemsendelsen blev Militærnægternes Oplysningskontor stiftet (ca. 1965), med bl.a. Leif Senholt (RU) og Hans Otto (Kompedal) som initiativtagere – parallelt med initiativet i København, hvor især Ove Buntzen Larsen (nylig afdød) og andre Gribskov-nægtere var drivkræfter.

I forbindelse med arbejde i oplysningskontoret begyndte min aldrig afsluttede aktivitet med at skrive ankesager over retsstridig primærkommunal påholdenhed, dengang mest for nægtere, hvis familie ikke fik den forsorgshjælp, de var berettigede til.

I 1966 meldte jeg mig ind i SF. Århus-afdelingen var klart venstrefløj, med bl.a. Holger Vivike, Mourits Jensen, Per Bilde, Ingrid Hind, Knud Jessen, Jens Thoft o.m.a.

Nægtertallet voksede langsomt men mærkbart. Det er stadig min opfattelse, at nægternes stadig større kontaktflade til civilsamfundene gennem debatmøder og udstationering var en væsentlig medvirkende faktor.

I januar 1967 blev Militærnægterforeningen stiftet, på møde i Studentersamfundet i København. Initiativtager og første formand var Steen Folke, som var i Gribskov. Et vigtigt formål var at opbygge en interesseorganisation, til forskel fra AmK som jo ikke var meget fagforeningsorienteret.

Gennem foreningsarbejdet kom jeg bl.a. i kontakt med Troels Toftkær – den næste formand for foreningen – som jo også var aktiv i SF, og som i december 1967 lagde hus til et møde for ”midterfløjen” i SF, hvortil jeg indbød mig selv. Da mødet fik besøg af Gert Petersen og Jens Maigaard, var Jens Maigaards første ord ”Jonas du hører sgu da ikke til ”midten””. Hvorefter GP sagde ”rolig nu – vi skal da lige høre, hvad hvem siger”. Og ja – vore partimæssige veje skiltes næste dag, da jeg 17. december var med til at oprette VS.

Nægterforeningsarbejdet bød på stor fremgang og mange indtryk. Bl.a. kort tid efter stiftelsen, hvor Hans Otto og jeg kørte til Kompedal, hvor der var strejke – en velkomstbemærkning var ”hvorfor kommer I gamle pampere og befamler vores strejke!” Det var mere et udråbstegn end et spørgsmålstegn.

Ove Buntzen lavede en plakat, med en eksponentielt stigende kurve for antallet af militærnægtere. I bestyrelsen smilte vi lidt skævt til den, vi mente måske, den var vel optimistisk. Men jo, den kom ud i stor tal. Og den kom faneme til at passe!

Engang i 1968/69 bestemte indenrigsminister Poul Sørensen, at udstationeringsordningen skulle være permanent. Derefter skrev jeg på foreningens vegne et brev til alle landets daginstitutioner (3.400 stk., duplikeret i Studenterforeningen i Århus). I brevet orienterede vi om udstationeringsordningen, og afsluttede med at anvise telefonnummeret til Indenrigsministeriets første kontor. De ringede alle sammen – en uge efter havde ministeriet oprettet et kontor (med flere telefoner!) til at tage sig af udstationeringssager!

I bestyrelsen mente vi, at en formand kun skulle sidde i et år – jfr. det med ”de gamle pampere”. Så da Troels, som havde afløst Steen, skulle træde fra, blev jeg valg i 1969 – noget til egen overraskelse, vi havde ikke snakket om det i bestyrelsen! Jeg fik et travlt år.

I 1966 var jeg flyttet ind i et lille stråtækt hus, Viborgvej 291, hos en gammel nægter Viggo Viemose. Jeg havde lagt vand og el ind. Men ingen telefon, og meget langt til posthuset inde i Århus. Der var MANGE breve at sende. Mange cykelture inden sidste postkassetømning – af og til en øl på hjemvejen, på ”Tagskægget”.

Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, holdt Militærnægterforeningen offentligt møde i Vartov, med deltagelse af indenrigsminister Poul Sørensen (kons.). Han var den første minister siden nægterlovens vedtagelse i 1917, der ville/turde møde nægterne i et offentligt møde. Salen var stuvende fuld. Mødet kom på forsiden af Politiken. Nægternes hovedkrav var: samme tjenestetid som de militære værnepligtige. Svaret var et blankt nej. Men ministeren kom med to tilbud: en analysegruppe, hvori ministerium og Militærnægterforening skulle være repræsenteret, og som skulle sammenligne ”livs- og arbejdsvilkår” for nægtere og krigere. Og en forberedelsesgruppe, som skulle udarbejde forslag til en uddannelse (en ”rekruttid”) for militærnægtere. Sådan ”rekruttid” var et gammelt krav fra nægterside. Den nyvalgte formand måtte handle hurtigt og uden mandat – vi var ikke forberedt på forslagene. Jeg sagde nej til det første tilbud og ja til det andet. Bagefter var alle enige. Jeg spurgte ministeren: nu hvor Militærnægterforeningen har varetaget oplysningsarbejdet om udstationerings-ordningen – vil ministeren så ikke i det mindste betale portoen? Eftertanke, nogen spænding i lokalet. Poul Sørensen svarede: ”Nej. Jeg har ikke hjemmel til det. Og selv om jeg havde, ville jeg sgu ikke – I har kostet ministeriet en del penge!” Latter og klapsalver – respekt for en modstander.

Nægteruddannelsen blev min første erfaring med udredningsarbejde i ministerielt regi. Adskillige møder, med meget kompetent sekretariatsbistand under ledelse af Holger Lavesen (dengang sekretær i ministeriet). Og da betænkningen forelå, blev der handlet. Ministeriet købte den gamle Antvorskov højskole og indrettede den til nægterskole. Mange har været der!

Senere, da nægtertallet stadig voksede, blev der også indrettet nægterskole på Djursland, i den gamle Sjellebro Kro, og flere lejre blev oprette, bl.a. Karsemoselejren.

Formandstiden blev også på anden vis bestemmende for meget. Jeg blev bedt om at være konsulent for et specialehold i Socialrådgiveruddannelsen, med temaet ”Værnepligten som socialbegivenhed”. Derved kom jeg i kontakt med Den Sociale Højskole og med flere socialrådgivere, en kontakt som senere førte til praktik i et forsøgssocialkontor i Brammersgade i Århus, og specialeskrivning om socialforvaltning. Og mange venskaber! Interessen for det internationale blev trængt i baggrunden (men forsvandt aldeles ikke!) til fordel for det sociale.

Det førte til et livslangt engagement i socialt arbejde i kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Og til en beslutning om, at jeg ville være lektor i Socialpolitik ved Den Sociale Højskole.

Specialet blev afleveret, og jeg blev kandidat i 1973. Derefter pædagogikum i samfundsfag ved Herning Gymnasium og HF-kursus. Et møde med Amdi P (som jeg kendte fra Kapagnen mod Atomvåben på Fyn) førte til et kort job som eksaminator ved Det Nødvendige Seminarium. En snak over noget øl med Amdi medførte, at vindmølleprojektet blev ændret fra at lave fjernvarmevand til Tvind-skolekomplekset til at producere El.

To gode år, 1974-1976 som timelærer i Samfundsfag ved Århus Seminarium og HF-kursus og ved Marselisborg Seminarium

Ønskestillingen fik jeg, efter to år som seminarie- og HF lærer, i 1976.

Det var noget om, hvad der kan komme ud af at være militærnægter.

Som tidligere nævnt var jeg i december 1967 med til at stifte Venstresocialisterne, da SF blev splittet. Også det blev en turbulent affære – efter EF-afstemningen i 1972 udvandrede ”leninistfraktionen” og stiftede KF, på mødet i Århus sad vi to mand tilbage. Men af lidt kommer mere – jeg var kommunalpolitisk aktiv, blev valgt til Århus Byråd i 1974. Uden for København var der kun Harding Sonne i Albertslund og mig i Århus. Valget kom lige efter jordskredsvalget i 1973, med Glistrups indmarch. Socialdemokraterne mistede det absolutte flertal i Århus Byråd, og møderne blev længere end man var vant til. Der var nu en del, der mente, at det var umagen værd at høre efter, når jeg sagde noget..

Så i 1978 var leninisterne vendt tilbage til VS – og de fik mig sat som nr. 6 af 6 på partilisten til kommunevalget, grundet at jeg havde den forkerte klasseanalyse! Svaret var NEJTAK. Så Jørgen Lenger blev valgt ind for VS.

I 1981 var SF drejet venstre om igen (det var dengang Troels meldte sig ud!) – så jeg meldte mig ind igen. En førstesuppleantplads til byrådet i 1986 førte snart til indsupplering – og genvalg i 1990.

Men, i 1993 kolbøttede SF i EU-sagen (”Holger og madammen siger ja og amen”), og min SF-byrådsgruppe indgik uden om mig et budgetforlig med skole-nedlæggelser – et af de mange trin i socialdemokratiseringen af partiet. Jeg meldte mig ud i 1993 og blev løsgænger. Jeg er principielt tilhænger af, at man så nedlægger mandatet – meeeeen, flere SF’ere bad mig blive siddende, også da jeg meldte mig ind i Enhedslisten. Jo, for førstesuppleanten havde meldt sig ind i Socialdemokratiet! Og de var helt sikre på, at han ikke ville trække sig.

Det sociale trak jo. Fra 1977 til 2013 var jeg med i Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, repræsenterende Socialpolitisk Forening. Fra 1993 til 2013 som formand. Så nedlagde Byrådet Forbrugerrådet, officielt fordi man havde flere repræsentationer, reelt fordi direktører og rådmænd mente, at rådet kritiserede for meget. Men hvad venter de? Når dagsorden er forringelser, må brugernes svar jo sgu da være kritik!

En af de større og spændende opgaver var medlemskab 1998 i Indenrigsministeriets Opgavekommission, repræsenterende Enhedslisten. Kommissionen skulle gennemgå hele den offentlige sektor, fra vuggestuer over teatre og skoler og havne til motorveje og politi – og afgive indstilling om opgavernes organisering. Der blev afgivet betænkning i 1998 – efter et grundigt og omhyggeligt kommissionsarbejde. Johannes Due var formand. Fra det arbejde husker jeg med særlig tilfredshed samarbejdet med Oluf Jørgensen (SF) og Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen (V). Der er mange mindretalsudtalelser i betænkningen – men man antog adskilligt flere af mine tekstforslag.

I 2004 meddelte Hjerneskadeforeningens formand Jette Sloth, at bestyrelsen havde foræret mig et medlemskab – om jeg så ikke ville træde ind i bestyrelsen? Man er modtagelig for smiger, især hvis den er tyk nok! Så jo. Det blev siden til en større opgave som frivillig rådgiver og bisidder for mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Hjerneskadeforeningen er med i Danske Handicaporganisationer.

Da Strukturreformen – som blev til efter et kommissionsarbejde, som ikke var grundigt og omhyggeligt, med Johannes Due som formand – trådte i kraft i 2007, udpegede DH mig til at sidde i Region Midtjyllands Udviklingsråd, som i 3 år efter strukturreformen skulle følge udviklingen på det sociale område i kommuner og region. Det blev også til pladser i regionens Handicapkontaktforum og Sundhedsbrugerråd.

Som sagt – i 1976 fik jeg ønskejobbet som lektor i Samfundsbeskrivelse, Social- og Arbejdsmarkedspolitik ved Den Sociale Højskole i Århus. Det blev mange gode arbejdsår, med omsorgsfuld og respektfuld ledelse, gode og engagerede kolleger, og rigtig mange interesserede og engagerede studerende (s’føli også nogen, der ikke var det!).

Men som andre institutioner blev skolen trykket mere og mere under det, som i Ritt Bjerregaards ministertid med en vis intellektuel redelighed blev kaldt ”fremrykkede standardforringelser”, siden uden samme kaldt ”effektiviseringer”. Da jeg startede, havde et hold på mellem 21 og 25 studerende 2900 konfrontationstimer (lærertimer) til et 3 årigt forløb. Et par år før jeg sluttede, var tallene 3000 konfrontationstimer til et 3 årigt forløb for et hold på 90! Og som i alle institutioner bliver knaphed fulgt af mere byrokrati, til ”rigtigere” og ”mere effektiv” fordeling af de knappe ressourcer.

I 2004 spurgte jeg rektor, om hun ville være med til at lave en mindre byrokratisk studieordning? Svar: Nej ikke det første par år. OK – så takker jeg af.

Det blev med afskedsforelæsning og reception og mange smukke ord. Efter 28 år.

Siden 1970’er socialreformen er meget blevet forringet i den sociale sektor, især med Åse Olesens ”ungepakke” i 1990, Nyrups ”arbejdsmarkedsreform” i 1993-94, og Karen Jespersens 1997 opsplitning af Bistandsloven. Det synes som om de skiftende regeringer følger Anders Foghs strategi fra 1993-bogen: Fra socialstat til minimalstat, nemlig at sørge for, at folk (med grund) er utilfredse med den offentlige sektor – så de vælger private løsningen. 2007 strukturreformen, med kommunal finansiering af de regionale institutioner, har i så henseende gjort voldsom skade. Jeg kæmper stadig for en velfungerende offentlig sektor og for bedre vilkår for ”de sämra lottade” – men prognosen er ikke køn!

Undervejs i erhvervs- og politiklivet har jeg også opnået at få en søn Thor med Gry, og en datter Katrine med Maj, som giftede sig med mig, da vor datter var 24 år. Maj har i forvejen Rune og Ture. De 4 har tilsammen hidtil givet os 7 børnebørn. Deri er MEGEN glæde.

I 1970 købte mine forældre villaen, Hørgårdsvej 18 i Risskov, og lejede ud til mig og andre kollektivister. I 1977 overtog jeg. Kollektivet klingede ud – men Maj og jeg bor stadig her.

I 1977 sejlede jeg første gang vikingeskib. Den slags er vanedannende – jeg har gjort det lige siden. Mine børn er også optagne af det, og Katrines søn Toke. Derom kan læses på min hjemmeside, hvor også mange andre af mine skriverier kan ses. Ikke mindst bogen Dansk Socialpolitik 1708-2008.

Viggo Jonasen Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

viggojonasen@gmail.com www.viggojonasen.dk 61712219

 

Erindringer-naegtertilvaerelsens-betydninger

FREJA BYRDING – LUNDEBORG- OG SOMMERTOGT 2016

Hejlsminde – Lundeborg – Thurø Fredensdal – Svendborg – Skarø – Bjørnø – Høruphav – Langballigau – Okseøerne – Flensborg – Gråsten – Gelting – Sønderborg – Sottrupskov – Hejlsminde     2016_lundeborg-og-sommertogt_kj_lille-1

BEKÆMP FATTIGGØRELSEN

Tale 4. oktober 2016 Velfærdsalliancens demonstration

STØRRE FATTIGDOM – POLITIKERNES VALG.

VI SKAL HJÆLPE DEM MED AT VÆLGE ANDERLEDES!

Folketingets flertal har bestemt, at tusindvis af mennesker i Danmark skal være mere fattige, dels fra 1. juli med den såkaldte ”integrationsydelse”, dels og især fra 1. oktober 2016, med 225 timers regel, og kontanthjælpsloft.

Regeringen har også fremlagt en såkaldt 2025 plan. Ifølge planen skal folkepensionister og dagpengemodtagere og børnefamilier og studerende og kontanthjælpmodtagere og seniorjobbere fremover have færre penge til rådighed.

Og nej – selvom regeringen har afskaffet den politisk bestemte fattigdomsgrænse, forsvinder fattigdommen og de fattige ikke.

Politikernes begrundelserne er lidt forskellige, men virkningerne er ens. Dansk Folkeparti vil have integrationsydelsesfattigdom for at skræmme fremmede fra at komme til Danmark. Venstre siger, ydelsen skal ”motivere” folk til at søge arbejde. Det siger de også om tab af kontanthjælp, hvis modtageren ikke kan skaffe sig 113 / 225 timers arbejde. Det kan 20.000 mennesker ikke. Og mange flere tusinde rammes af reglerne om kontanthjælpsloft.

Tusindvis af mennesker kan nu ikke betale både husleje og mad til sig og børnene. Så må de tigge om hjælp. De kan tigge om enkeltydelser efter loven. De kan tigge på gaden af forbipasserende. De kan også gå til Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, eller andre frivillige organisationer, for at bede om hjælp. Eller de må søge at skaffe sig sort underbetalt arbejde eller gøre noget mere alternativt.

Engang krævede Socialdemokratiet samfundet indrettet med grundlag i Rettigheder, ikke Almisser. Det var i 1912. Jo, for som de sang: Thi ”Lykken må visne ved tryglen om brød”. *)

Regeringen vil mindske rettighederne for de fattige – de skal have mindre at leve af. Og de skal trygle mere for det.

Kommunernes Landsforening og regeringen vil også mindske rettighederne for de handicappede. Det kaldes ”reform af serviceloven”. Der skal være mere kommunalt frit skøn, mindre rettigheder. Selv SF rådmanden i Århus har skrevet til Folketingets socialudvalg, at han vil støtte de ændringer.

Det hedder med et i nutidssprog: ”en diagnose skal ikke give ret til en ydelse”. Jamen, uden diagnosen får man SLET IKKE noget. Nu skal det så hedde, at hjælpen til en person skal tildeles skønsmæssigt efter en ”helhedsbetragtning”. Forslaget betyder ikke, at de handicappede skal have mere – det betyder, at de selv skal kunne klare sig med mindre hjælp.

Engang mente Folketinget, at den invaliderede skulle kunne leve økonomisk på niveau med jævnaldrende. Det betød invalidepension på niveau med en faglært arbejders indkomst. Det var i 1964 og 1984. Jobtilbudspersoner og fleksjobbere skulle arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Det var i 1980’erne og 1990’erne.

Nu: dagpengene er vel i snit på 50% af en faglært arbejders løn. Førtidspensionen er det samme, hvis du ikke er samboende. Kontanthjælpen er mindre. Fra i søndags bliver den endnu mindre for mange. Og i 2025 planen sænkes alle ydelser.

Vi har brug for, at politikere kæmper for et samfund med anstændige levekår for dem, som arbejdsgiverne – både de private og de offentlige – sorterer fra.

Vi har også brug for, at befolkningen kræver af politikerne, at de bekæmper fattiggørelsen. Også fattiggørelsen af de studerende.

Vi har brug for, at politikere kæmper imod udsultning af daginstitutioner og skoler og uddannelsesinstitutioner og biblioteker og bosteder – at de kæmper for anstændige levekår også for samfundets svageste.

Vi har brug for, at fagbevægelse og brugerorganisationer og boligforeninger og studenterorganisationer og almindelige mennesker stiller krav til politikerne om en anstændig indretning af samfundet. INGEN SKAL TRYGLE OM BRØD!

Regeringens kontanthjælpsnedsættelser og 2025 plan har som formål at presse lønningerne NED – altså de lave lønninger, ikke direktørlønningerne!

Vi har brug for, at især fagbevægelsen træder op imod det tryk mod lønniveau og velfærdsniveau, som forligspolitikerne har iværksat og som de planlægger.

Vi kræver rettigheder for de fattige. Vi kræver et anstændigt leveniveau også for dem, der ikke kan få arbejde.

Vi kæmper imod ALMISSESAMFUNDET.

Vores råb til de lokale politikere og landspolitikerne er: BEKÆMP FATTIGGØRELSEN!

Viggo Jonasen – Socialpolitisk Forening Århus

Tale ved demonstration mod Fattiggørelse, 4. oktober 2016 kl. 17 i Rådhusparken i Århus.

61712219 viggojonasen@gmail.com

snart dages det, brødre, det lysner i øst” En af Danmarks ældste arbejdersange. P. Overby 1871 ved stiftelsen af Socialdemokratiet.

bekaemp-fattiggoerelsen-tale-til-4-oktober-demonstration

SKOLETVANG PÅ FULD TID FOR HANDICAPPEDE BØRN

SKOLETVANG PÅ FULD TID

FOR HANDICAPPEDE BØRN

Engang var Århus Kommune kendt som en foregangskommune i behandlingen af mennesker med handicap. Kommunen tog initiativ til ”merudgiftsdækning for forsørgelse af børn med handicap” og til ”handicaphjælperordningen”, nu kaldet ”Borgerstyret Personlig assistance”.

De seneste 10 år har kommunen været fodslæbende og nedskæringsorienteret.

Det hænger sammen med, at mennesker med handicap lever længere – det vil sige: der er blevet brug for flere boliger til handicappede. Det hænger sammen med, at man i sundhedssektoren er blevet dygtigere til at udvikle teknikker, der kan hjælpe handicappede – både voksne og børn. Og det hænger sammen med, at Fogh- og Thorning- og Løkke-regeringerne har været enige om, at kommunerne skal spare (”effektivisere”).

Serviceloven giver mennesker med handicap rettigheder. Århus Kommune har fået en del tæsk i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen for i spareøjemed at tilsidesætte de handicappedes rettigheder. Deraf fulgte merudgifter – som Århus Kommune så har søgt at spare på andre dele af hjælpen til de handicappede. Op mod en halv milliard i Hans Halvorsens rådmandstid.

Det seneste budgetforlig afsætter 50 mio. kr. mere pr. år til voksne handicappede. Storslået, ik’? Det betyder såmænd ”bare”, at der ikke skal skæres yderligere ned på hjælpen til den enkelte handicappede i 2017.

På området Handicappede børn følger budgettet IKKE med behovet. Her følger man stadig rådmand Thomas Medoms nedskæringsplan fra februar 2015. Det så vi med sagen om forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap – hvor kommunen efter tæsk i Ankestyrelsen sadlede om og fritog for betaling.

Århus Kommune klemmer – nu igen – forældre til handicappede børn.

I en del år har kommunen ydet dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste (servicelovens § 42) til forældre, hvis handicappede barn dårligt tåler lang tids belastning eller skift. Det gælder nogle udviklingshæmmede børn, og det gælder nogle børn med autisme.

En del sådanne familier har haft aftale med barnets skole om, at én af forældrene henter barnet efter få eller flere timer i skolen, således at barnet ikke anstrenges for meget med læring eller leg med andre børn.

Nogle af børnene bliver udadreagerende, når deres energi til læring og til at lege med andre børn er brugt op – og energien kan være brugt op efter ganske få timer, eventuelt efter flere timer.

Nogle af børnene anstrenger sig voldsomt for at kunne være i skolen – og når de så kommer hjem, går de nærmest amok – eller lukker sig inde i timevis.

For disse børn er det at skulle forholde sig til undervisning og til leg en tortur, når først energien er brugt. For børnenes forældre bliver barnets reaktioner og lidelser en voldsom belastning – de er i forvejen rigelig hængt op med at prøve at leve op til barnets behov for detaljeret dags-planlægning.

Indtil sidste år har Århus og andre kommunen altså dækket forældrenes tabte arbejdsfortjeneste i de timer, de må holde fri, for at kunne tage sig af barnet – skærme barnet. Det er sket efter råd fra læge, psykiater, neurolog – og fra skolen. Og efter grundig udredning af det enkelte barn.

Nu har Århus og andre kommuner besluttet, at ”skolen skal kunne rumme barnet” i hele den tid, som skole og SFO er åben. Kommunen forholder sig ikke til, om barnet kan ”rumme” skolen og de voldsomt mange indtryk, som børn uden handicap lærer af at bevæge sig rundt i. Derfor tager man den økonomiske støtte fra familierne.

Socialrådmanden i Århus bestemte i februar 2015, at kommunens udgifter til Tabt arbejdsfortjeneste skulle nedbringes, – ved at hævde ”sektor-ansvaret”, altså at skolen skal tage sig af barnet hele dagen.

Det betyder nogen steder, at skolen ”skærmer” barnet bag et forhæng eller i hans/hendes eget ”stille-rum” i en større eller mindre del af dagen – og jo, når så barnet flipper helt, ud ringer man til mor eller far på arbejdet: ”nu må du nok hellere hente …”

Kommunen kalder det ”inklusion” – forældrene kalder det tortur.

Undervisningsministeren tager afstand fra, at ”inklusion” har den betydning, som Århus og andre kommuner giver ordet.

Det hører med til billedet, at Århus Kommune gør en del socialretlige fiflerier ved at påstå, at barnet ”hører ikke til målgruppen” for denne eller hin indsats. ”Målgruppen” kan man ikke se i serviceloven – der står blot, at hvis barnet har en lidelse som er 1) kronisk/varig lidelse og 2) indgribende, ja så skal man tage stilling til, om barnets tarv bedst tilgodeses gennem forældrenes pasning af barnet.

I ankesager, jeg har skrevet, har Ankestyrelsen fastslået at lidelsen var 1) kronisk og 2) indgribende.

Kommunen henholder sig blot til ”sektoransvarlighedsprincippet” – ”skolen skal kunne rumme”! Der er ikke, som socialchefen ellers har skrevet til TV2OJ, tale om en ”konkret individuel afgørelse” om, hvordan barnets liv bedst tilrettelægges. Århus Kommune Handicapcenter for børn i betydeligt omfang tilsidesætter speciallægers, psykologers, læreres, pædagogers og forældres vurdering af, hvad der er bedst for barnet – blot med henvisning til ”sektoransvarighedsprincippet”. Det er ”silo-tænkning”: ikke på ”vores” budget.

I nogle tilfælde sætter Ankestyrelsen Århus Kommune på plads. Men ankesager betyder lang ventetid for forældre, som i forvejen er arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt og økonomisk belastede.

Jeg har brugt timer og år – som byrådsmedlem, som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, og som bisidder og ankeskriver – på at støtte op om handicapvenlighed i denne kommune. Det er deprimerende at opleve, at Århus Kommune påfører MANGE forældre til børn med handicap bekymring, utryghed, økonomisk stress. Som man gjorde det med forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap. Og som man nu med besparelser på handicaptransport påfører børn og forældre ekstra ventetid og usikkerhed.

ViggoJonasen

tidl. Byrådsmedlem, tidl. Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

cand.scient.pol., lektor emer. Hørgårdsvej 18 8240 Risskov

2016.10.07, Århus Stifts Tidende 2016.10.16

skoletvang-paa-fuld-tid-for-handicappede-boern-2

MILITÆRNÆGTERFORENINGEN 40 ÅRS JUBILÆUM

Nægterbulletin – 40 års jubilæumskrift.

Militærnægterforeningen og demokratismen

af Viggo Jonasen og Karl-Johan Rubæk.

Det danske samfunds udvikling i 1960’erne er blevet beskrevet ud fra mange synsvinkler. Økonomisk. en periode med voldsom vækst, høj beskæftigelse, hastigt voksende levestandard (efter en halv snes år med lav vækst, begrænset velstandsstigning, og høj ledighed). Uddannelsesmæssigt: perioden med uddannelseseksplosionen (efter 1957 folkeskolereformen), stejlt stigende andel i højere uddannelse, gymnasie- og universitetsudbygning. Befolkningsmæssigt: de store årganges indmarch på bolig- og ægteskabsmarkedet, og kvindernes stejlt stigende erhvervsdeltagelse.

Bevidsthedsmæssigt har nogen hæftet sig ved “ungdomsoprøret” eller “studenteroprøret” i 1968-69. Man har såmænd endda talt om “1968-generationen”. Det er nu nok mere virkelighedstro at tale om en bevidsthedsrevolution, begyndende omkring 1960. En revolution med international baggrund.

Forhistorie: Den folkelige politiske rejsning i de 2 sidste år af 2. verdenskrig ebbede nogenlunde ud under den kolde krig. A-bomberne over Japan var længe siden. Koreakrigen var langt væk og Jutlandia var et kuriosum. Englands, Frankrigs og Israels overfald på Ægypten i 1956 og Sovjets ditto på ungarerne samme år bidrog til en almindelig følelse af politisk afmagt: magten sad altså stadig i spydstagen – og de politiske fløjes tilbedelse af de hhv. “demokratiske” og “kommunistiske” idealer klang hult. Unge mænd anså værnepligten for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare og sammen med hvem? Tjah, man gik på øvelser på “blåt” og “orange” hold, og det var jo nok de slemme russere – men det kaldte ikke på engagementet hos “folke-madsen”.

Imidlertid: da den danske krigsmagt i 1960 skulle udrustes med A-våben (Honest John raketter, jord-til-luft raketter beregnet til A-bomber i Hiroshima-format, til “forsvar” af København) skete der noget. Det lykkedes nogle fredsbevægelsesveteraner at skabe presse-opmærksomhed på udlosningen af raketterne i Århus. Næsten samtidig startede i England “Campaign for Nuclear Dis-armament”, som med en protestmarch i påsken 1960 fra Aldermaston basen til Trafalgar Square i London samlede mere end 100.000 mennesker i protest mod atomoprustningen. Foreningen Aldrig mere Krig (AmK) sendte højskolelæreren og digteren Carl Scharnberg på “studietur” til påskemarchen – og han kom hjem med den overbevisning, at “Det kan vi også gøre”. Så det gjorde vi. I efterårsferien 1960 iværksatte Kampagnen mod Atomvåben den første danske atommarch fra Holbæk via Roskilde til København. Arrangørerne havde officielt aftalt, at man ville gennemføre marchen, hvis 200 mødte op på havnen i Holbæk. Uofficielt ville man gå, hvis blot 100 mødte frem. Vi kom 800! Og da vi kom til rådhuspladsen, var vi vel 30.000. Den største forsamling siden folkestrejken i 1956.

Bevidsthedsrevolution? Budskabet var: “Det gælder dit barn! Bomben angår dig – Og din stilling til bomben gør en forskel!” Budskabet fejede “det er jo lige meget, hvad (lille) jeg mener” opgivenheden til side. Fejede? Det er nok mere dækkende at sige, at budskabet blev en murbrækker for åbning til en mere bevidst og selvbevidst holdning hos især de unge.

Som før nævnt: Unge mænd anså værnepligten, soldatertjeneste og kadaverdisciplin for noget pligtmæssigt og selvfølgeligt, der skulle overstås – hvad man egentlig skulle forsvare, hvem man skulle skyde på, og sammen med hvem man skulle gøre det, ja det var jo den overordnedes sag. I 1962 var antallet af militærnægtere i Danmark ca. 415 ud af en værnepligtsårgang på ca. 35.000. Og vi var gemt langt væk fra biograf, kro, og andre forlystelsesmuligheder i Gribskovlejren og Kompedallejren, beliggende 25-30 km fra nærmeste købstad. Nægtere blev anset for nogle sære størrelser.

Det blev der lavet om på!

I vinteren 1962-63 sendte nægterne i Kompedallejren brev til alle gymnasier, højskoler, lærerseminarier, .. med et tilbud om at stille en gruppe nægtere til en diskussionsaften. Tilbuddet blev modtaget – vi kom rundt til temmelig mange uddannelsesinstitutioner.

Samtidig foreslog nægterne i Kompedal museerne i Viborg og Århus, at de kunne komme som arbejdskraft på museerne i stedet for at lave skovarbejde. Museerne sagde ja tak og bad lejrledelsen/indenrigsministeriet om at få nægtere. I løbet af et halvt år fik Skovgårdmuseet i Viborg og Forhistorisk Museum i Århus nægtere i en “udstationeringsordning”. På den måde øgedes nægternes kontaktflader i lokalsamfund. Flere selvejende institutioner fulgte.

I 1965 etableredes Militærnægternes Oplysningskontor i København og i Århus. Der blev trykt løbesedler og små klistermærker. Militærnægterne blev synlige i samfundet. Antallet af henvendelser voksede, det samme gjorde antallet af militærnægtere. Og 29. januar 1967 stiftedes så Militærnægterforeningen, på initiativ af politisk motiverede nægtere i Gribskovlejren. Studentersamfundets lokaler i en baggård i Vestgerbrogade i København. Steen Folke, talsmand i Gribskovlejren, blev formand. Vi udgav “Nægterbulletin” – som stadig udkommer, efter 40 år, stadig med mælkebøttefrøet som mærke! Indbydelser til diskussionsmøder blev stedse flere. I hele Norden voksede bevægelsen – i en finsk Nordvisionsudsendelse 1967 om nægterforhold i Skandinavien deltog bl.a. Steen Folke og Ove Buntzen fra bestyrelsen. Der var adskillig kontakt mellem MNF og de nordiske foreninger, med besøg og støtteerklæringer.

Også i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og USA blev diskussionen om individets ansvar for egne handlinger, også militære drabshandlinger, levende, og antallet af militærnægtere voksede. Vietnamkrigen blev et vigtigt omdrejningspunkt for debatter om det at være soldat. En tiltagende del af nægterne var motiverede af utilfredshed med USA’s og øvrige NATO-landes imperialisme, mere end af den pacifisme, som Aldrig Mere Krig stod for. En vigtig inspiration var amerikanske avisers dækning af Vietnamkrigen, en dækning som blev formidlet til danskerne af Gribskov-nægtere med plancher på Gammel Torv i København.

Militærnægterforeningen tog sig særligt af en ny gruppe: amerikanske desertører, som valgte at forlade tjenesten f.eks. i Tyskland, når de skulle overflyttes for at skyde vietnamesere. Nogle af dem søgte politisk asyl i Danmark, under henvisning til, at de ellers ville være tvunget til at udføre krigsforbrydelser – eller blive fængslet for deres samvittigheds standpunkt. NATO-landet Danmark sendte dem tilbage til overflytning eller fængsling. Siden måtte vi i stor diskretion hjælpe dem til ophold i Sverige, som gav dem asyl.

Den konservative indenrigsminister Poul Sørensen (minister 1968-1970) indvilgede som den første danske indenrigsminister i at deltage i et offentligt møde med hans militærnægtere. Mødet blev holdt i Vartov, og det blev et vældigt tilløbsstykke. Ministeren udtrykte sin respekt for nægternes bevidsthed og samvittighed – ikke mindst når nægtertjenesten jo faktisk kostede 6 måneder mere end militærtjenesten. Og at han i øvrigt fortsat, som konservativ, var helt uenig i nægternes syn på militæret. En munter tildragelse under mødet var, da foreningens formand spurgte ministeren, om han ville dække portoudgiften til de mange breve om udstationeringsordningen – det var jo sådan set en offentlig opgave at give sådan oplysning. Poul Sørensen sagde, at han ikke havde hjemmel til at betale – og hvis han havde haft det, ville han sgu ikke! Endnu større blev grinet, da ministeren, stillet over for kritik af nægternes ørkesløse skovarbejde, udtalte: “Jamen, skovarbejde er da nyttigt”

Nægterne krævede, i lighed med hvad man havde iværksat i Norge, en uddannelsesordning (“rekruttid”) for militærnægtere, bl.a. omfattende freds- og konfliktvidenskab og ikke voldelig konflikthåndtering. Ministeren accepterede på Vartov-mødet at iværksætte et udvalgsarbejde, med deltagelse af foreningen, og det resulterede i et forslag til uddannelsesordning. Forslaget blev i noget reduceret form iværksat, da ministeriet købte den gamle Antvorskov Højskole og indrettede den til Militærnægterskole. Den næste Militærnægterskole blev etableret i den nedlagte Sjellebro Kro på Norddjursland. I 1969 havde Militærnægterforeningen sendt brev til alle landets vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og andre institutioner, med oplysning om udstationeringsordningen, og med besked om, at nærmere oplysning kunne fås ved telefonisk henvendelse til Indenrigsministeriets 2. kontor. De ringede! Ministeren måtte oprette et militærnægter-kontor, “Civil værnepligt”, til at tage sig af nægtere og udstationeringer.

Flere og flere nægtede militærtjeneste. En del befalingsmænd og officerer meldte sig som nægtere, efter overvejelser om krigsvæsenets rolle. Det var så mange, at det gav krigsmagten problemer for afholdelse af mønstring/genindkaldelse. I 1972 var nægtertallet kommet op på ca. 4608 – eller ca.18% af værnepligtsårgangen. En tredie militærnægterlejr var i 1968 blevet åbnet i Karsemoselejren i Nordsjælland. Foruden de tre faste lejre i Kompedal, Gribskov, Karsemose, var der på det tidspunkt to midlertidige lejre i Jylland, Frøslev og Vitskøl. Efter åbningen af nægterskolerne blev det en moderetning blandt nægterne som sagde, at ”rigtige nægtere” var lejrnægtere. Deraf behovet for de midlertidige lejre – men der var stadig mange nægtere til udstationering! Og der var ca. 14 oplysningskontorer!

Civil Værnepligt var administrativt svulmet op til to kontorer, et i Tåstrup og et i Silkeborg. Torben Gjedde var øverste chef for dem begge.

Der er nok tilladeligt at være så ubeskeden at påstå, at den stærkt voksende tilbøjelighed til selvstændig stillingtagen hos unge i sessionsalderen også var medvirkende til, at krigsmagtens ledere fandt det nødvendigt at “demokratisere” indkaldelsestiden, nedtone kadaverdisciplinen, og behandle de indkaldte mere ordentligt end nogensinde tidligere.

Organisationen og tidsånderne:

Militærnægterforeningen blev som nævnt stiftet i januar 1967, med to hovedsagelige formål: at få flere til at nægte – og at være interesserepræsentation for militærnægterne. Ikke længe derefter blev en nægterstrejke iværksat i Kompedallejren. Hans Otto og jeg kørte ud til lejren for at snakke med de strejkende om formål med strejken og om eventuel opbakning fra foreningen og de andre lejre. Vi blev mødt med spørgsmålet: “Hvad kommer I gamle pampere her for? Vil I befamle vores aktion”. Gamle pampere – jeg var vel 24! Det lå i tidsånden, at faste og langvarige strukturer ikke var velset. En af de konsekvenser, vi drog, var at en formandsperiode var på ét år – højst! Det gik helt godt, så længe der var en vis kontinuitet i bestyrelsen. Steen Folke – Troels Toftkær – Viggo Jonasen – Mogens Lind Pedersen (siden omdøbt til Kløvedal). Det kunne sommetider knibe. Engang i 1970 skrev bestyrelsen en efterlysning i Nægterbulletin: “Har nogen set formand Mogens”?

For en del af foreningens stiftere var det væsentligt, at Militærnægterforeningen kunne agere mere politisk end man oplevede, at den “rent pacifistiske” Aldrig Mere Krig gjorde. Mange nægtere opfattede ikke sig selv som pacifister men som modstandere af undertrykkende samfundssystemer, der brugte militær magt til at opnå deres mål. Mange nægtere støttede Vietnams frihedskamp og andre væbnede frihedsbevægelser, der bekæmpede kolonimagter og apartheidstyret i Sydafrika – og mange anså også dengang NATO som et redskab for USA’s forsøg på at opretholde et verdensherredømme.

I 1970-1971 kørte vi landet rundt, 3 biler med plancheudstilling og løbesedler i efterårsferien. 24 byer blev besøgt i efterårsferierne.

Hen i 1970’erne slog en ny tendens igennem, jeg vil kalde den “Arbejderismen”. Der blev flertal for det standpunkt, at soldater og nægtere “objektivt” havde fælles fagforeningsinteresser. Foreningen blev faktisk omdøbt til “Militær- og Nægterforeningen”. I mit hoved var det at skræve for vidt – jeg ville ikke være med i en forening, der skulle argumentere for forede kister til døde soldater. Det gik dog over igen (årstal?) – og så blev Viggo igen medlem af foreningen.

Og så faldt nægter-tallet

Ovenfor har vi nævnt udstationeringsordningen, som blev et kraftfuldt værktøj i arbejdet med at få militærnægtelse og militærnægtere accepteret som en påtrængende – og normal! – stillingtagen for den enkelte. Ordningen blev også en væsentlig faktor i at opløse militærnægterbevægelsen som bevægelse. En stadig større del af nægterne tog efter et kort skoleophold direkte ud i udstationering, og lejrene blev især for “totalnægtere” og lidt mere skæve eksistenser. Der blev nok også røget lidt rigeligt i nogle af lejrene, som jo da også fik kapaciteten reduceret noget ved uforsigtig rygning. Det førte i tur og orden til nedlæggelse, først af Karsemoselejren, siden Kompedallejren – og til sidst overgik den ældste, Gribskovlejren (åbnet i 1918) til anden anvendelse – nu asylcenter.

En anden medvirkende faktor til faldet i nægtertallet var arbejdsløsheden. Den steg efter energikrisen i 1973, og flere og flere unge meldte sig frivilligt til forsvaret, hvilket betød at man ikke behøvede at tvinge så mange til at aftjene værnepligt.

Ophøret af Vietnam-krigen kan også have gjort krigstjenesteproblemet mindre påtrængende for unge sessionspligtige.

Men den nok tungest vejende faktor var en ændret ministeriel praksis. I 1977 fandt Ministeriet ud af at give et større antal frinumre til folk der nægtede militærtjeneste, således at procenten af tvungne i tjeneste blev lige høj (eller lav) for folk ved Civil Værnepligt og Forsvaret. Frinumre til over 50% nægtere gav god luft på tjenestestederne, og personalet ved Civil Værnepligt måtte reduceres kraftigt i årene 1977-78.

Nedenfor er gengivet en tabel med værnepligtsstyrelsen officielle opgørelse af nægter-tallet.

Om organisationen: Den første bestyrelse for Militærnægterforeningen bestod i 1967 af følgende folk: Steen Folke, Troels Toftkær, Kell Helmer, Knud Jensen, Ove Buntzen Larsen og Niels-Arne Nielsen. (Anders Bune, Hans Otto, Viggo Jonasen) NB her bør nok kigges i gl. nægterbuller!

Den første store opgave som foreningen tog op var, at gøre det tilladt at nægte militærtjeneste af politiske grunde. Kravet var blevet rejst før foreningens stiftelse, af bl.a. den senere formand Troels Toftkær, som sammen med flere angav modstand mod NATO og NATO-landenes imperialisme som den egentlige årsag til at nægte. Allerede året efter var dette mål opnået, idet indenrigsminister Poul Sørensen signalerede til sessionskredsene at tillade andre begrundelser end de rent samvittighedsmæssige. Han var blevet spurgt, om hans politiske overbevisning ikke var en samvittighedssag?

Et andet emne man tog op, var om sessionen skulle have ”lov til” at tvinge folk ind i Civilforsvaret, som efter myndighedernes mening ikke var militært. Efter vor offentliggørelse af Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar gav ministeren også på dette punkt efter.

Et tredje: Efter 1970 blev det også muligt for allerede indkaldte soldater at nægte tjeneste. Det skulle bare foregå på en autoriseret blanket, som også oplysningskontorerne formidlede.

Et fjerde: Kravet om en “rekruttid” med fredsuddannelse og undervisning i ikke voldelig konflikthåndtering blev – for nogen lidt overraskende – accepteret af den konservative indenrigsminister på mødet i Vartov i 1969 – derefter fulgte et udvalgsarbejde, som resulterede i en uddannelsesordning – og så i 1971 oprettedes Militærnægterskolen i den tidl. Antvorskov højskole, godt nok med kortere uddannelsestid end beskrevet i betænkningen

Straks fra begyndelsen havde foreningen en tilslutning på ikke mindre end 84 % i lejrene og blandt de udstationerede nægtere.

Fra 1968 var talsmændene i lejrene fødte medlemmer af bestyrelsen.

Generalforsamling blev holdt i København i september måned. Fra 1968 til 1970 følgende steder:

Kanibalen på Universitetet, Cafe den Grønne i Guldbergsgade, Land og Folks sal i Dr. Tværgade. Sidstnævnte sted blev aflyttet af PET – vi ved endnu ikke, hvem der udførte aflytningen.

Sammen med foreningen AmK drev Nægterforeningen to oplysningskontorer i Aarhus og København (og i en periode også i Esbjerg.) Kontorerne blev benævnt MNOPL, Militærnægternes Oplysningskontor. De havde åbent en gang om ugen, torsdag fra 18-20. De stod for kopiering og distribuering af oplysningspjecer. Desuden formidlede kontorerne personer til at holde indlæg på skoler, højskoler, ungdomsklubber og lign. Om det skønne i at nægte militærtjeneste.

Foreningen havde også ambitioner om at forsyne omverdenen med ”halvårsskrifter” hvori man diskuterede militærnægtervilkår.

Det blev til fem småskrifter på omkring 50 sider hver med følgende titler:

Civil Værnepligt – en modbetænkning 1967, Militærnægtelse og politik 1968, Den hemmelige samarbejdsaftale mellem militær og Civilforsvar og Militærnægtelse i andre lande 1969 og omkring årsskiftet 1970, forkortet udgave af Grundbog for hærens menige.

Udstationering og meningsfyldt arbejde

Helt tilbage fra den første militærnægterlov i 1917 havde et grundprincip været, at nægterne skulle anbringes langt væk fra hvad som helst – og at de ikke måtte udføre “almindeligt arbejde”. Det skulle være “arbejde”, som kun ville blive udført, når der var nægtere. Omgivet af øde skove og dertil meningsløst arbejde, var mange nægtere ofte i en deprimeret tilstand, som ikke virkede befordrende på den daglige arbejdslyst.

Fra 1962 blev det muligt at aftjene en del af den Civile Værnepligt udenfor lejrene. Initiativet kom fra talsmænd og andre i Kompedallejren, og det blev støttet af forfatter og museumsleder Peter Seeberg i Viborg. Siden fulgte Forhistorisk Museum i Århus – og så bredte ideen sig.

Nogle nægtere fandt bolig i nærheden af udstationeringsstedet. Andre blev kørt frem og tilbage mellem lejren og arbejdsstedet. Således havde Kompedallejren en gammel, godt slidt bus, ført af en arbejdsleder kaldet Pisken i 1965 (øh – var det ikke vognmanden fra tanken?). Bussen bragte bl.a. en flok nægtere dagligt til Viborg Stiftsmuseum. På det tidspunkt var der indført en uautoriseret regel om, at en nægter skulle have været i lejren i 3 mdr. for at blive udstationeret.

Tilbage var stadig arbejdet i skoven og lejren. På mange virkede dette meget lidt meningsfyldt, og det kom da også jævnligt til konfrontationer mellem personale og værnepligtige.

I Kompedal blev der flere gange foranstaltet arbejdsvægring med medfølgende knubbede ord, hærværk og voldsomheder.

I Gribskov blev der flere gange i slutningen af 60-erne foranstaltet strejker til fordel for meningsfyldt arbejde. Sålænge nægterne holdt strejkerne indenfor få dage af gangen, blev de kun idømt disciplinærstraf. Men pludselig i 1969 skiftede ministeren holdning og stillede en større flok for retten i Helsinge, som kvitterede med en uges fængsel for gentagne strejker. En siden opstigende embedsmand i ministeriet sagde i den anledning: “Det giver os jo problemer med fængselskapaciteten”. Nægterforeningsformanden svarede: “JA!”. Der fulgte vistnok ret mange benådninger!

Militærnægterforeningen holdt det år et sommerseminar i en spejderhytte i Ganløse, hvor man fik advokat Søren Søltoft Madsen til at line juraen op for de deltagende nægtere.

Som ovenfor nævnt blev først én, så en anden nægterskole oprettet (1971 Antvorskov, siden (år?) Sjellebro på Norddjursland). De værnepligtige fik, efter norsk model, 4 ugers introduktion, og bag efter valg mellem mange forskellige arbejdssteder indenfor den kulturelle og sociale sektor. Mere end hver anden af de nævnte institutioner blev godkendt til at have værnepligtige. De faglige organisationer knurrede lidt, men parolen lød, at en udstationeret nægter kunne være en løftestang, som påviste behovet for arbejdskraft!

At nægterne engagerede sig i tjenesten og i arbejdsopgaverne blev påskønnet af institutionerne. Også for livsforløb fik tjenesten betydning: en uautoriseret undersøgelse viste den gang, at hver anden nægter skiftede erhverv efter udstationering.

Nægterne (størstedelen!) var tilfredse – institutionerne var tilfredse. Alt tegnede godt indtil 1977, hvor som nævnt Indenrigsministeriet fjernede en hel del nægtere ved at give dem frinummer. Så blev pludselig sagen vendt en halv omgang: Nu havde institutionerne oparbejdet et behov for arbejdskraft, og så kunne alle pludselig ikke få!

Om organisationen og nægterne fra midten af 1970’erne og frem – må andre skrive!

Karl-Johan Rubæk

Viggo Jonasen

med bidrag fra Troels Toftkær og Ove Buntzen Larsen

”Blå Bog”:

Karl-Johan Rubæk, født på Strynø 1942, sømand, elektromekaniker, socialarbejder, AF-konsulent o.a.

Militærnægter i Kompedal januar 1965

Udstationeret på Viborg Stiftsmuseum maj 1965 til oktober 1966

Sekretær i Militærnægterforeningen september 1968 til sept. 1970

Konsulent i Civil Værnepligt marts 1974 til oktober 1977

Viggo Jonasen, født Svendborg 1944. Cand.scient.pol., lektor i socialpolitik 1976-2004, byrådspolitiker i Århus 1974-1978 og 1986-1993

Atomkampagnedeltager 1960-1965

Militærnægter i Kompedal november 1962 – marts 1963, udst. Forhistorisk Museum Århus 1963-64

Medstifter af Militærnægternes Oplysningskontor

Medstifter af Militærnægterforeningen og bestyrelsesmedlem, formand 1969-1970

ANTAL OVERFØRTE MILITÆRNÆGTERE

År Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) Mønstringsværnepligtige I alt
1945/46 56 6 62
1947 117 12 129
1948 165 37 202
1949 177 53 230
1950 163 101 264
1951 325 406 731
1952 543 414 957
1953 391 152 543
1954 345 61 406
1955 304 55 359
1956 245 89 334
1957 253 102 355
1958 229 61 290
1959 158 37 195
1960 180 39 219
1961 206 53 259
1962 360 55 415
1963 418 46 464
1964 470 28 498
1965 490 31 521
1966 540 32 572
1967 672 43 715
1968 1.107 48 1.155
1969 1.766 71 1.837
1970 2.456 143 2.599
1971 4.200 144 4.344
1972 4.489 119 4.608
1973 3.987 62 4.049
1974 4.161 61 4.222
1975 3.136 85 3.221
1976 2.255 37 2.292
1977 814 15 829
1978 763 18 781
1979 909 36 945
1980 816 66 882
1981 606 54 660
1982 466 47 513
1983 366 65 431
1984 319 59 378
1985 218 64 282
1986 232 97 329
1987 335 125 460
1988 484 111 595
1989 590 85 675
År Værnepligtige, der endnu ikke har påbegyndt eller gennemført førstegangstjeneste (inkl. dispensationssager) Mønstringsværnepligtige I alt
1990 455 159 614
1991 420 105 525
1992 514 65 579
1993 656 58 714
1994 717 46 763
1995 744 29 773
1996 728 34 762
1997 805 31 836
1998 831 53 884
1999 664 8 672
2000 435 4 439
2001 743 3 746
2002 912 3 915
2003 914 3 917
2004 547 0 547
2005 537 0 537
2006 349 0 349

Militærnægterforening Jubilæumsskrift