Politiker-tanker om social udrensning.
Hvad tænker politikerne egentlig om de mennesker, hvis skæbne de beslutter?
I Århus Byråds lidt hede debat 1. og 15. december om nedrivningsplanerne for Bispehaven, som blev benævnt Ghetto, men som nu lidt pænere kaldes ”omdannelsesområde”, fik rådmand Simsek og borgmester Bundsgaard lukket op for tanke-posen.
De skældte ud på Enhedslisten for at stemme imod nedrivningsplanerne og tvangsflytningsplanerne.
Simseks ord:
”Jeg ved ikke, om der er i Enhedslistens ideologi ikke er plads til, at kvinder i disse udsatte boligområder skal have ligestilling. Jeg ved ikke, om der i Enhedslistens ideologi ikke er plads til, at den sociale kontrol i disse boligområder skal jævnes med jorden. Jeg ved ikke, om det er den ideologi, Enhedslisten har, som ikke tror på nogen religion, går ind for imam-råd. Jeg ved ikke, om Enhedslisten ønsker at fastholde en hel gruppe af børn og unge i social fattigdom, kontanthjælp, arbejdsløshed, et parallelsamfund – måske i håb om, at de vil stemme på Enhedslistens politik”
Borgmester-ord
”der er stadigvæk tre så mange gange kvinder i det her lokalområde, som ikke er i beskæftigelse som i resten af Aarhus. Der er tre gange så mange unge mennesker, der begår kriminalitet, og der er i det hele taget alt for mange mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet i det her lokalområde. Vi giver ikke de børn, der vokser op i det her lokalområde en fair chance på lige fod med andre børn i Aarhus. Og det er det, vi skal lave om. Og det er også derfor, vi kan ikke som Enhedslisten sidde på hænderne.”
Det interessante er ikke, at rådmand og borgmester påstår, at Enhedslisten har sære synspunkter, hvorefter de kritiserer de synspunkter, de pådutter os – det vænner man sig til i byrådet.
Interessant er derimod social-udrensnings-tankegangen: hvis man tvangsflytter de ”ikke vestlige” og ”uden-for-arbejdsmarkedet” beboerne, får man et ”renere område”, hvor middelklassen kan flytte ind, og så falder procenten af ”de forkerte”.
Interessant er de meninger, som rådmand og borgmester udtrykker, om de pågældende beboere – ja nærmest: den ringeagt de to herrer udtrykker..
Interessant er også borgmesters og rådmand mangel på interesse for, om de tvangsflyttede mennesker får det bedre af flytningen:
Bliver forældrene bedre i stand til at hjælpe børn med lektierne, fordi man flytter dem? Er det næste skoletilbud bedre end det nuværende?
Bliver forældrene mindre fattige, fordi man flytter dem?
Kommer førtidspensionisterne i job, fordi man tvangsflytter dem?
Ophører de kriminelle med kriminalitet, fordi man tvangsflytter dem?
Holder de troende op med at snakke med imamen, fordi man tvangsflytter dem?
Bliver de påstået undertrykte kvinder frigjort, ved at man tvangsflytter dem?
Den radikale Ahmad Yussuf spurgte borgmesteren, spørgsmålene kan besvares med evidens. Borgmesteren svarede med at rejse tvivl om den radikale byrådsgruppe er en pålidelig forligspartner? Ghettoplanforliget, nedrivningsforliget er indgået mellem alle byrådets partier minus Enhedslisten!
Hvorfor nedrive ny-renoverede boligblokke? Det er jo kun nødvendigt, fordi man ikke kan sige mennesker op fra lejemålet, med den begrundelse at de er ”ikke vestlige” og ”uden-for-arbejdsmarkedet”. Men nedrivning er lovlig begrundelse for udrensningen – tvangsflytningen.
Borgmester og rådmand siger, at de vil skabe tryghed i boligområdet ved nedrivning og tvangsflytning. Men de skaber stor utryghed hos de beboere, der får stillet tvangsflytning i udsigt, og hos de tilbageblivende beboere, der kan se frem til nogle års nedrivnings- og byggestøj.
Jo, der er hældt lidt flødeskum ud over tvangsflytningsplanen. Borgmesteren har aftalt med boligforeningerne, at man vil hjælpe med genhusning, ganske vist sådan at de tvangsflyttede ikke kan vælge visse af de billigere boligafdelinger.
Jeg kan garantere, at Enhedslisten er tilhænger af at mindske fattigdom og af at børn med behov for indlæringsstøtte får indlæringstøtte.
Enhedslisten mener – modsat den ”liberale” Simsek, at religion er en privat sag.
Sociale problemer skal løses med social indsats, ikke spredes med tvangsflytning og buldozning.
Viggo Jonasen
Byrådsmedlem (EL) Formand for Teknisk Udvalg
2021.12.25