Velfærdsstatens glemte sjæl – med et efterord i anledning af nedlæggelsen af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

VELFÆRDSSTATENS GLEMTE SJÆL –

Viggo Jonasen 2014.12.18

VELFÆRDSSTATEN, MENNESKESYN, OG “DEN GODE STAT”.

Et af Velfærdsstatens tidligste skrifter (1934) indledes med en fanfare: “Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet” – menneskers bevidsthed og adgangen til prævention har fået folk til at beslutte at føde færre børn. Hvis samfundet, staten skal motivere dem til at vælge at få flere børn, ja så må man – staten – sørge for, at kommende forældre kan regne med/håbe på at børnene får en god opvækst, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Hertil hører også, at kommende forældre kan regne med økonomisk tryghed i form af stor sandsynlighed for arbejde og dermed løn, eller i det mindste rimelig øko­nomisk sikring ved ledighed eller sygdom. Sammenhængen, kittet i den socialpolitik og familiepolitik, som blev udviklet i Sverige og Danmark i 1930’erne var idéen: statsmagten bør understøtte individerne/ familierne i at vælge en “god” og “social” livsbane, incl. rollen som forældre. Dette menneskesyn: at mennesket er fornuftigt og ønsker at træffe fornuftige valg, var gennemgående i opbygningen af velfærdsstatens institutioner. Og Nota Bene: menneskers valg bestemmes af andet og mere end øko­nomi. Alva og Gunnar Myrdals bog Krise i befolkningsspørgsmålet (1934) blev in­spirationskilde for socialministeren K.K. Steincke og hans assistent Jørgen Dich som arkitekterne bag den danske indretning af velfærdsordninger.
Steincke skrev selv en karakteristik af datidens – og nutidens – samfund: ”Det privat­kapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende vilkår” (fra indledningen til no­teudgaven af Socialreformen 1933). Underforstået fra Steinckes side var: med min socialreform bliver vilkårene meget mindre ydmygende for de fleste. Forsorgslovens stramme sanktionsforanstaltninger var rettet mod de få asociale!
Senere i den danske velfærdsstats udvikling ser vi det samme menneskesyn. 1956 loven om folkepension tilstræbte direkte at af-stigmatisere ældreforsørgelsen. 1956 loven om Invalidepension – den der indførte de tre niveauer for invalidepension – havde et erstatnings-synspunkt som grundtræk: den der har mistet erhvervsevnen skal af staten sikres et leveniveau svarende til hans jævnaldrende (ca. en faglært arbejders niveau). I 1964 nedsatte man ved Folketingsbeslutning en Socialreformkommission, som skulle reformere det danske velfærdsydelsessystem ud fra ”nutidens målsætning om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel” (som formuleret af Bent Rold An­dersen i 1963, i bogen Nyere målsætninger i socialpolitikken”.) Et afgørende element i reformen var målsætningen om tryghed: kontantydelsessystemet (dagpenge og kon­tanthjælp) skulle sikre økonomisk tryghed for dem, der rammes af ulykke eller sygdom – derigennem mente man bedst at kunne understøtte deres tilbagevenden til et normal arbejdstilværelse.
Det var et socialdemokratisk eller social-radikalt menneskesyn: Mennesker har gen­nem opvækst og opdragelse anlagt sig det syn på tilværelsen, at de gerne vil arbejde. Dette syn stod i klar opposition til det gammel-liberale – og neo-liberale – menneske­syn: mennesket er arbejdssky og vil normalt kun arbejde, hvis han ved udsigt til nød tvinges dertil.
Det hørte med til 1960’ernes stats- og politikopfattelse, at det ansås som både muligt og ønskeligt, at staten intervenerer i markedsøkonomien med henblik på at sikre om ikke fuld så dog næsten fuld beskæftigelse. Deri lå også en tryghedsmålsætning: at arbejderen ved, at der altid eller næsten altid er en arbejdsgiver, der vil købe hendes arbejdskraft til normal takst – er en vigtig tryghedsfaktor.
Som det sidste led i 1960’ernes og 1970’ernes velfærdsstatsopfattelse, skal nævnes den tankegang: at stat/ kommune kunne og burde hjælpe individerne til at opbygge (eventuelt: genvinde) og udnytte arbejdsevnen. Kontantydelserne var et væsentligt led i at hjælpe dem dertil: hvis sygdom, ulykke, arbejdsløshed, skilsmisse eller døds­fald i familien afbrød den normale erhvervskarriere eller familieliv, skulle mennesket og hendes familie ikke rammes af en økonomisk nedtur oven i sygdommen eller ulykken – ”socialbegivenheden”. Opretholdelse af leveniveauet blev anset som frem­mende for helbredelse eller revalidering. Både syge- og arbejdsløshedsdagpengelove og bistandslov indeholdt ret og pligt for kommunerne til at søge at hjælpe mennesker, som var i risiko for at komme på social nedtur, med råd, vejledning, revalidering, sy­gebehandling.
Var velfærdsstats-lovkomplekset (syge- og arbejdsløshedsdagpenge lovene og bi­standsloven) uden begrænsninger eller sanktioner? Nej da. Dagpengeniveauet var 90% af hidtidig indkomst, dog højst et maksimum svarende til en faglært arbejders gennemsnitsløn. Kontanthjælp blev givet til mennesker, der ikke var sikret syge- eller arbejdsløshedsdagpenge. Men kontanthjælp kunne også gives som supplement til dagpenge, hvis den sygdomsramte havde haft højere indkomst. Dette aspekt af bi­standsloven var nyt i forhold til Steinckes forsorgslov fra 1933. Til gengæld forudsat­te både dagpengelovene og bistandsloven, at klienten selv viste vilje til at komme i arbejdsduelig stand igen – ellers blev der lukket for ydelserne. Det skete overmåde sjældent i 1970’erne og 1980’erne – såmænd fordi folk, klienterne langt hen ad vejen levede op til forventningerne.
Og så var det i ”begrænset tid” – ved sygdom indtil raskmelding, ved arbejdsløshed en varighedsbegrænsning.
Jamen hvad med de arbejdssky? Som sagt: Dagpengelovene og bistandsloven forud­satte, at personen udviste vilje til at genvinde helbred og job. Ellers var der ret og pligt for myndigheden til at lukke pengekassen. Lukning kom sjældent i brug – thi folk søgte faktisk i job. Men lovgivers storsindethed rakte så langt, at man i Bi­standsloven havde en regel om ”varig hjælp” på et lavt niveau til brug for kunstnere og andet godtfolk, som ansås ikke at være til at drive til lønarbejde! Få fik hjælp efter bestemmelsen – og til min forbavselse viste det sig i 1978, at halvdelen af dem, der i 1976 i Århus fik varig hjælp, to år senere ikke længere modtog ydelsen – de fleste på grund af job!
Den ofte fremsatte påstand: at 1970’er socialreformen var ”passiv og forsørgelseso­rienteret” skyldes ukendskab til lovkomplekset, dets motiver og dets forarbejder. Re­formen var aktivistisk og opsøgende. Men den var – modsat 1990’ernes og 2000 tal­lets lovgivning – ikke tvangspræget.
Nogle år efter starten i 1973 på den økonomiske krise vedtog Folketinget de to sidste store velfærdsstatsordninger: Efterlønsordningen og Jobtilbudsordningen.
Om Efterlønsordningen: Ledighedskrisen ramte da som nu især de ældre og de unge – de ældre, fordi virksomhederne ved svigtende vareefterspørgsel og derfor produktionsnedgang var tilbøjelige til at fyre ældre medarbejdere, og sjældent ansætte de ældre, når hjulene drejede hurtigere. De unge, fordi virksomhederne ved op­bremsning i produktionen undlod at tage nye unge ind. Begrundelen for efterlønsord­ningen var todelt: det ville det være bedre, hvis øget arbejdskraftefterspørgsel med­førte, at de unge fik job. Og den lille udsigt til, at de fyrede ældre ville blive efters­purgt, gjorde det til noget pjat at bruge megen AF-system-energi på kontrol af de æl­dre lediges ”ståen til rådighed”.
Om Jobtilbudsordningen: den gik ud på, at stat, amter og kommuner havde pligt til at sørge for tilbud om job på overenskomstmæssige vilkår til arbejdsløshedsforsikrede, som stod foran at falde for varighedsgrænsen i Arbejdsløshedsdagpengeordningen. Og at ingen forsikret ledig kunne miste retten til dagpenge, før han havde fået – og afvist – tilbud om et sådant job. Ordningen er det nærmeste vi i Danmark er kommet til et dementi af Steinckes oven-citerede udsagn om det privatkapitalistiske samfunds natur.
En del af 1970’er lovgivningens etos er antagelsen/håbet: at mennesker ville bruge den sociale service som noget lige så naturligt som de ville bruge deres auto-mekaniker, til at komme over midlertidige vanskeligheder eller for den sags skyld: leve med den hjælp, der er fornøden ved varige vanskeligheder. Det var kun en nuanceforskel, at den sociale service har man betalt via skatten, autoreparatøren betales ud af den beskattede indkomst. Derfor også bistandslovens hjemmel til at oprette sociale forbrugerråd (pligt for amterne, mulighed for kommunerne), til debat om, kritik af og forbedring af kommuners og amters sociale indsatser.
Det, jeg kalder ”velfærdsstatens sjæl” – troen på det arbejdsivrige menneske – har al­tid været anfægtet. Der er altid nogen, der anser ledige som dovne. Og særlig de un­ges påståede dovenskab har igennem årene været noget, der kunne laves propaganda på. Mistilliden til de dovne unge blev sat igennem som lov med ”unge-pakken” i 1990, hvor socialminister Aase Olesen foreslog og fik vedtaget, at unge under 20, der søgte kontanthjælp, i stedet skulle tilbydes et job inden for 14 dage. Antagelsen var, at antallet af unge kontanthjælpsansøgere ville falde – man ville ”sortere de dovne fra”. Virkeligheden blev et større antal ansøgninger. De arbejdsivrige unge tog imod tilbuddet om job – så behøvede de ikke selv at støve rundt efter det! Kort efter blev loven ændret, så der kun måtte tilbydes ”kedelige job” og ringere vederlag.
Lige siden 1990 har Folketinget forringet kontantydelsesområdet: lavere dæknings­grad ved hjælp af sænket dagpengemaksimum i forhold til lønniveau, afskaffelse af optjeningsret ved al støttet beskæftigelse, jobtilbud blev afløst af ”jobtræning”. De unges ydelsesniveau er blevet sænket – og bliver fortsat sænket i Mette Frederiksens kontanthjælp ”reform” 1. januar 2014. Kontrollen med modtagerne er blevet intensi­veret – mistænksomhed især over for ”samliv” har lagt tunge skygger over pensioni­sters og ny-dannede familiers liv. Antallet af revalideringssager er faldet år for år. ”Ungdommen” forlænges til 30 års alderen, med ydelse på SU niveau for de ledige ”uddannelsesparate”. Hvordan uddannelsesinstitutionerne påvirkes af flere tvangsind­lagte studerende, hvis studiemotiv fortrinsvis er truslen om økonomisk sanktion, sy­nes S-R-F regeringen ikke at have beskæftiget sig med.
Grundlovens § 75 stk. 2 siger ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsør­gelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”. ”.. forsørgelse påhviler nogen anden..” – det er forældres forsørgerpligt over for mindreårige børn, og det er ægtefællers gensidige forsørgerpligt. Nu har SRF-regeringen og VKO vedtaget kon­tanthjælp-”reformen”: faktisk samliv skal medføre tab af ret til kontanthjælp, også selvom der ikke er skrevet under på ægteskab. Så: ”Udbetaling Danmark” eller kom­munen skal etablere et samlivspoliti, som kan stoppe kontanthjælpen, hvis modtage­ren skønnes at være kommet i samliv. Kommunernes kontrolgrupper, Big Brother, får stadig mere at overvåge.
Jeg indledte artiklen med Myrdal-citatet: ”Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet”: moderskab er nu en beslutning, ikke noget skæbnebestemt. I de seneste 40 år har dan­ske kvinders fødselstilbøjelighed været blandt de højeste i Europa. For tiden falder fødselstilbøjeligheden voldsomt. Der er god grund til at antage, at den utryghed, som de seneste regeringers neoliberale socialpolitik afstedkommer, er en god del af forkla­ringen på dette fald: udsigt til ledighed og til lave ydelser fører til opgivelse eller dog udsættelse af moderskab. Temaet er fraværende i regeringens udspil.
Som nævnt: i 1950’erne og 1960’erne indgik trygheds-temaet: hvad er et rimeligt for­sørgelsesniveau ved midlertidigt henholdsvis varigt indkomstbortfald? – i de socialpo­litiske debatter. I 2000 tallets neoliberalisme hos alle partier minus Enhedslisten er trygheds-målsætningen fjernet, og hard-core økonomernes ”incitament-teori” er ene­rådende: hvordan tvinger vi økonomisk de syge og de ledige til at konkurrere om jobs og kræve mindre i løn? Og for de invalide: Hvor lidt vil vi være bekendt at lade dem nøjes med? 85% af dagpengeniveau, hvis de bor sammen men én!
Tanken om, at statsmagten skal sikre jobs til de jobsøgende – dvs. sørge for (næsten) fuld beskæftigelse, er opgivet. Stat og kom­muner beskærer antallet af jobs – men opretter ”nyttejobs” til løn under tarif og uden faglige rettigheder. Regeringerne hævder, at arbejdssøgende kommer i job, når ydelser sænkes – uden at forklare, hvordan ydelsessænkningen øger arbejdskraftefterspørgslen.
Thorning-regeringen realiserer Steinckes ord: ”retten til eksistens indrømmes kun på (stadig mere) ydmygende betingelser”. Og det er kommunerne, der implementerer ydmygelsen.

Viggo Jonasen

Og så en kort efterskrift om rådets hhv. rådenes oprettelse, funktion og nedlæggelse:
Århus Byråd oprettede i 1979 et Socialt Forbrugerråd, med repræsentanter for brugerorganisationer. Rådet havde den opgave at forholde sig til helhed og til delområder i kommunens sociale indsatser og komme med kritik og forbedringsforslag. Rådet bestemte selv sin dagsorden. Rådet har igennem årene diskuteret helhed og delområder, i samspil især med forvaltningernes medarbejdere, og har gennem udtalelser og mødereferater givet input til forvaltning og byråd. Både ros til initiativer og kritik af mangler og misforhold – og igennem de seneste år: nedskæringer.
Evalueringsrapporternes udsagn, fra rådsmedlemmer og fra ledelse, er at rådene har lille eller ingen indflydelse på forvaltnings og byråds beslutninger. Udsagnene er generelle. Der er ikke spurgt om, hvilke emneområder rådene har behandlet, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ét af evalueringsspørgsmålene handler om hvorvidt rådene bakker forvaltningernes strategier op. Rådsmedlemmers og ledelsesudsagn går ud på, at det gør vi i ringe omfang. Der er ikke spurgt om, på hvilke emneområder det gælder, ejheller om rådenes udsagn har haft betydning på nogen områder og ikke på andre.
Ledelsessidens udsagn er få i tal og mest fra BEF.
Der er intet om rådenes arbejde med sagsbehandling, herunder dagpenge- og pensionssagsbehandling eller om sagsbehandling på kontanthjælpsområdet.
Der er intet om rådets/rådenes behandling igennem 36 år af spørgsmålet om sammenhæng mellem arbejdet i kommunens siloer – om klienternes oplevelse af mangel på sammenhæng i sagsbehandlingen.
Der er intet om rådenes diskussioner af standarder på handicapområdet – handicaptransport, bostøtte, ledsagelse, fritidstilbud – især om rådenes udtalelser om nedskæringerne. Hans Halvorsen sagde engang: ”man kan sgu da ikke skære 400 mio. ned, uden at det gør ondt”. Han var irriteret over, at rådet kritiserede nedskæringerne.
Og her ligger hunden såmænd nok begravet: rådsmedlemmerne har været ganske og aldeles utilbøjelige til at hjælpe byrådet med den del af strategierne, der går ud på at pynte på nedskæringerne, gennem posive omformuleringer af typen ”al magt til borgeren” (citat slut), nemlig over din stadig mindre hjælp, og ”der arbejdes på, at brugeren er medspiller og er med til selv at finde de rette løsninger” (citat slut) nemlig blandt de stadig mere beskårne tilbud. Citaterne er fra hhv. MSO og MSB.
Århus Kommune har haft en social forbrugerrepræsentation – to sociale forbrugerråd – med selvstændig dagsordenskompetence. Nu har byrådet besluttet at nedlægge repræsentationen. Fremtidig borgerinddragelse skal ske ud fra dagsordner, der fastsættes af rådmænd og direktører.
Dagsordenen for førstkommende Samarbejdsforum for Velfærd kommer nok ikke til at handle om forældrebetaling for handicappede børn og unges ophold i Heimdal og Birkebakken.
Nu er det jo ikke sådan, at sociale problemer forsvinder, fordi man nedlægger rådene. Det er heller ikke sådan, at problemerne i kommunens håndtering af menneskers sociale problemer forsvinder ved nedlæggelsen. Hvis de problemer skal behandles, må de jo tages op i andre organer – herom har vi fra rådets side fremlagt en ukomplet skitse til, hvilke organer der må tage dem op. Hvordan brugerorganisationerne skal få dagsordensat problemer i Århus Kommunes behandling af sagerne, ja – det ved vi knap nok endnu.
Århus Byråd ved godt, at der er feber- og mangelsygdomme i dele af kommunens sociale indsatsområder. Man har nu smidt termometeret væk.
Der bliver andet og mere at gøre for brugerorganisationerne, når man herefter ønsker at få feber- og mangelsygdommene sat på en dagsorden.
Århus har stadig behov for en permanent social forbrugerrepræsentation, med adgang til egen dagsordensætning. Århus byråd vil herefter have mindre sparring på et stort område.
Til slut en personlig tak til de mere og mindre tålmodige embedsmænd, der har givet oplæg, har besvaret spørgsmål og har påhørt kritik. Ikke mindst til dem af jer, der har taget rådenes kritik og forslag med tilbage til arbejdet. Og en stor tak til de heldigvis ikke altid særligt tålmodige rådsmedlemmer, der igennem mange år har engageret jer i rådsarbejdet, og især har engageret jer også i debatten om andre brugergruppers skæbne og problemer. Det har været utrolig positivt at opleve den tvær-organisations solidaritet, jeg igennem i alt 28 år i rådsarbejdet har oplevet, at I har udvist.

Viggo Jonasen, rådsformand, Socialpolitisk Forening.

Cand.scient.pol., lektor emer. (Social- og arbejdsmarkedspolitik)
By­rådsmedlem i Århus 1974-1978, 1986-1993,
Formand for Århus Kommunes nu nedlagte Sociale Forbrugerråd 1993 til 2014
Har blandt andet udgivet
– Dansk Socialpolitik 1708-2008, e-udgave 2009, og
– Kommunestyre i Danmark 1803-2013.
www.viggojonasen.dk viggojonasen@gmail.com

Dette indlæg blev udgivet i Sociale Forbrugerråd af Viggo Jonasen. Bogmærk permalinket.

Om Viggo Jonasen

Født Svendborg 1944 Student Svendborg Statsgymnasium 1962 (mat.nat.) Militærnægtertjeneste 1962-1964, Forhistorisk Museum Århus Statskundskabsstudium 1964-1973 - cand.scient.pol. Seminarielærer 1974-1976 Socialhøjskolelektor 1976-2004 (Socialpolitik) Byrådsmedlem i Århus 1974-1978 (Y), 1987-1993 (F, siden Ø) Bestyrelsesmedlem i Militærnægterforeningen 1967-1971 formand 1970-1971 Medlem af Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, formand 1993-2014 Børn: Thor, Katrine Gift med Maj Bopæl: 1962- Århus, fra 1970 Risskov Skipper på vikingetidsskibene Sebbe Als og Freja Byrding siden 1984