Velfærdsstat, menneskesyn og ”den gode stat”.

Et af Velfærdsstatens tidligste skrifter (1934) indledes med en fanfare: “Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet” – menneskers bevidsthed og adgangen til prævention har fået folk til at beslutte at føde færre børn. Hvis samfundet, staten skal motivere dem til at vælge at få flere børn, ja så må man – staten – sørge for, at kommende forældre kan regne med/håbe på at børnene får en god opvækst, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Hertil hører også, at kommende forældre kan regne med økonomisk tryghed i form af stor sandsynlighed for arbejde og dermed løn, eller i det mindste rimelig økonomisk sikring ved ledighed eller sygdom. Sammenhængen, kittet i den socialpolitik og familiepolitik, som blev udviklet i Sverige og Danmark i 1930’erne var idéen: statsmagten bør understøtte individerne/ familierne i at vælge en “god” og “social” livsbane, incl. rollen som forældre. Dette menneskesyn: at mennesket er fornuftigt og ønsker at træffe fornuftige valg, var gennemgående i opbygningen af velfærdsstatens institutioner. Og Nota Bene: menneskers valg bestemmes af andet og mere end økonomi. Alva og Gunnar Myrdals bog Krise i befolkningsspørgsmålet (1934) blev inspirationskilde for socialministeren K.K. Steincke og hans assistent Jørgen Dich som arkitekterne bag den danske indretning af velfærdsordninger.

Steincke skrev selv en karakteristik af datidens – og nutidens – samfund: ”Det privatkapitalistiske samfund kan ifølge sin natur ikke indrømme retten til arbejde – og retten til eksistens indrømmer det kun på ydmygende vilkår” (fra indledningen til noteudgaven af Socialreformen 1933). Underforstået fra Steinckes side var: med min socialreform bliver vilkårene meget mindre ydmygende for de fleste. Forsorgslovens stramme sanktionsforanstaltninger var rettet mod de få asociale!

Senere i den danske velfærdsstats udvikling ser vi det samme menneskesyn. 1956 loven om folkepension tilstræbte direkte at af-stigmatisere ældreforsørgelsen. 1956 loven om Invalidepension – den der indførte de tre niveauer for invalidepension – havde et erstatnings-synspunkt som grundtræk: den der har mistet erhvervsevnen skal af staten sikres et leveniveau svarende til hans jævnaldrende (ca. en faglært arbejders niveau). I 1964 nedsatte man ved Folketingsbeslutning en Socialreformkommission, som skulle reformere det danske velfærdsydelsessystem ud fra ”nutidens målsætning om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel” (som formuleret af Bent Rold Andersen i 1963, i bogen Nyere målsætninger i socialpolitikken”.) Et afgørende element i reformen var målsætningen om tryghed: kontantydelsessystemet (dagpenge og kontanthjælp) skulle sikre økonomisk tryghed for dem, der rammes af ulykke eller sygdom – derigennem mente man bedst at kunne understøtte deres tilbagevenden til et normal arbejdstilværelse.

Det var et socialdemokratisk eller social-radikalt menneskesyn: Mennesker har gennem opvækst og opdragelse anlagt sig det syn på tilværelsen, at de gerne vil arbejde. Dette syn stod i klar opposition til det gammel-liberale – og neo-liberale – menneskesyn: mennesket er arbejdssky og vil normalt kun arbejde, hvis han ved udsigt til nød tvinges dertil.

Det hørte med til 1960’ernes stats- og politikopfattelse, at det ansås som både muligt og ønskeligt, at staten intervenerer i markedsøkonomien med henblik på at sikre om ikke fuldt så dog næsten fuld beskæftigelse. Deri lå også en tryghedsmålsætning: at arbejderen ved, at der altid eller næsten altid er en arbejdsgiver, der vil købe hendes arbejdskraft til normal takst – er en vigtig tryghedsfaktor.

Som det sidste led i 1960’ernes og 1970’ernes velfærdsstatsopfattelse, skal nævnes den tankegang: at stat/ kommune kunne og burde hjælpe individerne til at opbygge (eventuelt: genvinde) og udnytte arbejdsevnen. Kontantydelserne var et væsentligt led i at hjælpe dem dertil: hvis sygdom, ulykke, arbejdsløshed, skilsmisse eller dødsfald i familien afbrød den normale erhvervskarriere eller familieliv, skulle mennesket og hendes familie ikke rammes af en økonomisk nedtur oven i sygdommen eller ulykken – ”socialbegivenheden”. Opretholdelse af leveniveauet blev anset som fremmende for helbredelse eller revalidering. Både syge- og arbejdsløshedsdagpengelove og bistandslov indeholdt ret og pligt for kommunerne til at søge at hjælpe mennesker, som var i risiko for at komme på social nedtur, med råd, vejledning, revalidering, sygebehandling.

Var velfærdsstats-lovkomplekset (syge- og arbejdsløshedsdagpenge lovene og bistandsloven) uden begrænsninger eller sanktioner? Nej da. Dagpengeniveauet var 90% af hidtidig indkomst, dog højst et maksimum svarende til en faglært arbejders gennemsnitsløn. Kontanthjælp blev givet til mennesker, der ikke var sikret syge- eller arbejdsløshedsdagpenge. Men kontanthjælp kunne også gives som supplement til dagpenge, hvis den sygdomsramte havde haft højere indkomst. Dette aspekt af bistandsloven var nyt i forhold til Steinckes forsorgslov fra 1933. Til gengæld forudsatte både dagpengelovene og bistandsloven, at klienten selv viste vilje til at komme i arbejdsduelig stand igen – ellers blev der lukket for ydelserne. Det skete overmåde sjældent i 1970’erne og 1980’erne – såmænd fordi folk, klienterne langt hen ad vejen levede op til forventningerne.

Og så var det i ”begrænset tid” – ved sygdom indtil raskmelding, ved arbejdsløshed en varighedsbegrænsning.

Jamen hvad med de arbejdssky? Som sagt: Dagpengelovene og bistandsloven forudsatte, at personen udviste vilje til at genvinde helbred og job. Ellers var der ret og pligt for myndigheden til at lukke pengekassen. Lukning kom sjældent i brug – thi folk søgte faktisk i job.  Men lovgivers storsindethed rakte så langt, at man i Bistandsloven havde en regel om ”varig hjælp” på et lavt niveau til brug for kunstnere og andet godtfolk, som ansås ikke at være til at drive til lønarbejde! Få fik hjælp efter bestemmelsen – og til min forbavselse viste det sig i 1978, at halvdelen af dem, der i 1976 i Århus fik varig hjælp, to år senere ikke længere modtog ydelsen – de fleste på grund af job!

Den ofte fremsatte påstand: at 1970’er socialreformen var ”passiv og forsørgelsesorienteret” skyldes ukendskab til lovkomplekset, dets motiver og dets forarbejder. Reformen var aktivistisk og opsøgende. Men den var – modsat 1990’ernes og 2000 tallets lovgivning – ikke tvangspræget.

Nogle år efter starten i 1973 på den økonomiske krise vedtog Folketinget de to sidste store velfærdsstatsordninger: Efterlønsordningen og Jobtilbudsordningen.

Om Efterlønsordningen: Ledighedskrisen ramte da som nu især de ældre og de unge – de ældre, fordi virksomhederne ved svigtende vareefterspørgsel og derfor produktionsnedgang var tilbøjelige til at fyre ældre medarbejdere, og sjældent ansætte de ældre, når hjulene drejede hurtigere. De unge, fordi virksomhederne ved opbremsning i produktionen undlod at tage nye unge ind. Begrundelen for efterlønsordningen var todelt: det ville det være bedre, hvis øget arbejdskraftefterspørgsel medførte, at de unge fik job. Og den lille udsigt til, at de fyrede ældre ville blive efterspurgt, gjorde det til noget pjat at bruge megen AF-system-energi på kontrol af de ældre lediges ”ståen til rådighed”.

Om Jobtilbudsordningen: den gik ud på, at stat, amter og kommuner havde pligt til at sørge for tilbud om job på overenskomstmæssige vilkår til arbejdsløshedsforsikrede, som stod foran at falde for varighedsgrænsen i Arbejdsløshedsdagpengeordningen. Og at ingen forsikret ledig kunne miste retten til dagpenge, før han havde fået – og afvist – tilbud om et sådant job.  Ordningen er det nærmeste vi i Danmark er kommet til et dementi af Steinckes oven-citerede udsagn om det privatkapitalistiske samfunds natur.

Det, jeg kalder ”velfærdsstatens sjæl” – troen på det arbejdsivrige menneske – har altid været anfægtet. Der er altid nogen, der anser ledige som dovne. Og særlig de unges påståede dovenskab har igennem årene været noget, der kunne laves propaganda på. Mistilliden til de dovne unge blev sat igennem som lov med ”unge-pakken” i 1990, hvor socialminister Aase Olesen foreslog og fik vedtaget, at unge under 20, der søgte kontanthjælp, i stedet skulle tilbydes et job inden for 14 dage. Antagelsen var, at antallet af unge kontanthjælpsansøgere ville falde – man ville ”sortere de dovne fra”. Virkeligheden blev et større antal ansøgninger. De arbejdsivrige unge tog imod tilbuddet om job – så behøvede de ikke selv at støve rundt efter det! Kort efter blev loven ændret, så der kun måtte tilbydes ”kedelige job” og ringere vederlag.

Lige siden 1990 har Folketinget forringet kontantydelsesområdet: lavere dækningsgrad ved hjælp af sænket dagpengemaksimum i forhold til lønniveau, afskaffelse af optjeningsret ved al støttet beskæftigelse, jobtilbud blev afløst af ”jobtræning”. De unges ydelsesniveau er blevet sænket – og bliver fortsat sænket i Mette Frederiksens kontanthjælp”reform” 1. januar 2014. Kontrollen med modtagerne er blevet intensiveret – mistænksomhed især over for ”samliv” har lagt tunge skygger over pensionisters og ny-dannede familiers liv. Antallet af revalideringssager er faldet år for år. ”Ungdommen” forlænges til 30 års alderen, med ydelse på SU niveau for de ledige ”uddannelsesparate”. Hvordan uddannelsesinstitutionerne påvirkes af flere tvangsindlagte studerende, hvis studiemotiv fortrinsvis er truslen om økonomisk sanktion, synes S-R-F regeringen ikke at have beskæftiget sig med.

Grundlovens § 75 stk. 2 siger ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”. ”.. forsørgelse påhviler nogen anden..” – det er forældres forsørgerpligt over for mindreårige børn, og det er ægtefællers gensidige forsørgerpligt. Nu har SRF regeringen og VK vedtaget “kontanthjælps-reformen: faktisk samliv skal medføre tab af ret til kontanthjælp, også selvom der ikke er skrevet under på ægteskab. Så: ”Udbetaling Danmark” eller kommunen skal etablere et samlivspoliti, som kan stoppe kontanthjælpen, hvis modtageren skønnes at være kommet i samliv. Kommunernes kontrolgrupper, Big Brother, får stadig mere at overvåge.

Jeg indledte artiklen med Myrdal-citatet: ”Fornuften har sejret i fødselsspørgsmålet”: moderskab er nu en beslutning, ikke noget skæbnebestemt. I de seneste 40 år har danske kvinders fødselstilbøjelighed været blandt de højeste i Europa. For tiden falder fødselstilbøjeligheden voldsomt. Der er god grund til at antage, at den utryghed, som de seneste regeringers neoliberale socialpolitik afstedkommer, er en god del af forklaringen på dette fald: udsigt til ledighed og til lave ydelser fører til opgivelse eller dog udsættelse af moderskab. Temaet er fraværende i regeringens udspil.

Som nævnt: i 1950’erne og 1960’erne indgik trygheds-temaet: hvad er et rimeligt forsørgelsesniveau ved midlertidigt henholdsvis varigt indkomstbortfald? – i de socialpolitiske debatter. I 2000 tallets neoliberalisme hos alle partier minus Enhedslisten er trygheds-målsætningen fjernet, og hard-core økonomernes ”incitament-teori” er enerådende: hvordan tvinger vi økonomisk de syge og de ledige til at konkurrere om jobs og kræve mindre i løn? Og for de invalide: Hvor lidt vil vi være bekendt at lade dem nøjes med?  85% af dagpengeniveau, hvis de bor sammen men én!

Tanken om, at statsmagten skal sikre jobs til de jobsøgende, er opgivet. Stat og kommuner beskærer antallet af jobs – men vil nu oprette ”nyttejobs” til løn under tarif og uden faglige rettigheder.

Thorning-regeringen realiserer Steinckes ord: ”retten til eksistens indrømmes kun på (stadig mere) ydmygende betingelser”.

Viggo Jonasen       2013.12.25

Cand.scient.pol., lektor emer. (Social- og arbejdsmarkedspolitik) – samt tidligere byrådsmedlem i Århus, og nu formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd

Har udgivet Dansk Socialpolitik 1708-2008, e-udgave 2009. www.viggojonasen.dk