LOKALAVISEN 2025.05.04
Vi har set en del eksempler på, at Aarhus Byråd har solgt ejendomme for at finansiere driftsopgaver, med ret så uhensigtsmæssie konsekvenser. Og vi ser stadig forslag om sådanne dispositioner.
Et af de bedste/værste eksempler var byrådets salg af Vejlby Skole til nedrivning og senere boligbebyggelse, for at finansiere noget af ”kulturby 2017” projektet. De afledte omkostninger dukkede op ikke meget senere, særligt behovet for udvidelse af Risskov Skole. Og mon ikke de omkostninger så rigeligt overstiger salgsprovenuet?
Aktuelt ser vi argumentationen: sælg og bebyg det økologiske landbrugsareal i Hjortshøj, som drives af Andelssamfundet, ”for at opfylde grundsalgs-måltallet” – som Gert Bjerregaard (V) har prædiket. Det er også ham, der foreslår at sælge ejendommen Jægergården for at dække (nogen af) udgifterne til at vedligeholde andre kommunale ejendomme.
Det er ”cigarkasseøkonomi” som man havde det i 1700 tallet, da driften af ”Kongeligt Frederiks Hospital” skulle finansieres af overskuddet fra det norske postvæsen. Det er ikke nutidig kommunal driftsøkonomi.
Kommunale ejendomme bør (kun) sælges, hvis de er blevet uden nytteværdi for kommunen – og hvis salget i øvrigt tjener et fornuftigt byplanmæssigt formål.
Det er tosset at fjerne et velfungerende økologisk landbrug i Hjortshøj, som passer godt ind i lokalsamfundet, blot for at leve op til et grundsalgs-måltal.
Det er tosset at sælge Jægergården uden plan for hvordan funktionerne i den (bedre) kan varetages. Bjerregaard har jo i forslaget ikke nævnt noget om tilgængelighed for århusianerne til den kommunale forvaltning. Bus- og letbane- og cykelstibetjeningen af Blixen-kontorerne i Brabrand tåler ikke sammenligning med Jægergårdens. Og det er altså ikke alle borgerrettede funktioner, som i dag bør varetages elektronisk.