DE STØRSTE SOCIALPOLITISKE UDFORDRINGER i Danmark og Europa.
Oplæg til Socialpolitisk Forening, 14.11.2014 Viggo Jonasen, let redigeret.
Udgangspunkt for “største udfordring” må være et svar på spørgsmålet : HVORDAN ØNSKER VI SAMFUNDET INDRETTET?
Siden Alva og Gunnar Myrdals bog fra 1934 “Krise i befolkningsspørgsmålet”, som K.K. Steincke lod Jørgen Dich oversætte til dansk, har arbejderbevægelsens, socialdemokraters og socialisters svar været: så længe samfundet er kapitalistisk, skal vi bruge staten til at sikre TRYGHED for indbyggerne.
Tryghed skulle være rammen om det gode liv og om det fornuftige menneskes gode valg – i 1930’erne det valg at få børn, og altså ikke kun have sex for sjov! Kan nogen genkende den problemstilling fra i dag?
Tryghed er: forventning om at jeg kan få børn i tiltro til, at de er sikret forsørgelse, institution, skole, uddannelse.
Tryghed er forventningen om, at jeg er sikret indtægt, enten gennem job eller ved sygdom og ledighed: dagpenge. siden: pension. Tryghed er forventningen om, at jeg ved sygdom eller invaliditet får rettidig og god behandling og tilstrækkelig hjælp.
Det mål var 1970’er socialreformens mål: “Forebyggelse, revalidering, tryghed, trivsel”. Samfundssikret TRYGHED var midlet til det gode liv, midlet til TRIVSEL.
STATEN var for socialdemokrater og socialister værktøjet til at sikre denne fornuftige indretning af samfundet.
TRYGHED var hovedbudskabet fra LO i slutningen af 1980’erne, både i forhold til dagpenges højde og i sagen om fondsbaserede pensionsordninger som overbygning på folkepensionen.
Det betød IKKE, at kapitalisme og konkurrence og ulighed blev afskaffet – det betød, at deres værste skadevirkninger skulle begrænses. En del mente, at ulighed skulle mindskes – derom blev der lavet betænkninger og uddannelsesreformer.
Fra 1980’erne og frem kom velfærdsstatstankegangen og Myrdalernes lyse menneskesyn under angreb.
Neo-liberalismen statssyn vandt frem. I 1993 skrev Anders Fogh “Fra Socialstat til minimalstat”. Han mente, at statssikret forsørgelse skaber slavesjæle. Mette Frederiksen har for nylig – i øvrigt lige som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i deres VS-tid – plapret Marx efter: “Staten er den herskende klasses undertrykkelsesmiddel, så den skal knuses eller dog have mindre at sige og gøre”. Derfor “gensidig forsørgerpligt” – ikke det, som man tidligere mente: individualprincip i forsørgelsesordningerne.
Også neoliberalismens menneskesyn slog igennem: mennesket er en doven hund, som hellere nyder arbejdets frugt end døjer dets sved. Kun gennem frygt for sult og tab motiveres mennesket til at arbejde. Det hedder på nysprog: “Incitament”. Derfor: lavere ydelser i kortere tid, højere pensionsalder, mindre tryghed. Arbejdskraften skal “inciteres” til at konkurrere indbyrdes, også på lønnen – derved styrkes virksomhedernes og landenes konkurrenceevne, det vil sige: profitandelen øges.
Glemt er hos de neolliberale socialdemokrater, venstremænd, sf’ere m.fl. Keynes’ lære om DEN EFFEKTIVE EFTERSPØRGSEL: kun gennem statslig og privat efterspørgsel skabes produktion og beskæftigelse. De skabes IKKE ved at man øger udbud af arbejdskraft: “You cannot push a string”.
De største SOCIALPOLITISKE udfordringer er altså i dag:
1 I forhold til TRYGHED: De neoliberale politikeres – Merkels, Frederiksens, afstandtagen fra tanken om statsligt sikret tryghed, deres deraf følgende formindskelse af velstandsomfordelIng, og deraf følgende ulighed og fattigdom.
2 I forhold til KONKURRENCE, stress og nedslidning: De neoliberale politikeres – Merkels, Corydons, Sohns, Østergaards, .. tro på at samfundsindretning baseret på konkurrence er universalløsningen, f.ex. “konkurrencestaten”. Glemt er, at arbejderbevægelsens opbygning af fagforeninger tilstræbte begrænsning af arbejdernes indbyrdes konkurrence.
3 I forhold til FULD BESKÆFTIGELSE: De neoliberale politikeres afstandtagen fra, at staten skal sikre en efterspørgsel svarende til fuld beskæftigelse.
Jeg er helt klar over, at blind vækst i forbrug belaster klodens ressourcer. Derfor: fuld beskæftigelse, gerne med kortere arbejdstid, så flere kan deles om beskæftigelsen, og så ressourcebelastningen mindskes ved mindre vareproduktion.
Se gerne: “Velfærdsstatens glemte sjæl” på www.viggojonasen.dk